
Sign up to save your podcasts
Or


“Det er ikke et menneske, der siger til dig, du skal følge den etiske fordring. Den bor sådan set i din egen eksistens. Den melder sig som en fordring om, at man tager eksistensen på sig: at man vælger sig selv. Men den melder sig også som en fordring om, at man skal være tydelig i forhold til andre, når det gælder, hvad man synes er ret, og hvad man synes er slet.”
I dette afsnit af Træn Trivslen dykker vi ned i Søren Kierkegaards etiske univers sammen med teolog og Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft. Med udgangspunkt i bogen ’10 ting ledere kan lære af Kierkegaard om den etiske fordring’ stiller vi skarpt på den del af lederskabet, som ikke handler om KPI’er og performance – men om sandhed, mod, ansvar og samvittighed.
Kierkegaard mente, at vores etiske valg former os som mennesker. Vi bliver til i mødet med det, vi vælger – og det, vi undlader at vælge. Den etiske fordring er ikke et sæt retningslinjer. Det er en invitation til at leve vågent og vælge med hjertet. Ikke bare tale om principper, men stå i dem – også når det koster.
For i en verden, hvor regler og strategier ofte overdøver den indre stemme, spørger Kierkegaard: Vil du være tilskuer – eller vil du tage dit virke i verden alvorligt?
Pia guider os gennem Kierkegaards tanker med både indsigt og kant. Vi taler om ledelse som karakterdannelse, om at turde stå alene – og om at finde sit etiske kompas i mødet med det andet menneske.
Der er 7 refleksionsspørgsmål hen mod slutningen af afsnittets, så hav papir og kuglepen klar til at skrive ned. Afsnittet her er en invitation til at tænke med og måske tage et etisk valg og skridt, du har udskudt.
Gæst: Pia Søltoft er sognepræst i Christians Kirke og Esajas Kirke i Københavns Stift og ejer af Coaching-Kierkegaard. Med en baggrund som cand.theol., ph.d., tidligere lektor i etik og religionsfilosofi ved Københavns Universitet samt leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret fra 2010 til 2013, regnes hun i dag som landets førende formidler af Søren Kierkegaards tænkning. Hun er forfatter til en lang række bøger og artikler – herunder ’Kunsten at vælge sig selv’.
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
”Illusionen om, at vi tænker ens, når vi ikke gør det – den hjælper ingen. Illusionen om, at der ikke sker nogen fejl, men det gør der faktisk – det hjælper ingen. Det betyder, at det bliver vanskeligt at gøre noget ved fejlene. Illusionen om, at jeg har de rigtige ideer, og du har ikke nogen – det hjælper os ikke.
I dette afsnit af Træn Trivslen har vi besøgt Christian Ørsted i København til en samtale om hans bog Fatale forandringer – Forstå forandringsledelse i en uforudsigelig verden. Bogen gør op med forældede forestillinger om forandringer og de metoder, vi alt for ofte gentager – selv når de ikke virker.
“Så det her med at forstå sammenhængen som kritik og uenighed, at blive lyttet til og forstå, at det er en skabende kraft i forhold til at gøre mere af det, som fungerer – det er det helt centrale i at drive forandringer og lave, ikke bare forandringer, men forbedringer.”
Lyt med – og bliv klogere på, hvordan vi bevæger os fra fejlslåede til levedygtige forandringer, der styrker både mennesker og organisationer i mødet med det ukendte.
Gæst: Christian Ørsted er ledelsesrådgiver (cand.merc.), foredragsholder og forfatter til bestsellerne ‘Livsfarlig ledelse’ og ‘Fatale forandringer’. Ekstern lektor på Reykjavik University og fast klummeskribent på Berlingske Business
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
"Den måske mest sundhedsfremmende effekt i at lave craft – det kommer af, det også er, når folk har en hobby: Håndarbejde, håndværk er menneskers hobby … Alle mennesker skal have noget i deres liv, hvor de kan sige: 'Det her – der er aktiviteten belønningen.’"
I dette afsnit af Træn Trivslen møder vi Anne Kirketerp – pioner inden for craft-psykologi og har viet sit liv og virke til at forstå, hvorfor det gør en forskel at bruge hænderne. Når vi arbejder med noget konkret og sanseligt, skaber vi ikke kun smukke ting – vi skaber også ro, nærvær og kontakt til os selv.
Vi taler om, hvordan craft kan integreres i arbejdslivet – som meningsfulde pauser, som fordybelse i møder, som fællesskab og som en ny tilgang til trivsel, hvor både struktur, materialitet og små succesoplevelser spiller en vigtig rolle. Det handler om at tænde for de dele af hjernen, der skaber fokus og flow – og slukke for tankemylder og bekymringer.
Så tag din yndlingsaktivitet frem – måske noget med garn, træ, maling, jord eller papir – og lyt med til denne samtale, der giver nye perspektiver på, hvordan vi skaber mental sundhed med hænderne.
Gæst: Anne Kirketerp er kunsthåndværker, håndarbejdslærer, psykolog, ph.d. og medstifter af Center for Craft og Sundhedsfremme. Hun er forfatter til bogen ’Craft-psykologi’, der vinder indpas i både ind- og udland.
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
”I alt det morads, om man så må sige, har man jo selv valgt en vej. Og ved at lave den første bevægelse så forsøger man at blive sig selv så gennemsigtig, at man egentlig kan se, hvad det er, man selv vælger at sætte pris på - som det, der er determinerende for den, man er.”
I dette afsnit af Træn Trivslen besøger vi Søren Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft, som med sin skarpe indsigt gør os klogere på, hvad det vil sige at vælge sig selv – et centralt begreb i Kierkegaards tænkning og i Pias egen bog Kunsten at vælge sig selv.
At vælge sig selv er en livsopgave: at tage ansvar for den, man allerede er – ikke at blive en anden, men at blive sig selv. Det kræver mod, eftertænksomhed og en vilje til at stå ved sig selv – også når omgivelserne trækker i en anden retning.
Siden Pia stiftede bekendtskab med Søren Kierkegaard på teologistudiet, har hun været fascineret af hans evne til at iagttage tilværelsen og forskellige fænomener og sindstilstande såsom angst, kærlighed, glæde, fortvivlelse og sorg – eviggyldige temaer, som gør os klogere på os selv. I afsnittet kommer vi også omkring karakter og dannelse, samt den opbyggelige indstilling til 'den anden'.
Pia folder sin store Kierkegaard-viden ud, gør den praktisk og guider os igennem en øvelse i dobbeltbevægelsen. Hav derfor papir og pen klar – der er både guldkorn og refleksionsøvelser undervejs.
Gæst: Pia Søltoft er sognepræst i Christians Kirke og Esajas Kirke i Københavns Stift og ejer af Coaching-Kierkegaard. Med en baggrund som cand.theol., ph.d., tidligere lektor i etik og religionsfilosofi ved Københavns Universitet samt leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret fra 2010 til 2013, regnes hun i dag som landets førende formidler af Søren Kierkegaards tænkning. Hun er forfatter til en lang række bøger og artikler – herunder ’Kunsten at vælge sig selv’.
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
"Vi har alt for mange krige i denne verden. Vi har alt for meget ufred. Tænk sig, hvis vi kunne være mere nærværende og være til stede overfor hinanden - og prøve at lytte til, hvad det egentlig er, du siger.”
I dette afsnit af Træn Trivslen har vi besøg af Maibrit Isberg Andersen, som har specialiseret sig i den eksistentielle samtalekunst protreptik. I afsnittet giver Maibrit en historisk indflyvning til, hvordan Sokrates’ grundtanke var, at vi qua dialogen kunne blive klogere på hinanden – og ikke blot prøve at overtale hinanden ved at have de stærkeste og mest hårdtslående sofistiske argumenter og retorik. Hvordan kan vi tilsammen erfare og erkende nyt, som gør os klogere?
Den tænkning tog Aristoteles videre og formulerede protreptikken, som senere er blevet genopdaget og videreudviklet af den danske filosof Ole Fogh Kirkeby.
Maibrit udfolder også konkrete eksempler på brug af protreptik ved medarbejderudviklingssamtaler og personalemøder. Protreptik, understreger Maibrit, handler om nærvær og godhed over for den anden, men også om at udfordre den anden, så det ikke bare bliver en sofasamtale. Kernen er erkendelsen.
Lyt med, og få inspiration til, hvordan der kan skabes trivselsfremmende refleksionsrum og dialoger i organisationen.
Gæst: Maibritt Isberg Andersen er forfatter og CEO Ztrong - sygeplejerske, diplomudd. i undervisning og uddannelse, har en coachudd. via ICF på ACC-niveau, et års filosofistudie, og har færdiggjort protreptikeruddannelsen ved dr.phil. Ole Fogh Kirkeby. Selvstændig siden 2008 og har tilbudt den certificerede protreptikeruddannelse, som er godkendt af Ole Fogh Kirkeby, siden 2012
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
"Det, der er galt, det er noget med vores ledelseskultur – og det gør, at det gør ondt indeni os, mens vi tror, at vi skal smile udenpå og gøre vores bedste for at få det til at fungere - i stedet for at stoppe op og tale med hinanden om, hvad der i virkeligheden foregår.”
I dette afsnit af ’Træn Trivslen’ besøger vi Christian Ørsted til en samtale om bestselleren ’Livsfarlig ledelse – Forstå de psykologiske mekanismer, der styrer dit arbejdsliv’. Bogen udkom i 2013, men dens indsigt i arbejdslivets psykologiske mekanismer er fortsat topaktuelle.
I podcastafsnittet gør Christian op med og udfolder:
Lyt med – punktér myterne og udvid dit sprog for, hvordan vi passer godt på os selv, hinanden og fællesskabet – også i arbejdslivet.
Gæst: Christian Ørsted er ledelsesrådgiver (cand.merc.), foredragsholder og forfatter til bestsellerne ‘Livsfarlig ledelse’ og ‘Fatale forandringer’. Ekstern lektor på Reykjavik University og fast klummeskribent på Berlingske Business
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
https://www.linkedin.com/in/sanneoestergaardnissen/
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
”En af de mere håndgribelige måder at definere, hvad etik er for noget, det er jo egentlig at sige, det er en rettesnor for, hvordan vi gebærder os med hinanden i forhold til den opgave, vi skal løse. Så når vi er i tvivl, så kan vi stille os selv det spørgsmål: Hvad det, vi har at rette os efter?”
I dette afsnit af ’Træn Trivslen’ har vi besøg af filosof, partner og chefkonsulent ved MacMann Berg, Thomas Specht. Thomas beskæftiger sig med ledelse – særligt med ledelsesetiske beslutninger – og har udviklet ’Den ledelsesetisk beslutningsmodel’ - et værktøj, der gør etik praksisnært fremfor blot en disciplin for etisk råd.
Etik er også et forsvar for det tankefulde liv og kan stimulere etisk omtanke, så vi træffer kloge og hensynsfulde beslutninger, tager vare på hinanden og vores omverden og derved kvalificerer vores valg, handlinger og praksis.
Lyt med og bliv klogere på pligt-, nytte- og dydsetik samt på de gode spørgsmål, man kan stille sig selv og hinanden i dilemmafyldte situationer – og dermed træffe klogere beslutninger.
Gæst: Thomas Chester Monefeldt Specht er filosof, direktør, partner og chefkonsulent ved MacMann Berg, og forfatter til en lang række artikler og bøger med fokus på ledelse, organisations- og forretningsudvikling herunder om ledelsesetiske beslutninger
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
Lederskabskraft filosofisk udfoldet – Ole Fogh Kirkeby
”Hodeget: Altså hodos – vej, geistein – at lede. Så lederen var hodeget – vejleder. Det kunne også være kateget – den, der udlagde teksten. Det er meget vigtigt, at lederen er vejleder.”
I 2022 udviklede jeg, Sanne Østergaard Nissen, redskabet ’Lederskabskraft’ sammen med mine studerende på diplomuddannelsen i ledelse ved UCL, i forbindelse med modulet ’Det personlige lederskab og forandring’. Lederskabskraft er kort fortalt et refleksions- og dialogværktøj for ledere og kommende ledere, som ønsker at blive klogere på sig selv og de kræfter, de bruger i deres personlige lederskab. Det hjælper dem med at reflektere over, hvad de ønsker at udvikle for at blive de ledere, de stræber efter at være.: At blive til de ledere, de ønsker at være. At være de leder, de ønsker at blive.
Lederskabskraften består af otte kræfter: refleksionskraft, drivkraft, meningskraft, balancekraft, relationskraft, gennemslagskraft, dømmekraft og handlekraft.
Med min baggrund som master i positiv psykologi og cand.merc. har jeg ønsket at udfolde Lederskabskraften filosofisk og dykke dybere ned i redskabet og de kræfter, det indeholder. Ole Fogh Kirkeby, vor tids største filosof, bidrager til denne udforskning i afsnittet her.
Der skal ikke herske tvivl om, hvor taknemmelig jeg er for at have mødt Ole. For hans tid. For hans nærvær. For hans intellekt og visdom. For hans imødekommenhed. For hans gavmildhed. For hans spejl. Jeg håber, at dette afsnit gør dig klogere på dit personlige lederskab, og hvis du vil vide mere, kan du læse de to nævnte artikler nedenfor eller påbegynde din uddannelse i diplom i ledelse på UCL.
Lederliv: https://lederliv.dk/artikel/det-positive-i-negativ-form%C3%A5en
Lederweb (mere kortfattet version): https://www.lederweb.dk/vaerktoej-test-dit-personlige-lederskab/
Gæst: Ole Fogh Kirkeby er mag. art og Dr.phil., professor emeritus i Ledelsesfilosofi ved CBS, og direktør for Center for Kunst & Lederskab. Han er forfatter til over 40 bøger bl.a. om begivenheden som centrum i vort liv, om protreptik og ledelse.
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen - udvikler af redskabet Lederskabskraft
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
”Et spørgsmål, som vi kan stille os selv, hvis vi vil, det er nogle gange: ”Hvad ville jeg gøre, hvis jeg ikke var bange?” Det behøver jo ikke være sådan, at vi alle sammen er bange, det er ikke på den måde at forstå. Men det er et eksempel på, at frygt kan holde os tilbage fra en indsigt, som vi intuitivt godt ved er rigtig.”
Tør du følge din intuition? Eller er du kommet til at slukke for den? I dette afsnit af Træn Trivslen sætter vi fokus på det, Mette Møller kalder for den højeste form for intelligens, vi har: Nemlig intuitionen. Et emne som for mange kan virke ’fluffy’, højtravende eller sat i skammekrogen, som derfor forsømmes til fordel for rationel tænkning og analyse. Men kan man lære at blive bedre til at følge sin intuition?
Intuitionen samler en masse indtryk, viden, erfaringer, fornemmelser – og kommer med forslag til os med, hvordan vi kan agere i specifikke situationer. På baggrund af ting vi ved, vi ved, men også ting, vi ikke ved. Intuition er medfødt og skaber en sund tilknytning, psykologisk tryghed, visdom i grupper og ikke mindst tillid.
Lyt med og blive klogere på intuition og få konkrete anbefalinger til, hvordan du kan få endnu mere gavn af den og skrue op for den i din dagligdag.
Gæst: Mette Møller er selvstændig erhvervspsykolog, ledelsesrådgiver og forfatter til adskillige bøger om intuition i pædagogik og ledelse
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
”Kriser kan forebygges – alvoren af dem, i hvert fald. Så det at se på før, under og efter er en rigtig god metodik. Bare det at lave øvelsen for sig selv som leder … ”
I dette afsnit af Træn Trivslen interviewer vi erhvervspsykolog Louise Dinesen med fokus på krisehåndtering. Det psykosociale arbejdsmiljø kan nemlig være med til at afgøre, om vi handler i tide: om vi lytter og spørger medarbejderne om sagers alvor og dermed opsnapper vigtig viden om potentielle kriser, der kan komme nedefra, indefra eller udefra – og reagerer, før det er for sent.
For at blive bedre til at forebygge kriser skal vi skabe tryghed, dele viden og være opmærksomme på faresignaler i en verden præget af geopolitisk ustabilitet, klimaforandringer, politisk uro, rekrutteringsudfordringer og andre faktorer, der kan virke overvældende. Og når krisen sker, skal vi turde gå i dialog med kritikerne.
Lyt med og få konkrete anbefalinger til, hvordan I bedre kan forebygge og håndtere kriser i organisationen.
Gæst: Louise Dinesen er erhvervs- og krisepsykolog med speciale i ledelse, psykosocialt arbejdsmiljø, interne kriser og organisatoriske forandringer. Hun er desuden redaktør af tidsskriftet ’Erhvervspsykologi’ og medforfatter til bøgerne ’Kort & godt om kriseledelse’, ’Hvem passer på chefen?’ og senest ’En medarbejders bekendelser om ledelse’.
Værtinde: Sanne Østergaard Nissen
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen
From the publisher's feed
TRÆN TRIVSLEN er en podcast om at styrke trivslen. Vi fokuserer primært på trivsel og mental sundhed på arbejdspladsen, hvor vi deler værdifulde indsigter og råd til ledere og medarbejdere om at…
Følg gerne med i hele serien og del også gerne dine spørgsmål og kommentarer med os. Og lad os sammen begynde rejsen mod øget trivsel og mental sundhed på arbejdspladsen.
Vært: Sanne Østergaard Nissen, Lektor og konsulent UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
Produktion, redaktion og musik: Julie Kowal Kristiansen, Specialkonsulent UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole

10 Listeners

3 Listeners