Rockhistorier
Download on the App Store

Rockhistorier episodes

  • Velvet Underground: Det mest indflydelsesrige band i musikhistorien næst efter The Beatles
    I betragtning af, hvor stor en plads The Velvet Underground fylder i værternes hjerter, bevidsthed og generelle æstetik – ja, de har sågar sammen redigeret en antologi om bandet i 2003 – er det egentlig utroligt, at vi skulle helt frem til Rockhistorier nummer 154 før de fandt vejr gennem nåleøjet. Nå, men bedre sent end aldrig, som man plejer at sige, når man har overskredet endnu en deadline.

    The Velvet Underground udsendte i årene 1967 til 1970 i diverse konstellationer og under stort set konstante interne stridigheder fire album, der ikke gjorde større væsen af sig i samtiden, da deres konfronterende tone og nihilistiske attitude var helt ude af trit med hippiebevægelsens idealer. Gruppen blev først for alvor kanoniseret ved punkens fremkomst midt i 1970’erne, og har siden vist sig at være et af rockens mest stilskabende orkestre nogensinde. Måske kun overgået af The Beatles. Store ord, javel, men værket kan i den grad bære det. Og lidt til. Velkommen til virkeligheden.

    ”Prominet Men” (1965
    ”All Tomorrow’s Parties (single version)” (1966)
    “I’m Waiting for The Man” (1967)
    “Venus In Furs” (1967)
    “Heroin” (1967)
    “White Light/White Heat” (1968)
    “I Heard Her Call My Name” (1968)
    “Stephanie Says” (1968)
    ”Hey Mr. Rain (Version One)” (1968)
    ”Candy Says” (1969)
    “What Goes On” (1969)
    “Pale Blue Eyes” (1969)
    “Foggy Notion” (1969)
    ”Sweet Jane” (1970)
    ”Rock and Roll” (1970)
    “New Age” (1970)
    2 hr 10 min
  • The Doors & Jim Morrison: En af rockepokens vaskeægte digtere
    Den tredje juli 1971 blev Jim Morrison fundet død i et badekar i en lejlighed i Paris af sin veninde Pamela Courson. Han var 27 år gammel, og verdensberømt som udfordrende og grænseafsøgende forsanger i Los Angeles-kvartetten The Doors. Han var desværre også hamrende selvdestruktiv, og selvom der aldrig blev foretaget en obduktion, var det hans liv i overhalingsbanen, der kostede ham livet. Han ligger begravet på kirkegården Père Lachaise i det tyvende arrondissement, og enhver Doors-fan med respekt for sig selv er valfartet dertil for at udvise sangeren respekt.

    I anledning af, at det 50 år siden, denne James Douglas Morrison satte sine ’stinky boots’, hylder Rockhistorier en af rockepokens vaskeægte digtere og ikke mindst gruppen The Doors, et fantastisk lydhørt og musikalsk avanceret ensemble, som i den grad formåede at følge deres forsangers vilde improvisationer. Begge værter har været fans så langt tilbage, de kan huske, og regner manden og bandet som noget af det ypperligste, rocken har at tilbyde.

    The Doors efterlod sig seks studie-lp’er og et enkelt livealbum, hvoriblandt tre regnes for mesterværker. Posthumt udsendtes det kontroversielle An American Prayer (1978), hvor de tre overlevende Doors-medlemmer – Ray Manzarek på keyboards, guitaristen Robbie Kriger og trommeslageren John Densmore – satte musik til nogle af Morrisons digtrecitationer. For Morrison var virkelig digter, en god digter tilmed. Han udgav to digtsamlinger mens han levede, og 2021 udkom endelig ”The Collected Works of Jim Morrison: Poetry, Journals, Transcripts, and Lyrics”, en ordentlig moppedreng på næsten 600 sider, rigt illustreret.

    Playliste:
    American Night (1978)
    Roadhouse Blues – Live 1970 (1978)
    The World on Fire (1978)
    Break on Through (1967)
    The End (1967)
    Strange Days (1967)
    People Are Strange (1967)
    Not to Touch the Earth (1968)
    The Unknown Soldier (1968)
    Shaman’s Blues (1969)
    Waiting for the Sun (1970)
    Peace Frog (1970)
    Soul Kitchen – Live (1970)
    L.A. Woman (1971)
    The WASP (1971)
    Riders on the Storm (1971)
    Feast of Friends (1978)
    2 hr 14 min
  • Good Hard Rock (1968-1977): Tråd, tråd, lidt Hammondorgel og atter tråd
    Rockhistorier har som bekendt en bred definition af hvad rock er – fra Marlene Dietrich til Billie Eilish, sådan cirka – men ind i mellem går værterne total old school og vender blikket mod en pubertet, hvor den stod på tråd, tråd, lidt Hammondorgel og atter tråd. For engang i mellem skal der bare luftes ud foroven, de gode gamle hjernevindinger skal sandblæses og så findes tungrockskiverne frem og får en tur på pladetallerkenen.

    Ja, gu var 1970erne rockistiske ad h. til – sådan var reglerne – og der var heller ikke mange kvinder, der gjorde sig gældende i den tunge genre, der dengang kendtes som betonrock, men ikke desto mindre kom der meget god musik ud af det.

    Så spænd sikkerhedsbæltet, tryk speederen i en bund og tag en tur i dødsdomen med Henrik og Klaus i deres allermest nostalgiske hjørne. For your pleasure!

    Cream: Crossroads – Live (1968)
    Steppenwolf: Sookie Sookie (1968)
    Led Zeppelin: Heartbreaker (1969)
    The Who: Summertime Blues – Live (1970)
    Mountain: Mississippi Queen (1970)
    The Guess Who: American Woman (1970)
    Deep Purple: Speed King (1970)
    Free: Fire and Water (1970)
    Sweet: Done Me Wrong Alright (1971)
    Alice Cooper: Under My Wheels (1971)
    Uriah Heep: Easy Livin’ (1972)
    ZZ Top: La Grange (1973)
    Golden Earring: Radar Love – Single Edit (1973)
    Black Sabbath: Sabbath Bloody Sabbath (1973)
    Blue Öyster Cult: Career of Evil (1974)
    Bachman-Turner Overdrive: You Ain’t Seen Nothin’ Yet (1974)
    Aerosmith: Sweet Emotion (1975)
    Gasolin’: Sjagge (1975)
    The Runaways: Cherry Bomb (1976)
    Thin Lizzy: The Boys Are Back in Town (1976)
    AC/DC: Whole Lotta Rosie (1977)
    2 hr 8 min
  • Live Fra Pumpehuset: Vores jubilæum fejres med kunstnere, vi endnu ikke har spillet
    Rockhistorier rundede podcast nummer 150, og det blev fejret med maner i Byhaven foran Pumpehuset i København på en steghed lørdag, hvor ethvert fornuftigt menneske for længst var taget på stranden. Men en tapper flok trodsede de tropiske temperaturer, og mødte op for at fejre de foreløbig 300 timer Rockhistorier, som Klaus og Henrik til dato har produceret. Det blev nogle både spændende og sjove timer, for det giver det lidt ekstra kant at optage programmet med publikum på. Og så var spillelisten både afvekslende og inspirerende, og værterne foldede sig i dagens anledning helt ud. I det omfang varmen tillod, i hvert fald.

    Som da programmet rundede afsnit 50 og siden nummer 100 havde de to herrer givet sig selv et dogme, som der ikke kunne fraviges – nemlig kun at divertere med kunstnere, der ikke tidligere har været spillet i Rockhistorier (herfra dog undtaget dem, som diverse gæster ned gennem årene har præsenteret). Man skulle efterhånden tro, det ville være svært at finde flere navne, men sandheden er, at det faktisk var uhyre nemt – der er stadig så mange spændende kunstnere, hvis musik er værd at lytte til, som endnu ikke har fundet vej til podcasten, at det føltes som en leg.

    Så læn dig tilbage og nyd numre fra en række solister og bands fra et bredt musikalsk spekter, hvis musik ned gennem årene har skænket værterne glæde, og så ræser Rockhistorier ellers frem mod afsnit 200.

    Marlene Dietrich: ’Ich bin von Kopf bis Fuß auf Liebe eingestellt’ (1930)
    Lightnin’ Hopkins: ‘Big Car Blues - Introduction’ (1961)
    Lightnin’ Hopkins: ‘Big Car Blues’ (1961)
    Spirit: ‘Fresh-Garbage’ (1968)
    Marlena Shaw: ’Woman of the Ghetto’ (1969)
    Kevin Ayers: ‘May I?’ (1970)
    Snuffy: ‘I Wanna Change My Life’ (1973)
    Judee Sill: ‘The Kiss’ (1973)
    Camille Yarbrough: ‘Take Yo’ Praise’ (1975)
    Ted Lucas: ‘It Is So Nice to Get Stoned’ (1975)
    Thomas Dolby: ‘Windpower’ (1982)
    Ini Kamoze: ‘World A Music’ (1984)
    Cesária Evora: ‘Sodade’ - single edit (1992)
    The Walkabouts: ‘Rebecca Wild’ (1996)
    Blaze Foley: ‘Clay Pigeons’ (Live, 1989)
    Erykah Badu: ’Bag Lady’ (2000)
    Arab Strap: ‘The Turning of Our Bones’ (2020)
    Mark Lanegan: ‘Ketamine’ (2020)
    The Weather Station: ‘Robber’ (2021)
    2 hr 6 min
  • De bedste singler fra det herrens år 1981: Hvilke sange står tilbage nu 40 år efter?
    Så gik nostalgien lige amok, da vi kastede os over vores favoritsingler fra 1981, en tid, hvor vi boede i samme trappeopgang i Nansensgade og brugte (næsten) alle vores sparsomme penge – hentet på bistanden, selvfølgelig – på plader. Når vi da ikke overspillede hinandens eller andres indkøb på kassettebånd. Og hvor megen god tid gik med at lave det ene mixtape efter det andet, især hvis man lige havde været på staden og købt lidt ind til weekenden, som det udtryktes.
    Det er naturligvis ikke de største kommercielle hits fra 1981, vi spiller (mange af dem var skrækkelige!), men de sange, vi af den ene eller anden grund hørte mest det år og i tiden efter – og hvoraf nogle af dem selvfølgelig også hittede i den der mærkelige verden udenfor vores ungkarlehybler.
    Den ene af os var dansesmølf, den anden not so much, men man må lytte til podcasten for at finde ud af, hvem der var hvad. For det var en playliste, der satte gang i minderne hos værterne, og det endte som en opvisning i hvordan musik kan trigge én i tid, så man ryger lige tilbage til den man var sammen – eller ikke sammen – med, de steder man frekventerede og de mere eller mindre gakkede ting man foretog sig. Musik er sgu magisk.

    Rick James: Super Freak
    Kim Wilde: Cambodia
    New Order: Everything’s Gone Green – 7” version
    Stevie Nicks feat. Tom Petty & The Heartbreakers – Stop Dragging My Heart Around
    John Foxx: Europe After the Rain
    Devo: Working in a Coal Mine
    Odyssey: Going Back to My Roots
    Siouxsie & The Banshees: Arabian Nights
    Blue Öyster Cult: Burnin’ for You
    Scritti Politti: The “Sweetest Girl” 
    Depeche Mode: New Life
    Grace Jones: Demolition Man
    Japan: Quiet Life – 7” version
    Kim Carnes: Bette Davis Eyes
    Sebastian: Romeo
    Eurythmics: Belinda
    Byrne/Eno: The Jezebel Spirit
    Ideal: Eiszeit
    Abba: One of Us
    The Cramps: Goo Goo Muck
    Iggy Pop: Bang-Bang
    2 hr 4 min
  • Sangskrivergeniet Harry Nilsson: Sang som en engel og levede som en djævel
    Harry Nilsson – kendt som Nilsson – var sin egen værste fjende. Begavet med en vidunderligt fleksibel sangstemme, som ubesværet spændte 3½ oktav, ødelagde han den midt i sin karriere grundet overdrevent indtag af cognac, kokain og cigaretter samt det løse. Han var ennemsyret af en overlegen musikalitet, som udmøntede sig i noget af periodens mest avancerede pop, dristigt arrangeret og fornemt produceret. Og så var Nilsson ikke mindst en guddommelig sangskriver, der tilsyneladende ubesværet rystede den ene uforglemmelige melodi efter den anden ud af ærmet.
    Nilssons tre første lp’er er underskønne og uopslidelige eksempler på genren barokpop, når den er allermest sofistikeret. Debuten Pandemonium Shadow Show gjorde i 1967 medlemmerne af The Beatles til kæmpe fans, hvad de gerne og ofte fortalte i interviews. Han skulle komme til at arbejde sammen med dem alle fire, ja, John Lennon producerede et af hans album.
    Det er derfor skæbnens ironi, at hans to nok kendteste performances er coverversioner af andres sange – Fred Neils ”Everybody’s Talkin’”, som Nilsson indsang i 1968, og som året efter blev et megahit som indledningssang til filmen Midnight Cowboy. Og så nærmest opfandt Nilsson power-balladen med sin dramatiske (nogle vil sige overspændte) tolkning af Badfingers ”Without You” (et hit igen i 1994 for Mariah Carey). De to eneste Grammys han vandt i sit liv var for netop de to sange, begge i kategorien Best Male Vocal Performance.
    Det er lige så uomstødeligt som det er uretfærdigt, for Nilsson dryssede potentielle hits ud over de i alt 14 album, han indspillede for RCA i årene 1967-1977. I et forsøg på at bringe Nilssons bedste indspilninger til ære og værdighed, har Rockhistorier gennemtrawlet værket for dig. Vi har fundet frem til perlerne – nej, ingen ”Without You”! – i en lidt ujævn produktion, for efter gennembruddet i 1971 med albummet Nilsson Schmilsson tog de dårlige vaner overhånd, hvad der gik ud over dømmekraften. Men selv på de sene lp’er er der noget at komme efter.
    Nilsson døde i 1994, blot 52 år gammel.

    1941 (1967)
    Sleep Late, My Lady Friend (1967)
    There Will Never Be (1967)
    Without Her (1967)
    Good Old Desk (1968)
    Everybody’s Talkin’ (1968)
    One (1968)
    Nobody Cares About the Railroads Anymore (1969)
    City Life (1969)
    Dayton, Ohio – 1903 (1970)
    Think About Your Troubles (1970)
    Bath (Remix, 1971)
    Mr. Richland’s Favorite Song (Remix, 1971)
    The Moonbeam Song (1971)
    I’ll Never Leave You (1971)
    You’re Breakin’ My Heart (1972)
    The Lottery Song (1972)
    Lazy Moon (including As Time Goes By) (1973)
    Don’t Forget Me (1974)
    Old Forgotten Soldier (1974)
    Easier for Me (1975)
    The Ivy Covered Walls (1976)
    Will She Miss Me (1976)
    All I Think About Is You (1977)
    Perfect Day (1977)
    2 hr 10 min
  • Gæstebud med Elias Bender Rønnenfelt: Et trip af personlige historier
    En vaskeægte rockstjerne kom på besøg i det lille studie for at spille noget af den musik, der har formet ham. Det var den 29-årige Elias Bender Rønnenfelt, sanger i det internationalt anerkendte rockorkester Iceage, som svingede forbi Rockhistorier med en mildt sagt eklektisk playliste, som han gav en dybt personlig vinkel på. Stilistisk spændte udvalget fra Janet Jackson til Sun Ra, og den røde tråd var sange, knyttede sig til bestemte oplevelser eller personer, hvad der var lidt af et trip at følge.
    Elias Bender Rønnenfelt er kendt som sanger i rockbandet Iceage, der er pladeaktuelle med lp’en Seek Shelter, som blev modtaget med jubel af fans og presse. Det er femte udspil fra kvintetten, som udover Rønnenfelt består af Johan Suurballe Wieth, Dan Kjær Nielsen, Jakob Tvilling Pless og Casper Morilla. Dannet i 2008 debuterede Iceage i 2011 med det brutale New Brigade, som bandet høstede megen anerkendelse for. På de efterfølgende lp’er blev udtrykket mindre antagonistisk og mere sofistikeret uden at miste sin kant, og bandet har gennem flittig koncertaktivitet opbygget en international fanbase. Derudover har Rønnenfeldt udsendt plader med Vår og Marching Church.
    Playliste:
    Iceage: High & Hurt (2021)
    Janet Jackson: Empty (1997)
    Nick Drake: River Man (1969)
    Micachu & The Shapes: Oh Baby (2015)
    The Rolling Stones: Moonlight Mile (1971)
    The Band: Tears of Rage (1968)
    The Pogues: A Pair of Brown Eyes (1985)
    Babyfather feat. Arca: Meditation (2016)
    Vincent Gallo: I Wrote This Song for the Girl Paris Hilton (2001)
    Max Richter feat. Dinah Washington: This Bitter Earth/On the Nature of Daylight (2010)
    Sun Ra: When There Is No Sun (1978)
    Serge Gainsbourg: Requiem pour un c... (1968)
    Spacemen 3: Amen (1990)
    Valee: Vlone (2018)
    Bernard Hermann feat. Robert De Niro: Diary of a Taxi Driver (1976)
    Leonard Cohen: The Partisan (1969)
    The Stooges: Down on the Street (1970)
    Iceage: Gold City (2021)
    1 hr 56 min
  • One Album Wonders: Ensomme mesterværker der lyser nattehimlen op
    Det er nogle kunstneres skæbne at blive husket for en enkelt, men så altså også strålende lp. Nogle gange fordi det var den eneste, det blev til eller fordi den i kvalitet hæver sig så højt over resten af værket, at den fuldstændig overskygger det. Dem findes der faktisk en del af, og Rockhistorier præsenterer personlige favoritter indenfor genren, der jo er vidunderligt rummelig.
    Hvor det i udtrykket ‘One Hit Wonder’ ligger, at pågældende sang rent faktisk var et hit, mødtes mange One Album Wonders i sin tid med larmende tavshed, og blev først kanoniserede længe efter udgivelsen.
    Et godt eksempel er lp’en Odessey and Oracle med den britiske gruppe The Zombies, der udsendtes i 1968 og opnåede et hit året efter med den udødelige ”Time of the Season”. På daværende tidspunkt var The Zombies fortid og gik i glemmebogen, mens to af gruppens hovedkræfter – sangeren Colin Blunstone og keyboardspilleren Rod Argent – hver især forfulgte nye karrierer. Men i løbet af 1990erne begyndte gruppens ry stille og roligt at stige, hvilket kulminerede med bokssættet Zombie Heaven i 1997. Nu om stunder finder man ofte Odessey and Oracle på diverse lister over Verdens Bedste Plader. Ja, sådan kan det gå.

    Playliste:
    The Sonics: Strychnine (!!!Here Are the Sonics!!!, 1965)
    United States of America: Cloud Song (United States of America, 1968)
    The Zombies: Time of the Season (Odessey and Oracle, 1968)
    Wendy & Bonnie: The Paisley Window Pane (Genesis, 1969)
    Derek And the Dominos: Bell Bottom Blues (Layla and Other Assorted Love Songs, 1970)
    Baby Huey: Hard Times (The Baby Huey Story: The Living Legend, 1971)
    The Modern Lovers: Modern World (The Modern Lovers, 1976)
    Dennis Wilson: River Song (Pacific Ocean Blue, 1977)
    Sex Pistols: Submission (Never Mind the Bollocks, 1977)
    Young Marble Giants: Searching for Mr. Right (Colossal Youth, 1980)
    Grandmaster Flash and the Furious Five: The Message (The Message, 1982)
    The La's: Timeless Melody (The La’s, 1990)
    Slint: Breadcrumb Trail (Spiderland, 1991)
    Disposable Heroes of Hiphoprisy: Language of Violence (Hypocrisy Is the Greatest Luxury, 1992)
    Jeff Buckley: Last Goodbye (Grace, 1994)
    Buena Vista Social Club: Chan Chan (Buena Vista Social Club, 1997)
    Lauryn Hill: Doo Wop (That Thing) (The Miseducation of Lauryn Hill, 1998)
    The Mummers: Wonderland (Tell a Tale, 2009)
    Shuggie Otis: Inspiration Information (Inspiration Information, 1974)
    2 hr 2 min
  • Gæstebud med Kira Skov: Fra barndommens gade til livets store forelskelser
    Det var en fornøjelse at have Kira Skov på besøg med en spilleliste, der til forveksling lignede en selvbiografi. Der blev talt meget om musikkens evne til at trigge vor gæst i tid, og med ganske få toner føre hende tilbage til alt fra barndommens Rødovre og den første stormende forelskelse til længere udlandsophold i både Los Angeles og London. Kira er en levende og engageret fortæller og vild med musik, så tiden bare fløj afsted i det lille studie, mens musikken spillede og snakken gik.

    Kira Skov er lp-aktuel det stemningsmættede og vellykkede Spirit Tree, der består af 14 stilfulde duetter med såvel udenlandske som lokale koryfæer: Mark Lanegan, Marie Fisker, Bonnie ”Prince” Billy, Jenny Wilson, Steen Jørgensen, Bill Callahan, Mette Lindberg med flere. Måske det kan medvirke til det internationale gennembrud, Kira er blevet spået flere gange, for der er ikke en kikser i syne og hendes band spiller så fint og lydhørt, at det bare er at overgive sig fuldstændig og svømme hen.

    Kira har sat sit præg på den danske musikscene, siden hun bragede igennem med den hårdtslående rockgruppe Kira & the Kindred Spirits’ debut-lp Happiness Saves Lives i 2002. Orkesteret gik hver til sit i 2007, hvorefter hun dannede Kira and the Ghost Riders, hvis tredje og sidste album produceredes af John Parish, som hun har arbejdet sammen med flere gange siden. Hun debuterede som solist i 2011 med et album med Billie Holiday-fortolkninger, men hun har siden primært arbejdet i Americana-genren. Hun mistede sin mand, bassisten Nicolai Munch-Hansen, i 2017 og de efterfølgende plader bar præg deraf, ikke mindst hendes stærke debut som dansksproget sanger, I Nat Bliver Vi Gamle (2019).
    2 hr 5 min

About Rockhistorier

From the publisher's feed

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

Best of Rockhistorier

Ranked by our users in the last 21 days