En digital illusion, som gør, at voksne mennesker ser en yngre udgave af dem selv på billeder, kan låse op for tidlige minder - muligvis også dem fra de helt tidlige stadier i barndommen.

Det skriver britiske Anglia Ruskin University i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.

Studiet er det første, der viser, at voksne bedre kan tilgå deres gamle minder efter at have set en digitalt fremstillet barnlig version af deres eget ansigt.

Neuroforskere fra Anglia Ruskin University i Cambridge tog 50 voksne forsøgsdeltagere og fremstillede en digital illusion af deres ansigter, som de kunne observere på en computerskærm, som kiggede de ind i et spejl - lidt som et filter i den populære applikation Snapchat.

Samtidig så en kontrolgruppe deres ansigter uden et aldersændrende filter.

Efterfølgende gennemførte deltagerne et interview, hvor de genkaldte forskellige begivenheder fra deres barndom og de seneste år.

"Vi opdagede, at midlertidige ændringer i det kropslige jeg, specifikt at legemliggøre en barnlig version af ens eget ansigt, kan forbedre adgangen til barndomsminder betydeligt," fortæller forsker i kognitiv neurovidenskab og studiets hovedforfatter Utkarsh Gupta i pressemeddelelsen.

"Dette kan skyldes, at hjernen koder kropslig information som en del af detaljerne i en begivenhed. Genindførelse af lignende kropslige signaler kan hjælpe os med at genkalde disse minder, selv årtier senere."

Forskerne mener, at resultaterne giver ny indsigt i, hvordan kropslig selvopfattelse kan interagere med hukommelsen.

Det kan bane vejen for nye teknologier til at få adgang til tidligere utilgængelige minder, herunder - muligvis - dem fra før treårsalderen, lyder det fra forskeren.

Et nyt studie har vakt håb om, at D-vitamin kan holde os sunde i længere tid og hjælper med at bremse aldringsprocessen.

I studiet fandt forskerne, at et dagligt tilskud af D-vitamin kan være med til at bevare telomererne - små DNA-strenge, der findes for enden af hvert kromosom og beskytter vores DNA, lidt ligesom plastikdupperne for enden af snørebånd.

Strengene bliver kortere, hver gang celler deler sig. Når de til sidst bliver for korte, kan cellerne ikke længere dele sig og dør.

Kortere telomerer er koblet til nogle af de mest frygtede aldersrelaterede sygdomme som kræft, hjertekarsygdomme og slidgigt.

Rygning, kronisk stress og depression lader til at fremskynde nedslidningen af telomererne, og det samme gør betændelsesprocesser i kroppen.

Vi ved, at D-vitamin er afgørende for knoglesundheden, fordi det hjælper kroppen med at optage kalk.

Børn, teenagere og mennesker med mørkere hud eller personer, der lever i områder i verden med begrænset sollys, har især brug for tilstrækkelige mængder for at opbygge og bevare stærke knogler.

Men D-vitamin spiller også en vigtig rolle for vores immunforsvar.

En gennemgang af forskningen har vist, at D-vitamin-tilskud kan mindske risikoen for luftvejsinfektioner - især hos personer med D-vitamin-mangel.

Tidlige studier peger endda på, at D-vitamin kan hjælpe med at forebygge autoimmune sygdomme som leddegigt, lupus og multipel sklerose, selvom der stadig mangler flere kliniske forsøg.

Fordi betændelsesprocesser nedbryder telomererne, kan D-vitaminets antiinflammatoriske egenskaber være en del af forklaringen på den beskyttende effekt, som forskerne fandt i det nye studie.

I studiet fulgte forskerne, der er fra Augusta University i USA, 1.031 personer med en gennemsnitsalder på 65 i 5 år.

De målte deltagernes telomerer ved start, efter to år og igen efter fire år.

Halvdelen fik et dagligt tilskud på 2.000 IE D-vitamin (svarende til 50 mikrogram (µg)), mens den anden halvdel fik placebo.

Resultaterne viste, at telomererne blev bevaret med 140 basepar i D-vitamingruppen sammenlignet med placebogruppen.

Til sammenligning har tidligere forskning vist, at telomerer naturligt bliver forkortet med omkring 460 basepar over 10 år - hvilket indikerer, at D-vitaminets beskyttende effekt kan være reel og betydningsfuld.

Det er heller ikke første gang, forskere ser lovende resultater.

Tidligere studier har peget i samme retning, og den såkaldte middelhavskost, som er rig på antiinflammatoriske næringsstoffer, er også blevet koblet til længere telomerer.

En del forskere advarer om, at ekstremt lange telomerer måske kan øge risikoen for sygdom, hvilket peger på, at der findes en slags 'gylden middelvej', vi endnu ikke helt forstår.

Der er heller ikke enighed om den rette dosis. Forskerne i det nye studie brugte 2.000 IE (50 mikrogram) dagligt. Det er langt over den nuværende (danske) anbefaling på 10 mikrogram for personer under 70 år og 20 mikrogram for ældre.

Andre studier har dog vist, at blot 400 IE (10 mikrogram) kan være nok til at forebygge forkølelser.

Forskere peger på, at den optimale dosis sandsynligvis afhænger af individuelle faktorer som nuværende D-vitaminniveau, kost, og hvordan vitaminet spiller sammen med andre næringsstoffer.

Selvom resultaterne er lovende, er det derfor stadig for tidligt at begynde at tage store doser D-vitamin i håbet om at bremse aldring.

Den stærkeste dokumentation for et sundt aldringsforløb peger stadig på de klassiske faktorer:

En balanceret kost

Regelmæssig motion

God søvn

Håndtering af stress

Nul rygning

Alt sammen noget, der i sig selv understøtter telomerernes sundhed.

Hvis du derimod mangler D-vitamin eller har risiko for svage knogler, er kosttilskud fortsat et fornuftigt valg, som understøttes af årtiers forskning.

Mens forskningen fortsætter med at afdække aldringens mysterier, kan D-vitamin vise sig at være blot én lille brik i et langt større puslespil.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lamme...

Fem NATO-lande, der grænser op til Rusland eller Ruslands allierede Hviderusland, har annonceret, at de vil træde ud af Ottawa-konventionen fra 1997, der forbyder antipersonel-miner.

Polen, Finland, Litauen, Estland og Letland planlægger nu at skabe et minefelt på omkring 3.200 kilometer som en del af forsvaret mod et potentielt angreb fra Rusland.

Beslutningen om at etablere minefelterne skyldes både den opfattede voksende trussel fra Rusland og af den betydelige afskrækkende og defensive effekt, som både antipersonel-miner og antitank-miner kan levere, som blandt andet er set under den igangværende krig i Ukraine.

Antitank-miner er dog ikke omfattet af Ottawa-konventionen, og alle lande kan frit bruge dem.

Antitank-miner er kun rettet mod køretøjer (vægten af et menneske kan ikke aktivere dem). Det største problem ved antipersonel-miner, som er rettet mod mennesker, er, at de kan blive udløst af civile såvel som soldater.

Antipersonel-miner kan ikke skelne mellem militære mål og civile personer eller genstande. Med andre ord eksploderer de, uanset hvem eller hvad der befinder sig i området, når de bliver udsat for tryk.

De er også våben hvis 'vedholdenhed' betyder, at de kan udgøre en fare længe efter, at en konflikt er afsluttet. Forbuddet mod antipersonel-miner ses af mange som et 'etisk imperativ'.

I en tid med militær udvikling domineret af lanceringen af højteknologiske våbensystemer lader den lavteknologiske, usofistikerede og relativt billige landmine (der er nærmest ingen grænse for, hvor mange der kan blive gravet ned) til at kunne spille en markant rolle i moderne krigsførelse.

Minefelter har vist sig at være meget effektive forsvarsredskaber i den nuværende krig i Ukraine som følge af deres evne til at forstyrre og vanskeliggøre fjendtlige angreb.

Denne erkendelse har for de fem NATO-lande betydet, at deres tilslutning til Ottawa-konventionen måtte ophøre - på trods af dens humanitære formål.

De fem lande er blevet kritiseret af menneskerettighedsorganisationer for at trække sig ud af traktaten. Storbritannien underskrev også i 1997 og er fortsat bundet af konventionens bestemmelser. USA, Rusland og Kina underskrev ikke konventionen.

Landminer har vist sig at være et vigtigt forsvarsmiddel i krigen i Ukraine. I de første dage af Ruslands fuldskala invasion i februar 2022 var den ukrainske side meget hurtig til at tage en del af sit lager af sovjettidens antitank-miner i brug.

De viste sig meget effektive til at begrænse den tidlige fremrykning af russiske panserkolonner (begrebet 'panser' dækker både kampvogne og andre pansrede køretøjer) mod Kyiv.

Minerne skabte forstyrrelser, da de russiske styrker enten blev standset eller måtte finde alternative ruter uden om minefelterne.

Forsinkelserne gav de ukrainske styrker tid til at etablere solide forsvarspositioner, som til sidst standsede de russiske kolonner og førte til, at de blev drevet tilbage, før de nåede Kyiv.

De ukrainske styrker indledte derefter deres egen pansrede offensiv i sommeren 2023. Styrkerne, som nu var trænet og udrustet af NATO-lande og anvendte NATO's karakteristiske doktrin for kombineret våbenkrigsførelse, blev også standset i tætte russiske minefelter. Fremrykningen gik helt i stå.

De enorme minefelter med både antipersonel-miner og antitank-miner betød, at det formodede sejrsgivende princip om 'manøvrekrigsførelse', som bygger på manøvre, initiativ og overraskelse, og som ukrainerne var blevet oplært i af NATO-instruktører, blev umulig at gennemføre. Russerne kalder deres defensive minefelter for 'uovervindelige'.

Minefelternes styrke fik begge sider til at erkende nødvendigheden af en gentænkning af, hvordan krigen skulle føres. Minerne fremtvang en ændring i taktik.

Begge parter måtte tage langt mere udmattende strategier i brug. Udfaldet blev nu i høj grad bestemt af artilleriets styrke og kraft snarere end af manøvrer. Det er minefelter, der danner grundlaget for de ukrainske styrkers 'fæstningsbælte' på tværs af store dele af Donbas...

Verden omkring os består af et væld af forskellige objekter fra æbler og myrer til planeter og mennesker. Set med det blotte øje lader objekterne til at være ret forskellige. Men i virkeligheden er alt, vi ser i verden omkring os, opbygget af nogle få typer af elementære byggeklodser.

Så vidt vi ved, kan disse såkaldte elementarpartikler ikke nedbrydes til noget mindre. Til gengæld kan de bruges til at opbygge alt andet i universet.

Ligesom vi mennesker kan opleve verden via vores fem sanser, kan elementarpartiklerne 'sanse' og påvirke hinanden via naturkræfterne: Elektromagnetismen, tyngdekraften og den stærke og svage kernekraft.

Alt, der sker i den fysiske verden, kan koges ned til elementarpartiklerne, der påvirker hinanden via naturkræfterne, og vores teori for elementarpartiklerne og deres vekselvirkninger gør det muligt for os at beskrive verden omkring os. Dette er verden, som vi kender den.

Så langt, så godt. Der er dog en hage: De kendte elementarpartikler udgør kun omkring 15 procent af alle de partikler, der er i universet. Resten af partiklerne kalder vi 'mørkt stof'. Så har de ukendte partikler fået et navn, og vi kan snakke om dem.

De seneste årtier har vi set utallige mørkt stof-detektorer blive sat op både på, under og over jorden.

Indtil videre har detektorerne ikke målt en eneste mørk stof-partikel, og mørkt stof udgør derfor stadig et af vores største videnskabelige mysterier.

Der er derfor god grund til at se nærmere på enhver idé om, hvordan vi kan lære mere om disse usynlige partikler.

Sammen med en finsk kollega, har jeg afprøvet en teori, der involverer lysets bane.

I fysik og astronomi beskriver vi normalt lysets bane igennem universet som en jævn motorvej. Men universet er fyldt med usynlige partikler, det mørke stof, der laver huller i vejen, som gør vejen besværlig at navigere for lyset.

Den ujævne vej fører til potentielt observerbare effekter, der i sidste ende kan bringe os ny viden om det ellers usynlige mørke stof.

Det forklarer jeg i denne artikel - men først skal vi omkring rumtidens krumning.

Mørkt stof har fået sit navn, fordi det ikke vekselvirker med lys. Vi kan dermed ikke 'se' mørkt stof, som derfor hverken er mørkt eller lyst, men usynligt.

I praksis betyder det, at lys kan passere frit igennem mørkt stof uden at opdage, at det mørke stof findes, og uden at det mørke stof mærker lyset. Men måske er virkeligheden lidt mere kompliceret.

Vores bedste forståelse af tyngdekraften hedder 'generel relativitetsteori'. Denne teori blev fremlagt af Albert Einstein i 1915 og handler grundlæggende om, at det vi opfatter som tyngdekraft i virkeligheden er et udtryk for, at rumtiden krummer omkring os.

Rumtidskrumninger bliver hurtigt lidt abstrakte, men vi kan få en udmærket intuitiv forståelse af dem ved at tænke på et stræklagen, der holdes udstrakt.

Hvis vi kaster en appelsin ind på stræklagnet, vil der komme en fordybning i lagnet dér, hvor appelsinen lander. Det er sådan, vi skal tænke på rumtidskrumninger (og dermed på tyngdekraften): Fordybninger i et stræklagen.

Via diverse teleskoper og satellitter modtager vi lys fra astronomiske objekter som stjerner og galakser. Dette lys har bevæget sig over enorme afstande for at nå fra sin stjerne til vores teleskoper.

Ifølge generel relativitetsteori følger lyset nogle helt bestemte baner igennem universet. Banernes tekniske navn er nul-geodæter, men vi kan tænke på dem som en slags motorveje, som kun lyset er hurtigt nok til at bruge.

Ligesom en motorvej, der går igennem det danske landskab og følger markernes bakke og dale, kan lysets motorveje have bløde buler, fordybninger og sving. Disse kommer fra rumtidskrumningen omkring stjerner og galakser.

I et studie viste vi (min finske kollega og jeg) for et par år siden, at det ikke kun er astronomiske strukturer, der påvirker lysets bane. Små strukturer som enkelte mørkt stof-partikler gør også - i hvert fald i princippet.

Ifølge de fleste teorier for mørkt stof-partikler, er deres masse samlet i...

Et hold arkæologer fra Københavns Universitet har undersøgt området Murayghat i Jordan. Det viser sig, at stedet, som er over 5.500 år gammelt, ikke var et sted, hvor folk boede. I stedet blev det brugt til ritualer og ceremonier i den tidlige bronzealder.

Arkæologerne har fundet store stengravmonumenter, kaldet dolmens, og mange andre stenkonstruktioner og udhuggede klipper, som tyder på, at området havde en særlig religiøs eller ceremoniel betydning, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.

Ifølge projektlederen Susanne Kerner blev disse monumenter bygget for at ændre landskabet og skabe en ny følelse af fællesskab. Det var en måde for folk at vise, at de hørte sammen, og at de kunne klare en svær tid sammen.

"Murayghat giver os, mener vi, fascinerende nye indsigter i, hvordan tidlige samfund håndterede omvæltninger ved at bygge monumenter, omdefinere sociale roller og skabe nye former for fællesskab," siger hun i pressemeddelelsen.

Forskerne mener, at samfundet dengang stod i en stor krise. Måske på grund af ændringer i miljøet eller samfundet. De gamle måder at leve på virkede ikke længere, og der var ingen tydelig leder. Derfor begyndte folk at mødes i Murayghat for at finde nye løsninger og skabe nye fællesskaber.

De bygninger, arkæologerne har fundet, er meget forskellige og ser ikke ud til at være boliger. Der er for eksempel ingen gulve eller ildsteder.

Til gengæld har de fundet store skåle, kværnsten, redskaber lavet af flint, dyrehorn og enkelte kobbergenstande - alt sammen noget, man forbinder med ritualer.

Studiet, der er udgivet i 'The Journal of the Council for British Research in the Levant', giver et unikt indblik i, hvordan mennesker i oldtiden brugte ritualer og fælles mødesteder til at håndtere svære tider og skabe sammenhold.

En debat om førstehjælp florerer for tiden. For ifølge Hjerteforeningen er det bedst at fjerne både T-shirt og bh, når man skal give kvinder hjertelunge-massage.

Men hvorfor egentlig det? Er hjertemassagen mere effektiv, når man har blottet brystet?

"Det er der faktisk ikke helt enighed om i forskningen," lyder det fra Kasper Glerup Lauridsen, der er læge og forsker i hjertestopbehandling ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Alligevel er der to tungtvejende grunde til, at han mener, at man bør tage bh og t-shirt af kvinder, der har fået hjertestop:

1. Et koreansk studie fra 2014 og et japansk studie fra 2025 viser, at folk har lettere ved at placere hænderne korrekt midt på brystkassen, svarende til den nederste halvdel af brystbenet, hvis et bryst er blottet, sammenlignet med hvis personen har tøj på.

2. Der skal påsættes en hjertestarter for at holde hjertet kørende, og for at den skal virke, skal elektroder sættes fast direkte på den nøgne hud.

"På et tidspunkt skal tøjet alligevel af, og så vurderer vi, at man lige så godt kan gøre det med det samme," forklarer Kasper Glerup Lauridsen.

Men tøj nævnes ikke i de officielle anbefalinger til, hvordan man bør gøre, når man giver hjertelungemassage.

"Jeg tror, vi bør være tydeligere i vores retningslinjer på området," siger han.

Selvom flere organisationer - eksempelvis Hjerteforeningen - anbefaler, at man fjerner tøjet fra overkroppen på både mænd og kvinder, før man begynder på hjertemassagen, er der faktisk studier, der udfordrer den praksis.

Eksempelvis viser et studie fra 2013, at hjertelunge-massagen var lige så effektiv på testdukker med tøj på, som testdukker uden tøj, når det gælder hastigheden og dybden af trykket mod brystet.

"Der er ingen evidens for at dybden og hastigheden af hjertemassagen er dårligere når du trykker ned i en T-shirt eller en bh," siger Kasper Glerup Lauridsen.

"Men dér hvor massagen muligvis kan forbedres handler om placeringen af hænderne på brystkassen, der formentlig er mere præcis, når personen ikke har tøj på," tilføjer han.

I en ny undersøgelse af analyseinstituttet Verian svarer cirka hver tredje dansker nej til at ville fjerne alt tøjet på en kvindes overkrop - også bh'en - hvis de skulle give hende førstehjælp.

"Vi mangler at vide, om folk ikke vil fjerne bh'en, fordi de ikke tror, det er nødvendigt, eller fordi de er blufærdige," mener Kasper Glerup Lauridsen.

Dog giver undersøgelsen stof til eftertanke hos den erfarne forsker og underviser i livsreddende hjertelunge-redning.

"Det ville være godt at få det eksplicit med i retningslinjerne," siger Kasper Glerup Lauridsen.

Eksempelvis står der ikke noget om, at man skal fjerne tøjet på folk, inden man starter hjertelungeredning i de internationale retningslinjer hos Europæisk Råd for Genoplivning.

"Og det er de retningslinjer, vi efterlever herhjemme."

Normen om at fjerne bh og t-shirt for mennesker, der er faldet om med hjertestop, er altså en uudtalt praksis, der ikke står skrevet tydeligt i de nuværende retningslinjer.

Netop nu er Kasper Glerup Lauridsen sammen med kolleger fra Østrig og Italien ved at undersøge, hvorvidt førstehjælpen til kvinder kan forbedres ved, at der trænes på kvindedukker med bh på.

"Vi vil prøve at kigge på diversitet i dukkerne, og om det at træne efter mere virkelighedstro omgivelser vil give en positiv effekt på den livreddende førstehjælp," siger han.

Han forventer at få de første resultater om et års tid i 2026.

"Der mangler forskning på området, og beviser for, hvad der er mest effektivt. Alligevel vil jeg klart anbefale, at man fortsætter den nuværende praksis med at tage al tøjet af patienten indtil, vi har bedre viden om, hvorvidt en anden tilgang er bedre," siger Kasper Glerup Lauridsen.

En udmattet labrador, der med tungen hængende ud af halsen henter pinden for 117. gang. Eller en border collie, der piver og hyler uophørligt for at få sit favoritlegetøj ned fra hylden igen.

Mange hundeejere kan nikke genkendende til hunde, der bare bliver ved og ved og ved med at lege, og nu anfører forskere, at nogle hundes utrættelige legetrang kan sammenlignes med afhængighed hos mennesker, skriver National Geographic.

Adfærdsbiologier har udsat 105 hunde for en række tests, der på forskellig vis målte deres afhængighed af deres legetøj, beskriver forskerne i tidsskriftet Scientific Reports.

I en af testene fik hundene valget mellem:

Enten deres yndlingslegetøj, der var lagt i en kasse eller på en hylde og dermed var utilgængeligt for hunden.

Eller en anden form for stimuli i form af en godbid eller leg med deres ejer.

Her var de hunde, der ifølge studiet viste tegn på afhængighed, konstant fikserede på legetøjet, som de forsøgte at nå ved at bide i kassen eller hoppe mod hylden.

Adfærdsbiolog Stefanie Riemer siger, at for nogle af de hunde, der er dybt afhængige af deres legetøj, er deres trivsel påvirket:

"Hvis de er stærkt frustrerede over ikke at kunne få fat i deres legetøj, så er det usundt for dem."

I en anden test undersøgte forskerne, om de enkelte hunde var i stand til at slappe af, når legetøj og mad blev fjernet fra det rum, hvor hundene befandt sig. Her var de af hundene, der ifølge forskerne havde afhængighedstilbøjeligheder, i konstant bevægelse under hele testperioden.

På baggrund af undersøgelsen vurderer forskerne, at en tredjedel af undersøgte hunde udviste afhængighedslignende adfærd. Tendensen var hyppigst hos racerne schæferhund og belgisk hyrdehund.

De mest gennemgående racer i undersøgelsen var belgisk hyrdehund, border collie og labrador. Hver hund medbragte ét stykke legetøj, som deres ejer betegnede som hundens favorit.

Forskerne understreger, at det ikke er muligt at diagnosticere hunde på baggrund af det nye studie. Der er desuden behov for yderligere forskning for at finde mulige årsager til, at visse hunde engagerer sig overdrevent i leg, og om det kan have en negativ indvirkning på deres velfærd, lyder det.

Niveauet af CO2 i atmosfæren voksede med 3,5 ppm (dele per million) fra 2023 til 2024.

Det oplyser Den Meteorologiske Verdensorganisation WMO i en pressemeddelelse på baggrund af en ny rapport.

Stigningen i det atmosfæriske CO2-niveau er den højeste, der er registreret, siden de første moderne målinger blev indført i 1957.

Udviklingen betyder, at koncentrationen af kuldioxid i atmosfæren nu lyder på 423,9 ppm mod cirka 280 ppm før år 1850.

Senest Jordens atmosfære var så rig på CO2 var for mellem tre og fem millioner år siden.

Årsagen til den markante udvikling skal ifølge WMO findes i en kombination af menneskets fortsatte udledning af CO2, stigende emissioner fra naturbrande og en nedgang i CO2-optaget fra naturens kulstofdræn som skove, vådområder og oceaner, lyder det.

Klatring og bouldering er stadigt mere populære fritidsaktiviteter. I 2021 blev konkurrencestævner i klatring endda optaget som en officiel disciplin ved OL i Tokyo.

Men selv om klatring er en fantastisk måde at presse kroppen til det yderste på, er det ikke uden risiko.

Sporten belaster mange dele af kroppen på forskellig vis, og det kan føre til en lang række skader, hvis man ikke passer på:

De vigtigste overkropsmuskler, man bruger i klatring, er de samme, som gør det muligt at lave pull-ups og holde balancen. Mange af dem sidder i skuldrene og på ryggen.

Tag for eksempel den store, brede rygmuskel latissimus dorsi, også kendt som 'lats' eller 'vingerne'. Denne brede muskelplade forbinder ryggen med armene og gør det muligt for os at lave et pull-ups.

Latissimus dorsi, som giver en bred og stærk ryg, er svær (men ikke umulig) at skade, da den er stor og kraftfuld.

Mere sårbare overkropsmuskler er blandt andet rotatorcuffen og deltoiderne (eller delts). Når de bliver trænet, kan de give markante, veldefinerede skuldre, hvilket kan resultere i såkaldte 'boulderskuldre'.

Styrken i skuldermusklerne er helt afgørende for klatring. Den gør det ikke kun lettere at række ud, men stabiliserer også armene, holder dem på plads i skulderleddet og afværger, at de går af led.

Når man hænger på en klippevæg, er stærke skuldre uundværlige.

I klatring kan et dårligt greb belaste disse muskelgrupper og føre til skader på rotatorcuffen. Det sker, når en sene helt eller delvist rives løs fra sit fæste i skulderen. En skade på rotatorcuffen giver smerter, svækkelse og nedsat bevægelighed.

Denne type skade bliver mere og mere almindelig blandt klatrere. I nogle tilfælde kan hvile være nok til, at senen heler af sig selv, men i sværere tilfælde er en operation nødvendig for at reparere skaden. Genoptræning kan tage flere måneder, og nogle gange helt op til et år.

Vores hænder er intet mindre end et mekanisk mesterværk, der gør det muligt for klatrere at få fat i selv den mindste sprække eller fremspring og samtidig undgå at glide.

De mest udsatte strukturer på fingrene er de ledbånd, som skal holde senerne fast ind til knoglen, når fingrene bøjes.

Derfor er et stærkt greb helt afgørende. Men belastningen fra de hårde greb kan skade musklerne i underarme, håndled og fingre.

Forestil dig, at du rækker ud efter væggen, men hånden glider. Du må lynhurtigt gribe fat i et andet sted for ikke at falde. I dét øjeblik udsættes fingre, sener og ledbånd for et voldsomt pres.

Det kan føre til skader i ledbåndene i fingrene (en såkaldt pulley-skade), hvor de ledbånd, der holder senerne på plads, bliver overbelastede eller ligefrem brister. Ofte vil man kunne høre et 'pop'.

Pulley-skader, som er de mest almindelige blandt klatrere, rammer omkring 12 procent. Hvis skaden er stor, kan en operation være nødvendig, og uanset hvad tager det ofte flere måneder at komme sig.

Overbelastning af en bestemt muskelgruppe kan resultere i betændelse i senerne, hvilket fører til smerter og problemer med bevægelse.

Et eksempel er 'springfinger', en klatreskade, der som regel udvikler sig over tid som følge af vedvarende belastning. Her bliver senen betændt og fortykket, hvilket gør, at senen 'hænger fast' i seneskeden med fingeren i bøjet stilling, som om den lå på aftrækkeren af en pistol.

For at rette fingeren ud igen kan man være nødt til fysisk at trække den tilbage på plads. Fordi problemet ofte vender tilbage mange gange, kan behandlingen kræve en skinne, en betændelsesdæmpende indsprøjtning med steroid eller i sidste ende en operation.

Selvom det ved første øjekast primært er overkroppen, der er på arbejde under klatring, spiller underkroppens muskler en helt afgørende rolle; de hjælper nemlig med at skubbe kroppen opad.

Særligt stærke lårmuskler og muskler i ballerne er vigtige i klatring.

Fald, glid og pludselige vrid kan resultere i mange forskellige skader i underkroppen, blandt andet meniskskader i knæene og forstuvninger af anklerne.

Også fødderne kan blive ra...

Hov? Hvad?!! Ejjjii!

Når man opdager den røde, måske endda let gullige bums på næsen eller i panden, kan man reagere kraftigt.

Teenageren på vej til fest kan bruge timevis på at forsøge at dække de betændte buler, som er resultatet af en blanding af hormonændringer og gener, med makeup.

Også voksne kan finde på at trække huen ekstra godt ned i panden eller tage tørklæde på for at dække de røde knopper, der ofte optræder i ansigtet, på halsen eller øverst på ryggen.

Men hvordan påvirker det os egentlig på lang sigt, hvis vi på et tidspunkt i livet har haft så meget akne, at vi har søgt behandling for det hos lægen?

Det har danske forskere undersøgt i et nyt studie fra 2025.

De har data på cirka 30.000 danskere helt fra folkeskole-alderen og frem til 30-års-alderen, hvor uddannelse, parforhold, økonomi og børn for de fleste bliver væsentlige parametre og succeskriterier for det gode liv.

Og resultatet af, hvordan akne påvirker vores liv er faktisk "ret overraskende," lyder det fra læge Sigrún Alba Jóhannesdóttir Schmidt, der er en af forskerne bag.

Akne bliver nemlig i flere studier kædet sammen med øget risiko for dårligt selvværd og stigmatisering:

I et studie fra 2024 vurderede omkring 1.300 amerikanere ud fra billeder af personer med akne, at mennesker med hudsygdommen var mindre tiltrækkende end folk uden.

De havde også mindre lyst til at være venner med akne-ramte og ønskede heller ikke at poste billeder af sig selv på sociale medier sammen med individer, der havde bumser.

Et mindre studie fra 2016 med hundrede deltagere fra Indien konkluderede også, at akne påvirkede teenageres følelsesliv negativt, gjorde dem mere socialt isolerede og spændte ben for at skabe relationer til andre mennesker.

"Derfor var vores hypotese også, at folk med akne på lang sigt klarede sig dårligere økonomisk og socialt end personer uden akne," forklarer Sigrún Schmidt, der udover at være læge også forsker i blandt andet akne på Aarhus Universitetshospital.

Men stik imod, hvad hun og forskerholdet bag havde forventet, tyder studiet på, at akne i barndommen og teenagetiden ikke har en stor betydning på lang sigt.

"Vi fandt ikke belæg for, at personer behandlet for akne klarer sig dårligere set fra et socioøkonomisk perspektiv," siger Sigrún Schmidt.

Tværtimod finder forskerne, at personer, som har en historik med akne, har lidt højere indtægt og lavere risiko for at blive langtidsledige.

Dog havde de lidt større sandsynlighed for at være singler og barnløse til og med 30-årsalderen.

"Forskellene var dog generelt ret små - især når vi sammenlignede patienterne med deres raske søskende for at tage højde for socioøkonomisk baggrund," forklarer Sigrún Schmidt og tilføjer:

"Vores hovedkonklusion er derfor, at akne behandlet i teenageårene ikke ser ud til at have nogen betydning for uddannelse, ledighed, økonomi og parforhold på lang sigt".

Rikke Lund, der er professor på Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet, deler overraskelsen over det nye studiets resultat.

"Jeg havde nok regnet med, at akne ville have haft en negativ betydning," siger hun.

Men selvom akne altså ikke i den store danske deltagergruppe har nogen dårlig betydning, er det ikke ensbetydende med, at akne ikke kan have været problematisk på et tidspunkt i deltagernes liv, påpeger Rikke Lund.

"Jeg tror ikke, man kan konkludere, at akne ikke sætter sig på selvtilliden hos mange mennesker og i perioder kan påvirke dem negativt," siger hun.

Hun peger i den forbindelse på noget andet i studiet, som også har indflydelse på resultatet.

"Deltagerne i studiet er udvalgt på baggrund af, at de har været hos lægen for behandling mod deres akne. Så man kan jo forestille sig, at behandlingen har været effektiv, og at de er sluppet af med sygdommen igen. Og derfor har den ikke fået langvarige konsekvenser," siger Rikke Lund.

Den analyse er Sigrún Schmidt helt enig i.

"Vi kan ikke sige noget om, hvor længe den enkelte deltager har været ramt af akne. Og det kan klart have en effekt på res...