Jeg var igår ude og se en film, hvor folk fortalte hvad noget specielt musik gjorde for dem.

 

De talte om at møde sig selv og flere havde tårer i øjnene.

 

Hjerneforskere fortalte, at hvis folk havde mediteret, sunget, vandret, løbet - så var der sket permanent positive aktiviteter i de menneskers hjerne.

 

Det påvirkede evnen til at forholde sig i ro i vanskelige situationer positivt. Derudover påvirkede det oplevelsen af virkeligheden. Det bed jeg mærke i. Det er lidt flippet.

 

Ser man så virkeligheden mere præcist, eller ser man en anden virkelighed? Ser man mon den rigtige virkelighed, når vi kommer ned i gear og følger tidens egentlige puls?

 

Sådan er det også med minde hverdagspilgrimsvandringer. Det er lettere at være med det, der skal være. At gå bliver det en rensning eller form for udrensning. Det her møde med mig selv, jeg vidste ikke, da jeg begyndte mine vandringer, at det var det, der kom ud af det det.