Det var ikke første gang, hun gjorde et forsøg på at slippe væk fra sin bortfører, men hun havde ikke haft en reel chance som denne før. Wolfgang Priklopil var trådt lidt væk for at tale i telefon, mens Natascha Kampusch støvsugede hans hvide varevogn ude i haven foran rædselshuset i Strasshof an der Nordbahn. Det larmede. Han vil ikke kunne høre hendes flugt. Det var nu eller aldrig.

Efter 8,5 år i fangeskab skulle 18-årige Natascha Kampusch lære verden og friheden at kende igen. Der blev sammensat en støttegruppe bestående af psykologer, advokater og kommunikationseksperter, som skulle gøre overgangen nemmere for hende. ‘Bare rolig, om få uger har alle mistet interessen’, lød det velmenende råd. Men sådan blev det langt fra.

Natascha Kampusch opførte sig tilsyneladende ikke, som folk forventede af et offer. Hun var ikke nedbrudt og nervøs. Hun virkede underligt stærk og velformuleret, og hun reflekterede modent og med overskud over sin tid i fangeskab og sin tilfangetager. Hun udtrykte endda medfølelse og empati med det monster, der havde taget hende.

Allerede efter det første interview, 14 dage efter befrielsen, begyndte den offentlige stemning at blive ond, og snart fulgte en række urimelige teorier, som stillede spørgsmålstegn ved, hvorvidt Kampusch overhovedet var et offer. Havde hun i virkeligheden haft et frivilligt forhold til sin kidnapper?

Research: Thea Pedersen
Assisterende klip: Anders Eske
Musik: Bensound