OpenAI har holdt deres største demoday til dato og lanceret både Apps SDK og AgentKit – så udviklere nu kan bygge apps og agenter direkte ind i ChatGPT. Spotify, Canva og Booking er allerede med, og spørgsmålet er, om ChatGPT nu er ved at blive et helt nyt operativsystem.
Samtidig er Sora 2 landet – OpenAIs tekst-til-video app, hvor alt indhold er AI-genereret. Den ligner TikTok, men med deepfakes, cameos og rettighedsdilemmaer i feedet. Kreatører advarer om tab af kontrol, og OpenAIs vandmærker viser sig allerede nemme at fjerne.
Og herhjemme? Danmark strammer nettet: fra 2026 bliver folkeskolerne mobilfri, og regeringen vil indføre en 15-årsgrænse for sociale medier. Målet er at beskytte børn – men spørgsmålet er, om det overhovedet kan lade sig gøre.