I sommeren 1945 fejrede danskerne befrielsen, friheden og ikke mindst den modstandsbevægelse, som fik æren for, at Danmark endte med at blive talt med blandt de allierede, der havde besejret Nazityskland. Det var dog også en brydningstid, hvor både de gamle politikere og modstandsbevægelsen gik fra at stå samlet om glæden og ansvaret for befrielsen til at skændes i fuld offentlighed om hvem, der egentlig havde været en del af modstandsbevægelsen. For havde de gamle samarbejdspolitikere, der havde samarbejdet med tyskerne, ikke advaret befolkningen mod modstandsbevægelsen og dens sabotager? Politikere opfordrede til at angive sabotørerne til det danske politi? Hvad stillede man op med landsforræderne, der havde meldt sig til tysk krigstjeneste? Havde de ikke gjort det med regeringens godkendelse? Hvad stillede man nu op med modstandsbevægelsen? Havde den et politisk program udover at kræve strafforfølgelse og udrensninger af dem, der havde samarbejdet med tyskerne? Den helteglorie, som omspant modstandsbevægelsen i maj 45, krakelerede den ikke i takt med at nogle af dens medlemmer tyede til selvtægt mod dem, som de mente burde straffes for landsforræderi. Og havde alle stikkerlikvideringerne under krigen været nødvendige? I bogen  I bogen ”Sommeren 45 - ”Fra overmod til mismod”, fortæller Per Stig Møller, dr.phil.  og tidl. konservativ udenrigsminister historien om modstandsbevægelsens politiske svanesang og det stemningsskifte, der endte med, at de gamle politikere igen kom til magten ved Folketingsvalget i oktober 1945.

See omnystudio.com/listener for privacy information.

See omnystudio.com/listener for privacy information.