Inger Støjberg risikerer en rigsretssag. Det er situationen, efter Instrukskommissionen har afleveret en delberetning med sin vurdering af forløbet omkring den forhenværende udlændinge- og integrationsministers ulovlige instruks om adskillelse af asylpar.
Kommissionen vurderer, at det var »klart ulovligt« undtagelsesfrit at adskille alle asylpar, hvor den ene part var under 18. Den vurderer også, at Inger Støjberg blev advaret af sine embedsmænd imod en sådan adskillelse. Og endelig vurderer den, at Inger Støjberg på trods af advarslerne havde til hensigt at adskille asylparrene.