Rockhistorier
Download on the App Store

Rockhistorier episodes

  • The Who (1964-1974): De britiske slagsbrødre smadrede instrumenterne, hinanden og sig selv ind i rockhistorien
    The Who fremstod i årene 1964-1974 som et af de mest eksplosive og konfliktsøgende rockbands, de britiske øer indtil da havde begavet verden med. Bestående af fire ’frenemies’ fra bydelen Ealing i det vestlige London, var det fra starten det mest aggressive og mindst glamourøse orkester, der forestilles kan. Gruppens koncerter kulminerede som regel i, at gruppens guitarist og sangskriver, Pete Townshend, smadrede sit instrument, mens galningen Keith Moon splittede sit trommesæt ad. Den udsøgte bassist John Entwhistle stod stille som en statue og betragtede, mens forsanger Roger Daltrey på en god dag gav en hånd med.
    Efter en tøvende start som The High Numbers lagde The Who sig helt i toppen af den bølge af bands, som fulgte i hælene på The Beatles med en stribe uforglemmelige singler, stort set alle rockklassikere i dag. Rundet af ‘Mod’-subkulturen (uden at være deciderede mods selv) med dens fascination af tøj, speed, scootere og slagsmål, var der ikke skyggen af en klassisk kærlighedssang blandt dem. Townshend udvidede konsekvent grænserne for hvad der kunne synges i en popsang, og hans trodsigt voldsomme ”My Generation” fra ’65 anses som et forvarsel om ungdomsoprøret,
    The Who – et af de bedste livebands nogensinde – slog igennem i USA i 1967 efter en uforglemmelig optræden ved Monterey Festivalen, men selvom hippierne tog dem til sig, var kærligheden ikke gengældt. Den Woodstock Festival, som gruppen satte markant præg på i 1969, blev senere af Townshend karakteriseret som en ’hippie koncentrationslejr’.
    Inspireret af sin åndelige vejleder Meher Baba kreererede han i 1969 rockoperaen Tommy, hvis uklare plot ikke forhindrede den i at blive en bragende succes – og henad vejen lidt af en møllesten om gruppens kollektive hals. Efter i 1970 at have udsendt en af alletiders fineste koncertoptagelser på ‘Live at Leeds’ lp’en og sidenhen opgivet projektet Lifehouse, hvis bedste sange samledes på mesterværket Who’s Next (1971), peakede Townshend som sangskriver med sit magnus opus, historien om Jimmy the Mod som fortalt på sangcyklussen Quadrophenia i 1973.

    1. The High Numbers: “I’m the Face” (1964)
    2. “Can’t Explain” (1965)
    3. “My Generation” (1965)
    4. “The Kids Are Alright” (1965)
    5. “Substitute” (1966)
    6. “I’m a Boy” (1966)
    7. “Boris the Spider” (1966)
    8. “Pictures of Lily” (1967)
    9. “I Can See for Miles” (1967)
    10. ”Dogs” (1968)
    11 & 12. “Overture”/”It’s a Boy” (1969)
    13. “Pinball Wizard” (1969)
    14. “The Seeker” (1970)
    15. “Magic Bus” (1970)
    16. “Baba O’Riley (1971)
    17. “Behind Blue Eyes” (1971)
    18. “The Real Me” (1973)
    21. “5:15” (1973)
    22. “Love, Reign o’er Me” (1973)
    2 hr 13 min
  • Gæstebud med Casper Clausen: En lydrejse fra Island til Portugal og videre over Japan til Amerika
    Casper Clausen solodebuterede i år med det ekskvisitte Better Way, og Rockhistorier skyndte sig derfor at indforskrive den travle herre til et par snurrige og informative timer, hvor han spillede noget af den musik, der har inspireret ham, og ikke mindst noget af det han lytter til lige nu. Clausen havde både kendte og i dén grad mindre kendte navne med på sin inspirerende playliste, og det gav anledning til refleksioner over hvad det er, musik formår bedre end nogen anden kunstart.
    Clausen er kendt som forsanger og sangskriver i det internationalt anerkendte indierocktrio Efterklang, som siden debuten med det kritikerroste Tripper i 2004 har udsendt fem fornemt krævende album med elementer af postrock, dream pop, dark wave, electronica og alternative folk. Heraf er flere af dem blevet udsendt på prestigiøse pladeselskaber som The Leaf Label og 4AD.
    Efterklang består udover Clausen af Mads Brauer og Rasmus Stolberg, tre ungdomsvenner fra Sønderborg, der sammen har erobret verden. Til gruppens ambitiøse koncerter udvides opstillingen med hjælpemusikere for at kunne reproducere det avancerede udtryk. I 2019 overraskede bandet ved at udsende sin første dansksprogede lp, Altid Sammen. I selskab med trommeslageren Tatu Rönkkö har trioen endvidere indspillet to plader som Liima.

    Casper Clausen: Snow White (2021)
    Cranberries: Zombie (1994)
    Jeff Buckley: Mojo Pin (1994)
    Radiohead: Everything in Its Right Place (2000)
    mùm: Green Green Grass of Tunnel (2002)
    Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen (2003)
    Einstürzende Neubauten: The Garden (1996)
    Colleen: Everyone Alive Wants Answers (2003)
    Max de Wardener: Hundreds and Thousands (2004)
    Bill Callahan: Riding for the Feeling (2011)
    Isao Tomita: Suite Bergamasque: Clair de lune, No. 3 (1974)
    Nídia: Nik Com (2020)
    Laurie Anderson: Kokoku (1984)
    merope: Naktės (2018)
    Woom: Walk (2021)
    Nina Simone: Stars (1976)
    2 hr 12 min
  • Dreampop: Fra Cocteau Twins til Cigarettes After Sex
    Dream Pop er en lidt flydende betegnelse, der ofte overlapper med både shoegazing og neo-psycedelica. Termen føres ofte tilbage til den altid velskrivende og vidende engelske musikjournalist Simon Reynolds. Rockhistoriers værter har valgt at lægge snittet fra skotske Cocteau Twins - der på mange måder kan høres som det kvintessentielle dream pop-orkester – til amerikanske Cigarettes After Sex, som er et af de seneste skud på stammen. Med en prolog fra den århusianske trio Moral (ja, de er fra dengang Aarhus blev stavet med Å), der på mange måder fremstår som et tidligt hjemligt bud på drømmepop.

    Stemningen er, som navnet indikerer, drømmende, sfærisk og æterisk med fokus på musikalsk tekstur og stoflighed fremfor melodi og fremdrift. En dyne af lyd, hvor det ofte er svært at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden. Vokalen er ofte mikset ned i lydbilledet, og de steder, hvor det er muligt at dechifrere teksten, er den som regel mere billedskabende end egentlig betydningsdannende.

    Klichéen om at musik skal høres højt, giver for alvor mening her. Den skal også kunne mærkes rent fysisk, og er skabt til at blive lyttet til alene i de mørke timer i enten gode hovedtelefoner eller på et ordentligt stereoanlæg. Den fungerer simpelthen ikke med billige in-ear høretelefoner eller en discount bluetooth-højttaler fra Bilka. Sådan er det bare. Her må man ikke gå ned på udstyr. Hvis man er typen, der stadig har hang til hallucinerende stoffer, så fremmer de også forståelsen. Tro os, vi har været der. En god kop te kan dog også gøre det.

    Trackliste
    Moral: ”Whispering Sons” (1982)
    This Mortal Coil: “Song to the Siren” (1983)
    Cocteau Twins:” Pearly-Dewdrops’ Drops” (1984)
    Galaxy 500: “Tugboat” (1988)
    My Bloody Valentine: ‘Lose My Breath” (f1988)
    Julee Cruise:” Falling” (1989)
    Chapterhouse: “Pearl” (1991)
    Spiritualized: “Step into the Breeze” (1992)
    Slowdive: “Dagger” (1993)
    Mazzy Star: “Into Dust” (1993)
    Lush: “Light from a Dead Star” (1994)
    Mew: She Came Home for Christmas (2003)
    Stina Nordenstam: Winter Killing (2004)
    Broadcast: “I Found the F” (2005)
    Blonde Redhead: “23” (2007)
    Beach House: ”Norway” (2010)
    Chromatics:” Kill for Love” (2012)
    Cigarettes After Sex: “Nothing’s Gonna Hurt You Baby” (2012)
    1 hr 58 min
  • Dolly Parton (1959-1977): Sange om død og ulykke, men også om nød, elendighed og andre tragedier
    Dolly Parton fyldte 75 i januar i år, og Rockhistorier fejrer ikonet med en række tragiske og sørgelige sange fra hendes kompositoriske storhedstid, årene 1966-1977.

    Grunden til at Dolly Parton er så universelt elsket, hænger naturligvis sammen med hendes vidunderligt boblende personlighed, massive charme og selvironi, rappe replikker, utrættelige filantropi, misundelsesværdige forretningssans, fantastiske fremtoning, åbenlyse charme, herlige humoristiske sans og overbevisende medmenneskelighed.

    Men Rockhistoriers kærlighed til damen skyldes sangene, selvom de svinger i kvalitet. At hun har skrevet over 3000 sange, er ikke ensbetydende med, at hun har skrevet 3000 gode sange. Det seriøst uopslidelige sangskrivningsguld i Dolly Partons omfangsrige repertoire er i udstrakt grad at finde i hendes rene countryfase, det vil sige de 18 lp’er, hun udsendte i årene 1966-1977. Nå ja, plus de 12 duo-skiver, hun udgiver sammen med makkeren Porter Wagoner i perioden.
    Rundet af en barndom i dyb fattigdom er hendes tekstunivers præget af de fra De britiske øer overleverede viser og ballader om døende børn, fatal kærlighed, tilværelsens ondskab, svig, blodhoste og jalousi med døden til følge som hun hørte sin mor og mormor synge i et barndomshjem uden vand, elektricitet, træk-og-slip eller telefon.

    Som den fjerde i en søskendeflok på tolv var hendes barndom alt andet end idyllisk – selvom den ind i mellem altså også var det – men den gav hende til gengæld et rigt stof til tekster, hvor Parton giver stemme til de udstødte, de nødlidende og de fortabte.

    Alle sange er Dolly Parton solo, hvor ikke andet anføres.
    Puppy Love (1959)
    Don’t Drop Out (1965)
    Dumb Blonde (1967)
    Porter Wagoner & Dolly Parton: The Last Thing on My Mind (1968)
    Just Because I’m a Woman (1968)
    The Bridge (1968)
    Porter Wagoner & Dolly Parton: Jeannie’s Afraid of the Dark (1968)
    In the Good Old Days (When Times Were Bad) (1968)
    My Blue Ridge Mountain Boy (1969)
    Evening Shade (1969)
    Gypsy, Joe and Me (1969)
    Daddy, Come and Get Me (1969)
    Down from Dover (1970)
    Mule Skinner Blues (1970)
    Joshua (1970)
    Coat of Many Colors (1971)
    Love Isn’t Free (1972)
    My Tennessee Mountain (1972)
    Down on Music Row (1972)
    Jolene (1973)
    I Will Always Love You (1974)
    Kentucky Gambler (1975)
    The Seeker (1975)
    To Daddy (1976)
    Light of a Clear Blue Morning (1977)
    2 hr 5 min
  • Nick Cave - 2. del (1994 - 2021): "Tabet af sønnen ledte ham i armene på sine fans på en måde, som ikke har sin lige noget sted"
    Sidst vi forlod Nick Cave var med albummet ’Let Love In’ fra 1994, hvor han var blevet et stort undergrundnavn, men dog ikke større end at vi stort set kunne have ham for os selv. Det skulle dog ikke vare ved.

    For vi indleder anden del af vores portræt af den egensindige australier med hans helt store gennembrud – den noget overraskende duet med Kylie Minogue, ”Where the Wild Roses Grow” fra 1995.

    Den blev i 1997 fulgt op af succesalbummet ”Boatman’s Call”, der for alvor gjorde ham stueren, men også viste en ny intim side af både kunstneren og mennesket Nick Cave. Herefter lykkes det ham både at kvitte heroinen, finde sit livs kærlighed, flytte til det mondæne Brighton samt blive tvillingefar. Men heldigvis uden at blive sat og kedelig af den grund.

    Kunstnerisk rastløshed og en nærmest manisk arbejdsindsats har ført til en lang stribe albums med flere forskellige bands, endeløse turneer, et par bøger, to dokumentarfilm, filmmanuskripter samt en del soundtracks. Plus det løse. Tabet af sønnen Arthur i 2015 ledte Cave ind i armene på sine fans på en måde, som ikke har sin lige noget andet sted i populærkulturen.

    Hvad næste skridt bliver eller hvordan det kommer til at lyde, har vi heldigvis ingen anelse om. Det er netop dét, der gør Nick Cave til en så konstant fascinerende figur.

    Trackliste

    Nick Cave, Kylie Minogue & The Bad Seeds: Where the Wild Roses Grow (1995)
    Nick Cave, PJ Harvey & The Bad Seeds: Henry Lee (1996)
    Nick Cave & The Bad Seeds: People Ain’t No Good (1997)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Far From Me (1997)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Fifteen Feet of Pure White Snow (2001)
    Nick Cave & The Bad Seeds feat. Chris Bailey: Bring It On (2000)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Nature Boy (2004)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Breathless (2004)
    Grinderman: Go Tell the Woman (2007)
    Nick Cave & Warren Ellis: Song for Jesse (2007)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Dig, Lazarus, Dig!!! (2008)
    Grinderman: Heathen Child (2010)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Jubilee Street (2013)
    Nick Cave, Else Torp & The Bad Seeds: Distant Sky (2016)
    Nick Cave & The Bad Seeds: Ghosteen Speaks (2019)
    2 hr 10 min
  • Nick Cave - 1. del (1979 - 1994): Det var før han blev den kreative klasses kæledægge og vi havde ham for os selv!
    ’Rockhistorier’ hylder i det første af to afsnit sin generations ubestridt største sangskriver, Nick Cave. Begge værter har været med om ikke fra begyndelsen, så dog fra ganske tidligt i forløbet.
    Selv om der er meget fra firserne, som enten er fortrængt eller glemt, husker begge, husker både Henrik og Klaus i tydelige glimt den martsaften i Saltlageret i 1983, hvor de oplevede Nick Cave for første gang på en dansk scene i front for The Birthday Party. De var med bemærkelsesværdig effektivitet i færd med at dekonstruere rockmusikken, mens bassisten Tracy Pew lå og spillede bas med hovedet begravet inde i stortrommen og Cave bød op til slagsmål.

    Senere blev Cave – uden at gå på kunstnerisk kompromis – noget mere stueren, da han med udsøgt stil og smag kastede sig over den klassiske sangskrivning med stor S. Vi lægger i det første kapitel snittet, fra før han blev den kreative klasses kæledægge, og vi havde ham stort set for os selv. Det vil sige lige før det store gennembrud i form af duetten med Kylie Minogue ’”Where the Wild Roses Grow”.

    Den altid stærkt selvoptagede Nick Cave lancerede i sin tid solokarrieren under overskriften ’Man or Myth”, og selv om ’Rockhistorier’ som altid foretrækker myten, prøver vi også at give et billede af mennesket Nick Cave.

    1.Boys Next Door: “Shivers” (1979)
    2.The Birthday Party: “The Friend Catcher” (1980)
    3.The Birthday Party: “Nick the Stripper” (1981)
    4.The Birthday Party: “She’s Hit” (1982)
    5.The Birthday Party: “Deep in the Woods” (1983)
    6.The Birthday Party: ‘Mutiny in Heaven” (1983)
    7.Nick Cave & The Bad Seeds: “From Her to Eternity” (1984)
    8.Nick Cave & The Bad Seeds: “Tupelo” (1985)
    9.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Carnival Is Over” (1986)
    10.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Carny” (1986)
    11.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Mercy Seat” (1988)
    12.Nick Cave & The Bad Seeds: “The Ship Song” (1990)
    13.Nick Cave & The Bad Seeds: “Papa Won’t Leave You Henry” (1992)
    14.Nick Cave & The Bad Seeds: “Red Right Hand” (1994)
    2 hr 17 min
  • Dem vi mistede i 2020: Som om en pandemi ikke var nok, mistede vi også Morricone, Bill Withers og mange flere
    I dette afsnit af Rockhistorier hyldes nogle af dem, der forlod os det herrens år 2020, hvor en stor del af dødsfaldene naturligvis skyldtes den der forbandede covid-19, selvom den ikke kan holdes eneansvarlig. Der kommes vidt omkring i det musikalske landskab, dine værter har en bred smag (selvom der er grænser!) og de har lagt vægten på deres personlige favoritter, for som Henrik ynder at formulere det: ”Det er det fede ved at have sin egen podcast!”
    Alderspræsidenten i år blev vores egen Bent Fabricius-Bjerre med 97 – også selvom 2. verdenskrig-ikonet Vera Lynn blev 103; men der blev altså ikke plads til alle! – og den yngste var Justin Townes Earle, der kun blev 38. Derimellem ikoner som Little Richard, Toots Hibbert, Florian Schneider fra Kraftwerk, Genesis P-Orridge, der bedst huskes fra Throbbing Gristle og MF DOOM. Og derudover alle de der mere eller mindre kultagtige figurer, der gør det så givende og interessant at være musiknørd. For sørgeligt som det er, har vi lov til at glæde os over den musik, de hver især efterlod.

    Playliste
    Bent Fabricius-Bjerre (f. 1924) Peggy Lee: The Alley Cat Song (1963)
    Juliette Gréco (f. 1927): Je hais les dimanches (1951)
    Ennio Morricone (f. 1928): Chi Mai (1971)
    Little Richard (f. 1932): Lucille (1957)
    Simeon Oliver Coxe III (f. 1938) Silver Apples: Oscillations (1968)
    Bill Withers (f. 1938): Lean on Me (1972)
    Tony Allen (f. 1940): Ise Nla (2005)
    Chad Stuart (f. 1941) Chad & Jeremy: Sunstroke (1968)
    Toots Hibbert (f.1942) Toots & The Maytals: 54-46 Was My Number (1973)
    Phil May (f. 1944) The Pretty Things: She’s a Lover (1970)
    Peter Green (f. 1946) Fleetwood Mac: Man of the World (1969)
    John Prine (f. 1946): Speed of the Sound of Loneliness (1986)
    Florian Schneider (f. 1947) Kraftwerk: Radioactivity (1975)
    Genesis P-Orridge (f. 1950) Throbbing Gristle: Hot on the Heels of Love (1979)
    Hal Willner (f. 1956) Elvis Costello: Weird Nightmare (1992)
    Andy Gill (f. 1956) Gang of Four: At Home He’s a Tourist (1979)
    David Roback (f. 1958) Mazzy Star: Fade into You (1993)
    Gabi Delgado-López (f. 1958) Deutsch Amerikanische Freundschaft/D.A.F.: Der Mussolini (1981)
    MF DOOM (f. 1971) Madvillain: All Caps (2004)
    Justin Townes Earle (født 1982, overdosis), 38: The Saint of Lost Causes (2019)
    2 hr 6 min
  • Favoritter fra 2020: Trods pandemien rejste vi via musikken til både Finland og Elfenbenskysten
    Så gik 2020 og let’s face it: Sikke et lorteår. Men blandt de gode nyheder var dog, at Rockhistorier efter en ufrivillig pause vendte tilbage, nu som brugerfinansieret podcast.

    Og så lettede det noget af trykket, at denne Trump ikke blev genvalgt. Men ellers pandemi, fanden og hans pumpestok. Hvilket igen betød, at det ikke blev til mange koncerter, hvad der godt nok gav podcastens værter grimme abstinenser ind i mellem.

    Til gengæld har musikere fra hele verden spyttet musik ud i så store mængder, at selvom man helt droppede at sove, fik man ikke hørt det hele. Men traditionen tro har Henrik og Klaus samlet en buket af det bedste af det, de dog fik hørt, når de ikke lige passede deres respektive job eller forberedte det seneste afsnit af Rockhistorier.

    Men selvom USA og England er stærkt repræsenteret var det også et godt år for dansk musik, hvorfra vi har ikke færre end fem navne med. Også Portugal/Spanien, Frankrig, Mali, Finland og Elfenbenskysten er repræsenteret, så der er da farver på.

    Godt nytår til både støtter og fans – lad os gøre 2021 til en fest!

    Trackliste:

    Songhoy Blues: Worry (Optimisme)
    Fiona Apple: Shameika (Fetch the Bolt Cutters)
    Jason Isbell & The 400 Unit: Only Children (Reunions)
    Henriette Sennenvaldt: Clumsy (Something Wonderful)
    Gorillaz ft. Fatoumata Diawara: Désolé [Extended Remix] (Song Machine, Season One: Strange Timez)
    The Flaming Lips: Mother I’ve Taken LSD (American Head)
    Angående Mig: Menneske (Kunsten at lade som om)
    Lina/Raül Refree: Gaivota (Lina¬_Raül Refree)
    Phoebe Bridges: Halloween (Punisher)
    Ganger: Bunker (Tro)
    Moses Sumney: Virile (græ)
    Bob Dylan: I Contain Multitudes (Rough and Rowdy Ways)
    Barselona: Kære decembernat (1 dag er vi 1 minde)
    PK Keränen: Lost Together (Serobi Songs)
    billie eilish: No Time to Die (Single/Soundtrack)
    Sault: Monsters (Untitled (Black Is))
    Laylow: MEGATRON (TRINITY)
    Hjalte Ross:Thinking About You (Waves of Haste)
    2 hr 3 min
  • John Lennon: En stor kunstner, hvis bedste sange vil leve ligeså længe, den slags synges og spilles
    Rockhistorier hylder John Winston Lennon, som den 9. oktober 2020 kunne være blevet 80, hvis ikke han i december 1980, blot 40 år gammel, var blevet myrdet på åben gade af en psykopat. Han efterlod sig hustruen Yoko Ono, deres søn Sean Ono Lennon og sønnen fra første ægteskab, Julian Lennon. Samt en allerhelvedes masse gode sange.

    Og det er naturligvis dem, vi tager fat i. Lige fra gennembrudshittet med The Beatles i 1963, ‘Please Please Me’ – som var en Lennon-komposition, selvom han og bandkollegaen Paul McCartney delte 50/50 om akkreditering, så længe samarbejdet stod på – og frem til hans svanesang, albummet ‘Double Fantasy’, udsendt sammen med Yoko Ono i 1980, ganske kort før hans chokerende død.

    Men selvom Lennon altså ikke nåede at leve et fuldt liv, efterlod han sig en så sublim sangskat, som de fleste sangskrivere givetvis ville give en lillefinger for bare at have kreeret to-tre sange af den kaliber. Podcastens værter har i hvert fald en snigende fornemmelse af ”we are not worthy”, og bøjer sig i støvet for en uforlignelig sangskriver, en fabelagtig sanger og en på alle niveauer stor kunstner, hvis bedste sange vil leve ligeså længe, den slags synges og spilles.

    Trackliste:
    Numre mærket med * er Sean Ono Lennons nye remix – kaldet Ultimate Mix – fra bokssættet GIMME SOME TRUTH (2020).

    The Beatles: Please Please Me (1963)
    The Beatles: Help! (1965)
    The Beatles: She Said, She Said (1966)
    John Lennon: Strawberry Fields Forever (Demo, indspillet november 1966)
    The Beatles: I Am the Walrus (1967)
    The Beatles: Across the Universe (Anthology 2-version, indspillet februar 1968)
    The Beatles: Happiness Is a Warm Gun (1968)
    Plastic Ono Band: Cold Turkey (1969)*
    Lennon/Ono with The Plastic Ono Band: Instant Karma! (1970)*
    John Lennon/Plastic Ono Band: Working Class Hero (1970)*
    John Lennon/Plastic Ono Band: God (1970)*
    John Lennon/Plastic Ono Band: My Mummy’s Dead (1970)
    John Lennon: Gimme Some Truth (1971)*
    John Lennon: Jealous Guy (1971)*
    John & Yoko/Plastic Ono Band/Elephants Memory: New York City (1972)
    John Lennon/U.F.Onoband: Mind Games (1973)*
    John Lennon: Steel and Glass (1974)*
    John Lennon: #9 Dream (1974)*
    John Lennon: Stand by Me (1975)
    John Lennon/Cheap Trick: I’m Losing You (Alternativ version fra Wonsaponatime, 1998; original version på Double Fantasy, 1980)
    John Lennon & Yoko Ono: Cleanup Time – Stripped Down Mix (Fra Double Fantasy Stripped Down, 2010; original version på Double Fantasy, 1980)
    2 hr 11 min
  • Gæstebud med Henriette Sennenvaldt: Skarpe anbefalinger fra en dybt original musiker, der elsker det lidt ubehjælpsomme.
    Denne uges gæst i ’Rockhistorier’ blev engang spurgt om, hvad der inspirerede hende. ’Transportsystemer’ lød det klare svar. Samme originale og overrumplende tilgang til musikken præger hendes valg og motivationer i denne udgave af ’Rockhistorier’. Det var en udsøgt fornøjelse.

    Henriette Sennevaldt (f. 1977) dannede i midten af 1990’erne bandet Under Byen sammen med veninden Katrine Stochholm. De skabte hurtigt deres helt eget musikalske univers og pladedebuterede med ep’en ’Puma’ i 1997. I 1999 landede debutalbummet ’Kyst’, der fik en nærmest ekstatisk modtagelse i den danske presse og nogen mente ligefrem, at man ville tale om ”dansk musik før og efter Under Byen”.

    I Politikens Dansk Rock Leksikon blev albummet optaget på en liste over de 50 vigtigste danske plader nogensinde. Gruppen udsendte yderligere tre studiealbum, hvoraf det sidste, ”Alt Er Tabt”, så dagens lys i 2010. Skiftende konstellationer satte deres markante aftryk på lyden i Under Byen, som dog altid var nemt genkendelig på grund af Henriette Sennenvaldts unikke vokal og karakteristiske fraseringer og hendes teksters blanding af uudgrundelig poesi, slående drømmesyn og foruroligende mentale snapshots.

    Sennenvaldt har netop udsendt sit første soloalbum med den passende titel ’Something Wonderful”. Sproget er nu engelsk. Et forsøg på at indtage et nyt musikalsk territorium – man synger simpelthen på en helt anden måde, når man synger på engelsk i stedet for på dansk – to sprog, der klangmæssigt ligger meget langt fra hinanden.

    Sennenvaldt nævner selv bluessangeren Robert Johnson og jazzsaxofonisten Ornette Coleman som to vigtige pejlemærker under skabelsen af sangene på ”Something Wonderful”. Mere som en tilgang til materialet end som egentlig musikalsk inspiration. For Henriette – der også har gået på forfatterskolen og læst filosofi på universitetet – lyder stadig ikke som nogen eller noget andet.

    Trackliste:
    Henriette Sennevaldt: “New Skill´’ ( 2020)
    This Heat: “Not Waving” (1979)
    Yoko Ono: ”She Gets Down On Her Knees” (1981)
    White Magic:”The Gypsies Came Marching After” (2004)
    Lisa Germano: “… A Psycopath” (1994)
    Joni Mitchell: “Hejira” (1976)
    Laurie Anderson “Speak My Language” (1994)
    Linton Kwesi Johnson: “Street 66” (1980)
    Antipop Consortium: “Human Shield” (2002)
    Lou Reed: “A Gift” (1975)
    Robert Wyatt:”N.I.O. (New Information Order)” (1991)
    Cate le Bon: “Wild” (2013)
    Grace Jones: “Nightclubbing” (1981)
    Ornette Coleman: “Lonely Woman” (1959)
    2 hr 3 min

About Rockhistorier

From the publisher's feed

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

Best of Rockhistorier

Ranked by our users in the last 21 days