Langsomme samtaler

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den burmesiske forfatter, historiker og tidligere diplomat Thant Myint-U. Han har arbejdet med FN og internationalt fredsarbejde, skrevet en række bøger om Burma og Asien og har samtidig en helt særlig personlig forbindelse til De Forenede Nationers historie: Hans bedstefar var U Thant, FN’s generalsekretær i nogle af den kolde krigs mest dramatiske år.

U Thant stod i spidsen for FN under Cubakrisen i 1962, hvor verden i tretten dage balancerede på kanten af en atomkrig, og under den eskalerende Vietnamkrig. Han tilhørte samtidig en generation af internationale ledere fra den ikke-vestlige verden, som forsøgte at bruge FN til konfliktmægling, forsoning og opbygningen af en mere retfærdig verdensorden. Nu har Thant Myint-U skrevet bogen Peacemaker: U Thant and the Forgotten Quest for a Just World om sin bedstefar – men også om den verden og den internationale orden, han var med til at forme.

For historien om FN ser anderledes ud, når den fortælles fra et ikke-vestligt perspektiv. En af organisationens største bedrifter efter Anden Verdenskrig var afkoloniseringen. Mere end halvtreds nye nationer blev optaget i FN, mens land efter land frigjorde sig fra europæisk kolonistyre. Nogle steder skete det gennem blodige befrielseskrige, andre steder mere fredeligt. Men tilsammen var det en enorm forandring af verdenskortet – og af forestillingen om, hvem der havde ret til at være en selvstændig stat.

Thant Myint-U voksede selv op tæt på FN-systemets centrum og blev siden historiker, forfatter og en del af den internationale verden, hans bedstefar havde været med til at forme. Men han har også oplevet dens krise. De institutioner, der skulle skabe fred og løse konflikter, er blevet svagere, mens Vestens autoritet og magt i store dele af verden er blevet mindre.

Så samtalen handler om U Thant og FN, men først og fremmest om det helt store spørgsmål: Hvad er der blevet af forsøget på at skabe en retfærdig verdensorden? Hvad kan internationale institutioner stadig bruges til i en verden med voksende stormagtskonflikter? Og hvis Vesten ikke længere kan sætte betingelserne alene, hvordan kan en ny orden så se ud?

Det er en samtale om fred, afkolonisering og magt – og om, hvor man kan lede efter håb i en tid, hvor de institutioner, der skulle holde verden sammen, selv ser ud til at være ved at gå i opløsning.

I denne sidste udgave af Langsomme samtaler, inden programmet går på sommerferie, taler Rune Lykkeberg med en af sine absolutte yndlingsforfattere, den albanske politiske filosof Lea Ypi. 

Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret, men vi har gemt den til nu, fordi den kan noget andet og kan noget særligt.

Lea Ypi er født i 1979 i det kommunistiske Albanien under lederen Enver Hoxha, der var så radikal, at han syntes, Stalin og Mao var lidt for slappe. Det Albanien, hun voksede op i, var rædselsvækkende og totalitært, og hele hendes barndom byggede på en løgn. Hendes forældre var reelt dissidenter, men de turde ikke sige det til deres egen datter. Så langt kan totalitarismen gribe ind i det enkelte liv.

Men Lea Ypi oplevede også som barn, at vi selv under den hårdeste totalitarisme har en moralsk frihed. Hun er kantianer og insisterer på, at ethvert menneske har det moralske ansvar for sit eget liv. Den position lærte hun af sin bedstemor, som levede et meget hårdt liv, blev fordrevet fra det Osmanniske Rige og gift med Safa Ypi, som blev premierminister for Albanien i 1920’erne. Af sin bedstemor lærte Lea, at hun kunne opføre sig ordentligt, uanset hvor undertrykte vilkår, hun levede under.

Da kommunismen brød sammen, kom nyliberalismen til Albanien i en rabiat version, der endte i et totalt økonomisk pyramidespil. Lea Ypi har således set to store ideologier kollapse. Hun er kantianer som en kritik af totalitarismen, og marxist som en kritik af nyliberalismen. Hvis man er marxist, hævder Ypi, må man også være kantianer for at forsvare det enkelte individs moralske frihed: Marxismen giver kollektiv handlekraft, kantianismen kommer med individuel frihed. Tingene hænger sammen.

Hendes internationale bestseller Fri handlede om det kantianske. Nu har hun skrevet opfølgeren Uværdig: Forestillingen om et liv – en slags forestillet biografi om sin elskede bedstemor, som også var et stort moralsk forbillede. Men en dag på nettet ser hun et fotografi fra Mussolinis Italien fra 1941, hvor bedstemoren sidder og ser lykkelig ud under absolut privilegerede omstændigheder. Det får Lea Ypi til at spørge sig selv: Kender jeg egentlig min bedstemor? Bogen er et forsvar for bedstemorens eftermæle, men det er også en fortælling om værdighed – hvor den opstår, og hvor vi mister den.

Samtalen er optaget foran et live-publikum i København tidligere på foråret. 

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den 86-årige amerikanske historiker Graham Allison. Han har grundlagt John F. Kennedy School of Government ved Harvard University. Han har vejledt seks på hinanden følgende amerikanske præsidenter. Og i seks årtier har han tilhørt den absolutte top inden for den geopolitiske tænkning i USA. Mange af dem, der i dag rådgiver administrationen, er blevet uddannet af ham.

Graham Allison skrev for snart 10 år siden en bog, som vakte stor opsigt: Destined for War: Can America and China Escape Thucydides’ Trap? (2017). Det er en bog, som handler om, hvordan det mest sandsynlige er, at USA og Kina ender i krig. Og det viser Graham Allison ved at gå tilbage til Thukydid, som i sin berømte bog om Den Peloponnesiske Krig skrev om dialektikken mellem en regerende stormagt og en opstigende stormagt. Mellem en stormagt, som er på toppen, og en stormagt, som er på vej mod toppen. Og når der er nogen, der har magten, som bliver udfordret af nogen, der vil have magt, så bliver det enormt farligt. Det var det, Thukydid viste: at frygten for, at de andre vil overtage magten, tit udløser en krig, som ingen af de to parter rent faktisk ønsker sig.

Det er lykkes Allison at bringe denne historiske analogi ind i centrum af tænkningen mellem verdens to supermagter. Både amerikanske og kinesiske diplomater bruger i dag udtrykket, og da Donald Trump tidligere på året mødtes i Beijing med Xi Jinping, talte også den kinesiske præsident om, at USA og Kina ikke måtte ende i Thukydids fælde. 

I slutningen af 2025 skrev Graham Allison et essay i Foreign Affairs, som gjorde stort indtryk på Rune Lykkeberg. Det slår fast, at tiden fra 2. verdenskrig og indtil nu er den længste periode i den kendte historie siden Romerriget, som er gået uden krig mellem stormagter. Vi lærer altså nu, at det, vi troede var normalt, i virkeligheden var historisk exceptionelt. Det, Graham Allison kalder ’den længste fred’, kan snart være forbi.

Spørgsmålet er: Hvad stiller man op, når den længste fred måske er på vej mod sit udløb? Hvad kan vi lære af dem, der faktisk formåede at skabe fred? Og kan den nuværende situation mellem USA og Kina – hvor begge parter ser ud til at have forladt den meget konfrontatoriske kurs med handelskrig og toldsatser – være vejen til en fredsbygning? Det vil blive endevendt og analyseret i løbet af denne samtale mellem Rune Lykkeberg og Graham Allison.

I denne uges Langsomme samtaler skal det handle om yuppien som historisk figur. Begrebet er en forkortelse for ’young urban professional’ og opstod i 1980’erne som en betegnelse for ambitiøse unge, der bar jakkesæt, arbejdede i finansverdenen og bar deres materialisme med stolthed. De pralede med Rolex-ure, dyrkede bodybuilding, drak to-go-kaffe og sprang ud som gourmeter.

Det var med andre ord en generation af superindtjenere og superforbrugere, der nægtede at skamme sig over hverken forbrugskulturen eller deres egen rigdom – en ny form for modkultur, der var vandret fra venstrefløjen til højrefløjen.

Nu har historikeren Dylan Gottlieb skrevet bogen Yuppies: The Bankers, Lawyers, Joggers and Gourmands Who Conquered New York. Her sættes yuppierne ind i en større ramme, der rækker langt ud over det rent kulturelle og sociale. Gottlieb placerer dem i en storstilet amerikansk, politisk og økonomisk kontekst, hvor de bliver personificeringen på bruddet med industrisamfundet.

De var med til at bane vejen for finanskapitalismen og gjorde dermed op med den klassiske økonomiske tanke om, at det, der er godt for økonomien, er godt for alle. I finanssektoren er det, der gavner markedet, nemlig ikke nødvendigvis til gavn for helheden. Yuppierne bliver på den måde historiske hovedpersoner og et prisme, som man kan forstå de sidste 50 års kulturelle, politiske og sociale udvikling igennem.

Dylan Gottlieb er professor i historie ved Bentley University. Yuppies: The Bankers, Lawyers, Joggers and Gourmands Who Conquered New York er hans første bog. Den udkom i maj 2026 på Harvard University Press.