Vi har pakket rygsækken, snøret vandrestøvlerne og efterladt al sund fornuft derhjemme. Det er tid til skovtur med Moviebox! ...og vi er ikke alene derude. Mellem grantræer og båndsalat gemmer sig både rumvæsner, råbende rednecks og en sær trædukke, der næsten bliver uhyggelig. Denne episode er dedikeret til de film, der efterlader os ud i skoven uden kort, uden kompas, og helt uden respekt for hverken plot eller publikum.

Sonny lægger hårdt ud med 'Without Warning' (1980). En gruppe teenagere tager på tur og møder en alien, der kaster levende skivevæsner i hovedet på folk som en vred frisbee-entusiast. Rundt i skoven vandrer Jack Palance og Martin Landau, begge fanget i hver deres film, ingen af dem gode. Alt virker lidt forkert, som om man har drømt om 'Predator', men vågner i et lokalteater.

I Niels' picnic-kurv finder vi 'The Galaxy Invader' (1985). Don Dohlers hjemmebryggede sci-fi-actiondrama fortæller historien om et grønt rumvæsen, der styrter ned i skovene uden for Baltimore og straks bliver omringet af en familie, der løser alle problemer med enten vold eller råben. Det føles mest af alt som et skoleprojekt, der er stukket helt af.

Sidst men ikke mindst har Ask lejet en afsondret bjælkehytte til os i 'The Fear' (1995), hvor en flok studerende skal konfrontere deres dybeste frygt. Til det formål har de Morty, en passivt-aggressiv, menneskestor trædukke, der bare sidder og stirrer tomt ud i luften. Ask er ikke helt solgt, men han sælger den videre uden problemer.

Tak til alle jer i Klub Moviebox!!! I gør det muligt for os at finde vej gennem det filmiske vildnis uden at blive spist af ulve eller fare vild i Don Dohlers plotlabyrinter. Uden jer måtte vi overnatte i skovbunden og optage episoden ved at råbe den ud gennem et nummer af Fangoria rullet sammen til et rør. Er du ikke medlem, men vil gerne være det, så er det her det foregår: https://www.patreon.com/moviebox

Husk at spole episoden tilbage, når du har lyttet færdigt. Og lad Morty være. Nix pille.

Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Det er Moviebox LIVE i Grand og vi har ild i røven. Vi taler om flammer. Men ikke sådan romantiske flammer. Ikke kun. Mere den slags, der opstår, når en neandertaler trækker en brændende gren gennem en muddermark, eller når en hævngerrig teenager fyrer op under ventilationssystemet i et butikscenter.

Sonny åbner ballet med 'Quest for Fire' (1981). En film hvor ingen siger noget, men alle grynter meget følelsesladet. Tre stenaldermænd drager ud for at genopfinde lighteren, og vi følger dem på en episk rejse gennem mudder, nød, ild og nøgenhed. Rae Dawn Chong taler et sprog opfundet af Anthony Burgess, og Sonny er naturligvis lykkelig.

Et sted mellem 'Phantom of the Opera' og 'Fast Times at Ridgemont High' finder du 'Phantom of the Mall: Eric’s Revenge' (1989), som Ask byder ind med. Eric, en tidligere high school-hjerteknuser, der formodes død i en brand, gemmer sig nu i væggene på byens nye shoppingcenter og tager hævn med fælder, ild og øjne fulde af teenagevrede. Ask kalder filmen romantisk. Vi kalder det bad-ass VHS-horror med et brændvarmt synthsoundtrack.

Niels lukker festen, men ikke før han har brændt hele lortet ned med 'Final Score' (1986). En tidligere elitesoldat bliver rasende over sin kones død og erklærer krig mod alt, hvad der bevæger sig i Thailand. Resultatet? Så mange eksplosioner, at man begynder at mistænke filmen for at være lavet udelukkende som undskyldning for at sprænge ting i luften. Det er det, vi på Moviebox kalder stor, stor filmkunst. Ikke nødvendigvis smagfuldt, men nødvendigt.

Tak til jer i Klub Moviebox (https://www.patreon.com/moviebox), der holder flammen i live, ikke bare i vores hjerter, men også i vores elskede VHS-maskine, som kræver daglig oliering med tårevædet nostalgi. Uden jer måtte vi optage episoden over et bål af fugtige Se & Hør-blade, mens rotterne gnaskede på ledningerne, og Niels gnubbede to Men of Action-kassetter sammen i håbet om at få ild og trøst. I gør det muligt, at vi stadig kan tale passioneret om film, hvor folk brænder, springer i luften, eller bare har ild i blikket. Vi elsker jer. Med hele vores smeltede, filmelskende sjæl.

Og HUSK: Spol episoden tilbage, når du har lyttet færdig!

Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Velkommen til episoden, hvor gangstativer bliver til dødsmaskiner, og hvor "hygge" er et dækord for massemord i lavt tempo. En episode med en lille smule flere dødsfald end en gennemsnitlig lørdag på dit lokale plejehjem.

Sonny lægger stille ud med 'Going in Style' (1979). En rørende lille røverhistorie om tre gamle gubber, der beslutter sig for at få lidt spænding tilbage i livet ved at røve en bank. En film med varme, vid og velourjakker. Sonny bliver nærmest rørt, og vi mistænker ham for at have indtaget en halv kamillethe for meget.

Ask skruer minimalt op for tempoet med 'Homebodies' (1974), hvor pensionisterne ikke nøjes med at brokke sig over byfornyelsen. Nej, de forsvarer deres nedrivningstruede hjem med sav, cement og snedige fælder. Den sorte humor er tør som oldemors Marie-kiks og charmen er mere subtil end overbevisende. “It was fine” siger Ask og det er præcis så begejstret, som han lyder.

Niels runder til gengæld af med at uppercutte gebisset direkte ud af kæften på Ask med 'The Granny' (1995). En grotesk, vanvittig og voldsomt underfortalt VHS-basker, hvor en rig bedstemor hævner sig på sin grådige familie med dæmoniske kræfter, vilde oneliners og en energi, der klinger af Full Moon og Troma. Det er gory, grotesk og sjovt... og umiddelbart filmen der redder vores tvivlsomme ære på denne ellers ret stille aften.

Hvis du stadig læser med, så burde du overveje at støtte os via Klub Moviebox. Uden donationer ville vi være nødt til at crowdfunde en genindspilning af 'The Golden Girls' optaget med mobiltelefon på et plejehjem i Vanløse. Støt os på patreon.com/moviebox, så lover vi at bruge pengene ansvarligt (dvs. på VHS-rens, gajoler og støttestrømper). Denne episode er i øvrigt næsten 10 minutter længere ovre i Klub Moviebox.

Og HUSK: Spol episoden tilbage, når du har lyttet færdigt!

Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

I Rewind nr. 18 tager vi et kig på lovens lange arm, eller i hvert fald film, hvor den arm fægter lidt i blinde og måske holder en laserpistol. Vi har støvet uniformen af (den fra BR), ladet kniplen hvile tungt ved siden af mikrofonen og kaster os over tre film, der på hver deres skæve måde hylder/håner ordensmagten. Gør jer klar, for politiet kommer! Måske! ...med lidt forsinkelse og tvivlsom teknologi.

Niels rykker ud som den første med John Carpenters lavbudget-mesterværk, 'Assault on Precinct 13' (1976). Her er det mest skræmmende ikke de hærgende bander, men den trykkende stilhed før kuglerne begynder at flyve som popcorn i en løbsk mikrobølgeovn. En benhård western forklædt som et urbant mareridt, hvor en politistation belejres. Filmen kickstartede ikke alene Carpenters karriere, men også Sonnys isbil-traume.

Efter en vejrtrækningsøvekse følger Sonny op med 'Silent Rage' (1982) (på dansk: 'Dødsmaskinen'). Filmen hvor Chuck Norris med "stoisk ro" (klinisk mangel på udstråling) og karatespark forsøger at nedlægge en trussel, der for længst burde være skvattet ned i et af manuskriptets fantastisk mange plothuller. Det er en bizar cocktail af sci-fi, slasher og martial arts, hvor Norris kæmper mod en nærmest ustoppelig dræber bygget af tvivlsom dialog og brun sovs. En film så aparte, at vi stadig diskuterer, om Chuck overhovedet opdagede, at han var med i den.

Ask lukker og slukker med 'R.O.T.O.R.' (1987), filmen, der får 'Robo Vampire' til at fremstå som et Oscarværdigt Bergman-drama. Forestil dig 'RoboCop', hvis plottet var blevet hvisket gennem en dårlig telefonforbindelse af én, der kun havde hørt om originalen. Resultatet er en dræberrobot med et imponerende overskæg og smarte solbriller, der cykler (!) rundt og skyder fartsyndere. Amerikansk B-films-trash med en grad af eksistentiel forvirring, der normalt kræver flere års terapi.

🔴 Til vores afdeling for Interne Affærer ovre på Patreon: Klub Moviebox! Tak fordi I holder os på dydens smalle sti, eller i det mindste sørger for, at vi har råd til at lade som om. Mens vi graver i sager om korrupte robotter og lovløse bander, sikrer jeres støtte, at Moviebox ikke selv ender som 'case closed' på grund af manglende beviser (læs: salt og peber-chips). Tak for at blåstemple vores fortsatte efterforskning!

Og HUSK det nu: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt!

Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Uddrag af dagbogen til Oberst C. K. I. Christensen, Fellow ved Royal Society for Vildfarne Filmstudier, nedskrevet under hans ulyksalige ekspedition til det Afrikanske kontinent, sommeren 1898. Genfundet i maven paa en udstoppet hyæne paa Nationalmuseet i Nairobi.

Side 2 - Landgang med tweed og tvivl

Stormen fik bølgerne til at skrige som smaa børn, og havet bar lugten af forliste drømme. Vores dampskib blev slynget op paa Afrikas kyst som en døddrukken flodhest. Jeg vadede i land iført mit fineste tweed og et blik, der signalerede staalsat inkompetence. Ingen modtog mig. Kun en død ged og et skilt: “VELKOMMEN TIL AFRIKA – VI ANBEFALER HAT OG NERVEMEDICIN.”

Første observation: Afrika er uforholdsmæssigt varmt, uigennemskueligt og anerkender mestendels ikke gemen bordskik. Jeg udpegede derfor straks kontinentet som fjendtligt. Fire dage senere, et sted syd for Khartoum, var min hest død af varme og anger. Min sidste daase-pølse var fortæret, og kortet jeg havde købt i Antwerpen viste sig muligvis at være bagsiden af en vinmenu fra Holland-Amerika-linjen. Mit kompas snurrede som en gal tepotte. Jeg begyndte at gaa.

Side 16 - Under paraventen: En gentleman bekender sin angst

Paa ottendedagen, et sted mellem et udtørret flodleje og min sidste pibe Capstan Navy Cut, hørte jeg stemmer. Ikke inde i hovedet denne gang – virkelige stemmer. Jeg fandt ham i skyggen af et akacietræ. Han kaldte sig Sonny, og tilbød mig et stykke tørret kød, som jeg senere opdagede var hans dagbog. Han førte mig til en teltlejr, hvor man var i færd med at bygge en jernbane. Jeg bemærkede straks fraværet af enhver form for sikkerhedsprotokol, samt det faktum at lejren havde et foruroligende misforhold mellem levende og døde arbejdere.

Brølet kom ved skumring. To skabninger. Løver, ja, men med manér som mordere. De bevægede sig lydløst mellem teltene. Jeg naaede akkurat at høre en jæger, med krop som en whiskyflaske og en stemme af kogt læder, sige: “‘The Ghost and the Darkness’ (1996).” Jeg flygtede gennem lejren, der stank af imperiel arrogance og løvepis, og gemte mig under en dynge kongolesiske paraventer, der var malet med scener fra et bedre liv. Da jeg kom til mig selv, laa en udstoppet løve ved min side og stirrede anklagende.

Side 29 - Min tid som fodnote i en andens metafor

Jeg fandt min næste guide for foden af Spitzkoppe-bjerget i Damaraland, bappende paa et tibetansk bedelys. Eller var det en jernspurv? Jeg antog, det var en slags lokalt inhalationsritual. Det viste sig at være hans frokost. Hr. Ask Hasselbalch – en besnærende type med langt blik og kort lunte, der talte i taager og bar sin tropehjelm paa kunstnerisk sned. Han stirrede ind i solen, som skyldte den ham penge, og hviskede: “Dette er ikke en ørken. Dette er en allegori. Og du er en fodnote.” Jeg nikkede høfligt og forsøgte at fremstaa som en mand vant til at blive metaforisk degraderet. Før jeg kunne bede om mere haandgribelig vejledning, begyndte sandet at bevæge sig. En skikkelse formet af støv og sorg gled gennem landskabet med den selvsikkerhed, man normalt kun ser hos folk med eget vaabenskjold. Han samlede blaffere op. Ensomme sjæle. Og de forsvandt.

Jeg vaagnede i et forladt tehus. Paa en serviet, mellem en kop dampende rooibos og en flue i koma, stod det skrevet: “‘Dust Devil’ (1992)”. Jeg drak teen. Den smagte af symbolisme… og kardemomme.

Side 77 - På feltfod med Den Glødende Kossak (Notater fra fronten)

Til sidst krydsede jeg en grænse (moralsk, forstås) og mødte Lord St. John-Paridon. En mand for hvem sort krudt var et krydderi. Han sagde ikke meget, men duftede svagt af kampvognsolie og propaganda. Uden varsel kastede han mig op i en hestekærre holdt sammen af patronhylstre og patriotisme og satte kursen durk mod flammehavet ‘Red Scorpion’ (1988), hvor en højrøstet kossak ved navn Dolph Lundgren skinnede som en babyolieret obelisk midt i et opbrust hav af stridende indfødte. Jeg kastede op af respekt ved synet af Zarens glinsende barbar, som han stod der i modlyset fra den dræbende sol med vodka i aarerne og bly i blikket. Han udnævnte mig overraskende til feltpræst, og jeg døbte omgående en bærbar artillerifløjlskanon, mens officererne istemte med salmer, og en uralsk pansersavant forsøgte at forhandle med en hest.

Vi passerede gennem kampzoner, hvor lastbiler eksploderede af stolthed og Dolphs anmasende viljestyrke fik selv baobabtræerne til at gribe til vaaben. En tank forsøgte at kapitulere, men blev omgaaende overtalt til at eksplodere i stedet. Jeg red bort paa trykbølgen, ud mod horisonten, som en gentleman paa en galopperende flaske Zanzibar-gin. 

Kapitlet uden hvilket intet ville være muligt

Jeg maa, med løvernes brøl endnu rungende i kraniet og en mild hjernebetændelse bag brillen, nedfælde min dybeste tak til jer – medlemmer af den hæderkronede Klub Moviebox. Jeres bidrag er som portvinen i mit glas: sød, klinisk nødvendig og til tider eksplosiv. Uden jeres rundhaandede støtte maatte jeg finansiere ekspeditionerne gennem ulovlige visninger af ‘Crocodile Dundee II’ paa en opsprættet mulepose i det vestlige Zambia, eller bytte The Moviebox Collection-videoer mod myggenet og malaria-piller ved kontinentets mange uforudsigelige grænseposter. Det er jer, der gør det muligt for mig at bære tropehjelm med værdighed, og fortsætte disse svimlende cineastiske odysséer uden kompas, kort eller samvittighed, i jagten paa film, som kun vinden, Peter Peter og muligvis tordenguden Shango kender.

Epilog

Og saaledes slutter beretningen om vores prøvelser og pinsler paa det Afrikanske kontinent. En rejse med løver, dæmoner og eksploderende lastbiler. Hvad lærte vi? Maaske intet. Maaske alt. Men én ting staar klart: Jeg er vendt hjem med skrammer, visdom og tre nye VHS’er, som alle er dækket af sand og forbandelser.

Spol altid episoden tilbage, naar De har lyttet færdigt.

Med tropisk hilsen, Kaptajn Ask, Kommandør Sonny, Oberst Niels og Deres ydmyge rejsefører, C. K. I. Christensen, Esq.

Velkommen til dit nye jeg. Et jeg, der tør gå med hotdogs i lommen. Et jeg, der tør indrømme, at være et 10-årigt barn med røde kinder og ukontrollabel hævntrang skjult i en 40-årig krop. Et jeg, der – når alt andet svigter – finder fred i bunden af en mexicansk Satan-voldtægtsfilm. Velkommen til TOTAL GAKKELAK™ – din guide til et rigere, mere meningsløst liv. I dette banebrydende live-seminar (optaget foran et ægte publikum – ja, mennesker, der frivilligt havde betalt), viser vi dig, hvordan du opnår fuld gakkelakalisering på under 90 minutter.

Niels indvier os kærligt, men bestemt, i hemmelighederne bag det gakkelakiske kraftfelt kendt som ‘Nothing But Trouble’ (1991). En film, der ikke bare udfordrer din filmsmag – den dekonstruerer den. Her lærer vi, at for at opnå total frihed, må man acceptere, at næser kan ligne penisser.

“Det handler ikke om at have kontrol. Det handler om at give slip. På al god smag.” – Dan Aykroyd, sandsynligvis

Sonny guider os gennem en spirituel øvelse i radikal infantilitet. Gennem ‘Clifford’ (1994) lærer vi, at det ikke handler om alder – men om energi. Den type energi, der får voksne mænd til at rage på stewardesser og kræve adgang til Dinosaur World i skingre toner. ‘Clifford’ er ikke en film. ‘Clifford’ er en metode. En metode til at at få dine behov dækket her og nu. Det er ikke følelsesmæssig intelligens. Det er følelsesmæssig insistens. Og når det lykkes? Så må du gerne grine. Det gør vi også. Af smerte.

Du er nu i sidste fase af totel gakkelakisering, og tiden er kommet til at lade Ask invitere dig ind i mørket, hvor du skal møde ‘Infernal Rapist’ (1988). Du bliver nu konfronteret med det ultimative gakkelak-paradoks: Hvordan kan noget være så forkert og samtidig så rensende? Filmen ligner kaos, men bag laserøjne, dæmondamer og 666-ballesnitteri gemmer sig noget større: En nøgle til ultimativ indsigt. Gakkelak handler ikke om at forstå. Det handler om at overgive sig til det, der ikke giver mening – og dér, midt i mexicansk satanisme og eksplosioner af dårlig smag, finde… fred.

At leve gakkelak er ikke for alle. Det kræver mod, mælkesnitter og viljen til at stirre ind i Sonny Laheys øjne uden at blinke, mens han forklarer dig plottet i 'Clifford'. TOTAL GAKKELAK™ virker. For os. Og nu også for dig.

Hermed også en opfordring til at blive en af De Hengivne i Klub Moviebox - vores fæstning i et nedlagt landbrug lidt udenfor Sdr. Vissing: Vores elskede støtter! I har valgt den smalle sti. I har forladt den digitale løgnverden og trådt ind i Gakkelakkets sande lys. Uden jer? Kun stilhed, skam og mainstreamfilm. Men med jer? En kreds af magnetiske sjæle klar til at forsvare den dårligste smag. I står bag den store paywall – ikke som abonnenter, men som vogtere, for bag den ligger alt, hvad systemet ikke ønsker, du skal se. Så når Østjyllands Politi en dag sprænger porten og kræver svar, vil vi ikke løbe. Vi vil ikke forklare. Vi vil pege på VHS-afspilleren på alteret i laden. For alt, de behøver at vide, findes i den. Vi frygter ikke dommedag. Vi har set ‘Infernal Rapist’. 

Vi ses i næste episode, hvor vi skal ud og rejse og muligvis sætte ild til alt, hvad vi tidligere har lært om smag, etik og geografi. Men indtil da: Vær dig selv. Vær mærkelig. Vær GAKKELAK. Og HUSK at spole båndet tilbage, når du har lyttet færdig.

Kærlighed, vilje og styrke, Ask, Sonny, Niels & Casper

Mine damer og herrer! Velkommen til endnu en storslået aften her på Fulci Field hvor vi præsenterer næste match i Moviebox League. Tre titaner fra Moviebox-universet er endnu engang klar til at tørne sammen i en altafgørende kamp om, hvem der leverer den bedste sport i 'boxen! Niels har varmet op med en montage, Sonny har smurt Holiday-dip under øjnene og Ask har allerede meldt sig skadet – men vi er klar! Salt og peber-chipsene knaser som brækkede ribben, og vi kaster os hovedkulds ud i en filmisk sportsaften, der sveder af VHS-magi.

KICK-OFF! Fløjten lyder, og Sonny åbner kampen med et vaskeægte wrestling-spektakel: ‘Body Slam’ (1986)! Og sikke en start! Dirk Benedict, bedre kendt som Faceman fra ‘The A-Team’, jogger ind på banen iført skulderpuder, læderbukser og et smørret grin. Han vinker kælent til publikum, men tackles omgående af sin egen holdkammerat, Rowdy Roddy Piper, der primært spiller med sine albuer. SPORT! Kan ‘Body Slam’ gå hele vejen, eller ender den med at blive tacklet så hårdt, at den genopstår som en dårlig tv-serie fra 90’erne?

Midt i første halvleg… Niels tager over med ‘Rad’ (1986) – en BMX-fest af episke proportioner! Crew Jones, vores håbefulde helt, dribler sig igennem en række halsbrækkende stunts, mens soundtracket pumper Kool Aid med adrenalin-smag direkte ind i vores øretrommer. Og se lige DET DER! BMX-SLOWDANCE?! Det er som at se Diego Maradona jonglere en cykel med fødderne, mens han hi-fiver Guds hånd – uventet, smukt og 100% SPORT!

Halvlegs-interview: Vi har fanget Ask Hasselbalch nede ved sidelinjen. "Jeg forstår stadig ikke, hvad en kødhestefilm er, og jeg forstår heller ikke, hvorfor nogen ville lave en BMX-dansefilm, men okay!" siger han, mens han med eminent fodteknik undviger en montage af svedige high-fives og freeze frames, der pludselig glider forbi. SPORT!

Anden halvleg fløjtes i gang! Og her kommer Ask nu bullende ind med ‘Mathilda’ (1978) – filmen, hvor hovedpersonen er… EN KÆNGURU?! Alle spillere er i chok! Dommeren taber fløjten! Stadion koger! En lettere desorienteret kænguru i boksehandsker hopper ind på grønsværen. Den er tydeligvis klar til at rive korrupte kapitalister (og vores sidste rester af sund fornuft) midt over. Dommeren famler efter det røde kort, men trækker i stedet en krøllet kvittering fra Playtime Video op – han ANER ikke, hvad han skal stille op! SPORT! Ja, folkens, det skete igen: Sportslogikken har endnu engang smidt trøjen, flexet i slowmotion og er forsvundet i en sky af talkum. Pøj-pøj med det, ædle ridder.

Slutfløjt! Efter 90 minutters SPORT i 'boxen er det op til jer, kære lyttere. Dommeren er væk, V.A.R. er ikke opfundet endnu, og alt kan ske, så bedøm selv, hvad der er op og ned i denne tornado af benskinner, pandebåndsalat og skrigende cheftrænere! En enkelt tilskuer i bar overkrop er allerede begyndt på sejrsrunden – men for hvem?!

OG KÆMPE TAK TIL FANKLUB MOVIEBOX! I er grunden til, at vi kommer på banen. Denne æresrunde er til jer - med klapsalver, VHS-konfetti og ølregn. I er de sande helte på tribunen! Uden jer måtte vi betale regningerne ved at sælge hjemmetræningsmaskiner fra 80’erne med tvivlsom strømføring. I er vores Faxe Kondi-dåb, vores bakke pomfritter (der smager af pølse) fra hal-caféen og den stadionbølge, der aldrig dør ud. SPORT! Tak fordi I holder os i gang!

Husk at spole episoden tilbage, når I har lyttet færdigt! SPORT!

Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels, Sport & Casper 

Dybt nede i Moviebox-arkivet – en støvet labyrint af ucensureret finsk børne-TV, tyske "dampfkino"-bootlegs og den der salgskassette med 'Yentl' som ingen os kan huske at have købt – ligger sektionen for KØDHESTEFILM. Her er det umuligt at bevæge sig uden at træde på en proteinbar fra 1987, og den stillestående luft emmer af en mystisk blanding af rå æg og gammel talkum.

Men hvad er en kødhestefilm egentlig? Ingen kan forklare det præcist – men alle kan mærke det. Det er film, hvor mænd er bygget som frysebokse, plots kan opsummeres med enstavelsesord og man aldrig ved om det er sved eller babyolie. De er skabt i en tid, hvor maskulinitet blev målt i antal træningsmontager, og hvor det var fysisk umuligt at trække vejret uden at flexe. Ask forstår det ikke. Resten af os gør.

For mange år siden blev en filmekspert sendt ned i arkivet for at katalogisere kødhestefilmene. Han kom aldrig op igen, men vi har fundet hans sidste noter – skrevet med proteinpulver på bagsiden af en gammel Brian Bosworth-plakat. Alt dette er sevlfølgelig løgn, men det lyder fedt, og dermed er vi klar til en god omgang Rewind.

Niels åbner ballet ved at knipse benene op i 180 grader og leverer et flyvespark af episke proportioner med 'Bloodsport' (1988) – filmen, hvor Jizzle-Clizzle Vizzle Dizzle sparker månen ud af sin bane og sveden drypper af ham, som var det tårer fra selveste Zeus. Kampene er brutale, montagerne er uendelige, og Bolo Yeungs biceps er så massive, at de kun må overflyves med særlig tilladelse fra de civile luftfartsmyndigheder.

Sonny følger op med 'Rocky IV' (1985) – filmen, hvor Sylvester Stallone ikke bare tæsker russerne, men hele den Kolde Krig. Den er som bekendt i Guinness Rekordbog for flest umotiverede montager og er sandsynligvis ansvarlig for det historiske dyk i den globale beholdning af babyolie i efteråret 1985.

Ask skruer op på 11 med 'Rock 'n' Roll Nightmare' (1987) – en film, hvor en heavy metal-barbar kæmper mod djævlen og dæmoner, men i sidste ende besejres af sin egen komplette mangel på talent for skuespil. Halvdelen af budgettet gik til hårspray, resten til en mindeværdig hånddukke. Kun korrekte valg blev taget i tilblivelsen af denne film!

Undervejs stiller vi de vigtige spørgsmål: Hvor mange gentagelser af en træningsmontage er for mange? Hvor korte kan shorts blive, før de holder op med at være shorts? Og kan en guitarbattle mod Satan redde en film? (Ja, sgudda! Altid!)

Du, er det ikke på tide, at du støtter os i Klub Moviebox over på Patreon?! Uden vore Klub Moviebox-støtter ville vi være tvunget til at sælge hjemmelavede genindspilninger af 'Over the Top' på en rasteplads uden for Ringsted – inklusiv vores Directors Cut, hvor Stallone (altså Sonny) lægger arm med en bjørn (altså en kat). Støt os, og vi lover at bruge pengene ansvarligt (primært på VHS-rens og en ny skudsikker vest til vores næste møde med Giancarlo - poliziotteschi-pusheren med de store knoer). Bliv cool her: patreon.com/moviebox

Og HUSK: Spol episoden tilbage, når du har lyttet færdigt!

Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper

Larry Cohen var en mand, der ikke lavede film – han SKØD dem ud, som Sonny smider om sig med tvivlsommer one-liners. Hans film er små symfonier af gale koncepter, usandsynlige plottwists og karakterer, der alle ser ud til at være på nippet til at bryde den fjerde væg og bede om en pause. Det burde ikke være godt, men det er det stort set altid!

Og i aftenens episode sætter vi os til bords hjemme hos Larry Cohen, der byder velkommen til sit krøllede VHS-univers – en verden, hvor guddommelige åbenbaringer, levende yoghurt og dødbringende ambulancer sameksisterer uden problemer.

Niels serverer forretten i skikkelse af en forvildet køretur i ‘The Ambulance’ (1990), hvor man som publikum konstant er i fare for at lade sig hypnotisere af Eric Roberts’ sensuelt bølgende party-mullet. Vi sværger, den fortjener sin egen IMDb-side. Anyway, folk forsvinder i en mystiske ambulance, og James Earl Jones gnasker på cigarstumper, og det hele er overraskende godt.

Ask præsenterer en virkelig overraskende hovedret med thrilleren ‘God Told Me To’ (1976) – en film, der starter med masseskyderier, men hurtigt eskalerer til en ████████ sci-fi-thriller med ██████, ████████ og mystiske ███████████. Vi ved stadig ikke, hvad der egentlig foregår, og kan ikke afsløre noget – men vi kan lide det.

Sonny runder af med ‘I, the Jury’ (1982), hvor Armand Assante sexer sig gennem rollen som privatdetektiv Mike Hammer. Armand mener tydeligvis (og helt berettiget) og han nok er verdens bedste skuespiller og i hvert fald verdens mest sexede mand. Han spiller således med 100 % dedikation og 0 % forståelse for, hvad der sker omkring ham. Det er perfekt.

Det hele er krydret med Cohens vilde tilgang til filmskabelse: Optag guerilla-style i New York? Tjek. Skriv et manuskript på en weekend? Tjek. Få nogen til at spille skuespil, som om deres liv bogstaveligt talt afhang af det? Tjek.

OBS: Du skal være glad for alle dem, som støtter os i Klub Moviebox! Uden deres støtte måtte vi finansiere podcasten ved at sælge hjemmelavet ‘Q: The Winged Serpent’-merchandise på Den Blå Avis. Og det ville være trist og super sørgeligt, men pga. af guld- og ninjamedlemmerne i Klub Moviebox lever vi drømmen! Vil du også gerne støtte Moviebox, så hop ind på Patreon og støt os her. Slo-mo hi-five i solnedgangen sluttende med freeze frame til Klub Moviebox! Og husk: Spol episoden tilbage, når du har lyttet færdigt.

Med udødelig VHS-kærlighed, Ask, Sonny, Niels & Casper

Nu skal vi se direkte op i Mark Hamills anus. Vi bliver nødt til at lægge ud med dette faktum, inden vi gør noget som helst andet. Heldigvis er der også utroligt meget andet at kigge på i dagens episode.

Denne gang kaster vi os nemlig over antologifilm – en af filmhistoriens mest elskelige bastard-formater. Korte, selvstændige historier, bundet sammen af en eller anden rammefortælling, ofte en creepy vært med en forkærlighed for dårlige ordspil.

Niels åbner ballet med 'Body Bags' (1993), John Carpenters forsøg på at lave en gyserantologiserie for Showtime, der i stedet endte som en film. Her får vi alt fra slasher-slasheri på en benzinstation til en mand, der fortryder sin nye, revolutionerende hårtransplantation. Og så får vi Mark Hamill (og hans anus), der spiller en baseballspiller med et seriemorderøje.

Sonny tager os derfra til 'Twilight Zone: The Movie' (1983), den store, forkromede Hollywood-udgave af Rod Serlings ikoniske TV-serie. Fire segmenter, instrueret af Landis, Dante, Miller og Spielberg, spækket med sci-fi, horror og bizarre LSD-mareridt. Fra en småborgerlig racist, der får en meget konkret lektion i karma, til en lille dreng, der torturerer sin “familie” med Looney Tunes-lignende magiske evner. Alt sammen rundet af med den klassiske Gremlin på flyvinge-historie, hvor John Lithgow sveder sig gennem det måske mest effektive segment af dem alle.

Og så kommer Ask endelig til sin store aften! Han har ventet i årevis på denne kategori, og han er som en baby i blodrus, da han endelig får lov at folde sig ud. Og han gør det med 'Creepshow 2' (1987) – efterfølgeren til Romero og Kings kultklassiker, der måske er lidt billigere, men til gengæld leverer en hævngerrig træindianer, en kødædende oliepøl og en blaffer med én sætning på repeat: "Thanks for the ride, lady!"

Undervejs får vi selvfølgelig også tid til at diskutere John Landis’ meget blakkede eftermæle, den lidt for sukkersøde Spielberg-kortfilm, og hvorfor antologifilm altid har det med at være en lidt skæv fornøjelse.

Vidste du, at medlemmer af Klub Moviebox på Patreon nyder en endnu længere podcast end du gør? De får nemlig et eksklusivt extended cut med ufiltreret opvarmning, der af alle mulige gode grunde aldrig burde udgives, men bliver det alligevel... på Patreon. Bliv en del af klubben, støt Moviebox og få adgang til timevis af ekstra VHS-guld her: patreon.com/moviebox

Og HUSK: Spol altid episoden tilbage, når du har lyttet færdigt!

Med venlig hilsen, Ask, Sonny, Niels & Casper