Den struktur, vi i dag kender som Eiffeltårnet, blev oprindeligt kaldt Tour de 300 mètres - det 300 meter høje tårn.

Navnet, som blev foreslået af ingeniørerne Maurice Koechlin og Émile Nougier til Gustave Eiffel, som stod i spidsen for opførelsen, afslørede en ambition om at skabe noget enestående - en teknologisk bedrift, der ville sætte ny rekord i højde.

Men når temperaturen stiger i sommermånederne, vokser Eiffeltårnet faktisk sig højere end sin oprindelige størrelse.

Eiffeltårnet blev opført i anledning af Exposition Universelle, som var en verdensudstilling, der blev afholdt i Paris fra 6. maj til 31. oktober 1889 for at markere 100-året for Den Franske Revolution.

Gustave Eiffel valgte at bygge tårnet i smedejern - et materiale, han kendte godt og havde haft gode erfaringer med i tidligere projekter.

Smedejern kan modstå stor belastning, hvilket muliggjorde opførelsen af et højt, men samtidig meget let tårn, som var modstandsdygtigt over for kraftig sidevind.

For at give en idé om, hvor let tårnet er, svarer dets vægt på 7.300 ton omtrent til vægten af den luftmængde, det indeholder - cirka 6.300 ton.

Eiffeltårnet var tænkt som et fremragende observationspunkt og som base for radiotransmission. Selve tårnet er en enorm trekantet gitterkonstruktion, som minder meget om Garabit-viadukten (som også er designet af Eiffels tegnestue) og jernbanebroen Forth Bridge i Skotland, som begge stammer fra samme periode.

Alle disse konstruktioner udvider sig, når materialets temperatur stiger. Men i modsætning til broer, som opfører sig mere komplekst, oplever Eiffeltårnet primært lodret udvidelse og sammentrækning som følge af temperaturændringer.

Dette fænomen kaldes termisk udvidelse.

Vi ved, at de fleste faste stoffer udvider sig, når temperaturen stiger, og trækker sig sammen, når den falder.

Det er fordi, den kinetiske energi af stoffets partikler bliver øget, når temperaturen stiger.

I faste stoffer, som metaller, manifesterer denne større energi sig som øgede vibrationer af atomerne, og den øgede vibration betyder, at den gennemsnitlige afstand mellem atomerne øges.

Forskellige typer faste stoffer udvider sig i forskellig grad ved temperaturændringer.

Det skyldes, at de har forskellig varmeudvidelseskoefficient, som beskriver, hvor meget et materiale udvider sig per grads temperaturstigning, og det skal ingeniørerne tage højde for. Keramik og glas udvider sig mindre end metaller, der igen udvider sig mindre end polymerer.

Så hvordan kan man beregne, hvor meget et fast stof bevæger sig? Når elementerne er lige - som det ofte er tilfældet i byggeri og anlæg, hvor bjælker og stænger dominerer - er bevægelsen proportional med tre parametre: elementets længde, temperaturændringen og materialets udvidelseskoefficient.

Mange keramiske materialer har typisk udvidelseskoefficienter fra 0,510 til 1,510 (°C), mens metaller ligger mellem 510 og 3010 (°C), og polymerer mellem 5010 og 30010 (°C).

Disse tal (som måske ser lidt mærkelige ud for de fleste) angiver, den forholdsvise udvidelse af et materiale, når temperaturen stiger med én grad Celsius.

Det materiale, der udvider sig mest, er polymerer, som udvider sig omtrent 10 gange mere end metaller, og metaller udvider sig 10 gange mere end keramik.

Smedejernet og stålelementerne, der blev brugt til Eiffeltårnet, har en koefficient på omkring 1210 (°C), hvilket betyder, at en jernstang på én meter udvider sig med 1210 meter, når temperaturen stiger med én grad.

Det er ikke mange mikrometer - og mindre end diameteren af et hårstrå.

Så har varme en mærkbar effekt på bygninger? Ja - og især når man tager højde for, at der er to andre parametre at overveje: elementets længde og det temperaturområde, det befinder sig i.

Længden kan være ganske betragtelig. Eiffeltårnet er 300 meter højt, men Garabit-viadukten er 565 meter lang, og Forth Bridge er over 2,5 kilometer lang.

I dag er der mange eksempel på endnu større lineære konstruktioner, og termisk udvidelse påvirker også jernbaneskinnerne,...

Ved du, at der faktisk er større sandsynlighed for, at Jorden bliver ramt af en meteor, end at du bliver ramt af lynet?

Forskere har tidligere regnet på, hvor stor risikoen er for at dø af et meteornedslag. Men det kan være svært at forstå, hvis man ikke har noget at sammenligne med.

Derfor har forskere fra blandt andet Aalborg Universitet i et nyt studie sammenlignet risikoen for at dø af et meteornedslag med risikoen for at dø af andre ting, skriver Phys.org.

Diagrammet herunder viser sandsynligheden for at blive udsat for forskellige sjældne uheld. Jo mere uheldet ligger mod øverste højre hjørne i diagrammet, jo større risiko. Under grafikken kan du se de forskellige typer af ulykker.

I deres analyse lavede forskerne en simulering med 5 millioner asteroider, hvor de talte, hvor mange gange asteroiderne ramte Jorden over en periode på 150 år.

På den måde kunne forskerne regne ud, hvor stor risiko der er for, at en asteroide rammer Jorden.

Derefter sammenlignede de risikoen med sandsynligheden for:

1. At andre farlige situationer sker for en person.

2. Hvor stor risikoen er for at dø i situationen.

Forskerne fandt blandt andet ud af, at risikoen for, at en asteroide rammer Jorden, er større end risikoen for at blive angrebet af en prærieulv.

De fandt også ud af, at det er meget mere sandsynligt, at man dør af at blive angrebet af en elefant end af et meteornedslag. Omvendt er det mindre sandsynligt at blive angrebet af en elefant, end at Jorden rammes af et meteornedslag.

Forskerne håber, at deres resultater kan hjælpe folk med at forstå, hvorfor det er vigtigt at beskytte Jorden mod meteorer, selvom nedslag ikke sker så tit.

Studiet er blevet udgivet i tidsskriftet Planetary Science Journal.

Vi får hele tiden at vide, at vi skal 'spise sundt', men hvad betyder det egentlig?

Selv læger har nogle gange svært ved at give klare, praktiske råd om, hvilke fødevarer der fremmer sundheden, hvorfor de virker, og hvilke reelle fordele vi kan forvente.

En voksende mængde forskning begynder nu at levere svar på spørgsmålet.

Sammen med mine kolleger har jeg undersøgt, om en gruppe plantestoffer kaldet flavanoler kan hjælpe med at sænke blodtrykket og forbedre blodkarrenes funktion.

Resultaterne peger på, at disse ganske almindelige kemiske forbindelser potentielt kan beskytte hjertesundheden.

Flavanoler - også kaldet catechiner - er et kemisk stof, som falder ind under flavanoider, der er en gruppe plantestoffer, som findes naturligt i planter, træer og i mange frugter og grøntsager.

De er en del af det, der giver planter deres farve og beskytter dem mod sollys og skadedyr.

Vi kan finde dem i en række almindelige fødevarer som kakao, grøn og sort te, druer, æbler og endda visse bær.

Den let bitre eller syrlige smag, du kan smage i mørk chokolade eller stærk te? Det er flavanolerne, der er på spil.

Forskere har længe været interesserede i disse forbindelsers sundhedsmæssige effekter.

I 2022 viste et studie kaldet Cosmos-studiet (Cocoa Supplement and Multivitamin Outcomes Study), som fulgte over 21.000 personer, at kakaoflavanoler - men ikke multivitamintilskud - reducerede dødeligheden af hjerte-kar-sygdomme med 27 procent.

Vores studie havde til formål at grave endnu dybere og fokusere specifikt på effekten af flavanoler på blodtryk og den såkaldte endotelfunktion (som er et mål for, hvor godt blodkarrene udvider sig og reagerer på blodgennemstrømning).

Vi analyserede data fra 145 randomiserede, kontrollerede forsøg med over 5.200 deltagere.

Disse studier testede en række fødevarer og kosttilskud rige på flavanoler, herunder kakao, te, druer, æbler samt isolerede forbindelser såsom antioxidanten epicatechin.

Effekten blev målt på to centrale kardiovaskulære markører: Blodtrykket og flowmedieret vasodilatation (flow-mediated dilation (FMD), som er en metode til at vurdere funktionen af kroppens blodårer, især blodårenes indre lag (endotel).

Studierne var både henholdsvis kortvarige (en enkelt dosis), men også længerevarende interventioner, der strakte sig over uger eller måneder.

I gennemsnit indtog deltagerne omkring 586 mg flavanoler dagligt, hvilket er omtrent den mængde, der findes i to til tre kopper te, én til to portioner mørk chokolade, to spiseskefulde kakaopulver eller et par æbler.

Regelmæssigt indtag af flavanoler medførte et gennemsnitligt fald i blodtrykket på 2,8 mmHg systolisk (det øverste tal) og 2,0 mmHg diastolisk (det nederste tal).

Men for personer, der havde forhøjet blodtryk, også kaldet hypertension, fra starten, var fordelene endnu større med fald på op til 6-7 mmHg systolisk og 4 mmHg diastolisk.

Det svarer til effekten af visse typer receptpligtige blodtryksmedicin og kan markant reducere risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde.

Vi fandt også, at flavanoler forbedrede endotelfunktionen med en gennemsnitlig stigning i FMD på 1,7 procent efter vedvarende indtag.

Denne effekt sås endda hos deltagere med normalt blodtryk, hvilket peger på, at disse forbindelser kan beskytte blodkarrene via flere biologiske mekanismer.

Det var sjældent, at der var bivirkninger, men de var typisk milde, som regel begrænset til mindre fordøjelsesproblemer, hvilket peger på, at det generelt er sikkert at tilføje flavan-3-ol-rige fødevarer til kosten.

Selvom effekten var mest markant hos personer med forhøjet blodtryk, oplevede selv personer med normale målinger forbedringer i den vaskulære funktion.

Det tyder på, at flavanoler kan hjælpe med at forebygge hjerte-kar-problemer, før de opstår.

Forhøjet blodtryk er én af de største årsager til hjertesygdomme på verdensplan - selv ved niveauer, der ikke kvalificerer som egentlig hypertension (140/90 mmHg eller højere).

De nyeste retningslinjer fra European Society of Cardiolo...

Kender du nogen, der simpelthen ikke kan lide at høre musik?

Det skyldes måske en tilstand i deres hjerne, ifølge et nyt studie fra University of Barcelona.

Tilstanden kaldes 'musikalsk anhedoni'. Personer med denne tilstand kan sagtens høre og opfatte musik som alle andre. De nyder det bare ikke, skriver mediet Medical Xpress om det nye studie.

Det betyder dog ikke, at deres belønningssystem ikke fungerer, anfører forskerne bag:

"Den manglende nydelse ved at høre musik kan forklares ved en afkobling (i hjernen, red.) mellem belønningssystemet og det auditive system, ikke ved en manglende funktion i belønningssystemet som sådan," udtaler Josep Marco Pallarés, professor i klinisk neurologi ved University of Barcelona, ifølge Medical Xpress.

Forskerne har i studiet udviklet et spørgeskema for at identificere musikalsk anhedoni. Spørgeskemaet undersøger fem forskellige måder, hvorpå musik kunne være lykkegivende.

Disse fem måder er, at:

fremkalde følelser

regulere humøret

fremme ens sociale liv

få en til at danse

give følelsen af, at man oplever noget nyt og spændende

Mennesker med musikalsk anhedoni scorede lavere en gennemsnittet på alle fem punkter.

Men forskningen drejer sig ikke kun om musik. Studiet kan også være brugbart for fremtidig forskning om forskelligheden i menneskers belønningssystem, mener forskerne bag:

"Vi mener, at vores metode kan bruges til at undersøge andre typer belønning og kunne føre til opdagelsen af andre former for anhedoni," siger Josep Marco Pallarés ifølge Medical Xpress.

"Det er for eksempel muligt, at folk med mad-anhedoni kunne have en svækkelse i forbindelsen mellem de hjerneområder, der bearbejder mad, og belønningssystemet," tilføjer han.

Det lyder måske klamt, men din afføring og urin kan faktisk spille en vigtig rolle for fremtidens produktion af fødevarer.

I stedet for at skylle vores efterladenskaber ud i toilettet, kan vi i stedet bruge dem som gødning til at dyrke afgrøder, viser et nyt studie udgivet i tidsskriftet PNAS.

Men kan vi virkelig lave gødning af vores egen tis og lort, og bruge det til at dyrke tomater, agurker og andre madvarer?

Ja, svarer Uffe Jørgensen, som er professor ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet og har gennemgået det nye studie for Videnskab.dk.

Lige nu er dansk landbrug afhængig af næringsstoffer som kvælstof, fosfor og kalium til at lave gødning.

Det er ressourcer, som vi i Danmark importerer fra lande som Marokko og Kina, og som, efter vi har brugt dem, bliver smidt ud igen.

Fordi ressourcer som fosfor og kalium er knappe, kommer vi på et tidspunkt til at mangle næringsstofferne, hvis ikke vi finder en løsning, siger professor Uffe Jørgensen.

Derfor er det nye studie, der laver menneskelig afføring og urin om til gødning, også relevant for fremtidens landbrug.

I studiet har forskerne brugt biokul, der laves ved en kemisk proces kaldet pyrolyse.

Forskerne analyserede blandt andet, hvordan pyrolyse påvirker afførings indhold af næringsstoffer, væske og forurenende stoffer.

De peger på, at det færdige resultat - altså det færdige biokul - fungerer som gødning, som er sikkert at bruge i landbruget.

Ifølge forskerne bag studiet kan vi ved at anvende vores eget tis og lort i vores gødning dække:

op til 17 procent af det årlige globale kvælstofbehov

op til 22 procent af det årlige globale fosforbehov

op til 25 procent af det årlige globale kaliumbehov

Menneskelig afføring og urin vil altså kunne dække en væsentlig del af det globale gødningsbehov ifølge forskerne bag.

Forskernes resultater baserer sig på et såkaldt reviewstudie. Det vil sige, at studiet bygger på bunkevis af eksisterende viden og forskning, som forskerne har samlet og analyseret.

De har kigget på al den indsamlede viden for at finde mønstre, forbindelser og beviser for, hvordan biokul kan laves på menneskelig afføring og urin.

Ifølge Tobias Pape Thomsen, som er lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, er studiets måde at tænke på genanvendelse af tis og lort dog ikke meget overraskende.

Ligesom professor Uffe Jørgensen har han gennemgået det nye studie for Videnskab.dk og peger på, at vi i Danmark længe har tænkt i de baner og blandt andet arbejdet med rensning af spildevand.

Han synes, at studiet danner et godt overblik over den eksisterende viden inden for området, og viser eksempler på nogle vigtige potentialer, men han er usikker på den konkrete anvendelighed af resultaterne.

"Forskerne bag studiet forsøger at dække hele verden gennem forskellige cases, og det er meget ambitiøst," siger han.

"Systemerne er meget forskellige fra land til land, og der er ikke én metode, som vil hjælpe i alle lande."

Samtidig anerkender han, at det danske landbrug er enormt afhængigt af kvælstof, fosfor og kalium, og at vi ikke har ret mange kilder til det.

"Derfor har vi behov for at genanvende næringsstofferne fra vores afføring og urin, og den her type biokul er et godt bud på en løsning," siger han.

Det taler ind i en eksisterende debat om den cirkulære bioøkonomi, der handler om, at man prøver at genbruge planter, madrester og andet biologisk affald på en bæredygtig måde, i stedet for bare at smide det ud.

Ifølge Tobias Pape Thomsen er det i den sammenhæng nærliggende at kigge på, hvordan vi kan sikre, at vores afføring og urin ikke går til spilde.

Biokul lavet af menneskelig afføring og urin er ikke en mirakelkur. Men det kan blive en vigtig del af løsningen, siger Uffe Jørgensen.

"Jeg tror, at der skal andre teknologier ind over også, men biokul er et interessant spor."

Ifølge ham vil det tage tid, før vi ser biokul fra menneskeaffald brugt bredt som gødning i landbruget. Der er stadig mange praktiske og økonomiske udfordringer,...

Når I at få morgenmad i børnene derhjemme, inden I skal ud af døren? Og i så fald, hvad er der på tallerkenen?

Ifølge flere studier er det en rigtig god idé at have en fast rutine med morgenmåltider for skolebørn.

For eksempel viser et studie med 150.000 børn i skolealderen fra 42 forskellige lande, at det at spise morgenmad hver dag er forbundet med en højere oplevet livskvalitet og trivsel.

Samtidig konkluderer danske og norske forskere i et nyligt studie med flere tusinde danske børn, omtalt på Videnskab.dk, at jævnlige morgenmåltider kan have positive effekter på børns læse- og stave færdigheder i skolen.

Men én ting er, at morgenmad kan være positiv for trivsel og læring hos børn. Noget andet er, hvilken type morgenmad, der er mest nærende.

"Når børn vågner efter en lang nat og mange timer uden mad, har de brug for såkaldte makronæringsstoffer som kulhydrater, fedt og protein, der kan give kroppen energi, som varer ved i løbet af dagen," lyder det fra Christoffer Clemmensen, der forsker i sundhed og overvægt på Københavns Universitet.

En gammel klassiker har vist sig at være meget effektiv. Du har måske gættet det. Det er selvfølgelig havregrød.

"Det smarte ved havregrød er, at du får kulhydrat fra havren, og du kan tilsætte protein i form af nødder eller frø, der også fungerer som fedtstof. Du kan også tilsætte fibre, vitaminer og antioxidanter fra bær og frugt," siger Christoffer Clemmensen.

Derudover nævner han æg som en super morgenmadskilde. Man kan for eksempel servere en omelet med avocado ovenpå.

"Ægget indeholder protein, der har stor mæthedsværdi. Avocado er også relativt mættende og indeholder nogle gode fedtsyrer, der er forbundet med mange sundhedsfremmende effekter," fortæller Christoffer Clemmensen.

Eksempelvis er avocado kædet sammen med forbedret kredsløb og flere studier beskriver også, at fedtstofferne har gavnlige effekter på vores kognitive funktioner.

Hvis æg og gryn er svære at få børnene med på, findes der flere gode alternativer.

"Yoghurt med müsli er også et fint morgenmåltid. Man kan gå efter en yoghurt, der er nøglehulsmærket og ikke indeholder så meget sukker. Og det samme gælder müsli'en," fortæller Camilla T. Damsgaard, der er lektor i børns ernæring på Københavns Universitet.

Yoghurt indeholder calcium, der er vigtig for børns knogler, og müsli indeholder typisk havregryn, nødder og tørret frugt, der som tidligere nævnt også har flere helbredsfordele.

Camilla T. Damsgaard nævner også et godt gammeldags stykke rugbrød eller en grovbolle med ost som en mulighed.

"Her får barnet vigtige fuldkorn og gode fibre i brødet og vitaminer og mineraler fra osten. Alt i alt er et nærende og nemt hurtigt tilberedt måltid," siger hun.

Men hvad gør man, hvis det eneste, ens barn vil spise er Coco Pops eller Kellogg's Frosties?

Det er klart, at hvis man vil give sit barn et måltid, der mætter og giver en stabil energi henover dagen, er de ovennævnte sunde alternativer bedst, forklarer ernæringsforskerne.

"Hvor et sukkerholdigt måltid som Coco Pops vil give et peak i barnets blodsukker, der varer en times tid og risikerer at falde drastisk igen, vil en portion havregryn med mælk eller havregrød med nødder og bær give en langsommere stigning i blodsukkeret, der giver barnet mere stabil energi henover cirka tre til fire timer," forklarer Camilla T. Damsgaard.

Dog skal man ikke blive alt for urolig som forældre, hvis det eneste ens barn vil spise om morgenen er crüsli, guldkorn eller den sødeste jordbæryoghurt på markedet, mener Christoffer Clemmensen.

"God morgenmad er også den morgenmad, som barnet gider at spise. Og lidt sukkerholdig morgenmad er altså bedre end ingenting," siger han.

Samme pointe lyder fra Camilla T. Damsgaard.

"Hvis barnet slet ikke gider morgenmad kan man også give lidt mad med til ti-frikvarteret i form af en bolle eller lidt frugt," slutter hun.

Jubelråbene fra tilskuerpladserne i arenaen, mylderet ved det romerske forum, de storslåede templer, den romerske hær klædt i rødt med skinnende skjolde og rustninger.

Vi forestiller os ofte det antikke Rom gennem syns- og lydindtryk. Vi ved straks mindre om, hvordan Rom lugtede.

Vi kan naturligvis ikke rejse tilbage og lugte os frem, men litterære tekster, fysiske rester af bygninger, genstande og miljømæssige spor (som planter og dyr) kan give os en række ledetråde.

Så hvordan lugtede det antikke Rom? Fælt, for at sige det ligeud

Når den romerske forfatter og naturforsker Plinius den Ældre beskriver planternes duft og lugt, bruger han ord som 'iucundus' (behagelig), 'acutus' (skarp), 'vis' (stærk) eller 'dilutus' (svag).

Ingen af disse beskrivelser er desværre særlig klare, levende eller maleriske, når det gælder om at føre os tilbage i tiden gennem lugtesansen.

Men vi kan nok roligt antage, at Rom mange steder var ret beskidt og lugtede temmelig fælt.

Ejerne af ejendommene tilsluttede nemlig ikke normalt deres toiletter til kloakkerne i de større romerske byer; måske af frygt for skadedyr eller stank.

De romerske kloakker fungerede mere som regnvandsafløb, som skulle føre stående vand væk fra offentlige områder.

Afføring blev indsamlet til brug som gødning og urin til behandling af tekstiler fra både private og offentlige latriner og latrintanke. Man benyttede natpotter, som efterfølgende blev tømt i samlebrønde.

Denne måde at skaffe sig af med menneskelige affaldsprodukter gjaldt kun for dem, der havde råd til at bo i huse. Mange levede i små, uegnede rum, meget sparsomt møblerede lejligheder eller ligefrem på gaden.

En romersk by lugtede ofte af dyrene og alt det affald, de efterlod sig. Romerske bagerier brugte ofte store møllesten af lava, som blev drevet rundt af muldyr eller æsler.

Dertil kom stanken fra lastdyr og husdyr, der blev ført ind i byen til slagtning eller salg.

De store 'trædesten', man stadig kan se i Pompejis gader, var formentlig lavet, så folk kunne krydse vejene uden at skulle træde direkte i det affald og skidt, der dækkede brostenene.

Bortskaffelse af afdøde - både dyr og mennesker - fulgte ikke altid faste regler. Alt efter hvem den afdøde var, kunne liget meget vel blive efterladt under åben himmel uden hverken kremering eller begravelse.

Lig i forrådnelse var altså et langt mere almindeligt syn i det antikke Rom, end vi er vant til i dag.

Forfatteren Suetonius skrev i det første århundrede efter vor tidsregning om en hund, der bar en afrevet menneskehånd hen til kejser Vespasians middagsbord.

I en verden uden moderne duftprodukter - og hvor de fleste ikke badede dagligt - lugtede de antikke romerske byer formentlig af kropslugt.

Den klassiske litteratur indeholder opskrifter på både tandpasta og deodoranter, men mange af deodoranterne skulle bruges oralt (altså tygges eller sluges) for at forhindre, at armhulerne lugtede.

En opskrift gik ud på at koge roden spansk guldtidsel (Scolymus hispanicus) i vin for at fremkalde urinering (som man mente rensede kroppen for dårlig lugt).

De romerske bade var sandsynligvis ikke så hygiejniske, som de måske fremstår for nutidens turister. Et lille kar i en offentlig badeanstalt kunne rumme mellem 8 og 12 badegæster.

Romere havde sæbe, men den blev ikke almindeligt brugt til personlig hygiejne. I stedet foretrak man olivenolie (ofte tilsat duft), som blev smurt på kroppen og derefter skrabet af med et buet bronzeredskab kaldet en strigil.

Blandingen af olie og snavs blev så smidt væk; måske endda bare slynget op ad en væg. Badeanstalterne havde afløb, men da olie og vand ikke er opløselige i hinanden, har det nok været ret ulækkert.

Romerne havde både parfumer og røgelse.

Opfindelsen af glasblæsning i slutningen af det første århundrede før vor tidsregning (formentlig i det romersk-kontrollerede Jerusalem) gjorde glas let tilgængeligt, og små glasflasker til parfume er et almindeligt arkæologisk fund.

Man udvandt dufte ved at tilsætte udtræk af blomster og ...

Det knager og knirker, når du rejser dig fra stolen. To trappetrin ad gangen er efterhånden en ekstremsport. Mange af os er mildest talt misfornøjede med vores gamle, slidte knæ. Hvorfor gør de så ondt?

Menneskeknæet har en kompleks evolutionær historie, og ny forskning viser, hvor meget vi har misforstået den.

Knæet har gennemgået store ændringer i både størrelse og facon; ikke blot så tidlige mennesker kunne gå oprejst, men også for at differentiere os (Homo sapiens) fra vores uddøde genetiske slægtninge, som Homo erectus og Homo neanderthalensis (neandertalere).

Naturlig selektion har i samarbejde med andre evolutionære kræfter, som tilfældig mutation eller genetisk arv, sandsynligvis formet knæet for at hjælpe os med at gå på to ben mere effektivt og længere end vores slægtninge.

Mange af de knæproblemer, vi står over for i dag, er nye problemer, som vores forfædre ikke oplevede.

For eksempel peger forskning fra 2017 på, at vores stillesiddende livsstil i det postindustrielle samfund muligvis har ført til en stigning på 2,1 gange i antallet af tilfælde af slidgigt i knæet (knæartrose); den mest almindelige form for gigt i knæet.

Da forskerne studerede resterne af jæger-samlere, der levede for op til 6.000 år siden, opdagede de, at knæartrose formentlig slet ikke var et problem dengang. Men Storbritannien i dag har over en tredjedel af personer over 45 år søgt behandling for slidgigt - primært for knæet.

Svagere muskler til at stabilisere og beskytte led og relativt svagere brusk til at afbøde slid af knogler er sandsynligvis resultatet af, at vi mennesker bevæger os langt mindre, end vi plejede at gøre - kontorarbejde eller en løbetur på et løbebånd opbygger mindre muskler end at jage byttedyr det meste af dagen i et udfordrende terræn.

For at vi kan udvikle slidgigtfrie knæ, skal stillesiddende mennesker med 'gode' knæ have flere børn gennem mange generationer end stillesiddende mennesker med 'dårlige' knæ.

Men nu bliver det hele endnu mere kompliceret. Knæet er et indviklet stykke biologisk maskineri, som forskerne ikke helt forstår.

Det gælder især for sesamknoglerne, som er små bruskknogler, der er indlejret i sener eller ledbånd som knæskallen. Disse knogler kan være til stede i hele pattedyrskelettet, og det betyder, at en del pattedyr kan have sesamknogler, når selv medlemmer af samme art ikke har dem.

Det er fabella-sesamknoglen et eksempel på. Denne bruskknogle sidder i dag bag knæet hos i gennemsnit 37 procent af alle menneskeknæ.

På trods af mange hundrede års forskning, forstår vi stadig kun lidt om sesamknoglernes evolution, vækst, udvikling, og hvorfor de er til stede i nogle arter, men ikke andre.

Mange af de skeletter, du ser på museer, mangler ofte deres sesamknogler. De blev simpelthen smidt ud sammen med de muskler, de lå indlejret i.

Min og mine kollegers nye forskning har vist, at to af disse ofte misforståede knogler, de mediale og laterale sesamknogler, som ligger bag knæet, muligvis udviklede sig på flere forskellige måder hos primater og hjalp tidlige mennesker med at lære at gå oprejst.

Forskningen var en systematisk gennemgang af tre sesamknogler i 93 forskellige arter af primater, blandt andet andre hominider og menneskets fælles forfædre.

Vores forskning viser, at disse knogler har en særskilt evolution hos mennesker, som muligvis begyndte med oprindelsen af hominoider; en primatgruppe, der omfatter menneskeaber og mennesker.

Forskere mener, at tidlige mennesker brugte den eksisterende fabella-knogle til et nyt formål, nemlig at gå oprejst fra at gå på alle fire, et eksempel 'eksaptation' (når en egenskab, der er evolutionært udviklet til et bestemt formål, løbende skifter funktion).

Interessant nok er denne knogle også associeret med højere forekomst af slidgigt. Personer, der har denne knogle, har dobbelt så stor risiko for at udvikle slidgigt.

Evolution er ikke en simpel vej til biomekanisk effektivitet.

Dette billede bliver endnu mere kompliceret, for i modsætning til vores tænder er vor...

Forestil dig, at du sidder i dit hus en almindelig sommerdag, og en sten fra rummet pludselig smadrer ind i din stue. Det var, hvad der skete for et hjem i Atlanta i USA denne sommer, skriver ScienceAlert

Meteorstenen, der er døbt McDonough efter det område i Atlanta, den blev fundet i, lavede både et hul i loftet og en bule i gulvet, da den strøg gennem taget på et hus i den amerikanske sydstat Georgia.

Et nyt studie fra University of Georgia viser, at meteorstenen har nogle år på bagen, fortæller en af forskerne bag studiet:

"Meteoren tilhører en gruppe af asteroider i hovedasteroidebæltet mellem Mars og Jupiter, som vi mener kan knyttes til en opsplitning af en meget større asteroide for omkring 470 millioner år siden," udtaler forsker i planetær geologi fra University of Georgia, Scott Harris, i en pressemeddelelse fra universitetet.

Ifølge forskeren anslås meteorstenen at være dannet for omtrent 4,56 milliarder år siden.

Jorden er cirka 4,5 milliarder år gammel, hvilket altså betyder, at meteorstenen, der overlevede turen mod Jorden, er ældre end Jorden selv.

At være i et romantisk forhold med en kvinde får tilsyneladende mænd til at lægge mærke til sexisme.

Det skriver PsyPost på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Social Psychological and Personality Science.

"Forskning viser, at mænd i gennemsnit er mindre tilbøjelige end kvinder til at genkende kønsdiskrimination eller forstå dens indvirkning - måske fordi samtaler om sexisme kan føles anklagende, hvilket fører til forsvarstilstand eller manglende engagement," fortæller studiets ledende forsker, Emily Cross, fra York University i Canada til mediet.

"Vi var interesserede i at finde ud af, om romantiske forhold kunne fungere som en mere meningsfuld måde at øge mænds opmærksomhed over for sexisme."

I undersøgelsen udførte forskerne to studier med heteroseksuelle mænd, der havde været i et forhold med kvinder i minimum et år:

I første studie blev 576 deltagere rekrutteret online til at læse et scenarie om en kvinde, der opdagede, at hendes mandlige kollega tjente 25 procent mere end hende. Hun mistænkte, at det var på grund af kønsdiskrimination.

Kvinden i scenariet blev enten præsenteret som en romantisk partner, en nær ven eller en fremmed person.

Her var resultatet, at mændene var mere tilbøjelige til at engagere sig, når kvinden var en romantisk partner, og de vurderede samtidig i højere grad situationen som sexistisk sammenlignet med de mænd, der læste beretningen, hvor kvinden var enten en ven eller en fremmed person.

I det andet studie blev 570 mænd spurgt ind til, om de kunne huske virkelige oplevelser, hvor deres partnere var blevet udsat for sexisme. Her rapporterede 432 mænd, at deres partnere tidligere havde delt personlige oplevelser om kønsdiskrimination såsom at blive forbigået for en forfremmelse eller modtage uønsket seksuel opmærksomhed.

Efterfølgende blev mændene adspurgt, i hvilken grad de købte ind på deres partners perspektiv. Altså, om de også så situationen som værende diskriminerende eller sexistisk, og om de var opmærksomme på sexisme, når de selv oplevede det i deres hverdag.

"Vi blev ramt af, hvor konsekvent perspektivtagningseffekten var," siger Emily Cross til PsyPost og understreger, at effekten opstod uanset mændenes tilfredshed med det romantiske forhold.

"Det, der virkelig gjorde forskellen, var handlingen med at tage deres partners perspektiv - aktivt at forestille sig, hvordan situationen føltes for hende, da hun beskrev en oplevelse af sexisme."