Omkring frokost den 28. april gik strømmen i Spanien, Portugal og det sydlige Frankrig, og i flere timer virkede kasseapparater og betalingsterminaler ikke. Tre måneder senere forstyrrede et it-nedbrud en juli-aften mange danske kortbetalinger. Det mindede os om, at der kan opstå situationer, hvor vi ikke kan betale, som vi plejer, men er nødt til at have alternativer.
Frederik Ræbild Kjemtrup og Lasse Holm Hélinck ved mere end nogle andre, hvorfor danskerne skal kunne betale på flere måder. De arbejder nemlig i Nationalbanken, hvor de holder øje med danskernes betalinger, og har været med til at udarbejde de nye råd til både borgere og butiksdrivende, som Nationalbanken annoncerede i starten af oktober. I denne episode af Nationalbankens podcast om økonomi forklarer Lasse og Frederik vært Peter Levring, hvorfor der er kommet nye og flere betalingsanbefalinger, og hvordan de sikrer, at danskerne kan betale i langt de fleste situationer.