Efter en tryg opvækst på Fyn valgte Jotam Confino at flytte til Israel, hvor han i dag arbejder som journalist og dækker de komplekse konflikter i Mellemøsten.

Efter sin tid hos TV 2 blev Confino en kontroversiel skikkelse i den danske offentlighed, hvor hans jødiske identitet kom til at fylde meget i debatten.

I denne episode fortæller han om sin personlige og professionelle rejse og giver et indblik i, hvordan det er at bo og arbejde i et af verdens mest konfliktfyldte områder.

Vi var unge, da vi lærte hinanden at kende.

Byture, studier og den dér følelse af, at livet stadig var åbent og ubesværet. Så en dag fortalte han, at han havde skrevet under igen. Han var 25 og sagde, at det ikke handlede om store idealer, men om en uro, han var nødt til at følge.

Afghanistan havde fulgt ham siden 9/11. Nu blev det hans virkelighed. Han tog afsted, og jeg blev hjemme. Han kom hjem igen. Men han var ikke den samme. Der var kommet en anden ro i ham, en anden alvor. Som om verden havde fået en anden vægt. Krigen blev ikke dernede.

Den fulgte med ham hjem.

De blev castet ind i et kærlighedseksperiment.

Han som den rolige fyr fra provinsen. Hun som den modige, der meldte sig efter en præsentationsvideo og et “hvad er det værste, der kan ske?”.

På trappen mødtes de i et blik, der føltes elektrisk. Kemi fra første sekund. Sommerfugle, der ikke lod sig klippe væk. Men forelskelsen fik mikrofon på. Et kys blev taget to gange. Følelser blev justeret i synk. Han blev bedt om at tone lidt ned, hvor sikker han var på hende – og tone lidt op for spændingens skyld. I hans hoved var der ingen tvivl. I programmet så det anderledes ud. Hun mærkede ham i pauserne. Hånden i hendes. De små forsikringer uden kamera.

Men da afsnittene rullede over skærmen, sad hun og så sin kæreste sige, at han var i tvivl. Otte måneders hemmelighed. En flytning uden offentlig kærlighed. Ingen opslag. Ingen “vi”. Reality er ægte følelser klippet i fremmed dramaturgi. Anders og Emilie gik ind i et tv-program.
De kom ud som et par.

Kasper Grubak voksede op med store ambitioner og høje krav – især til sig selv. Bag facaden tilpassede han sig fællesskaberne, og da sorgen ramte, begyndte det hele at skride. Gymnasiet faldt fra hinanden, drømmen om jura blev et pres, og perfektionismen endte i ingenting.

Som 24-årig stod han på et herberg og tænkte: Jeg har fucket mit liv op. Først dér kom forklaringen: en diagnose, skizotypi. Ikke som en undskyldning, men som en nøgle.

Jimmi Liljehult har brugt det meste af sit voksenliv på gaden – som betjent og senere mentor for mennesker på kanten af samfundet.

Han lærte tidligt, at man ikke kommer længst med hårdhed alene, men med ro, humor og ordentlighed i processen. Bag den erfarne politimand ligger år i miljøer præget af kriminalitet, pres og konstant beredskab. 

Mødet med de samme mennesker igen og igen blev et vendepunkt. Det var ikke nok at fange dem – nogen havde også brug for en vej ud. 

I dag arbejder Jimmi både som betjent og mentor og hjælper tidligere kriminelle videre i job og liv. Ikke fordi fortiden kan slettes, men fordi han tror på, at mennesker kan rykke sig, når nogen møder dem ordentligt og bliver stående.

Felix Smith er vokset op med en familiehistorie fuld af mellemrum.

En mormor, der fandtes – men ikke var der. En kvinde, som forlod sin familie i 1960’erne og først tog kontakt igen 50 år senere. Da hun som 80-årig rakte ud, begyndte et stille og krævende studie i tilgivelse. Ikke den lette slags, men den, der kræver mod til at mødes efter et halvt århundredes fravær. For Felix betød det også noget andet: at få en mormor. Sent. Men ægte.

De seneste ti år har han været tæt på hende – i Schweiz, med sine børn, som næste generation. Ikke med vrede, men med nysgerrighed. Som én, der samler en familiehistorie op, hvor den engang gik i stykker. Felix taler åbent om svigt, skam og vrede.

Om hvor let det kan være ikke at tilgive – og hvor meget det kan koste. For tilgivelse handler ikke altid om den anden, men om at sætte sig selv fri.

Faustix har i årevis været synonym med energi og ekstase foran titusindvis af mennesker.
Men bag DJ-pulten står Morten Olsen – et menneske, der ikke kan adskille scene og privatliv, uanset hvor stærkt rampelyset er. Det seneste halve år har været det hårdeste i hans liv.

En skilsmisse, en Reddit-shitstorm og et nervesystem i konstant alarmberedskab. Midt i sommerens største shows gik han på scenen med angst i kroppen og frygt for publikums reaktioner. Han fortæller åbent om angst, terapi og om langsomt at lære at mærke efter. Om at trække sig fra relationer og samtidig forsøge at være der for sine børn, mens han selv leder efter fodfæste.

Flere gange stod han på scenen, mens der online blev diskuteret, hvordan hans koncerter kunne saboteres. Alligevel leverede han – ikke fordi han var ovenpå, men fordi han var der. Som Morten. Når musikken stopper, rammer stilheden.
Tomheden ved at stå foran 50.000 mennesker – og bagefter køre hjem alene. Faustix er ikke kommet videre. Men han er i gang. I gang med at hele.

Hvad skal der egentlig til, før Google kalder dig eventyrer?

I det her afsnit har jeg besøg af eventyrer Morten Kirckhoff - og ja, det er faktisk sådan, han bliver beskrevet, hvis du googler ham.
Men eventyret begyndte ikke med tv-programmer, som ”Nul Stjerner”, som du nok genkender ham fra. Det begyndte med en 14-årig dreng - og en sommer helt alene i Mellemøsten.

Morten fortæller om den rejse, der ændrede hans blik på verden for altid, om at vokse op i et helt almindeligt parcelhus i Nordsjælland og pludselig få verden helt tæt på, og om hvordan nysgerrighed kan blive en livsretning.

Vi taler om, hvorfor luksus sjældent giver de største oplevelser, hvordan man lærer at læse verden og mennesker, og hvad rejser kan lære os om os selv.

Et afsnit om mod og lysten til at forstå verden, ikke fra toppen af et 5-stjernet luksusresort, men nedefra, hvor mennesker lever deres liv.Hvis du nogensinde har drømt om at rejse, eller bare forstå verden lidt bedre, så er det her et afsnit, du ikke skal snyde dig selv for.

Peter Ingemann drømte som ung om at blive skuespiller, men fandt hurtigt ud af, at han ikke kunne spille roller – kun være sig selv.

Bag den rolige vært ligger en barndom præget af store udsving. En far, der var både hans tætteste fortrolige og største smerte. Kærlig og karismatisk – men også dybt alkoholiseret.
Som 29-årig mistede Peter sin far, der begik selvmord med en revolver, Peter selv havde været med til at købe.Svigtet og behovet for at blive set blev en drivkraft i livet. Tempo og anerkendelse gav retning, indtil kroppen sagde fra, og stress og udbrændthed tvang ham til at standse op.

I dag lever Peter Ingemann med større ro – ikke fordi fortiden er væk, men fordi han har lært at leve med den.