Esperanto er et plansprog og et moderne latin

Esperanto er fra starten lavet helt logisk, regelmæssigt og fuldkomment. Det er befriet for alle de nationale sprogs manglende logik, uregelmæssigheder og ufuldkommenheder. Allerede som elev i skolen havde Zamenhof en vision om at lave et internationalt sprog, der skulle være et moderne latin.

I esperanto er således 80 % af ordstammerne af latinsk oprindelse, og latin fungerede faktisk allerede i middelalderen som et internationalt sprog for teologer og studerede mennesker. I de resterende 20 % findes mange ord fra de germanske sprog og en del fra de slaviske. Esperanto er udelukkende baseret på ord fra den indoeuropæiske sprogstamme, der er klodens største sprogstamme. Selv om det således kan være svært for en kineser eller japaner at lære esperanto, viser praksis dog, at det for dem er langt lettere at lære det fuldstændigt regelmæssige og fuldkomne esperanto end det uregelmæssige og ulogiske engelske sprog.

I skabelsen af sit sprog betragtede Zamenhof alle de eksisterende internationale ord som en skatkiste. Sproget tillader en videre udvikling ved, at der i esperanto til stadighed kan optages nye ordstammer, der dog følgelig bliver brugt i de kombinationer og på de måder, der er i overensstemmelse med sprogets grammatiske regler. I den første bog, Unua libro, med russiske forklaringer, der præsenteredes i zarens Rusland i 1887, findes de 16 grundlæggende grammatiske regler, der udgør sprogets fundament. Dette fundament er urørligt, eller som det hedder på esperanto: “La fundamento de esperanto estas netuŝebla”. Dette gør, at esperanto er et meget præcist og meget stabilt sprog. Nye ordstammer kan hele tiden tages, når blot de forsynes med de rigtige endelser i overensstemmelse med de 16 grammatiske regler. Men bortset fra dette fundament er sproget givet fri til brugernes kreativitet, og i det hele taget er esperanto fra skaberens side en gave til hele verden. Analogt hermed er Martinus Kosmologi også givet fri til menneskeheden, som en ubetinget gave til hele kloden.

Den danske sprogforsker og sproggeni Rasmus Rask (1787-1832) har, som det fremgår af hans manuskripter på Det Kgl. Bibliotek, fastlagt principperne for skabelsen af det ideelle sprog, og de stemmer helt overens med principperne i esperanto. (Se sprogmuseet.dk/plansprog).

Som en lille forskel skal blot nævnes, at Rask foreslog, at tillægsord ikke skulle bøjes, mens Zamenhof gik ind for, at tillægsord f.eks. i ental og flertal skulle bøjes og dermed have forskellige endelser.

Nogle få filosoffer har også været optaget af tanken, om man kunne lave det perfekte sprog, det fuldkomne sprog. I historiens løb har forskellige mennesker lavet knap 1000 plansprog eller sprogprojekter, og her af er der kun et, nemlig esperanto, der har vist sig levedygtigt.

OT037. Esperanto - det fuldkomne sprog. Foredrag af Ole Therkelsen i Martinus Center Klint den 16.05.2018