Historiker Rasmus Wichmann og hans ekspertpanel giver historiske personligheder hjælp til at løse deres udfordringer. Med Marvel Morten fra Super Snak, Kåre Nissen fra det Græske Testamente, Mikala Rosenkilde fra De Mystiske Dyr, samt aftenens gæst: Kristoffer P. Nielsen fra Et Liv udenfor København?

Dilemma # 1

Kære brevkasse Jeg sidder i en teltlejr ude i ørkenen, ved foden af et stort bjerg. Vi er i hvert fald nogle tusinde, men vi har kun ét toilet. For at gøre en lang historie kort, så er jeg uddannet jurist ved Faraos Juridiske Fakultet. Igen og igen tog jeg arbejdernes sag, da der blev slækket på sikkerhedskrav, arbejdstidsbestemmelser ikke blev overholdt, og løn ikke udbetalt i hundredvis af år. Mine sager blev afvist, men jeg blev ved med at anke. Til sidst kom jeg på at kræve opførelsen af en række arbejderboliger, uden at fortælle, at de skulle opføres helt ovre i Kanaan. En række naturkatastrofer tog Faraos opmærksomhed, og så fik jeg hans underskrift. Jeg fik hastigt arrangeret overfart til Kanaan. Imidlertid viste det sig at behandlingstiden for byggeriet er på omkring fyrre år, med mulighed for forlængelse, hvis der er fejl på dokumenterne. De frigivne arbejdere er ved at miste tålmodigheden med mig. Jeg har prøvet på at forklare dem om behandlingstiden igen og igen, men da uddannelsesstandarden er ret lav, så når jeg ingen vegne. Kompleksiteten i antik jura går vist hen over hovedet på dem. Kort fortalt, så bliver jeg nok nødt til at lave en slags forenklet regelsæt, som alle kan forstå. Men hvor mange regler kan folk huske i hovedet?

- M.

Dilemma # 2

Kære brevkasse Jeg er blevet cancelled. For ti år siden så alt ellers så lyst ud. Selv om jeg kommer fra små kår i Athen, så gjorde jeg karriere, og blev valgt til archon (direktør). De kunne kalde mig populist alt de ville - jeg fik udbygget flåden, og sænkede den persiske flåde ved Salamis. Men pludselig begyndte man også at kalde mig "arrogant" overfor vores spartanske venner, og "magtfuldkommen" fordi jeg ikke ville nedruste. Altså, små venner, opretholder vi ikke den græske magtbalance, kan det ende galt! I et populært teaterstykke viser man mig i sengen med en persisk admiral, der vil have mig til at skifte side. Jeg har aldrig haft sex med den kvinde! (Og desuden var hun etnisk græker) En dag var der blevet samlet nok underskrifter ind mod mig, og jeg måtte nedlægge mine embeder. Jeg prøvede at komme tilbage med en foredragsturné, men stemningen var ond, og jeg måtte flygte helt til Makedonien. Jeg sværger, hvis den der brug-og-smid-væk-kultur fortsætter i Athen, så vil man en dag henrette folk for at tænke forbudte tanker. Eller overdriver jeg? Nu er jeg så blevet headhuntet til en stilling som persisk satrap (afdelingsleder) i Magnesia. Skal jeg tage til samtalen? Det ville se dårligt ud, det indrømmer jeg, men, hey, if you gotta do the time, why not do the chrime?

- T.

Dilemma # 3

Kære brevkasse Jeg bor stille og fredeligt med syv brødre og søstre på en lille gård. Vi får rigeligt at spise, måske lovlig meget en gang i mellem. Man kan føle sig helt stopfodret. Nå, en novemberdag sprang den her lasede fyr ned til os. Han så lidt lurvet ud - simpel kofte, et reb som bælte, intet hår på toppen. Han satte en finger for munden, for at tysse på os, men mine søskende begyndte at skræppe op. Så brød en stor flok mennesker ind til os, og løftede fyren op på deres skuldre. De forsvandt med ham, hujende og klappende, men inden da nåede fyren at råbe, at vi ikke havde hørt det sidste til ham. Det lovede ikke godt. Noget tid efter, kom fyren tilbage. Han var stadset op med fine klæder, og han havde en tehætte, eller sådan noget, på hovedet. "Se hvad de har gjort ved mig!" råbte han. "Jeg skal få jer plukket og stegt for det her!" Nu er vi jo en ærlig flok, men tror I, at vi på nogen måde kan skyde skylden på en anden?

- Le gaz

Historiker Rasmus Wichmann og hans ekspertpanel giver historiske personligheder hjælp til at løse deres udfordringer. Med Kåre Nissen (Det Græske Testamente), Mikala Rosenkilde (De Mystiske Dyr) og Bjarke Johansen (Sammensværgelsen).

Dilemma # 1: Jeg er uddannet samler, men trak mig tilbage for at tage mig af børnebørnene, så kald mig bare "hulemor." En dag da min mage sad og huggede sten, lagde jeg mærke til de gnister der sprang. "Ja, det er jo meget kønt," sagde han. "Synd det ikke kan bruges." Eller kunne man? Næste gang jeg kom med vand til ham, prøvede jeg at fange gnisterne i den tørre skal fra en brugt vandskål. Desværre flammede skålen op. Min mage bandede over tabet af skålen, men jeg prøvede igen næste dag. Denne gang lykkedes det at lave ild. "Jaha," sagde han igen. "Det er flot, men hvad nytter det?" Jeg overtalte ham dog til at tage ilden med til ældsterådet. Siden da, er der indledt forsøg med ildens anvendelse i madlavning, og den er blevet taget i brug i mange huler. Jeg forbød dog min mage at afsløre hvordan man gør, selv om han er blevet tilbudt alt fra formandsposter til unge mager. Men så kom der ikke bare tilbud, men trusler mod vores familie. Hvad der for alvor bekymrer mig, er at ældsterådet drøfter militære anvendelsesmuligheder af ilden. Jeg er bange for at ilden vil brede sig som en steppebrand, hvis I vil undskylde mig udtrykket. Jeg har bedt min mage sige, at vi kun fortæller om ilden, hvis der tegnes en ikkespredningstraktat med andre stammer. Jeg ville ønske at jeg aldrig havde fanget de gnister! Jeg har tænkt på at flygte, og så tage hemmeligheden med os. Eller skal vi blive og forsvare vores ejerskab? En bekymret hulemor

Dilemma # 2: Det har været nogle turbulente årtier for Athen. Først kom krigen mod Sparta, så mistede vi flåden, så fik vi en junta, og et oprør. Nu har vi åbenbart lige lavet en "shitstorm."

Lidt kontekst: Jeg er teaterdirektør, og i mange år har vi haft "Skyerne" af Aristofanes på programmet, hvori der indgik en parodi på Sokrates. Folk kan jo lide at have lidt sjovt at kigge på i krisetider. Det er blevet en fast tradition at sætte stykket op, men interessen har været aftagende. Det skyldes til dels de unge, der hellere vil sidde med deres kuglerammer.

Det skyldes dog nok mest, at Aristofanes jo skrev til samtiden, så det havde nok aldrig så mange år i sig. Beslutningen om at tage stykket ned, blev dog først taget, fordi de her platonikere lader sig krænke over hvad som helst. Hvis ikke I har hørt om dem, så er det en flok unge fascister, der citerer Sokrates. Så for at undgå bøvl med dem, pillede vi "Skyerne" af programmet. Det har imidlertid ført til protester fra de gamle mennesker. Hvad skal vi gøre? De gamle er vrede hvis ikke vi viser stykket, og de unge bliver vrede hvis vi gør. Vi har været ude at foreslå, at man jo bare kan købe et dukketeater og opføre det derhjemme, men det gjorde det bare værre. Hjælp! En fortvivlet direktør

Dilemma # 3: Vi er reptilerne. Vi arbejder på at gøre Jorden varmere, så vi kan bosætte os dér. På kort sigt har vi sat gang i en verdensomspændende krig, hvor vi kan tjene på våbenhandel. Nå, men vi har den her teori om, at man skal "malke koen", inden den bliver til en mølædt "køter." Og da overskuddet fra verdenskrigen har toppet, er det på tide at stoppe, og iværksætte næste trin. Den store finale bliver en sygdom, der skal spredes med hjemvendte soldater, for at regulere bestanden af mennesker. Spørgsmålet er hvordan vi får sat en stopper for krigen. Parterne er alt for jævnbyrdige. Vi fik sænket et skib, for at trække et nyt, stort land ind på den ene side. Det var bare ikke nok. At give den ene side lidt rygstøtte virker altså ikke. Nej, det vi har brug for, er simpelthen at dolke den anden side i ryggen. Men hvordan? Vi indledte krigen med et attentat på en kongelig. Det kunne vi gøre igen, men så opdager menneskene os nok bare. Hilsen den reptilske verdenskongres

Historiker Rasmus Wichmann og hans ekspertpanel giver historiske personligheder hjælp til at løse deres udfordringer. Med Marvel Morten fra Supersnak, Kåre Nissen fra Det Græske Testamente, og aftenens gæst: Jacob Octavius Jarlskov fra LEF (Levende Eventyr og Fantasi).

Dilemma 1:

Jeg er chef for en gammel familievirksomhed, som jeg overtog fra min far – ganske vist efter at have hugget ham i stykker, og smidt ham i den dybeste afgrund. Vi opretholder Kosmos, sørger for vejret, producerer skæbner, etc. Kort fortalt: Vi har mange jern i ilden – især ham der arbejder i vulkanen – så jeg har fået mig to assistenter. Jeg satte dem begge til styre R&D-afdelingen, som udvikler dyr. Den yngste af dem har dog kun opfundet én art - en slags abe med en stor hjerne og hænderne godt skruet på. Den var også ekstremt formeringsdygtig og aggressiv. Jeg spurgte min assistent om ikke den kunne være til fare for os? Han forsikrede mig om, at den havde nogle i indbyggede fail-safes: Den ville ikke kunne organisere sig, fordi den havde nogle ret stramme kriterier for hvem den opfattede som artsfæller. Så jeg gav grønt lys for at markedsføre kræet. Imidlertid opdagede jeg, at nogen var brudt ind i vulkanen og havde taget ilden. Min assistent indrømmede, at han syntes at hans dyr havde frosset. Jeg er temmelig utilfreds med at han har udrustet sin liderlige voldsabe med ild! Så, hvordan kan jeg bedst straffe ham? Skal han bare have et slag over nallerne, eller skal han ligefrem sendes til et Jobcenter? Jeg vil gerne statuere et eksempel, men det er måske lovlig voldsomt.

Med venlig hilsen: Z!

Dilemma 2

.Jeg er blevet chef i en sen alder, og havde håbet på et fredeligt kejserdømme. Imidlertid har der været nogle optøjer i det jødiske samfund her i byen. De skændes om hvem der er de rigtige jøder - dem der er omskåret, eller dem der ikke er. Jeg har nedsat en kommission til at undersøge forskellen på de to grupper, men faktum er, at jeg ikke magter at læse resultatet. Jeg er gammel, har et dårligt ben, får ofte epileptiske anfald, og har en ung kone, der kræver opmærksomhed. Hvor meget kan man lige forlange af ét menneske? Så spørgsmålet er om jeg skal undertrykke de omskårne, undertrykke de uomskårne, eller bare undertrykke hele bundtet. Problemet er, at der er skåret kraftigt ned på garden. Der er ikke budget til at undertrykke alle på én gang. Giver det mening at undertrykke de omskårne om lørdagen, de uomskårne om søndagen, og så lave lidt tilfældig terror resten af ugen?

- Hilsen: C.

Dilemma 3

Vi er et par brutale fyre, der arbejder som lejemordere. Vi blev kontaktet af en mand i en mørk kappe, der sagde at han arbejdede for rigets bedste, og imod en konge der "ødelægger valutaen og lægger an på andres koner." Det var vi selvfølgelig alt for forhærdede og rå til at tage os af. Vi fik at vide, at målet ville være på jagt nær Viborg, og at vi skulle få det til at ligne en ulykke. Så ville der vanke en pose sølv, og ikke af den der slags, der var blandet med kobber. Vi lagde os på lur, hev fyren ned ad hesten, og jeg dolkede ham med hans egen kniv. Det skulle jo ligne en ulykke, ikke? Nå, men fyren var bare ikke helt død, og han langede ud efter mig. Så min makker tog kniven og sagde "giv mig den der, så skal jeg vise dig hvordan man gør." Så fik fyren endnu et stik. Jeg blev selvfølgelig stiktosset, tog kniven tilbage, og stak igen. Jeg tror at vi dolkede ham en halvtreds gange. Nu kunne vi jo godt glemme at få det til at ligne et uheld, så vi dumpede liget i en lade. Nu kommer så problemet: Kan vi stævnes for misligholdt kontrakt, eller er det bare surt show for vores arbejdsgiver? Vi må dog lige pointere, at fyren trods alt er stendød, så bør i al fald få halvdelen af honoraret.

- Venlige hilsener: Et par afstumpede og skruppelløse lejemordere

Historiker Rasmus Wichmann og hans ekspertpanel giver råd til historiske personer. Med superfan Morten "Marvel Morten" Søndergaard fra Supersnak, filosof Kåre Nissen fra Det Græske Testamente, forfatter Mikala Rosenkilde fra De Mystiske Dyr og fantasten Flemming Rasch fra podcastet Fantastikken.

Dilemma # 1 : Træhesten

Vores by har ligget i krig i omtrent ti år. Jeg orker ikke at gå i detaljer med det, men det havde noget med en skønhedskonkurrence at gøre. Vores fjende har været modig, og deres soldater har kun få svagheder. Vi har altså opnået en vis gensidig respekt, og det er nok derfor der er kommet en fred i hus. Problemet er deres æstetiske sans. De kan hverken bygge søjler, hugge statuer, dreje krukker, eller bare stikke en pind i en... ja. De har intet der minder om kultur. Jeg har hørt at man skal rose indsatsen, og ikke fokusere på resultatet, men jeg kan ikke få ét pænt ord over mine læber. Og nu har vi fået en gigantisk træhest som fredsslutningsgave. Jeg har aldrig set noget så ubehjælpsomt, siden jeg havde sløjd. Jeg har mest af alt lyst til at levere den tilbage. Men de er frygteligt nærtagende, og det kunne bringe freden i fare hvis der skete noget med hesten. Så, hvilke anvendelsesmuligheder har en træhest? Hilsen Prinsen

Dilemma # 2: Muskelmanden

Jeg har mødt den her pige, som har slået benene væk under mig. Jeg er blevet kåret som den stærkeste mand i hele Israel, men når jeg er sammen med hende, så har jeg lov at være genert. Hun tilhører måske den forkerte stamme, men filister-kvinder har bare noget over sig. De går med jernsmykker og make-up, mens vores egne hænger fast i bronzealderen. Vores kvinder klæber til mig, bare jeg flexer lidt med musklerne. Samtidig er de sådan "vi føder børnene, så vi bestemmer hvem der er ægte jøder." Fuldstændig ligesom at høre på min mor. Altså, hallo mand! Vi lever i det 2. årtusind før Kristi fødsel! Min nye kæreste derimod, hun ved hvordan man taler til en patriarkalsk mand. "Du skal blive stamfader til en stor slægt" siger hun. Samtidig er hun virkelig svær at gøre indtryk på. Hun dåner ikke, bare fordi jeg kan løfte en byport. Det gør mig usikker på hende, og det er måske derfor jeg finder hende så tiltrækkende. På det seneste er hun dog begyndt at finde på små lege, som at flette mit hår ind i tæppe, eller at binde mig til et træ. Er den slags helt almindeligt i et parforhold, eller er hun blevet træt af mig? Hilsen Sam

Dilemma # 3: Den fortabte søn

Min søn har igennem mange år ført en omflakkende tilværelse, og jeg er bekymret for ham. Gud ved at vi har prøvet at tale ham til fornuft. Hans mor kommer fra en velstillet familie, mens jeg har arbejdet mig op fra ingenting. Sammen har vi sparet op til at give ham en universitetsuddannelse. Han er veltalende, og kunne blive en glimrende sagfører. Men hver gang vi ser ham, har han fundet sig en ny dille. Han holdt kun ved jura i få måneder, og skiftede så til filosofi. Men alle ved jo hvor brødløst det studium er. Så blev det åbenbart også for kedeligt for ham, for pludselig blev han enormt religiøs, og gik i munkekloster. Men sidst jeg hørte fra ham, havde han droppet munkelivet. Så gik han i gang med at oversætte Biblen til tysk, og nu vil han gudhjælpemig starte sin egen kirke. Jeg er overbevist om, at han kun bliver halvt færdig, og så pludselig skifter fokus igen. Hvordan kan vi lære vores søn lidt mere vedholdenhed? Jeg forventer nok ikke at han vender tilbage til juraen, men jeg vil bare gerne have at han finder stoltheden ved veludført arbejde, og færdiggør bare ét af sine mange projekter. Hilsen Hans