Langsomme samtaler

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den amerikanske forfatter og aktivist Rebecca Solnit. Hun er en af de stemmer på den amerikanske venstrefløj, som for alvor har vist, hvordan man kan kombinere gadeprotester med intellektuelt arbejde og demonstrationer med idéer.

Solnit har skrevet adskillige bøger, som er blevet moderne klassikere. Blandt dem er essaysamlingen Men Explain Things to Me (2014), der lagde grunden til begrebet ’mansplaining’ – men også Hope in the Dark (2004), som er en af de vigtigste bøger om, hvorfor man aldrig må eller kan afskrive håbet. Sagen er nemlig, skriver hun, at det nye altid kommer fra dem, man ikke kan se – ellers ville det jo ikke være nyt. Magthaverne står allerede i rampelyset. Man må i stedet søge ud i mørket, hvor det nye spirer, og så man må lave sit arbejde – ligesom vi skriver artikler, holder foredrag og ja, fører langsomme samtaler. Man må sende sit arbejde ud i verden som en flaskepost og stole på, at nogen samler det op, hvis det er vigtigt nok.

Solnit står også bag bøgerne Wanderlust (2001), der handler om vandringens filosofi, og senest Orwell's Roses (2021). Her fortæller hun historien om den store antifascistiske forfatter George Orwell, der også dyrkede en rosenhave – og hun minder os om, at den progressive fløj på samme måde ikke kun skal vide, hvad den kæmper imod. Den skal også huske, hvad den kæmper for, og insistere på skønhed, glæde og fornøjelse midt i den politiske modstand.

Nu er Solnit aktuel med essaysamlingen Begyndelsen kommer efter enden: Noter om en verden af forandring (2026), som netop er udkommet på dansk hos Vinter Forlag. Her genbesøger hun analyserne fra Hope in the Dark for – midt i en mørk tid – at minde os om alt det lys, der faktisk er blevet tændt, og om alle de fremskridt, der reelt er blevet gjort. Kort før USA står over for et dramatisk midtvejsvalg, spørger Rune Lykkeberg forfatteren, hvordan man bevarer kampgejsten i svære tider. Til dem, der finder ordet ’håb’ for blødt, leverer Solnit et mere offensivt alternativ, når hun med knyttet næve siger: ”Never fucking surrender”.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den konservative amerikanske journalist og forfatter Christopher Caldwell. Han har i mange år skrevet for aviser som The New York Times og The Wall Street Journal, og han er en af de stemmer på det amerikanske højre, som på tættest hold har fulgt udviklingen i både Europa og USA.

For mere end tyve år siden var Caldwell på studierejse i Europa for at undersøge og skrive netop om den europæiske udlændingepolitik. Under sit ophold i Danmark endte han til en julefrokost hos Rune Lykkeberg på Vesterbro i København og mødet udviklede sig til en årelang samtale.

Allerede dengang så Caldwell, at der var noget i gang i Europa, som også ville komme til at ske i USA: Han så, hvordan udlændingepolitikken var ved at blive det stærkeste kort for det populistiske højre, og han forstod, at det ville blive den nye, afgørende frontlinje i kampen mellem konservative og liberale.

Siden dengang har Christopher Caldwell skrevet adskillige bøger, blandt andet Reflections on the Revolution in Europe fra 2009 og senest The Age of Entitlement fra 2020. Her beskriver han, hvordan spørgsmålet om borgerrettigheder og forholdet mellem delstaterne og den føderale regering har skabt dybe politiske konflikter i det amerikanske samfund, som stadig trækker spor i dag.

Nu står USA over for et dramatisk midtvejsvalg. Og Rune Lykkeberg har igen sat sin amerikanske ven og journalist stævne til en samtale om, hvor det amerikanske demokrati bevæger sig hen, og hvordan det hele ser ud fra et konservativt perspektiv.

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den burmesiske forfatter, historiker og tidligere diplomat Thant Myint-U. Han har arbejdet med FN og internationalt fredsarbejde, skrevet en række bøger om Burma og Asien og har samtidig en helt særlig personlig forbindelse til De Forenede Nationers historie: Hans bedstefar var U Thant, FN’s generalsekretær i nogle af den kolde krigs mest dramatiske år.

U Thant stod i spidsen for FN under Cubakrisen i 1962, hvor verden i tretten dage balancerede på kanten af en atomkrig, og under den eskalerende Vietnamkrig. Han tilhørte samtidig en generation af internationale ledere fra den ikke-vestlige verden, som forsøgte at bruge FN til konfliktmægling, forsoning og opbygningen af en mere retfærdig verdensorden. Nu har Thant Myint-U skrevet bogen Peacemaker: U Thant and the Forgotten Quest for a Just World om sin bedstefar – men også om den verden og den internationale orden, han var med til at forme.

For historien om FN ser anderledes ud, når den fortælles fra et ikke-vestligt perspektiv. En af organisationens største bedrifter efter Anden Verdenskrig var afkoloniseringen. Mere end halvtreds nye nationer blev optaget i FN, mens land efter land frigjorde sig fra europæisk kolonistyre. Nogle steder skete det gennem blodige befrielseskrige, andre steder mere fredeligt. Men tilsammen var det en enorm forandring af verdenskortet – og af forestillingen om, hvem der havde ret til at være en selvstændig stat.

Thant Myint-U voksede selv op tæt på FN-systemets centrum og blev siden historiker, forfatter og en del af den internationale verden, hans bedstefar havde været med til at forme. Men han har også oplevet dens krise. De institutioner, der skulle skabe fred og løse konflikter, er blevet svagere, mens Vestens autoritet og magt i store dele af verden er blevet mindre.

Så samtalen handler om U Thant og FN, men først og fremmest om det helt store spørgsmål: Hvad er der blevet af forsøget på at skabe en retfærdig verdensorden? Hvad kan internationale institutioner stadig bruges til i en verden med voksende stormagtskonflikter? Og hvis Vesten ikke længere kan sætte betingelserne alene, hvordan kan en ny orden så se ud?

Det er en samtale om fred, afkolonisering og magt – og om, hvor man kan lede efter håb i en tid, hvor de institutioner, der skulle holde verden sammen, selv ser ud til at være ved at gå i opløsning.