I dette afsnit af ’Skiftet’ besøger Flemming Møldrup musiker Lydmor i hendes lejlighed i København til en snak om at smide alt for at forsvinde for en stund. I år 2016 følte Lydmor sig afsporet fra kernen af, hvad hun ville med musikken, så hun droppede alt, aflyste alle koncerter og flygtede til Shanghai for at finde ud af, hvorfor hun overhovedet var blevet musiker.

Musiker Jenny Rossander er under aliasset Lydmor for alvor ved at få hul igennem til et større publikum, både herhjemme og i udlandet. Hendes musik er blevet beskrevet som legesyg, underholdende, humoristisk og personlig.

Vært: Flemming Møldrup
Producer: Cecilie Wortziger

I 2014 går Søren Pape Poulsen fra at være borgmester i Viborg Kommune til at træde ind på den landspolitiske scene. Det går stærkt, det var ikke planlagt, og det står som det vigtigste skifte i et liv fyldt med store omvæltninger.

Søren Pape er født i 1971 og blev som spæd adopteret af Svend og Ruth Poulsen. Han var kun tre måneder gammel, da han flyttede fra børnehjemmet i Lyngby til en gård i Midtjylland. Her voksede han op som ønskebarn, og der blev aldrig lagt skjul på, at han er adopteret.

I denne episode af Skiftet besøger Flemming Møldrup Det Konservative Folkepartis formand på Christiansborg til en samtale om det store skifte det var at gå fra lokalpolitik til storpolitik, hvor mediepresset og dagligdagen kan virke så uoverskuelig, at man nogle gange kan tænke er det nu det værd? Det er også en samtale om livets mange tilfældigheder, og hvordan det at være adoptivbarn har formet ham til den han er i dag.

Vært: Flemming Møldrup
Producer: Cecilie Wortziger

Som 13-årig oplever musiker Peter Sommer, at hans krop kollapser under ham. I lang tid er han bundet til en seng, mens lægerne prøver at finde ud af, hvad der er galt. Her udvikler han et blik for det skrøbelige og interessen for sangskrivning vokser i ham. Et skifte som definerer den han er i dag.

Det er i år 20 år siden Peter Sommer debuterede som sanger i duoen ’Superjeg’, der udgav to album – det første,’ Alt er ego’, indeholdt sangen "8-6-6-0", der var den første sang, han nogensinde skrev. Sangen er blevet defineret som en nyklassiker i dansk musik. Siden er seks albums fulgt efter, og for nylig udgav han albummet 'De uforelskede i København'.

I denne episode af 'Skiftet' er Flemming Møldrup taget hjem til Peter Sommer i hans skriveskur på Amager, hvor han også bor med sin kone og fem børn.

Vært: Flemming Møldrup
Producer: Cecilie Wortziger

I år 2016 indstillede Lars H.U.G. sin musikalske karriere, og sagde farvel til det alias, der havde fulgt ham gennem hele karrieren. I dette afsnit af ’Skiftet’ møder Flemming Møldrup musikeren og billedkunstneren på stamstedet Ralphs i København.

Da musiker Lars H.U.G. afsluttede sin tour i 2016, afslørede han samtidig, at det ville være hans sidste nogensinde. Ikke flere livekoncerter, ikke flere turnerer, ikke mere Lars H.U.G. I stedet tog han navneforandring til sit fødenavn Lars Haagensen. Et stort skifte i en lang karriere. Det er seks år siden i dag.

Vært: Flemming Møldrup
Producer: Cecilie Wortziger

Leonora Christina Skov har udgivet ni romaner, og i mange år var hun mest kendt som feministisk debattør, men hendes verden ændrede sig radikalt i 2018, da hun udgav ”Den, der lever stille”, som gav hende det store, brede gennembrud, som hun altid havde drømt om. Bogen er det, hun selv kalder ’en selvbiografisk roman’, og den handler om hendes opvækst og forhold til forældrene, som var præget af dysfunktion, bebrejdelser og skam.

Det var al den opmærksomhed, hun havde drømt om, men kroppen og sindet kunne ikke holde til det, fortæller hun.

"Jeg blev kontaktet konstant af læsere, og jeg følte hele tiden, at jeg var for lidt. At jeg skulle give noget mere til mine læsere eller give nogle længere svar på deres henvendelse, det var en evig følelse af at ikke at være tilstrækkelig,” siger Leonora Christina Skov

I dette afsnit af 'Skiftet' er Flemming Møldrup taget på besøg i forfatterens lejlighed på Frederiksberg, hvor hun bor sammen med sin kone Annette, til en snak om at opnå den succes man altid har drømt om, men at indse, at livet måske var bedre før.

To store begivenheder faldt sammen i Timm Vladimirs liv. Først fik han en rolle i en stor DR-dramaserie, og samtidigt deltog han i TV3-programmet ’MasterChef’. Gennem det meste af sit liv havde han vidst, at han skulle være skuespiller, men pludselig fandt han ud af, at det var et andet sted, hans store passion lå.

”Det var min kone, der lagde mærke til det. Selvom jeg endelig havde fået en gennemgående skuespillerrolle i ’Lykke’ på DR, kunne hun mærke, at når jeg skulle på MasterChef, havde jeg fucking ild i øjnene. Den kobling havde jeg ikke selv lavet. Og det gik op for mig, at jeg måske i virkeligheden brændte mere for madlavningen.”

Han vandt MasterChef, og det blev rygstødet til at arbejde mere med mad. Blandt andet tog han vagter som såkaldt møgpony i en Michelin-restaurant. Det er den, der er lavest i hierarkiet blandt kokkene i et køkken.

”Jeg stod klippede 400 stilke af kørvel, som skulle bruges i en olie, og hvis man synes, det er fedt, så synes man altså, at det med madlavning er virkelig fedt.”

Det fik ham til at starte sin egen virksomhed, hvor private og andre firmaer kan komme og blive undervist i at lave mad. Han startede med at lave næsten alt selv, men i dag er den vokset til at beskæftige mere end 20 faste og omkring 80 timelønsansatte.

Faktisk startede interessen for mad allerede, da han var dreng.

”Jeg gik til madlavning efter skole, og det var der sgu ikke mange raske drenge, der gjorde dengang. De gik alle sammen til fodbold, som jeg altid har hadet af et ondt hjerte. Både at spille og se på.”

Nu har han skabt en voksende forretning, og det har været en lærerig oplevelse at gå fra skuespilfaget til at være chef og virksomhedsejer.

”Jeg er vokset op med, at al business er af det onde. Og det er stadig en blå/rød kamp indeni mig. Men når det er sagt, har det også været sjovt for mig at lære at være forretningsmand. Det er fedt at lave noget, man brænder for, men det er faktisk også fedt at tjene penge. Hvis man har en virksomhed med mange ansatte, har man også et ansvar for at have noget på bunden, så vi sikrer os, at de også har arbejde i morgen.”

Anna Emma Haudal bor på et landsted i Odsherred sammen med sin mand Robert, deres fire katte og en masse får og høns. De landlige omgivelser er ikke fremmede for Anna Emma Haudal, som er uddannet manuskriptforfatter fra Den Danske Filmskole. Hun voksede op omgivet af natur, da hun var barn og så Lars von Trier-film og serier i en alt for ung alder.

”Jeg vidste meget tidligt, at jeg ville skrive. Og i det øjeblik jeg blev introduceret for film- og seriemediet, vidste jeg, at jeg i hvert fald også skulle skrive film. Så der har altid været en ret klar vej for mig, og jeg har altid vidst, at den var i København.”

Da Anna Emma bliver færdig på filmskolen i 2015, starter hendes karriere i filmbranchen. Doggystyle, som senere bliver hendes store gennembrud i 2018, er allerede i støbeskeen. Men i 2016 bliver hun hårdt ramt af kyssesyge, og efterfølgende er hun så svækket, at hun ikke længere kan holde ud at bo i byen med alle dens indtryk og forstyrrelser.

”Jeg havde et helt år med genoptræning, fordi mine organer havde været så udsatte. Jeg kom på benene efter tre måneder, men jeg kunne ikke tage bussen, handle alene eller være i store forsamlinger. Jeg kunne kun være på landet, så jeg boede hos mine forældre i alle weekender.”

Og mens Anna Emma bor hos sine forældre, spirer en idé hos hende. For måske kunne hun faktisk godt bo på landet? Og den tanke hænger ved, da hun bliver rask og flytter hjem til København igen. Det bliver dog ved en idé, for hvad med job og transporttid? Men så møder hun sin mand, Robert, og sammen flytter de ud af byen. Og det viser sig, at det sagtens kan fungere.

”Jeg har jo selvfølgelig en hverdag, hvor jeg kører meget i bil. Når jeg skriver, kan jeg lave rigtig meget hjemmefra, men når jeg instruerer, så er jeg nødt til at være der. Men på den anden side; det er kun en time og 10 minutter. Og på den tid kan jeg høre en god plade.”

Anna Emma er glad for, at hun igen bor udenfor byen. Hun er tættere på den natur, som hun føler sig så meget en del af, og hun har fundet en jordforbindelse, et fokus. Naturen hjælper hende til at huske på, hvad der er det allervigtigste i tilværelsen.

”De problemer, der opstår i et udviklingsrum, når man sidder og banker hovedet ind i væggen og ikke kan løse en skid, de forsvinder. For det er bare en historie. Og så kommer jeg hjem og ser, at der er et får, der har fået en byld under foden, og det er bare endnu værre og større. Der er en anden intensitet i naturen, som gør, at mit arbejde og alt det fiktive bliver ligegyldigt.”

Mozhdehs turbulente barndom er et traume, som hun må bære igennem livet. Lyden af bomber, der sprænger, og følelsen af at være ubetydelig og usynlig sidder dybt i hende. Men hun husker også dagdrømmerierne og hendes håb for den ukendte fremtid.

”Det var sådan, jeg overlevede. Jeg havde selvfølgelig også masser af mareridt, men min største drøm var at få en uddannelse. Fordi tanken om, at vi kunne komme til et sted, hvor vi kunne blive så længe, at jeg kunne få en uddannelse, var så urealistisk.”

Som 15-årig kommer Mozhdeh til Danmark som kvoteflytning. Hun begynder i skole på Falster, hvor hun bor sammen med sin familie. Og da hun skal begynde på psykologistudiet i Aarhus, pakker hun en kuffert med alle sine ting og flytter hjemmefra. Drømmen om universitetet og selvstændighed begynder at blive virkelighed.

”Det har været enormt vigtigt for mig at kunne klare mig selv. Og ikke bare klare mig selv, men at klare mig rigtig godt. Som flygtning har jeg været enormt bevidst om, at jeg skulle være et skridt foran de andre. Jeg har jo følt, at der var noget, som jeg skulle kompensere for,” siger Mozhdeh.

Mozhdeh bliver uddannet psykolog fra Aarhus Universitet, læser videre i Canada, fortsætter på to forskellige universiteter i USA, og på Oxford University i England. Mozhdehs opvækst er på både godt og ondt den drivkraft, som får hendes drøm til at gå i opfyldelse.

”Jeg elsker at lære noget nyt. Jeg er en lille nørd, og det giver mig energi. Men det har også været en copingstrategi – at hvis jeg ikke klarer mig rigtig godt, så fortjener jeg heller ikke at være i live. Det er overlevelsesskylden, som mange med traumer nok kan genkende. Tanken om ’hvorfor mig?’”

Mozhdehs liv har ikke været fattigt på skift, både den frivillige og ufrivillige slags. I dag står hun så med en tom lejlighed. Hun skal flytte endnu engang, for hun er faktisk midt i endnu et stort skift. Et skift, hun aldrig har forestillet sig skulle ske, men som hun alligevel har tilvalgt.

”Jeg har haft så meget skyldfølelse, dårlig samvittighed og angst forbundet med at tage den her beslutning. Den første beslutning, som det er mig, der tager, og som det er mig, det kommer til at have konsekvenser for resten af livet,” fortæller Mozhdeh i ’Skiftet’.

Et glædeligt skift, som hun faktisk ikke har fortalt særligt mange om – før nu.

Christian Als var i Haiti i 2010 for at dokumentere det forfærdelige jordskælv, som tog livet af mere end 2.000 mennesker. Men midt tragedien kunne Christian mærke, at der var noget helt galt med hans motivation. Han blev i tvivl om, hvilken forskel han gjorde ved at tage det samme billede som de 300 andre fotojournalister, der også var til stede.

”Vi var flere, der gik ned med flaget, mens vi var der. Vi tudbrølede. Jeg har ikke oplevet det armod, der var dér i den skala før. Det var ikke til at fatte. Jeg har taget mange billeder, der aldrig kan trykkes, fordi de er for voldsomme.”

Dagspressens hurtige tempo og nyhedsmøllen var med til at tage glæden og meningsfuldheden ved jobbet fra Christian. Det fortæller han til Flemming Møldrup i det nye afsnit af ’Skiftet’.

”Jeg har jo altid været eventyreren, der ville dokumentere verden. Og jeg endte i en situation, hvor jeg dokumenterede det grimme, det forfærdelige, hvor der er en konflikt. Og faktisk har jeg et lyst sind og meget mere lyst til at fotografere noget smukt, noget, der inspirerer.”

Efter to år beslutter Christian sig for at trække sig fra konfliktområderne. Der er andre, der har drivkraften til at dokumentere verdens dårligdomme, og han har ikke energien til det længere. I stedet siger han sit gode og eftertragtede job som fotojournalist for Berlingske op – et job, som han har vundet flere priser for.

”Alle var chokerede. Ingen havde set det komme. Ingen forstod det. Og det var jo hele branchen. Folk ledte virkelig efter en anden forklaring end: han har bare lyst til at gå væk fra det her nu,” fortæller Christian i podcasten.

Og fem år efter sin opsigelse, efter mange rejser og en masse dygtiggørelse, er de sort/hvide krigsfotografier skiftet ud med dynamiske naturbilleder og features fra de vildeste steder i verden.

”Jeg synes jo faktisk, at det er meget vigtigere at dokumentere jorden. Den her klode er beyond, hvad man kan forstå nærmest. Og det synes jeg er vigtigere end at dokumentere, hvor forfærdeligt et sted, det er, og hvor forfærdelige, vi mennesker er ved hinanden.”

Det er enhver forældres mareridt. At få at vide, at ens barn er syg – ovenikøbet med en livstruende sygdom. Men det har været virkeligheden for skuespiller og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis, hvis søn, der dengang var otte år, blev diagnosticeret med leukæmi.

”Det var fuldstændig kaotisk. Man kan ikke tage noget ind. Man kan ikke høre, hvad lægerne siger. Man kommer ind i en boble. Man ved ikke, hvad der kommer til at ske, når han får kemo. Dør han om lidt?”

Diagnosen vendte Anne-Grethe Bjarup Riis’ liv på hovedet fra den ene dag til den anden. Med øjeblikkeligt varsel måtte hun og manden Bo indrette hverdagen i 24-timers vagter, hvor de skiftedes til at passe sønnen på hospitalet og lillesøster Yrsa derhjemme.

Det fortæller hun til Flemming Møldrup i det nye afsnit af Heartbeats-podcasten ’Skiftet’.

“Det var der, jeg begyndte at tænke: Jeg kunne godt bruge et par hænder her. Jeg kunne godt tænke mig, at der var nogen i familien, der tog Yrsa med ud på en café, gik med hunden, lavede noget mad. Altså, vi havde ikke overskud til noget som helst,” fortæller hun.

Den manglende hjælp fra de nærmeste, følte hun som et svigt. Det gjorde, at hele forløbet med al dets kaos og voldsomme følelser også føltes ensomt.

”Man har en forventning om, at de kan smide, hvad de har i hænderne og komme over. Men det gør de ikke,” fortæller hun i podcasten.

Selv efter Gilbert i 2017 blev erklæret rask, oplevede hun at være alene med sine følelser:

“Du kan jo ikke forklare 2,5 års kemoforløb over en kop kaffe. Det er helt umenneskeligt. Der skal man være tryg og nede i gear. Der er mange, der vil støtte op og siger: ’Nu skal vi drikke vino,’ men jeg har brug for, at der er nogen, der er i øjenhøjde, og som i stedet for at sige: ’Hvor er det godt, at I har det godt’ og pådutter mig alle mulige følelser, jeg ikke kan leve op til, i stedet spørger: ’Hvordan har du det?’. Og så kan jeg måske få en ro til at sige: ’Det går ikke så skidegodt’.”