For patienten og de pårørende kan det føles, som om et hjerteanfald kommer ud af det blå. Hvordan kunne det dog ske for én, der var så rask og sund?

Et nyt studie viser imidlertid, at risikofaktorer er målbare hos stort set alle, der får problemer med hjertet - og flere år i forvejen.

Forskningen blev for nylig offentliggjort i tidsskriftet The Journal of the American College of Cardiology.

I studiet har forskere ved Northwestern University i USA og Yonsei University i Sydkorea analyseret sundhedsdata fra 9 millioner sydkoreanere og næsten 7.000 amerikanere.

Det var personer, der havde været til flere helbredsundersøgelser i løbet af to årtier. Forskerne kunne dermed undersøge, hvilken risikoprofil deltagerne havde, før de fik hjerteproblemer.

Fire kendte risikofaktorer for hjertehelbred blev undersøgt:

Blodtryk

Kolesterol

Blodsukker (glukose)

Rygning

Først målte forskerne disse niveauer op mod de optimale målinger ifølge American Heart Association, som er de niveauer, der anses som bedst for helbredet.

Mere end 99 procent af de deltagere, der fik hjerteanfald, slagtilfælde eller hjertesvigt, havde afvigelser fra mindst ét af disse optimale niveauer.

Mere end 93 procent havde mere end 2 afvigelser.

"Vi mener, at studiet meget overbevisende viser, at eksponering for én eller flere ikke-optimale risikofaktorer før disse kardiovaskulære hændelser er næsten 100 procent," siger Philip Greenland, som er én af forskerne bag studiet, i en pressemeddelelse.

Han er professor i kardiologi ved Northwestern University Feinberg School of Medicine.

Målet nu er at arbejde hårdere på at finde måder at kontrollere disse risikofaktorer, siger Philip Greenland.

Mange i en befolkning vil dog have niveauer, der er højere end det, der anses som ideelt, uden at det nødvendigvis betyder, at de snart vil få en hjertesygdom.

Derfor undersøgte forskerne også målingerne i forhold til de niveauer, hvor læger vurderer, at der er grund til at iværksætte behandling eller andre tiltag.

Det ideelle blodtryksniveau er for eksempel 120 over 80 mmHg, men grænsen for, hvornår læger mener, at blodtrykket bør behandles, ligger højere - nemlig ved 140 over 90 mmHg.

Målt op mod disse højere grænser havde 90 procent af patienterne stadig mindst én stor risikofaktor før deres første hjertehændelse. Højt blodtryk var den mest almindelige risikofaktor.

Forskerne fremhæver, at selv blandt kvinder under 60 år, som normalt anses for at være en lavrisikogruppe, havde 95 procent mindst én risikofaktor, der afveg fra det ideelle, før de blev ramt af slagtilfælde eller hjertesvigt.

"Det er solid forskning, offentliggjort i det, der i øjeblikket er det højest rangerede tidsskrift for originalforskning inden for vores fagområde," siger Dan Atar, som er professor og overlæge i kardiologi ved Universitetet i Oslo.

Han er dog ikke synderligt overrasket over fundet. For læger og forskere er det tydeligt, at hjerteproblemer ikke opstår ud af det blå.

"Det, de finder her, har vi prædiket i mange år. Risikofaktorer spiller en rolle, og selvfølgelig vil man som individ helst have en risikoprofil, der er så lav som muligt," siger Dan Atar.

Hjerte-kar-sygdomme er den næsthyppigste dødsårsag i Norge og Danmark, men antallet af dødsfald er faldet markant de seneste årtier.

Men det er vigtigt at huske, at tallet på 99 procent er målt i forhold til det, der anses som ideelle værdier, påpeger professoren. Det betyder ikke nødvendigvis, at de vil få hjerteproblemer.

"Hvis man kiggede på hele befolkningen - også dem, der ikke har haft et hjerteanfald - ville stadig rigtig mange opfylde mindst ét kriterium, der ligger over disse værdier."

Det er altså ikke sådan, at alle, der deltog i studiet, nødvendigvis burde have været i behandling på forhånd.

"Man kan forebygge mere, men vi skal ikke sygeliggøre hele samfundet. Vi kan ikke behandle hele befolkningen - vi må forsøge at udvælge dem, der har størst gavn af behandlingsindsatsen," siger han.

Men hver enkelt af os kan med fordel få lidt bedre over...

Som et af bare tre danske fag- og specialmedier er Videnskab.dk nomineret til Anders Bording Medieprisen.

Videnskab.dk er nomineret for en gennemgribende udviklingsindsats, som har forløbet gennem hele 2025.

"Vi brænder for, at endnu mere troværdig viden skal nå ud til borgerne, især unge - lige meget hvor de er," siger Vibeke Hjortlund, chefredaktør for Videnskab.dk.

"Det har været drivkraften for udviklingsarbejdet, som alle på Videnskab.dk med stort engagement har kastet sig ind i, og som er gennemført uden et stort budget og eksterne konsulenter."

"Jeg er stolt af, hvad et lille medie som vores har kunnet udrette med gode idéer og knofedt, samtidig med at vi også har skullet udkomme hver dag," siger chefredaktøren.

Indsatsen rummer en række tiltag, der har til formål at styrke båndet til de mange brugere af Videnskab.dk og tackle udfordringerne fra AI, algoritmer og sociale platforme.

"Vi lever i en tid præget af mis- og desinformation på sociale platforme, hvor algoritmerne kører rundt med os, krigeriske stemmer og kommercielle influencere har forrang i kampen om folks opmærksomhed, og techgiganterne har kørt AI i stilling til at udmanøvrere de kritiske, publicistiske medier."

"Den ulige kamp kræver kreativt modspil, og det kommer vi med gennem vores udviklingsarbejde," fastslår Vibeke Hjortlund.

De mange nye tiltag på Videnskab.dk spænder vidt. Her er et par højdepunkter:

Videnskab.dk har gennem det seneste år lanceret 17 nye nyhedsbreve, så vi nu tilbyder i alt 26 gratis nyhedsbreve om alt fra historie og samfund til geografi, geologi og matematik. Emnerne er valgt, så de ikke bare er til nørder med dyb interesse i et specifikt felt, men matcher fag i udskolingen og på ungdomsuddannelserne

Videnskab.dk har præsenteret en række ny artikelformater. Herunder vores nye faktatjek-format 'Kan det virkelig passe?', nyhedsformatet 'Ny forskning viser', og vi har også relanceret vores brevkasse, 'Spørg Videnskaben', med en ny visuel identitet og muligheden for at stemme på de spørgsmål, man helst vil have besvaret.

Videnskab.dk har skabt et spilunivers, hvor vi tilbyder alt fra puslespil, ugentlige quizzer og 'nørdle' - vores egen nørdede version af wordle.

Endelig har Videnskab.dk udviklet nye højkantsvideoer, der gør det muligt at få vores journalistik præsenteret på en ny og lækker måde, der gør sig godt på tværs af sociale medieplatforme.

Anders Bording Medieprisen uddeles den 27. november til et specialmedie, der i særlig grad er i stand til at ramme sin målgruppe og/eller opbygge en forretningsmodel og derfor bør tjene til inspiration for andre.

De andre nominerede medier til prisen er Fagbladet 3F og Fagbladet Folkeskolen.

Forskere har længe undret sig over de tusindvis af huller, der ligger i en 1,5 kilometer lang linje på en højderyg i Andesbjergene.

Men nu har en gruppe forskere fra Australien måske løst mysteriet om hullerne, der kaldes 'Monte Sierpe' og findes i den peruanske del af den sydamerikanske bjergkæde, skriver ScienceAlert.

En analyse af plantemateriale fundet inde i hullerne tyder nemlig på, at det i starten kan have fungeret som et marked, og senere som et regnskabssystem, lyder meldingen fra forskerholdet med arkæolog Jacob Bongers fra University of Sydney i spidsen.

Normalt har mennesker ikke tendens til at lave stort byggearbejde, med mindre det er med et formål.

Så formålet bag den 1,5 kilometer lange strækning, der er syv til otte huller bred, har været genstand for en lang række teorier.

Blandt andet at det skulle være en form for landbrug, registrering af tåge, eller - som det australske forskerhold tror - noget inkaerne brugte til skatteopkrævning.

Inkariget rykkede nemlig ind i regionen i år 1400, hvorfor forskerne antager, at Monte Sierpe er et inkaområde.

"Måske var dette en markedsplads før inkaerne, ligesom et loppemarked," siger Jacob Bongers til ScienceAlert.

"Vi ved, at den befolkning, der var her før de spansktalende ankom, var omkring 100.000 mennesker."

"Måske kom mobile handlende som søfarende købmænd og lama-karavaner, specialister som landmænd og fiskere og andre sammen på stedet for at udveksle lokale varer såsom majs og bomuld," siger Jacob Bongers til ScienceAlert.

Luftfotos afslørede dog et mønster, der ikke kunne ses fra jorden.

Hullerne er nemlig arrangeret i blokke, der minder om en inka-khipu, som er en tælleanordning med knudrede snore. Det får forskerne til at tro, at inkaerne efterfølgende har brugt hullerne til den føromtalte skatteopkrævning, hvor de er brugt som register for at sikre, at de passende afgifter blev opkrævet.

Forskningen hos Forsvarsakademiet skal helst passe ind i den politiske linje og Forsvarets interesser.

Det er i hvert fald den følelse, flere forskere hos Forsvarsakademiet kan sidde tilbage med efter en række interne meldinger og beskeder fra ledelsen.

Det skriver Berlingske.

Avisen kan afsløre, at Rasmus Dahlberg, der tidligere var ansat hos Forsvarsakademiet, under sin ansættelse modtog utilfredse sms'er fra en leder efter at have udgivet en fagfællebedømt forskningsartikel, som vedkommende fandt "politisk nok lidt tonedøv":

"Jeg kan godt have min tvivl, om det er det som Forsvaret ønskede sig den den type forskning, da man oprettede CAS (Center for Arktiske Sikkerhedsstudier, red.). Av av av," skrev Rasmus Dahlbergs daværende souchef, som stadig er hos Forsvarsakademiet i en sms.

I Forsvarsakademiets forskningsetiske retningslinjer står der ellers:

"Såfremt de publicerede resultater er kritiske ift. Forsvaret, Forsvarets partnere eller den politiske ledelse, bør FAK (Forsvarsakademiet, red.) støtte forskerens forskningsfrihed og udelukkende forholde sig til forskningens videnskabelige kvalitet og ikke til dens konklusioner."

Forskningen, som Rasmus Dahlberg havde foretaget, konkluderede blandt andet, at det nærmere var et spørgsmål om besparelser end strategi, da man oprettede Arktisk Kommando i 2012.

Souchefen understreger dog i sms-rækken over for Rasmus Dahlberg: "okay det er den forskningsmæssige frihed."

Afsløringen af sms'erne er den seneste i rækken af artikler fra Berlingske, der også har påvist, hvordan ledelsen på Forsvarsakademiet internt har kommunikeret ud

at forskerne ikke skal udtale sig som eksperter om lækkede dokumenter

at de skal være forsigtige med at tale aktuelle hændelser

og overveje, hvorvidt deres udtalelser udhuler den danske afskrækkelsespolitik.

"Du skal blive ved med at piske," instruerede min bedstemor mig.

"Den er ikke lys nok endnu. Den er stadig for gul."

Jeg spurgte ikke, hvor længe det ville tage. Jeg var ni år gammel og viste godt, hvad min bedstemor mente.

Man skal blive ved, indtil det virker. Det er lidt som at spørge: "Er vi der ikke snart?"

Jeg ventede på den mirakuløse forvandling. Æggeblommerne, der først var orange-gule, blev lysere og fik så en blød citronfarve. Konsistensen ændrede sig. Sukkeret var ikke længere at se - først lignede det sandkorn i æggesnapsen, men nu var det helt usynligt, opslugt af æggene.

Min bedstemor stoppede med at piske og løftede piskeriset. En strøm af tyk væske hang ned, som det våde sand man brugte til at forstærke et sandslot.

"Ja, nu er det nok. Så tilsætter du det smeltede smør. Langsomt. Så melet. Vi får brug for lidt mere."

Det var min bedstemor, som lærte mig at lave mad. Hun vejede aldrig noget. Det eneste måleredskab, hun brugte, var en lyserød tekop, og den fungerede mere som en praktisk øseske end et egentligt rummål.

I stedet arbejdede hun sig frem mod et ønsket resultat. Man lavede ikke mad på fem minutter, man lavede mad, indtil det blev, som det skulle.

Det første, hun lærte mig at lave, var bechamelsauce, men det kaldte hun det ikke det. Hun kaldte det 'hvid sauce med smag'. Jeg kunne lave den, da jeg var fem år, og jeg gør det stadig på samme måde.

Hendes madlavning var 'præ-skriftlig', eller mere præcist en særlig form for skriftkyndighed - en grammatik af ingredienser, varme og luft.

Jeg er madhistoriker og forfatter til bogen English Food: A People's History. Jeg har aldrig syntes, at middelalderens opskrifter var så svære at forstå, som de fleste madhistorikere gør. Måske fordi de minder lidt om min bedstemors anvisninger.

'Tag og lav et dejlåg i en form, og tag ostemasse og pres vallen ud, og pres det gennem en si, og læg den siede masse i dejlåget. Tilsæt derefter en tredjedel sukker og lidt æggehvide, og drys hyldeblomster deri, bag det med rosenvand, og server det derefter.'

Ovenstående er en opskrift på 'sambocade' fra et middelaldermanuskript opbevaret i British Library.

Sambocade er en slags hyldeblomst-cheesecake lavet med ostemasse (en halvfast masse af protein og fedt fra mælk, som udgør hovedingrediensen i ost), og opskriften giver ret detaljerede anvisninger på fremstillingsmetoden, der minder lidt om fremstillingen af græsk yoghurt.

Sukker, æggehvide og hyldeblomster blandes med rosenvand. Så serverer man den.

En opskrift som denne er ikke en række instruktioner, men ment som en slags påmindelse, en række hurtigt læste noter, der skal få os til at huske noget, som tidligere er blevet mundtligt overdraget - sådan som min bedstemor lærte mig at lave mad.

Ligesom Google Maps ikke fortæller mig, hvordan jeg skal gå ved at sætte den ene fod foran den anden, fortæller denne slags opskrift mig ikke, hvad jeg skal kigge efter, eller hvordan jeg skal komme i mål.

Den giver ingen præcise mål - faktisk ingen mål overhovedet. Men hvis man fulgte opskriften fem-seks gange, ville man snart forstå processen, der kræves.

Og så vil opskriften være din - på en måde, som en opskrift testet eller skabt af en anden kok aldrig helt kan blive.

I mit køkken har jeg stadig min mors opskriftsbog - et manuskript, hvor hun forsøgte at bevare opskrifter, hun havde fået som gaver fra venner. Altsammen skrevet i hånden af hende.

Bogen indeholder en opskrift på cheesecake fra dengang, cheesecake var noget nyt og fancy. I bogen kan man læse, at opskriften stammer fra en amerikansk ven.

Opskriften angiver præcise mængder og nøjagtig bagetid, selvom resultatet er langt mere gennem­bagt, end de fleste cheesecakes er i dag.

De præcise mål bevarer et minde om en effekt, der er svær at genskabe ud fra opskrifter fra tidligere tider.

På samme måde har jeg kun mine minder om min bedstemors madlavning til at bevare det, hun gjorde. Hun kunne knap nok læse og skrive, og hendes opskrifter bestod udelukkende af lister over ingredi...

Brugte de gamle egyptere opium eller ej? Det har forskere spurgt sig selv om i årtier.

Nu har forskere fra Yale University gjort et fund, der tyder på, at brugen af stoffet var udbredt i Oldegypten. Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.

Forskerne fra Yale Ancient Pharmacology Program har undersøgt en 2.500 år gammel alabastvase - en vase lavet af det bløde mineral alabast - med en indskrift, der nævner den persiske konge Xerxes 1.

I vasen fandt forskerne tydelige spor af opiater som morfin, thebain og papaverin. Ifølge Andrew J. Koh, studiets hovedforfatter, giver det nye fund det hidtil stærkeste bevis på, at opium var udbredt i det gamle Egypten.

"Opiumbrug var mere end tilfældigt eller sporadisk - det var til en vis grad en fast del af dagligdagen," siger han i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen af vasen blev igangsat, fordi Koh opdagede mørkebrune pletter inde i vasen. Da forskerne analyserede resterne med moderne teknikker, dukkede sporene efter opium og andre opiater op.

Fundet af opiater er interessant, fordi vasen ligner mange andre alabastkar fra samme tid - også dem, der blev fundet i Tutankhamons legendariske grav. Forskerne peger på, at hvis denne vase indeholdt opium, kan de andre meget vel have gjort det samme.

Forskerne fremhæver også, at mange af Tutankhamons alabastkar blev plyndret i oldtiden, og tyvene havde tydeligvis forsøgt omhyggeligt at skrabe indholdet ud. Ifølge Koh tyder det på, at indholdet ikke var almindelige parfumer, men noget mere værdifuldt.

Nye analyser af vaser og kar fra Tutankhamons grav, der endnu ikke er endevendt af videnskaben, kan afsløre mere om brugen af opium i oldtidens Egypten ifølge forskerne.

Du har måske hørt, at jordklodens kontinenter hvert år flytter sig en lille smule.

Men vidste du, at Grønland rykker og forandrer sig mere end de fleste andre landområder?

Verdens største ø driver hvert år et par centimeter mod nordvest. Helt præcist 2,3 cm.

Samtidig udvider Grønland sig nogle steder, fordi Indlandsisen smelter. Andre steder skrumper den grønlandske jord, viser ny forskning publiceret i tidsskriftet JGR Solid Earth.

"Forskellige steder i Grønland sker der forskellige ting. Det er et komplekst mønster med både vertikale og horisontale bevægelser," fortæller Danjal Longfors Berg, som er førsteforfatter på det nye studie og postdoc på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Danjal Longfors Berg og en gruppe internationale forskere har analyseret 20 års data fra satellitter, der sender signaler om Jordens bevægelser til i alt 2.900 målestationer på det nordamerikanske kontinent, som Grønland hænger sammen med under havet.

Analyserne giver for første gang nøjagtig og databaseret viden om, hvordan og hvor meget verdens største ø bevæger sig.

Her kan du slide dig til, hvordan isen på Grønland smelter hurtigt:

H. Rink fotograferede i august 1867 området omkring Kobbefjord og farvelagde billedet manuelt. Til højre ses Sebastian Marker Wesths fotografi samme sted 151 år senere. Gletsjeren er smeltet og området er blevet bevokset. (Fotos: Sebastian Marker Westh og H. Rink/Lex.dk. Grafik: Ditte Svane-Knudsen)

Den viden er afgørende for at kunne lave ordentlig infrastruktur og præcise opdateringer af de koordinater, navigationssystemer bygger på.

Studiet viser blandt andet, at Grønland hvert år flytter to centimeter mod nordvest. Desuden ændrer øen form.

Grafikken herunder viser, hvordan landjorden i Grønland bevæger sig vandret, målt af 58 GPS-stationer. Pilenes retning og længde viser, hvordan jorden rykker sig, mens farven angiver hastigheden per år og kan aflæses på højre akse. Indlandsisen er vist i hvidt.

Der er tre årsager til Grønlands forandring:

Tektoniske bevægelser: Alle verdens kontinenter flytter sig nogle millimeter hvert år, fordi de enorme plader, jordkloden er opdelt i, rykker sig. Men nogle landområder flytter mere end andre på grund af deres position på kloden - heriblandt Grønland.

Jordens sidste istid: Et islag på 2-3 kilometer dækkede Canada og dele af USA for 20.000 år siden. Jorden udvider sig stadig, efter at den såkaldte Laurentide-iskappe smeltede i løbet af 10.000 år. Det påvirker Grønland mere end hidtil troet.

Indlandsisen smelter: I dag dækker Indlandsisen det meste af Grønland, men smelter i øjeblikket hastigt på grund af klimaforandringer. Når isen forsvinder, forandrer det grønlandske grundfjeld sig.

Geologiske undersøgelser har tidligere vist, at Grønland bevæger sig anderledes end resten af det nordamerikanske kontinent. Men det nye studie giver for første gang nøjagtig viden om bevægelserne, samt hvordan de tre faktorer hver især og tilsammen spiller ind.

Studiet viser blandt andet, at efterdønningerne af den sidste istid, der sluttede for cirka 11.700 år siden, har langt større betydning for Grønland, end forskerne hidtil har troet.

Store mængder is på land - for eksempel Indlandsisen og den forhistoriske Laurentide-iskappe - trykker jordens skorpe ned i kappen. Kappen er et lag under jordskorpen, der består af varmt, flydende klippemateriale.

"Grønland folder sig sammen og krymper, mens landmassen i Canada og dele af USA stadig er i gang med at udvide sig som konsekvens af, at vægten fra den gigantiske Laurentide-iskappe er væk," siger Danjal Longfors Berg.

Kappens flydende klippemateriale bliver presset ud til siderne, så jorden hæver op som en slags bule i kanten af isen.

Når jorden bliver befriet fra vægten, fordi iskappen smelter, strømmer kappens seje masse meget langsomt tilbage. Processen tager tusindvis af år.

I Grønland er kappen stadig i gang med at udjævne sig efter den sidste istid, viser det nye studie.

Det medfører, at den sydlige del af øen langsomt synker, mens hele l...

ChatGPT er blevet vores ven i nøden til livets store og små spørgsmål. Så bør du tage den med på råd, når du skal gøre din fornemme demokratiske pligt og stemme til et valg?

En undersøgelse fra Holland, lavet i forbindelse med det nylige parlamentsvalg, viste, at 10 procent af de adspurgte hollændere sagde, at de med stor sandsynlighed ville bruge ChatGPT til at hjælpe dem med, hvem de skulle stemme på. 13 procent sagde at de måske ville.

Og det kan også sagtens blive tilfældet ved det kommende kommunalvalg i Danmark, siger professor Claes Holger de Vreese, som er centerleder ved Digital Democracy Centre på Syddansk Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.

"Vi ved, at kommunalvalg kan skabe tvivl hos vælgere, og kan give anledning til brug af hjælpemidler. Hvis man i forvejen benytter ChatGPT til alt andet, er det oplagt at benytte inden et kommunalvalg også," forklarer de Vreese til Videnskab.dk.

En undersøgelse viste, at to ud af tre stadig var i tvivl godt en måned inden kommunalvalget.

En meningsmåling fra Megafon viser desuden, at 72 procent af danskerne har prøvet at bruge ChatGPT eller lignende chatbots, og at mere end 30 procent bruger det enten ugentligt eller dagligt.

Men er det en god eller dårlig idé at benytte ChatGPT som hjælp inden kommunalvalget i morgen?

Claes Holger De Vreese, der står bag undersøgelsen fra Holland, er skeptisk overfor brugen af ChatGPT i en demokratisk kontekst.

"Udfordringen er, at AI-chatbotter tager alt fra internettet og skraber det sammen, herunder personlige holdninger og ting der ikke længere er aktuelle."

Hjælpemidler som valgtests er udviklet med stor omhyggelighed og præcision, hvilket står i skarp modsætning til chatbotter, siger Claes Holger De Vreese.

Herudover, er AI-chatbotter også indbygget på en måde, hvor de ofte selv udfylder 'huller' i information, skulle der være en mangel på det. Det gør den blandt andet ved at gætte sig frem til hvad, der giver mest mening.

Det kan være et problem særlig med kommunalvalg, hvor information på internettet om diverse kandidater og individuelle mindre partier er begrænset, forklarer professoren.

"Den kan ende med at tilskrive holdninger til partier, som er direkte forkerte, og mislede folk i hvor de skal sætte deres kryds."

Claes Holger De Vreese kan godt se en fremtid, hvor AI kunne hjælpe folk med at sætte deres kryds. Men de modeller er bare ikke blevet udviklet endnu.

"Man kunne sikkert godt skabe nogle modeller, som var trænet mere specifikt til at kunne give sparring til konkrete valg med relevante og troværdige kilder. Men det er ikke det, de nuværende AI-chatbots er."

"Lige nu er mit råd, at lade vær med at bruge ChatGPT til at finde ud af, hvem du skal stemme på, og hvis du gør, skal du være meget bevidst om, at de informationer du får, kan være forkerte og upræcise," siger professoren.

Anders Søgaard forsker i de såkaldte store sprogmodeller, som er teknologien bag AI-chatbots som ChatGPT. Han er ikke så afvisende overfor, at man tager ChatGPT med sig i sine overvejelser til kommunalvalget.

Anders Søgaard starter dog med at understrege at et værktøj som ChatGPT, aldrig har været designet til at rådgive folk om, hvor de skal sætte deres kryds.

Sprogmodeller som ChatGPT er designet som en oversættelsesteknologi, der skal hjælpe os med enten helt konkret at oversætte fra et sprog til et andet, eller give os et resume af en tekst.

"Det er en måde at indsamle eller sammenpresse en masse information så hurtigt som muligt, og præsentere det i et let format," forklarer Anders Søgaard, der er professor ved Natural Language Processing ved det Datalogiske Institut på Københavns Universitet. .

"Ved at få chatbotter til at fortælle os, hvem vi skal stemme på baseret på vores holdninger, snyder vi os selv for det refleksionsrum, man opnår, når man går og grubler over, hvem man skal sætte sit kryds ved, og det er en vigtig del af demokratiet," siger han.

Derfor skal man bruge ChatGPT på den rigtige måde, hvis den skal agere personli...

"For helvede, jeg brænder mig på ilden!" siger Lars Hjortshøj i rollen som reklamesøjle for varm dild.

"NEJ! Du brænder dig på DILDEN, for helvede! Det er jo varm DILD!!" udbryder Casper Christensen bag kameraet.

Den komiske dialog foregår i en sketch fra 90'er-satireprogrammet Casper & Mandrilaftalen.

Programmet har også budt på duoen Rulle og Cromwell, der steger en mortensand ved at tæske den. Her på Videnskab.dk har vi faktisk bekræftet, at der er hold i den lidt uortodokse mortensand-metode.

Men har Casper & Mandrilaftalen også bekræftet en anden kuriøs teori, når det gælder dild?

Det har vores læser Alex undret sig over. Han er faldet over et studie, der viser, at man kan få forbrændinger af limesaft på huden, hvis huden derefter udsættes for sollys. Den kemiske reaktion har det mundrette navn fytofotodermatitis.

På listen over krydderurter, der kan forårsage den reaktion på huden, finder man faktisk… dild!

"Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre jeres vurdering: Kan man brænde sig på dild?" spørger vores læser, der selvfølgelig refererer til sketchen i Casper & Mandrilaftalen.

Intet spørgsmål er for småt til Spørg Videnskaben. Derfor har vi ringet til Rikke Nielsen Uhrenholt, hoveduddannelseslæge i dermatologi ved Odense Universitetshospital, der selv har set samme udslæt på sine patienter.

Det korte svar er: "ja, i teorien", afslører Rikke Nielsen Uhrenholt til Videnskab.dk.

Men først kræver det en forklaring på, hvorfor nogle planter kan give udslæt, når huden kommer i kontakt med sollys.

Fytofotodermatitis er et udslæt, der opstår, når huden kommer i kontakt med det fotoaktive stof 'furucoumarin'. Det vil sige, at stoffet reagerer, når det udsættes for lys.

Det fotoaktive stof findes i mange planter og frugter og er i sig selv ikke skadeligt.

Men hvis huden kommer i kontakt med stoffet og samtidig udsættes for UVA-stråling, som findes i sollys, kan man få et ret karakteristisk udslæt, der kan minde om en forbrænding, forklarer Rikke Nielsen Uhrenholt.

Man har for eksempel set fytofotodermatitis hos bartendere, når de mixer drinks med limesaft, hvilket også har givet reaktionen tilnavnet 'margarita-udslæt'. Huden bliver rød, irriteret, og så kan der endda komme vabler, der ligner forbrændinger.

"Så sker der en inflammatorisk reaktion i huden, og man får rødme og blærer, så det er en toksisk reaktion, siger Rikke Nielsen Uhrenholt.

Herhjemme har hun set danskere få reaktionen af vild pastinak, en gul plante, som mange plukker i vejkanten.

"Så ender de med at få udslæt, fordi de tit har plukket den ude i solen."

Nu er dild så også på listen over planter og frugter, der kan give den her reaktion på huden. Så kan man virkelig forbrænde sig på det?

Man får nok ikke så meget saft på huden af at hakke dild, siger Rikke Nielsen Uhrenholt.

"Men hvis man hakker en stor mængde dild og derefter udsætter huden for sollys, er det potentielt en risiko," siger hun.

"For at svare på spørgsmålet, kan dild sådan set godt også give fytofotodermatitis."

Hvis man hypotetisk set hakker en masse dild til en omgang kartoffelsalat, gnider det på hænderne og derefter går ud og soler sig, kan man altså godt få blærer på huden.

Det er ikke en allergisk reaktion, så i princippet kan alle faktisk få det, siger Rikke Nielsen Uhrenholt. Men det kræver også, at man får smurt en god mængde af planten på hænderne.

Det er ikke farligt at få udslættet, uddyber lægen.

Men det kan godt være generende. Faktisk kan man i måneder eller helt op til et år efter reaktionen have vedvarende, brunlige pletter eller streger på huden, hvor man har været udsat for plantesaften.

Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen

Hvis du modsat Lars Hjortshøjs karakter skal undgå at brænde dig på dild, er der her nogle konkrete råd:

Når du står og skærer dild, skal du vaske hænder bagefter, hvis du har fået plantesaft på dig. Alternativt kan du tage handsker på, hvis du vil være helt sikker.

Derefter er det vigtigt at beskytte sig mod solen. Det vanskelige ved fotofytoderma...

Hvad er sult?

Den rumlen i maven, der får os til at kigge i køleskabet. Den lyst, der overtager, når vi går forbi en McDonalds. Eller som hjemsøger os, når mad er helt utilgængeligt for os.

Det spørger den kendte amerikanske forfatter og videnskabshistoriker Dana Simmons om i en ny bog om sultens historie. Hendes svar overrasker nok de fleste.

Ja, sult er biologi, siger Dana Simmons, der er lektor på University of California, først til Videnskab.dk og kommer så med sin store pointe:

"Men sult er også en teknologi. Sult produceres."

Sult er ikke bare en naturlig fornemmelse i kroppen, men en teknologi skabt og styret af samfund, industri og videnskab. Et system, der kan formes, manipuleres og udnyttes til at styre menneskers adfærd og begær.

Samme voldelige teknik er brugt i utallige krige, forklarer Dana Simmons over en skrattende Zoom-forbindelse.

I fængsler bruges sult i USA til at få fanger til at makke ret. Inden for videnskaben er sult et gammelt redskab, som bruges i for eksempel dyreforsøg, ligesom sult bruges i dyreopdragelse, hvor hunden ikke får mad, før den adlyder.

Og som noget helt nyt, i et historisk perspektiv, har vi fået en fødevareindustri, der også ønsker at skabe en sultfølelse i os for at opnå profit, lyder anklagen fra historikeren.

"En af de store ændringer i moderne tid er introduktionen af det agroindustrielle fødevaresystem (fødevareindustrien, red.). Her opstår en forståelse for, at fødevarer kan produceres, så de maksimerer forbruget," siger Dana Simmons.

Vi kender det fra fastfood og andre ultraforarbejdede fødevarer, der får os til at spise og overspise.

Maden er ikke designet til at slukke vores appetit. Den er designet til at få os til at spise mere og mere og mere.

Det er et stort kollektivt problem, forklarer Dana Simmons. Og vægttabsmedicin som Ozempic er ikke løsningen på problemet. Det er symptombehandling, anfører hun.

I Dana Simmons' gennemgang af sult i den amerikanske historie peger hun på den amerikanske hær under Anden Verdenskrig som ophavet til den moderne forarbejdede og smagsoptimerede madkultur, vi ser overalt i dag.

"Fysiologer, psykologer og kemikere fik til opgave at få soldaterne til at spise deres feltrationer. Soldaterne smed dem simpelthen væk," siger Dana Simmons.

Den amerikanske regering havde ellers skabt en optimal kostplan til soldaterne, hvor vitaminer, proteiner og mineraler var dækket ind.

Men alt for ofte smed de amerikanske soldater den kedelige mad væk og tog en smøg i stedet.

Det nationale fødevareprogram Food Acceptance Division fik derfor videnskabsfolk på sagen.

Forskerne opdagede, at smag, især sødme, aktiverede hjernens belønningssystem og kunne få soldaterne til at spise mere, selv uden egentlig sult og behov for føde.

Efter krigen blev flere af forskerne rekrutteret af fødevaregiganter som The Coca-Cola Company, hvor de brugte metoderne til at udvikle kommercielle produkter og fastfood.

Fødevarer gik fra at være næring til at være designede produkter eller oplevelser. Det altoverskyggende formål var at fastholde vores blik på tallerkenen med mad i munden, at gøre os afhængige.

"Forskerne i fødevareindustrien fandt ud af at stimulere madoplevelsen. De forstod at gøre måltidet til en oplevelse i hele munden og kroppen, ikke bare en smagsoplevelse på tungen," siger Dana Simmons.

Hun opremser flere vilde eksempler fra efterkrigstiden i sin bog. Blandt andet nævner hun Sugar Inc, som reklamerede for sukker som et slankemiddel.

Fødevareindustrien opfandt et såkaldt 'bliss-punkt' for den perfekte sammensætning af fedt, sukker og salt, som fastholder vores sult og får os til at overspise. Og en usund fødevareindustri var født.

Dana Simmons forklarer, at der åbenlyst er forskel på sult som et politisk våben brugt mod indfødte amerikanere eller fængselsansatte og sultfremmende fødevarer. Men der er på samme vis tale om en magtudøvelse, hvor den ene part får noget ud af den anden.

Vi får appetitvækkende, men usund mad, der er designet til at få os til at spise o...