E-Folkeoplysning: Hør om verden omkring dig

For første gang nogensinde har EU-Parlamentet åbnet en vedtaget lov til genforhandling. Det gælder den skelsættende skovlov, der skulle stoppe import af produkter som træ, kaffe og kakao, der bidrager til afskovning. Nu trues lovens kerneprincipper, mens politiske kræfter og økonomiske interesser skaber splid.

Et banebrydende direktiv under pres

Da EU i sommeren 2023 vedtog skovloven, blev den hyldet som en global milepæl. Loven krævede, at importerede varer skulle dokumentere, at de ikke havde medvirket til skovrydning. Kontrolmekanismer og certificeringer skulle sikre dette. Men nu presser Den Kristen-Konservative gruppe på for en genforhandling med argumentet om, at loven er for bureaukratisk og urealistisk for virksomheder og medlemslande.

Presset har allerede udskudt lovens implementering med et år, og frygten for udvanding vokser. Anne Sofie Henningsen fra miljøorganisationen Verdens Skove advarer:

“Virksomheder, der har tilpasset sig lovens krav, føler sig snydt. Værre er dog risikoen for, at lovens kerneprincipper bliver udvandet.”

Politisk skift i EU

EU’s nye kurs kan delvist forklares med det ændrede politiske landskab efter sidste valg til Europa-Parlamentet. Grønne partier mistede terræn, og højrefløjens fremmarch har skubbet miljøpolitikken ned ad dagsordenen.

Den danske parlamentariker Niels Flemming Hansen har dog sagt klart nej til en genforhandling – en beslutning, der høster ros fra Verdens Skove.

Enorme konsekvenser for klima og biodiversitet

Bag de politiske forhandlinger står verdens skove, klima og biodiversitet som de store tabere. Global afskovning driver klimaændringer og truer 31.000 dyrearter med udryddelse. Henningsen fremhæver EU’s ansvar som global frontløber:

“EU må stå fast på sine grønne ambitioner. Kortsigtede interesser må ikke få lov at underminere en lov, der kunne være en milepæl.”

Mens skovlovens fremtid hænger i en politisk balance, står spørgsmålet tilbage: Vil EU fastholde sin grønne frontløberrolle, eller vil skovloven ende som endnu et kompromis med store konsekvenser for planeten?

Naturens Nødskrig: Slimede havbunde, døde fisk og badeforbud langs kysterne. Den danske natur er i frit fald, og økosystemer kollapser for øjnene af os. Hvem har ansvaret for denne katastrofe? Er det landbruget, der står for 90 procent af de menneskeskabte udledninger, eller er det vores lovgivere, der ikke sikrer, at dansk lov lever op til EU’s miljødirektiver? Hvem betaler prisen for Danmarks forurening?

Ifølge Christian Fromberg fra Greenpeace, som vi interviewede, peger pilen i første omgang mod landbruget. Men det er mere komplekst end som så. Landbruget overholder faktisk de nuværende danske regler, og dermed lander ansvaret på politikerne. For i sidste ende er det deres pligt at sikre, at lovgivningen også er i tråd med EU-direktiverne – og det er den ikke. Derfor har EU nu varslet en bøde i milliardklassen. En bøde, som ikke landbruget, men skatteyderne skal betale.

En krise med dybe rødder

Problemerne har været kendt i årtier. I 40 år har man forsøgt at reducere kvælstofforureningen, men mens renseanlæg til spildevand har været en succeshistorie, er landbruget år efter år sluppet uden betydelige ændringer. Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande, næst efter Bangladesh. Og selvom landbruget bidrager med milliarder til eksporten, modtager erhvervet også massiv statsstøtte, som i 2022 beløb sig til 15 milliarder kroner, heraf 8 milliarder fra EU.

“Det her handler ikke om at brødføde den danske befolkning,” påpeger Fromberg. “Det handler om at eksportere fødevarer, ofte på bekostning af vores egen natur og miljø.”

En advarsel fra sommeren 2023

Sommeren 2023 blev et vendepunkt for mange danskere. Badeforbud, fiskedød og iltfattige farvande var synlige tegn på, hvor slemt det står til. Men ifølge Fromberg kunne det have været meget værre.

“Vi havde en kold sommer, og det reddede os. Havde vi fået en varm sommer, kunne vi have set en langt større katastrofe i havmiljøet,” fortæller han.

Hvad gør vi nu?

EU’s tålmodighed med Danmark er ved at løbe ud. Trods mange planer og løfter gennem årene er naturen kun blevet mere presset. Fromberg mener, at politikerne nu skal tage ansvar og sikre reelle forandringer. Hvis vi ikke handler hurtigt, kan konsekvenserne blive endnu dyrere – både for naturen og for os som skatteydere.

Spørgsmålet står tilbage: Hvem bærer egentlig ansvaret, og er vi som samfund klar til at betale prisen for at rette op på 40 års forsømmelser?

Prøv at se en dansk landsby kirke foran dit indre blik? Kan du se det? Måske husker du sidste Juleaften, eller sidst du var til konfirmation eller bryllup.

Men prøv forstil dig så en lille landsbykirke på en almindelig hverdag. Her er den helt tom. Måske endda låst. Parkeringspladsen er også tom.

Om søndagen holder der enkelte biler. Ofte fra pensionister, som tager turen til deres lokale kirke. Men overrendt er hverken kirken, eller parkeringspladsen. Det er det billede du skal bruge til vores historie.

De danske landsbykirker har nemlig brugt millioner af kroner og utallige arbejdstimer på at opfylde et EU-krav om ladestandere til elbiler – et krav, der nu viser sig delvist overflødigt. En sen ændring i reglerne betyder, at mange kirker med begrænset aktivitet alligevel ikke behøver at opsætte de kostbare ladestandere. Ændringen kommer blot en måned før den oprindelige deadline og har skabt frustration blandt menighedsråd og provstier, der føler sig bondefanget af en proces, de beskriver som både respektløs og ressourcespild.

Fra Vester Assels på Mors til Middelfart på Fyn har kirkefolk i månedsvis forberedt sig på kravene med tekniske vurderinger, møder og anlægsarbejde. Der er blevet målt op, trukket kabler og brugt penge på at sikre, at alt var på plads til at opfylde reglerne. Alt sammen baseret på en lovgivning, som nu er ændret i sidste øjeblik.

Problemet belyser en større udfordring: hvordan EU-krav ofte rammer bredt uden at tage højde for lokale forhold. Ladestanderne skulle sikre den grønne omstilling, men mange af de parkeringspladser, der nu står klar til elbiler, bruges kun få gange om året. For mange menighedsråd har det føltes som at rette ind efter regler, der mangler jordforbindelse og ikke tager højde for virkeligheden i små lokalsamfund. Kritikere peger desuden på, at kravene risikerer at blive overflødige i takt med teknologiske fremskridt, der gør elbiler i stand til at køre længere og lade hurtigere.

At der vitterligt ikke er en tro på, at ret mange vil lade deres biler ved deres lokale kirker kan også ses af, at ingen private udbydere af opladere selv har villet investere i standerne ved kirkerne. De tror simpelthen ikke på ideen.

Men nu dropper ministeriet altså kravet. Kirkeminister Morten Dahlin erkender frustrationerne og kalder det en fejl, at ændringen ikke kom tidligere. Han understreger, at ministeriet har arbejdet hårdt for at sikre undtagelserne, men det er en ringe trøst for de kirker, der allerede har investeret tid og penge i ladestandere, der nok aldrig vil blive brugt. For mange handler det ikke kun om økonomien – men også om respekten for de mennesker, der bruger deres tid og kræfter i menighedsråd og provstier.

Denne sag er dog mere end bare et lokalt problem for kirkerne. Den viser, hvordan omfattende regler fra EU og ikke mindst UDMYNTNINGEN af direktiverne kan føre til spildte ressourcer og unødvendige omkostninger – og hvordan den slags beslutninger skaber grobund for frustration og kritik af både politikere og EU. For landsbykirkerne er konklusionen klar: Disse penge kunne være brugt bedre – og mere respektfuldt.

De kostbare ladestandere er nu en påmindelse om, hvordan overordnede regler kan ramme skævt, og hvordan politisk nøl kan føre til unødvendige investeringer og tabt tillid.

Donald Trump er valgt. Alt kan ske. EU’s sikkerhed er på spil, men alligevel er der splittelse. Man kunne kalde det her for EU’s store test. For… kan den europæiske sammenslutning af vidt forskellige lande faktisk samle sig selv? Eller måske endda udvikle sig til samlingspunkt for den frie Verden, og alle de borgere der lever under diktaturernes hårde støvletramp?

EU har aldrig været designet som en militær supermagt. Faktisk er det mindre kendt, at selve EU som institution kun råder over knap 200 ansatte soldater. Men mange af EU’s medlemslande er samtidig med i NATO, hvilket gør spørgsmålet om Europas sikkerhedspolitik afhængigt af alliancer og samarbejde. Så hvad sker der, hvis USA – under ledelse af en præsident som Donald Trump – trækker sig fra sin traditionelle rolle som Natos rygrad? Kan EU overhovedet løfte opgaven?

Ifølge sikkerhedsforsker Jeppe Trautner fra Aalborg Universitet er EU’s bureaukrati ikke gearet til hurtige beslutninger i en krisesituation. "Bureaukratiet er ikke designet til hastværk – og når man skynder sig, laver man fejl," siger han. Det skaber en udfordring for Europa, hvis man pludselig står uden USA’s støtte og skal opbygge sin egen fælles forsvarskapacitet.

En splittet verden

Trautner peger på fremkomsten af nye aksemagter som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea, der deler et fælles mål om at svække Vesten. Selvom det kan lyde som konspirationsteori, er fællestrækket mellem disse lande klart: De er alle diktaturer med befolkninger, der ofte ikke støtter regimet. "I mange af disse lande kan magtskifte ske hurtigt," forklarer han og peger på interne magtkampe i både Moskva og Beijing.

Men udfordringen stopper ikke der. Verden er præget af over 110 diktaturstater og cirka 60 halvdemokratier, hvilket gør reelle demokratier til en minoritet. Alligevel har den frie verden to store fordele: En betydelig del af verdensøkonomien og befolkninger i diktaturstater, der drømmer om frihed og demokrati.

Europas indre uenigheder

Inden for EU er uenighederne tydelige, ikke mindst i spørgsmålet om krigen i Ukraine. Mens lande som Polen og de baltiske stater kræver en hård linje mod Rusland, ønsker andre, som Rumænien, fred – muligvis på bekostning af retfærdighed. Samtidig har Ungarn, med premierminister Viktor Orbán i spidsen, gentagne gange skabt splid ved at søge en fred med Rusland, selv mens EU’s kommissionsformand Ursula von der Leyen lover varig støtte til Ukraine.

Fremtiden under Trump

Valget af Donald Trump som amerikansk præsident har tilføjet yderligere usikkerhed. Trump har tidligere udtrykt skepsis over for NATO og støtten til Europa, hvilket rejser spørgsmålet: Kan EU og Europa stå alene, hvis USA trækker sig?

Ifølge Trautner bør danskerne være opmærksomme, men ikke paniske.

"Vi sidder på en stærk økonomisk position, og mange mennesker rundt om i verden ser op til vores demokratiske model," siger han.

Alligevel står Europa over for en enorm udfordring: At finde en fælles retning i en tid med globale spændinger og indre splittelse.

En ting står klart: Europas sikkerhed afhænger ikke kun af våben og alliancer, men også af, om EU kan overvinde sine interne forskelle og fremstå som en samlet kraft i en usikker verden.

Rumænien: Et valg der sender chokbølger gennem EU – en fortælling om fred og forandring

Det er ikke hver dag, vi hører om Rumænien i de danske nyheder, men når vi gør, er det ofte som en fodnote i EU-dagsordenen. For nylig fik Rumæniens præsidentvalg dog en kort plads i mediestrømmen: En EU- og NATO-kritisk kandidat tog føringen i første valgrunde. Men hvad ligger bag denne opsigtsvækkende udvikling, og hvad siger det om Rumæniens forhold til EU?

Fra begejstring til kritik

Rumænien har længe været kendt som et af de mest EU-entusiastiske medlemslande – en begejstring, der nu ser ud til at falme. Landet, der kæmper med fattigdom og korruption, har fået mere kritiske øjne på Bruxelles. Forklaringen? Krigen i Ukraine. Rumænien grænser op til konflikten, og frygten for at blive trukket med i krigen præger vælgernes prioriteter.

Ifølge Florin Orban, seniorredaktør ved Radio Romania International, var valgkampens store overraskelse kandidaten Călin Georgescu. Han præsenterede sig som fredens stemme – et budskab, der gik rent ind i en tid præget af usikkerhed. Men Georgescu er ikke udelukkende fredens mand. Hans kritiske holdning til EU og NATO samt hans tidligere udtalelser, hvor han roste fascistiske historiske figurer, har givet ham et kontroversielt ry. Han repræsenterer en voksende gruppe af vælgere, der kræver en ny kurs i rumænsk politik.

Modstanderen: En EU-støtte med ultraliberal dagsorden

Georgescus modstander i anden runde, Elena Lasconi, står som en skarp kontrast. Hun repræsenterer partiet Save Romania Union, der er medlem af den pro-europæiske gruppe Renew Europe i Europa-Parlamentet. Med en ultraliberal profil og stærk støtte til EU og NATO fremstår hun som garant for Rumæniens fortsatte vestlige kurs. Men hendes politik appellerer primært til landets progressivt orienterede bybefolkning.

Et splittet landskab

Resultaterne af det samtidige parlamentsvalg viser en fragmenteret politisk scene. Socialdemokraterne vandt valget med blot 23 % af stemmerne, mens flere EU-positive partier tilsammen kan danne flertal – hvis de kan enes. Det kræver en politisk regnbuekoalition, der spænder over meget forskellige ideologiske farver.

Florin Orban forklarer, at den voksende opbakning til EU-kritiske kræfter afspejler en dyb skepsis blandt rumænerne over for Bruxelles og frygten for, at Rumænien kunne blive trukket for dybt ind i Ukraine-konflikten. Samtidig signalerer valget et opgør med den gamle politiske kultur.

Hvad betyder det for EU?

Rumæniens valg viser, hvordan krisen i Ukraine og interne socioøkonomiske udfordringer har ændret befolkningens syn på EU. Selvom der ikke er tale om en decideret "Rumexit", har den tidligere blinde begejstring for EU udviklet sig til en kritisk afventen. Ønsket om fred er blevet en afgørende faktor i rumænsk politik.

For EU er Rumæniens valg en påmindelse om, at de østlige medlemslande har deres egne prioriteter og bekymringer. Mens vestlige lande fokuserer på støtte til Ukraine, kæmper Rumænien for at navigere mellem sin egen sikkerhed og loyaliteten over for EU og NATO.

Valget understreger en bredere tendens i Europa: Etablerede politiske systemer bliver udfordret, og borgerne kræver nye løsninger i en tid præget af usikkerhed og forandring. For Rumænien er ønsket om fred en drivkraft – men for EU kan det være begyndelsen på en ny fase af intern refleksion og forhandling.

Har du bemærket det? Klimadebatten fylder mindre, end den gjorde for bare få år siden. Det kan næsten føles, som om luften er gået af ballonen. Vi lover ikke nemme svar, men vi giver dig et nyt perspektiv – og måske endda en smule håb.

Både statsministeren, medier og kommentatorer nævner det. Klimakampen er på vej retur. Men er det virkelig tilfældet, eller er vi vidne til et skift i, hvordan vi taler om og handler på klimaforandringerne? Bare fordi klimakampen ikke fylder det samme i debatten behøver den jo ikke være tabt.

Derfor tager vi fat på spørgsmålet, der brænder under overfladen: Har klimakampen mistet pusten, eller er den på vej ind i et nyt gear?

Med Ukraine-krigen, økonomisk usikkerhed i EU og en mulig Donald Trump tilbage i Det Hvide Hus er der mange faktorer, der trækker opmærksomheden væk fra klimaet. Samtidig hører vi om EU’s kamp for at konkurrere med USA og Kina, der begge støtter deres grønne teknologier med massive statsstøtteprogrammer. Men er det hele sort i sort? Ikke ifølge postdoc Jakob Dreyer fra Københavns Universitet.

I podcasten forklarer Dreyer, hvordan krigen i Ukraine på paradoksal vis har accelereret den grønne omstilling ved at fremhæve Europas afhængighed af russisk gas. Samtidig peger han på, at grøn teknologi kan være en nøgle til økonomisk genopretning i Europa, der kæmper med inflation og finansielle udfordringer.

Vi ser også på de signaler, der sendes fra verdens største magter. Hvorfor blev ledere som Joe Biden og Xi Jinping væk fra det seneste klimatopmøde? Og hvad betyder det, når selv EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, bliver væk? Er det et tegn på, at klimakampen er blevet nedprioriteret? Eller måske, at den er ved at finde nye veje uden for den traditionelle politiske arena?

Vi lover ikke nemme svar, men vi giver dig et nyt perspektiv – og måske endda en smule håb. For mens politikerne tøver, er erhvervslivet allerede langt fremme. Fra kæmpe vindmølleparker til massive solcelleprojekter ser vi, hvordan innovation og grøn teknologi stadig skaber momentum.

Lyt med, når vi dykker ned i en debat, der ikke blot handler om klimaet, men også om økonomi, geopolitik og fremtidens arbejdspladser. Er klimakampen død, eller har den bare ændret form? Svaret vil måske overraske dig.

Lyt og vær med til at tage pulsen på verdens vigtigste kamp.

Krigen i Ukraine er en tragedie af næsten ufattelig størrelse. For stort set alle involverede parter. Men er krigen også dårligt nyt for klimaet? For de penge der nu bliver brugt på fx krudt og kugler kan jo som bekendt kun bruges én gang, og kan dermed ikke bruges på klima. Så hvor efterlader krige og kriser EU’s indsats for den grønne omstilling? Svaret er ikke helt enkelt og vil måske overraske dig. Lyt hvordan det hænger sammen

Det sidst nye Eurobarometer viser, hvad borgerne i EU er mest bekymrede for, og hvad de helst så blive EU’s topprioritet.

Selv om det efterhånden er længe siden, at vi stemte til EuropaParlamentet, så er tallene faktisk analysen af valget. Det er årsagerne til, at borgerne i EU stemte til det parlamentsvalg helt tilbage i juni.

Tallene viser hvilke politikområder de synes EU burde prioritere. Mange har valgt mere end et område, så derfor giver tallene tilsammen ikke hundrede procent, som hvis deltagerne kun skulle vælge en enkelt emne.

Men hvad viser tallene så?

Jo, det de fleste i EU er allermest bekymrede for er de stigende leveomkostninger. 42 procent af borgerne, der stemte til parlamentsvalget, har det som topscorer.

På anden pladsen finder vi en generel bekymring for den økonomiske situation. 41 procent har nævnt det som en prioritering EU skal sætte fokus på.

Økonomien fylder altså rigtig meget i bevidstheden hos mange af EU’s indbyggere.

På 3. pladsen finder vi en generel bekymring for den internationale situation. Det skal dog ikke forveksles med EU’s forsvarspolitik, som vi finder helt nede på 7. plads. 28 procent har valgt det som en årsag til at stemme til parlamentsvalget.

Det er det samme procenttal der har valgt miljø og klimaforandringer. Så EU’s borgere er altså ikke så optagede af hverken sikkerhedspolitikken, eller klimaforandringerne. Det samme gælder i øvrigt migrations- og asylpolitik.

Men hvis vi lige bliver ved klimaforandringerne. Landet Spanien er igennem de seneste to år blevet ramt hårdt af både tørke og vandmangel i de ene områder, mens oversvømmelser har kostet menneskeliv i andre regioner.

Nej, indbyggerne i Spanien synes slet ikke at klimaforandringerne og miljø er noget der er værd at beskæftige sig med. Kun 14 procent har det så som prioritet. Den økonomiske situation er med 46 procent topscorer i Spanien. Migration og asylpolitik ligger heller ikke særligt højt hos danskernes foretrukne ferieland Spanien. Kun 11 procent nævnte det som et bekymringsområde.

Helt anderledes ser det ud i vores store naboland Tyskland. Her er migration og asylpolitik absolut topscorer. 44 procent for at være helt nøjagtig. Tyskerne er desuden bekymrede for deres demokrati og retsstat, som 41 procent har med blandt deres prioriteter. Forsvarspolitik fylder med 35 procent også mere hos tyskerne end hos gennemsnittet for EU borgerne, der ligger på 28 procent.

Mens mange sydlige lande ikke prioriterer miljø og klima særligt højt, så ser det lidt anderledes ud hos tyskerne. 30 procent er bekymrede for klimaforandringerne.

Netop det tal er langt højere hos både svenskerne og os danskere. Det er den absolutte topscorer i Danmark, hvor hele 57 procent af danskerne synes, at EU burde gøre noget ved netop klimaforandringerne.

På danskernes 2. plads finder vi EU’s forvar og sikkerhed, mens de stigende priser og leveomkostningerne, som er topscorer i hele EU, kun bekymrer 11 procent.

Til gengæld ligger danskerne nogenlunde på linje med gennemsnittet for hele EU når det gælder migration og asylpolitik. 31 procent af danskerne har nævnt det område som en prioritet, som de gerne ser den Europæiske Union gøre noget ved.

Det var mange tal, og vi linker naturligvis til dem fra vores hjemmeside, som heder radiomb.dk/eu. Vi nævner adressen igen om lidt.

Hvis vi skal opsummere så er der altså en stor forskel mellem de nordiske medlemslande på den ene side, og resten af Europa på den anden.

Her i nord fylder klima og miljø meget, mens den økonomien fylder rigtig meget lige så snart vi kommer syd for vores grænse.

Er der et emne vi alle kan være fælles om? Nej, ikke rigtig. Dykker man ned i tallene for hvert land, så ser man nye prioriteter.

Hvordan har du det med at spise genmodificeret mad? Hvis du har det som de fleste danskere, så er du ikke jublende glad ved tanken. Kun 4 procent mener, at genmodificeret mad ikke udgør nogen form for problemer og derfor ikke skal mærkes.

Så holdningen i Danmark er altså klar: De fleste af os er mistroiske.

Har du så hørt om, at EU Parlamentet sammen med Kommissionen prøver at ændre lovgivningen netop på det område? Nej? Vidste du at Danmark er blandt de lande der kæmper for, at man fremover må bruge nye genteknologier? Altså uagtet at et stort flertal af danskeren er skeptiske?

Det vidste du heller ikke?

Det er der ikke noget at sige til, for myndighederne har været meget stille med deres planer. Det samme har vi medier.

Spørgsmålet er så, har vi overhovedet grund til at frygte de såkaldte GMO’er? Er det derfor regeringen og en stor del af oppositionspartierne har været så stille om deres kamp FOR genmodificerede fødevarer?

Hvad er oppe og nede i den historie, ja det er noget af det, du kan høre i vores magasinprogram, hvor vi både tager et smut til Vejle og tager et blik på Afrika. Så spænd sikkerhedsbælterne, og sæt dig godt til rette. Velkommen til.

EU har, efter Ruslands angreb på Ukraine, indført den ene sanktion efter den anden for at bringe Rusland i knæ, eller i det mindste tvinge landet til forhandlingsbordet.

Logikken er blandt andet, at de penge Rusland ikke tjener, kan de ikke bruge på indkøb af krudt og kugler, der skal bruges i krigen imod Ukraine.

Men til tider er der endda meget langt fra EU’s planer til realiteterne ude i medlemslandene.

Det må være konklusionen efter at have gransket Europstats sidste nye statistiske tal.

Her fremgår der nemlig tydeligt, at importen af russisk gas er steget i første halvdel af 2024, sammenlignet med samme tid sidste år.

Fra januar til og med Juni 2024 har landene i EU importeret 13 procent mere gas.

Stigningen sker på trods af, at man ellers i marts til ministerrådsmødet blev enige om at mindske EU’s afhængighed af russisk gas, kul og olie.

Det er dog ikke Danmark der importeret russisk gas. I hvert fald ikke med vilje, selv om Energistyrelsen ikke kan udelukke, at russisk gas der er havnet på de europæiske markeder, ikke også er endt i de danske gasledninger.

Mens Danmark har sørget for at indkøbe gas andre steder fra, fx fra Norge, så har en del EU lande stik imod både hensigten og EU’s erklærede mål indkøbt mere gas fra Rusland.

De lande er Belgien, Grækenland, Bulgarien, Holland, Finland og Spanien.

Ifølge fagbladet Ingeniøren er der især et land der stikker ud, og det er Bulgarien. Landet har nemlig importeret mere gas end noget andet land i EU.

Problemet er da også at kunne erstatte den nødvendige gas med gas andre steder fra, eller endda måder at få gassen på. For… Det tager som bekendt tid at bygge gasrørledninger.

Det har før været nævnt, at gassen også kan sejles til de gashungrende EU lande. Men det er, kort fortalt, ikke realistisk. Afskaffe gassen helt er heller ikke realistisk på hverken kort eller mellemlang sigt. Gas bruges fx til både opvarmning og elproduktion.

Så uanset hvilke planer man måtte vedtage i EU når det gælder gas, så vil det ikke kunne forhindre Rusland i, at tjene penge på at sælge gas til EU landene.