Rockhistorier
Download on the App Store

Rockhistorier episodes

  • The Band (1960-1977): Indfangede essensen af den nordamerikanske sjæl
    I anledning af at filmen Once Were Brothers – Robbie Robertson & The Band endelig har premiere, kigger Rockhistorier dette skelsættende orkester efter i sømmene. The Band ændrede i årene 1968-1976 musikkens retning ved at skrue ned for både lyd og effekter og i stedet prioritere sangskrivning, samspil og stemning. I processen lagde de grunden for genren Americana.
    Der findes ikke en definitiv definition af Americana, men der hersker enighed om, at genren er en syntese af amerikanske urgenrer som folk, country, bluegrass, blues, rock’n’roll, soul, hymner og gospel. Det kan derfor virke paradoksalt, at den kvintet, som skabte grundlaget for Americana, bestod af fire canadiere og blot en enkelt vaskeægte sydstatsamerikaner, men sådan er det altså.
    The Band var under forskellige navne aktiv med sin oprindelige besætning i seksten år, før de i 1976 gik hver til sit – for ved senere lejligheder at finde sammen igen i forskellige konfigurationer. De oprindelige fem medlemmer samledes dog aldrig mere, dertil var der for meget bad blood mellem amerikanske Levon Helm og canadiske Robbie Robertson.
    Gruppen samledes i årene 1960-1961 i den canadiske by Toronto, hvor de fem medlemmer et efter et kom med i rockabilly-sangeren Ronnie Hawkins backingband The Hawks. Med Fra USA medbragte han trommeslageren Levon Helm, og derefter kom guitaristen Robbie Robertson, bassisten Rick Danko, pianisten Richard Manuel og multiinstrumentalisten Garth Hudson med. Efter et par år fyrede bandet Hawkins, og skabte sig et ry på de amerikanske klubber som et sejt r&b-outfit. Det medførte, at gruppen fik tjansen som backingband for Bob Dylan i de tumultariske år 1965-1966, hvor han gik elektrisk.
    Derefter flyttede både Dylan og bandet på landet, hvor de i løbet af 1967 indspillede de famøse Basement Tapes. Året efter fik gruppen en pladekontrakt og debuterede med lp’en Music from the Big Pink, hvis stoflige og jordnære stemning – fjernt fra de revolteprægede 1960eres psykedeliske musik – mindede om et allerede dengang forsvundet landligt Amerika. Både den og efterfølgeren The Band (1969) vakte stor opsigt og betød, at mange musikere vendte tilbage til et mere afdæmpet og naturalistisk udtryk. Blandt proselytterne fandtes blandt andre Eric Clapton og George Harrison.
    Med succesen kom uvanerne, ikke mindst i form af heroin, hvad der gik hårdt ud over broderskabsfølelsen, og medførte at den mere ædruelige Robertson endte med at dominere foretagendet, hvad der gav anledning til konflikter.
    Gruppens svanesang var en gigantisk koncert på spillestedet Winterland i San Francisco, den 27. november 1976. Under medvirken af et hav af bandets venner og kollegaer – Joni Mitchell, Dr. John, Bob Dylan, Neil Young og mange flere – opfattes Martin Scorseses film fra koncerten, The Last Waltz (1978), som en kulmination på 1960ernes inkluderende og kollektivistiske tankegang.


    Alle numre er med The Band medmindre andet er anført.
    Ronnie Hawkins & The Hawks: Who Do You Love (1963)
    Levon & The Hawks: He Don’t Love You (and He’ll Break Your Heart) (1965)
    Bob Dylan & The Band: This Wheel’s on Fire (indspillet 1967, udgivet 1975)
    Tears of Rage (1968)
    The Weight (1968)
    Lonesome Suzie (1968)
    The Night They Drove Old Dixie Down (1969)
    Up on Cripple Creek (1969)
    King Harvest (Has Surely Come) (1969)
    Stage Fright (1970)
    The Shape I’m In (1970)
    4% Pantomine (feat. Van Morrison, 1971)
    Chest Fever (Live, 1972)
    Share Your Love with Me (1973)
    Ophelia (1975)
    Acadian Driftwood (1975)
    Georgia on My Mind (1977)
    Life Is a Carnival (Live 1976, udsendt 1978)
    2 hr 12 min
  • Gemte og glemte cover-versioner: Blandede bolcher fra historiens bedste fortolkninger
    Hør Lana Del Rey synge Sublime, og Iggy Pop i lag med Donovans nummer 1 hit fra 1966. Oplev Whitney Houstons pladedebut som 19-årig med en sang af Soft Machines Hugh Hopper. Nyd Toots & the Maytals flotte Radiohead-cover. Hør en flok cowboys give Kraftwerk én på kasketten, og synthduoen Tears for Fears ømme Robert Wyatt-fortolkning. Og meget, meget mere, tyve skæve, skøre og skønne fortolkninger i alt!
    Rockhistorier elsker en god coverversion, hvad enten det er en evergreen, der får en overhaling, eller et overset nummer, der hives frem af glemslen, og får en tur mere rundt i manegen. Derfor kaster værterne sig for tredje gang over en række fortolkninger, som de af den ene eller anden grund føler, det er værd at gøre opmærksom på.
    De oprindelige kunstnere er angivet i parentes, hvis behovet for at høre originalerne, eller måske ligefrem lave en alternativ playliste med forlæggene skulle opstå. God fornøjelse.

    Playliste:
    1. Maxayn: Gimme Shelter (1972. Orig.: The Rolling Stones, 1969)
    2. Lana Del Rey: Doin’ Time’ (2019. Orig.: Sublime, 1996)
    3. Propaganda: Sorry for Laughing (1985. Orig.: Josef K, 1981)
    4. Cigarettes After Sex: Keep on Loving You (2015. Orig.: REO Speedwagon, 1980)
    5. The Cardigans: Sabbath Bloody Sabbath (1994. Orig.: Black Sabbath, 1973)
    6. Dr. Lonnie Smith & Iggy Pop: Sunshine Superman (2021. Orig.: Donovan, 1966)
    7. Toots & the Maytals: Let Down (2006. Orig.: Radiohead, 1997)
    8. Mercury Rev feat. Hope Sandoval: Big Boss Man (2019. Orig.: Jimmy Reed, 1960)
    9. Brent Amaker Deathsquad: Pocket Calculator (2020. Orig.: Kraftwerk, 1981)
    10. PJ Harvey: Red Right Hand (2019. Orig.: Nick Cave, 1994)
    11. Material feat. Whitney Houston & Archie Shepp: Memories (1982. Orig.: The Wilde Flowers, 1966)
    12. Todd Terje feat. Bryan Ferry: Johnny and Mary (2014. Orig.: Robert Palmer, 1980)
    13. Darling West: Don’t Start Now (2020. Orig.: Dua Lipa, 2020)
    14. Swoon: Til Nashet (1995. Orig.: Steppeulvene, 1967)
    15. Tears for Fears: Sea Song (1985. Orig.: Robert Wyatt, 1974)
    16. Rachid Taha: Rock El Casbah (2004. Orig.: The Clash, 1982)
    17. Phoebe Bridgers: Friday I’m in Love (2018. Orig.: The Cure, 1992)
    18. Galaxie 500: Ceremony (1989. Orig.: New Order, 1981)
    19. Years & Years: It’s a Sin (2020. Orig.: Pet Shop Boys, 1987)
    20. Big Mama Thornton: Watermelon Man (Live, 1977. Orig.: Herbie Hancock, 1962)
    2 hr 3 min
  • Joni Mitchell (1963-1971): Præriepigen blev til en af vor tids største sangskrivere
    Den mest indflydelsesrige person fra 1970ernes singer/songwriter-scene er Joni Mitchell.
    I kraft af bundløs musikalitet, uimodsigelig originalitet og ikke mindst afgrundsdyb foragt for konventioner, faste former og ”plejer”, har hun konsekvent hævet barren for sangskrivningskunsten. I denne episode ser Rockhistorier på hendes unge år – fra starten som Joan Baez-klon frem til det afgørende gennembrud i 1971 med Blue.
    Født Roberta Joan Anderson på den canadiske prærie i 1943 vokser hun op som enebarn med et par småborgerlige forældre. I 1952 bliver hun offer for den store polioepidemi, hvad der efterlader hende med svækket muskelkraft i venstre arm, hvilket er en del af forklaringen på hendes originale guitarteknik.
    Skolen siger hende ikke stort, fraset en engelsklærer, der lærer hende, at ”male med ord”. Som teenager lytter og danser hun til tidens rock’n’roll, samt tegner og maler. Det bliver vokaltrioen Lambert, Hendricks & Ross, der åbner hendes ører for jazzfolk som Miles Davis, Johnny Hodges og Charlie Parker.
    Hun mister sin mødom på en kunstskole i Calgary, som hun dropper ud af i 1964 for at tage til Toronto og prøve lykken. Der opdager hun, at hun er gravid, men vælger at bortadoptere barnet, et banesår, der aldrig heles. Hun gifter sig med (og lader sig skille i en fart fra) amerikaneren Chuck Mitchell, og flytter til New York City.
    I august 1967 opdager David Crosby hende på en klub, indser hvor unik hun er, og faciliterer en pladekontrakt. Han producerer debuten Song to a Seagull, udsendt marts 1968. På daværende tidspunkt havde hun allerede skrevet klassikere som ”Both Sides, Now”, ”Urge for Going”, ”The Circle Game” og ”Chelsea Morning”, som hun drysser ud over de efterfølgende to album.
    Hun flytter ind i det berømte hus på Lookout Mountain Avenue i Laurel Canyon lige udenfor Los Angeles. I ’69 forelsker hun sig i briten Graham Nash, der flytter direkte ind i hendes bungalow, hvor de etablerer sig som Laurel Canyons solskinspar, i en tid, hvor området myldrer med sanger/sangskrivere.
    I 1971 finder denne frugtbare periode sin afslutning med den uopslidelige klassiker Blue, der er et afskedsbrev til både Nash og Laurel Canyon. For da hun et år senere vender tilbage til det Californien, ændrer hun i samklang med lokale jazzmusikere sit udtryk radikalt. Den historie gemmer vi til en anden god gang.

    1. Joan Anderson: Anathea (Radio Station CFQC AM, Saskatoon, Saskatchewan, Canada, ca. 1963)
    2. Urge for Going (Myrtle Anderson Birthday Tape: Detroit, MI, 1965)
    3. Day After Day (Jac Holzman Demo, Detroit, MI, August 24, 1965)
    4. Eastern Rain (Live at the 2nd Fret, Philadelphia, PA, November 1966)
    5. Both Side, Now (Intro) +
    6. Both Sides, Now (Folklore, WHAT FM, Philadelphia, PA, March 12, 1967
    7. Little Green (Live at Canterbury House, Ann Arbor, MI, October 1967
    8. The Circle Game (Live at Canterbury House, Ann Arbor, MI, October 1967)
    9. Song to a Seagull (1968)
    10. Night in the City (1968)
    11. Chelsea Morning (1969)
    12. The Gallery (1969)
    13. Big Yellow Taxi (1970)
    14. For Free (1970)
    15. Woodstock (1970)
    16. All I Want (1971)
    17. Blue (1971)
    18. A Case of You (1971)
    1 hr 58 min
  • Marc Bolan og T. Rex: Teenage-idol, poet og glitrende rock'n'roller
    Som faste lyttere vil vide, startede den ene af værterne sin musikalske tilværelse som Glam-kid (den anden var kronisk skæv flipper). Så vi skal i aftenens afsnit tilbage til drengeværelserne i Kokkedal. Emnet er nemlig selveste Marc Bolan – den absoluttet frontfigur i bandet T. Rex, der satte gang i fænomenet glamrock (eller glitterrock, som vi også kaldte det dengang), og i begyndelsen af 1970’erne udløste et massehysteri – kendt som T. Rextasy – som man skal tilbage til The Beatles for at finde magen til. Der var ikke mange tørre teenagetrusser tilbage.
    T.Rex fik aldrig rigtig hul igennem i USA, men i England og det meste af resten af Europa var de en afgørende faktor, når det gjaldt om at vaske tavlen ren efter 1960’erne. Glamrock var bevidst apolitisk og sked hul i begreber som ægthed og autenticitet. Det handlede primært om fest, ballade – og sex. Altså rockmusikkens egentlige udgangspunkt.
    Marc Bolan startede ellers karrieren som Tolkien-dyrkende ærkehippie i duoen Tyrannosaurus Rex, der primært benyttede sig af akustisk guitar og bongotrommer, men det var først da han forkortede navnet til det mere mundrette T. Rex og satte strøm til guitaren, at der for alvor skete noget. Fra oktober 1970, hvor bandet udsendte gennembrudshittet ’Ride a White Swan’, og frem til gruppens sidste top ti-single ’The Groover’ i juni 1973 var de stort set urørlige.
    Men “det går op og ned i showbizz”, som Franz Beckerlee så sandt har sagt, og Bolans nedtur var forbløffende drastisk, inden han døde som blot 29-årig i en bilulykke i 1977. Vi tager dig med til tinderne og helt ned på bunden igen. Gammel kærlighed ruster som bekendt aldrig.
    Marc Bolan: The Wizzard (1965)
    John’s Children: Desdemona (1967)
    Tyrannosaurus Rex: Debora (1968)
    Tyrannosaurus Rex: One Inch Rock (1968)
    Tyrannosaurus Rex: King of the Rumbling Spires (1969)
    T. Rex: Ride a White Swan (1970)
    T.Rex: Hot Love (1971)
    T. Rex: Get It On (1971)
    T. Rex: Jeepster (1971)
    T. Rex: Life’s a Gas (1971)
    T.Rex: Cosmic Dancer (1971)
    T.Rex: Telegram Sam (1972)
    T. Rex: Metal Guru (1972)
    T. Rex: Children of the Revolution (1972)
    T. Rex: 20th Century Boy (1973)
    T.Rex: The Groover (1973)
    Marc Bolan & T.Rex: Teenage Dream (1974)
    T.Rex: Light of Love (1974)
    T.Rex: New York City (1975)
    T. Rex: Dandy In the Underworld (1977)

    T. Rex: Celebrate Summer (single, august 1977)
    2 hr 7 min
  • Gæstebud med Christian Hjelm: Live fra Engelsholm Højskole
    I denne ombæring af Rockhistorier havde vi sanger og sangskriveren Christian Hjelm i gæstestolen. Det var både skægt, underholdende og illuminerende, for han valgte at bruge lejligheden til at fortælle om sin musikalske rejse fra han som 4-årig forelskede sig i temaet til ’Bamses Billedbog’ til hans musikalske odyssé kulminerede med Prodigys elektroniske punk i de sene 1990ere, hvor han selv gjorde sin entre på musikscenen.
    Men i stedet for at have ham som gæst i studiet, drog Rockhistorier til i det mørke Jylland, for at møde Hjelm på Engelsholm Højskole, hvor han også underviser. Så Rockhistorier blev i denne omgang optaget foran et levende, corona-testet, entusiastisk og ungt publikum, hvad der var spændende, for det gav forløbet en helt anden nerve og dynamik.
    Lige nu er Hjelm aktuel med kollektivet 'Nymalet', som består af syv koryfæer fra den danske musikscene – heriblandt Katinka og Johan Olsen – der netop har udsendt sin debutsingle. Han blev oprindelig kendt som sanger og guitarist i trioen Figurines, der i nullerne udsendte fire album, heriblandt hovedværket 'When the Deer Wore Blue' (2007). I 2012 debuterede han som solist med 'Før Vi Blev Lette', efterfulgt i 2014 af 'Vaskeægte' og i 2018 kom 'Uskolet Magi'. Derudover har han og Sarah Hepburn duoen 'Lucky Moon', der udsendte en ep i 2014.

    Playliste:
    Nymalet: Selvom du (2021)
    ”Bamse”/Aske Bentzon: Signatur (1986)
    Anne Linnet: Barndommens gade (1986)
    Creedence Clearwater Revival: Porterville (1967)
    Bob Dylan: Oh Sister (1976)
    The Cure: Pictures of You (1989)
    Nirvana: Smells Like Teen Spirit (1991)
    Beck: Loser (1994)
    Sonic Youth: Little Trouble Girl (1995)
    The Velvet Underground & Nico: Black Angel’s Death Song (1967)
    Joy Division: Love Will Tear Us Apart (1980)
    Prodigy: Firestarter (1997)
    The Beach Boys: Don’t Talk (Put Your Head on My Shoulder) / Mono (1966)
    Cocteau Twins: Iceblink Luck (1990)
    Alessi Brothers: Seabird (1976)
    Søn: I Wanna Be Seen (2020)
    Christian Hjelm: Lille kolibri (2018)
    2 hr 1 min
  • Sange om barndommen: Grundangst, skolegang og ballade er godt stof til sangskrivningen
    Alle har prøvet det. At være barn, altså. For nogle den bedste tid i livet, for andre den værste – og for de fleste lidt af begge dele samt en hulens masse regnfulde dage, hvor tiden bare slæbte sig afsted. Hvordan det end vendes og drejes, er det de år, der former og påvirker os lige til, vi tjekker ud. Tilmed også en tid spækket med indtryk, oplevelser, venskaber, bøvl og ballade, grundangst, skolegang og førstegangserfaringer, så stof er der jo nok af.
    Litteraturen er da også fuld af bøger om barndommens land, og det skorter heller ikke på film om emnet. Derfor overraskede det os en smule, at det ikke ligefrem myldrer med sange om de formative år, men heldigvis var der nok gode af slagsen til at sammensætte en afvekslende og udfordrende spilleliste om emnet. Der blev plads til en stribe glade og positive sange om den vilde tid, men da det nu engang er Rockhistorier selvfølgelig også en pæn stak, som er triste og tragiske i anslaget. De to ældste er fra 1967, og de to nyeste er fra 2020, så et tidsmæssigt spænd på over 50 år. Genremæssigt både rock, pop, soul, singer/songwriter, dreampop, hiphop, indierock og meget andet, så bare spænd sikkerhedsbæltet, it’s gonna be a jumpy ride!

    Playliste:
    David Bowie: When I’m Five (John Peel’s ‘Top Gear’, 13.5.1968)
    The Byrds: Goin’ Back (1967)
    Bill Withers: Granma’s Hands (1971)
    Kim Larsen: Sommerregn (2003)
    Beach House: Childhood (2006)
    White Stripes: We’re Going to Be Friends (2001)
    Chance the Rapper feat. Death Cab for Cutie: Do You Remember (2019)
    Cher: Half Breed (1973)
    Pet Shop Boys: The Forgotten Child (2019)
    Stevie Wonder: I Wish (1976)
    The Mountain Goats: Dance Music (2005)
    Talking Heads: Happy Day (1977)
    Beck: Que’ Onda Guero (2005)
    Tom Waits: Kentucky Avenue (1978)
    Brittany Howard: Stay High (2020)
    Lars H.U.G.: Dreng dreng (1987)
    Harry Nilsson: 1941 (1967)
    Jason Isbell and the 400 Unit: Dreamsicle (2020)
    Neil Young: I Am a Child / Live (1970)
    Mòn: When I Was a Child, I Was Afraid of the Sea (2019)
    Jens Unmack: Survival Kit (2007)
    1 hr 57 min
  • The Go-Betweens: De glemte sangskrivningsmestre fra down under
    ’Rockhistorier’ starter denne gang i Australien. Nærmere bestemt på et dramakursus på universitetet i Brisbane, Queensland, hvor forstadsknægten Robert Forster i efteråret 1977 møder den jævnaldrende Grant McLennan, der var vokset op på en kvægfarm. Der er god kemi mellem de to ungersvende, og da Robert allerede er fanget af musikken, spiller guitar og har forsøgt sig i et par grupper, opfordrer han Grant til at lære at spille bas, så de kan danne et band sammen.
    Som sagt så gjort, og i april 1978 optræder de offentligt for første gang sammen med en ven på trommer. Måneden efter går de i studiet og indspiller en ode til den amerikanske skuespiller Lee Remick, der også bliver titlen på debutsinglen. B-siden er en hyldest til den lokale bibliotekar ”Karen”, hvilket ligesom gruppens navn, der stammer fra en engelsk roman af L.P. Hartley fra 1953, understreger, at vi har med et par belæste unge herrer at gøre. Det kan også høres i deres tekster.
    Som så mange andre håbefulde australske bands – blandt andet vennerne i The Birthday Party – bosætter The Go-Betweens sig i London, og i årene 1983 til 1988 udsender de fem strålende album, der elskes af anmelderne og ignoreres af publikum. De kaster derefter håndklædet i ringen, og både Forster og McLenann søsætter væsentlige solokarrierer. I 2000 finde de dog sammen igen, og det bliver til endnu tre fine album, inden McLennan dør af et hjerteanfald under tragiske omstændigheder blot 48 år gammel i 2006.
    The Go-Betweens er blevet kaldt det ultimative kultband, og makkerparret Forster og McLenann kan godt høres som indierockens svar på Lennon og McCartney. Gruppens historie er ikke præget af de store skandaler til trods for, at den på et tidspunkt bestod af to kærestepar. Narko og sprut er der heller ikke meget af. Til gengæld hører sangskrivningen til blandt periodens ypperligste. Ja, vi blev faktisk forbløffede over, hvor meget lortet holder, da vi gav pladerne et genhør. Og det er trods alt det vigtigste.














    “Lee Remick” (1978)
    “People Say” (1979)
    “Your Turn, My Turn” (1981)
    “Hammer the Hammer” (1982)
    ”Cattle and Cane” (1983)
    “Part Company” (1984)
    “River of Money”” (1983)
    “Bachelor Kisses”, (1984)
    ”Draining the Pool for You” (1984)
    “Spring Rain” (1986)
    “The Wrong Road” (1986)
    “The Clarke Sisters” (1987)
    “Bye Bye Pride” (1987)
    “Streets of Your Town” (1988)
    “Dive for Your Memory” (1988)
    “Rock and Roll Friend” (1988)
    “Going Blind” (2000)
    “Caroline and I” (2003)
    ”Darlinghurst Nights” (2005)
    2 hr 2 min
  • Gæstebud med Dicte: Hele vejen fra Marvin Gaye til Eminem
    Der er sjældent blevet grinet så meget i Rockhistorier, som da Dicte kom til gæstebud, for udover hendes musikalske talent og passion for den musik, hun elsker, er hun også virkelig sjov. Når der ikke blev grinet og talt i munden på hinanden, fortalte Dicte om sin medbragte playliste, der formede sig som hendes vej gennem musikken. Lige fra hendes mor spillede Marvin Gaye for hende, da hun lå i vuggen, til hun tredive år senere selv spillede Eminem for sin egen spæde datter. Dermed var cirklen sluttet, og to timer fløjet afsted.

    Dicte er aktuel med sit ottende soloalbum, Good as It Is, som i Rockhistoriers optik er et klokkeklart karrierehøjdepunkt. Også selvom det blev skabt under corona-nedlukningen ved at sende filer frem og tilbage mellem producer Jonas Struck, en lang række dygtige musikere og solisten selv. Hun kommer ud i mange hjørner, både som sangskriver og som vokalist, der er åbenlyst tale om det, der i firserne kaldtes indre nødvendighed, for her er noget på spil. Det er svært ikke at blive imponeret over Dictes evne til at bevare gejst, intensitet og nysgerrighed efter alle disse år.

    Det er næsten tredive år siden, Dicte pladedebuterede med gruppen Her Personal Pain, men det var da hun i 1994 sprang ud som solist med Between Any Four Walls, at hun blev rigtig interessant. Både den og efterfølgeren Voodoo Vibe var kommercielt succesfulde, og etablerede hende som et af 90ernes toneangivende navne, en udvikling der kulminerede med This Is Cool i 2000. Siden har hun opereret mere i det skjulte, ligesom der er blevet længere mellem udgivelserne, givetvis fordi hun i højere grad er albumkunstner end hitmager. Hun har endvidere indspillet et par duo-lp’er med Claus Hempler, er ophavskvinde til juleklassikeren ”Drømte mig en lille drøm”, og har medvirket i både film og teaterstykker.

    Dicte: Venom (2021)
    Marvin Gaye: I Heard it Through the Grapevine (1968)
    The Beatles: Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band (1967)
    Blondie: One Way or Another (1978)
    Michael Jackson: Don’t Stop till You Get Enough (1979)
    David Bowie: Scary Monsters (1980)
    Stevie Wonder: Master Blaster (1980)
    Eurythmics: It’s Alright (Baby’s Coming Back) (1985)
    Depeche Mode: Never Let Me Down Again (1987)
    Talk Talk: Myrrhman (1991)
    Electronic: Tighten up (1991)
    Massive Attack: Live with Me (2006)
    The The: Love Is Stronger than Death (1993)
    Missy Elliot: Rain (1997)
    Spain: Easy Lover (1999)
    The Tremolo Beer Gut: Diablo Mountains Sunrise (2000)
    Eminem: 3 a.m. (2009)
    Dicte featuring Teitur: Seasick (2021)
    2 hr 13 min
  • Storytelling: Fortællinger fra det snavs og kaos, vi kalder livet
    Da verden myldrer med bizarre eksistenser, sære skæbner og utallige eksempler på at virkeligheden overgår fantasien, hvorfor så ikke omsætte noget af det righoldige stof til sangkunst? Det er der masser af gode eksempler på, og nogle af de bedste præsenterer Rockhistorier i denne ombæring.
    Historierne er lige så forskellige som de syngende, men generelt med et tragisk anslag, selvom der også er blevet fundet plads til et par med en ’happy end’. Som for eksempel Dixie Chicks’ hit fra 1999, ”Goodbye Earl”, hvor Mary Anne hjælper med at ombringe Wandas voldelige mand Earl, for efterfølgende at få ham til at forsvinde. Helt. Det kalder vi en lykkelig slutning
    Men ellers – fortællinger om lejesoldater, fan-stalking, teenagegraviditeter og hekseforfølgelser, om selvmord og fængselsoprør, om at stikke af med firmakassen, om onde nonner og hævnende genfærd, om at komme frem i verden via prostitution og meget andet snavs fra det kaos, vi kalder livet.
    Rockhistorier kan rigtig godt lide en god historie godt fortalt, så her atten udsøgte eksempler på hvordan – og hvor galt – det kan gå.


    The Robins: Riot in Cell Block #9 (1954)

    Steve Earle: Copperhead Road (1988)

    The Divine Comedy: Lady of a Certain Age (2006)

    Bobbie Gentry: Fancy (1969)

    Niels Skousen: Heksen (2006) OBS! Grundet programmeringsbøf skal man spille nummeret ”Slaraffenland” for at høre ”Heksen”

    The Replacements: The Ledge (1987)

    2Pac feat. Kimmy Hill: Mama's Just a Little Girl – KP’s Remix (2002)

    Roy Orbison: Southbound Jericho Parkway (1969)

    Joni Mitchell: Magdalene Laundries (1994)

    Richard Thompson: 1952 Vincent Black Lightning (1991)

    Dusty Springfield: Sandra (1978)

    New Order: Love Vigilantes (1985)

    Dixie Chicks: Goodbye Earl (1999)

    The Monkees: Mr. Webster (1967)

    Warren Zevon: Roland the Headless Thompson Gunner (1978)

    Eminem feat. Dido: Stan (2000)

    Cornelis Vreeswijk: Alices snaps (1973)

    The Handsome Family: After We Shot the Grizzly (2006)
    2 hr 3 min

About Rockhistorier

From the publisher's feed

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch.

Best of Rockhistorier

Ranked by our users in the last 21 days