“Holger” og “Viljen til magten”, to spændingsromaner af Dan Larsen

― Deres Majestæt, det har ikke været muligt for mig at danne en regering, og jeg må derfor anmode om, at ansvaret som forhandlingsleder overdrages til Borgerdemokraterne, der ikke alene er landets næststørste parti, men som også synes at være det eneste med størrelse til at løfte en koalitionsregering. Liberalt Folkeparti vil støtte den nye regering, hvordan den end kommer til at se ud i den udstrækning, det er politisk muligt for os. læs mere

― Det var altså ikke pænt gjort at give Carlsen den ondskabsfulde idé, sagde Peter Sørensen til Ole Bang på vej ind til mødet med partiledelsen. ― Aner ikke, hvad du taler om. Det var bare et uskyldigt spørgsmål, som han vist havde glemt at stille selv. ― Jeg troede, vi var enige om, at vort parti ikke vil bruge beskidte tricks. læs mere

Jørgen Carlsen gik sin pligtrunde hos de to sidste partier, men opnåede som ventet ikke noget. Derfor måtte han først meddele Borgerdemokraterne, at der ikke blev videre forhandlinger, og bagefter måtte forhandlingslederen til dronningen og orientere hende om sine manglende resultater. Peter Sørensen og Borgerdemokraterne forsøgte han at klare via telefonen, men næstformanden krævede et møde. Han ville se Carlsen i øjnene og stille spørgsmål. læs mere

Jørgen Carlsen forstod trusler bedre end de fleste, selv om de var mere vanskelige at håndtere, når han selv helt ufortjent var offeret. Teodor Severinsen, den lømmel og opkomling, der drillede ham med hans egen holdning fra ungdomsårene, før han lærte sig realpolitik, havde sat en Haubitzer artillerikanon for hans pande og var parat til at fyre den af og blæse statsmand Carlsen af banen. læs mere

Landsorganisationen De Ældre var en samfundsmæssig supertanker. Med over en halv million medlemmer organiseret via 200+ kontorer greb Arne Klampos tropper ind i ethvert lokalsamfund. Mest drejede det sig om at hjælpe de ældre til en bedre og mere sikker tilværelse, men for at nå den slags mål i det danske velfærdssamfund, skulle der sande, politiske kræfter til. Og dem havde kong Klampo i sit enevældige rige. læs mere

Unge Severinsen var ikke i tvivl om, at han var nødt til at sabotere, at hans eget parti fik regeringsmagten. En aftale under udvikling med Borgerdemokraterne måtte øjeblikkeligt standses. Carlsen ville tilbyde Holger hvad som helst for at fastholde magten og uskadeliggøre liberalisternes voksende gruppe. Måske kunne han samtidig åle sig ud af rigsretssagen. læs mere

Efter sin lovende samtale med Borgerdemokraterne holdt Jørgen Carlsen et møde med gruppeledelsen i Liberalt Folkeparti for at orientere om situationen. Skulle der forhandles videre, var det nødvendigt at have alle med i processen. Svækket som han var, kunne han ikke længere proppe beslutninger i kværken på sine partifæller. læs mere

Så snart Holger dukkede op, vendte Bang og Sørensen udviklingen med ham, hvorefter de informerede gruppeledelsen om, at Liberalt Folkeparti som udgangspunkt havde tilbudt dem at danne en fælles regering. Af høflighed havde partiet ikke svaret be- eller afkræftende, men givet tilsagn om at fortsætte samtalerne, hvis Liberalt Folkeparti fandt det belejligt. læs mere

Holger behøvede blot at trykke et kortnummer på sin royalmobil for at få vagthavende PET-officer med ansvar for kongehusets sikkerhed. Uden nogen omsvøb sagde han: ― Skaf mig Laura Bøge. Mindre end fem minutter efter ringede telefonen med politimesteren i den anden ende. ― Dav Holger. Tillykke med valget, sagde hun venligt. Jeg har ventet et opkald. ― Kan vi ses hurtigt? ― Naturligvis. Du får koordinater om et øjeblik. Laura Bøge vidste, at Holger hverken som kronprins eller partileder ville kontakte hende på den måde, medmindre det hastede meget. Bedst at mødes udendørs et diskret sted. læs mere

Valgresultatet gav ikke nogen åbenbar løsning. Antallet af partier var faldet til fem plus de nordatlantiske, og mængden af kombinationer var begrænset. Så hvad kunne forhandlingsleder Jørgen Carlsen gøre, svækket som han var af sine skandaler? Han måtte finde et ståsted hos Borgerdemokraterne. Højrepartiet gav ikke nok til et flertal, og der var problemer med Soffi Hermansen. læs mere