“Holger” og “Viljen til magten”, to spændingsromaner af Dan Larsen

Ole Bang lagde sin bekymring om chefens mentale tilstand fra sig, for nu var han jo blevet blodsbroder og -søster med kronprinseparret. Det her tegnede til at blive det vanskeligste, mest vovelige og absolut mest absurde projekt, han nogensinde havde hørt om, endsige drømt om. Målet var helt utrolig vovet og ambitiøst, ikke mindst for Holger selv. Havde kronprinsen vidst, hvor vildt det skulle blive, havde han nok tænkt sig om en ekstra gang. Ole Bang forklarede ved et planlægningsmøde, at demokratiet i det danske samfund var blevet en social elites, politikernes, private legeplads. For befolkningen så demokratiet ud, som om det kun drejede sig om at vælge repræsentanter til Folketinget, have en mening om det politiske rotteræs snarere end at fastlægge samfundets standarder. Politik er blevet til en konkurrence mellem forskellige eliter om at få magten, hvorefter vinderne udøver deres magt mellem valgene, som det passer dem. læs mere

“Preben Lynk, kan man købe en dansk politiker?” Mariann Madsen gik direkte på ham ved deres ugentlige face-to-face møde. Han vidste ikke ret meget om hendes projekt og planlagte handlinger, for hans opgave var at analysere den politiske temperatur i Danmark, indsamle kritisk viden og besvare spørgsmål. Han eneste opgave var at fokusere på udviklingen. “Selvfølgelig kan man købe en politiker. Og tilmed ret billigt og lovligt. Det kommer lidt an på, hvilket parti han eller hun er fra, men det kan man godt. Der er frit valg på alle hylder. Hvem vil du gerne købe?” Hans svar var lidt humoristisk i tonefaldet. “Helt seriøst, kan jeg købe en politiker ligesom en vare?” læs mere

Ole Bang sad stille på sit kontor hos CK i Amaliegade og ventede. Han stirrede ud i luften og spekulerede over sin sære stilling som hemmelig politisk konsulent for kronprinsen, som var i gang med et ravende galt projekt. Han måtte prøve at få manden fra det. Bestemt. Han måtte forhindre, at prinsen skadede sig selv og måske mange andre med sin vilde fantasi. Pludselig stod Danmarks kommende statsoverhoved i kontoret og lignede en ganske almindelig, energisk mand i et pænt jakkesæt. Maria Magdalena var lige i hælene på ham. Parret satte sig ved bordet og skænkede kaffe. Ole Bang sagde ikke noget, men ventede på et udspil. Han havde aldrig mødt kronprinsessen før, og hun anede ikke, hvem han var. læs mere

Mariann Madsen havde for vane at agere hurtigt på nye åbninger. Efter at aftalen med Preben Lynk om daglige skriftlige analyser og ugentlige, personlige møder var indgået, fik hun travlt med at få sine kontakter på plads. Det vanskelige var, at folk ikke vidste, at de var en del af et vidtrækkende politisk projekt. Gruppen, hun havde at rykke rundt med, var en stribe erhvervsledere, som skyldte hende noget. Carsten Bjørnvig jr. blev linet op som vært for et stort insider arrangement hos EPOS for udvalgte erhvervsfolk, der tilfældigvis alle arbejdede i virksomheder ejet af kapitalfonde. Ved mødet talte selveste erhvervsministeren og fremtrædende rådgivere for regeringen. Udenlandske erhvervseksperter fra førende business skoler deltog i en lind strøm. læs mere

“Min far hedder Felipe Quispe Huanca, og han er Aymara indianer af meget fattige kår. I 1971, da han var bondeleder i en lille landsby, kom et af Bolivias utallige militære statskup ledet af den amerikansk trænede Hugo Banzer. Forfølgelsen af de organiserede bønder var hård og blodig. Min far måtte flygte og var de kommende 6 år underbetalt daglejer.” Maria Magdalena Huanca Mamani, som hun altså hed, var gået i gang med sin livshistorie, der skulle vise sig også at falde sammen med en væsentlig del af Bolivias moderne historie. “I 1978 blev bevægelsen Tupac Katari af oprindelige folk startet i La Paz, og min far var en af deres ledere indtil 1980, hvor forfølgelsen fortsatte under en ny kupdiktator, narkobaronen Luis Garcia Meza. Kort efter min mor blev gravid med mig, måtte han flygte til Peru og senere Mexico, Guatemala og El Salvador. Tre år senere kom han tilbage til Bolivia og blev valgt som leder af landarbejdernes fagforening i La Paz provinsen. læs mere

Carsten Bjørnvig jr. var ovenpå igen og tilmed glad. Hans økonomi var rettet op, hans prestige var ikke i fare, og han havde fået fat på Mariann Madsen. I hvert fald var han ret hot på hende, selv om hun ikke opførte sig som en fast veninde. Men den detalje var han mand for at ordne, mente libertineren og mindedes med fryd, at han allerede havde været i finalen med hende. læs mere

“Min prins”, spurgte hun på en af deres herlige spadsereture i parken med lilleprinsen i barnevognen, “synes du, at du kender mig godt?” “Ja da”, svarede han overrasket. “Hver en detalje af dig.” “Det var ikke det, jeg mente, vær nu alvorlig. Synes du, at du kender mig sådan rigtigt?” “Selvfølgelig. Jeg har endda læst PET's rapport om dig og dit liv og familiens med. De er ret grundige, når det drejer sig om landets kommende dronning.” “OK, hvad er mit navn?” læs mere

“Er du stadig socialist”? spurgte hun lige ud, som talte hun om vejret i morgen. “Ja da, det vil jeg altid være.” “Hvorfor det?” Ups, den havde han ikke ventet, men var hurtigt på benene med en rap sandhed. “Jeg er socialist, fordi kapitalisme er en syg og korrumperende faktor i samfundet og burde afskaffes.” “Hvorfor blev du så direktør for Finanstilsynet?” “Af kapitalistiske grunde. De betalte godt, og jeg kunne bruge et nyt job. Og så håbede jeg faktisk, at jeg kunne rette op på visse skævheder i samfundet.” “Lykkedes det?” læs mere

Kronprinsesse Maria var ikke et øjeblik i tvivl om, at de som par stod over for en prøvelse. Danmarks kommende konge var ved at kaste sin historie og sin royale fremtid bort for at skabe en slags revolution mod en påstået trussel fra internationale kapitalfonde. Selv havde hun indstillet sig på at blive dronning i dette fjerne og kolde, lille land, at lære sproget og kulturen, at tolerere det sommetider sære liv som kongelig, men samtidig nyde sine privilegier og en næsegrus beundring og respekt fra befolkningen. læs mere

Hannah Mårtensen var ikke så lidt overrasket over at se sin gamle chef, ærkesocialisten Preben Lynk, dukke op i Mariann Madsens kalender. Det undrede hende, fordi de besøgende aldrig var fra den lejr i det danske samfund. Gæsterne var mest erhvervs- og finansfolk, men på den anden side, så havde han jo arbejdet en tid som chef for Finanstilsynet. Preben Lynk ankom i god tid før sit møde for at slå en lille sludder af med sin tidligere sekretær og spørge til nyt om tvillingerne og livet i almindelighed. Han fiskede også efter formålet med mødet, men som sædvanlig fik han intet at vide. Nu havde han arbejdet sammen med Mariann Madsen i månedsvis, uden at de havde været ansigt-til-ansigt mere end én eneste gang. læs mere