Radiovagabond
Download on the App Store

Radiovagabond episodes

  • 258 INTERVIEW: Mark Wolters Verden

    Mød Mark Wolters fra Youtube kanalen, Wolters World.

    I 12 år har han givet os ærlige rejse-råd fra steder rundt omkring på hele kloden. Hvis du skal besøge et sted i verden, er der en god chance for at Mark har lavet en eller flere videoer om stedet.

    woltersworld.com

    facebook.com/woltersworld

    twitter.com/woltersworld

    26 min
  • 257 DOMINICA: Klap i røven og på hovedet i seng

    Her er røvklappende "hej" fra Dominica

    Inden vi starter denne episode, vil jeg foreslå en ting: På med lyttelapperne.

    3D LYDOPTAGELSER

    Det er helt fint, hvis du foretrækker at læse om mine oplevelser i stedet for at lytte til min sprøde stemme. Men… du går glip af en del af den sande Radiovagabond-oplevelse.

    Når jeg producerer denne podcast, bestræber jeg mig hele tiden for at gøre den bedre og afprøve noget nyt. Og jeg har investeret i noget nyt udstyr, der gør det muligt for mig at optage lyd i 3D. Det fulde navn for denne teknik er "binural audio", men populært er det blot kendt som 3D. For at få den fulde oplevelse vil jeg derfor foreslå, at du tager hovedtelefoner på, når du lytter til denne episode.

    Okay. Er du klar?

    Mit navn er Palle Bo, og dette er Radiovagabond, episode 257. Velkommen til Dominica i det caribiske hav.

    STRANDENE I ANTTIGUA FRA EN NY VINKEL

    Inden jeg går i land på Dominica, genbesøger jeg en anden af mine caribiske favoritøer. Jeg har allerede tilbragt en uge her: Den smukke ø, Antigua i landet Antigua and Barbuda.

    Siden jeg allerede har set hvert et hjørne af denne ø, der er kendt for at have 365 strande, besluttede jeg mig for at se dem fra en ny vinkel: På en katamaranbåd, der sejler hele vejen rundt om øen.

    Turen var fantastisk, selvom bølgerne gik højt på den atlantiske side af øen (og flere blev søsyge). Vi havde et længere stop på en af strandene, hvor vi snorklede rundt koralrevet et par timer. Jeg havde næsten glemt, hvor meget, jeg elsker denne ø og de lokale. De er så skønne og har en fantastisk humor.

    Hvis du ikke allerede har hørt de tre episoder herfra, burde du gøre det. Men ikke lige nu, for først skal vi besøge Dominica.

    DEJLIGE DOMINICA

    Jeg må indrømme en ting: Da jeg så, at vi skulle til Dominica, troede jeg faktisk, at det var det samme som Den Dominikanske Republik. Men det gik op for mig, at det er to forskellige landet. Dominica er en anden ø og en uafhængig FN Nation mere end 1000 km væk i det østlige Caribien.

    Landets officielle navn er The Commonwealth of Dominica, men de fleste kalder den bare Dominica. Det var gode gamle Colombus, der gav den sit navn efter det spanske ord for søndag – den dag på ugen, hvor han som den første fik øje på den. Selvom det teknisk set nok var en yngre matros, der sad i toppen af skibets mast med en kikkert.

    Det første vi fik øje på fra vores skib, var hovedstaden Roseau på den vestlige kyst. Det er en lille ø: blot 47 km fra nord til syd og 26 km på det bredeste sted. I alt er den på bare 750 km2 og blot en smule større end Bornholm.

    I teorien kan du køre hele øen rundt langs kysten på 5-6 timer, men det er ikke en køretur for tøsedrenge. Af de 780 km landevej er næsten halvdelen ikke asfalteret. Og så kører de i venstre side.

    Jeg kørte ikke selv. Jeg bookede i stedet en tur i en bus med den lokale Alvin som guide, som vil tage os ind til midten af øen og besøge Jacko Falls, et af de mange smukke vandfald på øen.

    Her vil jeg tale mere med Alvin. Men først lad os kigge lidt mere på øen.

    5 INTERESSANTE FAKTA OM DOMINICA

    1. Der er en flod til hver dag på året

    Mens Antigua og Barbuda har en strand til hver dag på året, har Dominica mindst 365 floder. Og med så meget vand, der løber rundt på denne lille ø, er det også en drømmedestination, hvis du er vild med vandfald.

    1. De har den næststørste kogende ø

    Dominica har en stor "boiling lake" – kun New Zealand har en, der er større. Det er det mest berømte sted på øen, som kan ses efter en smuk hike. Men, du skal have kondien i orden, da det vil tage omkring 6 timer at vandre frem og tilbage.

    1. Der er ni aktive vulkaner på øen

    Dominica har verdens største koncentration af aktive vulkaner. Men du skal ikke være bekymret, for der har ikke været et større udbrud siden 1997 – og før det var det helt tilbage i 1880. Og når det er en vulkan-ø, har de også sorte øer (som Tenerife).

    1. To tredjedele af Dominica er dækket af regnskov

    Smukke tropiske regnskove dækker mere end 66% af øen. Og disse regnskove er hjemsted for end tusinde forskellige plantearter. Så igen: Er du til vandreture, er det et drømmested.

    1. The Pirates of the Caribbean er optaget her

    Dominica er et af de steder, hvor Pirates of the Caribbean 2 og 3 er filmet. Stedet hvor Will Turner og hænger i knogle-grotten, som de kalder "Cannibal Island" i filmen) er lige her på Dominica.

    ALVIN, VORES DOMINICANSKE TOURGUIDE

    Da vi ankom til de smukke Jacko Falls, fik jeg lejlighed til at snakke med vores venlige (og sjove) turguide, Alvin.

    "Disse smukke Jacko Falls er en del af Morne Trois Pitons National Park, som er et World Heritage Site. Vi er omkring 600 meter over havets overflade og tæt på rundkørslen på midten af øen".

    Jeg fortalte Alvin, at jeg havde set en undersøgelse, som siger, at Dominica er den mindst besøgte blandt 22 caribiske øer. Men dette er en undersøgelse fra 2008 og det har ændret sig lidt siden da.

    "Ja, tilbage i 2008 var der ikke mange krydstogtskibe, der besøgte Dominica. Men siden er det heldigvis ændret en del. På det tidspunkt var bananproduktion og eksport, den største industri her i landet, men siden er turisme blevet større. Naturligvis har vi set færre turister under pandemien, men vi regner med, at de kommer tilbage snart".

    Alle på øen spiller en rolle i forhold til turister og tjener på turister. Det er ikke kun guider som Alvin, men også restauranter, barer, butikker og stort set alle andre, der tjener penge, når vi besøger øen.

    "Vi er alle glade for de turister, der besøger vores land, og vi gør alle vores bedste for at gøre deres besøg så godt som muligt, så de forlader øen med de bedste minder".

    DRONNINGEN OG DEN ENGELSKE INDFLYDELSE

    Alvin fortæller mig, at Dominica stadig er en del af det britiske Commonwealth, og selvom de har været et uafhængigt land siden 1978, har de stadig Dronning Elisabeth på deres penge. De kører som sagt i venstre side som i Storbritannien og mange andre tidligere britiske kolonier, og så er deres nationalsport cricket.

    Og med hensyn til sport, så havde Dominica kun to personer med til OL i Tokyo. Dennick Luke i 800 meter løb og Thea LaFond i kvindernes trespring. Nej, de vandt ingen medaljer.

    Mens vi kører tilbage til Roseau, kan vi se byen lidt fra oven, og også deres ret nye nationalstadion, Windsor Park Stadium. Det bliver brugt til lidt af hvert, men primært til cricket-kampe.

    Det kostede omkring 100 millioner kroner at bygge – og det var Kina, der betalte. De kaldte det "en gave til det dominicanske folk".

    DOMINICANSK MAD ER MEGET SUNDT

    Jeg har hørt, at restauranter på øen har meget sund mad, og beder Alvin fortælle mig lidt om det.

    "Ja, den dominicanske mad er meget sund – som meget caribisk mad. Det er et godt sted for veganere, da vores mad er proppet med grøntsager og salat. Vi spiser også meget mere fisk end kød. Det er noget af det, der holder os sunde".

    Men Alvin nævner også en anden vigtig ting…

    "Det mest vigtige er dog nok, at vi gerne nyder en lille rom i ny og næ. Faktisk kalder vi det ikke rom. Min bedstemor kalder det "Grandma Medicine", men der er også dem, der kalder det en SMACK MY ASS AND TAKE ME TO BED".

    Jeg er vild med dette sted.

    KLAP I NUMSEN OG LEV LÆNGERE

    Den gode blanding af sund mad og smæk bagi har sine fordele. Man lever længe her i landet.

    Da den gamle dominicanske kvinde, Elizabeth Pampo døde i 2003 var hun 128 år gammel og verdens ældste levende person. Næsten endnu mere interessant var at der på dette tidspunkt var 17 andre dominicanere over 100 år gamle (og fire af dem boede meget tæt på Ma Pampa). Og ud af en befolkning på 70.000 gav det Dominica titlen som det sted i verden med den største koncentration af mennesker over 100 år.

    Alvins egen bedstemor er en af dem.

    "Min bedstemor er 105 år gammel. Hun er stadig meget aktiv – arbejder i sin have hver dag og elsker, at tilbringe tid med venner og familie. Og så tager hun en skarp rom hver dag".

    BESØG DOMINICA OG MØD ALVIN

    Du kan få fat i Alvin hos Hibiscus Eco Tours ved at ringe til ham på +1 767-615-8281 eller ved at sende en e-mail.

    Da jeg siger farvel til Alvin, siger jeg til ham, at jeg gerne ville have tilbragt et par uger her. Og jeg mente det. Dominica har et eller andet, som gør, at jeg har lyst til at tilbringe længere tid her. Jeg føler mig hjemme og er vild med den langsomme puls her.

    Jeg vinker til Alvin og tager tilbage på krydstogtsskibet med den faste beslutning om at slutte dage i pool-baren. For mit eget helbred vil jeg sørge for at få et "klask i røven og på hovedet i seng".

    Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

    COVID-19 REJSE-REGLER FOR DOMINICA (SEPT 2021)

    Er Dominica åben for indrejse? Denne episode er optaget i august 2021, hvor Dominica var (delvist) åben for turister. For at sikre dig, hvordan det ser ud lige nu, vil jeg anbefale, at du besøger deres officielle website inden du booker din billet.

    PODCAST ANBEFALING

    Hvis du kan lide denne podcast, vil du bestemt også være vild med rejsepodcasten Far From Home. Den er produceret af Scott Gurian, som rejser rundt til nogle ekstreme steder.

    20 min
  • 255 GUATEMALA: Amerikansk forfatter, Andrés driver et guesthouse

    Velkommen tilbage til anden halvdel af min dag med Andrés, hvor vi besøger forskellige steder omkring Lake Atitlán i Guatemala. Hvis ikke du har hørt den første halvdel, skulle du næsten gå tilbage og lytte til den først.

    Vi er i Panajachel i den nordlige del af søen, hvor vi (mens vi venter på vores ven Siobhan) spiser en langsom frokost. Det viser sig, at hendes bus var forsinket, så det var først efter mørkets frembrud, hun ankom – og efter at den sidste normale lancha-båd var sejlet. Men Andrés kender jo folk, og det lykkedes ham at ringe til en af sine mange lokale venner og skaffe en special-båd til os.

    Mens vi sidder på kajen og venter på båden, fortalte Andrés om, hvordan han endte med at drive en Airbnb i Guatemala.

    GUESTHOUSE I GUATEMALA

    "Det hele begyndte i 1987, da jeg besøgte Honduras for første gang, efter en invitation fra en præst, som var kritisk over USA's opførsel i Centralamerika. Han inviterede os til at protestere ved den amerikanske ambassade i Honduras ved at hælde blod på bygningen, som et symbol for den blodige politik USA havde haft i Centralamerika op gennem 80'erne. Jeg var selv meget kritisk over USA's politik i Syd- og Centralamerika, og min egen fætter var blevet dræbt af Ronald Reagan Contra'er i revolutionen i Nicaragua".

    Efter at have været med i en anden protest i Guatemala året efter, blev han fanget og sendt tilbage til USA. Ved et foredrag i Washington DC, mødte han Narda, en kvinde fra Honduras, som var en af foredragsholderne. De to havde et langdistanceforhold (on-and-off) i 13 år.

    Inden Andrés kommer frem til, hvordan han endte her i Guatemala, ankom båden, og vi måtte fortsætte historien senere.

    ET HUNDELIV

    Efter en tur på båden over søen var vi tilbage i San Lucas Tolimán og det guesthouse, som Andrés driver. Han kalder det Casa Catzij, og det er opkaldt efter hans skønne hund. Hun var engang en gadehund, og fandt et hjem her, da det gik op for hende, at hun både fik kærlighed, opmærksomhed og god mad her hos Andrés.

    Man kan jo tage hunden ud af gaden, men man kan ikke rigtigt tage gaden ud af hunden, så hun strejfer ofte rundt i byen på egen pote, og det virker til at alle i byen kender hende.

    Hun var også med os både på denne tur og hver gang vi gik rundt i byen – og sjældent er hun i snor. En dag da vi gik tur, kom en af Andrés venner kørende forbi. Hun stoppede og rullede vinduet ned for at sige hej, og da Catzij også kender hende hoppede hun ind gennem det åbne vindue på skødet af kvinden. Og Catzij er ikke en lille hund.

    CASA CATZIJ

    Andrés, Siobhan, Catzij og jeg ankom omsider til Casa Catzij, hvor vi møder Alexa, en af de andre gæster, som flere gange har boet her i måneder ad gangen.

    Der er masser af hygge her på stedet – og Andrés kender ordet. Han har endda bogen om Dansk Hygge stående i sin bogreol. Vi sætter os i den nedsunkne pejsestue med masser af levende lys og ild i pejsen. Og med et glas vin i hånden fortsætter Andrés sin fortælling.

    "Desværre mistede jeg mit livs kærlighed, Narda efter hjerteproblemer, hvilket virkelig knuste mit hjerte. Men Narda havde introduceret mig for Chati, som jeg nu har kendt i omkring 25 år. Chati arbejdede som et af de bedste hoteller her i San Lucas Tolimán. For to år siden kom jeg her til byen for at skrive sammen med min Guddatter, Erica. Jeg faldt pladask for den lille by, og efter et kort besøg hjemme i Californien, tog jeg tilbage hertil.

    Chanti var på jagt efter et hus og inviterede mig med for at se det. Hun var ikke interesseret – og jeg var slet ikke på udkig efter et hus. Men lykkedes mig at lave en aftale med ejeren – og nu er det lavet om til en Airbnb".

    HVAD JEG LÆRTE I GUATEMALA

    Jeg er så glad for at have lært nye venner at kende i min tid i Casa Catzij i San Lucas Tolimán i Guatemala. At møde Alexa, Siobhan og Andrés er det bedste, der er sket for mig i meget lang tid.

    Andrés evne til at tale med alle og enhver og virkelig blive en del af lokalsamfundet var så inspirerende, at være vidne til. Når vi går rundt i byen, kan jeg se, at han kender så mange mennesker, og at utrolig mange kender ham (og Catzij). En kort gåtur til markedet kan derfor tage meget lang tid.

    Det er tydeligt, at han ikke blot er den amerikanske outsider. Han er en af de lokale og det er så inspirerende. Ja, det hjælper, at han er flydende på spansk, men selv jeg ikke er det, har jeg lært en masse af min tid med Andrés. Blot et par enkelte sætninger og det at gøre sig umage med at huske navnene på dem, jeg møder, kan gøre meget.

    BESØG CASA CATZIJ

    Skal du til Guatemala vil jeg anbefale, at du overvejer at leje et værelse hos Casa Catzij og også lærer Andrés og Catzij at kende. I øvrigt flyttede også to små killinger ind i huset, mens jeg var der.

    Hvis du besøger dem, så hils fra mig.

    Jeg hedder Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

    COVID 19 INDREJSE TIL GUATEMALA, AUGUST 2021

    For de seneste COVID-19 rejse-restriktioner vil jeg anbefale, at du besøger denne hjemmeside, så du er sikker på, at Guatemala er åben for indrejse inden du booker din billet.

    27 min
  • 254 GUATEMALA: Smuk sø, hovedløs vulkan og kooperativer
    Buenos días from Guatemala.

    Efter en kort Uber-køretur fra Zone 10 i Guatemala City til busstationen, tog en spinkel fyr min kuffert på nakken og kravlede op på taget af en bus. Herefter ventede en 3,5 timers bustur vest på til Lake Atitlán.

    MØDER ANDRÉS

    Som du kunne høre i interview-episoden med Siobhan i sidste uge, så lærte vi hinanden at kende da hun arrangerede en online konference, hun kaldte Digital Nomads Beyond 50. Her var jeg en af talerne, og en af de andre var Andrés, en amerikansk forfatter, som også har arbejdet med radio i mange år. Nu møder jeg ham for første gang i virkeligheden i en lille by ved Lake Atitlán søen.

    Andrés er i gang med at skrive en bog – eller rettere: et litterært projekt, for det bliver så meget mere end bare en bog. Andrés kalder det selv "bogen, der skriver ham".

    Han bor i San Lucas Tolimán ved Lake Atitlán, hvor han driver et lille guesthouse, og da jeg vidste, at jeg skulle til Guatemala, besluttede jeg mig for at tilbringe noget tid her. Vi "klikkede" med det samme, og jeg føler, at jeg har fået en ven for livet.

    ANKOMMER TIL SAN LUCAS TOLIMÁN

    San Lucas Tolimán er en lille by med 17.000 indbyggere, på den sydøstlige del af Lake Atitlán – Lago de Atitlán. Der er 11 små byer rundt omkring søen, og den bedste måde at besøge dem, er ved at tage en lille båd – en "lancha". Det er billigt og klart den hurtigste måde.

    Et par dage senere ville Siobhan også komme og blive en del af vores lille nomade-hjem. Det var en smuk søndag, og hun ville ankomme med bus fra Guatemala City. Da hun ville komme til Panajachel på den anden side af søen, tilbød vi at komme og hente hende – og vi besluttede os for at besøge lidt flere steder inden vi mødte hende sidst på eftermiddagen.

    Sammen med hans hund, Catzij (som følger ham overalt) sprang vi ombord på lancha.

    MED VANDTAXA PÅ LAKE ATITLÁN

    Det var en fantastisk tur. Vi så en masse lokale, der nød deres fridag ved søen – der var endda nogen, der tog en dukkert. Andrés fortæller mig, at vandet er lidt koldt heroppe i bjergene, men der er et par enkelte steder med varme kilder, på grund af vulkanerne i området.

    Vores første stop var San Antonio Palopó, en lille by med et par små kooperativer, hvor de lokale går sammen om et firma. Det første var lige ved den lille havn, hvor vi gik i land – en chokoladefabrik. Her møder jeg Elias, som fortæller mig om, hvordan de forvandler de lokale kakaobønner til lækker chokolade.

    ELIAS & CHOKOLADEFABRIKKEN

    "Her producerer vi kærlighed og glæde", siger Elias. Han fortæller mig, at kakaoen gror i tre regioner i landet. Han fortæller mig, at de gærer de hvide frø i fem dage ved hjælp af bananblade i kasser og skaber på den måde en naturlig gær. Ifølge Elias skaber det en alkohol på 70%, som er forbudt I Guatemala (5-12 bønner svarer til en tequila shot). Derefter tørrer de kakaobønnerne i op til 90 dage, hvorefter de rister dem i 25 minutter. Så viser Elias mig, hvordan man maler kakaoen.

    Efter rundvisningen kom jeg til at købe meget mere chokolade, end jeg kunne konsumere. Blandt andet nogle runde plader med forskellig smag til at lave en varm kakaodrik. Virkelig "yummi-yummi", som Elias kalder det.

    Herefter gik vi lidt rundt i byen, og besøgte også en lille butik, der sælger tøj og andre tekstikprodukter. Dette er en del af et kvinde-korporativ, og jeg møder Flor, som er en af kvinderne.

    FLOR, EN GUATEMALANSK KUNSTHÅNDVÆRKER

    "Der er 16 kvinder, der er en del af dette korporativ og hver af dem arbejder på deres eget produkt. En familie laver skjorter, en anden tasker, og i min familie arbejder vi med traditionelt guatemalansk tøj", fortæller Flor. Hun viser også mig en dug og fortæller, at en det tager omkring tre uger, at lave den på en stor væv.

    Butikken er gemt lidt af vejen og kan være svær at finde, så de sælger også deres produkter på markeder og i små boder ved havnen.

    Flor er en skøn kvinde, og det var meget interessant at høre om, hvordan de fremstiller disse smukke farbestrålende tekstilprodukter.

    SANTA CATARINA PALOPÓ

    Som planlagt hoppede vi op på ladet af en lille "pick-up-truck-taxa" og hørte videre fra San Antonio Palopó til Santa Catarina Palopó. Eller som vi begyndte at kalde dem: San Antonio Palle Bo og Santa Catarina Palle Bo.

    Mens vi går igennem den lille Santa Catarina Palopó, bevægede vi os ned mod havnen i en smal gade med masser af spændende boder. En af dem blev betjent af en meget lille pige, som virkelig forstod at sælge. I boden var der masser af tøj, der lignede noget, der kunne være fremstillet af Flor og de andre i kvinde-korporativet.

    Lake Atitlán er en af de smukkeste søer, jeg nogen sinde har set. Vandet glimter i sollyset og er omkranset af smukke bjerge og vulkaner, der er dækket med farvestrålende vilde blomster. Den ligger i Sierra Madre bjergene og er 1.562 over havets overflade.

    Da vi star på bredden kan vi se over på, hvor vi bor i San Lucas Tolimán. Vi kan også se tre vulkaner: vulkanen Atitlán, vulkanen Tolimán og længere ude til højre, vulkanen San Pedro.

    Man kan også se en stor klippe i Cerro de Oro, tæt ved San Lucas, og Andrés fortæller mig, at den (en lokal myte) er "hovedet" af en af vulkanerne.

    "Legenden siger, at der var en kamp mellem guderne Atitlán og Tolimán, og det endte med at Atitlán huggede hovedet af Tolimán, som landede nede ved Cerro de Oro".

    PANA-TASTISKE PANAJACHEL

    Vi fortsatte til vores sidste stop Panajachel – eller blot Pana, som de lokale kalder byen. Vi er stadig i den nordlige del af søen, og Pana er kendt som den mest turistede by, der har meget at byde på for både lokale og expats. Den har en god blanding af naturlig skønhed, gode ressourcer, billige priser, gode rejseforbindelser og en masse tur-arrangører, der tilbyder aktiviteter og ture på søen.

    Det er her i Panajachel, at vi skal møde Siobhan om et par timer. Da hun omsider ankommer (en del forsinket) beder vi Andrés om at fortælle, hvordan han endte med at drive et guesthouse i San Lucas Tolimán. Og siden Andrés er en forrygende historiefortæller, kan han ikke fatte sig i korthed. Derfor er der ikke plads til den historie i denne episode. Den gode nyhed er, at du får historien allerede i morgen.

    Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

    COVID 19 REJSE- OG INDREJSE TIL GUATEMALA, AUGUST 2021

    For de seneste COVID-19 rejse-restriktioner vil jeg anbefale, at du besøger denne hjemmeside, så du er sikker på, at Guatemala er åben for indrejse inden du booker din billet.

    27 min
  • 253 DE AMERIKANSKE JOMFRUØER: Var engang Dansk Vestindien
    Jeg gik ombord på det gode skib Equinox i Fort Lauderdale, Florida, sammen med min nye ven Siobhan, som jeg skulle dele kahyt med. Du kan møde hende i den seneste episode.

    Mit navn er Palle Bo. Velkommen tilbage til nye episoder af Radiovagabond. Dette er sæson 7, episode 253, og i dag skal vi til et stykke Danmarkshistorie på de Amerikanske Jomfruøer, som vi måske bedre kender som Dansk Vestindien.

    PÅ KRYDSTOGT I EN PANDEMI

    Denne episode er optaget for kort tid siden, da krydstogtskibe begyndte at sejle igen efter pandemien. Og den er jo stadig ret nærværende – specielt i Florida, hvor vi starter, så Celebrity Cruises har taget rigtig mange forholdsregler for at forhindre, at der er smitte på skibet.

    Alle skal være vaccinerede og alligevel skal vi alle møde op med en frisk Corona-test. De har ændret på ruten (som jeg fortalte om i den seneste episode), og så er der stop på turen, hvor vi ikke må gå i land, medmindre vi køber en af deres ekskursioner, hvor de har mere styr på, at sikkerheden er i top.

    Så jeg føler mig ret sikker på, at der ikke bliver smitteudbrud ombord – selvom det nok ville være med til at denne podcast ville gå viral.

    VELKOMMEN TIL SAINT CROIX

    Da vi sætter fod på den første af seks caribiske øer, bliver vi mødt af dansende piger, en DJ og et par fyre på stylter. Og jeg har glædet mig meget til at komme netop hertil. Som dansker, der har lidt historisk nysgerrighed er dette et spændende sted at besøge.

    Men lad os starte med lidt fakta om hvor vi er:

    1. MAN KAN STADIG SE NOGET DANSK HER

    Der er stadig noget dansk at se her. Her på Saint Croix så jeg både en Kongensgade, en Kirkegade og i dag besøger jeg både Frederiksted og Christiansted. Jeg gik også en tur på kirkegården og så mange danske …sen-navne. For eksempel var der gravsted for "Frederik Jøgen Christensen fra Køge". Ja, der står Jøgen, men jeg mistænker, at det er gravsten-manden, der har lavet en stavefejl efter han havde brugt meget energi på at finde ud af at lave et Ø.

    1. EN MEGET STOR EJENDOMSHANDEL

    De Amerikanske Jomfruøer (eller US Virgin Islands) hed Dansk Vestindien indtil Danmark solgte øerne til USA tilbage i marts 1917. Prisen var 25 millioner dollars i guld, hvilket vil være omkring 554 millioner dollars i nutidens penge. Jeg tror, at Trump ville kalde dette en "meget stor ejendomshandel". Bemærk, at dette var tilbage, hvor vi solgte dele af vores kongerige. Grønland er ikke til salg.

    1. HOVEDSTADEN ER IKKE PÅ DEN STØRSTE JOMFRU-Ø

    Saint Croix er den største af øerne, men hovedstaden Charlotte Amalie ligger på Saint Thomas.

    1. DEN SIDSTE JUMFRU

    De fleste kender de tre øer, St. Jan, St. Thomas og St. Croix, men der er faktisk kommet en fjerde til – for ikke så mange år siden. Det er den lille ø "Water Island", som ligger tæt ved St. Thomas. Men den er også meget lille: Kun omkring to kvadratkilometer. USA købte øen for bare 10.000 dollars. De lokale kalder den "The Last Virgin".

    1. HALVDELEN AF BEFOLKNINGEN BOR PÅ SAINT CROIX

    Der bor lidt mere end 50.000 mennesker på Saint Croix, hvilket er næsten halvdelen af den samlede befolkning i dette territorie.

    1. ØEN HAR ET LILLE BJERG

    Selvom øen er lille, så har de faktisk et bjerg, der er omkring dobbelt så højt som Himmelbjerget. Det højeste punkt på St. Croix, Mount Eagle er 355 meter højt.

    1. TO HOVEDBYER HAR GIVET ØEN SIT KÆLENAVN

    St. Croix har kælenavnet "Twin City" efter de to byer, Frederiksted i den vestlige del (hvor vores skib ligger til) og den lidt større, Christiansted, i den nordøstlige del af øen (hvor jeg skal til senere i dag).

    EN KAFFE OG TO SAMTALER, TAK

    Jeg starter min dag i Frederiksted inden jeg tager på byvandring i Christiansted. Jeg gik lidt rundt i byen og endte på en café, med navnet, Polly's at the Pier. Her ville jeg nyde både en kop kaffe og noget Wi-Fi, der var en del hurtigere end det skibet kan præstere.

    Her falder jeg i snak med ejeren, Susan, som fortæller mig, at hun valgte at forlade Colorado for at finde et sted med lidt varmere klima efter hun gik på pension. Og til sin egen store overraskelse, så "kom hun til" at købe en café midt i en pandemi.

    Og efter den første måned, der var langsom, er det faktisk gået rigtig godt. Hun nyder livet her, og har ingen planer om at forlade Saint Croix – selvom der både er det, de kalder "island-time" og at man godt kan få lidt økuller ind i mellem.

    Vi sidder I caféens baggård med høns rendende rundt mellem bordene. Der er også et sted heromme, hvor man kan leje cykler, og her møder jeg Rebecca, som er født og opvokset her.

    Du bliver nødt til at lytte til episoden for at høre, hvad de to skønne kvinder har at sige. Og så vil du også høre, at min alarm pludselig ringer for at minde mig om, at jeg skal gøre mig klar til at tage på tur til Christiansted.

    CHRISTIANSTED OG MANDEN PÅ 10-DOLLAR-SEDLEN

    Inden byvandringen starter vores guide med at læse en lang besked, hun har fået fra Celebrity Cruises. Den handler om alle de ting, vi skal huske omkring, hvordan man opfører sig i en pandemi. Med andre ord, ting vi alle har hørt 200 millioner gange før de seneste 18 måneder. Vi skal vaske hænder, holde afstand og bære maske. Man bliver lidt træt – selvom det naturligvis er rart at vide, at de tænker på vores sikkerhed.

    VORES HIMMELSKE TURGUIDE

    Guiden på denne tur er en lidt ældre kvinde med de himmelske navn "Heavenly Petersen". Ja, hendes fornavn er virkelig Heavenly. Og hendes efternavn er Petersen – stavet på den danske måde.

    Hun bekræfter min mistanke om, at hun har danske rødder, men reagerer slet ikke da jeg fortæller hende, at jeg er fra Danmark. Jeg havde ellers forventet ee "wow, virkelig?" eller noget i den dur, men intet. Jeg tænkte, at hun nok ikke havde hørt mig, så jeg gentog mig selv. Og Heavenly gentog sin larmende stilhed.

    Det er måske slet ikke så specielt at være dansker i Caribien, som jeg havde troet, men jeg må indrømme, at jeg synes, at det var så underligt, at jeg fortsat ikke troede, at hun havde hørt mig.

    Men senere, da vi står foran indgangen til Fort Christiansværn og ser et Skilderhus, nævner jeg, at der også står den slags foran Amalienborg i København. Og så siger hun: "Nå ja, du er herren fra Danmark".

    MIT NAVN ER ALEXANDER HAMILTON

    " How does a bastard, orphan, son of a whore and a Scotsman, dropped in the middle of a forgotten spot in the Caribbean by providence, impoverished in squalor, grow up to be a hero and a scholar?"

    Disse ord er fra den berømte Broadway musical om Alexander Hamilton. Og det var en nyhed for mig, at han faktisk voksede op her på Saint Croix – inden han blev en af USA's "Founding Fathers" og fik sit ansigt på den amerikanske 10-dollar-seddel.

    Vi går indenfor på Fort Christiansværn og hører mere om ham og især om hans mor, Rachel Faucett Lavien, som tilbragte tid i en fængselscelle her.

    HISTORIEN OM HAMILTON OG HANS MOR, RACHEL

    Heavenly fortæller os om Rachel og Alexander, da vi står i hendes celle, som de i dag kalder "Rachel's Room". Her tilbragte hun seks måneder bag lås og slå, fordi hendes mand fik hende anholdt. En mand, som Heavenly kalder "ældre mand", den 32-årige John Michael Lavien. Ifølge Heavenly blev hun anholdt for at havde opført sig flirtende.

    Jeg har researchet lidt, og det lader til at hun vist havde gjort mere end at flirte. Mens hun var gift med den "gamle mand" blev hun taget med bukserne nede sammen med en anden mand. Hun og Cronenberg blev taget på fersk gerning – nøgne i et soveværelse og som det stod i retsprotokollen, "med omstændigheder der tilstrækkeligt demonstrerer deres skamløse samleje og skandaløse opførsel".

    Så, det er nok derfor, at Lin-Manuel Miranda kalder Alexander Hamilton "son of a whore" i den populære musical.

    Både Rachel og Cronenburg tilbragte flere måneder bag tremmer for deres utroskab – og Rachel tilbragte seks måneder her på Christiansværn. Da de blev løsladt, blev Cronenburg udvist fra øen og han dukkede senere op på St. Thomas.

    Rachel blev løsladt da hun lovede at tage tilbage til sin mand, at hun ville opføre sig pænt og gøre alt, hvad han bad hende om. Men hun snød ham. Så snart hun kunne forlod hun også Saint Croix og tog tilbage til Nevis, hvor hun kom fra. Nevis er en anden caribisk ø og en del af det lille land Saint Kitts and Nevis.

    Her mødte hun skotten, James Hamilton, og sammen fik de to sønner mens hun stadig var gift med Lavien: James Hamilton Jr og den yngste, som de valgte at opkalde efter hans farfar, Alexander Hamilton.

    I 1759, bad Lavien om skilsmisse. På dette tidspunkt var James Jr seks år og Alexander to (eller måske fire – der er lidt usikkerhed om, hvornår han var født).

    Da James Hamilton Sr fandt ud af, at hun faktisk allerede var gift, forlod han hende, og hun måtte forsørge de to drenge alene. Det gjorde hun ved at drive en lille butik her tilbage i Cristiansted. Det var i en bygning, som vi også besøgte, der i dag kaldes Hamilton House.

    Kort tid efter fik hun dog gul feber og døde i 1768. Så i en alder af 13 (eller måske 11) var Alexander forældreløs.

    NOT THROWING AWAY MY SHOT

    Så hvordan bliver denne horeunge, forældrelæse, søn af en hore-kælling og en skotte en af USA's fædre og ti-dollar-ansigtet? (frit oversat fra Lin-Manuel Mirandas engelske tekst)

    "He got a lot farther by working a lot harder. By being a lot smarter. By being a self-starter. And by fourteen, they placed him in charge of a trading charter. "

    Selvom han kun var teenager, var han dygtig nok til at have ansvaret for et firma i fem måneder, mens ejeren var til søs. Han læste meget og begyndte også at skrive en del. Og så begyndte han at drømme om et liv ovre på fastlandet.

    Han spildte bestemt ikke sine chancer.

    Hvis du vil have resten af historien, foreslår jeg at du tager en tur til New York og ser Hamilton musicallen. Hvis du kan få billetter.

    MEGET MERE PÅ SAINT CROIX END BARE HISTORIE

    Selvom øens historie er meget spændende – og jeg har kun kradset lidt i overfladen, så er der meget mere at opleve her på Saint Croix. Der er bogstaveligt hundrede ting at se og gøre her.

    Her er en liste med titlen 100 things to do on St. Croix.

    Men det var, hvad jeg havde valgt at opleve, de få timer, jeg tilbragte her i Dansk Vestindien. Jeg kunne sagtens finde på at komme tilbage og prøve de andre 99.

    Jeg hedder Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

    28 min
  • 253 DE AMERIKANSKE JOMFRUØER: Var engang Dansk Vestindien
    Velkommen tilbage til nye episoder af Radiovagabond. I denne episode skal vi til Saint Croix og opleve et stykke Danmarkshistorie på de Amerikanske Jomfruøer. Vi kender dem måske bedre som ”det tidligere Dansk Vestindien”.
    Mød et par af de lokale og tag med på en historisk byvandring og hør blandt andet en masse om Alexander Hamilton.
    28 min
  • 252 INTERVIEW: Siobhan er en digital nomade over 50

    Velkommen tilbage til helt nye Radiovagabond episoder. Jeg håber, du har nydt de daglige flashback-episoder, jeg har givet dig i august, men ny er vi på nippet til at starte Sæson 7; og den bliver anderledes end tidligere, hvor vi har fokuseret på ét kontinent.

    De næste fire måneder tager jeg dig med kloden rundt. Vi skal til Andorra, Bali, Brasilien, Chile, Dominica og Saint Lucia i Caribien, El Salvador, Guatemala, Jordan, Uruguay, et par steder I USA, og vi starter St. Croix – en af de tidligere Jomfruøer i Dansk Vestindien.

    Som altid får du rejse-episoder om onsdagen og så kommer der også en del interview-episoder i weekenden.

    Og vi starter med et interview. I dag kan du møde Siobhan Farr, som jeg skal dele kahyt med på et krydstogt gennem Caribien. Hun er, hvad hun selv kalder "spark originator" – eller grundlægger af en konference og et community, der hedder Digital Nomads Beyond 50.

    32 min
  • FLASHBACK: Beograd

    Mens jeg arbejder på den kommende sæson, får du nogle flashback-episoder fra nogle af mine yndlingssteder rundt omkring i verden.

    Denne episode, som er fra Beograd i Serbien er optaget i august 2016.

    EPISODE LINK:

    https://www.radiovagabond.dk/022-beograd/

    ABONNÉR:Du kan abonnere gratis, alle de steder, du lytter til podcasts.Apple Podcast Spotify

    Google Podcast

    Send en talebesked eller udfyld formularen.

    17 min
  • TRAILER: Sæson 7 starter snart

    I næste uge er vi tilbage med helt nye Radiovagabond-episoder, når vi starter sæson 7. Og den bliver anderledes end tidligere, hvor vi har fokuseret på ét kontinent.

    De næste fire måneder tager jeg dig med kloden rundt. Vi skal til Andorra, Bali, Brasilien, Chile, Dominica og Saint Lucia i Caribien, El Salvador, Guatemala, Jordan, Uruguay, et par steder I USA, og vi starter St. Croix – en af de tidligere Jomfruøer i Dansk Vestindien.

    Som altid får du rejse-episoder om onsdagen og så kommer der også en del interview-episoder i weekenden.

    Faktisk starter vi med et interview allerede mandag morgen. Her kan du møde min Siobhan Farr, som jeg skal dele kahyt med på et krydstogt gennem Caribien. Hun er, hvad hun selv kalder "spark originator" – eller grundlægger af en konference og et community der hedder Digital Nomads Beyond 50.

    Vi ses i sæson 7

    3 min

About Radiovagabond

From the publisher's feed

Palle Bo er en radiomand, der har solgt sit hus, sin bil og alle sine møbler, for at rejse jorden rundt. Han har en ambition om at besøge alle lande i verden, og du kan tage med på rejsen i denne…

More shows like Radiovagabond

Investeringspodcasten by Nordnet

Investeringspodcasten

26 Listeners

Go' Tur Hjem by Oliver Stanescu

Go' Tur Hjem

13 Listeners

Den Hvide Væg by Anders Matthesen

Den Hvide Væg

24 Listeners

Så har vi balladen by Mark Le Fêvre og Pelle Lundberg

Så har vi balladen

8 Listeners

Prompt by DR

Prompt

3 Listeners

Magtfuld by RADIO IIII

Magtfuld

8 Listeners