En kollega har kaldt formidlingen af hans forskning for "grov vildledning".

Hans eget universitet har kaldt kritikken for "berettiget" og har slettet i alt tre pressemeddelelser om hans videnskabelige resultater.

Men hvordan forholder hjerteforskeren Axel Diederichsen sig egentlig selv til forløbet?

"Jeg er så forfærdelig ked af, at fokus er blevet flyttet væk fra min forskning," siger han nu i et interview til Videnskab.dk.

Diederichsen er hjertelæge og klinisk professor ved Syddansk Universitet (SDU) og Odense Universitetshospital (OUH). Her leder han sammen med professor Jes Lindholt studiet DANCAVAS af screening for hjerte-kar-sygdom og med et formål om at forebygge død.

Gruppens arbejde er løbende blevet omtalt i pressemeddelelser fra SDU, og det er dele af den omtale, som universitetet har valgt at slette.

Denne gang er det Axel Diederichsen, som udtaler sig. Jes Lindholt har tidligere svaret på kritik i sagen, og han ønsker ikke at give flere kommentarer, meddeler han på mail.

Axel Diederichsen mener, han er blevet udsat for "en ekstremt hård kritik" på baggrund af noget, han ikke har involveret sig særlig meget i: pressearbejde.

Her er arbejdsprocessen omkring de kritiserede pressemeddelelser fra Syddansk Universitet, sådan som han selv husker den:

Universitetets kommunikationsafdeling vælger 'en vinkel' med fokus på bestemte resultater fra gruppens forskningsprojekt.

Axel Diederichsen bidrager med kommentarer.

Efterfølgende har han som forsker gennemset et udkast til en tekst, og han har fået mulighed for at komme med forslag til rettelser.

Til sidst har han som forsker godkendt den endelige pressemeddelelse.

Tre forskellige uafhængige forskere har gransket indholdet i de tre meddelelser for Videnskab.dk, og de har efterfølgende vurderet, at de har promoveret usikre resultater.

"Det kan godt være, at jeg skulle have brugt mere tid på de pressemeddelelser," siger Axel Diederichsen i dag på baggrund af kritikken.

"Men det er ikke mit område (pressearbejde, red.), og nogle gange er jeg også for presset til at sætte tid af til at læse teksterne grundigt igennem," fortsætter han.

"Jeg ville da ønske, at jeg havde haft en personlig assistent, som kunne hjælpe mig med den slags (pressearbejde, red.)."

"Så kunne jeg i stedet bruge mere tid på det, jeg synes er vigtigst: at lave sundhedsforskning og gøre noget godt for vores samfund."

Men det er vel kommunikationsafdelingen på Syddansk Universitet, som skal hjælpe dig med pressearbejde?

"Ja, og det tror jeg også, at de vil blive bedre til at gøre fremover."

Som reaktion på kritikken har kommunikationsafdelingen på SDU's Sundhedsvidenskabelige Fakultet lovet ændringer.

"Det er en vigtig opgave for universitetet, at man kan stole på, hvad der udsendes," har fakultetets områdeleder for kommunikation, Sigurd A. Kristoffersen, udtalt i en mail til Videnskab.dk.

Desuden lægger han op til, at afdelingen fremover "skærper" sine processer omkring formidling, så de lever op til universiteternes fælles principper.

Tilbage står en forsker, som stadig føler et behov for at forsvare sig.

Og som samtidig gerne vil sprede "et vigtigt budskab" fra sin forskning, som han mener, "er gået tabt".

Axel Diederichsen har tidligere meddelt Videnskab.dk, at han mener, nogle af hovedkonklusionerne i hans forskning er "druknet" i en debat om formidling.

Men hvad er det, der er druknet?

"Det er, at vi skal passe på med at give patienter blodfortyndende medicin, hvis vi kun kan finde én årsag til at gøre det, nemlig en forkalkning af kranspulsåren," siger han.

Resultatet stammer fra et studie af helbredstjek blandt danske mænd udgivet i det anerkendte tidsskrift European Heart Journal. Et studie, som Axel Diederichsen selv har været med til at lave, og som er blevet omtalt i en pressemeddelelse fra SDU.

'Mænds liv bliver forlænget med helbredstjek', lød overskriften.

Meddelelsen er nu blevet slettet fra universitetets hjemmeside, og den er derfor kun at finde hos medier, som har viderebragt den.

Nederst...

Selv for tusinder af år siden passede mennesker på hinanden. En ny undersøgelse viser, at jæger-samlere i oldtidens Patagonien tog sig af sårede og fysisk handicappede medlemmer af deres gruppe.

Det skriver Phys.org på baggrund af et nyt studie.

Et forskerhold ledet af Dr. Victoria Romano analyserede knoglerne fra 189 mennesker, der er dateret helt tilbage til for 4.000 år siden i Patagonien. I alt blev over 3.000 knogler fra 25 forskellige arkæologiske steder undersøgt.

Omkring 20 procent af personerne havde haft en eller anden form for knoglebrud - fra lette til meget alvorlige. De fleste skader skyldtes sandsynligvis ulykker som fald eller uheld i forbindelse med jagt. Kun i to af tilfældene formoder forskerne, at bruddene stammer fra vold, da forskerne fandt pilespidser siddende fast i knoglerne.

Interessant nok havde både mænd og kvinder nogenlunde lige mange skader, og voksne havde flere skader end børn.

Forskerne inddelte skaderne i tre kategorier:

Lette: Størstedelen havde lettere skader som brækkede ribben eller næse, som kunne hele på få uger.

Moderate: Ca. 18 procent havde brud, der tog måneder at hele, hvilket ifølge forskerne sandsynligvis har påvirket gruppens daglige liv, når de skulle gå på jagt eller fremstille redskaber.

Svære: Omkring 13 procent havde alvorlige skader, der krævede langvarig pleje - måske endda resten af deres liv.

Et særligt fund, forskerne gjorde, var en person med en alvorlig hofteskade, hvor lårbenshovedet og hofteskålen var skævt placerede og deforme.

Knoglen viste tegn på fuldstændig heling, hvilket ifølge forskerne indikerer, at vedkommende levede længe efter skaden. Det tyder altså på, at gruppen tog sig af de sårede.

Forestil dig, at du langsomt vågner op på en hospitalsstue til lyden af bip fra en hjertemonitor.

En læge kommer ind på stuen og stiller sig ved din side. Hun tager dig i hånden, og beder dig om at klemme til. Du forsøger, men din hånd lystrer ikke. Du prøver at forklare det til lægen, men ordene udebliver.

Mange patienter med alvorlige hjerneskader befinder sig i en tilstand, der kaldes 'skjult bevidsthed'.

Som navnet antyder, er disse patienter bevidste om sig selv og omgivelserne, uden at folk omkring dem kan se det. Derfor kan man nemt tro, at de er helt bevidstløse.

I et nyt studie har forskere udviklet et computerprogram, der kan aflæse mikroskopiske bevægelser i ansigtet og på den måde opspore patienter med skjult bevidsthed.

SeeMe, som programmet hedder, var for eksempel i stand til at registrere patienters forsøg på at åbne øjnene og bevæge munden. I gennemsnit opdagede programmet disse tegn henholdsvis 4,1 dage og 8,3 dage før lægerne.

"Jeg blev glad, da jeg så resultaterne," siger Sima Mofakham, der er lektor ved Stony Brooks University og hovedforfatter til studiet.

"Det fik mig til at tænke, at vi måske er på sporet af noget, der kan bruges på intensivafdelinger i fremtiden."

Begejstringen deles også af Daniel Kondziella, der er professor i neurologi ved Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet:

"Resultaterne er ikke overraskende, men studiet er utrolig flot udført - og det første studie af den slags."

Første gang forskere påviste skjult bevidsthed var i 2006. Patienten var en 23-årig britisk kvinde, der havde pådraget sig en traumatisk hjerneskade efter et trafikuheld.

Fem måneder senere var hun stadig ikke til at komme i kontakt med.

Hun fik stillet diagnosen 'vegetativ tilstand', fordi hendes krop fulgte en cyklus mellem vågenhed og søvn. Hun vekslede mellem at have åbne og lukkede øjne, men udadtil reagerede hun ikke, når lægerne undersøgte hende.

Hjerneforskeren Adrien Owen og hans kolleger fik den idé at undersøge hendes hjerne i en funktionel MR-scanner.

Mens hun lå i scanneren, bad de hende om at forestille sig, at hun spillede tennis, og pludselig så de øget aktivitet i det supplerende motoriske område, som spiller en vigtig rolle i at planlægge bevægelser.

Det tydede altså på, at kvinden forstod opgaven og fulgte den. Derfor konkluderede forskerne, at hun var ved bevidsthed. Resultatet vakte stor opsigt, for det indikerede, at nogle komapatienter bliver fejldiagnosticeret.

Det næste spørgsmål var, hvor mange komapatienter, der befinder sig i denne oversete tilstand.

I 2019 lød opgørelsen på 15 procent. Men i 2024 blev der lavet et stort internationalt studie med 353 hjerneskadede personer med bevidsthedssvækkelse, som viste at cirka 1 ud af 4 faktisk var ved skjult bevidsthed.

Det er dyrt at bruge en hjernescanner, og nogle bevidsthedssvækkede patienter er for svage til at blive flyttet hen til maskinen. Derfor leder forskere i disse år efter enklere metoder til at finde tegn på skjult bevidsthed.

"Den løsning, vi kom frem til, var at lave en objektiv måling af bevidsthed ved at bruge et computerprogram med visuel genkendelse i meget høj opløsning," siger Sima Mofakham, der er hovedforfatter til det nye studie, der er udgivet i tidsskriftet Communications Medicine.

Forskerne satte et kamera ved sengekanten, som filmede ansigtet på 37 ikke-responsive patienter, mens de blev bedt om at følge en kommando, der blev stillet gennem en højtaler:

"Åbn dine øjne", "smil" og "ræk tungen ud", lød opgaverne for eksempel.

Computerprogrammet SeeMe registrerede bittesmå ændringer i afstanden mellem hudporer i ansigtet. Det vil sige bevægelser, der sker helt ned til 0,2 millimeter.

Patienterne blev bedt om at udføre hver opgave ti gange, og hvis programmet registrerede tre positive forsøg, mente forskerne, at patienten var responsiv: Med andre ord havde patienten skjult bevidsthed.

"Vi var i stand til at registrere øjenbevægelser 4,1 dag før klinikere, og mundbevægelser opdagede vi 8,3 dage før," siger Si...

Meget af den mad, du spiser, bliver optaget af dit fordøjelsessystem: Maven og tarmene. Men en del af det, du spiser, når hele vejen gennem kroppen og ud som afføring. Hvordan sker det?

Forestil dig, at du starter dagen med en skål cornflakes med mælk. Fordøjelsen begynder allerede, mens du tygger.

Dine tænder tygger og maler maden i mindre stykker, så den er lettere at sluge og nedbryde. Dit spyt indeholder et enzym, en slags kemisk stof kaldet amylase, som begynder at nedbryde stivelsen i maden allerede i munden.

Jeg er læge og arbejder med både børn og voksne, der har problemer med fordøjelsen. En del har svært ved at optage næringsstoffer, andre har problemer med toiletbesøgene. Enten sker de for ofte eller for sjældent.

Når jeg hører om deres symptomer, tager jeg højde for hele processen, hvor kroppen laver afføring, og hvor det kan gå galt.

Alt, hvad du spiser, indeholder tre slags molekyler, som giver kroppen energi: kulhydrater, fedt og proteiner.

Amylase i spyttet starter nedbrydningen af kulhydraterne, mens maden stadig er i munden.

Når du har slugt maden, glider den ned gennem spiserøret og lander i maven. Her går fordøjelsen for alvor i gang.

Maven indeholder saltsyre, som hjælper med at nedbryde maden til endnu mindre stykker. Over flere timer arbejder syren og andre enzymer videre med at nedbryde kulhydrater og proteiner fra din morgenmad.

To til tre timer senere bevæger maden sig fra maven og ind i tyndtarmen - en lang, snoet 'rør', der ligger bag navlen og den del af mavetarmkanalen, der forbinder mavesækken med tyktarmen. Nu er maden blevet til små partikler, som kroppen kan optage.

Disse små partikler bliver ført rundt i kroppen via blodet og giver energi og byggemateriale til cellerne.

Tyndtarmen er perfekt designet til at optage næringsstoffer - dels fordi den er meget lang (over 6 meter, helt uanset hvor høj du selv er), og dels fordi den på indersiden er beklædt med en foldet slimhinde og bittesmå fingerlignende flige, kaldet villi, som hjælper med at suge næring ud af maden.

Bakterier og væsker fra leveren og bugspytkirtlen hjælper også med at nedbryde maden.

Tyndtarmen producerer også mange bakterier, som hjælper med at nedbryde maden sammen med væsker fra andre organer:

Leveren og galdeblæren udskiller galde, som hjælper med at nedbryde fedt.

Bugspytkirtlen udskiller enzymer, som hjælper med at nedbryde kulhydrater, fedt og proteiner.

Turen gennem tyndtarmen tager et sted mellem to til seks timer. På det tidspunkt er din morgenmad blevet til en grødet, grønlig væske kaldet chymus, som får sin farve fra galden.

Når chymus når enden af tyndtarmen, bevæger den sig ind i tyktarmen - også kaldet colon. Den er kortere, men bredere end tyndtarmen og cirka 1,5 meter lang).

Tyktarmen optager i modsætning til den villi-beklædte tyndtarm ikke næringsstoffer, men vand. Det gør afføringen mere fast. Noget af vandet optages også i tyndtarmen og sendes til nyrerne, hvor det bliver til urin - så tarmene hjælper faktisk både med at lave både afføring og urin.

Denne del af fordøjelsen går meget langsommere. Det kan tage op til tre dage, før afføringen er klar til at komme ud.

Når chymus når enden af tyktarmen, er den blevet brun og fast. Den brune farve kommer fra galden, som ændres af bakterier i tarmen. Uden galde ville afføringen være grålig eller næsten hvid.

Når afføringen forlader kroppen, består den af en smule vand, ufordøjet mad, især plantefibre, døde celler fra tarmen. Overraskende nok, er næsten halvdelen bakterier.

Der lever billioner af bakterier i dine tarme. De hjælper med at nedbryde maden og gør dig ikke syg. Faktisk er de vigtige for din sundhed.

De bakterier, der kommer med ud i afføringen, er også dem, der giver den dens karakteristiske lugt.

Fra mund til endetarm arbejder hele fordøjelsessystemet sammen for at trække energi og vand ud af maden og skille sig af med det, kroppen ikke har brug for.

Det er sådan, kroppen laver afføring. Og det er faktisk ret smart!

Denne artikel er oprindeligt publi...

Har du nogensinde oplevet, at din hund har kigget bebrejdende på dig, hvis du har fyldt madskålen ti minutter senere end du plejer? Eller undret dig over, hvorfor fuglene altid begynder at kvidre på samme tidspunkt om morgenen?

Vores læser Heidi undrer sig over, hvordan dyr kan være så præcise på klokkeslæt.

"Vi har spiseplads ud mod terrassen, hvor der er et fuglebad. Stort set hver dag, når vi spiser frokost, dukker der en solsort op. Nu er vi kommet til at tale om, hvad der gør, at fuglen har denne utrolige præcision med hensyn til tid?" spørger hun.

Heidis spørgsmål har fået flest stemmer i vores læserafstemning, og derfor har Spørg Videnskaben taget det gode spørgsmål med videre til følgende forskere:

Mads Bertelsen, Zoologisk direktør i København Zoo og adjungeret professor ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet

Frédéric Gachon, professor ved Institut for Biomedicin - Forskning og uddannelse på Aarhus Universitet.

Tobias Wang, professor ved Sektion for Zoofysiologi, Institut for Bioscience på Aarhus Universitet

Tidsfornemmelse er en evne udviklet gennem evolutionen, der gør det muligt for mennesker og dyr at orientere sig i tid og tilpasse adfærd til omgivelsernes rytmer.

Pattedyr styres af det, der kaldes den cirkadiske rytme. Det er et komplekst system, hvor den centrale del sidder i hjernen, i hypothalamus. Professor Frédéric Gachon forklarer, at det er dette 'centrale ur', som organiserer de rytmiske funktioner i kroppen.

Men vi har også andre ure. Faktisk har hver celle i kroppen en slags ur, men de er afhængige af det centrale ur i hypothalamus for at være synkroniserede.

"Hvis man fjerner det centrale ur, vil cellerne stadig have rytme, men med tid kommer det ud af sync med hinanden," fortæller professoren.

Hos fugle er det lidt mere komplekst, fordi de har flere 'centrale ure', blandt andet et i nethinden og et i koglekirtlen - en lille kirtel i hjernen, som også er involveret i reguleringen af søvn ved at producere hormonet melatonin. Men alle urene har det til fælles, at de bliver synkroniseret af lys.

"Det er først og fremmest lyset, der styrer deres døgnrytme. Altså hvornår de vågner, synger og gør sig klar til for eksempel ynglesæsonen," forklarer adjungeret professor Mads Bertelsen.

Fuglen 'ved', hvad tid på dagen det er. Ikke med klokkeslæt, som vi forstår det, men den har en fornemmelse af, hvor vi er henne på døgnet, siger professor Tobias Wang.

Han tilføjer, at udover et døgn-ur, så har både fugle og mennesker også et års-ur, og de to spiller sammen.

"Året rundt skifter det, hvornår og hvor længe, det er lyst. Det tager de indre ure også højde for."

Forskning har vist, at mennesket har sværere ved at falde i søvn, hvis man har kigget på en skærm lige inden sengetid. Det skyldes, at det kolde, blålige lys fra skærmen snyder din krop til at tro, at det er dag.

Men det er ikke kun menneskers indre ur, som påvirkes af kunstigt lys. Det samme sker for dyr og fugle. Deres ur bliver synkroniseret af lys, og hvis det pludselig ændrer sig, så opstår der en forstyrrelse, forklarer Tobias Wang.

Derfor er det vigtigt, hvordan og hvornår vi som mennesker er aktive. Hvornår vi tænder lyset om morgenen, og hvornår vi slukker for natlampen om aften.

Ifølge Tobias Wang er lysforurening et kæmpe problem, fordi kunstigt lys om natten forstyrrer de indre ure hos både mennesker, dyr og planter.

Det bedste, du kan gøre, er at slukke lyset om natten og lade være med at have udendørs lys tændt hele tiden.

Professor Mads Bertelsen er enig, men han tilføjer også, at det i høj grad er de store samfundsmæssige lyskilder, som gadebelysning og store drivhuse, der forstyrrer fuglenes døgnrytme.

Vores vaner kan også påvirke dyrene omkring os:

"Hvis man for eksempel altid spiser morgenmad udenfor og lægger brød frem, så lærer fuglene, at der er mad på det tidspunkt. Deres adfærd synkroniseres med det," siger Frédéric Gachon.

Vores læser Heidi lægger imidlertid ikke brød frem til sin solsorte-ven. De...

Efter flere århundreder tæt på udryddelse har Europas ulve gjort et bemærkelsesværdigt comeback. I løbet af det seneste årti er ulvebestanden steget med næsten 60 procent, og i 2022 blev 21.500 ulve registreret på tværs af kontinentet.

Lande, der længe var ulvefri, har i dag flokke, der stortrives. Tyskland, Italien, Polen, Spanien og Rumænien har hver flere end 1.000 ulve.

For forskere er det en sjælden succeshistorie om naturbevarelse: Et stort rovdyr, der generobrer landskaber domineret af menneskelig aktivitet.

Her i Danmark har ulvens comeback været mere beskeden. Ulven forsvandt fra de danske skove i 1813. De blev udryddet gennem jagt og fik kun plads i historier og eventyr.

Men i 2012 krydsede en enlig hanulv grænsen fra Tyskland til Jylland, og flere fulgte trop. I 2017 kunne den første ynglende flok i landet i mere end 200 år bekræftes.

I dag anslås den danske ulvebestand til at bestå af lidt over 40 ulve, og mindst syv ynglepar har fået unger i år.

Men selv dette lille antal har udløst heftige debat om husdyr og offentlig sikkerhed i ét af Europas mest intensivt opdyrkede lande, og holdningerne til ulvene lader til at afspejle bredere politiske skel i Danmark.

EU har for nylig nedgraderet ulvens beskyttelsesstatus, fra 'strengt beskyttet' til blot 'beskyttet'. Ændringen gør det lettere for de enkelte medlemslande at regulere ulvebestanden.

Tidligere på foråret meddelte den danske regering, at det nu er lovligt at skyde såkaldte 'problemulve', hvis de gentagne gange strejfer ind i byområder eller angriber husdyr bag sikrede hegn. I september blev den første lovlige tilladelse til at skyde en ulv udstedt.

Forskere har allerede peget på, at de mystisk høje dødsrater og 'forsvundne' ulve sandsynligvis skyldes ulovlig jagt. Naturbeskyttere frygter desuden, at der vil blive indført kvoter for ulvebestanden, som det allerede er tilfældet i nabolandet Sverige.

Som politologer ønskede vi at forstå, hvordan danskerne egentlig har det med ulvens comeback. Derfor inkluderede vi i sommer et spørgsmål om ulve i en YouGov-undersøgelse om klima og miljø. Vi spurgte: Er du enig i udsagnet, at ynglende ulveflokke er gavnlige for dansk natur?

Af de 2.172 adspurgte svarede:

43 procent nej.

30 procent ja.

27 procent var neutrale eller i tvivl.

Når man opdeler svarene efter politisk tilhørsforhold, tegner der sig et tydeligt mønster. Tilhængere af venstreorienterede og grønne partier var mest positive - næsten 45 procent mente, at ulve er gode for naturen.

Højreorienterede vælgere var langt mere skeptiske, og næsten halvdelen af tilhængerne Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige var helt uenige.

Selv blandt Socialdemokratiets vælgere (som generelt betragtes som centrum-venstre) hælder mange mod uenighed, hvilket viser, hvordan spørgsmålet er blevet en del af de traditionelle politiske skel.

Indbyggerne i København og andre større byer var en smule mere positive over for ulvens comeback end indbyggerne i mindre byer eller på landet, men holdningerne er blandede overalt. Man er altså ikke nødvendigvis ulveskeptiker, fordi man bor på landet, og omvendt er byboerne ikke nødvendigvis positive overfor ulvene.

Alder var dog den stærkeste indikator for støtte. Unge danskere (18-34 år) var overvejende positive, med over 50 procent enige i, at ulve gavner naturen. Støtten falder støt med alderen, og blandt personer over 55 - og næsten 60 procent af de adspurgte over 73 - var der direkte modvilje.

Vi har i årevis undersøgt mere traditionelle politiske emner og har aldrig set aldersforskelle som disse. På den måde er ulvens tilbagevenden end som mere end blot et spørgsmål om dyrelivet.

Meget få dyr har sneget sig lige så langt ind i vores fantasi som ulve. De optræder som skurke i eventyr, hellige beskyttere og et varsel om undergang i nordisk mytologi - og endda som økologiske superhelte i biologibøgerne.

En del ulve knyttede sig engang til mennesker og blev 'menneskets bedste ven', mens andre blev vores værste fjende - tænk bare ...

Babyer er som små detektiver, der konstant stykker information om verden omkring sig sammen.

Hvis du nogensinde har undret dig over, hvorfor din baby stirrer på dig, mens du taler, er det, fordi de skal opfange mere end bare lyden af din stemme - de skal også lære, hvordan disse lyde bliver til.

Vores nylige studie, publiceret i tidsskriftet Developmental Science, viser, at denne fantastiske proces starter så tidligt, som når det lille barn er blot fire måneder. Det vender bunden i vejret på den tidligere overbevisning om, at babyer først lærer disse mønstre, når de er tunet ind på deres modersmål og mellem 6 og 12 måneder gamle.

Det giver os også mulighed for tidligere at hjælpe børn, der har øget risiko for tale- eller sprogforsinkelser.

Når de er omkring et år gamle, finjusterer små børn allerede ørerne til lydene i deres modersmål gennem en proces kaldet 'perceptuel tilpasning'.

Vi kan forestille os det, som om barnets hjerne sorterer et kæmpe 'tag-selv-bord' af lyde for at fokusere på de lyde, der betyder mest.

I de første seks måneder kan babyer skelne lyde selv fra sprog, de aldrig før har hørt.

De kan for eksempel skelne mellem visse lyde på hindi, der er udfordrende for voksne engelsktalende, eller identificere unikke lyde på mandarin, selvom de vokser op i en engelsktalende familie.

Denne utrolige evne varer dog ikke evigt. Når de er mellem 6 og 12 måneder begynder de små børn at indsnævre deres fokus til de lyde, de hører oftest.

For vokaler begynder denne finjustering omkring 6 måneder, mens konsonanter følger trop, når barnet er omkring 10 måneder.

Det er forestillingen om, at de små børn zoomer ind på de lyde, der betyder noget, som for eksempel forskellen mellem 'r' og 'l' på engelsk, mens de mister sensitiviteten over for lyde, de ikke hører regelmæssigt.

Indtil nu har forskere troet, at denne indsnævringsproces var nødvendig, for at børnene kunne begynde at lære mere komplekse sprogfærdigheder, som at finde ud af, at 'b' i 'bus' og 't' i 'tus' er forskellige, fordi den ene er lavet med læberne og den anden med tungespidsen.

Men vores studie viser, at babyer helt ned til fire måneder allerede lærer, hvordan lydene bliver dannet fysisk - længe før denne indsnævring begynder.

Her er et eksempel: Forestil dig, at du lytter til en person, der taler et sprog, du ikke kender.

Selvom du ikke forstår ordene, lægger du måske mærke til, hvordan deres læber eller tunge bevæger sig for at lave lydene. Det kan fire måneder gamle babyer også gøre.

For at demonstrere dette gennemførte vi et eksperiment med 34 babyer i alderen 4 til 6 måneder, hvis forældre havde givet samtykke til at deltage.

Vi lavede en 'efterlign mønsteret'-leg (ved hjælp af to fantasi-minisprog). Det ene sprog havde ord med læbelyde som 'b' og 'v', mens det andet brugte tungespidslyde som 'd' og 'z'.

Hvert ord, som 'bivawo' eller 'dizalo', blev sat sammen i par med et tegneseriebillede - en vandmand for læbeord og en krabbe for tungespidsord.

En optagelse af et ord blev afspillet samtidig med, at 'partner-billedet' blev vist.

Men hvorfor tegneseriebilleder? Fordi babyer ikke kan fortælle os, hvad de tænker, men de kan danne associationer i deres hjerner.

Disse billeder hjalp os med at se, om babyerne kunne knytte hvert minisprog til det korrekte billede.

Efter babyerne havde lært minisprogene og deres forskellige billedpar, blandede vi tingene sammen.

I stedet for at høre ordene så de små børn lydløse videoer af en persons ansigt, der sagde nye ord fra de samme minisprog.

I nogle af videoerne matchede ansigtet den tegneserie, de havde lært tidligere. I andre gjorde det ikke.

Vi sporede derefter, hvor længe babyerne kiggede på videoerne - en almindelig metode, forskere bruger til at se, hvad der fanger deltagernes opmærksomhed.

Babyer har en tendens til at se længere tid på ting, der overrasker eller interesserer dem, og kortere tid på ting, de kender i forvejen, hvilket hjælper os med at forstå, hvordan de bearbejder og genkender, hvad de ser.

Resultat...

Har du nogensinde fantaseret om at svæve over Mars' fascinerende landskab? Nu kan du næsten prøve det selv. En ny video fra Den Europæiske Rumorganisation (ESA) inviterer med på en rejse over en gigantisk labyrint af kløfter og dale på den røde planet.

Videoen er lavet på baggrund af data fra High Resolution Stereo Camera (HRSC) ombord på ESA's Mars Express-rumfartøj, som har været i drift siden januar 2004.

Det skriver Det Tyske Center for Luft- og Rumfart (DLR).

De nye optagelser viser blandt andet et område kaldet Shalbatana Vallis - en 1.300 kilometer lang dal, der engang blev formet af vand.

For 3,5 milliarder år siden strømmede vand gennem denne kanal og skabte dalen og de mange former for landskaber, man kan se på Mars i dag.

Området ligger i regionen Xanthe Terra, som betyder 'gyldengult land'. Navnet blev givet af Den Internationale Astronomiske Union tilbage i 1979, da forskerne kortlagde Mars i høj opløsning, skriver DLR, som har leveret kameraet til missionen.

ESA fremhæver videoens højdepunkt, som er en spektakulær udsigt over et 100 kilometer bredt nedslagskrater, der blev smadret ud af Mars' overflade, da det kolliderede med en rumsten.

Få selv fornemmelsen af at svæve over Mars' fascinerende landskab i videoen i toppen af artiklen.

Er man vegetar, hvis man spiser kød eller fisk? Er man veganer, hvis man spiser æg eller ost?

Du tænker måske "nej, selvfølgelig ikke", og på sin vis har du ret. Men min forskning peger på, at sagen er mere kompleks, end man skulle tro.

Lad os spole tiden tilbage til begyndelsen af 2021. Jeg sidder i et småkoldt mødelokale på Københavns Universitet med Niels, der er vegetar.

Vi er i gang med et forskningsinterview, der handler om, hvilke udfordringer man møder, hvis man ikke spiser kød.

Snakken falder på nytårsaften, og Niels siger ordet 'torsk'. Det får mig til, lidt overrasket, at spørge, om han spiser fisk. Niels laver en lille grimasse:

"Ja. Det er mest engang imellem. Det, tror jeg, lidt er min 'synder'."

Niels ser fisk som syndigt, fordi det ikke normalt er en del af en vegetarisk kost. Niels skynder sig at uddybe:

"Jeg kunne aldrig finde på at lave det til mig selv, men til sådan noget som nytårsaften kunne jeg finde på at spise noget torsk. "

Interviewet fortsætter, og i første omgang tænker jeg ikke mere over sagen.

Men da jeg er færdig med min dataindsamling, står det klart, at Niels ikke er alene. De fleste af mine deltagere nævner lignende undtagelser.

Jeg gik ind i projektet med en forestilling om, at vegetarer bør være strikse med deres kost. Men hvad nu, hvis virkeligheden ser anderledes ud? Jeg satte mig for at undersøge sagen.

Fænomenet 'vegetarisk kødforbrug' er dokumenteret i tidligere studier, men ofte omtales det i negative termer, som om vegetarer "forbryder sig" mod deres diæt.

Det kan nemt fortolkes, som at vegetarerne mangler engagement eller opfører sig hyklerisk. Flere af mine deltagere fortæller om oplevelser med lignende beskyldninger.

Mine resultater peger i en anden retning. Mine deltageres undtagelser skyldes ofte, at de udviser kompromisvillighed i sociale situationer, eller at de er pragmatiske i deres brug af labels som 'vegetar' og 'veganer'.

Forskningsdeltagerne beskriver, hvordan kostmæssig strikshed ikke altid stemmer overens med andre hensyn i deres hverdag. Særligt sociale hensyn fylder.

Tag for eksempel vegetaren Louise, der fortæller, at hun prioriterer den gode stemning over striksheden, når hun besøger svigerforældrene:

"De spiser ret meget kød, og nogle gange er kødet blandet sammen i retten. Så spiser jeg det. Men hvis de serverer steg, så spiser jeg bare tilbehør."

Der er også veganeren Johanna, der har accepteret at spise mælkeprodukter, når hun besøger sine forældre. Som hun med et skævt smil siger:

"De kender det jo slet ikke ovre i Jylland, det der med at være veganer."

I begge tilfælde - og mange andre - bliver det sociale hensyn vigtigere end at være striks med kosten.

Med andre ord peger undersøgelsens resultater ikke på, at der handler om manglende engagement eller hykleri, når en vegetar spiser kød eller en veganer spiser mælkeprodukter.

De viser derimod, at vegetarer og veganere er pragmatiske forbrugere, der forsøger at jonglere sociale hensyn og modsatrettede prioriteter i deres hverdag.

Vi bruger etiketter som 'vegetar' og 'veganer' til at forstå og kommunikere vores madvalg. Men i praksis passer folks madvaner ikke altid med rigide definitioner.

I min undersøgelse udfordrer flere af deltagerne idéen om, at man bør være 100 procent striks med sin kost for at være vegetar. Niels siger det meget godt:

"Jeg spurgte engang min mor, om jeg godt kan kalde mig vegetar, når jeg spiser fisk en gang eller to om året. Hun svarede, at man ikke ville kalde nogen for ryger, hvis de ryger to cigaretter om året."

Eksemplet er sigende: Mon ikke, der er mange derude, der ville blive nødt til at kalde sig rygere, hvis 100 procent afholdenhed var afkrævet for at være ikke-ryger?

Der er også deltagere, der spiser på måder, der ikke findes en perfekt label til.

Som Ida og hendes kæreste, der kalder sig vegetarer, fordi de "for det meste kun spiser vegetarisk". Men de kan godt finde på at spise fisk på restaurant en sjælden gang imellem. Som Ida siger:

"Jeg har en opfattelse af, at hvis...

Hører man til dem, der synes, at flagermus er lidt skræmmende, bliver man nok ikke beroliget af denne historie.

Er man omvendt en fan af de flyvende pattedyr og deres fantastiske evne til at lokalisere byttedyr i nattens mulm og mørke, skal man endelig læse videre.

Ikke engang fugle højt på himlen kan vide sig i sikkerhed for de fascinerende flagermus.

"Vi har fundet ud af, at Europas største flagermus jager og fanger småfugle i flere kilometers højde. De bruger biosonar til at finde dem i mørket," fortæller Laura Stidsholt, der er adjunkt på Institut for biologi ved Aarhus Universitet.

Her kan du følge lyden af kampen mellem flagermusen og rødkælken:

Hun er førsteforfatter på den videnskabelige artikel om flagermusenes smag for småfugle, der netop er publiceret i det anerkendte tidsskrift Science.

En banebrydende lydoptagelse afslører, hvordan en rødkælk (også kaldet rødhals) møder sit endeligt, da den er på forårstræk nordpå fra Afrika.

1.300 meter over det sydlige Spanien, ved nationalparken Doñana ikke langt fra Gibraltarstrædet, bliver den opdaget af en flagermus, der styrtdykker efter den.

I første omgang undslipper fuglen, men flagermusen bruger sin ekko-lokaliseringssans til at finde den igen.

Igen og igen angriber flagermusen, og fuglen undviger, mens begge dyr styrter mod jorden.

Efter tre minutters kamp må rødkælken give op. Tæt på jordoverfladen bliver den fanget, bidt ihjel og fortæret, mens flagermusen stadig er på vingerne.

Europæiske flagermus lever primært af insekter, men forskerne havde en mistanke om, at flagermus af arten stor brunflagermus (Nyctalus lasiopterus) går efter småfugle på træk.

Først nu er det bevist ved hjælp af moderne teknologi.

En snes flagermus blev udstyret med en lille, højteknologisk rygsæk, der registrerede alle deres bevægelser og lydene omkring dem. Den følsomme mikrofon kunne både opfange sonarkaldene og ekkoerne fra dem, flagermusenes vingeslag og eventuelle lyde fra fugle.

De fleste af flagermusene holdt sig til at jage insekter, men to gik på jagt efter fugle højt på himlen. Den ene af dem havde succes med det.

"Det var virkelig specielt at høre hele sekvensen. Det var for sindssygt," fortæller Laura Stidsholt.

"Vi kunne høre, hvordan flagermusen sprintede ned mod fuglen og jagede den i tre minutter, og vi opfangede, da fuglen udstødte sit sidste kald efterfulgt af stilhed. Bagefter fløj flagermusen fredeligt rundt, mens den tyggede fuglen."

Blandt flagermusforskere har det længe været en hypotese, at flagermus kan fange fugle i flugten.

Men ikke alle har troet på, at en flagermus på 60-70 gram kan finde, fange og fortære en 30 gram tung fugl i luften.

"Der har været mange indikationer, men det er først nu, at det er slået fast med syvtommersøm, at denne flagermus spiser fugle," siger flagermuseksperten Lasse Jakobsen. Han er lektor på Biologisk Institut på Syddansk Universitet i Odense og har ikke selv været involveret i forskningsresultatet.

"Insekterne kommer hurtigt til kort over for flagermusene, der er meget hurtigere. Men her er det en meget mere jævnbyrdig luftkamp. Det er naturens jetjagere, der slås."

"Lauras teknik giver virkelig indsigt på et andet niveau, end vi hidtil har haft. Det er utrolig fedt, at teknologien kan give os så mange detaljer om, hvad der sker," siger han.

I næste omgang håber forskerne på at finde ud af, hvor godt flagermusenes sonarsystem fungerer.

"I forhold til synet er ekkolokalisering et ret kortrækkende sansesystem, men vi ved ikke, hvor høje flagermusenes kald er, og hvor langt biosonaren derfor rækker. Det vil vi gerne undersøge," siger Laura Stidsholt.

Det kan hun måske gøre i samarbejde med Lasse Jakobsen, der har udviklet en teknik med at opfange flagermusenes kald ved hjælp af mikrofoner ophængt fra droner. Teknikken er allerede blevet brugt til at indsamle data om kaldene fra de danske brunflagermus.

De fuglespisende store brunflagermus lever ikke i Danmark, så her behøver vi ikke være nervøse for pludselig at få en afgnavet fuglev...