Bag scenen

Bag scenen

By Teatermuseet i Hofteatret og Hans SydowArtsPerforming Arts
Download on the App Store

Bag scenen episodes

  • Michael Nøhr

    ”Sådan noget gad jeg godt at lave”, siger Michael Nøhr. Han fortæller om dengang i 1988, hvor man markerede 200-året for stavnsbåndets ophævelse. Det gjorde man også indenfor teatret, og også i Vestjylland, hvor Michael voksede op. I en forestilling om en herremand og hans stavnsbønder, var herremanden og hans folk, sådan som man også ofte ser det i Jeppe på bjerget, klædt i store rokokokostumer. Så var Michael sporet ind og hans eget personlige stavnsbånd løsnede sig. Michael er uddannet skrædder fra Det Kongelige Teater. I nogle år fra 2018 og frem til coronaen var han kostumier i Cirkusrevyen, ligesom han har arbejdet for flere andre revyer rundt om i landet. Han arbejder fra sit eget værksted i Valby for andre teatre som fx Folketeatret og museer, hvor man har brug for historiske kostumer til reenactments osv. Hør Michael fortælle om et kunstnerisk håndværk og et praksisnært virke af den slags, der sker bag scenen, men i den grad er synligt på scenen.

    25 min
  • Hans Nørregaard

    ”Jeg er skideglad hver morgen, når jeg står op og ved at nu skal jeg lave det”, siger Hans Nørregaard, ”og jeg er også glad for de lange pauser ind imellem, hvor jeg ikke skal lave det”. Hans Nørregaard er 76 år og en af de seneste generationers drivkræfter inden for børneteater af forskellig slags rundt om i Danmark. I dag lever han sammen med sin kone i Mols Bjerge, i et hjem præget af et langt liv i scenekunstens tegn. Ikke mindst den scenekunst, der har børnene i centrum. Det hele startede på Bornholm og teatret førte ham siden rundt i landet og i tæt kontakt med børn i helt andre situationer og sammenhænge end den, han selv havde mødt som barn med Dansk Skolescene. I dag giver han det hele videre til de unge generationer. Det er særligt dukketeatret, der har haft og har hans interesse. ”Dukker kan noget, som skuespillere ikke kan”. Hør ham fortælle om det og meget andet. ”Rytme, puls, pause”.

    27 min
  • Anne Middelboe Christensen

    ”I Toronto mødte jeg så andre”, siger Anne Middelboe Christensen, ”som også var bidt af tanken om at sætte ord på dans”. Anne Middelboe Christensen er en af Danmarks flittigste og mest dedikerede anmeldere af dans og scenekunst, ja og forfatter, dramaturg og underviser i kulturjournalistik. Der er ikke det hjørne af Danmark og af scenekunsten, hun ikke har været i og skrevet om. Men det startede med balletten og det fik ben at stå på i Toronto. ”Det der med, at man kan bevæge sig på en måde, som man slet ikke gør til daglig”. Det fortsatte på Kalundborg Folkeblad og på Weekendavisen. Siden 1995, har hun holdt kritiker- og skribentfanen højt i Information, og derudover skriver hun bl.a. i iscene.dk og gjorde det i Teateravisen indtil den lukkede for nylig. Hør hende fortælle kærligt, kritisk og omsorgsfuldt om dansen og teatret, om hendes eget liv i og med det – og om det at sætte ord på det.

    33 min
  • Gitte Kath

    ”Da jeg startede på Møllen, havde jeg ikke set en eneste teaterforestilling”, siger Gitte Kath. Gitte er som så mange andre ildsjæle i danske teaters historie uddannet til noget andet, nemlig som væver og tekstilkunstner. Men hendes kurs tog snart en anden retning. Hendes livslange virke er tæt forbundet med Teatret Møllen i Haderslev, et af Danmarks ihærdige og ældste – nu mere end 50 år gamle – egnsteatre, ikke mindst for børn. Sans havde hun, for materialer og for børn – og den sans bragte hun og Møllen med ind i de forestillinger, de producerede for voksne. Og alt det tog hun igen med sig ind i et livslangt virke som plakatkunstner, både inden for teatret og i alle mulige andre sammenhænge. Bag det hele ligger erfaringerne som væver og tekstilkunstner: ”Bagsiden er lige så vigtig som forsiden, hjørnerne er lige så vigtige som centrum – og bifigurerne er lige så vigtige som hovedfigurerne”.

    26 min
  • Marc van der Velden

    ”Jeg har ikke haft den der skuespillerdrøm som noget professionelt”, fortæller Marc van der Velden, ”det var bare noget man gjorde, det gjorde alle”. Efter nogle år i Italien og med inspiration i bl.a. Odin Teatrets praksis kom Marc til Danmark i 1988. Siden da har han været en af de dedikerede drivkræfter i udviklingen af teater for børn og unge. Hør ham fortælle om de kollektive, sociale, menneskelige og kunstneriske erfaringer, arbejdet som især organisator og instruktør gennem fire-fem årtier har ført med sig i Theatret La Balance i Vanløse, som voksede og blev det første statsensemble for børneteater, Corona La Balance, og siden i lille storbyteatret ZeBU. Dansk børneteater er en historie for sig, lokalt, nationalt – og internationalt. ”Hvis man kigger på eksport af dansk teater”, siger Marc, ”så er børneteater milevidt foran alle andre slags teatre”.

    25 min
  • Benedikte Hammershøy Nielsen

    ”En enorm oplevelse ”, siger Benedikte Hammershøy Nielsen, ”selv om den jo faktisk handler om Vietnamkrigen”. Det er musicalen Hair, hun taler om. Det var 1972 og hun var 12 år. Hendes forældre havde taget hende med ind i Cirkusbygningen for at se den også for hende banebrydende forestilling om nutiden og tilværelsen her og nu. Den overvældede hende og det har teatret gjort mange siden da, ikke mindst ved talrige besøg siden i Det Kongelige Teater. Og siden 1997 er hun kommet der dagligt. For siden 1997 har hun arbejdet på Det Kongelige Teater som dramaturg. Et langt arbejdsliv i Danmarks største teaterhus, fyldt med historier og mange forskellige slags dramatik. Hør hende fortælle om et langt liv hen ad teatrets krogede vej, fra Cirkusbygningen over skoleteatret, universitetet, tv-dramatik, som hun skrev speciale om, Bådteatret, DR og videre frem i Det Kongelige Teater.

    25 min
  • Jokum Rohde

    ”Jeg er jo lidt ligesom Nikolaj Lie Kaas og Nikolas Bro et af de der garderobebørn”, siger Jokum Rohde. Altså et af de mange børn, som har haft en forælder, der var skuespiller og som betød, at han ofte var med på teatret og sad i garderoben, mens hans mor spillede på scenen. Her sad han og lyttede, både til højtalerne med lyd fra scenen og til snakken blandt skuespillerne i garderoben: ”Som en anmelder skrev, at hvis Rohde løber tør for replikker, så har han altid et arsenal af sovekammerfarce-replikker, han altid kan benytte sig af. Det er ikke altid positivt ment ...”. Jokum Rohde troede han skulle være romanforfatter, men blev over tid en af Danmarks førende dramatikere. Det har han været siden midten af 1990’erne. Hør ham skarpsindigt hudflette sin egen dramatiske praksis og vej gennem teatret.

    25 min
  • Claus Seidel

    "Det var jo en kulturomvæltning uden lige", siger Claus Seidel, "det var en fremmed dreng, der gik ind i et teater og satte sig – og så kom han aldrig ud igen". Claus Seidel er tegner, teatertegner og mere end det. Seidel voksede op i et arbejderhjem, hvor teatret var en anden verden, man ikke besøgte. Det med at tegne startede ikke i barndommen, men oppe i teenage-årene, hvor han satte sig i Tivoli og tegnede mennesker, der passerede forbi. Så det med at tegne tingene i flugten blev han trænet i fra starten – og det kom ham til gode, da han pludselig blev antaget som teatertegner ved Land & Folk. Det tager tyve år at lære, siger han. Siden 1966 har han så været teatertegner uden ophør, i de senere år primært til de digitale medier. Og så er han manden bag Museet for Dansk Bladtegning i Den Gamle By.

    23 min
  • Susanne Sangill

    ”Den er helt sikker”, siger Susanne Sangill om sig selv, ”hun skal ikke den vej!”. Men det skulle hun. Susanne Sangill er en af landets mange, lokalt forankrede og virkende teatermennesker. Som autodidakt regissør, skuespiller og instruktør har hun i nu mere end to årtier haft sit virke som skaber og leder af et af Danmarks mindste egnsteatre, Himmerlands Teater i Hobro. ”Jeg ansætter aldrig nogen, der ikke har mindst fire kasketter på”. Hør hende berette om et langt liv på og udenfor scenen, fra første færd med børneteater for de allermindste på Tumlingescenen på Aalborg Teater til her og nu, hvor hun er engageret i alle sider af et lille teaters virke, hvor fællesskab og kunstneriske ambitioner går hånd i hånd. Et liv i teatret, hvor tilfældighederne ofte har spillet et heldigt puds. ”Sådan noget sker bare ikke i virkeligheden – men det gjorde det!”.

    27 min
  • Iben Nagel Rasmussen

    ”Jeg har altid syntes, at teatret var noget rigtigt støvet noget”, siger Iben Nagel Rasmussen. Men så løb hun ind i Eugenio Barba og Odin Teatret på Holbæk Kunsthøjskole. ”Og så var benene slået væk under mig i løbet af 50 sekunder”. Så siden 1967, hvor hun selv debuterede som skuespiller på Odin Teatret, har Iben har været aktiv – og det er hun stadig. Siden 1989 har hun ledet sit eget internationale teaterpædagogiske projekt, Vindenes bro. Optagelsen her fandt sted netop som hun var midt i de afsluttende prøver på den nye forestilling, I Coralli della Memoria (Erindringens koraller), som var på vej til Italien – og efter premieren dér, vil forestillingen blive spillet hos hendes gamle elever på Teatret OM i Ringkøbing. Vindenes bro refererer til et digt af Ibens far, Halfdan Rasmussen. Hør hende læse digtet op og fortælle om sit lange og helt unikke liv med teatret og teatret som kulturel sammenhængskraft.

    31 min

About Bag scenen

From the publisher's feed

Bag scenen er en podcast-serie med personlige historier, fortalt af mennesker, der har levet og arbejdet rundt om i teatrets krogede verden, og oftest ude i kulisserne. Stemningsfulde…