Danske Prædikener Genfortalt

I dag genudsender vi et afsnit fra sidste år. Vi befinder os i den sene trinitatistid, som man kan kalde påskens efterår, hvor kirkeårets tekster igen og igen vender tilbage til døden og opstandelsen. Senest i søndags hørte vi evangeliet om enkens søn i Nain, som Jesus kaldte tilbage til livet.

Netop den tekst prædikede Christian Bastholm (1740-1819) over hele to gange i sin første store prædikensamling, Aandelige Taler, fra 1777. I afsnittet ser Tonny Aagaard Olesen og Kristian Mejrup nærmere på de to prædikener og på et emne, der optog Bastholm hele livet: sjælens udødelighed og kødets opstandelse. Gud, dyd og udødelighed var tre centrale ord for oplysningstiden.

Afsnittet blev optaget 28. juli 2025 i KU's Podcaststudie, som det tredje og sidste i serien, der fejrede 250-året for Bastholms Geistlige Talekunst (1775).

*** 

Gud, dyd og udødelighed. Det er tre centrale ord for 1700 tallets oplysningstid. I dette afsnit handler det om sjælens udødelighed og kødets opstandelse. Det var et emne, som optog Christian Bastholm hele livet. Han behandlede det i lærde afhandlinger og i opbyggelig prædikener. Det ser vi nærmere på i dette tredje og sidste afsnit, som fejrer 250 året for Christian Bastholms Gejstlige Talekunst (1775). 

De to prædikener, vi analyserer, stammer fra Bastholm første store prædikensamling fra 1777: "Åndelige taler. Samt en Skrift= og fornuftmæssig Forklaring over de Dødes Opstandelse af Mag. Christian Bastholm, doktor theologiae og Garnisons=Præst i Citadellets Friderichshaun. Kiøbenhavn 1777."

Samlingen udkom to år efter Talekunsten (1775), og forfatteren er opmærksom på, at hans taler vil vurderes på baggrund af hans egne regler og retningslinjer. Samlingen består af 24 taler, de første tolv er dogmatiske taler, de sidste tolv er moralske taler. Tale nr. 8 i begge afdelinger er over samme prædikenteksten, nemlig 16SET, som handler om opvækkelsen fra de døde.    

Christian Bastholm (1740-1819) var oplysningsmand, hofprædikant og forfatter til et omfattende teologisk forfatterskab og bibeloversættelser. Det ser vi, Tonny Aagaard Olesen og Kristian Mejrup, nærmere på i dette afsnit, som er optaget 28. juli 2025 i KU's Podcaststudie med teknisk hjælp fra Rene Lindekrone Christensen. 

I 1689 holdt Otto Lorentzen Strandiger (1650-1724) en påskeprædiken på Nordstrand, en ø i Vadehavet, hårdt ramt af stormfloder, konfessionelle konflikter og økonomisk elendighed. Strandiger var luthersk præst i Odenbüll, og han prædikede normalt uden manuskript. Men denne gang var han blevet pålagt af myndighederne at skrive sin prædiken ned. Det er den prædiken, vi analyserer i dette afsnit. 

Prædikenen tager udgangspunkt i Emmaus-perikopen fra Lukasevangeliet: to disciples vandring mod en by, og den fremmede, de ikke genkender som Kristus, før han bryder brødet ved bordet. Deres bøn til ham, Bliv hos os, for det er snart aften, bliver et bærende omkvæd i Strandigers prædiken. Han vender det igen og igen som en klage over alt det, der er gået galt på øen: stormfloden i 1634, de fremmede herrer med deres irrige Lehre, de dårlige kirkeveje, de stjålne får, de fattige digefolk, de blandede ægteskaber og de børn, der forsvinder over til den romersk katolske kirke.

Det er en usædvanlig tekst, ikke fordi klager over lokale forhold er sjældne i tidens prædikener, men fordi Strandiger udformer sin klage med en bemærkelsesværdig retorisk konsekvens og en undertone af konfessionel trods. Han er loyal over for øvrigheden og afviser voldelig modstand, men han spørger åbent, om de forhold han er præst under er foreneligt med Bibelen og Confessio Augustana.

Strandigers tid som præst endte ikke fredeligt. I 1704 rejste han til København for at tale sin sag. Han kom hjem med ringe officiel støtte, men havde dog skabt en interesse for konventikelkristendom hos borgerskabet. I 1708 udgav han et værk, hvori han luftede sin skepsis over for barnedåb og den officielle gudstjenesteform. I 1716 blev han udstødt af den lutherske kirke. Han endte sine dage i en mennonitisk, baptistisk menighed.

I denne episode taler Mattias Sommer Bostrup, lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet, og Kristian Mejrup, om prædikenen fra 1689, om Nordstrands særlige situation og om, hvad Strandigers vej fra klagende embedspræst til kirkelig outsider fortæller os om radikalpietismen i en dansk og tysktalende sammenhæng.

Den sidste store tale i Kierkegaards forfatterskab blev først udgivet 21 år efter hans død. Kierkegaard taler en sidste gang over sit yndlingssted i bjergprædiken om liljen på marken og fuglen under himlen (Matt 6,24-34: Om bekymringer). Selv om han allerede tidligere har udgivet 13 taler over denne tekst, så er den afsluttende klar og frisk på en helt ny måde. Det er teksten til 15. søndag efter trinitatis, første tekstrække. Kierkegaards tekst: ”Christus som Forbilledet” i Dømmer selv! Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet, SKS 16,199-254.

Tonny Aagard Olesen og Kristian Mejrup. Optagelse 8. Juni 2026.

En oversigt over samtlige Kierkegaard-optagelser findes her: https://www.danskepraedikenergenfortalt.dk/skpodcast/ 

Det handler om kærlighed. Mere specifikt om to græske ord, der har været hovedmotiver i græsk filosofi og den kristne tradition, og om de uhellige alliancer mellem eros og agape. Det forklarer Anna Bank Jeppesen, som i 2025 forsvarede sin ph.d.-afhandling En afgrund af kærlighed om den svenske teolog Anders Nygren.

Det handler også om luthersk vielsesteologi. For hvad skete der med opfattelsen af ægteskabet, da det ikke længere var et af kirkens sakramenter?

Det undersøger vi i denne udsendelse, hvor vi analyserer en brudetale fra 1778. Den blev holdt af Andreas Wøldike (1752-1836), som var sidst i tyverne, nygift og nyudnævnt præst ved Vallø Slot, der siden 1737 havde fungeret som adeligt jomfrukloster. Brudetalen var den første, han holdt, og den blev fremført ved vielsen af et par fra bondestanden. Den viser fint, hvordan begreber som ægteskab, hellighed, venskab, efterliv og privatliv er på spil i den lutherske vielsesteologi.

“Brude-Tale over Epheser 4,2 holden i Walløe Slots-Kirke den 11. december 1778” er trykt i Wøldikes samling Prædikener over adskillige af de anordnede Evangelier samt andre Texter (bind 1, 1779; bind 2, 1787).

Oversigtsartiklen, som vi henviser til i samtalen, findes i Betænkning nr. 973: Dåb og brudevielse (1983) og er skrevet af Jette Holm.

Anna Bank Jeppesen har desuden præsenteret sit arbejde med Nygren i en læseværdig artikel i Tidskriftet Fønix: https://foenix1976.dk/2025/07/17/en-afgrund-af-kaerlighed/ 

K.E. Løgstrup (1905-1981) var ikke glad for følelser. Alligevel var han en mester i at skildre sindets bevægelser. Det gjorde han både i lærde arbejder og i prædikener, hvilket vidner om en tankemæssig konsekvens. Men det har næppe været nemt at følge tankerne i prædikener, som skal tale til øret.

Det forklarer Bjørn Rabjerg i dette afsnit, som introducerer os til Løgstrups teologiske og filosofiske univers. I samtale med Kristian Mejrup udlægger han Løgstrups prædiken om “Gudgivne og selvlavede bevægelser i sindet” (1938) en prædiken over Luk 2,42-52 til første søndag efter helligtrekonger (1. s. e. h3k.). Optagelsen er fra 11. maj 2026 på Hadsten Højskole, hvor Bjørn Rabjerg underviser.

Genudgivelse. Sidste år fejrede vi Christian Bastholm, en af de udskældte oplysningsprædikanter. Det gjorde vi i tre afsnit, som handlede om hans liv og værker og talekunst. Og naturligvis hans prædikener. På årsdagen for udgivelsen af første afsnit, genudgives optagelsen (280426)    

***

Oplysning er både et begreb, en periode i historiebøgerne og en brydningstid. Det taler vi om i første del af denne podcast, som fejrer 250-året for Christian Bastholms Gejstlige Talekunst (1775). I anden del af samtalen ser vi nærmere på Bastholms pinseprædiken til 6.søndag efter påske (Joh 15,26-27; 16,1-4): "Den Hellig Aands Sendelse" (trykt i Nye Samling af Aandelige Taler over alle Evangelierne, del 2, 1788). 

Christian Bastholm (1740-1819) var oplysningsmand, hofprædikant og forfatter til et omfattende teologisk forfatterskab og bibeloversættelser. Det ser vi, Tonny Aargaard Olesen og Kristian Mejrup, nærmere på i dette afsnit, som er optaget 28. april. 2025 i KU's Podcaststudie med teknisk hjælp fra Rene Lindekrone Christensen. 

Som 23-årig blev Carl Christian Laurentius Birch i 1775 kaldet af den jævnaldrende greve Johann Ludvig Reventlow (1751-1801) til at være præst i landsbyen Krarup og i kirken på godset Brahetrolleborg. Her virkede han i 25 år, hvorefter han kom til købstaden Assens i 1800. 

Birch havde læst teologi i København i årene 1769–1772 og var gerne blevet i byen for at fortsætte studierne. Men stillingen på Fyn var attraktiv. Efter fem år i stillingen som præst, udgav han i 1780 seks prædikener, som alle var holdt for menighederne i Krarup og på Brahetrolleborg. 

Hans samling indeholdt et fyldigt forord med overvejelser over, hvordan man skal prædike for folk på landet. Birchs overvejsler og prædikener viser, at han ikke uden videre kunne omsætte de råd og tanker, som var skrevet af hovedstadens hofprædikanter. Der skulle en tilpasning og oversættelse til, og Birchs udgivelse vidner om netop den bedrift. 

I denne optagelse ser vi nærmere på fynsk filantropi, bondeprædikener, skolereformer og oprettelsen af et af landets første lærerseminarier. 

Titlen på prædikenen, vi analyserer er: ”Guds søns manddoms annammelse som en opmuntring til kristelig ærekærhed. Forestillet på første juledag. Evangelium, Luk 2,1-15” Den indgår i Birchs samling: ”Tanker om en Prækens Egenskaber for Tilhørere paa Landet. Tilligemed 6 Prækener over nogle af Evangelierne.” (1780). 

Med i samtalen er Kristian Mejrup og Tonny Aagaard Olesen, samt Ingrid Markussens læseværdige bog: "Sagens sande beskaffenhed– Ludvig Reventlows skolereform på Brahetrolleborg 1783-1801, set i lyset af en forældreklage." Syddansk Universitetsforlag 2019 

Afsnit nr. XV: Tre taler om Synderinden (1849, 1850 & 1851)

Evangelieberetningen om kvinden i farisæerens hus (Luk 7,36-50), som er søndagsteksten til 11. søndag efter trinitatis (2trk), blev en helt central tekst for Kierkegaard. Han ville ikke afslutte sit forfatterskab uden en hyldest til ”synderinden”, når han nu ikke vovede at dedikere det hele til sin eksforlovede Regine. Hvordan præsenterer Kierkegaard så synderinden i sine taler? Hvordan ender teksten med at blive det gyldiggørende stempel på forfatterskabet? Kierkegaards tekster: Nr. 3 i »Ypperstepræsten« - »Tolderen« - »Synderinden«, tre Taler ved Altergangen om Fredagen, 1849, SKS 11, 271-280; En opbyggelig Tale af S. Kierkegaard (1850), SKS 12, 257-273; ”Men hvem Lidet forlades elsker lidet” i To Taler ved Altergangen om Fredagen. Af S. Kierkegaard. 1851, SKS 12,283-292.

Lyt med til samtalen mellem Tonny Aagaard Olesen og Kristian Mejrup. Optagelsen er fra 1. marts 2026

Genudsendelse: Fastetiden er her en anledning til at genudsende en optagelse om H.L. Martensens prædiken om fristelserne i ørkenen: prædikenteksten til 1.søndag i fasten (Matt 4,1-11). Optagelsen er fra 2025. 

*** 

Hans Lassen Martensen (1808-84) blev i 1845 hofprædikant ved Slotskirken i København. Martensen er tidens store intellektuelle, der nu også tager hul på en karriere som prædikant. Et godt eksempel på, hvordan han går til teksten, finder vi i hans prædiken til 1. søndag i fasten. Denne prædiken, der er optaget i hans postille, stammer fra den femte samling med prædikener af den dengang nybagte biskop. Tonny Aagaard Olesen og Kristian Mejrup udlægger prædikenen, som både er kontemplativ og mefistofelisk.        

Genudsendelse: Vi nærmer os så småt fastelavn og i den forbindelse genudsendes en optagelse fra 2025 om J.P. Mynster og hans prædikener. Hans fastelavnsprædiken udkom som en del af en stor og indflydelsesrig samling i 1823. Prædikenteksten til Fastelavns søndag (1trk) handler om Jesus, som opsøger Johannes for at døbes (Matt 3,13-17). Optagelsen er fra 2025. 

***

I 1823 udgiver den 48 årige Mynster Prædikener paa alle Søn- og Helligdage i Aaret. Værket, der er i to bind, er en kraftpræstation. Hvert bind indeholder 33 prædikener, det første fra advent til påsketiden, den andet fra Kristi Himmelfart til den sidste Trinitatis-søndag, samlet 856 sider. Der prædikes alle søn- og helligdag, men der veksles frit mellem evangelietekst og epistel. Dette storværk med en særlig mynstersk tone sætter en ny standard for prædikenen. Det udkommer i 1845 i 4. oplag. Det bliver i 1834-35 oversat til tysk. Måske denne postil er periodens mest populære her i landet. Mynster skriver i fortalen: ”Skiøndt jeg vel tør troe, at det, som her leveres, er bedre, end det Skrevne, som laae til Grund for de holdte mundtlige Foredrag, saa veed jeg dog meget vel, at Virkningen af de fleste af disse Taler vil, naar de læses, være langt ringere, end den, det maaskee lykkedes at frembringe, da de bleve holdte.”