Radiovagabond

I denne episode får du en interessant samtale med en foredragsholder, standupkomiker, quizmaster, tryllekunstner, hjernelæser, DJ, danser og muligvis en af de mest underholdende personer, Wales har produceret siden Tom Jones.

Hans navn er Eddy Jenkins men her på krydstogtskibet kender vi ham alle som "Cruise Director Eddy".

Hør om hvordan han har rejst til næsten 100 lande, og om hvordan det er at arbejde på et krydstogtskib.

BONJOU FRA CARIBIEN

I denne uge tager jeg dig med til tre forskellige øer i Caribien. Vi besøger en uafhængig FN-nation Saint Lucia og tager derefter over til to autonome øer, der er en del af det Nederlandske Kongerige.

CRUISER I PANDEMIEN

I august 2021 besøgte jeg Saint Lucia som en del af et 12-dages krydstogt med Celebrity Cruiselines. Jeg rejser altså stadig midt i den globale Corona pandemi – og jeg var da også fuldt ud klar over, at dette ville påvirke krydstogtet. Der er store forskelle mellem, hvordan vi rejste dengang og nu.

For eksempel skulle vi alle være fuldt vaccineret og desuden fremvise en negativ COVID-testinden vi fik lov til at komme om bord. I stedet for den normale frokostbuffet, havde vi nogen, der serverede for os. Vi behøvede dog ikke at bære maske om bord på skibet, men der var begrænsninger for hvad vi måtte på ved visse destinationer, vi besøgte.

Desuden det mest markante: rejseplanen havde ændret sig en hel del del. Den oprindelige plan var, at vi skulle besøge til seks FN-nationer, og da jeg er en globetrotter, der rejser med det mål at besøge alle lande i verden, var dette en af ​​hovedattraktionerne for mig. Denne tur ville ville gøre, at jeg kunne besøge mit land nummer 100, hvilket er en milepæl.

Det skete dog ikke, og jeg var en hel del skuffet, da jeg fik nyheden. Men jeg tørrede øjnene, da jeg er klar over, at ting ikke altid går efter planen under en global pandemi. Hvis du er fast lytter til podcasten, kan du måske huske, at jeg har talt om dette i et tidligere afsnit. Nogle gange ændrer planerne sig, og det er noget, vi må acceptere og komme videre.

Når du er på et krydstogt som dette, tilbyder krydstogtsrederiet et par forskellige ture eller udflugter på de dage vi er i land. Og ved nogle af stederne, var vi påkrævet, at vi bookede en tur med Celebrity Cruise. Det var den eneste måde, de ville slippe os ud fra skibet.

Dette er naturligvis for at sikre, at vi kun er sammen med med andre fuldt vaccinerede og testede mennesker. Og det var tilfældet med Saint Lucia.

DAGSTUR I SAINT LUCIA

Jeg kom gennem de forskellige checkpoints på molen i Saint Lucia, og havde booket en togtur rundt i hovedstaden Castries. Det lille gule trolly-tog drives af Hibiscus Train – et lokalt firma her i Saint Lucia.

Da vi kom i land, var der høj solskin, men så dukkede en regnsky kom pludselig op, og pludselig var den smeltende varme solskinsdag radikalt ændret, og vi stod næsten gennemblødt våde på molen.

Heldigvis havde jeg grebet tilbuddet om en regn-poncho og søgte ly i en nærliggende bygning, mens vi ventede på, at regnen ville aftage. Denne form for lynregn er en regelmæssig begivenhed på disse kanter.

Vi kørte en tur med et lille gult tog. Nej, vi var ikke på skinner, så det var mere bare en lille bil "klædt ud" som et lokomotiv. Den havde åbne sider men heldigvis et tag, så vi havde læ for regnen.

Efter en tur rundt i byen – med et par stop, som f.eks. katedralen, The Minor Basilica of the Immaculate Conception, endte vi ved den eksotiske Vigie Beach, lige på den anden side af deres lille lufthavn.

Saint Lucia er en meget smuk caribisk destination, og folk er meget venlige. Her er nogle interessante ting, som jeg har lært:

7 INTERESSANTE FAKTA OM SAINT LUCIA

1. Det er en lille hovedstad bygget på indvundet jord.

Castries er hovedstaden og største by i ølstaten i Caribien, Saint Lucia. Det er en lille by i et lille land, og byområdet har kun omkring 20.000 indbyggere. Det er bygget på indvundet jord og har gennemgået flere genopbygninger efter brandødelæggelser.

1. Det er et af de mindste lande i verden.

Saint Lucia er lille land på 616 km2 (238 sq miles). Det er nummer 178 på listen over de 193 FN Nationer. Det er mindre end Mikronesien og Singapore og kun lidt større end Bornholm. Befolkningen i landet er kun 184.000.

1. Det er det første land, der er opkaldt efter en kvinde.

Det er det første land i verden, der er opkaldt efter en kvinde – Saint Lucy of Syracuse. Det er faktisk blot ét af to lande i verden, der er opkaldt efter en kvinde. Den anden er Irland.

1. Saint Lucia opnåede sin uafhængighed i 1979

Landet opnåede sin uafhængighed fra Storbritannien i 1979, efter at øen havde skiftet ejer hele syv gange mellem Frankrig og Storbritannien i 1800-tallet. Efter 1979 blev det medlem af Commonwealth. Du kan stadig mærke lidt af Storbritannien her. For eksempel elsker de at spille cricket, køre i venstre side af vejen. Og engelsk er stadig det officielle sprog, selvom 85 % af befolkningen også taler Saint Lucian Creole.

1. Det er svært at tage et billede uden deres berømte UNESCO vartegn.

Saint Lucia er hjemsted for Pitons-bjergkæden, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Da øen er lille, er det næsten umuligt at tage et billede nogen steder i Saint Lucia uden at de to bjergtoppe er synlige.

1. Der er 21 forskellige typer rom i kun én region.

Som mange destinationer i Caribien er rom "big business" i Saint Lucia. Og Roseau-regionen lige syd for hovedstaden er hjemsted for 21 forskellige typer rom.

1. Mere end 70% af øen er dækket af regnskov

Saint Lucia har det hele, fra fantastiske strande til bjergtoppe, og så er det meste af landet dækket af regnskove.

EN ANDEN GLOBETROTTER OM BORD PÅ KRYDSTOGET

De fleste krydstogtsrederier i verden har ofte et team af mennesker, der planlægger udflugter, som den jeg er på her. På Celebrity Cruise mødte jeg den østrigskfødte Jennifer Weiner, som er Destinations Manager for dette krydstogt. På de dage vi var på havet, var hun på scenen i det store teater på skibet for at fortælle om de forskellige turmuligheder, der var på de kommende destinationer.

Jeg lærte hende at kende, og da hun fortalte mig, at hun har været i næsten 100 lande(delvist på grund af sit job), blev jeg nødt til at sætte hende stævne med min mikrofon for at mere om hendes historie og hendes mange rejser.

Hun startede med at fortælle mig, at hun blev smittet af rejsefeberen i en meget ung alder:

"Da jeg var lille, var jeg misundelig på børn og unge, der blev sendt langt væk hjemmefra på kostskole. Jeg så det som et eventyr, så jeg plagede min mor om ikke jeg også måtte komme afsted, men hun ville have mig tæt på. Jeg tror, ​​at dette var en tidlig indikation af mit ønske om at udforske verden. Men da jeg i en alder af 17 studerede i Rom i et par måneder, blev min vandrelyst for alvor kickstartet".

Hun studerede business efter det, men hendes hjerte var fortsat efter flere rejser.

"Efter at have gået på handelsskole i Østrig studerede jeg på et rejseinstitut og blev rejseagent. Jeg begyndte herefter at rejse lidt, men indså hurtigt, at dette job ikke tillod mig at rejse så meget, som jeg gerne ville. En ven fortalte mig om krydstogtskibe, og så lykkedes det mig, at overtale mine bedsteforældre til at tage med på en. Under et krydstogt tænkte jeg ved mig selv, at de medarbejdere, der arbejdede på skibene, så ud til at have det rigtig sjovt. Så jeg ansøgte… og resten er historie."

Gennem hårdt arbejde og tilfældigheder endte hun som Senior Destinations Manager i Celebrity Cruiselines.

Hun nævnte også, at at tage på krydstogt er en af ​​de bedste måder at lære en destination at kende. Du kommer også til at mødes med mange mennesker og lærer om forskellige steder i afslappede omgivelser.

For mig er det at tage på et caribisk krydstogt som dette og besøge mange eksotiske destinationer utroligt spændende. Forestil dig så at have det som et job – som Jennifer har.Det er et drømmejob, men også hårdt arbejde, fortæller hun:

"Ja, det er meget arbejde, især nu, hvor jeg er leder af afdelingen. Jeg kommer ikke så meget ud, som jeg gjorde tidligere, men jeg gør hvad jeg kan for at give mine medarbejdere chancen for at komme ud og se noget".

Hun nævner videre, at omkring 40 % af sin rejsetid er dedikeret til at besøge sit yndlingskontinent, Afrika."

MIT AFRIKA

Det er pudsigt, at Jennifer fremhæver Afrika – og specielt Kenya og Uganda. For jeg redigerer denne episode i min Airbnb-lejlighed i Nairobi, Kenya. Og om kun 2 dage skal jeg nå mit 100. land, når jeg rejser til Uganda fredag ​​morgen.

Jeg fortalte Jennifer om mine fremtidige planer om at besøge Kenya og Uganda, og hun fortæller om nogle sjove historier om sin tid i disse to lande.

"Kenya er et af mine mest yndlingslande. Der er bare noget ved det, der har en særlig plads i mit hjerte. Måske fordi, det var mit første afrikanske land, men jeg blev bare forelsket i det med det samme. Jeg elsker f.eks. at sove i et telt og høre de vilde dyr så tæt på. I Uganda havde jeg et par for tætte (og lidt skræmmende) møder med gorillaer, men generelt elsker jeg disse lande".

Hun fortæller mig flere gode historier om sit besøg i Uganda, især om dengang hun rørte ved en vild gepard.

Jennifer har været på krydstogtskibe i 9 år nu – og har indtil nu besøgt 98 lande, og det var interessant at høre hendes historier.

ARUBA, EN GLAD Ø

Efter at have trillet rundt med et lille tog med bløde jul o Saint Lucia, har vi nu tilbragt natten på skibet og sejlet sydpå til en anden ø i Caribien. Om morgenen ankom vi til De Hollandske Antiller i den sydvestligste del af Det Caribiske Hav. Mere præcis til den første af ABC-øerne – og det er en ø, som du nok mest kender Beach Boys sangen Kokomo.

Aruba der er kendt som "One Happy Island", og de to andre ABC-øer er Bonaire og Curaçao. Bonaire ikke et stop på denne cruise – så vi rejste kun fra A til C.

Jeg møder Mario Arends, der er krydstogtchef hos Aruba Tourism Authority. Han var venlig nok til at tilbringe lidt tid med mig til en snak om sin hjem-ø.

"Aruba er en del af de nederlandske caribiske øer, som oprindeligt omfattede de 6 øer (Aruba, Bonaire, Curaçao, Saba, Sint Eustatius og Sint Maarten) kendt som de hollandske Antiller. I 1986 adskilte Aruba sig fra Antillerne og blev en selvstændig nation indenfor Det Nederlandske Kongerig. Og i 2010 gjorde Curaçao og Sint Maarten det samme."

Mario fortæller mig også om Arubas demokratiske regering, og hvordan de forbliver autonom i Det Nederlandske Kongerige. Og om hvordan pandemien har ramt turistindustrien på Aruba, som tegner sig for omkring 80% af øens BNP.

Aruba er en forholdsvis lille ø, men der er meget andet at lave end at besøge de smukke strande. Du kan tage på vandreture i naturen, besøge naturparken og lave nogle kulturelle aktiviteter. Her er nogle forslag fra TripAdvisor.

DEN SWINGENDE CURAÇAO

Dagen efter ankom vi til den anden af de tre øer, Curaçao. Den er også en del af det Nederlandske Kongerige, og bruger stadig den hollandske gylden som valuta (der blev brugt i Holland før euroen).

Jeg fandt vej til den ældste, stadig fungerende pontonbro i verden, der er bygget i 1888. Det spænder over 167 m (548 fod) fra Punda til Otrabanda på tværs af havnen i Willemstad på øen Curaçao. Denne permanente bro er hængslet, flyder på vandet og åbner flere gange om dagen, når bådene skal igennem. Det er omgivet af smukt farvede huse på hver side, der minder mig lidt om Nyhavn.

Den hedder officielt Queen Emma Bridge, men de lokale kalder den den bare "Swinging Old Lady".

Vi gik over den gamle dame til den anden side for at besøge en lyserød bygning med navnetBlue Experience, som jeg havde fået solgte den berømte Curaçao-spiritus. Desværre var det lukket på grund af pandemien, så i stedet gik jeg rundt i området og fandt en gruppe fyre på molen, der grinede og fortalte vittigheder på et sprog, jeg ikke forstod.

De talte papiamento, og en af ​​fyrene lærte mig endda at sige tak – macha dankie.

MØD EN REJSENDE WALISER I NÆSTE EPISODE

Jeg har lidt mere fra krydstogtet i næste afsnit, når jeg har en interessant samtale med en anden ivrig globetrotter. Han har været i 96 lande og er også en del af Celebrity Cruise-teamet. Jeg ser ham konstant og næsten altid på en scene med en mikrofon.

Sådan præsenterer jeg ham i næste afsnit:

Han er en offentlig taler, stand-up komiker, quizmester, tryllekunstner, tankelæser, DJ, genial danser og uden tvivl en af ​​de mest underholdende ting, der er kommet ud af Wales siden Tom Jones. Han hedder Eddie Jenkins, men på krydstogtskibet kender vi ham alle som "Cruise Director Eddie".

Du vil virkelig ikke gå glip af den samtale. Kommer om et par dage i dit podcast-feed.

Jeg hedder Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

ET RØRENDE BREV FRA EN LYTTER

Jeg elsker altid at få reviews, kommentarer og e-mails fra lyttere og følgere. Og i denne uge vil jeg gerne dele netop dette meget rørende brev fra Kenneth.

Halløjsa Palle Bo

Dejlig podcast du laver, og fik lige denne her fra Spotify der viser at jeg har lyttet en del til din rejse podcast.

And then he attaches a picture from Spotify that says: "Min favorit podcast er Radiovagabond" and that he's streamed a whopping 5.482 minutes. Is you're having trouble doing the math, that's more than 91 hours. But this is not what blew my mind. It's what comes next in his email. Here goes:

Du har været med på en stor del af min rejse, som desværre ikke er slut. Og min rejse er at jeg i slutningen af maj blev ramt af noget stress-relateret angst. I en slem grad. Og for at prøve at komme igennem det på bedst mulig måde, lyttede jeg meget til podcast, og fandt din TelefonJokes podcast, og igennem den, fandt din rejse podcast.

Den brugte jeg på mine daglige lange gåture, for at få styr på tanker og hovedet generelt, og det har hjulpet mig meget igennem denne proces jeg stadig er igennem.

For at lytte til din spændende podcast, har jeg kunne fokusere på noget andet, og som tidligere skrevet, så din rejse været med på min rejse, og vil også fortsat være det i 2022. Jeg håber snart, at jeg er 100 % ovenpå igen, da det indtil nu har været en lang og sej kamp/proces, og hvor du er en af dem der har hjulpet mig hertil, hvor jeg er nået idag. Og tusind tak for det. Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Keep up the good work

Dbh Kenneth

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal udtrykke det indtryk din e-mail gjorde på mig, Kenneth. Da jeg startede denne podcast i 2016, var mit mål at give tips, tricks og ideer til din næste rejse. Det var at lade dig følge med på min rejse og måske inspirere dig med mit noget anderledes livsvalg. Jeg håbede naturligvis også på at jeg kunne underholde dig lidt undervejs.

Men hvis nogen havde fortalt mig, at denne podcast ville spille selv bare en lille del i at komme igennem ​​stressrelateret angst, ville jeg have sagt, "den er god med dig"

Og din e-mail kom på et tidspunkt, hvor jeg tænkte, "Jeg bruger 3-4 hele dage på bare at redigere et afsnit på 30 minutter. Er det de mange timers arbejde værd?"

Men efter at have læst din mail fik jeg motivationen tilbage, og det takker jeg dig for. Også tak fordi du deler så ærligt, Kenneth.

God bedring. Hold mig opdateret.

Jeg mødte min gamle ven Dave Brett i november 2021, da vi begge var til World Travel Market i London.

Dave er en solo adventure rejseblogger, og vi har mødt hinanden her til WTM og på rejseblogger-konferencer rundt omkring i verden. Vi har endda været på en pressetur sammen til Sri Lanka for et par år siden – du kan måske huske, at han tog mikrofonen og sang og kommenterede i en bus.

Så det var på tide, at vi satte os ned og fik en snak om at rejse og om, hvordan han arbejder som rejseblogger på fuld tid.

Han fortæller om en knap så god togtur til Pyrenæerne, og når du er færdig med at lytte, burde du læse hans blogpost og se hans YouTube-video fra turen.

På Daves rejseblog, Travel Dave UK kan du se mere om, hvordan han rejser kloden rundt en oplevelse ad gangen. Her kan du læse spændende rejsehistorier og finde tips og gode råd, der kan inspirere din næste tur. Du kan se mere om Dave på hans "About-side".

Følg Travel Dave UK på sociale medier: Facebook, Twitter og Instagram.

BIENVENIDO A SAN SALVADOR

Den første del af min tur til El Salvador er i hovedstaden San Salvador. Jeg tager dig med på en gåtur gennem byen, hvor jeg møder de venlige salvadoranere og får smagt på både deres fantastiske kaffe og nationalret, pupusas.

Jeg lander i El Salvadors internationale lufthavn omkring 40 minutter fra hovedstaden og den største by i dette utroligt interessante land. Jeg lander om eftermiddagen og havde besluttet mig for at overnatte den første nat på et lille lufthavnshotel. Dels for at jeg ikke skulle ankomme til en stor potentiel farlig storby efter mørkets frembrud. Det var nu lidt en fejl – jeg kunne sagtens have taget ind til byen samme dag, og hotellet og området var i sandhed ikke særlig interessant.

Så tidligt den næste morgen hoppede jeg ombord på en "chicken bus" ind til byen. Busser er en god og billig måde at fragte sig rundt i dette land. Denne 50 minutters køretur til byen kostede kun 4 kr.

#DontSkipElSalvador

El Salvador er fantastisk og du bør ikke springe over landet, hvis du rejser gennem Central Amerika. Der er færre turister end de andre lande i denne region, og det er lidt uforståeligt, da de har så meget at byde på. Jeg havde dog overvejet at springe over hovedstaden, da jeg primært var her for at opleve deres storslåede natur med vulkaner og eksotiske strande, men jeg er glad for at jeg alligevel besluttede mig for at tilbringe et par dage her.

Da jeg kom ind med bussen prajede jeg en taxa til at fragte mig til Hotel Santa Elena, som jeg havde booket via Hotels25.dk – og fik mig endnu en snak på mit tvivlsomme spanske.

ER EL SALVADOR FARLIG?

El Salvador har ry for at være et farligt land. Det er markeret som "farlig" med en rød farve på Travel Risk Map.com. Ifølge denne hjemmeside er landet det 51. mest farlige land i verden. Men ifølge en af de lokale, Edwin, handler det blot om at bruge sin sunde fornuft. Han fortæller mig, at der ikke er så mange lommetyve, som rygtet siger, men lad være med at gå ned ad en mørk gyde om natten. Sund fornuft.

FREE WALKING TOUR I SAN SALVADOR

Som du ved er jeg meget glad for at tage på en Free Walking Tour, når jeg kommer til en ny by. Sådan en 2-3 timers vandretur (baseret på drikkepenge) giver et godt overblik over en by, og man kan markere nogle steder, man har lyst til au udforske noget mere. Edwin E. Carrillo er ejer og operations manager of EC Tours El Salvador, som stod for turen. Han startede firmaet for seks år siden og tilbyder vandreture i San Salvador, ture til vulkaner, vandreture i bjergene og meget mere. De var faktisk det første firma, der tilbød Free Walking Tours i Central Amerika.

Efter turen fik jeg en snak med Edwin og Estefany Hernandez fra EC Tours på tredje sal i et parkeringshus med udsigt over Plaza Morazan og en stor, smuk bygning, der huser landets nationalteater. Hvad der startede som et ekstra tilbud til hans Airbnb gæster blev hurtigt til en selvstændig forretning. Han bemærkede, at mange af sine gæster kun bookede en enkelt nat, så ved at tilbyde ture i byen som noget ekstra, kunne han konstatere, at mange besluttede at blive lidt længere.

EL SALVADOR ER VULKANERNES LAND

El Salvador ligger på "The Pacific Ring of Fire", et hesteskoformede seismisk aktive bælte af jordskælv, vulkaner og tektoniske pladegrænser, der frynser Stillehavsbassinet. Der er omkring 170 vulkaner i dette lille land, hvoraf seks af dem er aktive. Den mest aktive vulkan er Chaparrastique vulkan, som har haft 26 udbrud de seneste 500 år. Der sprøjtede flydende lave ud fra den ved et udbrud i 1976.

De mange vulkaner spiller en rolle for, hvordan San Salvador ser ud. Byen er bygget på 20 meters vulkanaske, så det er ikke det mest velegnede til skyskrabere.

Der er små jordskælv hver dag her i området, så hvis du mærker jorden ryste lidt under dit besøg, skal du ikke blive nervøs. Deciderede jordskælv konstateres et par gange om måneden.

Har du gode ben, er det klart anbefalelsesværdigt at tage på en hike til Santa Anna vulkanen, som er en af de ældste og højeste vulkaner i landet. Den var i udbrud i 2005 og på toppen kan du kigge ned i krateret, som er fyldt med grønligt svovlholdigt vand. Det er noget, jeg gør senere, så glæd dig til at tage med i en senere episode.

6 INTERESSANTE FAKTA OM EL SALVADOR:

1. El Salvador er det mindste land I Central Amerika.

Det lille land har et areal på blot 21.000 km2, så det er på størrelse med Wales og halvt så stort som lille Danmark.

1. Tættest befolkede land

Med en befolkning på næsten 7 millioner er El Salvador det tættest befolkede land i hele "The Americas".

1. Ingen caribisk kystlinje

El Salvador er det eneste land i Central Amerika uden caribisk kystlinje.

1. Tropisk paradis

Klimaet i El Salvador er tropisk. Regntiden er fra maj til oktober og den tørre sæson er fra november til april.

1. Nationalretten er de berømte "Pupusas"

En pupusa er en tyk majstortilla fyldt med et velsmagende fyld, som ost, bønner, forskelligt svinekød eller kylling... Eller en kombination af dem alle.

1. Dollars og Bitcoins

Den officielle valuta i El Salvador er den amerikanske dollar. Men mens jeg var der i juni og juli 2021 eksperimenterede den progressive unge præsident Nayib Bukele med at gøre Bitcoins en officiel national valuta på side med dollars. Men for en måned siden i december 2021 stod det klart at eksperiments var fejlet, da mere end 90% af salvadoranerne sagde at de foretrak Dollars frem for Bitcoins.

Bukele, der mere ligner en rapper end en præsident (med en omvendt kasket), sagde i en tale ved the Latin America Bitcoin and Blockchain konference i november, at "løsningen blot er flere Bitcoins". Så måske har vi ikke hørt det sidste i den historie.

EN GRUM HISTORIE MED MASSER AF BORGERKRIG

Fra slutningen af det 19. århundrede til midten af det 20. har El Salvador været igennem stor økonomisk og politisk ustabilitet. Der har været masser af statskup, oprør og en række forskellige diktatorer. Det kulminerede med Den Salvadoranske Borgerkrig fra 1979 til 1992, hvor militæret (støttet af USA) kæmpede mod venstreorienterede guerillaer.

Det er en mørk historie, hvor mange mistede livet. Under krigen var det meget farligt at opholde sig i El Salvador – især i den nordlige del. Efter mange års uro blev der fred og El Salvador fik demokrati.

MØD DE SKØNNE LOKALE I EL SALVADOR

Jeg opdagede hurtigt, at salvadoranerne er utroligt venlige og imødekommende. Og da jeg spørger Estefany, hvad der er specielt ved El Salvador, siger hun også befolkningen. De er smilende, går ekstra langt for at hjælpe dig, og vil gerne tale – selvom deres engelske måske ikke er det bedste.

ET HOSPITAL PÅ AFVEJE OG JESU HJERTE

Vi kom også forbi et hospital – Rosales Hospital, der er en stor bygning, der blev bygget for mere end 100 år siden i Belgien af alle steder. Herefter blev det sendt (i stumper) her til San Salvador, men ikke direkte. Der var en på kontoret i Belgien, der lavede en fejl. Han sendte det i stedet til Salvador de Bahia i Brasilien. Da de opdagede fejlen, blev det lastet tilbage på et skib og sejlet hele vejen rundt om Sydamerika hertil. Husk på at dette var inden Panamá kanalen.

Estefany fortæller, at El Salvador på det tidspunkt havde så mange penge fra kaffehandel, at de havde råd til den slags fejl. Men utvivlsom var der en belgier med røde ører, der stod til en kammeratlig samtale på chefens kontor.

Vi besøgte også kirken, Basílica Sagrado Corazón de Jesús (Sacred Heart of Jesus), der som hospitalet også var bygget i Belgien og sejlet hertil. Dog uden et lille ophold I Brasilien.

TAK FOR KAFFEN, EL SALVADOR

El Salvador er verdensberømt for deres kaffe. Det bliver dyrket i den vestlige del af landet, og er speciel ved dens blanding af to forskellige arabica-bønner, Pacas og Maragogipe.

Som mange andre hævder Estefani, at kaffen herfra er den bedste i verden og selv med sin lille størrelse, var El Salvador på et tidspunkt verdens fjerde største kaffeproducerende land. Der er flere grunde til at kaffen her er så god. Dels har de perfekt klima, dels god jord og gode bønner til at lave den perfekte kaffe.

Jeg skal ikke stille mig til dommer – jeg har været i andre lande, hvor de lokale påstår, at deres kaffe er den bedste, men den var bestemt fantastisk.

CORA-CORA-CORA

Som nævnt er den officielle møntfod her, den amerikanske dollar. Og da den blev indført, kunne de lokale ikke helt finde ud af at sige "quater" (25 cent), så det blev i stedet til "cora". På markedet kunne vi derfor høre en masse råbe "cora-cora-cora".

SÆT TÆNDERNE I EN PUPUSA

Det er ikke en overdrivelse, at sige, at maden her i landet er fantastisk. Deres madlavning er bygget traditioner og opskrifter, der har hundredevis af år på bagen. Og deres nationalret er som nævnt pupusaer. Efter snakken med Estefany og Edwin gik jeg ind på en restaurant de anbefalede, og da jeg satte tænderne i den første. var det som om mit hoved eksploderede. Fuldstændig fantastisk – og så koster de kun ganske få "cora".

DET DÅRLIGE VED EL SALVADOR

Da jeg spørger Edwin, hvad der er det værste ved deres land, siger han med et grin, at pupusaerne gør dig tyk. Og man kan godt se, at han har fået en del af dem.

På en mere seriøs note fortæller han om banderne i El Salvador. Det er der også i mange andre lande og også her handler det blot om, at holde sig væk fra visse områder. Og man hører aldrig om turister, der er kommet i skudlinjen.

Alt i alt er El Salvador et fantastisk land, så #DontSkipElSalavador

Mit navn er Palle Bo og jeg ska' videre. Vi ses.

Tag med til Medellín, Colombia – en af de mest misforståede byer i verden.

Efter en besværlig start med at komme til landet, var jeg på en meget spændende tur i den del af byen, der hedder Comuna 13. En gang var det det farligste område i den farligste by – og nu er den totalt forandret.

Et varmt hello fra solrige Florida, USA.

En af de fantastiske ting ved CouchSurfing er, at man får venner rundt omkring i hele verden. Faktisk er dette møde et eksempel på, at man også kan blive venner med sine venners venner.

Da jeg CouchSurfede gennem New England lærte jeg Jason at kende ved et CouchCrash i Connecticut. Og nu, hvor jeg var ankommet til Florida, spurgte jeg ham, om han kendte nogen her, jeg burde møde.

Svaret var et højt og rungende: "Ja, du skal helt bestemt møde Cynthia!"

Så efter jeg fik kontakt med hende, arrangerede vi at mødes ved den smukke Lake Wales, præcis i midten af den solrige stat. Hun bor i nærheden, og da jeg ankommer, ser jeg en kvinde siddende på en bænk iført en sydafrikansk cowboyhat. Noget sagde mig, at dette måtte være "Cynthia Globe".

Vi udveksler en varm Corona-krammer og jeg sætter hende straks på arbejde, ved at bede hende om at fortælle mig lidt fakta om hvor vi er.

FAKTA OM DENNE DEL AF FLORIDA (IFØLGE CYNTHIA)

1. LAKE WAILES VAR EN STRAND

Cynthia fortæller mig at denne sø faktisk engang var ved kysten – tilbage i dinosaurernes tid. Så undergrunden her er meget anderledes end resten af Florida.

2. BYEN WALES / SØEN WAILES

Tæt på søen Lake Wailes ligger der en by, der hedder Lake Wales. Det underlige er, at de to er stavet forskelligt. I det tidlige 1900-tal fik søen sit navn Lake Wailes. Om der er tale om en ordblind offentlig ansat står hen i det uvisse.

3. LANDLIGT

For 30 år siden havde byen kun omkring 10.000 indbyggere og kun ét trafiklys. Nu er der omkring 18.000 mennesker og lidt flere lyskryds.

4. CENTRALT

Lake Wales ligger lige midt i Florida. Det er omkring en time syd fra Orlando og tæt på fire timer fra Miami. Der er omkring en time til kysten – både til øst- og vestkysten.

Cynthia har en halskæde med et verdenskort, som en påmindelse om, hvilken globetrotter hun er. Indtil videre har hun været i 117 lande og samtlige 50 stater. Og hun har absolut ingen planer om at lægge sit pas i skuffen lige foreløbigt.

Vi taler om, hvor fantastisk det er, at mødes her, efter at være blevet introduceret af en fælles CouchSurfing ven.

"For mig er noget andet og meget mere end blot at låne en sofa at overnatte på. Det handler meget mere om de mennesker man møder. Jeg har personligt mødt mere end 1100 mennesker gennem CouchSurfing – ja, jeg tæller mange ting… ikke kun lande. Jeg har været på CouchSurfing i meget lang tid og er faktisk en af bare fem CouchSurfing Ambassadører i USA. Vi tror helhjertet på det med at samle verden én ven ad gangen".

TRILLER OP AD SPOOK HILL

Efter vores snak ved søen ville Cynthia vise mig Spook Hill, en halvberømt attraktion på disse kanter. Spook Hill er en bakke, der skulle være mystisk og uhyggelig – hvad angår tyngdekraften. Det siges, at biler triller op ad bakke, når man holder i bunden og sætter bilen i frigear.

Cynthia ville have mig til at se det med egne øjne. Da vi træder ud af bilen, er mine første ord:

"Wow, ja den bakke går helt sikkert op ad".

"Gør den det?", spørger Cynthia med et sigende grin.

Ved foden af den uhyggelige bakke er der et skilt, der fortæller legenden (ved siden af en tegning af et spøgelse):

"Ages ago, an Indian Torn on Lake Wailes lake was plagued with raids by a Huge Gator. The town's Great Warrior Chief and the gator was killed in the Final Battle that created the huge swampy depression nearby. The chief was buried on its north side. Later, pioneer haulers coming from the foot of the old army trail atop the ridge above found their horses laboring here… at the foot of the ridge … and called it Spook Hill. Is it the gator seeking revenge or the chief protecting his land???

Skiltet fortsætter: "Stop bilen ved den hvide streg, sæt den i frigear og se den rulle baglæns".

Og det gjorde jeg så. Jeg stoppede ved den hvide streg i bunden af bakken. Satte bilen i frigear og så bredte uhyggen sig, da jeg trillede lagsomt baglæns op ad bakken.

Det var virkelig "spooky". Eller var det mon blot synsbedrag? Se denne video og lad mig høre, hvad du tænker.

COUCHSURFING

Lad os tale lidt mere om CouchSurfing. Jeg er sikker på, at faste lyttere allerede ved det, men her er et par ord – i tilfælde af, at du har levet under en sten.

CouchSurfing.com er en online platform, hvor du kan overnatte hos en fremmed. Der er ingen penge, der skifter hænder, men du giver måske en lille have, en middag eller "betaler" blot ved at fortælle en historie, synge en sang eller på anden vis være en interessant gæst.

Normalt sover du ikke på en sofa, som navnet ellers indikerer. Af de mere end 50 gange, jeg har overnattet hos nogen, har jeg kun én gang sovet på en sofa. Og det var en stor en – på en blåbærfarm i Maine.

Det vigtigste ved CouchSurfing er, at man som gæst møder spændende lokale – og at man som vært møder spændende rejsende fra spændende steder i verden. Det er en fed platform og et fantastisk værktøj for sådan en som mig.

(COUCH)SURFER PÅ EN PANDEMI-BØLGE

Naturligvis har Couchsurfing også haft problemer under Corona-pandemien. Derfor har de fornylig bedt deres brugere i USA om en hjælpende økonomisk hånd for at holde platformen i live.

Det har vokset meget siden Cynthia blev en del af det tilbage i 2007. Her var der omkring 100.000 medlemmer, og hun kendte de fleste enten direkte eller ud i fjerde led ("four degrees of separation"). Dengang var der så få, at det kunne lade sig gøre, at vide, hvordan hvert medlem var forbundet.

Siden er det vokset eksplosivt og der er i dag så mange, at man ikke kan kende alle – end ikke i flere led. Med så meget større trafik er det heller ikke muligt at blive ved med at gøre det gratis. Cynthia fortæller, at de har seks servere I Indien, der kører store mængder data igennem hver dag. Og den slags koster penge.

"Det er klart, at det ikke var alle, der var tilfredse med disse ændringer. Der var dem, der mente, at det ændrede den frie "spirit". Hertil kommer, at pandemien har haft en negativ effekt på Couchsurfing samfundet på grund af de mange rejserestriktioner og social afstand. Så hjemmesiden har skulle gennemgå mange ændringer. Jeg håber meget på, at Couchsurfing.com kommer ud på den anden side meget stærkere. Og jeg troler meget på den overordnede mission: At samle verden".

Det er ikke meget hver enkelt bruger skal betale for at holde siden i live. Kun omkring 15 dollars om året.

MULTITALENTET CYNTHIA

Cynthia og jeg sludrer meget om hendes baggrund og om, hvordan det lykkedes hende at sikre sig et stipendium til en eksklusiv skole i Kensington i Storbritannien. Og det var mere end eksklusivt … hendes lærer var parlamentsmedlem i det britiske parlament og gennem ham kom hun til at møde den daværende Premierminister, Minister Margaret Thatcher.

Vores samtale bevægede sig fra skole til rejser – både tidligere og nuværende. Og vi kommer langt omkring. Fra oplevelser i Swaziland (Eswatini), til ture til bade Nordpolen og Sydpolen – og en sjov historie med et toilet på en ekspedition hertil.

For at få alle historierne skal du lytte til episoden – og det skal du helt sikkert gøre. Cynthia er en fantastisk person og det var både sjovt, hyggeligt og inspirerende at møde hende.

Vi talte også lidt om hendes planer om nye rejser nu, hvor restriktionerne er ved at blive løftet.

Vores møde var for et par måneder siden, i august i år. Og siden har hun faktisk været på en tur til Balkan regionen. Hun besøgte otte lande på fire måneder – hvoraf seks var nye for hende. Hun er dermed på 123 besøgte lande.

Og nu taler vi seriøst om at besøge Uganda og Kenya sammen. Så hvem ved om der bliver en "Podcast 2.0 fra Nairobi".

Du kan følge Cynthia på Facebook som Cynthia Globe (Globetrotting LadyLawyer Cynthia).

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

COVID-19 RESTRIKTIONER TIL USA

Overvejer du en tur til USA? Vær sikker på, at du kender de seneste indrejse-regler omkring COVID-19 inden du booker din billet. Besøg USA's officielle website for de seneste regler.

Uma recepção calorosa de Rio de Janeiro

Min første søndag morgen i Rio gav mig flere skønne brasilianske oplevelser: drak morgenkaffe på en café ud til en proppet Copacabana strand til lyden af skøn traditionel sambamusik spillet af en gruppe venner omkring et bord.

Det virkede ikke som om disse mennesker var et orkester med en plan. Og heller ikke som om, at de gjorde det for at tjene penge. Jeg fik blot følelsen af, at de mødte op med deres instrumenter og spillede, fordi de ikke kunne lade være. Fordi de elsker musikken.

Hvordan kan man undgå at blive glad i låget, når man kan opleve sådan noget et par gader fra, hvor man bor? Sikke en by.

Aftenen før oplevede jeg også noget traditionel brasiliansk samba. Sammen med en af mine venner, Shannon fra Los Angeles, havde vi fundet et lille lokalt sted, hvor vi var de eneste turister.

LØRDAG AFTENS SAMBA

Vi havde fået hjælp fra nogle lokale til at finde denne lille bar – og da vi trådte indenfor, kunne vi næsten ikke tro, hvor autentisk dette sted var: En meget lille bar, nærmest en bodega. Orkesteret var ikke på en scene; de sad blot omkring et bord midt i lokalet og vi stod sammen med brasilianerne i en ring omkring dem, og bevægede os til de skønne rytmer.

Det var virkelig en helt igennem fantastisk oplevelse.

Da musikken stoppede, trådte vi ud på gaden og lidt længere nede fandt vi et andet sted, hvor de var i gang med karaoke.

Dette sted havde ingen vinduer, så folk på gaden kunne høre de ikke-så-fantastiske sangere, der forsøgte at komme med deres udgaver af kendte sange.

Shannons ansigt lyste op og sagde med et bredt smil: "Hey Palle, la' os gå ind og få en drink". Med til historien hører, at Shannon Sangin' Diva Pearson er professionel sanger til dagligt.

Hun begyndte sin professionelle karriere allerede som 15-årig, hvor hun var studiesanger hjemme i Los Angeles. Gennem årene har hun sunget kor for så kendte kunstnere som Natalie Cole, George Duke, Stanley Clark, Al Jarreau, Patti Labelle, Chaka Khan, Evelyn Champagne King, Sean "P-diddy" Combs, Kelis, Leona Lewis, Katy Perry og mange andre.

Hun har også optrådt på TV mange gange – Saturday Night Live, Jimmy Kimmel, America's Got Talent og den kendte sitcom, How I Met Your Mother.

Som solokunstner kalder hun sig Sangindiva Shannon, og har optrådt rundt omkring i verden. Og nu var denne syngende diva på vej til at have sin debut i Rio de Janeiro – på en lille lurvet karaokebar.

De andre gæster indenfor havde ingen idé om, hvad der ville ramme dem.

Shannon var som et barn i en slikbutik og næsten hoppede i sædet, da hun bladrede gennem ringbindet med sange. Kort tid derefter fik hun mikrofonen i hånden.

Vi kunne alle straks fornemme, at vi var vidne til en, der havde prøvet det før. Med totalt nærvær og et "Hello from Los Angeles California!"… Og så startede musikken: Whitney Houstons I Wanna Dance with Somebody.

I modsætning til de fleste andre havde hun ikke blikket klistret til skærmen med sangteksten. Kun kiggede på publikum og dansede mens hun sang.

Folk ude på gaden stoppede op og kiggede måbende ind på det lille sted. Det virkede som om, de tænkte "Vent lidt… er Whitney ikke død alligevel?"

Vi endte med at blive hængende i flere timer, og Shannon blev ved med at gå tilbage bag mikrofonen igen og igen.

Du kan se hendes optræden herunder.

https://youtu.be/nZnWVsxriJE

ESCADARIA SELARÓN ELLER SELARÓN TRAPPERNE

Den næste dag mødte jeg Shannon på Copacabana, og vi var stadig helt høje efter oplevelsen aftenen før. Vi gik langs med stranden indtil den skiftede navn til Ipanema.

Her ville vi besøge deres "hippy marked", som er et loppemarked med farvestrålende tøj, musikinstrumenter, hatte og andre sjove ting.

Herefter tog vi op til Escadaria Selarón, som også er kendt som Selarón Trapperne – en verdensberømt trappe, som er lavet af den chilensk-fødte Jorge Selarón. Han kaldte selv trappen "sin gave til det brasilianske folk".

Da han begyndte at renovere trappen foran sit hus i 1990, var der ellers mange naboer, der drillede ham for det vovede valg af farver. Han dækkede trappen med hele og halve blå, grønne og gule kakler. Farverne i det brasilianske flag.

Det startede som et sideprojekt til hans egentlige passion – kunstmalerier, men blev hurtigt til nærmest en besættelse for ham.

Hver gang han løb tør for penge til projektet (og det skete tit) solgte han lidt malerier for at få råd til flere kakler. Til sidst fik han dækket hele trappen 215 trin over 125 meter med mere end 2000 kakler og spejle som blandt andet var samlet fra mere end 60 lande. Der er endda også en "God Jul-kakkel" fra Danmark.

Det bliver betragtet som en af de store turistattraktioner i Rio de Janeiro – og folk fra hele verden valfarter hertil hver dag. Trappen er også kendt fra mange magasiner, aviser, rejseprogrammer, dokumentarer, reklamer og musikvideoer.

National Geographic Channel, American Express, Coca-Cola, Kellogg's Corn Flakes, Time og selv Playboy har lavet optagelser på trappen. Den kan også ses i mange musikvideoer, som f.eks. Snoop Dogg og Pharrell Williams' Beautiful. Snoop og Pharrell er her ikke i dag, men vi mødte to lokale med hiphop-navne: Biggie og Dou. De hang ud på trappen, hvor nogen havde lavet en lille bar, hvor de solgte billige Caipirinha'er – en typisk brasiliansk cocktail. Dou fortæller:

"Der er mange fantastiske ting ved at bo i Rio. Vi lokale er meget varme mennesker, der er gavmilde med at give knus. Og det er sandt, hvad man siger: Vi lytter til samba og danser hver eneste dag"

Jeg fik en prøve på et brasiliansk kram fra Dou, og jeg kan bekræfte, at det er sandt.

Da jeg spørger dem om der er meget kriminalitet i byen – om det er en farlig by, siger de, at det er som enhver anden storby i verden. Der er naturligvis steder, man gerne skal undgå om natten. At bruge sin sunde fornuft er vigtigt.

Shannon og jeg endte med at blive hængende med Biggie og Dou flere timer – og fik adskillige Caipirinhas. Alt i alt var det en fornøjelig weekend med en ven, jeg havde lært at kende på Nomad Cruise 7, en to-ugers "flydende konference" fra Barcelona til Brasilien.

NOMAD CRUISE

Jeg steg ombord på skibet i Spanien sammen med 500 andre digitale nomader og iværksættere fra 42 forskellige lande. Det var to uger med netværk, foredrag og workshops, mens vi krydsede Atlanterhavet. Her mødte jeg gamle venner og lærte nye at kende.

Jeg mødte blandt andet også Tarek Kholoussy, som er grundlægger af hjælpeorganisationen, Nomads Giving Back.

FRA OVERHALINGSBANEN TIL HJÆLPEORGANISATION

Tarek fortalte mig, at han altid har haft en passion for hjælpearbejde, men at hans baggrund var i overhalingsbanen på Wall Street. Det var mens, han arbejdede for Goldman Sachs, at han besluttede sig for at stå af rotteræset, løsne slipseknuden og blive digital nomade.

På Nomad Cruise holdt han et foredrag om sin rejse gennem livet og sine mål, hvor et af dem var at starte en social entreprise. Og han afsluttede sin tale med at annoncere, at han nu startede "Nomads Giving Back", hvor vi nomader vil kunne give tilbage til de steder vi besøger og elsker.

Et par dage efter, vi nåede Brasilien satte jeg mig ned med Tarek på en café i Porto de Galinhas på østkysten og fik en snak. Altså før vi ankom til Rio.

Efter hans foredrag tilbød Nomad Cruise grundlægger, Johannes Voelkner, at indsamlingen ved den traditionelle "fund raising dinner" kunne gå til Nomads Giving Back.

"Alle digitale nomader er taknemmelige over det liv, vi lever – med at rejse verden rundt og opleve en masse spændende ting. Noget ikke alle er i stand til. Derfor giver det mening, at vi er i stand til at hjælpe de lokale på de steder vi besøger. De steder vi kalder hjem væk fra hjem".

TILBAGE I RIO MED NOMADS GIVING BACK

Vi hopper tilbage til Rio de Janeiro, hvor jeg møder Tarek igen. Han har fundet det første project for Nomads Giving Back at hjælpe: Den filantropiske organisation og skole Solar Meninos de Luz der er at finde i en favela i nærheden af Copacabana.

Tarek fortæller mig, at idéen til dette projekt var inspireret af Nomad Cruise konferencen, hvor deltagerne deler digitale færdigheder med hinanden (blandt meget andet). Tarek og Nomads Giving Back-teamet besluttede sig for at bruge en del af de penge, der blev samlet ind ved vores Fundraising Dinner på skibet til at skabe et program for unge studerende, hvor de lærer digitale færdigheder. Et program, de ellers ikke ville have adgang til.

Mange digitale nomader tjener deres penge med deres digitale evner, og Tarek mente, at det ville give mening at lede efter noget, der var inden for dette område.

I min snak med Tarek kommer vi ind på, hvor heldige vi er at være i stand til at leve som nomader – og om, hvorfor vi gerne vil give tilbage til de steder vi besøger.

"Digitale nomader er for det meste mennesker, der ikke er super-rige. Men vi kan gøre så meget andet, der ikke kræver bunker af penge. At være nomade handler om at have valgmuligheder, og en del af det definerer, hvad der er vigtigt for os. Og når vi går sammen, kan vi gøre en masse; f.eks. samlede vi tusindevis af Euros ind ved middagen på Nomad Cruise 7".

I næsten 40 år har Solar Meninos de Luz hjulpet de fattige i dette lokalsamfund. På skolen får vi en rundvisning af den 27-årige Manu, der selv er tidligere elev på skolen. Hun kom hertil da hun var bare tre måneder gammel, og er på denne måde en perfekt ambassadør for stedet.

"Jeg har været her i 27 år og har en holistisk tilgang til måden, vi arbejder med lokalsamfundet. Vi har 420 elever, 115 frivillige og 113 medarbejdere på skolen. Vi tilbereder også mere end 1.200 måltider hver dag. Eleverne får noget at spise morgen, middag og aften fra de ankommer kl. 7.00 om morgenen indtil de tager hjem kl. 18.00. Så vi laver 3 måltider til hver elev hver dag. Det er hårdt arbejde, men vi elsker det, vi laver her. "

Manu fortæller os videre, at skolen er afhængig af både offentlige tilskud og private donationer for at holde det hele kørende.

Vi gik rundt på skolen og mødte nogle af eleverne. Vi var derefter vidne til en forestilling med musik og dans af eleverne. De opførte et krybbespil, hvor rollen som Jesus blev spillet af en levende baby. Det var virkelig fantastisk og så dejligt at se ungerne synge og danse. Herefter kom et voksenkor på scenen og gav endnu en utrolig optræden.

MERE OM SOLAR MENINOS DE LUZ

I gåafstand fra Solar Meninos de Luz ligger Copacabana Palace, som et af Brasiliens største og mest luksuriøse hoteller. Det var stedet for et fundraising-arrangement.

Den vilde kuksus på stedet er en kæmpe kontrast til favelaen kort derfra. Men det er både charmen og kompleksiteten ved denne historiske by.

Solar Meninos de Luz er en fantastisk filantropisk organisation, der fremmer uddannelse, sport, kunst og kultur, sundhedspleje og støtte til faglig uddannelse. Det blev grundlagt for 34 år siden og har hjulpet mere end 5000 lokale.

Den berømte brasilianske forfatter Paolo Cohelo, der blandt andet skrev The Alchemist (1988) og The Pilgrimage (1987), er en mangeårig sponsor af skolen. Han donerede endda sin villa, som nu er en del af skolen og fungerer som bibliotek.

Efter måneders planlægning lancerede Nomads Giving Back deres "Digital Skills Program", hvor 14 elever lærte ting som content marketing, SEO og Facebook-, Instagram- og LinkedIn-marketing.

De lærte at tænke strategisk, finde potentielle kunder, promovere deres personlige brand, effektiv brug af social-media og meget mere. Herefter var de i stand til at bruge det, de havde lært til at starte og udvikle deres egen virksomhed eller bedre forberede sig på jobmuligheder.

MIT MASTERCARD BLEV KOPIERET

Jeg modtog pludselig et opkald fra min bank i Danmark, hvor de fortalte mig, at de havde set en mistænkelig aktivitet på mit MasterCard. Tilsyneladende havde noget forsøgt at hæve $ 400 fra min konto midt om natten i USA. Så nu havde de spærret mit kort. Heldigvis rejser jeg også med et Visa kort, så mine samba-licious eventyr kunne fortsætte.

Jeg fandt senere ud af, at mit kort blev kopieret af en person, der havde bevæget sig tæt på mig med en eller anden form for elektronisk dims, som kunne kopierede alle oplysninger via den trådløse funktion på mit kort. Måske var det sket på markedet om søndagen, hvor jeg var sammen med mange mennesker.

Siden da har jeg fået en ny pung, hvor mine kort er beskyttet i en metalkasse.

SUGARLOAF MOUNTAIN

Sugarloaf Mountain er en af ​​Rios mest ikoniske turistattraktioner. Det er en smuk klippe på kysten, der er 396 meter høj. Et udsigtspunkt, hvor man kan se Rio de Janeiro i fugleperspektiv fra ​​Guanabara -bugten.

Svævebaneturen op til toppen er en oplevelse, og udsigten fra toppen er storslået. Den originale svævebane blev bygget i 1912 og derefter genopbygget i '70'erne – og igen i 2008 forud for VM i fodbold og De Olympiske Lege.

Jeg havde planlagt at tage til toppen med en håndfuld andre digitale nomader, og vi startede med en vandretur på en af ​​bakkerne. Derefter tog vi med svævebanen det sidste stykke til toppen af Sugarloaf Mountain. Vi nåede derop lige i tide for at se solnedgangen. Og hold da op, hvor var det anstrengelserne værd.

Mens solen går ned over Rio de Janeiro, er det også tid til at lade solen gå ned på denne episode.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

FLASHBACK-EPISODER MED TAREK

Du bør gå tilbage til arkivet og lytte til de to afsnit, jeg tidligere har udgivet med Tarek for at høre mere om hans fascinerende historie.

STØT SOLAR MENINOS DE LUZ

Hvis du gerne vil hjælpe med at støtte den uddannelse og udvikling af de unge i Rio de Janeiro, kan du besøge Solar Meninos de Luz på nettet.

STØT NOMADS GIVING BACK

Bliv en del af gruppen af ​​nomader, der giver tilbage ved at besøge deres hjemmeside for at finde ud af, hvordan du starter din "give-tilbage-rejse" i dag.

COVID-19 REJSE- OG TURISMEREGLER FOR BRAZIL (OKT 2021)

Denne episode blev optaget, mens Brasilien stadig var pivåben for turister. Besøg den officielle brasilianske hjemmesidefor de seneste rejsebegrænsninger og turistbestemmelser i forbindelse med COVID-19. Sørg for, at landet er åbent, inden du booker din rejse.

SOLOPGANG OVER STRANDEN

Velkommen til en episode, der er en sammen blanding af to tidligere udsendte episoder fra Sri Lanka. Jeg besøgte den dråbeformede ø i 2019 lige inden pandemien lukkede landet ned.

Og nu hvor det hele langsomt er ved at lukke op igen, synes jeg, at det var på tide, at dele nogle af mine største oplevelser derfra med dig igen.

Hvor vi starter, er mens vi bor på et hotel på østkysten, der hedder Pigeon Island Beach Resort. Det ligger bogstaveligt talt på stranden lige nord for Trincomalee.

Den næste morgen stod jeg op klokken 05, for at gå ned til stranden lave en timelapse af solopgangen. Til min irritation gik elleve unge mænd ind i mit skud. Så fandt så ud af, at de trak i et reb ude fra havet. De var i gang med at hive et fiskenet op fra havet. Og jeg gik derover og hjalp dem med at hive i rebet i et stykke tid.

Nogen har sidenhen fortalt mig, at når turister gør det, deler de et par af fiskene med de mennesker, der har hjulpet dem. Jeg blev der dog ikke helt til slut, så jeg fik aldrig min fisk. Jeg skulle op og pakke og gøre mig klar til den næste dag med udforskning af Sri Lanka.

Jeg vil meget gerne tilbage og tilbringe mindst en uge her på Pigeon Island Beach Resort. Især da jeg så, at de har et dykkercenter – og det er bare for længe siden jeg har været ude at dykke. Men tidsplanen gav mig ikke tid til det, så det giver mig blot en undskyldning til at vende tilbage til Sri Lanka.

FAKTA OM, HVOR VI ER

• Det højeste punkt i Sri Lanka er Mount Pedro, der når 2.524 meter over havets overflade.
• Med over 400 vandfald har Sri Lanka måske det største antal vandfald i noget land i verden i sammenligning med dets størrelse. Bambarakanda Falls er det højeste vandfald i landet med en højde på 263 meter.
• Der er 22 nationalparker og 8 UNESCOs World Heritage Sites i Sri Lanka.

JEG STYREDE EN OKSEKÆRRE I NÆRHEDEN AF HABARANA

Vi kørte 100 km sydvest fra Trincomalee til Habarana. Det er her, vi skal overnatte i aften, og også hvor vi skal ud i naturen.

Da vi kommer tæt på Habarana, drejer vi fra asfaltvejen ned på en grusvej, og kommer lidt efter til en lille lysning i skoven.

Er skal dybt ind i skoven på små oksekærrer. Fire personer i hver vogn med to dovne hvide tyre, der trækker os.

Jeg var foran sammen med ham, der styrede vognen og kontrollerede tyrene. Han havde kommando-råb for venstre, højre, stop og gå hurtigere.

Tyrene virkede ret dovne, men han sad lige bag dem, og hvis han svingede benet lidt, ville han give dem et blidt spark i kuglerne. Og det ville få dem til at gå hurtigt.

Halvvejs gav han mig kontrol over vognen og hoppede af. Så der var. Jeg kontrollerede en oksekærre på en grusvej i en skov i Sri Lanka. Det var en første jeg havde gjort det.

Og nej, jeg sparkede ingen kugler.

UDKIG OVER RISMARKERNE

Vi havde stadig lidt af en gåtur, inden vi nåede vores destination. På vejen dertil så vi en træhytte tæt på et rismark. Denne hytte bruges til at holde vagt om natten og skræmme dyr væk med fyrværker og trommer.

Vi krydsede floden i to kanoer, der var bundet sammen – en slags kano-katamaran, som de også bruger til fiskeri. Floden var ikke så bred, fordi det er "dry season" lige nu. I "wet season" vil vandstanden stige et par meter og gøre floden meget bredere.

Derefter gik vi lidt mere langs rismarkerne ned til floden, hvor en "katamaran-kano" sejlede os over på den anden side. Og så efter lidt mere gåtur, kom vi til et lille hus med stråtag. Herinde var en smilende srilankansk kvinde ved at hugge en kokosnød over med en stor kniv.

Jeg smager lidt af kokosmælken, og derefter begynder hun at male den indvendige del af kokosnødden. Hun bruger et stykke metal for enden af ​​en pind, som hun sidder på. Kokosmelet lander på et bananblad.

Det ser let ud, og samtidig kan vi se, at hun gjort det her en million gange før.

Vi går udenfor, hvor der er en stor sten. Her lægger hun lidt chili og salt og begynder at male med en anden sten på størrelse med et brød. Hun tilsætter den udtørrede kokosnød, løg og citron og maler lidt mere. Denne kokosnødepasta blev samlet tilbage på bananbladet og ville udgøre en lille del af det måltid, der venter os.

Ris og kylling i karry simrede over åben ild uden for hytten. Og der var så meget lækker mad på denne autentiske srilankanske buffet, at vi spiste med hænderne.

På vej tilbage til bussen sejlede vi lidt mere i katamaran-kanoer, efter floden videre til en sø.

At besøge denne lille landsby i skoven og have den autentiske srilankanske frokost tilberedt som den er blevet i århundreder i en lille hytte med stråtag og at spise med hænderne var virkelig en oplevelse.

Eftermiddagen viste sig, at være en endnu større oplevelse: Vi skulle på en elefantsafari. I de næste par timer kørte vi rundt i et stort område, hvor tæt på hundrede elefanter strejfede frit. Som de bør gøre.

Vi er i Minneriya National Park, bedst kendt for de mange elefanter i nærheden af ​​Minneriya reservoiret. Det ligger i øens syd-centrale område og består af græsarealer, tornede krat og mange spændende træer.

Den yngste elefant kæmper i lang tid med at komme ned at sidde… Indtil hans mor kommer og siger "Du ka' da ikke sidde her midt på vejen, ka' du så rejse dig"

Udover elefanterne er hjorte, vildsvin, vandbøfler og sjakaler nogle af de vilde dyr, der findes her.

PALLE PÅ SÆBEKASSEN: RID IKKE PÅ ELEFANTER

Hvis du har fulgt mig et stykke tid, og især hørt min episode fra Chiang Mai i Thailand, vil du vide, hvordan jeg har det med elefantridning. Det bør vi aldrig gøre. Elefantryggen er ikke bygget til det, og efter min mening er det dyremishandling at gøre det.

En fyr fra det firma, der arrangerede turen til landsbyen og elefantsafarien gav mig sit visitkort, da vi spiste frokost. Jeg bemærkede, at det stod "Elephant Riding" på kortet, og jeg spurgte en af ​​vores guider, om dette var noget, de stadig gør.

Han gik og spurgte ham og kom tilbage og sagde, at de havde gjort det, men var stoppet med det for mere end et år siden. De havde bare flere visitkort, de skulle have brugt. For mig var det en gyldig forklaring, og jeg forstod. Så vi tog på elefantsafari.

Nu her mens jeg redigerer denne episode besøger jeg på firmaets hjemmeside og opdager, at de stadig har Elephant Riding på siden.

Hvis de virkelig har stoppet med det (og selvfølgelig regner jeg med, at de gjorde det), så synes jeg det er underligt, at de ikke fjernede disse sider fra hjemmesiden. Da jeg ikke er sikker, vil jeg ikke nævne firmaets navn her – som jeg plejede at gøre, indtil jeg med sikkerhed ved, at de er stoppet med at ride på elefanter.

Hvis du besøger Sri Lanka – og gør det, fordi dette er et fantastisk land; tag på elefantsafari, besøg landsbyen, men gør dit bedste for at sikre dig, at du ikke gør det med et firma, der tilbyder ridning på elefanter. Vær ansvarlig som rejsende.

Det er måske en kulturel ting, og jeg respekterer den srilankanske kultur, og at de skal tjene penge på turisterne, men jeg kan simpelthen ikke støtte noget, der er dyremishandling. Jeg ville aldrig ride på elefanter, jeg ville ikke gå til tyrefægtning og jeg vil ikke svømme med delfiner (som jeg gjorde på Bahamas, før jeg vidste bedre).

Alt dette er min egen ærlige mening.

Den næste dag starter vi på et andet sted her på Sri Lanka med et navn, der er vanskeligt at sige, men værd at besøge. Den gamle by Polonnaruwa er et UNESCO World Heritage Site og det næstældste af Sri Lankas kongeriger. Chola-dynastiet etablerede Polonnaruwa som deres hovedstad i år 993.

I dag er den antikke by Polonnaruwa stadig en af ​​de bedst planlagte arkæologiske relikviebyer i landet med et vidnesbyrd om disciplinen og storheden for landets første herskere. Og som en fun fact, så blev dette sted brugt som baggrund for Duran Duran-musikvideoen Save a Prayer i 1982. Det er et smukt sted, der også indeholder nogle smukke statuer.

Herefter skulle vi var vi på vej til frokost nær Sigiriya Rock, da noget overraskende dukkede op i udkanten af ​​en skov.

Frokosten var på Hotel Sigiriya – med en storslået udsigt over den ikoniske Sigiriya-klippe, som vi skulle klatre om eftermiddagen. Vi stopper i udkanten af ​​en skov og der står uventet flere tuk-tuks og venter på os, dekoreret med balloner og guirlander.

Efter en kort køretur kommer vi til et luksushotel og bliver mødt af lokale musikere og dansere, der i parade passerer pool-området og danser os ned i baghaven.

Her kunne vi igen opleve, hvordan de tilbereder den traditionelle mad, som vi spiste til frokost. Det er i stil med en traditionel landsby, som vi besøgte dagen før.

Jeg bad direktøren for hotellet, Suresh, om at forklare, hvor vi er.

"Vi er i centrum af den kulturelle trekant, på Hotel Sigiriya, med et dejligt pool-område, hvor man kan se Sigiriya-klippen, mens du ligger i poolen".

Han fortæller mig, at 90% af de turister, der besøger Sri Lanka, kommer til denne del af øen, selvom det ikke er nær stranden. De kommer her for vandreture, kigge på fugle og for at se Sigiriya-klippen.

Om eftermiddagen vandrede vi op til toppen af ​​Sigiriya Rock. Det har en gammel klippefæstning og er næsten 200 meter høj. Denne unikke Rock Fortress eller "slottet i himlen" er en massiv monolit af rødsten. Det fik navnet Sigiriya eller på dansk: "Løve Klippen", fordi indgangen til toppen ligner at man går mellem en løves poter.

Det var lidt af en anstrengende tur at komme derop, men det hele værd. For mig var dette dagens højdepunkt. Jeg følte, at jeg stod på Sri Lankas tag, og vandrede rundt i ruinerne med en storslået udsigt, mens solen langsomt gik ned.

DISCLAIMER:Turen til Sri Lanka er gjort mulig af Sri Lanka Tourism, men alt jeg siger i denne episode er min egen mening.

LINKS:

Sri Lanka Tourism.

UNESCO om Polonnaruwa.

Hotel Sigiriya.

UNESCO om Sigiriya Rock.

Hey fra The Big Apple

Jeg startede denne lørdags oplevelser i the Big Apple siddende i en park i Brooklyn, hvor både børn og voksne hyggede sig med at spille fodbold. Ja, fodbold, hvor man sparker til en rund bold med fødderne.

Jeg venter på at møde min ven, Scott Gurian. Selvom vi på dette tidspunkt endnu aldrig har mødt hinanden i den virkelige verden, betragter vi hinanden som venner.

Scott er (som jeg) en erfaren radio- og podcast-producer. Og efter min mening er han en af de bedste i branchen. Han er vært på podcasten Far From Home, som du sikkert har hørt mig nævne et par gange før. Han har lovet at tage mig rundt i Brooklyn, Queens og New York for at vise mig nogle spændende steder i sit nabolag, mens vi sludrer og lærer hinanden bedre at kende.

Han bor selv i Jersey på den anden side af Hudson Floden, så i dag er Far from Home-værten "Close to Home".

Vi sætter os ind i Scotts bil – en nyere pæn stor Toyota – og jeg joker med at det er en meget anderledes bil end den lille gamle bil, der spillede en stor rolle i den første sæson af hans podcast.

FAR FROM HOME

For fem år siden deltog Scott i "Mongol Rally", hvor han kørte i en lille gammel Nissan Micra gennem Europa og Asien. Han gjorde det sammen med sin bror og to venner og denne lille bil kæmpede sig igennem 29.000 km –

Oplevelserne fra Mongol Rally er dokumenteret i den første sæson af Far from Home, og jeg kan kun anbefale den på det varmeste. Du kan også se et par videoklip om et par af de udfordringer, der var forbundet med denne tur ved at klikke her.

Naturligvis har han mange mindeværdige historier fra denne tur, så han har svært ved at pege på én enkelt, da jeg spørger ham.

"Åh, der er så mange. At køre gennem Iran var fantastisk, og det, jeg husker mest, er, hvor venlige iranerne var. Men også at køre gennem uberørte asiatiske lande som Kasakhstan, Usbekistan, Tadsjikistan, osv. var fantastisk.

Jeg kunne også nævne luftballonerne i Cappadocia i Tyrkiet, og naturligvis Mongoliet med den store åbne vidder. Det tog os syv uger at køre fra London to Mongoliet, så du kan sikkert forestille dig, at der er masser af utrolige minder fra denne tur".

Scott ville gerne se lidt mere af verden, så i stedet for at flyve tilbage til Europa, som de fleste normale mennesker ville gøre, besluttede han sig for at lave en U-vending og køre en anden vej tilbage gennem Sibirien i Rusland, da de omsider ankom til Mongoliet (og de andre tog hjem).

HALSESANG I SIBERIEN

THROAT SINGING IN SIBERIA

I en af episoderne af Far from Home, sæson 2 besøgte Scott den fjerntliggende Republic of Tuva i det sydlige Sibirien for at lære noget om traditionelle instrumenter og den gamle kunst, hvor de synger langt nede i halsen, "throat singing". Scott kaster sig endda ud i at prøve at lære det selv. Du kan læse mere om dette besøg og se billeder og videoer ved at klikke her.

"Rusland er sådan et enormt land med mange forskellige religioner og vidt forskellige kulturer. Tuva er 12-timers væk fra alting, men meget specielt at besøge. Det er så tæt på Mongoliet, at personerne ligner mere mongolere end russere".

HALLUCINERER PÅ AYAHUASCA I PERU

I en anden episode møder han en medicinmand i Peru, som inviterer ham til en Ayahuasca Ceremoni. Han drikker denne bitre drik, der ofte giver folk hallucinationer, med en mikrofon i hånden. Du kan høre denne episode ved at klikke her.

CLOSE TO HOME

På grund af Corona-pandemien har Scott ikke været i stand til at rejse så meget ud i verden. Men han er tilfreds og fortæller mig at der jo er meget at se og opleve i og omkring New York City. Han er begyndt at lave mere mad selv og har endda startet med at lave sin egen hjemmebryg. Han sørger for at komme ud og se sit eget område "close-to-home" for at få tilfredsstillet sin oplevelses- og rejselyst.

Da pandemien brød ud for alvor i marts 2020, talte vi at skulle mødes i Afrika for at rejse og rapportere sammen. Vi havde begge købt billetter til AfricaBurn, som er den sydafrikanske Burning Man lige udenfor Cape Town. Scott blev i Jersey og jeg strandede i mange måneder i Cape Town (husk at lytte til mine mange episoder fra Sydafrika).

SCOTTS LISTE OVER STEDER AT SE I NEW YORK OMRÅDET

En af de gode ting ved at have venner rundt omkring i verden er, at man har nogen til at vise sig de steder, man måske ellers ikke ville opdage. Og fordi jeg allerede havde været i New York et par gange før, ville Scott vise mig nogle af de steder.

Her er Scotts liste over "usædvanlige, men vigtige ting at opleve" i New York:

DUMBO: aka "Down Under the Manhattan Bridge Underpass" er et trendy område at bevæge sig rundt i til fods fra Brooklyn Heights til Downtown Brooklyn.

NEW YORK CITY TRANSIT MUSEUM: hvor de har 100-år gamle undergrundstogvogne I en gammeæ nedlagt undergrundsstation.

WILLIAMSBURG: et hipster-område med masser af gadekunst og spændende gader.

QUEENS MUSEUM OF ART: i området, hvor de engang havde The World Fair. Her har de blandet noget, der hedder The Panorama", som er en model af hele området med gader og bygninger, som det så ud i 1960'erne. Meget imponerende.

Vi gik rundt I Brooklyn og fandt det ikoniske Instagram sted med broen i baggrunden – som er udødeliggjort fra plakaten til gangsterfilmen 'Once Upon a Time in America'. Herfra fortsatte vi til et sted, hvor der er masser af madboder hver lørdag. De kalder det Smorgesburg, hvilket (så vidt jeg ved) kommer fra det danske "smørrebrød", som amerikanerne forsøger at udtale lidt som den svenske kok fra Muppet Show.

Desværre fandt vi ikke noget smørrebrød på Smorgesburg. Og en anden ting, vi heller ikke kunne finde bagefter var … Scotts bil.

Efter en heftig eftersøgning af bilen, som var pist væk (fordi vi ikke kunne huske, hvor vi parkerede den), fandt vi den med lidt hjælp fra politiet. Selv lokale kan fare vild i New York.

Vores møde med mændene i blåt fra NYPD mindede mig om en af Scotts episoder fra Far from Home, hvor han havde et sammenstød med politiet i Tadsjikistan.

"Der er meget korruption i centralasiatiske lande som Tadsjikistan. Vores engelske venner i en anden Nissan Micra var blevet stoppet for at køre for hurtigt. Men det var purre opspind og blot et forsøg på at score noget bestikkelse. Min bror og jeg stoppede også og hørte, at de krævede 100 Dollars for at lade os slippe. Det er nærmest en månedsløn på disse kanter og helt vanvittigt – specielt når de var sikre på, at de ikke kørte for hurtigt. Desuden havde vi ikke lyst til at være med til at bestikkelser og korruption fortsætter med at eksistere. Efter lange forhandlinger lykkedes det os at få dem til at lade os køre, ved at give dem en flaske vodka".

Scott optog det hele og du kan høre det i episode 16 af Far from Home, sæson 1.

De havde flere møder med politiet i Centralasien. For det meste var de dog venlige og hvis de fik bøder, var det fortjent. Det får os til at tale mere om de mange venlige mennesker vi har mødt på vores rejser. Scott fremhæver, hvad jeg også selv har oplevet, at de lokale i Iran er nogle af flinkeste og mest imødekommende mennesker i verden.

Tusind tak til Scott Gurian for at vise mig rundt i New York området denne skønne lørdag i sen-august 2021. Vi håber (og regner) med at mødes igen et sted i verden og samarbejde med at producere episoder til hver vores podcast.

Mit navn er Palle Bo og jeg skal videre.

MERE FRA NEW YORK

Hvis du vil høre mere fra mine tidligere besøg i New York, kan du finde dem ved at følge dette link.

COVID-19 REJSEREGLER TIL NEW YORK

Denne episode er optaget I slutningen af august 2021, hvor det var muligt for mig, at komme til byen (da jeg ikke rejste ind fra Europa, som stadig her i oktober 2021 er lukket for indrejse. For at få de seneste regler opfordrer jeg dig til at besøge New York Citys officielle website. Vær sikker på, at du kan komme ind inden du booker din flybillet.

OM SUASTIASTU FRA BALI

Inden jeg fortæller dig om at drikke verdens dyreste kaffe lavet fra bønner, der har været inde i en kat, lad os starte med en lille sprogskole for at lære lidt balinesiske ord.

RADIOVAGABOND SPROGSKOLE: BALINESISK

Jeg forsøger altid at lære et par ord og sætninger, når jeg besøger et nyt sted. Derfor er det ny tid til Radiovagabond sprogskole, hvor vi lærer et par vigtige balinesiske ord:

Goddag: Om suastiastu Godmorgen: Rahajeng semeng Mit navn er Palle: Wastan tiang Palle Tak: Suksuma

JEG ER I BALI, BABY

Bali er en smuk lille ø i Indonesien, så naturligvis taler de indonesisk, men de har også deres eget sprog: Balinesisk, som faktisk er ret forskellig fra, hvad de taler i resten af landet.

Selvom jeg havde øvet mig på det helt basale (herover), lykkedes det mig stadig at sige tak forkert, da jeg sidder i en bil med den lokale, Putu, som er vores guide denne dag. Heldigvis gjorde han ikke grin med mig, da jeg sagde noget sludder.

SJOV MED NAVNE

Putu fortæller mig noget sjovt omkring navne her på Bali. De giver deres børn navne efter den rækkefølge de er født. Og de samme navne til både drenge og piger:

• Den førstefødte kalder de Wayan, Putu eller Gede.
• Nummer to får navnet Made eller Kadek.
• Den tredje kalder de Nyoman eller Komang.
• Og den fjerde kommer til at hedde Ketut – som den søde gamle mand i filmen Eat, Pray, Love (Ketut kan i øvrigt oversættes til "lille banan")

Så hvad kalder de så deres femte barn, spørger du? De starter såmænd bare forfra og kalder ham eller hende Wayan, Putu or Gede.

Sammen med et par venner havde jeg bedt Putu (en førstefødt) om at tage os på en tur rundt på øen og se nogle interessante steder. Men inden vi tager på eventyr, så lad os få lidt fakta på plads.

7 INTERESSANTE FAKTA OM BALI

1. DIGITAL NOMADE HOTSPOT

Bali er en smuk lille berømt ø i Indonesien i Sydøstasien. Hovedstaden, Denpasar, er den største by – og også stedet, hvor du finder den internationale lufthavn. Mest berømt er dog nok Ubud, der ligger centralt på øen og den lille strand-by Canggu på vestkysten. Begge disse steder tiltrækker mange digitale nomader som mig.

1. HINDUER I ET MUSLIMSK LAND

Bali er den eneste provins i det muslimske land, hvor der er et flertal af Hinduer. Hele 86,9% af øens befolkning er balinesiske Hinduer.

1. BALI ER EN LILLE Ø

Bali er bare 153 km fra øst til vest og 69 km fra nord til syd. Men den er tætbefolket med hele 4,3 millioner fastboende indbyggere.

1. TOURISME ER MEGET VIGTIG

Inden pandemien havde de besøg af 6,3 millioner turister om året. Så turisme er øens bankende hjerte, da omkring 80% af øens økonomi er afhængig af turisme. Som du sikkert kan forestille dig har det været et par svære år for Bali under COVID. De 6,3 milliioner besøgende i 2019 styrtdykkede til mindre end 1,1 million i 2020.

1. SCHYY… DET ER NYTÅRSAFTEN

I modsætning til de fleste andre steder på kloden er der ikke en stor fest nytårsaften på Bali. Dagen, som de kalder Nyepi er en dag med stilhed og meditation. Hele øen lukker ned; ingen arbejder eller rejser. Selv støj og musik er ikke tilladt. Da jeg hørte om det (efter mit besøg), tænkte jeg: "Hvad? Sikke noget sludder. Jeg kan da huske (det meste) fra en stor fest nytårsaften, mens jeg var der". Det er fordi Nyepi ikke fejres den 31. december. men for det meste i marts.

1. BABYER RØRER ALDRIG JORDEN

I de første få måneder af nyfødtes liv bliver balinesiske babyer betragtet nærmest som engle, der er i kontakt med ånderne. For at holde denne kontakt på de ikke røre jorden de første tre måneder. Når de så endelig får jordforbindelse, holder deres familie en stor fest for at markere dagen.

1. DE HAR KUN TO ÅRSTIDER

Vejret er moderat året rundt og de har kun to årstider: den tørre årstid fra april til oktober og regntiden fra oktober til april.

SLUDRER MED ABER PÅ BALI

Putu samlede os op I Canggu, og havde planlagt en masse spændende for os. Blandt andet et besøg på en kattelort-café (ej, ikke helt, men tæt på). Mere om det senere.

På vej til kaffeplantagen kom vi gennem øens kulturelle hovedstad: Ubud.

Vi kom blandt andet forbi den berømte Ajuna Statue, som ifølge Putu er en del af den Hinduistiske religion. Vi taler blandt andet om, hvordan tolerance og respekt for forskellige religioner er en stor del af Balis kultur.

Vi kom også forbi den berømte Ubud Monkey Forest, som er en lille skov der er proppet med (ja, du gættede det) aber. Der er skilte, der siger, at man helst ikke skal have noget i hænderne, da frække hurtige aber sagtens kan finde på at springe ned og snuppe det.

Jeg stod med mikrofonen i hånden, så jeg var lidt nervøs for at de skulle forsøge at hugge den og overtage podcasten.

BALINESISK HUMOR

Tilbage i bilen taler vi mere om det sjove med navnene på øen, og Putu beslutter sig for at fortælle en vits.

Fire mennesker er i et fly. En fra Paris, en fra Danmark og to fra Bali, som hedder Putu og Made.

"Personen fra Paris taber parfume ud ad vinduet, men er ligeglad, da de har meget parfume i Paris. Danskeren taber chokolade, men er ligeglad da vi (ifølge Putu) har meget chokolade i Danmark. Og så smider Made Putu ud ad vinduet, men er ligeglad, da der er så mange Putuer på Bali".

Jeg er vild med balinesisk humor, selvom jeg ikke altid forstår det. Som da Ketut sagde noget sjovt til Julia Roberts i Eat Pray Love. Han sagde at "Ketut kan ikke flyve i en flyvemaskine, for Ketut har ingen tænder". Julia griner sit skønne grin, men jeg forstår den ikke. Hvis du gør, så skriv til mig og fortæl mig det.

Apropos vitser, så er der kattelort-humor på vej:

LUWAK KAFFE (AKA KATTEHØMHØMKAFFE)

Endelig ankommer vi til kaffeplantagen, som laver verdens dyreste kaffe: Lowak kaffe – eller som de kalder det Kopi luwak.

Den er lavet af delvist fordøjede kaffebær, som er blevet spist og skidt ud af et sky katte-lignende dyr, der hedder den Asiatiske palm civet.

Herefter er der hårdtarbejdende kaffebønder, der graver sig igennem det for at finde kaffebærene, som de herefter vasker og laver til kaffe. Nu forstår man bedre, hvorfor kaffen er så dyr.

På plantagen møder vi vores kvindelige guide, som sikkert hedder Putu, Kadek eller noget lignende, men kalder sig Monica. Hun fortæller os mere om, hvordan Luwak Kaffen bliver lavet.

"De spiser alle slags kaffebær, så længe det er en god kvalitet. De tygger ikke i dem, så det er hele bær, der kommer ud i den anden ende".

Mens hun står der og taler om processen, så undrer jeg mig over, hvordan nogen på et tidspunkt overvejede, at dette var en god idé. Jeg mener, selvom jeg er MEGET glad for kaffe om morgenen, er der dog grænser. Monica forklarer:

"Det blev nærmest opdaget ved et tilfælde i Sumatra i 1800-tallet. Bønder opdagede, at en del af deres kaffebær var forsvundet, og da de fandt dem igen i lort fra denne kat, ville de ikke lade det gå til spilde. Her opdagede de så, at kaffen smagte meget bedre – takket være kattenes mavesyre".

Den del af kaffeplantagen, der er åben for gæster, har et bur med et par Asiatiske Palm Civet katte, et smukt café-område med en forrygende udsigt og enkelte kaffeplanter.

Monica fortæller os, at de har mange planter i et større område udenfor og at de kan høste hvert halve år. Og det foregår med håndkraft. Vi fik også lov til at lege katte og smage på de friske kaffebær direkte fra træet.

"Vi renser bærrene og lader dem tørre i solen. Herefter rister vi dem i 45 minutter og den bløde del bliver brændt væk og efterlader kun bønnerne".

SMAG PÅ SKIDTET

Så var det tid til at smage på kaffen. Vi fik serveret 10 små kopper og én af dem indeholdt den specielle og superdyre Luwak Kaffe. Ville den være så god, som prisen indikerer?

Og ja! Det var den. Den var endda rigtig god.

BLIV RENSET I HELLIG (MEN MÅSKE BESKIDT) VAND

Vores næste stop var et Hindu tempel, der hedder Tirta Empul Temple – på balinesisk: Pura Tirta Empul.

Tirta Empul betyder "hellig kilde" på balinesisk. I tempelområdet er der et større bassin, der er besømt for en kilde, som balinesiske Hinduer betragter som hellig. Så de kommer her til for at blive renset og helbredt. Putu forklarer:

"Folk kommer her til for healing. Der er 14 forskellige kilder, og hver enkelt af dem har deres egen funktion. Et er til hjertet, en er til huden osv. Man skal gå igennem alle kilder en efter en. Inden man går ned i vandet, skal man bede for at blive healet. Og når man er i vandet, skal man give en lille gave til statuerne".

Der er rigtig mange mennesker, der står i kø for at komme ned i det hellige vand. De lokale har altid regnet med at disse hellige kilder har rent vand. Men en undersøgelse og en rapport i 2017 afslørede noget helt andet. Faktisk er vandet forurenet og det kan være forbundet med en helbredsrisiko at gå ned i vandet. Og det modsatte var jo ellers meningen.

Så, hvis du hopper ned i vandet så luk munden.

Det var det hele. Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

- - - - - - - - - - - - -

BALI FLASHBACK

Hvis du vil høre mere fra Bali, skulle du gå tilbage og lytte til episode 228, hvor jeg tilbragte et par dage på et forrygende sted, der hedder Fivelements Ressort.

COVID-19 REJSEREGLER FOR BALI

For de seneste COVID-18 indrejse-regler, kan du besøge Balis officielle turist hjemmeside. Vær sikker på at have styr på det, inden du booker din rejse til Bali.