Månen er ikke ligefrem det perfekte sted at bosætte sig. Der er ingen luft at indånde, temperaturudsvingene er enorme og man udsættes for stråling, der er langt kraftigere end på Jorden.

Men måske kan fremtidige bosættere søge ly i naturlige grotter, der blev dannet af lavastrømme for mere end tre milliarder år siden. Satellitmålinger viser, at Månen har masser af disse lavarør.

Før astronauterne flytter ind, skal lavarørene studeres nærmere, og nu har et hold europæiske forskere vist, hvordan det kan gøres.

På den kanariske ø Lanzarote har de demonstreret, hvordan tre robotter kan arbejde sammen om at udforske et lavarør.

"Det er et spændende projekt og et interessant koncept i forhold til at få udforsket lavarørene," siger lektor Simon Bøgh, der er robotforsker på Aalborg Universitet og selv er i gang med at udvikle en robot til udforskning af Månen.

"På kort sigt, inden for de næste 20 år, giver det supergod mening at bo i lavarør på Månen. Så er man beskyttes mod stråling, man nyder godt af den termiske stabilitet under jorden, og der kan være nem adgang til ressourcer som vand-is," fortsætter han.

I den vellykkede EU-finansierede test arbejdede den 210 kg tunge rover SherpaTT sammen med den mindre LUVMI-X om at kortlægge overfladen omkring et hul ned til et lavarør.

Sådanne huller kaldes også skylights, og de dannes, når en del af lavarørets loft kollapser.

Når robotterne kommer til Månen, skal roveren LUVMI-X køre helt hen til hullet og skyde en lille sensorpakke ned i det, så åbningens form og dimensioner kan blive kortlagt.

I testen på Lanzarote blev sensorerne dog sænket ned i lavarørets åbning i stedet for at falde frit.

Det skete for at simulere tyngdeaccelerationen på Månen, hvor ting falder meget langsommere end på Jorden. På Jorden har vi en tyngdeacceleration på cirka 9,8 m/s2, mens den kun er 1,6 m/s2 på Månen.

Ved hjælp af 3D-kortet af åbningen kunne forskerne nu finde det bedste sted at forankre Sherpa TT, som nu fik til opgave at nedsænke den lille, 20 kg tunge Coyote III ned til bunden af lavarøret.

Her kørte den rundt og kortlagde grotten med to kameraer med indbyggede afstandsmålere samt en jordradar. Coyote III kørte mere end 235 meter inde i den lavaskabte grotte, hvor den overvandt stigninger på op til 25 grader i grus, sand og småsten.

3D-kort over lavarør på Månen vil være uhyre nyttige, når det gælder om at finde rør, der kan forvandles til månebaser.

"Nogle af lavarørene er meget store, og måske kan de gøres tryksikre, så man kan opretholde en atmosfære. Så skal man ikke slæbe så meget med til Månen, for at man kan bo der," siger Simon Bøgh.

"Den naturlige geometri kan fungere som bærende struktur og strålingsskjold, og det lokale månestøv kan bruges som ekstra afskærmning og materiale til byggeri. Dermed reducerer vi opsendelsesmassen markant og gør de første ophold langt mere realistiske."

Simon Bøgh tror dog ikke på, at lavarør er ideelle bosteder på længere sigt. De kan være en udfordring for den mentale sundhed, påpeger han.

"Man har måske ikke lyst til at bo under jorden i alt for lang tid. Man vil nok gerne se dagslyset og følge solopgange og solnedgange.

Man kan dog forestille sig, at der kommer lys ind ad store, lufttætte ovenlysvinduer i de naturlige skylights, men der findes også andre koncepter for månebaser. For eksempel forskes der i oppustelige habitater, der dækkes til med månestøv for at beskytte mod stråling.

Forskerne bag forsøget ved endnu ikke, hvornår en robotmission til et lavarør på Månen kan blive virkelighed. Men nu ved de i det mindste, at idéen med at lade en robottrio udforske lavarør ikke er helt tosset.

Når man taler om liv i Solsystemet, er der en dværgplanet, som næsten aldrig omtales, og det er Ceres.

Ceres kredser om Solen i asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter og var i mange år bare kendt som den største asteroide, men i 2006 blev den 'forfremmet' til at være dværgplanet ligesom Pluto.

Indtil rumsonden Dawn ankom og i tre år fra 2015-2018 kredsede om Ceres, var der ingen, som forbandt den lille klode med liv.

Men opdagelser fra Dawn har ændret dette billede, og nu anser man det for muligt, at der for mellem 2,5 og 4 milliarder år siden har været gunstige forhold for liv.

I dag er Ceres sandsynligvis død, men der skulle teoretisk være mulighed for at finde spor af liv, ganske som Perseverance har fundet mulige spor af liv på Mars.

Ceres blev opdaget 1. januar 1801 af den katolske præst og astronom Giuseppe Piazzi fra Sicilien. Han var med i en gruppe på 24 astronomer, som ledte efter en planet i det store tomrum mellem Mars og Jupiter.

Piazzi kunne ikke vide det, men Ceres var bare den første og største af de mange tusinde asteroider, der findes i et bredt bælte mellem Mars og Jupiter.

Hurtigt efter opdagelsen af Ceres fandt astronomerne yderligere tre asteroider, nemlig Pallas, Juno og Vesta, men derefter gik der næsten 40 år, før man fandt den næste i 1845.

År 1900 var tallet vokset til omkring 450, og siden da er det gået hurtigt, efterhånden som de astronomiske teleskoper blev flere og bedre.

I dag skønnes det, at tallet er over 1,5 millioner asteroider med en diameter på over 1 km.

Man diskuterede meget, om:

asteroidebæltet var resterne af en større planet, som på en eller anden måde var blevet ødelagt, måske ved et sammenstød

eller om asteroiderne bar byggeklodser til planeter, der aldrig var blevet dannet på grund af den stærke tyngdekraft fra Jupiter

Det er den sidste teori, man anvender i dag som grundlag for studiet af asteroidebæltet.

Det må nok indrømmes, at da Dawn fik taget de første nærbilleder af Ceres, var muligheden for liv ikke lige det første man tænkte på.

Billederne viste en kraterdækket klode, der fik den til at ligne vores egen måne. Der er ingen atmosfære, og på grund af den store afstand til Solen er gennemsnitstemperaturen helt nede på -110 grader.

Desuden er Ceres med en diameter på bare 940 km så lille, at tyngdekraften på overfladen kun er 3 procent af tyngdekraften her på Jorden. Det er så lidt, at det vil være svært at gå på overfladen, da næsten hvert eneste skridt vil føre til, at man kommer til at svæve flere meter, før man igen får fast grund under fødderne.

Der var dog et enkelt lyst område, som ved en nøjere undersøgelse viste sig at være en såkaldt kryovulkan, og den opdagelse kom helt til at ændre vores opfattelse af Ceres.

Man kendte godt til kryovulkaner, men det var på kloder meget længere fra Solen end Ceres. Den første observerede kryovulkan var på Neptuns måne Triton, men de findes også andre steder, således er der tegn på kryovulkaner på Pluto og Saturns måner Titan og Enceladus

Navnet kryovulkan betyder, at det er en 'kold vulkan' sammenlignet med de vulkaner, vi kender her på Jorden, der jo udsender lava ved en meget høj temperatur mellem 700 og 1.200 grader.

Til sammenligning er 'lavaen' i en kryovulkan mest i form af vand ved en meget lavere temperatur, men vulkanerne kan også udsende gasser som CO2 og metan.

Kryovulkanen på Ceres fik derfor meget passende navnet 'Ahuna Mons' efter en drage, der ikke spyede ild, men is.

Ahuna Mons er ikke det eneste område på Ceres med lyse aflejringer, der tyder på, at stof er kommet op fra det indre.

Et andet område er det såkaldte Occator-krater omkring 670 km fra Ahuna Mons, som også viser tegn på cryovulkanisme. Man mener, at det lyse stof i Occator-krateret er natriumkarbonat (Na₂CO₃).

Opdagelsen af kryovulkaner på Ceres, har stor betydning for muligheden for liv på Ceres. For vulkanerne viser jo, at det indre af Ceres engang har været varm nok til at smelte is til vand og presse dette vand op til overfladen.

Denne varme blev f...

Det er vel nærmest opskriften på dansk hygge, som vores læser Carina beskriver. Hun kan nemlig godt lide at ligge og have det rart under et tæppe på sofaen.

Der er bare ét problem: Hvis hun kommer til at tage sig en 'mormor', vågner hun 10-20 minutter senere - og er helt svedig.

"Hvad er det, der sker i kroppen, når den falder i søvn?," spørger hun undrende Videnskab.dk's læserbrevkasse, 'Spørg Videnskaben' - et godt spørgsmål, der har fået flest stemmer i vores læserafstemning.

For kan det passe, at hendes krop har en fin temperatur, mens hun hygger som sofakartoffel, men så snart hun falder i søvn, bliver hun forvandlet til en bagt kartoffel.

"Hvad er det kroppen har gang i?," spørger hun.

Dét vil søvnekspert Poul Jennum gerne svare på, og han afslører fra første minut i telefonen med Videnskab.dk's journalist, at vores læser er inde på intet mindre end "en af kroppens grundfunktioner".

Poul Jennum er professor i klinisk neurofysiologi samt overlæge og leder af Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital. Han forklarer, at en grundlæggende funktion ved søvnen er lige præcis at regulere vores kropstemperatur.

Men egentlig skal vi starte med hypothalamus, fortæller Poul Jennum. Det er en dyb del af hjernen, der styrer mange af kroppens vigtige funktioner som kropstemperatur, sult, tørst og søvnrytme. Derfor kaldes hypothalamus også for 'kroppens kontrolcenter'.

En grundlæggende funktion i hypothalamus er døgnrytmereguleringen, som igen regulerer en lang række funktioner i vores krop, ikke mindst kroppens temperatur og energiomsætning.

Når de to funktioner er relevante at nævne, så er det, fordi meningen med søvnen blandt andet er, at kroppens skal afgive energi, forklarer Poul Jennum.

Én måde at afgive energi på er, at alle de små blodkar udvider sig.

Men der findes også en anden måde, som taler lige ind i Carinas spørgsmål. For en anden måde er ved, at kroppen producerer væske. Når kroppen fordamper væsken ved at svede, bruger den energi på det. Og sveden får samtidig kroppen til at køle af, hvilket får kropstemperaturen til at falde.

Ergo: Når kroppen har det varmt og sveder - i solskin, i for varmt tøj eller under et tæppe, når den sover - så handler det altså om, at kroppen er i gang med det modsatte: Nemlig at sænke sin temperatur, forklarer Poul Jennum.

Hvorfor er det så vigtigt, at kroppen sænker sin temperatur, når vi sover? For rart er det jo ikke for vores læser, der vågner fra sin lur helt svedig.

Her henviser Poul Jennum til et berømt studie, som den amerikanske professor og pioner inden for søvnforskning, Allan Rechtschaffen, stod bag tilbage i 1989.

Allan Rechtschaffen viste som den første søvnens livsvigtige funktion: Rotter, der kontinuerligt blev berøvet søvn, led nemlig alvorlige helbredseffekter og døde efter cirka to uger.

Men studiet viste også noget andet interessant:

"Når rotterne ikke sov, så faldt deres temperatur ikke. I stedet steg den og steg den, til de til sidst døde," fortæller Poul Jennum.

Dermed opdagede man, at søvn er afgørende for kroppens temperaturregulering. Årsagen har man siden fundet ud af: Der sker en række afgørende metabole forandringer i kroppen - det vil sige i kroppens kemiske processer - hvis man ikke sover.

"Fraværet af søvn er uforeneligt med liv. Søvn er hele grundsubstansen i liv. En af de mest centrale mekanismer til regulering af kroppen," slår Poul Jennum fast.

Så når Carina spørger, hvorfor hun vågner efter 10-20 minutters lur og er varm og svedig, så er svaret altså, at hendes krop helt efter planen er ved at nedregulere sin temperatur, og det gør den ganske enkelt blandt andet ved at svede.

Men nu er det jo ikke kun en søvnprofessor, vi har fat i. Poul Jennum er også læge, og han føler sig forpligtet til at supplere med undtagelser til reglen. For selvom hypothalamus og døgnrytmeregulering er de naturlige årsager til varme og sved under søvn, så kan der også være andre årsager til nattesved.

Faktisk er nattesved et symptom, der knytter sig til en række sygdomm...

I takt med at kloden bliver varmere, risikerer vi at overskride en række katastrofale 'tipping points': Det er grænser, hvor Jordens systemer som iskapper og regnskove ændrer sig uigenkaldeligt.

Forskere har længe advaret om, at risikoen for at passere flere tipping points øges, hvis de globale temperaturer stiger og forbliver mere end 1,5 grader celsius i forhold til det førindustrielle niveau.

Hvert af disse systemer, som f.eks. Amazonas-regnskoven eller Grønlands iskappe, bliver mere sårbare, efterhånden som temperaturen stiger: Varmen får isen til at smelte hurtigere eller skovene til at tørre ud, hvilket gør dem endnu mere udsatte for yderligere forandringer.

Hvad værre er: Systemerne kan have effekt på hinanden.

Smeltevand fra Grønlands iskappe kan svække havstrømmene i det nordlige Atlanterhav, hvilket forstyrrer mønstre i luft- og havtemperaturerne samt de marine fødekæder.

Med disse advarsler for øje besluttede 194 lande for 10 år siden at satte sig et mål: At afværge at klodens temperatur stiger mere end 1,5 grader. Alligevel blev denne grænse overskredet midlertidigt i 2024.

Termen 'tipping point' bruges ofte til at illustrere denne problematik, men dommedagsbudskaber kan give os følelsen af magtesløshed og få os til at sætte spørgsmålstegn ved, om det overhovedet nytter at træde på bremsen.

Jeg er geolog og har studeret havet og klimaet i mere end et årti. Jeg har for nylig tilbragt et år i Kongressen i USA med at arbejde på tværpolitisk klimapolitik, og jeg ser stadig grund til optimisme.

Det hjælper at forstå, hvad et tipping point egentlig er, og hvad vi ved om, hvornår det enkelte tipping point risikerer at blive overskredet.

Et tipping point er en metafor for en udvikling, der løber løbsk. Små forandringer kan bringe et system ud af balance. Når en grænse først er overskredet, forstærker forandringerne sig selv og vokser, indtil systemet omdannes til noget helt nyt.

Næsten samtidig med at 'tipping points' blev en del af klimavidenskabens sprogbrug, efter Malcolm Gladwells bog 'The Tipping Point: How Little Things Can Make a Big Difference' fra 2000, advarede forskere offentligheden mod at forveksle politiske målsætninger for global opvarmning med præcise grænser.

Den videnskabelige virkelighed omkring tipping points er mere kompleks end blot at overskride en temperaturgrænse.

I stedet har de forskellige dele af klimaet en gradvis stigende risiko for at blive skubbet ud over kanten, for hver brøkdel af en grad temperaturen stiger.

For eksempel er begyndelsen på et langsomt kollaps af Grønlands iskappe, som kan få det globale havniveau til at stige med omkring 7,4 meter, ét af de mest sandsynlige tipping points i en verden, der er mere end 1,5 grader varmere end før industrialiseringen.

En del modeller placerer den kritiske grænse ved 1,6 °C, mens nylige simuleringer anslår, at en løbsk afsmeltning kan begynde ved omkring 2,7 °C.

Begge simuleringer vurderer, hvornår sommerens afsmeltning vil overstige vinterens nedbør, men det er langt fra en eksakt videnskab at forudsige fremtiden.

Sådanne fremskrivninger produceres ved hjælp af avancerede klimamodeller, der simulerer samspillet mellem atmosfære, oceaner, land og is.

Disse virtuelle laboratorier giver forskerne mulighed for at udføre eksperimenter, hvor temperaturen gradvist hæves for at se, hvornår de enkelte systemer begynder at tippe over i en ny tilstand.

Klimaforskeren Timothy Lenton identificerede første gang klimatiske tipping points i 2008. I 2022 vendte han og hans team tilbage til spørgsmålet om temperaturgrænser og sammenbrud og integrerede over et årtis ekstra data i mere avancerede computermodeller.

Deres ni centrale tipping points omfatter store komponenter af Jordens klimasystem som iskapper, regnskove og havstrømme.

De undersøgte også grænsen for mindre, men meget afgørende tipping-elementer, blandt andet omfattende koralblegning og udbredt optøning af permafrost.

En del tipping-elementer, som den østantarktiske iskappe, er dog ikke i umiddel...

To verdenskrige, den spanske borgerkrig, den spanske syge og en coronapandemi.

Alt det overlevede den spanske kvinde Maria Branyas Morera, der sidste år døde som verdens ældste menneske.

117 år og 168 dage gammel.

Det er noget af en præstation at blive så gammel. Ja, så stor en præstation at forskerne længe har holdt øje med den spanske kvinde, for hvad fortæller hendes gener os om at leve så længe?

I et nyt studie, publiceret i Cell Reports Medicine, har spanske forskere undersøgt Maria Branyas Morereas biologiske alder ved at aflæse de små kemiske mærker på hendes DNA.

De fandt ud af, at hendes biologiske alder var omkring ti år yngre end hendes reelle alder. Det tyder på, at hendes krop ikke er ældet så hurtigt, som den kunne have gjort.

"Det er interessant, at hendes biologiske alder ser ud til at være under 117 år, for det er vores bedste markør for, hvor hurtigt vi ældes," siger Morten Scheibye-Knudsen, aldringsforsker ved Københavns Universitet og aktuel med bogen 'Udødelig'.

Mere konkret fandt forskerne i studiet ud af at;

Maria Branyas Morera havde varianter af gener, som man meget sjældent finder i befolkningen. Det tyder på, at generne har en speciel funktion, der beskyttede hende mod almindelige aldersrelaterede sygdomme som hjertesygdomme og kræft.

Inflammatoriske markører i hendes blod var lave. Hendes krop kæmpede ikke konstant med inflammation, en kendt drivkraft for aldersrelaterede sygdomme.

Bakterierne i hendes tarm lignede nogle hos en meget yngre person. Det kan skyldes gavnlige bakterier fra slægten Bifidobacterium, der er essentielle for tarmsundheden, og som typisk aftager hos ældre personer. Ifølge forskerne kan det daglige indtag af yoghurt have haft en positiv effekt.

Det er et spændende studie, mener Lene Juel Rasmussen, professor i molekylær aldring og tidligere leder for Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

"117 år og 168 dage, det er jo virkelig gammelt. Og det ser da ud til, hun har haft gode gener, når vi ser på de her kendetegn for aldring som for eksempel energi-metabolisme, mikrobiom, kronisk inflammation og telomerlængde," siger Lene Juel Rasmussen.

"Af gode grunde har vi ikke meget data endnu fra de her 'super-centenarians'. For der er ikke så mange," tilføjer hun.

En super-centenarian er en person, der er 110 år eller ældre. Af de mennesker, der bliver 100 år gamle, er det kun én ud af 1.000, der når at runde de 110 år.

I studiet peger forskerne på, at Maria Branyas Morera levede så længe, fordi hun ganske enkelt var heldig at vinde i det genetiske lotteri. Hun besad gener, der beskyttede mod almindelige aldersrelaterede sygdomme.

"Hun har været superheldig, ja. For det ser ud til, at hun har varianter af de vigtige gener, der sørger for, hun ikke er blevet alvorligt syg," siger Lene Juel Rasmussen.

Forskerne peger også på, at hendes livsstil kan have haft en positiv effekt på hendes lange levetid.

Hun boede på landet, og hun dyrkede moderat motion. For det meste gik hun en time om dagen. Hun spiste middelhavskost og tre portioner yoghurt dagligt. Hun røg hverken tobak eller drak alkohol.

Et stort socialt netværk havde hun også med mange børne- og oldebørn.

"Vi ved jo fra andre studier, at vores livsstil har en meget stor effekt på aldring, ligesom gener har. Så det er formentlig hendes livsstil i samspil med gode gener, der bidrager til hendes lange levealder," siger Lene Juel Rasmussen.

Men hun skynder sig også at tilføje, at det er vigtigt, vi tager forbehold ved studiet, som forskerne bag også understreger.

Det er et casestudie, for forskerne har kun undersøgt én enkelt person. Derfor kan vi ikke konkludere, at Maria Branyas Moreras gener eller livsstil er vejen til et langt liv.

Det er Morten Scheibye-Knudsen enig i.

"Jeg er overrasket over, at studiet er udført, for normalt er der slet ikke økonomiske midler til sådan et studie. Og vi kan ikke bruge det som et videnskabeligt resultat, når der er tale om et casestudie," siger han.

"Det er grunden til, at der normalt ...

I det nye spil Tiny Bookshop bliver du inviteret til at "lægge alt bag dig og åbne en lille boghandel ved havet".

Spillet er blevet beskrevet som et roligt narrativt ledelsesspil, altså en blanding af fortælling og butiksdrift med en hyggelig og beroligende stemning.

Fra Zoo Tycoon til SimCity og nu Tiny Bookshop. Computerspil har længe gjort arbejde til leg, men den seneste bølge af hyggejob-spil peger på noget mere grundlæggende: Vores forhold til arbejde, og hvorfor vi søger mening de mest uventede steder.

Både anmeldere og fans har taget varmt imod Tiny Bookshop, hvor spillere bruger mange timer på at arrangere hylder, anbefale bøger og småsnakke med kunder. Samtidig har over 15 millioner købt Euro Truck Simulator 2 for at køre virtuelle lastbiler på digitale motorveje.

Stardew Valley, som er blevet solgt mere end 20 millioner gange, giver spillere mulighed for at flygte til virtuelle gårde, hvor de dyrker roer og malker køer.

Det er ikke bare eskapisme.

Det er noget, filosofferne har forsøgt at forklare i årtier. Forskning har vist, at videospil kan have lige så stor effekt som morfin.

Andre forskere har peget på, at gamificering af arbejde pacificerer medarbejdere, der i stedet burde kræve bedre vilkår.

Der er noget om snakken. Det er trods alt lettere at downloade Tiny Bookshop end at sige kontorjobbet op og åbne en rigtig boghandel.

Den romantiserede pasning af små virksomheder i spil overser desuden, at boghandlere ofte tjener meget lidt og går glip af goder som pension og privat sundhedsforsikring. Spillet kan man lægge fra sig og vende tilbage til, når man har lyst.

Sådan fungerer det jo ikke med et rigtigt job, men vi overser hele pointen ved at affærdige spillene som ren eskapisme.

Den politiske teoretiker Kathi Weeks hævder, at spillene fungerer som 'laboratorier for en post-arbejds-fantasi'. Spillerne flygter ikke blot fra et dårligt job; de øver sig på et bedre arbejde.

De får en forsmag på, hvordan et arbejdsliv kan føles, hvis det var til for menneskets behov og ikke for kapital og profit.

Den hollandske historiker Johan Huizinga, der grundlagde spilforskningen, introducerede begrebet 'den magiske cirkel'. Når vi træder ind i et spil, træder vi ind i et særligt rum med helt egne regler.

Inden for denne cirkel får hverdagsagtige handlinger mening, fordi vi selv har valgt at være der: Det er for eksempel ualmindelig kedeligt at vaske op, men det er meditativt at vaske tallerkener i spillet Unpacking.

Virkelighedens papirarbejde kan være træls. Men at udfylde immigrationsdokumenter i Papers, Please er nærmest en moralsk thriller.

Hvad er forskellen?

Det er frivillighed og handlefrihed. Vi vælger selv at træde ind i disse universer og forvandler dermed pligt til leg.

Karl Marx ville have haft en fest med dette. Hans teori om 'fremmedgørelse fra arbejdet' handler netop om, at den industrielle kapitalisme adskiller arbejderen fra det, de producerer, fra selve processen og fra meningen bag.

I mange virkelige jobs ser vi måske aldrig det færdige produkt, vi har ingen kontrol over, hvordan det bliver til, og vi forstår sjældent formålet.

Men i Tiny Bookshop vælger vi selv varerne. Vi stiller dem på hylderne og sælger dem til kunder, der takker os. Hele processen er synlig, kontrollerbar og meningsfuld.

Vi oplever noget, Marx beskrev som arbejde, men hvor vi selv kontrollerer produktionsmidlerne og ser resultaterne med egne øjne.

Mennesker har altid udvisket grænsen mellem arbejde og leg. Børn leger instinktivt 'far, mor og børn' eller 'butik': På denne måde øver de sig på voksenarbejde gennem frivillig leg.

Det, der har ændret sig, er skalaen og konteksten. Bølgen af hyggejob-simulatorer omkring år 2020 var ikke tilfældig. Forskning viser, at spillene tiltrak helt nye målgrupper især kvinder og ældre voksne, som aldrig før havde set sig selv som gamere.

De ønskede ikke at flygte fra virkeligheden, men at finde en anden version af den.

Det gjorde det koreanske spil Work Time Fun (oprindeligt udgivet som Baito Hell 2...

Lygtemænd er et gammelt begreb fra folketroen. Man mente, at små, blå flammer, som bevæger sig over mosen, var døde, ikke-døbte børn.

De svævede over landskabet, ifølge Store Norske Leksikon.

Varianter af dette fænomen findes i mange kulturer ifølge et nyt studie i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

Lygtemænd er blålige flammer, som ses over kirkegårde og moseområder. Det var angiveligt mere udbredt i Storbritannien, hvor det er kendt som 'will-o'-the-wisp'.

Kært barn, mange navne. Fænomenet kaldes også irlys, elverlys, vejrlys eller ignis fatuus. Det sidste er latin og betyder 'fjollet lys'.

Men hvis man skal tro det nye studie, er dette overnaturlige fænomen helt reelt, og studiet beskriver, hvad der måske i virkeligheden sker.

"Jeg synes, det er en god forklaring," siger Audun Buene efter at have set studiet. Han er lektor i kemi ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet, NTNU.

Audun Buene har ikke deltaget i den nye forskning. Han peger på en række ubesvarede spørgsmål, men det vender vi tilbage til.

Der er flere teorier om, hvordan flammerne opstår, men hvordan kan flammer antændes ude i en fugtig mose?

Der er så tilpas mange vidner til fænomenet, at en del forskere tager det alvorligt ifølge studiet.

Flere af teorierne om, hvad lyset kan være, hænger sammen med brændbar gas - hovedsageligt metan. Metan er både brændbart og kommer fra moser og vådområder.

Gassen bobler op, når bakterierne nedbryder dyr og planter i mosen. Metan er også en meget vigtig drivhusgas, som du kan læse mere om i denne artikel: Udledning af potent drivhusgas er steget voldsomt.

Men hvordan bliver metangassen antændt? Det nye studie undersøger, hvordan elektricitet kan spille en rolle.

Forskerne har en hypotese om, at en statisk ladning bliver ophobet mellem bittesmå bobler af gas i vandet.

For at teste denne teori har forskerne lavet masser af bittesmå bobler i en tank. Når boblerne stiger op gennem væsken, ophobes forskellige ladninger på boblernes overflade.

"De viser små mikrolyn mellem partikler med forskellig ladning," siger Audun Buene.

Partiklerne i denne sammenhæng er de bittesmå bobler.

Fænomenet hænger sammen med boblernes krumning og overgangen mellem gas og væske. Når forskellige bobler med henholdsvis positiv og negativ ladning kommer tæt på hinanden, sker der en udladning.

I teorien har disse mikrolyn nok energi til at antænde gassen og få metanen fra moserne til at brænde med en 'kølig flamme'.

Det er en kemisk reaktion med relativt lav temperatur, som danner en karakteristisk blå flamme. Audun Buene mener, at det er en troværdig forklaring.

"Dette er en måde at starte en kemisk reaktion på. Det er omtrent som at lave en gnist i en lighter."

Denne gnist antænder gassen i lighteren. Men forskerne støder dog stadig på en del forklaringsproblemer.

Audun Buene påpeger, at forskerne viser, hvordan gassen måske bliver antændt i bittesmå bobler i væske, men lygtemands-fænomenet sker i en blanding af luft og metan over mosen.

Han peger på, at der kan være en forskel på, om fænomenet sker mellem metanbobler i en væske og mellem metanbobler i luft, så det er en mulig usikkerhed.

Samtidig kan antændelsen ske på flere måder. Audun Buene spekulerer i, om disse bittesmå bobler måske også kan befinde sig inde i små vanddråber, som hænger i luften, og skabe udladninger inde i dråberne og på denne måde få gassen over mosen til at antændes.

Audun Buene fremhæver også, at fænomenet er meget interessant fra et kemisk perspektiv - ud over den mere kuriøse kobling til en mose-spøgelseshistorie.

De små mikrolyn er en måde at få kemiske reaktioner til at ske, uden at levende organismer er involveret. Fænomenet kan altså have fundet sted, før der fandtes mikroorganismer på Jorden.

Forskergruppen har tidligere vist, hvordan ladninger mellem bittesmå vanddråber også kan skabe små lyn, der bliver udladt med tilstrækkelig energi til at fremkalde kemiske ændringer i gassen, der omgiver de små vanddråber.

Forskerne kobler det med dannelsen af organi...

Fem unge videnskabsfolk rejser sig fra deres stole i kontrolrummet i et måne-laboratorium i Köln.

Problemerne står i kø, og stemningen er højspændt.

Robotten GORM, som holdet fjernstyrer, burde arbejde på højtryk i det tykke lag månestøv, men alt står stille.

"Hvad gør vi nu?" spørger et af teammedlemmerne, der et kort øjeblik har forladt sin fjernstyrede robotarm.

"Vi kunne bruge vores gyldne billet," foreslår ph.d.-studerende Anton Bjørndahl Mortensen fra Aalborg Universitet, som den seneste time har styret den blå måne-rover GORM.

"Men så mister vi en mand."

"Det er lige meget, hvor mange vi er, hvis vi ikke kan samle mere regolit," svarer Anton.

Nu træder Magnus Bøgh-Larsen, kandidatstuderende fra Aalborg Universitet, frem.

"Jeg gør det," siger han.

"Jeg skal nok gå derned."

Alle ser på hinanden et øjeblik og erklærer sig enige.

Magnus er nødt til at hoppe i sikkerhedsdragten og træde ud i månelandskabet for at redde missionen, selvom det betyder, at han ikke kan vende tilbage.

Det lyder måske som en scene i en B-film.

Men det hele udspiller sig i virkeligheden. Ved ESA's nye kunstige månelandskab i Köln, LUNA Facility, hvor astronauter og forskere træner til fremtidens månemissioner.

Hvis det lykkes Magnus at redde udstyret, der lige nu er i tekniske problemer, kan det delvist danske hold vinde 750.000 euro og et samarbejde med ESA.

Videnskab.dk er inviteret med ind i kontrolrummet på ESA' månefacilitet i Köln, hvor otte udvalgte hold deltager i ESA's Space Resources Challenge 2025.

Målet er gennem en række tests at vise, at deres robotteknologi er den bedste til at filtrere månestøv - såkaldt regolit - som kan indeholde vigtige ressourcer, der blandt andet kan omsættes til ilt.

I dag er det danske Team LuMA's tur til at vise, hvad deres teknologi kan.

Gruppen i kontrolrummet består af to medlemmer af Aalborg Universitets AAU Space Robotics, som har bygget robot-roveren GORM. Derudover er der to medlemmer fra Luxembourg Universitet, der har bygget en robotarm med skovl, som GORM graver med. Sidste mand er fra virksomheden Maana Electric, som har bygget tragtsystemet, der skal forarbejde månestøvet.

Hjemme i Danmark og Luxembourg sidder resten af teamet og følger begivenhederne.

Ideelt skal holdet indsamle 15 kilo regolit på 2,5 time. Fem af kiloene skal være af en særlig størrelse, mens større og mindre støvkorn sorteres i andre spande.

Mindre end 15 kilo giver minuspoint, ligesom der er en række andre faktorer, der kan give eller fratrække point, men som ESA holder hemmelige for deltagerne.

"Jeg har en ret god følelse omkring udfordringen. Der er nogle skarpe konkurrenter, men vi har testet GORM, så godt vi kan, og han har klaret det godt," siger Anton.

"Det eneste, jeg kan være bekymret for, er forbindelsen. Hvis vi mister kommunikation med roveren, kan vi ikke gøre så meget. Det skete i en tidligere konkurrence. Det var konkurrencestedets skyld, men betød, at holdet mistede kontrollen over roveren."

Konkurrencen starter godt.

Robotten GORM fræser frem og tilbage i det 700 kvadratmeter store måneanlæg, skovler regolit op, dumper det i tragten og kører ud og henter mere, mens det første læs sorteres af maskinen.

"Det går fint nok. Vi skal nok lidt op i tempo, men det er en god start," hvisker Jens Petersen Jørgensen til Videnskab.dk.

Efter tre kvarter er der indsamlet knap halvandet kilo støv, men holdet har optimeret strategien, fundet rytmen og sat tempoet op.

Indtil teknikeren fra firmaet, der har lavet tragten, begynder at komme med nogle lavmælte, frustrerede udbrud ved sin computer.

Der er noget, der ikke fungerer, som det skal.

Magnus går frem og tilbage mellem teknikeren og dem, der styrer GORM og hans arm, og taler med alle parter. Der ser ud til at være problemer med forbindelsen.

Til sidst tager Magnus kontakt til teknikerne, som er de officielle repræsentanter for ESA, i lokalet.

"Forbindelsen til 'beneficiation' (Maanas system, red.) er røget to gange. Det er ikke vores forbindelse, for den kører fint. De...

Der er en verden så lille, at vi ikke kan se dem med det blotte øje. Men hvis vi zoomer ind, bliver den lille verden pludselig åbenbaret for os.

I den 51. udgave af Nikon Small World Photomicrography Competition er den mikroskopiske verden bragt frem i rampelyset. Alverdens forskere og fotografer med videnskabelige interesser har kæmpet om at tage det bedste billede af livet i den mikroskopiske verden.

Så læn dig tilbage, og fordyb dig i nogle af de bedste billeder, der var med i konkurrencen:

Billedet, der er taget af lektor Dylan Burnette og lektor James Hayes fra amerikanske Vanderbilt University School of Medicine, viser hjertemuskelceller i metafase, hvor kromosomerne mødes i midten af cellen, inden cellen deles.

Billedet fik en 10. plads i konkurrencen.

Det ligner næsten rød-brune marmorkugler eller ravklumper, som er placeret i et snelandskab.

Fotograf Wim van Egmond har taget billedet af svampen Talaromyces purpureogenus, der er kendt for sin røde, diffuse pigment.

Det førte til en 9. plads i konkurrencen.

Billedet af Igor Siwanowicz fra amerikanske Howard Hughes Medical Institute viser pollen fra katost-planter på støvfanget. Imens er der filamentøse svampe, der forsøger at knytte sig til støvfanget.

Billedet førte til en 8. plads i konkurrencen.

Fortryllende og magiske ser de ud.

Stella Whittaker fra National Institutes of Health i USA har på sit billede fanget sensoriske neuroner, der er farvet, så neuronernes struktur bedre kan ses.

Det førte til en 7. plads i konkurrencen.

Rotteleverceller, som ses på billedet af Francisco Lázaro-Diéguez fra amerikanske Albert Einstein College of Medicine, bruges i forskning til at forstå metabolisme og afgiftning.

Og så indbragte det forskeren en 6. plads i konkurrencen.

Sporer - de blå/lilla strukturer - fra en lille tropisk bregne (Ceratopteris richardii), der er blevet grundigt undersøgt for at forstå planters evolution.

Billedet er taget af Igor Siwanowics fra Howard Hughes Medical Institute i USA. Han har altså nu to billeder med i konkurrencens top 10.

Billedet førte nemlig til en femteplads i konkurrencen.

Det kunne til forveksling ligne en fortolkning af Vincent van Goghs Stjernenatten, men det er det ikke.

Det er - igen - James Hayes fra det amerikanske Vanderbilt University School of Medicine, der har taget et billede, som viser hjertemuskelceller i metafase.

Denne gang førte det til en fjerdeplads i konkurrencen.

Pollen fanget i et edderkoppespind, fanget ved 20 gange objektivforstørrelse.

Billedet er taget af fotograf John-Oliver Dum, som sikrede sig en stærk tredjeplads med dette billede.

Algen volvox danner små kugler i en dråbe vand. Algearten er en slægt af grønne alger, der danner kugleformede kolonier på op til 50.000 celler.

Billedet blev taget af Jan Rosenboom fra Rostock i Tyskland.

Det førte til en andenplads i konkurrencen.

Risbillen (Sitophilus oryzae) på et riskorn, fanget i en vindueskarm af fotograf Zhang You.

Zhang You havde fotograferet risbiller før, men aldrig før en med udbredte vinger, lyder det fra fotografen.

Billedet førte til en førsteplads i konkurrencen.

Havkrybdyr på størrelse med delfiner svømmede rundt i verdens have for over hundrede millioner år siden. De hedder iktyosaur, eller hvaløgler på dansk.

En ny, sjælden art af slægten er netop blevet identificeret og navngivet, efter et ufatteligt velbevaret skelet blev fundet i England, viser nyt studie.

Fossilet stammer fra 190 millioner år siden i den første periode i Juratiden. Det er første gang i over 100 år, at en ny art af hvaløgler fra denne periode er blevet opdaget.

Arten er blevet døbt Xiphodracon goldencapsis eller 'Sværd-dragen fra Dorset'. Navnet kommer på grund af dens meget spidse snude og dragelignende udseende, skriver University of Manchester.

Som navnet antyder, blev fossilet fundet i Dorset, en kommune i det sydvestlige England. Det blev fundet ved kysten 'Jurassic Coast' hvor tusindvis af andre hvaløglefossiler er blevet opdaget.

Fundet kan være afgørende for at forstå hvaløglers evolution i starten af Juratiden.

Hvaløgle-ekspert og ph.d. i palæontologi ved University of Manchester, Dean Lomax, har kendt til fossilet i mange år, men havde ikke troet, at det ville blive så betydningsfuldt.

"Da jeg så skelettet for første gang i 2016, vidste jeg godt, at det var noget særligt," siger forskeren i en pressemeddelelse fra University of Manchester.

"Men jeg havde aldrig forestillet mig, at fundet ville være så afgørende for forståelsen af den evolutionære forandring, der skete blandt iktyosaurerne i Pliensbachian-tiden."

Pliensbachian-tiden er den specifikke tidsalder indenfor den tidlige jura-periode, sværd-dragen blev fundet i. Perioden foregik for 192,9 millioner til 184,2 millioner år siden.

'Tidlig jura' eller Lias dækker over perioden 199,6 millioner til 175,6 millioner år siden.

Hvaløgler fra Pliensbachian-tiden er meget sjældne, hvilket også gør fundet af den nye art interessant.

"Mange arter uddøde i denne periode, og nye opstod. Xiphodracon kan være den manglende brik i iktyosaur-puslespillet," siger Dean Lomax.