
Sign up to save your podcasts
Or


”Fortællingens vej” er en podcastserie i 4 afsnit, der undersøger læsning og kreativ skrivning som eksistentielle værktøjer. Nærmere bestemt, hvordan dét at beskæftige sig med fortællinger kan styrke vores mentale sundhed samt være et redskab til at skabe retning i livet.
I denne første udsendelse skal det handle om kreativ skrivning. Vi taler med Birgit Bundesen, overlæge på Psykiatrisk Center Amager, BA i litteraturvidenskab og forperson for foreningen Kunst og Mental Sundhed, om forskningsprogrammet REWRITALIZE, som hun er projektleder af. Om programmet skriver foreningen Kunst og Mental Sundhed, at REWRITALIZE er ”en undersøgelse af effekten af en ny type intervention i psykiatrien baseret på skønlitteratur faciliteret af skønlitterære forfattere. Interventionen har til formål at skabe positive psykiske forandringer og selvoplevet recovery hos mennesker, der lider under psykisk sårbarhed.”
Denne første episode af Fortællingens vej tager sit udgangspunkt i dette forskningsprogram og undersøger, hvad dets navn antyder - nemlig, hvorvidt man kan bruge kreativ skrivning til at revitalisere sig selv og eget selvforhold. Af de overvældende positive resultater forskningsprogrammet har givet, fremgår det blandt andet, at de deltagende beskriver det litterære som en lettelse, hvor de får lov at tale indirekte om deres sygdomme, at det giver empowerment, samhørighedsfølelse og mere håb. Men hvad er de bagvedliggende mekanismer, som er med til at facilitere disse oplevelser? Blandt mange interessante emner taler vi med Birgit om, hvorledes den kreative skrivning kan anskues som en mental teknologi, være en art opmærksomheds og fleksibilitetstræning, om skrivningens mulige potentiale i forhold til et individs karakterudvikling, samt om hvilken rolle skrivegruppen spiller i denne henseende.
God fornøjelse!
Vært: Magnus Harding
Produktion: Heine Volder
Denne udsendelse er den anden ud af to med forfatter og lektor, Søren Fauth. Mens første del havde et hovedfokus på den tyske filosof Arthur Schopenhauers eget liv og hans filosofihistoriske plads, så er emnet for denne anden udsendelse Søren Fauths egen digtning og denne digtnings relation til Schopenhauers tænkning. Det betyder, at samtalen berører flere gennemgående tematikker i Fauths værker såsom transcendensen, musikken og døden. I sammenhæng hermed læser Fauth flere udvalgte passager fra sine egne værker op.
Selvom man ikke har hørt første del af interviewet, kan man sagtens høre denne anden del. Her er dog et par indledende ord om Fauth og Schopenhauer i tilfælde af at, man ikke allerede skulle kende til dem.
Søren Fauth er lektor ved Aarhus Universitet. Han har udgivet en lang række af forskningspublikationer om blandt andet Schopenhauer men også med henblik på andre forfattere i den tyske litteratur—og så har han oversat store tyske litterære værker, heriblandt Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling, til dansk. Derudover har Søren også selv forfattet fire digtsamlinger, nemlig Universet er slidt, På Jupiter findes fortiden ikke, Digt om døden, og senest Moloch.
Den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860) står tilbage som en af de mest betydningsfulde europæiske tænkere fra 1800-tallet, og hans ideer har dannet idégrundlag for store skikkelser som Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud, Carl G. Jung, Richard Wagner og Thomas Mann. I dag virker Schopenhauers tænkning stadigvæk imponerende moderne, og hans tanker om den menneskelige psykologi og lidelse stemmer på mange måder utrolig godt overens med nutidens videnskab.
God fornøjelse!
Vært: Victor Lange
Produktion: Heine Volder - Creative Oak
Denne udsendelse er den første ud af to med forfatter og lektor ved Aarhus Universitet, Søren Fauth. Det overordnede emne for denne første del af interviewet er den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860). Schopenhauer står tilbage som en af de mest betydningsfulde europæiske filosoffer fra 1800-tallet, og hans tænkning har dannet idégrundlag for store skikkelser som Friedrich Nietzsche, Sigmund Freud, Carl G. Jung, Richard Wagner og Thomas Mann.
I sammenhæng hermed virker Schopenhauers tænkning stadigvæk imponerende moderne, og hans tanker om den menneskelige psykologi og lidelse stemmer på mange måder utrolig godt overens med nutidens videnskab. Søren Fauth udlægger i denne første udsendelse Schopenhauers eget liv og vej ind i filosofien—desuden placeres Schopenhauers tænkning i dens filosofihistoriske kontekst.
Her følger et par indledende ord om Søren Fauth. Søren er som nævnt lektor ved Aarhus Universitet. Han har udgivet en lang række af forskningspublikationer om blandt andet Schopenhauer men også med henblik på andre forfattere i den tyske litteratur — og så har han oversat store tyske litterære værker, heriblandt Schopenhauers hovedværk Verden som vilje og forestilling, til dansk. Derudover har Søren også selv forfattet fire digtsamlinger, nemlig Universet er slidt, På Jupiter findes fortiden ikke, Digt om døden, og senest Moloch.
Til slut bør det nævnes, at netop Sørens egen digtning er hovedfokus for den anden del af interviewet (der bliver udgivet d. 5 april 2021 på www.regnfang.nu og diverse podcast-platforme). Denne anden og mere personlige del af interviewet er virkelig interessant; vi opfordrer alle lyttere til at høre den.
God fornøjelse!
Vært: Victor Lange
Produktion: Heine Volder - Creative Oak
Mindfulness er i dag alment udbredt—ikke desto mindre er der stadigvæk flere uklarheder knyttet til fænomenet. For hvad består mindfulness helt præcist i? Hvordan anvendes mindfulness terapeutisk? Og hvilke aspekter af mindfulness er afgørende at belyse i fremtidens forskning?
I denne udsendelse taler vi med Lone Fjorback, der er lektor i klinisk medicin og leder af Dansk Center for Mindfulness ved Århus Universitet. Lone har publiceret en lang række af forskningsartikler om mindfulness—mange af dem med henblik på psykiatrisk praksis. Foruden har Lone forfattet to bøger, nemlig udgivelserne Mindfulness og Må jeg Hjælpe dig?
Interviewet med Lone kommer omkring mange interessante emner. I særdeleshed belyses det, at der stadigvæk florerer mange uheldige misforståelser omkring mindfulness. Desuden italesætter Lone, at et afgørende fokuspunkt ved fremtidig forskning bliver at klargøre de positive sociale egenskaber af mindfulness og i sammenhæng hermed den potentielt vigtige rolle, mindfulness kan spille i håndteringen af store menneskelige kriser.
God fornøjelse!
Vært: Victor Lange
Produktion: Heine Volder
Dette podcast er dedikeret til en af de mest velansete store russiske forfattere, den både nationalt folkekære og verdenshyldede Fjodor Mikhajlovitj Dostojevskij. Efter udsagn af den ret så polemiske og svært imponer-bare tyske filosof Friedrich Nietzsche var ”Dostojevskij den eneste psykolog fra hvem han havde noget at lære”, og det er netop denne udmelding, der er undersøgelsesobjekt for dette podcast. Sammen med dagens gæst, Tine Roesen, lektor i russisk litteratur ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, undersøger vi de psykologiske dimensioner af Dostojevskijs forfatterskab; hvad fortæller hans værker os om menneskesindets natur, dets dybder og mørke afkroge?
Podcastens første 30 minutter omhandler primært Dostojevskijs liv og forfatterskab, hvor Tine drager paralleller mellem forfatterens egne livsbegivenheder og de psykologisk betonede problematikker og oplevelser, vi finder behandlet i Dostojevskijs karakterunivers.
Herefter taler vi med Tine om, hvordan Dostojevskij gennem sine fortællinger penetrerer den menneskelige psyke og udlægger et dybdepsykologisk portræt af menneskets indre, uløselige og uendeligt dialektiske konflikter; kampen mellem frihed og selvbedrag, tro og fortvivlelse, godt og ondt. Vi vender hans splittede og uafsluttede karakterer og fortællinger, anti-helte og tavse udfriere, tvivlen som en grundbetingelse for eksistensen, kærligheden og troen som en frihedsbåret viljeshandling, samt den stærke realisme der gennemsyrer hele hans persongalleri ved at skildre menneskesindet i dets inkohærente, mange-facetterethed.
Til slut giver Tine et bud på Dostojevskijs indflydelse på nutidens russiske litteratur og kultur, samt hvorfor hans værker vedbliver at være relevante i 2021 – 200-året for Dostojevskijs fødselsdag. God fornøjelse!
Vært: Sidsel Marie
Produktion: Heine Volder - Creative Oak
The guest of this episode is cognitive scientist and author Dusana Dorjee. Dusana is senior lecturer at the University of York, where she leads the Well Minds Lab — furthermore, she has authored the two books Mind, Brain, and the Path to Happiness (2013) and Neuroscience and psychology of meditation in everyday life (2017). Among her many interesting publications, Dusana has published the article ‘Defining contemplative science’ in Frontiers of Psychology in 2016. In that article, she investigates the basic mechanisms of contemplative practice and proposes a very interesting conceptualisation of the processes involved. The point of departure for the interview is exactly this particular article.
The interview touches upon numerous interesting topics. The first part of the conversation mainly focuses upon Dusana’s own journey into meditation research and the current state of this area of research. Hereafter, the conversation moves to discussing the main ideas in the above-mentioned article of Dusana — this involves aspects of metacognition, attention control, and emotional health. Next, the conversation moves to discussing different states of consciousness and so-called existential awareness. This involves considerations on deep meditative states and their importance for well-being. In the end, the interview closes with some perspectives on future meditation research and the training of metacognitive capacities in younger populations.
Hope you enjoy the interview!
Interviewer: Victor Lange
Production: Heine Volder
Mange har hørt, at det antikke Grækenland, og i særdeleshed det antikke Athen, i årtusinder har dannet og stadigvæk danner grundlag for vores vestlige civilisation. Den placering på ’det kulturelle stamtræ’ gør det antikke Athen til et tidsløst interessant emne — på én og samme tid virker den antikke verden både utrolig langt væk og utrolig tæt på vores egen tid. Det bliver i særdeleshed tydeligt, når man begynder at læse de antikke dramaer og filosofi. Her bliver det klart, at disse værker stadigvæk fortæller os ufattelig meget om menneskesindet.
Til at tage os med ud på en rejse tilbage til det antikke Athen er udsendelsens gæst Marcel Lysgaard Lech, der er lektor i klassiske studier på Syddansk Universitet. Marcel har foruden en lang række forskningsartikler oversat en række græske tragedier til dansk, såsom værker af Sofokles og Euripides. Udgangspunktet for samtalen er netop det græske drama og filosofi. Den første del af samtalen handler om Marcels egen vej ind i klassiske studier og den tilhørende forskning og giver derudover et overblik over det antikke græske samfund. Herefter bevæger interviewet sig videre til både den græske tragedie og komedie med fokus på den samfundsrolle, disse dramaer endte med at have. I forlængelse heraf beskæftiger interviewet sig herefter med filosofiens rolle i det antikke Athen og kommer blandt andet ind på Sokrates betydning. Afslutningsvis giver Marcel en anbefaling på et antikt drama og filosofisk værk.
God fornøjelse!
Vært: Victor Lange
Produktion: Heine Volder - Creative Oak
From the publisher's feed

0 Listeners

7 Listeners