Hermed min egen oversættelse og nyfortolkning af de indledende ord til John Milton’s mesterværk: Det Tabte Paradis (Paradiset Lost).

For en god ordens skyld vil jeg pointere, at selvom værket har en udpræget religiøs karakter, afspejler Milton’s tro og overbevisninger ikke nødvendigvis mine egne. Paradise Lost er dog uden tvivl et poetisk håndværk af højeste kunsteriske kaliber, og jeg håber at min oversættelse på hæderlig vis, rammer værkets ånd.

DET TABTE PARADIS

Om Adamslægtens syndefald, fortæl -
Og om den forbudne frugt fra kundskabs træ, 
der bragte død ved tab af Edens port,
til en from og værdig mand os frelse:
os atter bringe hjem til salig fred.

Oh Muse, syng nu gennem mig, om hvad
på Horeb hændte, og om Sinai’s bjerg,
hvor du ad hyrden Moses lærte dem,
det valgte folk, om Herrens skabelse
af himmel og jord fra kulsort kaos -

Eller behage dem mer’ om Zion’s 
høj og Siloam’s dam, hvis vande flød 
ad Pagtens Ark; Da lad Dem ydmygest 
kalde hid, til hjælp for min fortælling.

Mit kvad vil flyve højt mod sky som ørnen,
og langt over Helokin’s tinde spejde;
et helligt land af endnu urørt poesi.

Men fremfor alt, du skabers ånd, der evigt
vælge rene hjerter over hellig
kirkes pragt: del med mig din alvidenhed.

Oplys mig, Herre, med sandhedens lys,
og lad mig hærdes, der, hvor jeg er svag,
og lad den styrke du mig give; gro,
så min stemme kan bære dit hellige ord,
og give lyd til din vilje på jord.

*Trigger Warning* - ikke godnatlytning.

Titel: Krematorium

I flager af grå-fnug, askens støv,

ses en flammes levn, et mindes sår,

kvalt i brændte asketræers løv,

fra en tid før ligfærd gjorde døv

og gylden spejlglans blev kullet skår.

Sort sne, blot en håndfuld stryges op,

øses fra fejeblad: en avis,

ned i urnens svælg, til hullets top;

fabriksny hud for den brændte krop -

to urner, for kun én urnes pris.

Stum er ovnen for det næste lig,

før det trilles langs et råkoldt gulv,

rust på hjul forvandler færd til skrig,

en lyd af bedemands melodi,

og scenens lys er glød fra kul.

Skrab og hyl fra yngel, klædt i gult,

En skabning  født i døbefontens hav,

Henlagt under krone-skygge, skjult,

i musselmalet stel; fyldt, men hult -

Gør din pligt, dø I hast - hvil i grav.

Recitering og nyfortolkning af Jeppe Aakjær's "Jens Vejmand" (1905). Digtet er en rå portrættering af det barske liv og de ubændige kår, der eksisterede blandt arbejderklassens fattigste sjæle i slutningen af 1800-tallet.

Digtet minder os om de skæbner der har levet, og stadig lever, i nødtørftens trældom.

Jens Vejmand
Hvem sidder der bag Skjærmen
Med Klude om sin Haand,
Med Læderlap for Øjet
Og om sin Sko et Baand?
Det er saamænd Jens Vejmand,
Der af sin sure Nød
Med Ham'ren maa forvandle
De haarde Sten til Brød.

Og vaagner du en Morgen
I allerførste Gry
Og hører Ham'ren klinge
Paany, paany, paany,
Det er saamænd Jens Vejmand
Paa sine gamle Ben,
Som hugger vilde Gnister

Af morgenvaade Sten.

Saa jævned han for andre
Den vanskelige Vej,
Men da det led mod Julen,
Da sagde Armen nej;
Det var saamænd Jens Vejmand,
Han tabte Ham'ren brat,

De bar den over Heden
En kold Decembernat.

Der staar paa Kirkegaarden
Et gammelt frønnet Bræt;
Det hælder slemt til Siden,
Og Malingen er slet.
Det er saamænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
Men paa hans Grav — i Døden,
Man gav ham aldrig én.

Recitering og nyfortolkning af Jeppe Aakjær's "Jens Vejmand" (1905). Digtet er en rå portrættering af det barske liv og de ubændige kår, der eksisterede blandt arbejderklassens fattigste sjæle i slutningen af 1800-tallet.

Digtet minder os om de skæbner der har levet, og stadig lever, i nødtørftens trældom.

Højskolesangbogen, nr. 91

Jens Vejmand
1. Hvem sidder dér bag skærmen
med klude om sin hånd,
med læderlap for øjet
og om sin sko et bånd?
Det er såmænd Jens vejmand,
der af sin sure nød
med hamren må forvandle
de hårde sten til brød.

2. Og vågner du en morgen,
i allerførste gry
og hører hamren klinge
på ny, på ny, på ny,
det er såmænd Jens vejmand,
på sine gamle ben,
som hugger vilde gnister
af morgenvåde sten.

3. Og ager du til staden
bag bondens fede spand,
og møder du en olding,
hvis øje står i vand, -
det er såmænd Jens vejmand
med halm om ben og knæ,
der næppe véd at finde
mod frosten mer et læ.

4. Og vender du tilbage
i byger og i blæst,
mens aftenstjernen skælver
af kulde i sydvest,
og klinger hammerslaget
bag vognen ganske nær, -
det er såmænd Jens vejmand,
som endnu sidder dér.

5. Så jævned han for andre
den vanskelige vej,
men da det led mod julen,
da sagde armen nej;
det var såmænd Jens vejmand,
han tabte ham'ren brat,
de bar ham over heden
en kold decembernat.

6. Der står på kirkegården
et gammelt frønnet bræt;
det hælder slemt til siden,
og malingen er slet.
Det er såmænd Jens vejmands.
Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav - i døden,
man gav ham aldrig én.

Uddrag og nyfortolkning af Byens Lys af Poul Henningsen (PH) - et fantastisk digt om "Skorstensskoven" og det, der drager os mod byen: den kraftige blå energi, det destruktive og mastodontiske skær fra neonlyset i mørket - og ikke mindst kontrasten mellem det, der skaber og det, der jævner.

Byens lys

1. Byens lys der tændes, Chaplins gamle film,
myretu'n er med sit bedste smil.
Helt til horisonten sti'r og synker ild'n,
selv en storby har sin sexappeal.
Her lever vi i skorstensskoven
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til men'skenes sovende børn,
kravl op og kig ud over byen.
Bag alle disse bål, der flammer
med lysreklamers kolde lyn,
er kampe og skæbner og jammer og ondt
alli'vel så elsker vi byen.
Man tænker på maskiner og på bomber og krig
hundrede knald alting forbi,
vi jævner selv med jord'n, hvad vi
har bygget så flinkt, blå energi, blinde instinkt.
Det er en usandsynlig fabel,
små bitte svage usle gryn,
der stavler og splitter et babel af sten,
alli'vel så elsker vi byen.

2. Over os står lyset varmt og kuppelrundt
som et brandskær set fra landevejn.
Fjerne folk i mørket ser et strålebundt,
over regnen står et himmeltegn.
Hvad trækker dem til disse steder?
Hvad binder dem til støjn og gnyet?
Derude var marker og glæde og ro,
alli'vel så elsker vi byen.
Hvad vil du vel på denne stentomt,
her er du tabt og anonym.
Du møder kun vrimlende ensomhed her,
kom ind, du forsvinder i byen.
En nitte i et vældigt og et skrapt lotteri,
liv eller død, kun småtteri.
Hvem spør om du og dine går til bunds, overbord,
skæbner går ned, storbyen gror.
Her lever vi i skorstensskoven,
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til menskenes stridende børn,
alli'vel så elsker vi byen.

Uddrag og nyfortolkning af Byens Lys af Poul Henningsen (PH) - et fantastisk digt om "Skorstensskoven" og det, der drager os mod byen: den kraftige blå energi, det destruktive og mastodontiske skær fra neonlyset i mørket - og ikke mindst mødet mellem det, der skaber og det, der jævner.

Jeg valgte at stoppe reciteringen midt i andet vers, med ordene: "[...] Hvad trækker dem til disse steder?". Selvom teksten er smuk i sin helhed, synes jeg at det centrale tema står stærkere, hvis man lader spørgsmålet om den nærmest selvmodsigende fascination hænge i luften, som en opfordring til reflektion. Hele teksten kan dog læses nedenfor:


Højskolesangbogen, nr. 101

Byens lys

1. Byens lys der tændes, Chaplins gamle film,
myretu'n er med sit bedste smil.
Helt til horisonten sti'r og synker ild'n,
selv en storby har sin sexappeal.
Her lever vi i skorstensskoven
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til men'skenes sovende børn,
kravl op og kig ud over byen.
Bag alle disse bål, der flammer
med lysreklamers kolde lyn,
er kampe og skæbner og jammer og ondt
alli'vel så elsker vi byen.
Man tænker på maskiner og på bomber og krig
hundrede knald alting forbi,
vi jævner selv med jord'n, hvad vi
har bygget så flinkt, blå energi, blinde instinkt.
Det er en usandsynlig fabel,
små bitte svage usle gryn,
der stavler og splitter et babel af sten,
alli'vel så elsker vi byen.

2. Over os står lyset varmt og kuppelrundt
som et brandskær set fra landevejn.
Fjerne folk i mørket ser et strålebundt,
over regnen står et himmeltegn.
Hvad trækker dem til disse steder?
Hvad binder dem til støjn og gnyet?
Derude var marker og glæde og ro,
alli'vel så elsker vi byen.
Hvad vil du vel på denne stentomt,
her er du tabt og anonym.
Du møder kun vrimlende ensomhed her,
kom ind, du forsvinder i byen.
En nitte i et vældigt og et skrapt lotteri,
liv eller død, kun småtteri.
Hvem spør om du og dine går til bunds, overbord,
skæbner går ned, storbyen gror.
Her lever vi i skorstensskoven,
med milevidt fra bryn til bryn,
en jungle til menskenes stridende børn,
alli'vel så elsker vi byen.

Recitering og nyfortolkning af Hans Vilhelm Kaalunds digt "Jeg elsker den brogede verden" (1877).

Digtet indeholder nogle af de smukkeste vers i hele den danske kulturkanon. Det er et digt, der hylder livet 'på trods'. På trods af smerte. På trods af længsel. På trods af den brogede verden, med al dens nød og strid.

Kaalund skrev digtet, mens han var fængselspræst i et af 1800-tallets mest brutale institutioner for kriminelle. Han gik op og ned af fanger, der sad i fortvivlelsens åg og konstant isolation. Han oplevede de værste sider af livet - og af døden. Og på trods af dette, skriver han:

"Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro -
thi evig stilstand er død!"

Læs en udgave af digtet, som det er publiceret i Højskolesangbogen:

Jeg elsker den brogede verden

1. Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.

2. De snakke, som om den er gammel,
af synd og sorger mæt.
O nej, den flyver endnu i dans
om solen så ung og let!

3. Jeg har grædt, som andre, af smerte,
fordi min boble brast.
Men boblen er ikke verden;
læg verden det ej til last!

4. Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?

5. Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro -
thi evig stilstand er død!

6. Og derfor elsker jeg verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i skabelsens ungdomstid!

Recitering og nyfortolkning af Hans Vilhelm Kaalunds digt "Jeg elsker den brogede verden" (1877).

Digtet indeholder nogle af de smukkeste vers i hele den danske kulturkanon. Det er et digt der hylder livet 'på trods'. På trods af smerte. På trods af længsel. På trods af den brogede verden, med al dens nød og strid.

Kaalund skrev digtet, mens han var fængselspræst i et af 1800-tallets mest brutale institutioner for kriminelle. Han gik op og ned af fanger, der sad i fortvivlelsens åg og konstant isolation. Han oplevede de værste sider af livet - og af døden. Og på trods af dette, skriver han:

"Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?

Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro -
thi evig stilstand er død!"

Læs en udgave af digtet, som det er publiceret i Højskolesangbogen:

Højskolesangbogen, nr. 88

Jeg elsker den brogede verden

1. Jeg elsker den brogede verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i patriarkernes tid.

2. De snakke, som om den er gammel,
af synd og sorger mæt.
O nej, den flyver endnu i dans
om solen så ung og let!

3. Jeg har grædt, som andre, af smerte,
fordi min boble brast.
Men boblen er ikke verden;
læg verden det ej til last!

4. Var livet en dans på roser,
mon alt da var bedre end nu?
Hvis ej der var noget at kæmpe for,
hvad var da vel jeg og du?

5. Kamp må der til, skal livet gro,
ej kamp blot for dagligt brød,
men kamp for frihed i liv og tro -
thi evig stilstand er død!

6. Og derfor elsker jeg verden
trods al dens nød og strid;
for mig er jorden skøn endnu
som i skabelsens ungdomstid!

Uddrag af spændingsroman.