Vi har alle en historie om et spejdermøde, hvor vi lavede noget dumt og farligt. Alting bliver sjovere, når det er lidt farligt.

Spejderleder Lennert Thomsen var en frisk knægt i 70'erne, opvokset på en gård lidt ude for Høng. Derude skulle man selv stå for underholdningen, så det blev en opvækst med kæmpestore flitsbuer, eksplosioner og uhyggelige natløb.

Det lyder måske som drengestreger - men en dum og farlig barndom, er faktisk en genvej til et sikkert og sundt liv, hvor man undgår de rigtigt store ulykker. Det er i hvert fald vores argument.

I dag er legepladserne opført efter bygningsreglementets vejledning og de harmoniserede europæiske standarter, og barndommen er langt mere reguleret og sikker. Problemet er bare at hvis den bliver for sikker, keder børnene sig ved den. Vi er draget af det risikable - nogle mere end andre.

Til spejder kan man få en dolk i hånden, hugge med økser som 10-årig, og bygge meget høje tårne af reb og rafter. Men hvordan forsvarer man retten til at gøre - moderat - dumme og farlige ting med andre folks børn? Og hvilke fordele er der ved den slags pædagogik?

Det hører vi mere om i dette afsnit. Rigtig god fornøjelse.