I 2018 kom en fragtvogn til Aarhus lastet med 1.500 potteskår fra det antikke Italien.

Det kunne være en ubetydelig lille historie. Men potteskårene bærer på en dramatisk fortælling.

En fortælling om kyniske kunsthandlere, rovgraveri, illegale antikviteter og oldtidsforskere med etiske hovedbrud.

Og den starter her.

I det italienske militærkorps, carabinierien, havde afdelingen for kunst- og kulturskatte i Italien længe haft en utrolig samling af forsvundne illegale antikviteter på radaren.

I 1995 blev polaroid-fotos af samlingen fundet hos en italiensk politimand, der ifølge Daily Mail var død under mistænkelige omstændigheder.

I foråret 2014 fik sagen et gennembrud. Under en ransagning af et varelager i en frihavn i Genève konfiskerede schweizisk politi 45 kasser med de illegale oldsager.

I kasserne var nogle af antikviteterne, som det italienske kunstpoliti gennem 20 år havde ledt efter:

Mosaikker fra Pompeii og uvurderlige sarkofager fra Etruskerne - det antikke norditalienske folkeslag.

Og blandt de mange opsigtsvækkende oldtidsfund, gemte der sig også en mere beskeden skat:

De 1.500 potteskår fra antikke vaser og krukker, der i 2018 blev kørt til Aarhus - udlånt af det italienske kulturministerium.

Nu udstilles keramikken på Antikmuseet i en kælder under Aarhus Universitetspark. Her tager lektor og museumsleder Vinnie Nørskov imod Videnskab.dk i en dunst af rengøringssprit og et kaos af kasser og keramik.

Hun har travlt. Udstillingen åbner om under en uge, og hængepartierne er mange: Potteskår skal arrangeres som avancerede puslespil, plancher skal printes, en projektor skal indstilles korrekt.

Siden 1990'erne har Vinnie Nørskov beskæftiget sig med det illegale marked for arkæologiske oldtidsfund. Og det er netop den lyssky omgang med oldsager, som de tusindvis af potteskår giver indsigt i:

Potteskårene kommer fra ulovlige udgravninger i Apulien i det sydøstlige Italien - særligt området, som i antikken blev kaldt Daunien. Et område, der var udsat for voldsomme plyndringer i 1970'erne og 1980'erne.

"Kunstmarkedet i den vestlige verden eksploderer fra slutningen af 1950'erne og med det velfærdsboom, der kommer efterfølgende. Og interessen gjaldt også for arkæologiske genstande. Så der var penge i det," forklarer Vinnie Nørskov:

"Og i Apulien var de lokale dybt indblandede. Alle vidste, hvad der foregik, og det fandt sted på nogle flade landbrugsområder, hvor man på kilometers afstand kunne se, om der kom en bil. Så gravrøverne kunne gå rundt om dagen og grave og nå væk igen, inden politiet ankom."

Problemet med illegale oldtidsfund begrænser sig dog ikke kun til Italien, påpeger Vinnie Nørskov. Det findes alle steder, og det er en kilde til stor frustration, tilføjer hun:

"Det er ødelæggende for vores historie og vores viden om antikken," lyder budskabet.

Hendes græske makker, Christos Tsirogiannis, spæder til, da Videnskab.dk efterfølgende fanger ham på en telefon. Han har arbejdet med kriminel arkæologi i over 20 år og er en af verdens førende forsker i internationale netværk af handel med antikviteter:

"Som arkæolog har jeg set mange af de områder, der er blevet rovgravet. Jeg har set gravsteder, der er blevet skændet, og knogler, der er blevet ødelagt og smidt ud, fordi de ikke har haft nogen økonomisk værdi."

"Det er virkelig trist," siger Christos Tsirogiannis, der fra 2018 til 2022 var tilknyttet Antikmuseet og har en andel i udstillingen. I dag leder han en forskningsgruppe på Ionian University i Grækenland.

Så hvad stiller forskningen op med de illegale antikker? Og hvad betyder det om vores viden om antikken og oldtiden?

Det er nogle af de spørgsmål, som udstillingen på Antikmuseet belyser. Og det gøres ikke kun ved at vise potteskårne frem bag glasmontre.

"Vi starter udstillingen i varelageret," siger Vinnie Nørskov og stopper op ved en stabel blandede papkasser, som åbenbart er en del af udstillingen.

"Papkasserne er fra varelageret. Det er de kasser, som potteskårene var pakket ned i af de kunsthandlere, d...

Det bliver et besøg fra en anden tid, hvis den sovjetiske rumsonde Kosmos 482 rammer Jorden i løbet af ugen.

Rumsonden, der blev sendt op i 1972, skulle oprindeligt udforske planeten Venus, skriver nyhedsbureauet AP.

Men på grund af fejl kom rumsonden aldrig ud af Jordens kredsløb, og derfor har en del af rumsonden svævet over os på Jorden de seneste 53 år.

Ifølge NASA forventes det, at resterne af rumsonden - det cirka 500 kg tunge landingsstel - vil falde ind i Jordens atmosfære 10. maj. Hvis den forbliver intakt, vil den styrte mod Jorden med en hastighed på 242 kilometer i timen.

Men derfor behøver vi ikke at være bange for at få sovjetisk rumskrot i hovedet, understreger den hollandske rumforsker Marco Langbroek.

"Selvom det ikke er uden risiko, bør vi ikke være alt for bekymrede," fortæller han i en mail til AP.

Størrelsen på den del af rumsonden, der muligvis ikke brænder op i atmosfæren og derfor kan ramme Jorden, er nemlig relativt lille.

Og risikoen for at blive ramt er lige så lille som for at blive ramt af et tilfældigt meteoritnedslag, som sker flere gange om året. Eller som Marco Langbroek siger det: "Du er i større risiko for at blive ramt af lynet i løbet af hele dit liv."

I en ny rapport, der bliver præsenteret i eftermiddag, konkluderes det, at det nuværende niveau af krig på vores klode er det højeste siden 2. Verdenskrig.

Rapporten kommer fra Lund Universitet og har fredsforsker Isabel Bramsen som hovedforfatter, skriver DR.

"Historisk set står vi i en meget urolig verden. Vi har det højeste antal aktive krige - 56 stykker - siden 2. Verdenskrig," siger fredsforskeren til DR.

Det skyldes blandt andet, at verdensordenen, som vi kender den, er under ændring, samtidig med at borgerkrige bliver gjort internationale. Og så er klimaforandringer faktisk også en aktør, fortæller hun i artiklen.

Rapporten har fået navnet 'The Copenhagen Peach Report' og er lanceret af blandt andet Hesbjerg Fonden, skriver Hesbjerg Slot.

Rapporten vil blive præsenteret i dag, 5. maj kl. 15, hos Hansen & Ersbøll Agenda i København.

Tilbage i 2023 skrev vi på Videnskab.dk om en række krige, der ofte ikke får så meget mediedækning. Den artikel kan du læse her: Se kortet: Verden er fyldt med krige, du ikke hører om.

"Jeg har læst op. Det sidder bare ikke fast…" Eller: "Så snart jeg så spørgsmålene, gik jeg helt i sort…"

Lyder det bekendt?

Det kan være vildt frustrerende at føle, at alt det, man gør for at forberede sig inden eksamen, slet ikke virker.

Men du kan faktisk bruge videnskaben om, hvordan hukommelsen fungerer, til at gøre din eksamenslæsning mere effektiv. Her kommer seks gode tips:

Denne brugte metode virker måske som den mest oplagte måde at læse op på: Du tager dine noter, finder et par farverige overstregningstuscher frem og markerer alt, der muligvis er vigtigt.

Men det kaldes faktisk 'passiv læring'. Du skal ikke rigtig bearbejde stoffet - og ofte tænker du ikke særlig meget over det, du læser. Resultatet? Du rejser dig måske fra bordet uden rigtigt at kunne huske noget af det, du har understreget.

Men ro på - du behøver ikke smide overstregningstuscherne ud. Der er bare en langt smartere måde at bruge dem på: Begræns dig til tre-fire markeringer per side. Sådan her:

1. Læs hele siden igennem først, og gå så tilbage og marker de tre vigtigste pointer.

Med denne metode begynder du at sammenligne information og tage stilling til, hvad der faktisk betyder noget, og dét hjælper din hjerne med at huske det.

Og når du tænker lidt dybere over det, du læser, er der langt større chance for, at du faktisk husker det - i stedet for bare at skimme teksten.

Så undgå passiv læring, og vær mere aktiv i din tilgang - det gør en kæmpe forskel for, hvor meget du kan huske bagefter.

2. Når du har fundet de vigtigste pointer, så skriv dem ned med dine egne ord.

Når du omskriver det, du har læst, tvinger dig selv til at bearbejde stoffet mere grundigt, og det gør det meget nemmere at huske senere.

Forhåbentlig synes du, at det, du skal huske, er spændende, og det er godt. For når noget interesserer os, motiverer det os mere, hvilket både gør det lettere at forstå og meget nemmere at huske.

Så fyr op under din nysgerrighed - den hjælper dig med at engagere dig i stoffet og giver dig lyst til at præstere.

Men lad os være ærlige: Det kan godt være ret kedeligt at læse op til eksamen. Nogle gange skal vi bare lære noget, uden at vi er videre interesserede i stoffet.

Men vi kan selv gøre det sjovere, for eksempel ved at lave små historier, remser eller huskeregler, der fanger fantasien og det gør lettere at huske stoffet.

Eksempelvis kan det være svært at huske rækkefølgen på planeterne i Solsystemet. Er Uranus tættere på Solen end Neptun - eller er det omvendt?

Men det bliver pludselig meget nemmere at huske, hvis du bruger en huskeregel som: Min Ven Julemanden Må Jo Sove Uden Nissernes Pludren. (Det første bogstav i hvert ord passer med planeterne: Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun, Pluto).

Gør lidt ekstra ud af det, du skal lære - det kan godt betale sig. Det er ikke nok bare at læse op eller tage noter. Når du arbejder lidt mere aktivt med stoffet, sætter det sig bedre fast i hjernen.

Et studie viser, at deltagerne kunne huske næsten en tredjedel mere, når de sad og tegnede kruseduller, imens de lyttede, sammenlignet med dem, der bare lyttede.

Så hvis du hører en forelæsning eller ser en videoforelæsning, så tegn lidt, mens du lytter. Og hvis dine kruseduller ovenikøbet har noget med emnet at gøre, bliver din hukommelse endnu bedre.

Er du musikalsk? Så prøv at lave en sang ud af dine noter.

Melodier skaber struktur, som hjælper hjernen med at dele stoffet op i mindre enheder.

En anden god idé er at gøre din eksamenslæsning til en leg. Et gammelt brætspil med spørgsmålskort - for eksempel fra en genbrugsbutik, måske Trivial Pursuit - kan sagtens tilpasses det, du skal læse op på.

Spørgsmål hjælper dig med at bearbejde stoffet, og når du spiller spillet med venner, der læser det samme som dig, styrker det læringen endnu mere.

Og hvem ved - måske har I det endda sjovt undervejs (og den slags positive oplevelser hjælper faktisk også hukommelsen).

En lang dag med konstant læsning virker sjældent godt på hukommelsen.

De...

Harvard University: Et af verdens mest prestigefulde universiteter med over 100 nobelpriser og en uovertruffen tiltrækningskraft for topforskere.

Nu er universitet havnet i boksekamp med den amerikanske præsident.

Trump-regeringen sendte 11. april et brev til en række universiteter med krav til universiteternes optagelsesprocedure, politik og forskning. Harvard University satte sig imod og står til at mangle over 15 milliarder kroner fra staten, som regeringen har indefrosset.

Indefrysningen har nu ført til, at universitetet sagsøger regeringen.

"Et universitet som Harvard University er så velhavende, at de har muligheden for at gå imod Trump," forklarer Derek Beach, der er professor i Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i USA, til Videnskab.dk.

Men Harvard University er langt fra det eneste universitet, der oplever uoverskuelige økonomiske udfordringer, efter Donald Trump er indtrådt som præsident i USA.

Videnskab.dk ser derfor nærmere på, hvordan de amerikanske eliteuniversiteter egentlig får deres penge. Og hvad der vil ske, når pengestrømmen til forskning og uddannelse sander til.

Eliteuniversiteterne i USA har flere muligheder for at finansiere deres forskning og deres enorme campusser end for eksempel et dansk universitet.

For det første er de private universiteter. Så de opererer på helt andre vilkår end de offentlige danske universiteter.

Det måske tydeligste tegn på det er prisen på undervisning. En studerende betaler mere end 80.000 dollars om året for at gå på Harvard University, ifølge universitets hjemmeside.

Derudover får universitetet donationer fra private og virksomheder, som dækker næsten halvdelen af Harvards årlige udgifter. Ofte fra tidligere rige studerende. Det ville være uhørt i en dansk sammenhæng, men er helt almindeligt for universiteter i USA:

"Harvard og flere af de andre topuniversiteter som Stanford University, Princeton University og Yale University får væsentlige bidrag gennem donationer. De er meget dygtige til det spil," siger Derek Beach.

Derfor kunne det lyde, som om at det ikke vil ramme Harvard og andre Ivy League-universiteter så hårdt, at Trump har set sig sur på dem og vil dæmme op for de offentlige midler.

Sådan forholder det sig dog ikke.

Selvom Harvard University og de andre topuniversiteter i USA ikke får penge direkte fra staten, kommer 11 procent af Harvards indtægter alligevel fra staten, ifølge New York Times.

Universiteterne får pengene gennem store nationale fonde som National Institute of Health, National Science Foundation eller fra offentlige føderale institutioner som forsvaret.

Pengene går til forskningsprojekter, til ansættelser, til at betale de dyre stipendiater til studerende og lignende. Derfor gør det ondt, når Trump-administrationen indefryser så store summer, forklarer Derek Beach.

"Det kan dog være, at de kan betale nogle af de væsentlige og mest presserende udgifter selv med donationer eller gennem en kapitalfond," siger professoren.

Han forklarer, at de store universiteter har en kapitalfond, der er baseret på mange års donationer fra virksomheder og enkeltpersoner. Noget, de deler med de andre eliteuniversiteter, som også kæmper med Trump-administrationen.

Harvard Universitys er dog i særklasse på over 50 milliarder dollars.

Men hvis Harvard University har over 50 milliarder dollars, hvorfor er det så et problem, at Trump indefryser to milliarder?

"Langt de fleste af pengene er låst fast. De har ikke 50 milliarder i banken, de kan bruge på projekter. Det er langsigtede investeringer i ejendomme og specifikke projekter eller obligationer, som det heller ikke ville være klogt at sælge nu," siger Derek Beach.

Trump-administrationen vil få meget svært ved helt at dreje nøglen om på de kæmpestore universiteter. Men han kan gøre betydelig skade på deres forskning og skære i personalet for alle universiteter, vurderer Derek Beach.

Hvis topuniversiteterne med Harvard University i spidsen ikke får de indefrosne penge, skal mange forskningsprojekter dropp...

Det er ikke uden grund, at Månen sommetider er blevet sammenlignet med en hullet ost. Månen er nemlig fuld af kratere, som er opstået, fordi en masse meteoritter er hamret ned i overfladen.

Når det sker, slår den voldsomme begivenhed ofte en del af Månen løs. Nu viser ny forskning, at næsten en fjerdedel af resterne fra et nedslagene efterfølgende rammer Jorden.

Det skriver Universe Today på baggrund af et nyt studie udgivet i tidsskriftet ICARUS.

Den nye undersøgelse vurderer nærmere bestemt, at 22,6 procent af månekraternes rester vil lande på Jorden indenfor en periode på 100.000 år. Heraf falder over halvdelen ned på Jorden indenfor de første 10.000 år.

Og når månekrater-resterne flyver mod os på Jorden, bevæger de sig med en hastighed på hele 11 til 13,1 kilometer i sekundet.

Donald Trump har som bekendt længe ønsket at indlemme Grønland som en del af USA, og nu har han en konkret plan for, hvordan det skal gøres.

Præsidentens nationale sikkerhedsråd har således instrueret flere regeringsafdelinger i at begynde arbejdet med at erhverve verdens største ø, skrev New York Times i april.

Trump har gjort det klart, at brugen af militær magt stadig er en mulighed, men i hvert fald for nu ser det ud til, at planen i stedet primært er baseret på overtalelse.

Den første del af planen er en koordineret reklame- og kampagneindsats på de sociale medier med det formål at overbevise grønlænderne om, at deres fremtid ligger hos USA's 'stjerner og striber'.

Trump-administrationen vil forsøge at overbevise øens beboere om, at de vil få større velstand og mere sikkerhed som en del af USA.

Men det bliver alt andet end nemt at få det budskab til at slå igennem.

En meningsmåling fra januar 2025 viser, at 85 procent af grønlænderne er imod idéen om at blive en del af USA.

Det grønlandske parlamentsvalg i marts 2025 pegede i samme retning. Det parti, der klarede sig bedst, var det socialliberale Demokraatit-parti, som kalder sig 'erhvervsvenligt', og som bestemt ikke har travlt, når det gælder ændringer i Grønlands internationale status.

For at overvinde modstanden planlægger Trump-administrationen angiveligt at appellere til de etniske og kulturelle bånd mellem Grønlands inuitter, som udgør omkring 88 procent af øens befolkning, og oprindelige folk i den amerikanske delstat Alaska.

Men det er en tilgang, som mange grønlændere formentlig vil stille spørgsmålstegn ved - og med god grund.

Forbindelsen er dog ikke helt pure opspind. Grønlands inuitter stammer fra det arktiske Thule-folk, som var den seneste bølge af indvandrende inuitgrupper fra Alaska, der slog sig ned i Grønland i slutningen af 1200-tallet.

Der er også ligheder mellem sprogene i henholdsvis Alaska og Grønland. Men de to folk har i flere århundreder været adskilt af 3.000 kilometer, og deres liv og kulturer er blevet formet af meget forskellige historiske vilkår. Så selvom sprogene ligner hinanden, er de overordnet ikke gensidigt forståelige.

En af de største forskelle mellem inuitterne i henholdsvis Alaska og Grønland er deres forskellige koloniale fortid:

Grønland blev koloniseret af Danmark, mens Alaska blev koloniseret af USA. Og netop den kolonihistorie vil nok få mange grønlændere til at tænke sig godt om.

Alaska blev en amerikansk delstat i 1959. Inden da var det et 'ikke-inkorporeret territorie' - en slags koloni, ligesom Puerto Rico eller Guam er det i dag.

I denne periode blev Alaskas oprindelige folk mødt med en blanding af ligegyldighed og direkte fjendtlighed fra både den amerikanske regering og de hvide bosættere.

Indtil diskrimination blev forbudt ved en delstatslov i 1945, levede oprindelige folk i Alaska under et system præget af adskilthed (segregering) og begrænsede rettigheder - ikke ulig de såkaldte 'Jim Crow'-love, som er en betegnelse for den raceadskillelsespolitik, man var underlagt i de amerikanske Sydstater.

Ligesom afroamerikanere i sydstaterne var mange af Alaskas oprindelige indbyggere ikke garanteret stemmeret, og skilte med 'whites only' var helt almindelige i butikker og andre offentlige steder.

Under Anden Verdenskrig frygtede USA et japansk angreb på Aleuterne - en øgruppe, som er en del af Alaska.

Som reaktion valgte man at tvangsevakuere den oprindelige befolkning og brænde deres landsbyer ned, for at forhindre at de kunne huse de japanske tropper.

De evakuerede blev anbragt i sundhedsfarlige lejre på fastlandet, hvor de levede i årevis - og mere end hver 10. døde.

Den amerikanske regering forsvarede dengang sine handlinger med, at det var en 'geopolitisk nødvendighed'. Men da stormagtspolitik også ligger bag ønsket om at få kontrol over Grønland, bør grønlænderne spørge sig selv, om deres rettigheder vil blive respekteret, hvis de ender midt i konflikten med endnu en såkaldt 'geopolitisk nødvendighed'.

En del af Tru...

Den moderne computer er en teknologisk triumf.

En enkelt computerchip indeholder milliarder af transistorer i nanometerskala, som ikke alene er ekstremt pålidelige, men også arbejder i en hastighed af millioner af opgaver i sekundet.

Denne høje hastighed og pålidelighed kommer dog med en pris: et meget stort energiforbrug.

Datacentre samt vores computere og smartphones tegner sig for omkring tre procent af det globale elektricitetsforbrug, og brugen af kunstig intelligens vil sandsynligvis øge forbruget endnu mere.

Hvad nu hvis vi kunne redesigne den måde, computere fungerer, så de kunne udføre beregningsopgaver lige så hurtigt som i dag, men med et langt lavere forbrug af energi?

Naturen og dens processer giver os nogle potentielle løsninger.

I 1961 granskede fysikeren Rolf Landauer fra IBM Research spørgsmålet om, hvorvidt vi skal bruge så meget energi på computeropgaver.

Han kom frem til 'the Landauer limit' (Landauers princip/grænseværdi), der beskriver, hvordan hver eneste bit-operation har brug for et vist minimum af energi.

Rolf Landauer foretog en teoretisk beregning af dette minimumsforbrug: Hvis man for eksempel sætter en bit, den mindste måleenhed af data på en computer, til at have en værdi på nul eller én, bruger den omkring 10 joule (J) energi.

Det er en meget lille mængde energi, til trods for de mange milliarder opgaver, som computere udfører.

Hvis vi kunne betjene computere på så lavt et niveau, ville den mængde elektricitet, der bruges til beregning og håndtering af spildvarmen ved kølesystemer, ikke være en bekymring.

Der er dog en hage ved det. For at udføre en bit-opgave i nærheden Landauers energigrænse skal opgaven udføres uendeligt langsomt.

Beregning i en begrænset tidsperiode forudsiges at koste yderligere et energiforbrug, der er proportionelt med den hastighed, hvormed beregningen udføres. Med andre ord, jo hurtigere udregningen er, desto mere energi bliver der brugt.

Det blev for nylig demonstreret med eksperimenter, der er sat op til at simulere beregningsprocesser: Energidissipationen, som er et slags udtryk for 'tabt energi', begynder at stige målbart, når man udfører mere end omkring én handling i sekundet.

Processorer, der arbejder med en klokfrekvens på en milliard cyklusser i sekundet (hvilket er almindeligt i moderne halvledere) bruger omkring 10J pr. bit - altså omkring 10 milliarder gange mere end i Landauers princip.

En løsning kan være at designe computere på en fundamentalt anderledes måde.

Grunden til, at traditionelle computere arbejder meget hurtigt, er, at de kører serielt, altså én operation ad gangen. Hvis man i stedet kunne bruge et meget stort antal 'computere', der arbejdede parallelt, så kunne hver enkelt arbejde meget langsommere.

For eksempel kunne man erstatte en 'hare'-processor, der udfører en milliard operationer på et sekund, med en milliard 'skildpadde'-processorer, der hver tager et helt sekund at udføre deres opgaver, hvilket ville resultere i en langt lavere energiforbrug per operation.

Et studie fra 2023, som jeg var medforfatter på, viser, at en computer kan fungere i nærheden af Landauers grænseværdi, ved at bruge langt mindre energi end nutidens computere.

Er det overhovedet muligt for milliarder af uafhængige 'computere' at arbejde parallelt?

Parallel bearbejdning i mindre skala bliver allerede brugt i dag, for eksempel når omkring 10.000 grafikprocessor-kerner eller GPU'er kører på samme tid til træning af AI-modeller.

Det er dog ikke for at reducere hastigheden og øge energieffektiviteten, men snarere af nødvendighed.

Der er grænser for, hvad kølesystemerne kan klare på nuværende tidspunkt, hvis vi øger den enkelte processors datakraft, så derfor bruger man processorerne parallelt.

Såkaldt kredsløbsbaseret 'biocomputation' eller 'biocomputing' er et computersystem, der er meget tættere på, hvad der skal til for at nærme sig Landauers grænseværdi.

Det gør brug af biologiske motorproteiner, som er bittesmå maskiner, der hjælper med at udføre mekaniske opgav...

"Bliver du aldrig nervøs for at tabe et stykke vigtig danmarkshistorie?," spørger Videnskab.dk's journalist med ærefrygt i stemmen.

På bordet foran ham bliver den ene cirka 3.300 år gamle knogle efter den anden lagt frem af et par nænsomme gummihandske-beklædte hænder.

"Næh, man lærer hurtigt 'dos and don'ts', når man arbejder med knoglemateriale. Der er for eksempel en grund til, at jeg gør det ind over et bord," svarer Marie Louise Jørkov roligt, mens hun placerer knoglerne på bordet.

Et stykke af den berømte Skrydstruppige fra bronzealderen tager gradvist form, i takt med at hendes næsten sorte knogler flyttes fra papkassen på bordet og ned på det skridsikre bobleplast ved siden af.

Hun, altså Skrydstruppigen, er et af flere end 30.000 skeletter, der er sikkert låst inde og magasineret under Københavns Universitets store Panum-bygning.

Selvom skeletterne er op til 10.000 år gamle, giver de stadig helt ny viden om vores forfædres helbred, samfund og død.

Videnskab.dk er blevet inviteret med ind i det rum, Marie Louise Jørkov kalder for 'oldtidskælderen'. Her hviler skeletter fra stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden i hver deres papkasse.

Oldtidskælderen er et af flere magasiner, der tilsammen udgør Den Antropologiske Samling, hvor alle danske museer samt museer fra Grønland og Færøerne opmagasinerer det mellem cirka 10.000 og 200 år gamle knoglemateriale, der hvert år findes og udgraves.

Samlingen har dog flere funktioner end blot opmagasinering for museerne. Knoglerne, kranierne og tænderne bruges også løbende til alverdens former for forskning.

"Det er virkelig et slaraffenland for oldtidsforskere," siger Marie Louise Jørkov, der er leder af samlingen og seniorforsker med speciale i human osteologi, det vil sige studiet af menneskeknogler, og har en baggrund i 'klassisk arkæologi'.

"Vi har jo materiale fra alle de forskellige store udgravninger, de har læst om gennem årene. Så der er stor interesse for at arbejde med det."

Blandt andet har samlingen og det tilhørende laboratorium lagt hylder til menneskerrester fra berømtheder som Koelbjergmanden (tidligere kendt som Koelbjergkvinden), de grønlandske mumier og ikke mindst Skrydstruppigen, som Videnskab.dk's journalist får lov at 'hilse' på.

Marie Louise Jørkov fremviser noget af sin særlige knogleekspertise, da hun gennemgår de fremlagte rester af Skrydstruppigen.

"I løbet af teenageårene stopper knoglerne med at vokse, og vækstzonerne i for eksempel led-enderne på rørknoglerne begynder at lukke. Nogle områder lukker før andre, og det kan vi blandt andet bruge til at aldersbestemme skelettet," forklarer hun.

Det var på den baggrund, at forskere med hjælp fra Skrydstruppigens knogler kunne fastslå hendes alder: Vækstzonerne (et område af brusk i enden af børn og unges knogler) var stadig ikke helt lukket flere steder, så hun måtte være cirka 18-19 år gammel, da hun døde.

"Samtidig er hendes knogler længere og slankere end normalt for hendes periode i vores del af verden. Så selv uden naturvidenskabelige analyser, viser knoglerne, at hun måske ikke var her fra."

Det er sådan, man ofte traditionelt har vurderet, hvem knoglerne tilhørte, og hvilket liv de levede:

Den arkæologiske kontekst, knoglerne blev fundet i, for eksempel om de var begravet med gravgaver eller smykker. Og derudover de ting, som knoglerne kan fortælle om 'ejerens' liv ved at vise tegn på sygdomme og traumer, eventuelle arvelige træk og variationer, og så videre.

Men nye teknologier, der kan vise meget mere end det, er også kommet til.

For eksempel blev Skrydstruppigens berømmelse for alvor genantændt, da hun i 2010'erne blev udsat for en såkaldt strontiumanalyse, som Nationalmuseet var bannerfører for at bruge i perioden.

Kort fortalt er strontium et grundstof, som kan spores til specifikke geografiske områder, og som man finde på dele af kroppen, der gror igennem livet, for eksempel i Skydstruppigens hår. På den måde kunne man sandsynliggøre, hvor hun havde været hvornår i sit liv.

D...

Mænd har historisk præsteret bedre end kvinder i flere atletiske discipliner.

Men snart kan det være, at præstationskløften mellem kønnene mindskes, skriver The Independent.

Et nyt studie publiceret i tidsskriftet Frontiers in Physiology viser nemlig, og at kvinder ser ud til at have en fordel i ekstremsport som arktiske langdistance-skiløb.

For under ekstreme forhold lader det til, at kvinder har en større metabolisk effektivitet end mænd (metabolisme er kort fortalt en betegnelse for de kemiske processer i kroppen, der omsætter vand, mad og andre materialer til stoffer, som kroppen har brug for, for at kunne fungere) - og dette gælder særligt ved arrangementer, der afholdes under ekstreme kuldeforhold.

Kvinder brugte for eksempel mindre energi i forhold til vægt sammenlignet med mænd under Alaska Mountain Wilderness Ski Classic, som er en 200 km arktisk vinterekspedition i den barske natur i Alaska.

"Voksende data fra udholdenhedsbegivenheder afholdt i ekstreme miljøer tyder på, at kvinder muligvis er lige så - eller endda mere - metabolisk modstandsdygtige under fysisk og ernæringsmæssig stress," siger forskerne ifølge The Independent.

Forskerne håber nu at kunne lave yderligere studier, hvor de analyserer plasma-, serum-, afførings-, hår-, muskel- og fedtvævsprøver fra deltagere i krævende ekstremsportsbegivenheder som Yukon Arctic Ultra (YAU) - verdens længste og koldeste ultramaraton.