Selvom det snart er 55 år siden The Beatles stoppede, er de næsten mere populære end nogensinde. Sidst i november er der premiere på Scorseses nye dokumentar 'The Beatles '64'.

I denne POVcast møder du et af de mennesker, der var tættest på, da musikverdenen drejede sig om The Beatles akse. Fra 1962 til 1972 var Freda Kelly ansat som sekretær og fanklubleder, først for Brian Epstein - senere efter hans død i 1967 for Apple Corps. Og dermed for The Beatles.

Hun var førstehånds vidne til deres, ja, sensationelle udvikling.

Da The Beatles var på toppen, blev Freda Kelly i en overskrift kaldt 'Verdens mest eftertragtede kvinde'.

Egentlig er Jan Eriksen stoppet som podcaster. Men dette POVcast ekstranummer – og et par andre - har ligget i en digital skuffe, siden han sammen med andre Beatles fans besøgte Liverpool i foråret 2024 – under en rejse arrangeret af den danske Beatles fan, Søren Mathiasen.

Ved en spontan indskydelse optog Jan Eriksen en samtale med Freda Kelly i baren på hotel A Hard Day’s Night i det centrale Liverpool. Den er optaget på en telefon og lyden på POVcasten er ikke optimal. Det beklager vi. Alligevel håber vi, at du vil lytte med. Musikken er god.

I POVcasten fortæller Freda Kelly, i dag 79, anekdoter om sin tid sammen med The Beatles, der begyndte, da hun igen og igen så dem i den ikoniske musikklub, The Cavern.

”Selvfølgelig var det kærlighed ved første blik. Kvinderne her vil forstå det. Du havde fire flotte fyre på scenen. Med al respekt for andre musikere – nogle gange har du et band med måske to flotte fyre, måske en pæn sanger. I The Beatles så de alle godt ud,” siger hun.

Og senere blev de vist meget gode, som Shu-Bi-Dua synger.

Hør hende fortælle om:

- forskellene mellem de fire beatler indbyrdes.

- samarbejdet med manager Brian Epstein.

- Epsteins død, der i årene efter har været omgærdet af en vis mystik.

- øjeblikket, da hun indså omfanget af vanvittige beatlemania, der kulminerede midt i 60erne.

- Magien.

- The Fab Fours luner.

- festerne, der fulgte i kølvandet på deres færden.

- da hun blev fyret af John Lennon.

- to af de største oplevelser med The Beatles.

- mødet, hvor det lykkedes hende at overbevise George Harrison om, at hun forlod familien The Beatles, og som derfor besluttede at lukke den officielle Beatles-fanklub.

POVcasten et mini-indblik i, hvordan The Beatles var som kolleger.

Ved udgangen af 1963 og godt ind i 1964 hærgede Beatlemania den halve verden. Den eksplosivt voksende succes må have virket inspirerende på John, Paul, George og Ringo, for albummet ’A Hard Day’s Night’, der udkom for 60 år siden (primo juli), er et overflødighedshorn af formidabelt melodiske rocksange, to- og trestemmige harmonier. Med sin delvis akustiske Rickenbacker-lyd blev albummet en masterclass for, hvad der skulle følge af populær rockmusik de følgende foreløbig seks årtier.

Og så er det albummet, hvor John Lennon med hele 10 sange, som han overvejende har skrevet, shiner mere end han skulle komme til i resten af The Beatles levetid.

I øvrigt er albummet jo også delvis soundtrack til filmen ’A Hard Day’s Night’.

For sjette gang har Jan Eriksen inviteret musiker og foredragsholder Per Wium med som gæst i en POVcast.

Per og Jan er begge tilbøjelige til at kalde ’A Hard Day’s Night' til det bedste af de 12 ’officielle’ The Beatles album.

”I 1964 har The Beatles forfinet deres sangskrivning, og de de får den interne konkurrence. Både Lennon og McCartney skriver fantastiske sange på dette tidspunkt. De har optrådt så utrolig mange gange op til albummet – så de er dødhamrende rutinerede. De spiller smaddergodt sammen. De er på vej mod noget nyt og spændende med et utrolig højt udgangspunkt," siger Per Wium.

”Jeg synes, The Beatles er lige så spændende i starten, som de bliver senere hen. Nogle gange føler jeg mig næsten som ambassadør for det tidlige Beatles. Og det er så det, jeg er, og det vil jeg også gerne være. Jeg synes, The Beatles er musikalsk spændende fra 'Please, Please Me' albummet fra 1963."

Per Wium driver Facebooksitet ’A Hard Day’s Night – kom tæt på musikken’ i samarbejde med redaktør Hans Henrik Schwab. Hans Henriks artikel om ’A Hard Day’s Night’ citeres et par gange i POVcasten.

---

Efter fem et halvt år og, ifølge SoundCloud, 280 POVcasts er dette den sidste. De seneste par år har Jan Eriksen drevet platformen selv:

"Det har været en fantastisk hobby – en passion, måske ligefrem - for mig. Den bedste hobby, jeg kunne forestille mig. Men fremover vil jeg prioritere min tid anderledes. Det er tidskrævende, og det er ingen hemmelighed, at rigtig meget kreativt arbejde finder sit endelige udtryk uden anden belønning end glæden ved at se og høre det finde et publikum. For nu at sige det sådan.

På et tidspunkt satte jeg en grænse – når jeg når 300.000 streams på hhv. Mediano Musics og POV Internationals SoundClouds platforme tilsammen, stopper jeg. Det tal nås inden sommer.

Tusind tak til alle jer, der har lyttet med og jer, der vil gøre det i fremtiden. POVcastene ligger der jo stadig på diverse platforme.

https://soundcloud.com/mediano_music

medianomusic.nu

https://www.janhaveeriksen.dk/podcast/

Og selvfølgelig kæmpe stor tak til alle, der har støttet undervejs:

Peter Brüchmann, Peter Rubek Nielsen, Tanja Brinks Toubro, Thomas Nørskov Hansen, Lasse Yde Hegnet, Jens Jam Rasmussen, Per Wium, Thomas Ulrik Larsen, Steffen Jungersen, Henrik Tuxen, Thomas Trolle Hemdorff, Arno Guzek, Dennis Greis Lydom, Andreas Hemmeth og Anna Lidell.

Pligten Kalder har netop udsendt EP'en 'Til afståelse'. Under deres seneste turne optrådte Johan Olsen - også kendt fra Magtens Korridorer - Torben Steno, Peter Jessen og Søren Mikkelsen flere steder for udsolgte huse.

Orkestret, der egentlig begyndte som en værtshusjoke, har i sit eget rolige tempo opbygget et stort stampublikum.

Man kan roligt sige, at intet andet i Danmark lyder som Pligten Kalders kabaretagtige chanson og poppoesi.

Torben Steno er kendt for sit journalistiske virke som radio, podcast- og tv-vært, men i denne i POVcast handler det altså om musikken.

Steno og Jan Eriksen taler blandt meget andet om Pligten Kalders nye EP – og diverse andre plader i Stenos eget navn. Bl.a. ældresagspop-nummeret ”Kun kommunen kender din krop,” (oprindelig skrevet til Mette Horns teaterforestilling ”Damen med de blå tænder”).

Sangen handler om livet som gammel på den sidste station, plejehjemmet, og den haft ret svært ved at trænge igennem lydmuren.

”Man kan skrive og fremføre sange om hvad som helst, men

åbenbart ikke om at gå med tung voksenble på et plejehjem,” som Steno siger, og tilføjer:

"Nu ved du jo, at dem, der i dag sidder på plejehjemmet, er dem, der var unge, da Jimi Hendrix var på toppen."

Men hvorfor har ældresagspoppen trange kår? Det taler Torben og Jan om i POVcasten.

Lyt med og hør:

- om at sætte ord på det, som ’man’ ellers ikke synger om.

- inspirationen til Pligtens Kalders dansktophit 'Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november'.

- om Torben Stenos ikoniske elastikoptrukne Optigan-orgel, som han frelste fra et kummerligt endeligt i Svendborg, og som nu spiller en særdeles central rolle i Pligten Kalder.

- hvilken rolle Sidse Babett Knudsen og for den sags skyld også Amanda Lear spiller i en af Stenos mange sange.

- en uforbeholden hyldest til John Mogensen, der med Stenos ord "flyder i hans årer".

- Guitaristen Ivan Horns sidste indspilning nogensinde

- Pligten Kalder-musicalen ”Emhætte og ulven”, hvor Johan Olsen spiller figuren Emhætte, der besidder en glidende kønsidentitet et ubestemmeligt sted mellem de p.t. kendte 74 køn.

- ”Det eneste, der er en stensikker kommerciel succes lige nu. Det er musicals,” som Steno siger.

- Steno, om end lidt skeptisk, give et lille indblik i arbejdsprocessen i Pligten Kalder.

"Hvad er der så mere?," for nu at citere den ene af to John Mogensen-sange, du kan høre i POVcasten.

Ja, der er så bare det at lytte med her:

I denne POVcast taler Jan Eriksen med en af de første kvindelige danske kvindelige sangskrivere med succes, Pia Raug. Album som ”Hej lille drøm”, ”Saga”, ”Det” (med Inger Christensens digte) og ”Iskrystaller” satte en gang for alle pioneren på det musikalske danmarkskort.

Efter et par årtier som fagpolitiker oplever hun nu et sent comeback.

Unge kolleger som bl.a. Tina Dickow og især Kresten Osgood og Signe Høirup Wille-Jørgensen, som Raug har optrådt sammen med, viser deres respekt.

Alene i marts har Pia Raug og hendes faste medmusikant og nabo Søren Thuesen syv job.

I begyndelsen af marts kørte POVs Jan Eriksen til Omø - med bare 152 indbyggere - sydvest for Sjælland, for at tale med ”Den danske Joni Mitchell”, som hun engang blev kaldt. Om historien og vejen tilbage til scenen og hvad, der blev af den lille drøm.

Pia Raugs ”Regnvejrsdag i november” – den med ”Jeg vil male dagen blå” - er for længst folkeeje og optræder i adskillige sangbøger – også Højskolesangbogen. Den kan findes i et hav af versioner på sociale medier.

Det skulle vise sig at blive en humørfyldt, meget ærlig og til tider følelsesladet samtale i det gamle husmandssted på Omø.

I årevis havde Pia Raug følelsen af at være ude af sync med sin samtid.

”’Hej lille drøm’ blev enormt populær, men det har også været den, der kunne skille mig fra mine samtidige musikere. De kunne godt nok brække sig i lårtrykke stråler over den plade. Det har jeg som sanger været ked af. For man drømmer om at have et fællesskab.”

I forbindelse med udgivelsen I 2015 af bokssættet "Fugleflugt" lyttede Pia Raug for første gang i årevis til "Hej lille drøm".

”Pludselig kunne jeg forstå, hvad de mente. Men samtidig kunne jeg høre, hvor afsindigt flot akkompagnementet er. Jeg kunne forstå, at det var den, der satte min karriere i gang, og som har gjort at jeg kunne blive ved indtil nu,” siger hun, og tilføjer:

”Jeg har opdaget, at der har været en del mødre som har tvangsstoppet deres børn i lange perioder, flere år, med Pia Raug-sange – i dag møder jeg nogle af dem, hvis mødre har introduceret dem til en anden måde at tænke musik på, som kunne få dem til f.eks. at blive malere, fotografer og hvad ved jeg."

Så det handler om anerkendelse og genkendelse. Men det handler også om:

- arbejdet og succesen med Raugs musik til Inger Christensens langdigt ”Det”. Og det menneskelige grundvilkår, angst – og poesien som den eneste rigtige medicin.

- de tidlige år, hvor hun bl.a. var med til at starte Midtfynsfestivalen.

- Joni Mitchell, som hun engang var til bal i den borgerlige sammen med. Betalt af ABBA. Kan man sige.

- Raugs arbejde i diverse faglige råd og foreninger, i Danmark og internationalt.

- samarbejdet med og begejstringen for diverse musikere og især lydtekniker og producer Flemming Rasmussen, der ubesværet skiftede fra indspilninger med Metallica til Pia Raug.

- Forholdet mellem kunst og krig – for 30 år siden og nu.

- myten om Achilleus og skildpadden …

I slutningen kan du høre den endnu uudgivne sang "Flaget", en sang Pia Raug skrev til sin gode veninde Lisbeth Kirk, der var gift med den nu afdøde EU-parlamentariker Jens-Peter Bonde. Sangen fortjener en bedre indspilning end via Jan Eriksens telefon. Men optagelsen giver en fornemmelse af, hvad det er for en sang.

"I arrangementerne på de fleste numre findes en hjerteligt intim og tidløs atmosfære, som jazzvokalist er hun meget varm og blid og en af de bedste, der findes." (Anmeldelse i det svenske musikmagasin LIRA).

Den danske jazzsanger og -guitarist Mette Juul høster store roser verden over for sit seneste album, ”Celeste”. Herhjemme har Gaffa givet det fem stjerner.

De seneste tre-fire år er POV Mediano Musics Jan Eriksen i stigende grad begyndt at lytte til jazzmusik. Først og fremmest blå jazz – cool jazz, bossa nova.

Læs evt. mere her:

https://pov.international/kind-of-blue/

Så tiden er inde til jazz i en POVcast – der har dog tidligere været besøg af Cæcilie Norby, Fredrik Lundin og Trinelise Væring. Denne gang handler det altså om Mette Juul.

Det er historien om en kunstner, der voksede op i østjyske Hornsyld, mødte et vendepunkt, da hun som 13-14årig tilfældigt hørte en percussionist (formentlig Marilyn Mazur) i Horsens. Et senere vendepunkt var et kassettebånd med Joni Mitchells album ”Don Juan’s Reckless Daughter”, som en kæreste sendte til hende.

”Jeg malede meget dengang, og røg i øvrigt også - så der stod jeg og malede og røg og lyttede til Joni Mitchell,” som hun siger… Når jeg lytter til hende, har jeg det som om det er mig, alene hun rammer i hjertet. Men det samme kan masser af andre jo sige.”

Derfra gik det videre gennem undervisning – bl.a. på musikkonservatoriet – til en karriere som solist. Efter sejren i en musikkonkurrence i Estland har Juul optrådte meget rundt omkring i Europa.

På det nye album, ”Celeste”, er der versioner af diverse jazzstandarder og numre, hun selv har skrevet. Det er klassikere, ja, men i det musikalske rum, der opstår mellem Juul, den amerikanske guitarist Mike Moreno og den svenske bassist Lasse Danielsson er der intet, der lyder helt, som det plejer.

”Celeste betyder himmelsk eller at være tæt på himlen. Et sted, hvor lytteren inviteres til at drømme sig væk fra tidens intense verden og ind i et håbefuldt sfærisk lydunivers,” som det er skrevet om det nye album.

Et eksempel er ”Nothern Woods”, som kan høres i POVcasten.

”Jeg tror på, at der sker noget med én, når man kommer ud i en skov. Hele ens sanseapparat, duftene – man bliver påvirket af luften, også øjet. Det grønne. Det kan være, at jeg har skrevet Northern Woods, fordi jeg har en længsel efter noget mere natur,” siger Mette Juul.

I denne POVcast handler det om sang, musikalsk proces, at finde sig selv i en kreativ verden, at kaste sig ud i sange fra den såkaldte The Real Books, der er sunget hundredevis af gange før – og om at finde sine ben, når man ankommer fra en lille jysk provinsby til jazzland med firetoget.

”Jazz holder dig openminded. Det slår mig, at det sgu er et meget godt drug. Det er sundt, der er god næring i. Musikken er levende, du kan ikke tage den i hånden. Den vil hele tiden komme glide ud gennem fingrene og komme ud i nye formationer."

Vi kender alle lyden af korsangerne, der besmykker og bringer harmoni og luft i musikken. Vi hører dem løfte omkvæd efter omkvæd, men hvem er de? Mange af de såkaldte korsangere arbejder i skyggen af stjernerne.

I denne POVcast taler Jan Eriksen med Gry Harrit, der medvirker på mere end 100 danske plader. Efter en pause i 0’erne vendte hun tilbage som korsanger nu kun for Sebastian – og ellers som solist. Foreløbig har Gry Harrit udgivet en del singler, et album og en EP.

Den aktuelle anledning, medio februar 2024, er Gry Harrits rolle som primus motor i en hyldestkoncert d. 25. februar i Amager Bio til ære for en anden af Sebastians musikere, bassisten Michael Friis, der døde lillejuleaften 2023.

Det siger en del om Friis mangeårige karriere og betydning for den danske musikscene, at legendariske bands som Kenneth Knudsens Anima og Culpeppers Orchard er gendannet til lejligheden.

Af andre navne ved koncerten kan nævnes Sebastian, Kenneth Knudsen, Paul Banks, Lasse & Mathilde, Ole Fick, Jesper Haugaard, Anne Eltard, Klaus Menzer, Esben Just, Søren Frost, Henrik “SP” Schou Poulsen, Perry Stenbäck, Ole “Fessor” Lindgreen, Søren Rislund, og Gry Harrit selv. Plus mange flere.

"Det er meget sjældent, at man kan have et venskab på tværs af køn og som spænder over en stor aldersforskel. Jeg er stolt over, at Michael og jeg kunne sige, at vi elskede hinanden uden, at det handlede om, at vi skulle være kærester," siger Harrit.

POVcasten er også en historie om hårde arbejdsvilkår i musikbranchen, hvor alle er freelancere og kun få er bedre end deres seneste hit. Som datter af saxofonisten Niels Harrit er Gry nærmest født ind i branchen.

"Når man laver musik, bruger man afsindigt mange timer og økonomisk er det også store udlæg. Indtjeningsmulighederne bliver færre og færre. Jeg er et ret handlingsorienteret menneske, og har også mange ressourcer, men jeg har også spildt mange ressourcer og lavet sindssygt mange fejl. Og forsøger på at undgå at gentage mine fejl," siger hun grinende.

Det er en historie om arbejdsvilkårene i en hård branche, hvor Gry Harrit bl.a. har oplevet at ”blive lagt ned i en skuffe i tre år” på et pladeselskab.

Så det handler om tvivl, misogyni og modstand. Men det er også en historie om de gode ting, venskaber, samarbejde, støtte, kærlighed i musikbranchen. Harrit er aktiv i Foreningen Musikbevægelsen af 2019, en forening for kvinder, ikke-binære og transpersoner med virke i musikbranchen. Med andre ord kønsminoriteter i musikbranchen. Foreningen arbejder bl.a. for at sprede budskabet, at – for nu at låne af Sebastian – du er ikke alene.

Gry har blandt mange andre sunget kor på plader med og/eller optræde med bl.a. Lene Siel, Svenne & Lotta, Birthe Kjær, Michael Falch, Nikolaj Christensen, Peter Belli, Björn Afzelius, Ivan Pedersen, Anne Linnet, Big Fat Snake, SPJustFrost, Allan Olsen, Szhirley, Henning Kvitnes, Sebastian, Krebs – inden en selvvalgt pause.

Nu udgiver hun selv musik og er engageret er altså en del af Sebastians band.

"Det er magisk for mig. Mange siger, at det er en stor ære. Og det er det også. Og så siger jeg bare, "Tak, Knud"," siger Gry Harrit.

Denne POVcast er Gry Harrits historie – det er en hyldest både til sangerne i baggrunden uden hvem musikken ville miste en dimension – og det er en hyldest til Michael Friis. Og måske også lidt til Knud Christensen aka Sebastian.

Og kan sagtens lyttes til efter mindekoncerten 25. februar 2024.

I år er det 45 år siden, Pink Floyds foruroligende storværk "The Wall" udkom. At historien om Pink og muren stadig er relevant blev bevist med teaterkoncerten "The Wall", der netop har kørt for fulde huse i Østre Gasværk og Musikhuset Aarhus. På verdensplan er "The Wall" det ottende mest solgte album nogensinde. Afhængig af, hvem man spørger, har det solgt mellem 23 og 30 mio. vinyler.

Jan Eriksen købte albummet den dag, det udkom – 30. november 1979 - i Guf på Skt. Hans Torv på Nørrebro. Det gør ham ikke til ekspert i ”The Wall”, men det er foredragsholder og musiker Thomas Ulrik Larsen til gengæld. Så i årets første POVcast hjælper han Jan med at bryde mammutværket om muren ned.

Thomas Ulrik Larsen har tidligere bl.a. medvirket i en POVcast om et andet Pink Floyd storværk, ”The Dark Side of the Moon”.

I den nye POVcast sætter vi bl.a. fokus på disse spørgsmål:

- Sådan helt ærligt, Larsen: Er “The Wall” et Pink Floyd eller Roger Waters-album?

- Hvad inspirerede Roger Waters?

- Hvor meget Rogers Waters er der i Pink?

- Er der tråde tilbage til det oprindelige Pink Floyd på albummet?

- Hvad er det i al grimheden på ”The Wall”, der tiltrækker?

- Hvordan var rollefordelingen mellem Waters og de tre andre medlemmer og producer George Ezrin?

- Hvordan er historien om Pink struktureret på albummet?

- Hvilken rolle spiller Waters forhold til mor og far, der døde i Krigen?

- Hvor mange "mure" er der i historien om "The Wall".

- Hvad er "The Wall"s relation til Waters soloalbum "The Pros and Cons of Hitch Hiking".

- Hvorfor blev ”Another Brick in the Wall, part 2” et hit – og så endda et diskohit? Og hvilken diskoklassiker inspirerede især producer Georg Ezrin?

- Hvor kom David Gilmours signaturnummer og -solo i ”Comfortably Numb” fra? Eller rettere soli. Der er to.

- Hvilken er den bedste udgave på plade af ”The Wall”?

- Hvad var det med den samtidige punkscene og Pink Floyd – og specielt ”The Wall”?

- Hvad har vært Jan Eriksen – noget overraskende – til fælles med David Gilmour?

Dette og meget mere i denne POVcast:

Mange forbinder sikkert navnet René Wulff med bandet C.V. Jørgensen, hvor han var trommeslager. Det ganske lille band udgav tre album i perioden fra 1976 til 1979. ”Storbyens små oaser”, ”Vild i varmen” og ”Solgt til stanglakrids” er milepæle i dansk rockmusik.

Der var næppe noget i dansk rock på det tidspunkt, der swingede så tæt som dét band, og så med de tekster.

”De senere par år har jeg været ude med nogle foredrag. Og i den forbindelse, har jeg mødt rigtig mange mennesker, der har fortalt, hvor meget C.V. Jørgensen dengang betød for dem. Det nærmest fremkalder tårer i øjnene,” siger René Wulff i denne POVcast.

Men det var trods alt bare fire-fem år i alt og René Wulff var og er meget mere. Faktisk kunne hans rejse gennem dansk rock i 70’erne være foregået bag trommerne i Gasolin’, da hans ven, Bjørn Uglebjerg forlod bandet, men Wulff takkede pænt nej. Hør mere om dét i podcasten.

Jan Eriksen har besøgt Wulff i hans hjem i Gudme på Fyn, bl.a. for at tale om det nye album ”Small Steps – High Spirit”, som han har indspillet med en håndfuld rutinerede danske musikere.

Men det handler også om det livsforandrende øjeblik i barndommens Hvidovre, da en stemme en dag lød fra storebrorens grammofon: ”You ain’t nothing but a hounddog!!!”

Derfra gik bl.a. turen gennem bandet Hutlihut – det hed det! – Sensory System, Barbarella – og C.V. Jørgensen. Og da det band stoppede, fortsatte rejsen i den Police inspirerede trio Tass, efterfulgt af et par begivenhedsrige år i USA med bl.a. zydeco legenden Queen Ida og bluesmusikeren Sonny Rhodes.

Hjemme igen i Danmark gik det en tur omkring bandet Sidewalk, der blev hyret af ”Den femte ABBA”, Stickan Andersson til Polar Music. Sprutten flød, hvor Stickan gik, og sådan var det også i Wulffs næste band The Intellectuals, det nærmeste Danmark kom et PUB-rock band i stil med det desværre kortlivede Rockpile. Uden at overdrive kan man sige, at bandet med Wulff, Niels Maetoft og Lars Hybel spillede for de stoffer, de selv rendte rundt og indtog.

”Det er nok det mest sindssyge band, jeg har arbejdet med. Nogle af de ting, vi fik lavet, er jeg meget stolt af. Når vi var gode, var vi skidegode. Men når tingene kører med sprut og galar opstår der tit uenigheder.”

René Wulff har udgivet to soloalbum, det første, ”Blue Rendezvouz” i 2010, det seneste er ”Small Steps – High Spirit”.

Mediano Music har tidligere udgivet en podcast med René Wulff specifikt om hans år i C.V. Jørgensen og hans bog "Det Ganske Lille Band

- mine år med C.V. Jørgensen". Den podcast blev optaget via Skype og lyder mildt sagt ringe. Ikke desto mindre er det POV Mediano Musics fjerde mest lyttede/downloadede podcast.

Noter:

Det skal understreges, at:

- Wulffs ven, Bjørn Uglebjerg, ikke medvirker på indspilningen med Les Rivals i POVcasten. Uglebjerg var med til at starte Les Rivals.

- René Wulff ikke medvirker på Queen Idas “Home on the Bayou”, som kan høres i POVcasten.

- teksten til "Time Slips Away" fra Wulffs nye album er skrevet af Ray Weaver. Herboende amerikansk musiker og sanger med egen karriere og som ofte spiller i Nashville.

- du kan følge Rene Wulff og albummet "Small Steps - High Spirit" på Facebook.

Denne POVcast dykker ned i et forholdsvis uopdyrket kapitel i dansk rockhistorie. Den er først og fremmest en hyldest til en af de store originaler i danskrockens tidlige år, Hans Vinding - og hans band, Hyldemor. Den aktuelle anledning er vinyl dobbeltalbummet ”Glem det hele – husk det live 1979 – 81”.

Jan Eriksen har inviteret guitarist John Teglgaard i studiet. Han var medlem af Hyldemor og senere Bifrost og havde bl.a. et kort ophold i Lone Kellermanns band.

Hans Vinding, der døde i 1999, var det absolutte centrum i Hyldemor.

Bortset fra den nævnte hyldest er POVcasten en vandring gennem et kreativt musikmiljø i det dengang nyetablerede Christiania, hvor både Hyldemor og Tom Lundens Bifrost en periode slog rødder, og hvor Lunden skrev den ikoniske ”I kan ikke slå os ihjel”.

Teglgaard etablerede øvehuset REBEFA (Rock er bedre end fast arbejde) i Christiania.

”Jeg kan godt se, når jeg tænker tilbage, var det ikke lige økonomien, jeg tænkte på. Men jeg havde set, hvordan mange voksne i Horsens, hvor jeg kom fra, var fuldstændig nedslidte af hårdt fysisk arbejde. Jeg ville en anden vej,” siger Teglgaard bl.a.

I POVcasten fortæller han om sin vej ind i Hyldemor efter – i tidens ånd - bl.a. at have været i lære i Indien hos en sitarlærer og have etableret bandet Masala Dosa.

Som Steppeulvene nåede Hyldemor kun at udgive ét album, ”Glem det hele”. Bandet har aldrig helt fået samme anerkendelse som Eik Skaløes band, men dykker man ned i Hans Vindings tekster, finder man indimellem guld af lige så høj karat som hos Skaløe.

”Hans var et af de mest empatiske mennesker, jeg har kendt – men når han var plaget af smerter, det kunne være efter et epileptisk anfald eller p.g.a. livets hårde realiteter, så led han meget. Så sad hans følsomhed helt uden på tøjet”.

I perioden, hvor livealbummet er optaget, bestod Hyldemor af Hans Vinding, Steen Claësson (tidl. Furekåben og Burnin' Red Ivanhoe) på violin, Jens Breum (tidl. Alrune Rod, død 2014) på trommer og John Teglgaard på guitar.

I POVcasten taler John Teglgaard og Jan Eriksen om:

- Hans Vindings kontakt med kreative kilder, ingen andre kendte – og perioderne hvor han var fanget af mørket.

- inspirationen fra jazz, jazzrock, indisk, afrikansk musik, britisk folkrock, ikke mindst Bert Jansch.

- bevidsthedsudvidende stoffer og hvad de gjorde ved dem, der indtog dem. F.eks. dengang en mand stillede sig bag John og placerede en dolk mod hans strube.

- lyden af Teglgaards sitar på en kultplade med Rudi og hans letbitre band.

- cadeau til Uffe Lorentzen og Peter Sørensen, der begge har stor andel i den fornyede respekt, Hyldemor har opnået de senere år.

- cadeau til de producere og lydteknikere, der var med til at løfte dansk rock til et nyt niveau i slutningen af 70’erne.

- årene med Bifrost på rejsen fra udgangspunkt i Christiania til kommerciel succes. John Teglgaard var medlem fra 1978 til 1985.

- ikke mindst den rolle Vivi Flindts guldtrusser spillede for Hans Vinding.

- et Hyldemor-nummer der blev skrevet på Eiffelbar på Christianshavn af Tom Lunden og Hans Vinding.

Lyt med her:

I denne POVcast er Jørgen Klubien gæst. For anden gang i POV Mediano Musics femårige historie. Første gang handlede det om Klubiens liv og karriere, denne gang tager han og Jan Eriksen udgangspunkt i en ny plade.

Titlen på Jørgen Klubiens nye album, ”Wonderland”, er ikke tilfældig valgt. Dels er soulmusik i almindelighed og Stevie Wonder i særdeleshed fællesnævner for Klubiens samarbejde med den nye makker, multiinstrumentalisten Zacharias Celinder.

Dels er ”Wonderland” en hyldest til smørhullet Danmark – som det ser ud på afstand for en udlandsdansker som Klubien.

Albummet udkommer under navnet Dans’orkestret, som selvfølgelig er en forkortelse af det oprindelige band bag hits som ”Kom tilbage nu” og ”Regndans”. Det er især ment som en hyldest til percussionisten, salig Jacob Andersen, der for 40 år siden tid etablerede Danseorkestret – hvor Klubien hurtigt blev inviteret indenfor som sanger.

”Jeg opfattede Jacob som kapelmesteren og komponisten. Hvis jeg tænker Beatles, så var Jacob John Lennon, for det var ham, der startede det, og han var den kraft, der havde troen på det. Han stod fast. Jeg opfattede meget Danseorkestret som hans – i begyndelsen i hvert fald. Med tiden følte Jacob en mæthed, og det prægede ham måske også at de nye numre ikke rigtig kunne hamle op med de gamle hits,” siger Jørgen Klubien.

Dans’orkestret består af yngre musikere. I podcasten taler Jørgen Klubien om det nye band og om det drive, der gør, at han stadig rejser hjem til Danmark for at udgive ny musik og holder liv i arven efter Danseorkestret. Det, der gør, at han bliver ved med at indspille musik, selvom han jo egentlig også har en imponerende karriere som animator og tegner, bl.a. i Disney-regi.

Med et citat fra selveste Clint Eastwood, "I don’t let the old man in" (når det værker i kroppen om morgenen), synger og fortæller Klubien om sit liv, der aldrig har været bedre end nu.

”Jeg har selv været der som ung og hot, og det var det, de syntes, de kunne sælge. Nu ligger jeg i kategorien ældre herrer på 65 med gråt hår og skæg. Skal jeg så bare holde op eller hva? Det, jeg godt kan lide at lave, det er det samme som da jeg var 15. At lave lidt tegnefilm og spille lidt musik. Så jeg bliver da ved.”

Lyt med og hør Jørgen Klubien og Jan Eriksen tale om:

- samarbejdet med Pixar-bossen Lasseter, der ikke nødvendigvis var rosenrødt.

- kærligheden til Klubiens kone, som han bor sammen med i Los Angeles

- at finde fornemmelsen af ro og sikkerhed i sit liv i en forholdsvis sen alder.

- at holde fast i soulmusikken, selvom det er en ret smal genre i det kølige Danmark.

- at optræde sammen med sin helt unge datter, der gerne så, at faren droppede sine ungdommelige moves.

- at synge om sine håb og drømme for en bedre og renere verden. Kan man ændre noget med sin musik?