Jeg er i et meget stille space, og jeg er gået og mærket efter, hvad den der stilhed er, for det er ikke ligesom, når jeg mediterer, hvor jeg er aktiv stille. En ubevægelig stille.

Det er ligesom at alt kører langsommere. Mine tanker, min krop - noget skumgummi, der ikke rigtig vil noget.

jeg tog på hospice igår og sad sammen med min ven, før hun døde.

Jeg fik sagt det, jeg skulle sige. Og på en måde oplevede jeg, da de andre spurgte - har du sagt farvel. Det har jeg ikke. Det var ikke et farvel som sådan. Måske var det mere et på gensyn.

Jeg ved, at de døde lever i mit hjerte efterfølgende. Så det er ikke som sådan et farvel.