Det tredje køn

Et stort tema i kosmologien er de forgangne 3.500 år med Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente og de kommende 3.000 år med Det Tredje Testamente. Det sidste, som menneskene må lære, er at være til gavn, glæde og velsignelse for alt levende, og det vil sige at leve i harmoni med livsloven eller kærlighedens store bud, “elsker hverandre”.

Menneskets bevidsthed og seksuelle struktur er under en meget stor forvandling i disse århundreder. Det har Martinus beskrevet på over 500 sider i hele Livets Bog 5, bogen To slags kærlighed og Det Evige Verdensbillede 3, symbol nr. 33.

Allerede i 1932 i LB1 stk. 130-132 kommer Martinus ind på jordmenneskets seksuelle forvandling, der foregår i tre store trin: de lykkelige ægteskabers zone, de ulykkelige ægteskabers zone og ufrugtbarhedens zone. Denne udvikling fra dyr til menneske, fra egoisme til altruisme, fra partisk kærlighed og forelskelse til upartisk alkærlighed, følger naturlovene eller køreplanen for udviklingen.

Et nyt menneskes tilsynekomst i vore dage kan bl.a. konstateres ved, at mænd og kvinder begynder at ligne hinanden mere og mere. – Det maskuline vokser frem i kvinden, og det feminine i manden, hvilket er den organiske basis for den begyndende udvikling af kønnenes ligestilling. Udviklingen fra dyr til menneske er ifølge Martinus ikke alene en naturlig, men også en uomgængelig proces i skabelsen af “det færdige menneske i Guds billede”, der udgør et dobbeltpolet væsen med den maskuline og den feminine pol i fuldstændig ligevægt. Det færdige menneske elsker alle og har ingen favoritter, fordi dets dobbeltpolethed ikke længere har nogen mental organisk forudsætning for at kunne foretrække det ene køn frem for det andet. Guddommen, der er summen af alle levende væsener, er således i sig selv også dobbeltpolet.

Den største overraskelse i Martinus Kosmologi må være, at der ifølge udviklingens love eller køreplan skal opstå et nyt køn – et tredje køn. Man tager det for givet, at når der i fortiden har været mænd og kvinder, når der i dag er mænd og kvinder, så vil der i fremtiden også blive ved med at være mænd og kvinder. Men ifølge Martinus skal der ikke blive ved med at være mænd og kvinder, der skal som sagt opstå et tredje køn! – Det tredje køn repræsenteres af det dobbeltpolede køn, der i sin fuldt udviklede tilstand har det maskuline og det feminine i en jævnbyrdig balance i bevidstheden. Hanner og hunner, mænd og kvinder er halvkønsvæsener, der lever i en gensidig afhængighed af hinanden.

Udviklingen af det gradvist mere dobbeltpolede menneske, der i sin slutfase bliver komplet og helt selvstændigt, viser sig statistisk set ved, at flere og flere voksne lever alene. Det er også den gradvise udvikling af dobbeltpolethed, der bevirker, at man efterhånden kan få sympati for sit eget køn. Ifølge Martinus’ analyser vil den dobbeltpolede bevidsthedstilstand på et senere tidspunkt i evolutionen også følges op af en ny dobbeltpolet organismetype. (Se LB5 stk. 1886-1918).

Martinus’ forudsigelse om udviklingen af det dobbeltpolede menneske vil kunne dokumenteres videnskabeligt ved at kortlægge bestemte egenskaber hos mennesket i historiens forløb. En sådan programmeret eller lovbundet udvikling fra det instinktive og enpolede dyr til det intellektuelle og dobbeltpolede menneske ligger helt uden for rammerne af darwinismen, der udelukkende baserer sig på tilfældigheder og den naturlige selektion. På dette område kan Martinus’ analyser af menneskets seksuelle polforvandling siges at være helt unikke, og de har som sagt de bedste muligheder for at kunne blive afprøvet ved videnskabelige undersøgelser.

Enpolethed er krigens anatomi

Dobbeltpolethed er fredens anatomi