Forlæst: Klassiske fortællinger

I dette afsnit læser vi "Klods-Hans" af H.C. Andersen fra 1855. Det er et af Andersens genfortællinger af folkeeventyr han hørte som barn.

Emilie Holm nævner eventyret da hun skal karakterisere hvordan Andersen fremførte sine eventyr: ”Han læste ikke, han fortalte. […] Andersen var helt inde i Eventyrets Stemning. Han var de Skikkelser han fortalte om, Klods Hans, Prinsessen, Heksen i Fyrtøjet og Dyrene, hvis pudsige Bevægelser og sjove Lyde han kunne efterligne til Fuldkommenhed, men han overdrev aldrig. Det var Stemningen han vilde have frem, og bare ved at se paa ham, følte man sig hensat til en helt anden, underlig Verden.”

I dette afsnit læser vi "Tommelise" af H.C. Andersen fra 1835. Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg.

I dette afsnit læser vi "Den grimme Ælling" af H.C. Andersen fra 1843. Eventyret kaldes ofte selvbiografisk, og Andersen indrømmede også dette direkte i et brev til Georg Brandes i 1869: "i 'Den grimme Ælling', er en Afspeiling af mit eget Liv". Det selvbiografiske handler her mest af alt om tonen og motivet: Geniet der er bestemt til at lykkes på trods af sin omverden.

Straks efter eventyret blev oversat til tysk og engelsk blev det så populært at det åbnede mange døre til de europæiske hoffer og parnasser over hele Europa for Andersen. I andre europæiske lande var man noget hurtigere til at fatte interesse for både Andersens egen livshistorie og for hans fornyelse af eventyrgenren, end vi var herhjemme.

Ligesom Shakespeare før ham, har der lige siden hans kanonisering været spekulationer om at H.C. Andersen skulle være af adelig eller kongelig byrd, og der gik rygter om at Christian VIII skulle være hans far. Det har ikke hold i virkeligheden, men det er interessant hvor svært det er for mange at acceptere når storhed stammer fra ringe kår, og det gik da også Andersen på hele hans liv, samtidig med at han også brugte det i sin selvfremstilling. Dette komplicerede forhold til arv og miljø er det værd at have i baghovedet, når man læser eventyret.

I dette afsnit læser vi "Nattergalen" af H.C. Andersen fra 1843.

Det er endnu et Andersen-eventyr som nemt lader sig udlægge som en poetik, altså et skrift om digtningens formål og væsen. Det vender vi tilbage til efter fortællingen.

"Nattergalen" postulerer at den udspiller sig i Kina, et faktisk sted, men Kina, kineserne og det kinesiske er nok snarere symboler for noget ganske andet. Det er blot „det ydre, det tilsyneladende” som Andersen selv har formuleret det. Kina er det land man som barn kunne grave sig ned til da det jo var på den anden side af Jorden – det forekommer fjernt og forunderligt fremmed.

Det er her værd at bemærke at på Andersens tid var en af betydningerne af adjektivet kinesisk én „som (haardnakket) opretholder forældede, besværlige ell. omstændelige traditioner”. Og det må man sige også kendetegner hoffet i Nattergalen. De er nøje ordnet i hierarkier i en sådan grad „at naar nogen, der var ringere end [kavaleren] vovede at tale til ham [...] saa svarede han ikke andet end „P!”” Han udstråler den kinesiske selvtilstrækkelighed der er så vidtfavnende at selv sproget går i opløsning uden for dens rammer. Den kinesiske indskrænkethed er også tydelig idet ikke ét eneste egentligt medlem af hoffet kender noget til nattergalen, for når den „aldrig [er] blevet præsenteret ved Hoffet”, findes den jo knap nok.

Deres indskrænkethed understreges yderligere da hoffolkene antager at køer og frøer, hvis 'sang' ikke ligefrem er skøn, er nattergalen . De besidder ikke (længere) nogen umiddelbar tilgang til verden; i stedet har den kinesiske verdensopfattelse præget dem i en sådan grad at hoffets virkelighedsopfattelse overskygger den faktiske virkelighed.

Denne forvrængede virkelighedsopfattelse viser sig endnu tydeligere da damerne tager „Vand i Munden for at klukke, naar nogen talte til dem; de troede da ogsaa at være Nattergale”. For dem er ordligheden mellem legetøjet „med vand der klukker ved anblæsning” og sangfuglen der synger så smukt nok til at de tror det lyder ens.

Enhver handling tillægges også kun betydning inden for hoffets snævre fortolkningsramme, hvilket også får dem til at betegne Nattergalens værdsættelse af kejserens tårer som rent „Koketteri”.

Allertydeligst kobles virkelighedsbegrebet til autoriteter uden for individet da spillemesteren proklamerer „at det var lige saa godt som før, og saa var det lige saa godt som før.” Kun den lille pige og de fattige fiskere – det umiddelbare barn og den ukultiverede underklasse – inkluderes ikke i kineseriet og genkender skønheden når de hører den.

Dog viser kejseren sig ikke at være helt fortabt i kineseriet, for da nattergalen synger for ham, får han tårer i øjnene, hvilket fuglen anset for „den rigeste Skat”. Ligesom fiskerne formår han at genkende det skønne når han hører det.

Men åbningen til en større virkelighed er kortvarig, og da han straks efter vil ære nattergalen med sin guldtøffel, er det tydeligt at han er faldet tilbage i det kinesiske med dets absurde normer og skikke – og han forsøger da også efterfølgende at indordne nattergalen i det kinesiske ved at holde den fanget.

Men nattergalen har brug for at være fri; den „tager sig bedst ud i det grønne” .

Da kejseren af Japan sender kejseren kunstfuglen, skriver han at „Kejseren af Japans Nattergal er fattig imod Kejseren af Kinas”. For kejseren af Japan er det åbenlyst at kunstfuglen kun er en sølle efterligning, men da kunstfuglen tager den levende nattergals plads, så indser hofkineserne ikke tabet – „og saa var [kunstfuglen] jo ogsaa saa meget mere nydelig at se paa”. Kun de fattige fiskere mener at „der mangler noget”. Nu er der overensstemmelse mellem den ydre skønhed og… Læs mere på hjemmesiden

I dette afsnit læser vi "Klokken" af H.C. Andersen fra 1845.

Mange af H.C. Andersens tidlige eventyr var baseret på forlæg, men om netop Klokken skriver H.C. Andersen, at det »ligesom nu næsten alle efterfølgende Eventyr og Historier ere egen Opfindelse; de laae i Tanken som et Frøkorn, der behøvedes kun en Stemning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst«

I Testrup Højskoles samlingssal er der på østvæggen et stort vægmaleri malet af Holmer Trier der afbilleder scener fra H.C. Andersens "Klokken". Her er den fattige dreng og kongesønnen afbilledet i centrum som H.C. Andersen selv og den samtidige naturvidenskabsmand H.C. Ørsted. To af 1800-tallets genier der via hver deres vej når erkendelser de anså for sammenlignelige. Ørsteds naturfilosofi kulminerede i udgivelsen af "Ånden i Naturen" der udkom næsten samtidig med "Klokken", men en opsummering af hans syn på sammenhængen mellem kunst og naturvidneskab lod sig allerede årtier inden opsummere i et brev han i 1807 skrev til Oehlenschläger: »Vi have uddannet os paa ganske ulige Veie, Du paa Kunstens, jeg paa Videnskabens. Paa hin kan man indtil man naar den störste Fuldendelse, nöyes i mange Henseender med Fölelser og Anelser, sikker ved et hovere Instinkts Ledelse; paa denne derimod, maae intet Skridt gjöres, uden at belyse alt med Fornuftens Fakkel. En ung Videnskabsmand som lader sig nöye med uforstaa[e]de eller halv forstaaede Sætninger, og derpaa bygger videre, kan umuligen opnaae nogen grundig Lærdom. Naar Videnskabsmanden naar Grendsen af sin Bane moder han först det Punkt hvor Form og Materie uadskilleligen ere forbundne, og först da vorder Videnskaben ham tillige Kunst. Digteren derimod begynder med dunkle Fölelser, som han arbeider for at bringe sig selv til Klarhed, og fremstille for andre. Ved denne indre Bestræbelse foler han dagligen större og större Trang til Indsigt, han erhverver sig den, og vækkes bestandigen mere og mere til Fornuftklarhed. Naar han har naaet Grendsen af sin Bane, sammensmælter ham Kunsten med Videnskaben. Saaledes skiller Digteren og Tænkeren sig ad, ved Begyndelsen af deres Vey, for ved Enden at omfavne hinanden«

Andersen virker til at tilslutte sig Ørsteds naturfilosofiske syn i slutningen af "Klokken", hvor naturen åbner sig for dem begge. Indsigter og dannelse går via mange veje og omveje, og derfor er det nok det mest passende af H.C. Andersens eventyr for en højskole at identificere sig med.

I dette afsnit læser vi "Svinedrengen" af H.C. Andersen fra 1841.

Det er en gendigtning af et eventyr Andersen har hørt som barn, men ændringerne er talrige. Forlægget kendes fra Svend Grundtvigs indsamlede folkeeventyr "Den stolte Jomfru" der findes i mange udgaver. I folkeeventyret har den stolte jomfru indladt sig på at sove med prinsen for at få fat i hans fantastiske genstande, mens Andersen har erstattet samlejet med kys for at gøre eventyret mere børnevenligt. Den væsentligste ændring er dog nok slutningen hvori prinsessen i folkeeventyret forelsker sig i tiggerprinsen og de lever lykkeligt til deres dages ende, mens Andersen i stedet får prinsen til at vrage prinsessen som hævn for hendes manglende æstetiske sans og velvillighed til at indvillige i at kysse sig til det hun begærer.

God fornøjelse.

I dette afsnit læser vi "Den standhaftige tinsoldat" af H.C. Andersen fra 1838.

Det er et af Andersens originale eventyr uden noget forlæg. I eventyret virker det umiddelbar til at tinsoldatens sømmelige ophøjethed hyldes, men samtidig viser slutningen at tinsoldaten på den måde ikke opnåede hvad han begærede. Det er nemt at læse ind i de forventninger Andersen oplevede i sin samtid, og som han også selv lå under for.

God fornøjelse.

I dette afsnit læser vi "Kejserens nye klæder" af H.C. Andersen fra 1835.

Det er en gendigtning af en tysk novelle der igen er en oversættelse af en spansk original fra samlingen El Conde Lucanor fra 1335. Den største forskel fra forlægget er at Andersen i sidste øjeblik ændrede slutningen. I det oprindelige værk er pointen at det kun er den retmæssige søn der vil kunne se tøjet, og dermed kan det bringe arvefølgen i fare hvis ikke sønnen kan se det. I Andersens udgave bliver eventyrets pointe dermed en helt anden og mere almengyldig, og det er svært at forestille sig at eventyret ville blive husket i nær samme grad, hvis ikke denne ændring havde fundet sted – og sammen med Den grimme ælling er det nok det eventyr der oftest perspektiveres til i nutiden.

God fornøjelse.

I dette afsnit begynder en sæson med H.C. Andersens kendteste eventyr. Det første er også det korteste: "Prinsessen på Ærten" fra 1835.

Vi er i gang med årets julesæson, hvor vi i dag lytter til "Det gamle egetræes sidste drøm" af H.C. Andersen fra 1858.

Intro- og outromusikken i dagens afsnit er nummeret "Tanz der Zuckerfee" fra Nøddeknækkeren komponeret af Pyotr Ilyich Tchaikovsky og indspillet af Kevin MacLeod. Nummeret er downloadet fra incompetech.comunder følgende licens: Creative Commons By Attribution 3.0 License.