KLASSIKER Jacques Tardi har netop afsluttet sin store serie om Adèle Blanc-Sec efter ti bind og 46 år. Vi kigger nærmere på en af den franske tegneseries mere besynderlige genreværker og dens rejse fra parisisk belle époque-horror med overtoner af parodi til excentrisk vaudeville.

Matthias Wivel, Frederik Storm og Thomas Thorhauge har til lejligheden inviteret forfatter og mangeårig tegneseriekritiker Benni Bødker i studiet. Bødker, der har en længere stribe romaner og noveller i de fantastiske genrer bag sig, har flere gange huseret i Tardis baghave, ikke mindst i romanen Occidentens stjerne, om okkulte sammensværgelser i det tidlige tyvende århundredes Paris (Thorhauge har i øvrigt dekoreret omslaget). Den udbygges i Bødkers første arbejde som tegneserieforfatter, serien Homunculus, tegnet af Rune Ryberg.

Sammen kigger vi tilbage på den unge Tardis genrebrydende arbejde i grænselandet mellem retro-science fiction, mareridtssurrealisme og grotesk humor, frem mod lanceringen af hans populære gennembrud Adèle og uhyret i 1976. Steampunk før der var noget der hed det, med en skarpt tegnet, feministisk præget protagonist.

Tardis balancegang mellem kærligt fjolleri, intense skrækscenarier og indigneret historisk fiktion skabte en moderne klassiker, der alle dage var hans bedst sælgende arbejde, men med tiden blev en sidebeskæftigelse i en enorm produktion af alt fra krimi-versioneringer og socialkritisk samtidsfiktion til det emne, der mere end noget andet har defineret hans forfatterskab: Første verdenskrig.

Nu har han så afsluttet serien om Adèle, som siden 1994 har udfoldet sig yderst sporadisk og i stigende grad excentrisk, med tiende og sidste bind, Babyen fra Buttes-Chaumont. Vi vurderer albummet og værket som helhed og forsøger at indkredse, hvad hans ærinde med serien var og blev. Et besynderligt hovedværk i europæisk tegneserie.