I 4. sæsons første afsnit rækker vi lidt længere tilbage i tiden end vi hidtil har gjort, til før LP'en var det almindelige udgivelsesformat og dermed til før idéen om "albummet" eksisterede.

Vi dykker ned i en samling af optagelser, samlet og udgivet som "Never No Lament", fra den periode, man siden har kaldt Blanton/webster-perioden, efter den unge, virtuose og nyskabende basssist, Jimmy Blanton, og naturligvis også efter den Ben Webster, der sad i saxsektionen.

Således kommer hele denne udsendelse alene til at handle om én kunstner og ét "album".

Som vi plejer i sæsonafslutningen, har vi samlet 6 albums med kunstnere, der ikke fik plads i de foregående 8 afsnit.

Og som i sæsonen som sådan, kommer vi virkelig vidt omkring: Vi lytter til John Coltrane, Paul Bley, Horace Silver, Stan Getz, Jackie McLean og Ramsey Lewis.

Shownotes på vores facebookside nogle dage efter premieren på afsnittet.

I afsnit 8 gentager vi på en måde os selv, idet vi igen stiller de to store tenorsaxofonister Archie Shepp og Albert Ayler overfor hinanden, som vi gjorde det i sæson 2’s afsnit 7.

Denne gang er der dog tale om to andre album, begge, som denne sæsons tema dikterer, fra 1964, nemlig Shepp’s “Four for Trane” og Aylers “The Hilversum Sessions”. Shepp-udgivelsen var dennes debut på Impulse Records og Ayler-optagelserne indspilledes i ’64, men blev først udgivet i 1980, efter hans død.

Shownotes på vores Facebookside, nogle dage efter udgivelse.

I 7. afsnit (vi er stadigvæk i 1964) stiller vi de to stjernetrompetister Lee Morgan og Freddie Hubbard op overfor hinanden, og lytter til og taler om henholdsvis “Tom Cat” og “Breaking Point”, og lighedspunkter og forskelligheder hos de to virtuoser, der jo begge trækker på traditionen fra Dizzy Gillespie/Fats Navarro/Clifford Brown, og dermed repræsenterede et noget andet bud på trompetspil end deres samtidige kolleger, Miles Davis (hør afsnit 2) og Don Cherry (hør afsnit 4 i sæson 1).

Shownotes på vores facebookside om nogle dage.

I dette afsnit er det Andrew Hill klassikeren "Point of Departure" og den formodentlig mindre kendte "Some Other Stuff", ledet af trombonisten og (især) komponisten Grachan Moncur III. Som sædvanlig er der tale om rene stjernebesætninger på begge albums: Hos Hill Joen Henderson, Eric Dolphy, Kenny Dorham, Richard Davis og Tony Williams, og hos Moncur Waye Shorter, Herbie Hancock, Cecil McBee og igen Tony Williams - og begge er albums præget af stærkt kompositorisk arbejde fra de to kapelmestres side.

Shownotes på vores facebookside nogle dage efter udgivelse.

I dette kik på udgivelser, indspillet i 1964, lytter vi igen til nogle, der har opnået klassikerstatus. Herbie Hancocks "Empyrean Isles" og Joe Hendersons "Inner Urge". Hancock er sammen med sine venner fra Miles Davis kvintetten, Ron Carter og Tony Williams, og trompet-fænomenet Fredddie Hubbard er kvartettens fjerde medlem. Joe Henderson har til gengæld, næsten lånt John Coltranes rytmegruppe, idet han han har pianisten McCoy Tyner og trommeslageren Elvin Jones med (Bob Cranshaw spiller bas). Altså to ret forskellige albums, der begge lyder vældigt meget af 1964.

Shownotes dukker op på vores facebookside et par dage efter premiere.

I dette afsnit kaster vi os på hovedet ud i musik af to af tidens væsentligste stororkester-ledere.

Vi lytter til Gil Evans' klassiske The Individualism of G.E. hvor han virkeligt demonstrere sine evner for at få det store orkester med den den store klangpalette til at operere så vævert som et lille band. Og vi kaster os på dybt vand med space-mystikeren Sun Ra og hans sanseudvidende eksperimenter på albummet Other Planes of There.

Shownotes kommer svævende ind på vores facebookside nogle dage efter premieren.

Vi befinder os stadig i 1964, og denne gang skal vi have to bud på big band-musik, det ene med rødder et godt stykke tilbage i tiden, det andet mere samtidigt. Vi lytter til og taler om Count Basies og Frank Sinatras "It Might As Well Be Swing" og Quincy Jones' "QJ Explores the Music of Henry Mancini".

I dette andet afsnit af 3. sæson tager vi to af årets væsentligste album under behandling, Wayne Shorters Speak No Evil og Miles Davis' The Complete Concerts, måske bedre kendt som de to album "My Funny Vallentine" og "Four & More" med den første udgave af Davis' "second great quintet".

I dette første afsnit af sæson 3, snakker vi om og lytter til albums, der blev indspillet i 1964, men ikke får deres eget afsnit senere i sæsonen, og udgivelser, der netop IKKE udkom dette år, men som bød på musik, der i allerhøjeste grad var aktuel det år.