Martinus: “Mens menneskeslægten ruster til kamp, drab og lemlæstelse, mens mørkesidens “passagerer” forbereder sig på ikke at vende den højre kind til, når de bliver slået på den venstre, på ikke at eftergive sin næste, men derimod lade ham trælle så meget for sig som muligt, opretholde sit eget liv i luksus og glæde på bekostning af andres sundhed og førlighed, lykke og velvære, samt hævne, hade og forfølge så meget som muligt osv., ruller jorden som før nævnt videre ind i en ny umådelig kosmisk lysbølge, der fra “Faderens zone” kaster sine stråler frem gennem verdensrummet. Denne lysbølge vil komme til at forcere jordens udvikling. Men forceret udvikling betyder forstærket lidelse. Jordens mennesker vil få den resterende del af sine lidelser, hvilket vil sige de tilbagevendende virkninger af de årsager, de gennem deres fejlagtige levemåde har frembragt, koncentreret over en forholdsvis kort tidsperiode. Derved bliver lidelserne stærkere, end hvis udløsningen blev fordelt over en længere distance af tid. Men dette bevirker så til gengæld, at jordens kurs mod lysets regioner derved ligeledes bliver forceret, og menneskehedens himmelske fartøj vil således på en kortere strækning frem i tiden end tre årtusinder nå ikke alene at få “det forjættede land” “i sigte”, men også nå så meget ind i selve dettes regioner af lys, at skyggesiderne til den nævnte tid for størstedelen vil være fjernet. Jorden vil da have lagt den dyriske zone, det dræbende princip bag sig, er ikke mere et befordringsmiddel for sorg, sygdom og lemlæstelse, men er ved sin overståede passage gennem lidelseszonen blevet et kosmisk “fartøj” med “guddommelige rejsende”, der har “fuldkommen løbet”, opnået visheden, er blevet ét med Faderen.” (DEV4 stk. 44.4).