Min krop har reageret meget fysisk på sorgen.

Jeg orkede ikke så meget. Jeg skulle bare ude og gå og være med mig selv. Og så skulle jeg sove længe. Normalt kan jeg godt lide at meditere og skrive, men her var det dejligt at blive i sengen.

Det var som om, at min krop var enormt dvask og troede, det var den, der skulle dø eller passe på mig i en krisesituation.

Det er første gang i mit liv, at jeg tager min sorg rigtigt alvorligt, at jeg har været med den. Jeg tror faktisk, min krop udmærket ved, hvordan sorg skal håndteres.