Vi kigger nu på en af ikke blot kunsthistoriens, men populærkulturens kæmper, grafikeren Giovanni Battista Piranesi, som med sine arkitekturfantasier var med til at omdanne den vestlige kulturs imaginære rum. Også i tegneserierne.

Piranesi er mest berømt for sin serie af såkaldte fængselsfantasier — Carceri d’invenzione (to hovedudgaver, 1550 og 1561) — der iscenesætter enorme katakombagtige og evigt forgrenede rum med accenter af indespærring, tortur og fortabelse. Disse uudgrundelige rum nedbryder den arkitektoniske logik, de umiddelbart er konstrueret efter, og tangerer derved noget uudgrundeligt og underbevidst. Ren civilisation, ingen natur.

Den forestilling om det uoverskueligt kolossale, om arkitekturen som mentalt landskab og billede på civilisationen. Kunsthistorisk foregreb han Cézanne og kubismen, mens hans påvirkning på den moderne populærkultur ses i alt fra H. P. Lovecrafts R’Lyeh til the Grand Staircase i Hogwarts, og fra Fritz Langs Metropolis til Jean-Jacques Annauds filmatisering af Umberto Ecos Name of the Rose. I tegneserien spøger han i alt fra Windsor McCays Befuddle Hall til Philippe Druillets elefantine fantasier; fra selvmordsskakten i Moebius og Jodorowskys John Difool til Frederik Schuiten og Benoît Peeters serie om Hemmelighedsfulde byer. Herhjemme fandt han sin fornemmeste arvtager i grafikeren Palle Nielsen.

Piranesi (1720—1778) var fra Venedig, men tilbragte størstedelen af sin karriere, fra sidst i 1540erne og frem, i Rom. Der blev han en af byens definitive skildrere, på tværs af historien — fra antikkens fragmenterede storhed til samtidens byplanlægning, og fra den klassiske arkæologi til fantasiiens fortid. Vi kortlægger karrieren og analyserer udvalgte værker i anledning af den store udstilling, kurateret af Hanne Kolind Paulsen, som kan ses på Statens Museum for Kunst i København indtil 27. februar, når der ikke er coronalukket.