Radiovagabond

ENGLISH VERSION: TheRadioVagabond.com

Det er tid til endnu et interview med en person, der rejser meget. Shane Dallas er fra Australien og kalder sig selv The Travel Camel. Shane har været i mere end 100 lande, men har besluttet sig for at sætte farten ned i jagten på at besøge så mange nye lande. Han har slået sig ned i Kenya med sin hustru og deres lille datter. Jeg mødte ham også på TBEX Europe, hvor han er konference direktør. Dette er dog optaget på TBEX North America i Upstate New York, og vi taler blandt andet om at rejse, om Iran og om den kontroversielle beslutning om at afholde en TBEX i Zimbabwe.

ENGLISH VERSION: TheRadioVagabond.com

North Carolina fik et dårligt ry for et par år siden, da de indførte en lov - den såkaldte "bathroom bill", der dikterede transseksuelle at benytte det toilet, der passer til deres køn ved fødslen.

Derfor er det meget passende, at min første Pride skulle finde sted netop her i Greensboro, North Carolina.

Jeg går en tur i en festlig gade med værtinden, Anjelica, som er en meget farverig transseksuel. Jeg møder også Eric Raudsep, der er "Libetarian". Han har en homoseksuel quiz, jeg tager. Et af spørgsmålene går på om bøsser må være bloddonorer i USA. Hvad tror du?

Pludselig er der et par mænd med store trækors, der står i gaden og prædker, at det er en synd at være homoseksuel. De er i sagens natur ikke særlig velkomne på en Pride, der netop fejrer stoltheden ved at være homoseksuel. Jeg taler med Julia, der står foran en af dem og opfordrer til at man ikke lader sig provokere, og så taler jeg med en af dem med kors. Jeg er nysgerrig på hvad i alverden de ønsker at opnå med deres tilstedeværelse her i gaden.

På fredag får du endnu et spændende interview med en erfaren rejsende. Han hedder Shane Dallas og kalder sig selv for The Travel Camel.

ENGLISH: Go to TheRadioVagabond.com Vi tager lige en lille pause fra de normale rejse podcasts for at give dig endnu et interview med en interessant person i rejsemedie industrien. Så hvis du er interesseret i nomade livsstilen og måske drømmer om at komme til at leve af at rejse, er dette en episode for dig. Jeg kan hermed afsløre, hvad Rick ikke kunne da vi talte sammen: Den næste TBEX North America bliver afholdt i Billings Montana i september 2019. Næste mandag er der endnu en episode fra North Carolina, hvor jeg deltager i Greensboro Pride og taler med en transseksuel kvinde og møder en fyr med et stort kors, der prædker, at det er en synd at være homoseksuel. Og på fredag er der endnu et interview. Denne gang møder jeg Shane Dallas, The Travel Camel, der er konference direktør for TBEX Europe - og faktisk ham, der hyrede mig til at tale om podcasting på konferencen i Tjekkiet fornylig.

ENGLISH VERSION OF THIS PODCAST: Search for "The Radio Vagabond".

Jeg er i High Point, North Carolina. En lille by, der er kendt som verdens møbel hovedstad. Ikke alene har de verdens største møbelbutik, de er også vært for et stort møbelmarked to gange om året, hvor byens indbyggertal bliver næsten fordoblet, når 70-80.000 mennesker kommer til byen.

En anden ting, High Point er kendt for, er at producere de ikoniske amerikanske gule skolebusser.

Jeg skal "housesitte" en måned her. Jeg blev forbundet med Davina van Buren via TrustedHousesitters.com. Hun har et hus, to hunde og en masse planter, som jeg skal passe på.

Efter den første uge kom Davina tilbage til huset og bad mig om at køre hende til Blue Ridge Mountains i Virginia. Det er et par timer nord for High Point, og jeg tænkte, det ville være en god tid at tale med hende om byen, om staten og om hende selv.

Jeg fortsætter min køretur fra Atlanta sammen med min gamle ven, Lars, som jeg har boet hos i en uge i Atlanta.

Vi taler om udlængsel og om, hvorfor vi begge har valgt at forlade Danmark, selvom vi er enige om, at det er verdens bedste land.

"Danmark er jo et fantastisk dejligt land, men der er jo også andre lande, der har noget andet at byde på", siger Lars og fortsætter:

"Det er lidt som, hvis man kan lide spaghetti med kødsovs, så bliver man jo træt af det efterhånden, hvis man fik det hver dag".

Jeg bryder ind: "Ja, nogen gør. Andre kan godt li' spaghetti kødsovs hver dag".

Lars mener, at man bliver mere åben, når man ser, hvordan andre mennesker lever.

Mens jeg var i Atlanta var jeg på besøg på CNN, som Ted Turner startede tilbage i 1976. Det var verdens første 24 timers nyhedskanal, og selvom de i dag har studier rundt omkring i hele verden er det stadig her CNN har sit hovedsæde.

Jeg var forbi og hoppede med på en rundvisning, hvilket var meget interessant.

Det er også her i Atlanta, at Coca-Cola har sit hovedsæde. Her var jeg også på rundvisning. Jeg oplevede deres museum, der viser historien bag det ikoniske firma. De viser også en rørende film, hvor den får på alle tangenter på følelsesregistret, og så er der et område, hvor man kan smage på flere hundrede forskellige smagsvarianter, som de laver rundt omkring i verden. Der er standere i et stort område, hvor man kan gå rundt fra verdensdel til verdensdel og smage på de mange forskellige slags sukkervand.

Det lyder ret fjollet og meget amerikansk, men jeg synes faktisk, det var ret spændende at opleve.

Atlanta er hovedstad og største by i den amerikanske delstat Georgia, og hovedby i det niendestørste storbyområde i USA.

Selve byen har kun lige under en halv million indbyggere, men kigger man på indbyggertallet for storbyområdet, så ligger tallet på over 6 millioner. Dette indbyggertal er i løbet af det seneste 10 år blevet forøget med mere end en million mennesker, hvilket ifølge Wikipedia er den fjerdestørste absolutte tilvækst blandt alle storbyområder i USA.

Lars fortæller, at det er mekka for handel i denne del af USA, og så har de verdens største lufthavn.

"Der sker så meget hele tiden, og derfor er det et spændende sted at bo", fortæller Lars.

Jeg boede hos Lars og Marianne i en uge, og en aften spurgte Lars om jeg ville med ud og spille lidt fodbold med vennerne. Der var på små 7 mandshold med flyvende udskiftning, og det takkede jeg naturligvis ja til. Tænkte at det ville være en god måde at få lidt motion på. Og måske ville der også være en hyggelig 3. halvleg.

Det viste sig, at vi skulle spille mod et mexicansk hold, som gik voldsomt meget i det.

Det var lige ved at udvikle sig til slåskamp og dommeren havde en travl aften. Det fløj omkring sig med både røde og gule kort og det var ved at kamme helt over med skænderier og hidsighed.

En eftermiddag fandt jeg ud af, at Ed Sheeran spillede samme aften i Atlanta, og utroligt nok var der stadig ledige billetter. Da Lars og Marianne skulle besøge nogle venner hoppede jeg på en Uber og tog til koncert.

Selveste James Blunt var opvarmning og selvom han nok mest er kendt for at lave ballader, som "You are Beautiful", lykkedes det ham at piske en stemning op, inden den lille rødhårede englænder gik på scenen.

Der var han i næsten tre timer alene på scenen med sin guitar og sine loop-pedaler, og han var fantastisk. Sikke et enestående talent.

Så jeg filmede en del med min telefon og da koncerten sluttede var der 20% batteri tilbage. Normalt har jeg altid en powerbank med, så jeg kan give min telefon lidt ekstra strøm, men den havde jeg glemt denne aften.

Sammen med måske 15.000 andre gik jeg udenfor. Jeg bestilte en Uber og nåede lige at se, at jeg skulle kigge efter en grå Honda med en nummerplade, der sluttede på 4144. Og så døde min telefon.

Ikke nok med at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle vente på den og at jeg ikke kunne kommunikere med den, så anede jeg ikke hvor jeg skulle hen. Jeg havde blot kopieret deres adresse ind i app'en. Med andre ord, jeg var slemt på den, hvis ikke jeg fandt den.

Efter 45 minutter dukkede den mirakuløst på, og efter en løbetur efter den lykkedes det mig, at få den til at stoppe.

På vej mod mit næste stop i North Carolina overnattede vi i Charlotte, som er en fantastisk by, jeg gerne vil tilbage til og opleve noget mere af.

Jeg er kommet til Atlanta, hvor jeg bor en uge hos mine gode venner Lars og Marianne.

I begyndelsen af 90'erne lavede jeg morgenradio sammen med Lars Hedegaard på Radio ABC i Randers.

Siden de forlod Randers har de flyttet en del rundt i både Danmark og verden. Marianne har et job, der har gjort det muligt for dem at blive udstationeret, og Lars og deres to børn tog med. Først var de i Prag, så i Budapest og Amsterdam og nu her i Atlanta.

Tag med os i bilen, når vi taler om det med at rejse rundt i verden som familie, om Atlanta og politik.

Du kan også komme med i kirke en søndag formiddag. En gudstjeneste, der var meget anderledes end en gudstjeneste i en dansk folkekirke.

Anden halvdel af denne snak kommer allerede senere på denne uge.

ENGLISH VERSION: TheRadioVagabond.com

I den seneste episode af Radio Vagabond Podcast besøgte vi et børnehjem i Esteli i den nordlige del af Nicaragua. Jeg var der sammen med min nye ven John Pappas.

Han er en succesfuld forretningsmand fra Canada, der trak sig tilbage og er nu en filantrop. Han hjælper børn fra fattige familier i Nicaragua ved at give dem sin tid og en del af sine penge til et børnehjem her. Han støtter også en ung 19-årig pige.

"Jeg har altid troet, at mit formål i livet var at tjene så mange penge som muligt, men kom til at tænke på, at jeg ikke har nogen at efterlade dem til når jeg ikke er her mere. Man skal helt sikkert arbejde hårdt, men man har også brug for en grund til at være", siger han.

"Mange spørger mig, hvorfor jeg gør det, og siger at jeg hjælper dem så meget, og jeg siger 'nej nej, det er, hvad de giver mig. Det er ti gange mere end, hvad jeg giver dem".

John siger, at det er som, når du adobterer et barn. Du redder ikke barnet - det er mere barnet, der redder dig.

NICARAGUANSKE CIGARER

Så ville John vise mig et lille sted, hvor de producerer kvalitets cigarer. Ifølge John er den nicaraguanske cigar fremragende, og på vej derhen fortæller han mig, at det ikke er muligt at købe nicaraguanske cigarer her i Nicaragua. Det er vanvittigt, men på grund af skattelovgivningen, skal de eksportere cigarer og derefter importere dem igen. Alle cigarer, der bliver produceret her i Esteli er kun til eksport, så de markedsfører ikke deres egne cigarer her i deres eget land.

Turisterne kan tage herfra med falske eller cubanske cigarer, men kan ikke få lokale cigarer.

Vi ser omkring 25 personer, der sidder omkring et par lange borde, og ruller og forme de brune tobaksblade i store flotte cigarer. Jeg kan se, at disse mennesker kender deres håndværk. De har gjort det før.

GADEKUNSTNEREN ALEX

John introducerede mig til Alex, den mest succesrige gadekunstner her i Esteli. Han var en pioner indenfor gadekunst, og for omkring 20 år siden lavede han graffiti. Tilbage i 1997 blev han kontaktet og blev helt overrasket. Han anede ikke selv, hvor talentfuld han var.

Dette møde ændrede sit liv. På det tidspunkt vidste han ikke rigtig meget om, hvad han gjorde, men havde dette rå talent. Og da han mødte to andre talentfulde gadekunstnere, vidste han, hvad han ønskede at gøre i sit liv. Nu, 20 år senere, er Alex "kongen af ​​gadekunst" her i Esteli. Han har sit eget lille hold, de arbejder en del for cigarindustrien.

MANKU LAKE PARADISE

I denne episode tager jeg også tilbage til søen tæt på Granada, hvor jeg mødte Fernando i den første episode her fra Nicaragua. Her talte vi om det kvægselskab, han driver, hvor investorer tjener lidt penge og samtidig hjælper lokale landmænd. Gå tilbage og lyt til episode #111 for at høre dette.

Vi er i et smukt område tæt på søen, Lago Cocibolca uden for Granada - og det er her, hvor der er mange små øer - i Nicaragua kalder de dem Las Isletas.

At komme til Manku Lake Paradise er lidt af en køretur, men det er besværet værd. Selvom det kun er 7 km fra Granada, tager det 20-30 minutter at komme hertil, da den sidste halvdel er på en ujævn grusvej.

Men når du ankommer falder pulsen.

Det er så smukt og roligt, og det er umuligt at blive stresset her.

Der er et stort rundt restaurantområde uden vægge med udsigt over den smukke sø, Lago Cocibolca og poolen. Vi kan også se et par af de små øer. Det er virkelig et paradis.

Fernando fortæller mig om stedet og tager mig en tur ned til søen - og derefter bliver jeg sat op på en hest og rider lidt rundt i skoven.

365 SMÅ ØER

"Las Isletas" som lokalbefolkningen kalder dem, blev dannet, da en stor vulkan var i udbrud for tusindvis af år siden og kastede store sten i søen.

De er forskellige i størrelse. Den mindste er omkring 100 kvm, og den største er omkring 1 kvadrat kilometer. Der bor omkring 1200 mennesker på øerne. De fleste af dem er fiskere.

Et par dage tidligere var jeg på en sejltur og så at nogle af øerne har hoteller eller luksuriøse huse. Der er også ubeboede øer med kun nogle palmer, der vokser på den. Jeg så også en lille ø, hvor de eneste indbyggere var en gruppe af små aber.

JEG FIK MANDE-INFLUENZA

Som du måske husker fra den første episode her fra Nicaragua, bor jeg i en smuk stor hotellejlighed på et sted, der hedder Paraiso Granada.

Her tilbragte jeg en uge i sengen. I starten troede jeg, det var madforgiftning, men jeg fandt ud af, at det var en simpel influenza.

Det var 4-5 dage, hvor jeg stort set bare sov. Og der var jeg, helt alene i et fremmed land, og have ondt af mig selv.

Efter et par dage fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene. Jeg havde sendt en besked til den hollandske hotelchef, Ellen, og pludselig bankede hun på min dør. Hun kom med suppe, juice, frugt og et par tabletter, der kunne få min mavepine til at gå væk.

Et par timer inden jeg forlader landet taler jeg med Ellen om, at jeg har for meget i køleskabet. Hun siger mig, at jeg blot skal efterlade det og at rengøringsdame vil være så glad for at få det.

ET PAR ORD OM NICARAGUA 2018

Denne episode blev optaget i 2017, da alt var fredeligt i landet. Altså før 2018-konflikten. I forbindelse med produktionen af disse episoder har jeg talt med mange af mine venner i Nicaragua.

Og hvis jeg skal beskrive livet i landet lige nu med få ord: Det er skidt. Meget skidt.

Næsten ingen turister kommer her, hvilket påvirker alt.

Manku Lake Paradise er lukket for øjeblikket, og næsten ingen gæster bor på Paraiso Granada. Restauranten er stadig åben, men det er stort set kun for lokale gæster. Hver nat er der en væbnede vagt foran hotellet.

Ole med skofabrikken, som jeg talte med i episode #112 fortæller mig, at deres fabrik har været lukket siden maj 2018.

Jeg har talt med mange af de mennesker, jeg mødte om at lave et interview, men vi blev enige om, at det bare er for farligt - selvom vi gjorde det anonymt, jeg ikke nævnte deres navn og ændrede deres stemmer. Det ville bare ikke være risikoen værd.

I stedet vil jeg fortælle dig nogle af de ting, jeg har fået at vide. Jeg vil ikke fortælle dig hvem der fortalte mig dette igen, fordi det vil være for farligt for dem.

Der er kommet en ny lov i Nicaragua: Når du siger noget grimt om regeringen, kan du blive arresteret og sendt i fængsel i 30 år efter retsag, hvor du ikke kan få kvalificeret juridisk repræsentation. Du bliver sendt væk i 30 år uden mulighed for at appellere.

Regeringspolitiet analyserer billeder fra demonstrationer, og alle i billederne kan få et natligt besøg fra dem, hvor de kan blive anholdt, tortureret og sendt til fængsel i 30 år.

Jeg har hørt forfærdelige historier om, at folk havde deres tunge skåret af, og deres fingernegler trukket ud som et middel til tortur. Jeg har også hørt om, at hold af militante politifolk stormee huse med automatvåben midt om natten.

Jeg talte til en mand, der hver aften går rundt om i huset for at se, om der er et kritemærke på hans hus, hvilket vil indikere, at han er den næste.

Han sagde også, at han føler at han er for gammel til at kunne overleve tortur og fængsel, så han har fortalt sin kone, at han vil vil skyde sig selv med sin egen 9 mm pistol, hvis huset bliver stormet en nat.

Han har spurgt sin kone, om hun ville have, at han skyder hende, før han skød sig selv.

Forestil dig at have den samtale med din kone.

Men det er livet i Nicaragua lige nu i 2018. Og mange af de lokale folk, jeg talte med, sagde, at der ikke er meget håb om at det bliver bedre i nærmeste fremtid. Tværtimod. Flere sagde, at deres største håb er, at FN vil sende tropper til at hjælpe dem.

Jeg efterlod en del af mit hjerte i Nicaragua, og jeg vil gerne komme tilbage. Jeg kan bare ikke gøre det nu.

I næste uge vil jeg være tilbage i USA i anden halvdel af min amerikanske road trip. Denne gang går turen fra Atlanta til New York, og det glæder jeg mig tigtig meget til.

LINKS: Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.

ENGLISH: TheRadioVagabond.com

I denne episode kører jeg en tur med John Pappas, som jeg mødte i restauranten, hvor jeg bor i. Vi blev venner efter få sekunder. Ind imellem gange møder du nogen, hvor du bare klikker.

Tre ting jeg, straks bemærker med John: Han har en flot tatovering med græske guder, der dækker hele sin højre arm, han smiler næsten altid, og har ALTID en cigar i hånden. For det meste af tiden er den ikke tændt; han sidder bare med den, ligesom de fleste andre ville sidde med en telefon. For John er en græsk/irsk canadisk "cigarmand" og filantrop med stor kærlighed til Nicaragua.

Efter at have opbygget en succesfuld restaurantkæde i Canada, bestemte han sig for, at han havde brug for et "formål med livet", og han trak sig tilbage. Herefter kom han i kontakt med nogle venner i tobaksindustrien her og sagde:

"Jeg vil gerne give tilbage til et land, jeg elsker, og hjælpe børnene her i landet"

Sammen fandt de et børnehjem og siden har de støttet det sammen.

John fortæller mig, at det kan være svært, at arbejde sammen med en NGO som SOS, der kører hundredvis af børnehjem rund omkring i verden. Det svære er, at få dem til at acceptere, at man vil være med til at bestemme, hvad pengene går til. Men efter et stykke lykkedes det.

Jeg kører i bjergene med min nye ven John. Vi er 170 km nord for Managua, som vi passerede på vej fra Granada. Og vi kommer nærmere Honduras grænsen yderligere 100 km længere nord på.

De producerer tobak og mest cigarer i dette område, og det er det, der holder denne by i live. Ifølge John understøttes 90% af alt her af cigarindustrien.

Vi kører gennem et fattigt kvarter - på en grusvej med små huse på hver side og den største tobaksfabrik i området i horisonten. Vi er på vej mod det børnehjem, som John arbejder med, og da vi nærmer os ser vi mindre affald, det er nymalet, og alt ser lidt pænere ud.

Dette er en søndag formiddag og en stille dag her på børnehjemmet. Det er sjældent, at gæster får lov til at besøge dette børnehjem, så jeg føler mig meget privilegeret, da John tilbyder, at tage mig med.

De fleste af børnene her er ikke forældreløse, men mange af dem er blevet seksuelt misbrugt. Og det er et kæmpe problem her i Nicaragua. Jeg har hørt nogen sige, at måske et ud af tre børn er blevet seksuelt misbrugt her.

Derfor har de også en regel om, at alle mænd skal forlade børnehjemmet, inden solen går ned. Selv John, som de kender.

Nicaragua er også et land med mange unge mødre. Jeg fik fortalt, at mange mænd ikke føler det store ansvar og blot smutter videre til den næste kvinde, efter at han har gjort hende gravid.

Mere end 13 millioner børn fødes hvert år til mødre mellem 15 og 19 år. Faktisk er næsten 25% af alle fødsler i landet fra teenage-kvinder. Og omkring halvdelen af ​​kvinderne i landet har deres første barn, inden de fylder 20 år gamle. En anden detalje: Abort i Nicaragua er helt ulovlig.

Nogen fra børnehjemmets personale mødte på et tidspunkt en 13 årig pige i byen. 13 år gammel - og højgravid. De gik hjem med hende og mødte sin mor. Hun var 27 - og højgravid. Og mens de talte sammen dukker pigens mormor op. Hun var omkring 45 - og også højgravid.

Så altså: Tre generationer af nicaraguanske kvinder, alle meget gravide. Og tilsyneladende var det den samme fyr, der havde gjort alle tre gravide.

Vi går rundt i området og John fortæller mig mere om alle de forskellige projekter, han er involveret i. For det meste er det de små ekstra ting, der kan hjælpe med at forbedre livet for børnene. Som at for eksempel at dræne en sump i området og gøre det til en boldbane, tage børnene til en fodboldkamp, da lokalholdet vandt mesterskabet, afholde en fest eller lignende.

John har altid selv haft et stort ønske om at blive far, men det blev ikke sådan. Indtil et år siden, hvor han adopterede en 18-årig pige. Eller det vil sige, ikke på papiret, men mere en aftale mellem ham og hende. Hun kalder ham far, og han støtter hende økonomisk og "skræmmer kæresterne væk", som han siger med et smil.

Med børnehjemmet og pigen, fandt den canadiske cigarmand omsider sit livsformål.

LINKS: Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk

Velkommen til en ren dansk udgave af Radiovagabond Podcast. I denne episode møder jeg Ole. Nomaden, der omsider fandt sit hjem hvor han kunne falde til.

Han har inviteret mig med på en køretur udenfor Granada, hvor jeg bor.

Det hele blev startet af en dansker, der var i gang med at starte en fodboldskole her i Nicaragua for at hjælpe de fattige i landet.

Han hedder Ole, er oprindeligt fra Jylland og er tidligere sømand. Han har sejlet 8 år af sit liv, han har arbejdet som fængselsbetjent i nogle år og på Christiansborg - som frimærkeslikker. Faktisk var han selv tæt på at blive valgt ind på et tidspunkt, men blev "reddet på målstregen", som han selv kalder det.

KUNNE IKKE FINDE RO

I Danmark flyttede han meget rundt i landet. Han har boet på Lolland, på Nørrebro, på Vesterbro, på Fyn og alle steder i Jylland. Han flyttede så meget, at mange af hans venner kaldte ham for "nomaden". Han kunne ikke finde ro nogen steder.

"Jeg kunne aldrig finde den hylde, jeg skulle ligge på", siger han og fortsætter: "Så så jeg på morgen-TV, at der var en der søgte nogle frivillige til en fodboldskole i Nicaragua".

På dette tidspunkt vidste han ikke hvor Nicaragua ligger. Han fortæller, at han faktisk ikke engang vidste, at de talte spansk i landet. Men han tænkte "tre måneder væk fra landet ville jo være rart". Det var 13 år siden, og han er her stadig.

Efter tre måneder rejste han til Danmark og afhentede alt, hvad han havde og rejste tilbage.

"Jeg tænkte, at det er her jeg skal bo. Jeg har aldrig været god til det med at lukke sig inde i sit hjem og så stå op den næste morgen bare for at gå på arbejde. Jeg tror, at jeg er for socialt anlagt til at leve på den måde".

Noget af det, der gjorde, at han faldt til i landet var menneskerne her.

"Hvis ikke jeg er ude af mit hjem om morgenen, banker de på og spørger om jeg er syg", siger Ole, mens vi sidder i bilen og det smukkeste bjerglandskab kører forbi udenfor.

Når jeg spørger ham, hvad det gode ved at bo her i Nicaragua er siger han straks, at det er befolkningen. Selvom det et fattigt folk, så er der en åbenhed og varme, og en ærlighed.

Det hele blev sat i gang af en dansker, der var i gang med at starte en fodboldskole.

DANSK RIGMAND SATTE DET HELE I GANG

Denne dansker var Peder Kolind. Født og opvokset i Aarhus og storebror til erhvervsmanden Lars Kolind. Peder gjorde det, som sin bror, ret godt erhvervsmæssigt.

Hans navn er nok ikke så kendt i Danmark, som sin brors, men i 1995 var han en af verdens største leverandører af sikkerhedssystemer til mindre virksomheder og private hjem. Inden for dette felt var størst i England, USA og en række andre lande med millioner af kunder og tusindvis af medarbejdere.

På toppen af karrieren besluttede han, at han havde tjent penge nok, og at han fremover ville bruge kræfterne på at gøre mest mulig nytte med sin energi og formue.

I en alder af 49 år valgte han at koncentrere indsatsen i Costa Rica og Nicaragua, hvor han etablerede Centro Carita Feliz; en uddannelsesinstitution for flere end 1200 børn og unge, der gratis undervises i mere end 20 fag, og som derudover får mad, lægehjælp og skolepenge.

Og så startede han det sports college, som Ole taler om, hvor 400 drenge og piger kunne træne mere end 15 sportsgrene i stedet for at rode sig ud i noget kriminalitet.

Peder Kolind var meget optaget af at finde en vej til at hjælpe familier ud af fattigdom. Og med økonomisk støtte fra andre danskere byggede han også et landsbysamfund uden for Granada, hvor beboerne ikke alene fik tag over hovedet, men også job, undervisning og et socialt fællesskab.

Som en anerkendelse af indsatsen blev han, i 2014 udnævnt til dansk generalkonsul i Nicaragua.

Jeg ville ønske, at jeg havde mødt Peder, mens jeg var i Nicaragua. Men det var desværre ikke en mulighed. Peder Kolind, døde i 2015, 70 år gammel.

Ole kørte rundt i byen i en højttalervogn og fortalte om projektet. Hans mål var at skaffe 100 elever på denne måde, men inden dagen var omme var der over 800 unge, der havde skrevet sig ind. Det blev en stor succes og de havde mange forskellige sportsgrene på skolen.

LIGNEDE MERE EN FORBRYDER

Den lå ellers ikke lige til højrebenet for Ole, at komme til at tale med en succesrig erhvervsmand som Peder Kolind. Som gammel sømand havde Ole mange tatoveringer og havde barberet sig skaldet. Han lignede mere en forbryder end en potentiel direktør. Men han blev introduceret til Peder gennem fælles venner i Aalborg, og det gjorde forskellen.

Efter et halvt år sagde Kolind til ham:

"Jeg vil fortælle dig en hemmelighed. Sådan en type som dig, ville jeg aldrig nogensinde so meget som tale med. Du har tatoveringer, du er skaldet og ligner den værste røver inde fra Vestre Fængsel. Men fordi nogle af dine venner, som også er mine venner, anbefalede dig, har jeg fundet ud af, at du faktisk er et okay menneske".

Man skal måske ikke være så hurtig til at dømme folk på deres udseende.

Fodboldskolen eksisterer desværre ikke mere. Den lukkede, da Peder Kolind døde i 2015. Ingen af Peders sønner havde mulighed for at drive det videre. Mange af de fattige i byen kan stadig komme hver dag og spise aftensmad, da centret blev overdraget til en amerikansk organisation, der driver det videre.

Da vi besøgte stedet senere på dagen kunne jeg se, at Peders ånd stadig lever videre. Hans billede hænger på væggen.

"Han gjorde en masse uden at forvente at få noget igen", fortæller Ole. "Jeg lærte meget af Peder Kolind. Han var en stor mand".

OLES 3 ÅRIGE GUDSØN BLEV DRÆBT

Ole og hans nicaraguanske kone er gudforældre for flere børn her i Nicaragua. Det er noget, der er meget udbredt her og en måde, at dem der har lidt mere støtter dem, der har lidt mindre.

Men det at blive gudfar indebar mere, end Ole havde regnet med. Dette fik han at mærke på den barskeste måde, da hans treårige gudsøn blev forgiftet og dræbt, som en hævnaktion for et drab, hans far sidder i fængsel for.

Ole fortæller mig, at de har fem gudbørn. Og så retter han sig selv til "fire". De havde en gudsøn på knap 4 år, hvis far sidder i fængsel for drab i forbindelse med et røveri. Pludselig blev den lille dreng forgiftet og ifølge Ole, så går konspirationen på, at det er forældrene til den, som drengens far havde dræbt, der havde forgiftet ham.

Tanken er, at her er det meget "�je-for-øje og tand-for-tand", da retssystemet ikke er så velfungerende som det, vi kender i resten af verden.

De ringede fra hospitalet og da de kom dertil åndede den lille dreng ud, og moderen og drengens 6-årige storesøster var ude af sig selv.

På grund af varmen og den manglende mulighed for at komme på køl er det normalt sådan, at man bliver begravet indenfor 24 timer her i landet, men fordi de kunne lugte forgiftning skulle den lille dreng obduceres. Og da Ole var gudfar blev det hans opgave at køre drengen i en lille kiste i sin egen bil til politi og retsmediciner i Managua. Ole siger, at dette var meget svært.

"Det var sgu hårdt", siger han. "Fem dage forinden havde jeg også kørt med ham i samme bil, men der havde vi spist is, været på tur rundt i byen og hygget os".

Da han kom til Managua fik han at vide, at han skulle med ind til obduktionen som vide på at alt gik rigtigt til. Når faderen ikke er der, er det gudfaderen, der træder til.

"Det slog benene væk under mig", fortæller en berørt Ole, men tilføjer, at det også gør, at man føler, man er en del af samfundet.

DATING I NICARAGUA

Ole faldt for kvinden Yokonda i forbindelse med sit arbejde på Peder Kolinds sports college. Men det er ikke nemt at bejle til en kvinde her, fortæller han.

Gentagende gange havde de aftalt, at drikke kaffe sammen efter arbejde, men gang på gang blev han brændt af. Da de endelig mødtes, fik han klar besked: "Vi kan godt være kærester, men det er kun noget med at holde i hånd. Ikke noget med at kysse og sex kan du godt glemme indtil, vi er blevet gift i en katolsk kirke".

Det endte dog med at de blev et par, og da de så skulle flytte sammen ventede der Ole en stor overraskelse. Det var nemlig ikke kun Yokonda, der dukkede op, da hun skulle flytte ind.

Ole havde forventet, at hun havde en masse tøj og anden baggage med, men i stedet havde hun taget sin lillesøster med.

Yokonda forklarede Ole, at denne unge pige ikke kunne blive boende hjemme med sine 10 brødre og ingen forældre. Risikoen for at hun ville blive misbrugt var for stor. Dette er desværre alt for udpræget her i landet.

Ole havde hørt, at omkring hver tredje pige i landet var blevet misbrugt. Sådan et tal virker helt vanvittigt i mine ører.

ARBEJDSKRAFTEN ER FOR DYR I KINA

Vi kommer forbi et sted, hvor der er en kinesisk fabrik. Altså en fabrik, som kineserne har flyttet til Nicaragua, fordi arbejdskraften hjemme i Kina er meget højere end her. Dette er vist et godt eksempel på den nye verdensorden.

Men lønningerne er meget lave her i landet. Også call-centre. Oles egen datter arbejder på et call-center og får en månedsløn på 500 dollars – det er omkring godt 2700 kr. Dette er faktisk en god løn her, men det er altså ikke noget, man får selv den billigste studentermedarbejder hjemme Danmark for.

STORE FORANDRINGER I NICARAGUA

Siden Ole kom til landet i 2004 er der sket rigtigt meget i landet. Selvom det stadig er et uland er f.eks. infrastrukturen blevet meget bedre, der er en stor 4-sporet motorvej mellem Managua og Granada. Ole peger også på at der er mange flere forretninger og restauranter.

Mens vi kører der på de små veje i bjergene, fortæller Ole om, hvordan det foregår, når man skal have kørekort her i landet.

Der er ikke rigtigt noget der hedder teoriprøve, og selve køreprøven er et kapitel for sig selv. Da Oles svoger, Roberto, skulle have kørekort for et par år siden var der 17 elever på holdet. Den motorsagkyndige kom og valgte en af eleverne ud, og den elev, han trak ud skulle aflægge køreprøve. Det var tilfældigvis Roberto og da han kom tilbage efter en kort køretur på 8-10 minutter fik han at vide, at han var bestået. Og så jublede alle 17 elever. For så var de alle sammen bestået. Havde Roberto dumpet var de alle dumpet.

I bilen lukker Ole handskerummet op og viser mig et specielt papir, han har. Når man som udlænding bor i Nicaragua, så kan man få noget, der hedder "Amigo de Policia Nacional". Hans billede er der på, der er stempel og det er underskrevet af politi direktøren. Det betyder, at hvis han bliver stoppet af politiet, kan han vise det og de vil blot sige "undskyld, don Ole" og lade ham køre videre. Ole betaler 80 dollars i kvartalet at have sådan et kort, men det er pengene værd, fortæller Ole.

JEG HAR VÆRET PÅ VULKANER

Da vi kommer tilbage til Granada tager Ole med mig ud til en vulkan. En rigtig aktiv vulkan. Her står jeg på toppen og kigger ned en den orange lava mens solen er ved at gå ned. En helt fantastisk oplevelse.

NICARAGUA 2018 ER ANDERLEDES

Tak til Ole for en fantastisk dag og en spændende snak om hvordan Nicaragua så ud på dette tidspunkt hvor jeg var i landet i august 2017. Som jeg sagde i starten af episode 111, så er der jo sket meget siden da. Urolighederne har hærget og det er gået ud over rigtigt meget i landet.

Turisterne holder sig stort set væk fra landet i øjeblikket. Der er bevæbnet vagt hver nat foran hotellet og mange restauranter, butikker og andre firmaer har det rigtig rigtig svært.

Jeg har forgæves forsøgt at få fat i Ole i forbindelse med redigering af denne episode, så jeg kunne fortælle dig om, hvordan det går. Jeg har hørt rygter, men vil gerne tale med Ole selv inden jeg siger noget. Og det er endnu ikke lykkedes.

Jeg håber, at jeg kan give dig en opdatering i den episode, der kommer på mandag.

LINKS: Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.

ENGLISH VERSION: TheRadioVagabond.com

Denne episode er dedikeret til befolkningen i Nicaragua. Lige nu oplever landet de værste uroligheder siden borgerkrigen sluttede i 1990. Hundredvis er blevet dræbt, siden de brød ud i april i år.

Jeg talte til folk, der var utilfredse med præsident Ortega og med systemet, men da jeg var der i august 2017, var alt fredeligt.

Jeg håber virkelig, at alt kommer tilbage til det normale, så landet kan trives.

MIN FØRSTE HJEM I MELLEMAMERIKA

Mit fly fra Chicago lander i Managua om eftermiddagen, og efter en 45 minutters kørsel til Granada, ankommer jeg til mit næste hjem. Det hedder Paraiso Granada. De næste to og en halv uge opholder jeg mig i en vidunderlig lejlighed her i centrum af Granada.

Den er langt større, end hvad jeg har brug for. Jeg har to store soveværelser, tre badeværelser og en kæmpestor stue. I den ene ende af den er der et vidunderligt køkken. Total luksus.

Jeg bor på første sal, og fra min balkon har jeg en fantastisk udsigt over gården og poolen lige ved siden af restauranten.

Paraiso Granada ligger cirka 5 minutters gang fra Calle La Calzada, en livlig gade med mange restauranter og barer og ca. en kilometer fra den største sø i landet, Lago Cocibolca.

Granada er en by i det vestlige Nicaragua, 45 km sydøst for Managua, hovedstaden i Nicaragua. Med en befolkning på omkring 125.000 er Granada Nicaraguas sjette mest befolkede by.

EN HOLLANDSK HOTELDIREKTØR

Hotellets manager, Ellen Winter, er oprindeligt fra Holland. Hun kom til Nicaragua i 2001 og bor nu i Granada sammen med sin familie. Og hendes "udvidede familie" - som hun kalder personalet på hotellet.

Jeg spørger Ellen, hvordan det er at lede mennesker fra et andet kontinent end det, vi er vant til i Vesteuropa. Hun fortæller mig, at hun godt kan mærke, at uddannelsesniveauet ikke er så højt, så nogle gange må hun sige ting mange gange. Men hun ser også personalet tage initiativ og komme med ideer på egen hånd.

Ifølge Ellen har byen ikke har ændret sig så meget siden, hun kom til landet for 16 år siden. Der er måske flere biler, mere trafik og flere turister, men bortset fra det, er der ikke sket så meget. Folk er stadig glade og venlige, og det er den største årsag til, at hun blev forelsket i dette land.

- I Holland skal vi lave aftaler to uger i forvejen, siger Ellen. Her er det anderledes. Hvis jeg ringer til venner og inviterer dem til at komme over i aften, vil folk komme. Folk her arbejder for at leve og lever ikke for at arbejde.

Hun har en nicaraguansk mand og to børn, en 4-årig dreng og en 8-årig pige. Og ingen af dem taler nogen hollandsk. Det hele foregår på spansk.

TAG MED MIG I SKOLE

En af de ting, jeg lovede mig selv at gøre, så snart jeg kom til Mellemamerika, var, at finde en spansk lærer for at forbedre mit spanske. Så det gør jeg. Jeg finder en lærer og får fem dage privat undervisning.

Dagen før min første klasse laver jeg en opvarmning alene med en app. Jeg føler, det er en god måde at varme lidt op, før jeg møder min lærer, Vanessa.

I det lille klasseværelse begynder vi at tale. På spansk. Min lærer er meget pædagogisk og hun tillader mig ikke at tale på engelsk. Hun er dog god til at forstå mit "skralde-spanske", og retter mig, når jeg siger det forkert.

Jeg nævner ikke hendes navn, hverken her eller i episoden af hensyn til hendes sikkerhed. Med den nuværende situation er det ikke så godt at være kritisk overfor styret i landet.

I denne episode kan du høre os tale om mine rejser. Jeg fortæller hende, at jeg forsøger at besøge alle lande i verden. "Todo los paises en el mundo".

Som du vil kunne høre, er min spanske alt andet end perfekt. Men du kommer også til at høre mig at lave mit første spanske interview efter fem dage. Det er stadig ikke godt, men absolut bedre.

KVÆGSELSKAB HJÆLPER LOKALE LANDBRUGERE

Jeg mødte også Fernando Montiel, direktøren for et selskab med 3000 kvæg. Han fortæller mig om tanken bag virksomheden. Dybest set er det at hjælpe de lokale landmænd og samtidig tjene penge.

Virksomheden investerer i kvæg og lader bønderne tage sig af dem. Sammen får de en bedre pris for køerne på slagteriet. Dette er alt sammen noget, der potentielt kan fordoble landmændenes indkomst. Og investorerne tjener penge på samme tid. Virkelig en win-win situation.

NICA-TIME

Måske kan du huske mine episoder fra Bahamas, hvor vi talte meget om "island-time". Du ved, hvor lokalbefolkningen har en afslappet udsigt til mødetider og aftaler.

Det samme findes her. De kalder det bare "Nica-Time", og når jeg spørger Ellen, om der er noget dårligt at sige om livet i Nicaragua, siger hun, at dette er den ting, der irriterer hende mest. Selv efter 16 år i landet kan hun stadig ikke vænne sig til dette.

DISCLAIMER

Gennem mit medejerskab af Radio ABC Gruppen ejer jeg også en lille del af Paraiso Granada, kvægfirmaet og Manku Lake Paradise (som vi vil høre mere om i den næste episode). Jeg står dog inde for hvert ord, jeg har sagt i denne episode.

LINKS:

Paraiso Granada Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.