Radiovagabond

Howdy igen fra Houston, Texas

Velkommen til den anden halvdel af min dag med Doug Harris – en stolt Houstonian og min gamle ven, som viser mig rundt i sin hjemby. Hvis du endnu ikke har hørt den første halvdel, burde du måske gøre det først, så du er med på, hvad der sker. Gør det bare nu, jeg venter her.

Okay…? Velkommen tilbage, lad os springe ud i det.

LAKEWOOD CHURCH

Doug og jeg fortsætter vores eventyr i Dougs bil, og vi kommer forbi et populært og anderledes sted i byen: Lakewood Church. Bygningen blev tidligere kaldt The Summit og senere som Compact Center – inden den skiftede navn til Lakewood Church. Det er et sted med plads til 17.000 mennesker, og husede også tidligere NBA-basketball, når Houston Rockets var i kamp. Doug fortæller mig, at han også har været til flere koncerter i denne bygning. Blandt andre har ZZ Top og Aerosmith fået taget til at lette. Men nu er det en kirke. Dog en meget stor kirke, der er anderledes end de fleste.

Den hedder Lakewood Church og både kirken og den unge præst, Joel Osteen er til stede på de fleste sociale medier. De har også en app, en podcast og en meget professionel hjemmeside, hvor de både har live-stream og en webshop med masser af bøger fra Joel, hans hustru, Victorie og hans mor Dodie Osteen.

HELLIGE FADER OG HANS SØN

Kirken blev grundlagt af Joels far, Pastor John Osteen, og mens han kørte den, arbejdede Joel i baggrunden som TV-producer. Da faderen døde overtog Joel ansvaret som Senior Pastor i Lakewood Churck.

Jeg tog et kig på deres hjemmeside og så en video fra en gudstjeneste for et par uger siden. Set hverken ligner eller ser ud som en almindelig gudstjeneste i en almindelig kirke. Som Doug fortalte mig, så er det en kæmpe arena med 17.000 sæder og det hele starter med et band på scenen med lys og et hujende publikum. Selve Tv-produktionen er også meget professionel med mange kameravinkler. Det minder mig mere om en X-Factor finale i BOXEN. Da musikken klinger ud og publikum er færdig med at klappe træder Joel og Victorie ind på scenen med hvert sit følgespot – og starter gudstjenesten.

En noget anden oplevelse end hvad man ser i en lokal landsbykirke i Danmark en typisk søndag med fem forkølede mennesker.

TRADITIONAL TEXAS BBQ

Doug tager mig med videre til sin yndlings-frokost-restaurant, Charlies BBQ, så jeg kan smage noget rigtig Texas barbecue. Man mærker straks, at han har været her mange gange, for han hilser varmt på personalet og introducerer mig, så jeg føler mig både velkommen og lidt speciel.

Vi går op til grillen og måder ejeren, Fote Demires, som gik i gang med at give mig gode råd om, hvad jeg skulle vælge:

"Du skal absolut prøve vores brisket og grillpølserne er også meget populære. Og spareribs naturligvis."

Jeg følger hans råd, og efter at have konsumeret en kæmpe tallerken med Houston kød bevæger jeg mig tilbage for at tale mere med Fote.

"Vi har været i BBQ-branchen siden før min tid – i omkring 60 år. Som en anden-generations-griller har jeg været i barbecue-branchen i 30 år, siden jeg overtog den fra mine forældre. De immigrerede hertil fra Grækenland, og besluttede sig for at åbne en BBQ-restaurant fordi… ja, det er jo Texas. Hen over årene har vi tilføjet en smule græsk madkultur og tilbyder nu også både gyros og tzatziki".

Efter en fantastisk frokost (med propfyldte maver), kravlede vi tilbage i bilen og fortsatte vores køretur gennem Houston.

HUSK THE ALAMO

Doug fortæller mig, at Houston er opkaldt efter Texas' første præsident og general, Sam Houston. På et tidspunkt var Texas under mexicansk styre og siden blev det en selvstændig republik. Efter de erklærede sig uafhængige sendt den mexicanske regering en stor hær under ledelse af Antonio López de Santa Anna til at angribe Texas.

Men den mexicanske general havde undervurderet hvor stærk Texas' hær var. Den blev ledet af William Barret Travis, som havde samlet en flok frivillige til at hjælpe ham med at holde mexicanerne væk. En af disse frivillige var en folkehelt ved navn Davy Crockett. De holdt skansen ved Slaget ved Alamo i 13 dage mod tusinder af mexicanske soldater i San Antonio i 1836. Doug fortæller videre:

"Det store formål med Slaget ved Alamo var at det gav Sam Houston tid til at træne sine tropper ved den Mexicanske Golf, og iværksætte et overraskelsesangreb på Antonio López de Santa Annas mænd. En eftermiddag mens den mexicanske hær holdt siesta og tog dem alle som fanger. Santa Anna nåede at skifte til en almindelig uniform, så han ikke skulle blive genkendt af de texanske soldater, men blev afsløret da en af hans egne folk tiltalte ham som 'generalissimo'".

Hele historien om Davi Crockett og slaget ved Alamo er noget, vi dykker mere ned i, når jeg besøger San Antonio om et par uger. Det er meget fascinerende så bliv her på kanalen.

TEXAS GULE ROSE

Som det er med et hvert godt folkesagn, så havde Antonio López de Santa Anna på dette tidspunkt, en elskerinde af blandet herkomst. På grund hendes (som de lokale kaldte det) "gule hud" var hun inspiration til den kendte folkesang "Texas' Gule Rose".

MUSIKKEN I DOUG

Og apropos musik, så er Doug den slags person, der konstant går rundt med en melodi i hovedet, og han nynner eller synger konstant. Det er ikke noget, jeg har lagt mærke til før, når jeg har mødt ham rundt omkring i verden, men her (på hans hjemmebane) er det helt tydeligt. Da vi forlod kontoret, nynnede han, i elevatoren sang han, og det fortsatte, da vi gik ud til hans bil. Og det lade ikke til at det på virker ham, at der er folk, der hører ham. For eksempel, da vi mødte personer i elevatoren, lavede han blot en lille pause mellem verset og omkvædet og fik plads til et hurtigt "howya doin'?". Han er en mand, der konstant spreder glæde og smil omkring sig.

Doug tager mig med til endnu et imponerende sted, der er opkaldt efter byens grundlægger. Den berømte væddeløbsbane, Sam Houston Race Park er vært for mange hestevæddeløb, men også et stort koncertsted, og en prominent turistattraktion i Houston. Mange countrystjerner optræder her.

Doug slår mig mere som en fan af 'classic rock' end country. Til det har han disse ord:

"Jo, jeg er en rocker – jeg voksede op til The Beatles, The Yardbirds og Jimi Hendrix. Desuden tilbragte jeg mange af mine unge år på rock-radiostationer. Jeg havde endda engang et band i min garage, hvor vores bassist var den siden så kendte, Dennis Quaid. Men selvom jeg er en rocker, så vil det være dumt at frasige sig fantastiske sange i andre genre. Og country musikken har nogle helt fantastiske navne som Willie Nelson og Bob Wills. Så jeg vil sige, at jeg kan lide al slags musik. Jeg er dog ikke den helt store rap-fan. Men hvis jeg ka' synge med på det, når det spilles i radioen, ka' jeg li' det".

HOMEWOOD SUITS BY HILTON

Doug har fundet et hotel til mig, og skaffet mig en super skarp pris. Det er et såkaldt Homewood Suites, som er en del af Hilton kæden. Det er meget kunstnerisk med smukke malerier i foyeren og et stort vægmaleri bagved poolen.

Jeg møder Bruce fra hotellet og beder ham fortælle mere om stedet. Jeg synes, at det er interessant, at det ligger i en del af byen med mange kontorbygninger – og for mig måske ikke er det mest indlysende sted til et hotel.

"Både og… Hilton havde brug for et hotel i denne del af byen, og i den korte tid, vi har været åbne, har det vist sig at være en god beslutning. Vi er bestemt mere et hotel for forretningsrejsende. Vores ejere har bestræbt sig på at skabe et sted med en følelse af et boutique-hotel og har investeret en masse i kunst. Al den kunst du ser på væggene, er af en lokal kunstner, der kalder sig Mr. D. Han er kendt som Houstons største væg-kunstner, og han har også skabt det store vægmaleri, du ser bag ved poolen".

Bruce viste mig også rundt i det i resten af hotellet, der har 125 værelser og et udendørs-køkken og bålplads. Og endnu et stort håndmalet Mr. D vægmaleri, der er som skabt til at tage selfies ved. Og så viste han mig min suite, som var både smuk og meget rummelig.

FLERE OPLEVELSER MED MIN VEN DOUG

Jeg kom til at hænge ud en dag mere med Doug. Han tog mig blandt andet med til fernisering på en kunstudstilling – og på hans opfordring besøgte jeg et bizart sted: the National Museum of Funeral History. Her kom jeg til at lære en masse om kister og begravelsesoptog gennem tiden, plus en masse om berømte begravelser. De har også en souvenirbutik, hvor de sælger kasketter, kaffekopper, t-shirts og køleskabsmagneter, hvor der står ting som "en dag over jorden er en god dag". I sandhed et underligt og lettere morbidt sted. Men interessant og unikt for Houston.

NÆSTE STOP: LOCKHART

Jeg er glad for, at jeg tog mig tid til at besøge min gamle ven, og præsentere dig for den store texaner. Jeg glæder mig til at vore veje krydser hinanden igen, et eller andet sted på kloden.

Og det var det hele fra Houston. Nu skal jeg tilbage til Austin for at aflevere den lækre lille sorte sportsvogn til Gary, og så videre til Lockhart, en mindre by omkring 50 km syd for Austin. Her skal jeg "house-sitte" – altså passe hus og i dette tilfælde katte og planter. Det er faktisk ikke engang i selve Lockhart, men lidt længere ude på landet. Det er et sted med slanger i græsset og en gård med hundredevis af haner. Den er meget larmende, men ægteparret, der ejer den er ligeglade, da de begge er døve.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

Velkommen tilbage til Houston, Texas

Jeg fik sagt farvel til mine nye venner Jeanie og Big Ed i deres trailerpark i Houston, og hoppede ned i min sexede åbne sportsvogn for at besøge en gammel ven, Doug Harris. Han havde sat mig stævne på sit kontor.

Jeg kender Doug som en Marketing Consultant, der har firmaet Creative Animal, hvor han arbejder med radiostationer. De seneste 20 år har han også drevet Noisemaker Communications, hvor han og sit team også hjælper andre brancher med at lave noget larm og skabe opmærksomhed.

Doug er verdensberømt fos sine skøre, kreative og larmende idéer. Et eksempel er fra da en Star Wars film havde premiere og en radiostation (på hans opfordring) tilbød 1000 dollars til den første lytter, der legalt ville ændre sit navn til Obi-Wan Kenobe. Det gav dem en masse medieomtale for radiostationen – og det er en idé, der siden er blevet kopieret af stationer verden rundt.

Jeg kan også huske, at han har fortalt mig om sin yndlingsidé, som dog aldrig blev ført ud i livet – fordi kunden fik kolde fødder. Han repræsenterede et firma, der laver barbermaskiner, og han foreslog, at de skulle indrykke en helsidesannonce, hvor de tilbød Fidel Castro en million dollars for at barbere sit ikoniske fuldskæg af med deres barbermaskine. Kunden var bekymret – for hvad nu, hvis den kommunistiske leder i Cuba sagde ja til denne kapitalistiske bestikkelse? Efter min (og Dougs) mening ville det have skabt så meget medieomtale, at det ville være mange millioner værd.

Det er den slags tossede kreative idéer, der opstår inde i hjernen på denne mand, du skal møde i dag. Så spænd sikkerhedsselen…

MØDER EN GAMMEL VEN I HOUSTON, TEXAS

"Houston is a cruel, crazy town on a filthy river in East Texas with no zoning laws and a culture of sex, money and violence. It's a shabby, sprawling metropolis ruled by brazen women, crooked cops and super-rich pansexual cowboys who live by the code of the West — which can mean just about anything you need it to mean, in a pinch."

Dette citat er fra den berømte amerikanske journalist og forfatter, Hunter S. Thompson.

Efter en varm velkomst og en bamse-krammer fra min gamle ven, sprang vi ned i hans bil og startede med at mindes de mange gange, vi har mødt hinanden. En af gangene var ved en NAB radiokonference I London, hvor vi endte med at dele et hotelværelse … "udelukkende for kammeratskabet og økonomien", som Doug udtrykker det.

Vi har også set hinanden i Mumbai, Indien, hvor vi begge var talere på en konference – kort efter at den indiske regering havde tilladt private at drive radiostationer. Og det er kun et par af de steder, vi har set hinanden rundt omkring i verden. Faktisk har jeg selv hyret ham og fløjet ham til Odense for at sprede lidt glæde og kreativitet til fynske reklamefolk.

Så det er helt fantastisk at møde denne store texaner på sin egen hjemmebane her i Houston.

Noget af det første Doug fortæller mig på vores køretur, er at Houston har et af de fineste hospitaler i verden, Texas Medical Center, som modtager mange patienter fra hele verden. Houston har også et meget stort teater område – her i USA er det faktisk kun overgået af New York City, når man tæller antal sæder. Desuden har de "den bedste mexicanske mad og barbecue på planeten". Lige det med den mexicanske mad, kender jeg dog en mexicaner, der vil være uenig i… men det et noget, jeg vil undersøge nærmere, når jeg kommer til Mexico om en månedstid.

Doug er, som du måske allerede har opfanget, en sand "houstonian". Han elsker og kender sin by igtig godt, så han er den perfekte turguide for mig, mens vi er på vej til sin yndlingsrestaurant, Charlie's BBQ for at få mig til at konsumere noget originalt Texas BBQ.

"Denne by er utrolig mangfoldig. Vi har et stort antal spansktalende og et voksende asiatisk samfund i byen, som består af personer fra Kina, Korea, Japan og Vietnam. Det er alle sammen folk, der har fundet deres hjem her, fordi Houston er et sted, der tager imod andre kulturer. Det giver os en fantastisk blanding af kultur, mennesker og sprog – og der er masser af muligheder her. Noget af det specielle ved Houston er, at vi gør alting større og bedre her…"

Dette er blot en smule af det, som Doug fortæller mig om sin by indenfor de første par minutter. Han tilføjer, at han godt er klar over, at det er lidt kontroversielt, men dog også, at USA er bygget på indvandring. Det gælder også ham selv. Han er født her, men hans forældre er indvandrere fra Grækenland.

BEGRAVELSESMUSEUM

Vi kommer langt omkring på kort tid i vores samtale, og pludselig fortæller han mig om et bizart museum, som han opfordrer mig til at besøge: National Museum of Funeral History. Glæd dig til næste episode, hvor jeg følger denne opfordring.

UNDERLIGE FAKTA OM HOUSTON, TEXAS

1. De færreste af dem, der bor i Houston, er fra Houston. Hvis du spørger folk på gaden, hvor de er fra er det faktisk de færreste, der vil svare Houston; de fleste er fra en anden by, en anden stat eller måske fra et helt andet land.
2. Houston har et stort underjordisk tunnel-gang-system. Det er omkring seks meter under jorden og er over 11 km langt.
3. Der er ingen skrap byplanlægning her. Du kan sagtens se en sexshop ved siden af en stor herskabsvilla, ved siden af en skole, ved siden af et buddhisttempel.
4. Du ser ikke mange her med cowboystøvler og Stetson hatte. Og det er fordi de ikke er rigtige cowboys. Den eneste undtagelse er, når de har deres årlige rodeosæson – så ifører de sig de fineste støvler, hatte og de største prangende bæltespænder, de kan få fingre i, og lader som om de er rigtige cowboys og cowgirls.
5. The Houston Livestock Show and Rodeo er et af de største rodeoshows i verden. Denne månedlange event tiltrækker mere end 2,5 millioner deltagere hvert år.
6. Og endelig: Opgiv på forhånd at gøre noget ved dit hår i august. Fugtigheden vinder – hver gang.

DOUG HARRIS = SÆBEBOBLER

Meget ofte, når jeg har oplevet Doug som taler på konferencer rundt omkring i verden har han medbragt bobler. Han taler tit om, hvordan man skaber et kreativt miljø på en kedelig arbejdsplads, og én af de ting han anbefaler (efter slik, donuts og sodavand) er altid sæbebobler.

Jeg husker, den europæiske konference i London (hvor vi delte et hotelværelse). Her havde han 4-500 mennesker i sin hule hånd, mens de blæste bobler. Hele det store lokale var fyldt med sæbebobler … og vi følte os meget kreative.

Og han bemærker ofte, når andre har fået en god idé. Og det sker også, mens vi kører rundt i Houston. Her bemærker han et skilt, som er fra en møbelbutik, der har en god idé.

"Hvis du køber en madras ved os og vores lokale hold Houston Astros vinder World Series, giver vi dig alle pengene tilbage."

Sådan noget som det, er ifølge Doug en god idé – for selvom det er en satsning, så er det noget, der kan få folk til at snakke – og madras-sælgeren fremstår som en god lokalpatriot.

På vores køretur gennem byen peger han – og kommenterer på mange af de ting, vi kører forbi, som kan være svært at fange på skrift. Så hvis du vil have det fulde udbytte, så tryk på play og lyt.

FRISØR-SALON-BAR

Doug har ikke meget hår (men dog mere end mig), så han trænger til en trimning. Derfor laver vi et hurtigt stop og jeg bliver placeret i baren og får en kop kaffe. Ja, dette er en frisørsalon med en bar. Meget anderledes end nogen anden frisørsalon, jeg har været i.

The Gents Place, som den hedder, er et sted, du absolut skulle overveje, at besøge, hvis du trænger til en klipning, en hovedmassage, at få vokset de små hår i næsen eller ørerne, at få pudset dine sko – eller bare har lyst til at komme væk fra kvinden i dit liv et par timer og hænge ud med andre mænd.

Som de skriver på deres hjemmeside: "En god klipning er kun begyndelsen". Se denne video om stedet.

Alissa fra The Gents Place siger:

"Vi sælger en oplevelse, og ikke kun en klipning. Mænd kan hænge ud I vores bar og få et par drinks før eller efter arbejde. Og mange kommer hertil for at komme væk fra konen et par timer".

På deres website skriver de:

Enjoy a place where distinguished gentlemen gather for conversation and drinks while receiving luxury grooming services such as steamed towel treatments, neck and shoulder massages, and facial hair maintenance. With our men's grooming clubs, we strive to bring back the gentleman in all of us.

Life is not an errand, nor should we treat it as such. When it prompts us to attend a task with regularity, we might as well attend to it while surrounded by like-minded gentlemen, complimentary top-shelf drinks, and curated advice. Such is the path to looking our best, feeling our best, and becoming our best.

BUFFALO BAYOU

Den nyklippede Doug og jeg fortsatte ned i downtown Houston for at besøge Buffalo Bayou – en skøn park, med stier og en lille flod, hvor byens beboer kan sejle kajak og nyde udendørslivet i midten af byen.

Doug er den slags person, der er god til at falde i snak med fremmede på gaden. Han har bare en aura omkring sig, der siger "hey, jeg er flink, tal til mig". Og det er ikke noget, han gør sig umage for – det er bare sådan, han er. Som da vi møder nogen med en hund, starter han en samtale så let som ingenting.

Det er som om, at han giver en Master Class i, hvordan man gør:

1. Snakker med hunden.
2. Hilser på ejerne, introducerer mig og siger, at han er i gang med at vise mig rundt.
3. Giver hunden flere komplimenter.

Jeg er ret sikker på, at Doug ikke vil synes, at det var noget særligt, men jeg var imponeret, og jeg synes, at disse få sekunder meget godt opsummerer, hvilken positiv udadvendt person, han er.

Tilbage i bilen fortæller han mig mere om alt, hvad vi kører forbi – for eksempel en bygning, de kalder The Heartbreak Hotel og en udendørs park, der har aircondition. Man kan mærke, at han elsker at fortælle om sin by, og han har meget mere, han vil dele, så der kommer en del 2 af min dag med Doug i Houston.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

Velkommen til en Radiovagabond bonus-episode – en opfølger til en af de seneste, hvor jeg var på besøg hos det sted, der hedder House of Songs i Austin, Texas.

Her blev jeg vist rundt og fik forklaret en masse af Troy Campbell – manden, der havde grundlagt det… efter han havde fået dansk inspiration, da han besøgte vores allesammens Poul Krebs efter et besøg på Samsø.

Troy fortalte mig en masse røverhistorier om sit venskab med Poul Krebs, så jeg tænkte, at det ville være interessant at høre om det fra ham selv.

Velkommen tilbage til Texas

I denne episode tager jeg dig med til den 4. største by i USA – Houston. Her besøger jeg et af de mest ikoniske steder i byen, som satte Houston på verdenskortet, da NASA begyndte at sende folk i rummet.

I starten af mit besøg skal jeg bo hos et lokalt par i en trailerpark. Men først skal jeg finde et køretøj, og jeg bestemte mig for at køre med stil.

BILLEJE MED TURO

Jeg er i Ceder Park i den nordlige del af Austin for at hente min lejebil. Det er et smukt parcelhuskvarter med fint trimmede græsplæner foran husene. Min Uber sætter mig af ved et af husene, og jeg møder Gary, der ejer den bil, jeg skal køre i.

Du undrer dig måske, hvorfor jeg henter en bil i et privat hjem i stedet for et kontor hos Avis eller Hertz i et industrikvarter. Så lad mig forklare – og her kommer et godt rejsetip: Jeg bruger Turo.

Turo er som Airbnb for biludlejning. Det er en online platform, hvor folk kan udleje deres egen bil til fremmede. Det er et rigtig godt alternativ til almindelig biludlejning. Ejerne (som Gary) kan udleje deres bil med Turo, og lejere (som mig) kan kigge på siden og leje dem til de priser, ejerne sætter dem til.

Det er både første gang for Gary og mig, at vi bruger Turo. Jeg startede med at kigge på hjemmesider for almindelige biludlejningsfirmaer, og prøvede så at kigge på Turo. Og pludselig dukkede denne lille seje sportsvogn op – og den var billigere end selv de mindste biler, jeg havde set på lige før. Det virkede næsten for godt til at være sandt, men den var god nok.

Det er en lille sort 2-sæders cabriolet, hvor taget folder tilbage, når man trykker på en knap. Det var bare noget, jeg blev nødt til at prøve, så jeg bookede den – og kort tid efter stod jeg og sludrede med Gary.

"Jeg har lige købt bilen, fordi jeg altid har haft lyst til at eje en lille bil. Jeg har altid drømt om at eje en lille cabriolet, og udnytte det gode vejr her i Texas. Turo giver mening for mig, fordi det giver mig mulighed for at leje den ud og måske tjene lidt penge den vej. Jeg købte den med den viden, at jeg ville leje den ud, så jeg har ikke noget imod, at fremmede kører i den – i bund og grund er det bare en maskine, der kan repareres, hvis der sker noget. Det er ikke min baby".

Efter en kort snak og instruktion fik jeg nøglerne og kontrol over denne lille sorte skønhed. Og det var så fedt.

LANDEVEJENS ROCKSTJERNE

I starten af mit besøg i Austin var jeg til endnu en rejseblogger konference, og en aften over et par øl ved en af de sociale events, mødte jeg Ed og Jeanie – et charmerende par fra Houston. Vi kom rigtig godt ud af det med hinanden, og i slutningen af aftenen, tilbød Ed mig at bo hos dem et par dage, hvis jeg skulle til Houston. Jeg var ikke helt klar over om det var øllene, der talte, men jeg tog ham på ordet og takkede ja.

Så her var jeg, på vej fra Austin til Houston i en lille åben sportsvogn. Det er en køretur på to-en-halv time, og jeg nød at ligge der i fuld fart på de åbne landeveje. Med vinden i håret følte jeg mig som en rockstjerne, selvom det samtidig var en smule skræmmende med alle de kæmpestore Texas-lastbiler omkring mig. De kunne sandsynligvis ikke engang se mig helt dernede på vejen, og det var som at sidde i en gokart, som sagtens ville kunne køre und under lastbilerne… hvilket jeg dog ikke gjorde.

AT BO I EN TRAILERPARK

Du kan sikkert forestille dig, hvordan øjnene rullede, da jeg langsom trillede ned ad grusvejen i trailerparken mod Ed og Jeanies trailer, som skulle være mit hjem de næste par dage.

Ed er en høj texaner, og alle kalder ham "Big Ed". Da jeg ankommer og bliver mødt af Big Ed og hans nabo, Randy, gør de store øjne. Det samme gør Eds lille hvide hund, Yogi Bear.

"Woah, look at you man. Fuckin' pimpin'. That's great man, I can't believe you found us," siger Ed med et smil og en tyk Texas-accent.

Jeanie og Big Eds trailer er stor. Den er 5x24 meter stor, og hvis man ikke lige ved det, ville man tro, at det var et almindeligt lille 120m² hus. Specielt når man træder indenfor. Der er en gang og adskille værelser – blandt andet to soveværelser.

Så det er ikke den slags campingvogn, man spænder efter bilen og kører på sommerferie. Jo, måske her i Texas med en kæmpe truck foran. Men denne har ikke bevæget sig siden den blev parkeret her for flere år siden.

Big Ed er pensioneret, og siden han ikke skal tidligt op går han sent i seng. Han fortæller mig, at han tit sidder oppe til 3-4 om natten og ser sport eller Fox News på deres store fladskærms-TV. Jeanie arbejder stadig (eller gjorde på dette tidspunkt – hun er også gået på pension her i 2021), så hun går tidligere i seng. For ikke at Ed skal vække hende hver nat, har de separate soveværelser. Men mens jeg er her, låner jeg Eds soveværelse og han vil stille kravle ind i Jeanies store vandseng. Noget det ikke virker som om, han har noget imod. Jeanie blev ikke spurgt.

Mens solen langsomt går ned, begynder det at regne, og jeg satte mig ned med Ed på deres veranda foran traileren, og ville lære min gæstfrie vært bedre at kende.

VERANDA-SNAK MED BIG ED

Regnen forhindrede desværre Ed i at lave sine "ikke-helt-nok-så-berømte-Houston-barbecue-spareribs", som han kalder dem. Men han lovede, at han ville lave dem i morgen. Big Ed fortæller mig, hvordan han og Jeanie endte med at bo i en trailerpark.

"Vi har en dejlig lille hytte her. Specielt efter min kone har smidt næsten 30.000 dollars i forbedringer. Vi har granit-bordplader i køkkenet, har indsat nye badekar og meget andet. Det er et skønt lille sted for os to og vores lille hvide hundehvalp, Yogi Bear. Jeg har også lavet et lille udedørs område omme bagved, som jeg har lavet til en bar, og et sted, vi kan have små koncerter og hygge med vennerne".

Man kan næsten ikke kalde det en trailer, da den ikke har hjul mere. Big Ed fortæller, at de blev fjernet, da den blev stillet der, så man ikke lige kunne spænde den efter en bil og forsvinde i nattens mulm og mørke, hvis man var bagud med betalingerne.

REJSENDE TRAILER PARKERE

Big Ed og hans "smukke Jeanie" rejser rundt i verden mere end de fleste. Det har de mulighed for, da Jeanie har arbejdet for United Airlines i 20 år og derfor har lov til at flyve med dem gratis. Hvor som helst og når som helst, de har lyst. De skal bare gå op til skranken og sige, hvor de vil hen – og de skal ikke engang betale for baggage. Det er en enestående mulighed, de udnytter så meget, de kan. Når folk spørger Big Ed, hvor de har været, siger han, at det er nemmere at tælle kontinenter end lande. Så jeg spørger naturligvis, hvor de har været.

Han fortæller, at det er blevet en ting for dem at holde nytår i en hovedstad et eller andet sted i verden. Indtil nu har de gjort det i London, Paris, Rom, Phnom Penh og mange andre steder. Næste gang regner de med at det bliver Quito i Ecuador.

At rejse så meget som amerikaner er bestemt ikke normalt. Og da især ikke, hvis man bor i en trailerpark i en rød stat som Texas. Ed fortæller:

"Kun omkring 42% af alle amerikanere har et pas, og af dem, der her det, er der ikke mange, der rejser meget udenfor landets grænser. Så vi er ikke som de fleste, og mange af vores venner kommer til os og regner med, at vi altid har en ny spændende historie at fortælle".

Big Ed er en berejst, intelligent og interessant mand, som jeg er glad for nu at kunne kalde min ven. Jeg nyder virkelig min snak på verandaen, men nu må jeg i seng, da jeg har en lang dag foran mig. Jeg skal til det sted, hvor de kommunikerede med den første mand på månen. Houston Space Center.

Men først:

EN PODCAST ANBEFALING

Jeg har en podcast, jeg vil anbefale dig at lytte til. Det er en podcast for sådan nogen som os: Os der har børn, der er "fløjet fra reden". Værterne Tessa og Amir kalder det "Open Nesters".

Lyt til The Open Nester podcast her.

SPACE CENTER HOUSTON

Efter 1,5 times kørsel fra Big Ed og Jeanies sted, ankom jeg til Space Center Houston. Det første jeg ser, er det imponerende syn af en kæmpe jumbojet med en rumfærge på taget. Jeg var meget spændt på at komme indenfor og lære en masse om den amerikanske historie i rummet.

"Houston, The Radio Vagabond has landed"…

Siden 1992 har Space Center Houston budt mere end 22 millioner gæster indenfor. Gæster fra hele verden – og i dag kan de tilføje en dansker til listen. Næsten 1.250.000 besøger hvert år det 23.000 m2 store område.

Hele verden kender det som stedet, der huser NASA Mission Control, International Space Station Mission Control og ikke mindst stedet, hvor astronauter bliver trænet. Vi kommer bag kulisserne og ser NASAs Johnson Space Center.

Johnson Space Center (JSC) og NASA har en fantastisk historie at fortælle. Inden de åbnede dørene for offentligheden, havde de mange af de specielle ting udstillet på personalegangen. Hal Stall, director of Public Affairs ved JSC, har sagt, at det var som at have Hope Diamanten udstillet i en skotøjsæske. Men det ændrede sig som sagt i 1992.

Efter en spændende film som introduktion tager jeg på en NASA Tram Tour rundt i området. Vi kommer først til en stor bygning, der huser den rigtige Saturn V raket. Den ligger ned og er enorm: 111 meter høj, hvilket svarer til en 36 etagers bygning og 18 meter højere end Frihedsgudinden. Og så vejer den omkring 400 elefanter.

Mens den var aktiv var det den mest kraftfulde rumraket, der havde fløjet succesfulde missioner, og den blev brugt flittigt i NASAs Apollo program i 1960'erne og 70'erne. Når man går rundt om den – fra spidsen i den ene ende til de fem store booster raketter i den anden, fornemmer man, hvor vildt stor, den er.

Senere på turen går vi på en gangbro gennem en anden stor bygning, hvor NASA-astronauter træner til kommende missioner. Der er også her videnskabsmænd og ingeniører udvikler den næste generation af rumfartøjer.

Og så kommer vi til måske det mest ikoniske sted af dem alle: Mission Control. Og dette er den ægte vare – ikke noget, der er lavet til udstillingen. Det var præcis her, NASA kommunikerede med de legendariske Gemini og Apollo missioner – og det var her, de talte med Neil Armstrong og Buzz Aldrin, da de satte fødderne på månen.

Mens jeg går rundt i udstillingen, møder jeg en af medarbejderne, som har det danskklingende navn, Pernille. Og ganske rigtigt; Pernille er en dansk-amerikaner, der har boet her i omkring 30 år. Hun fortæller mig om sin internationale familie, og om hvordan det er at bo her i Texas.

Det er også muligt at komme indenfor i den 1:1-kopi af den rumfærge, der er monteret oven på den store jumbojet, som jeg så fra parkeringspladsen. Flyet er det originale fly, der fragtede rumfærgen rundt, og indenfor er der en meget spændende udstilling

Men der er så meget mere at se. Månekøretøjer, rumfartøjer, rundragter, interaktive udstillinger og så har de også verdens største udstilling af månesten og andre ting hentet ned fra rummet.

Der er så meget at se, og det er nemt at glemme tiden. Det gjorde jeg, og blev prikket på skulden og bedt om at gå kort før lukketid. Du kan se mere og bestille dine billetter på SpaceCenter.org.

TILBAGE I TRAILERPARKEN

Da jeg kom tilbage til Big Ed og Jeanie, var Ed i fuld gang med at udøve sin magi på deres store gril. Som lovet var han i gang med sine "ikke-berømte spareribs". Efter vi havde spist, måtte jeg konstatere, at de burde være berømte.

Og så knappede vi en øl op og fortsatte vores snak på verandaen. Jeg bad Ed om at fortælle mig lidt mere om Houston. Han har boet her siden 1954, da hans familie flyttede hertil og han var 5 år (og stadig "Little Ed"). Så han har været her så længe og det er ikke uden grund. Han er glad for byen.

"Houston er lige blevet den 4. største by i USA (efter New York, Los Angeles og Chicago). Det er ikke en typisk turist-destination, men det er en virkelig fed by, der tjener MANGE penge – og NASA har hjulpet med at få pengene til at flyde til byen. Jeg husker, hvordan astronauterne var store helte, da jeg var barn i 50'erne, og hvordan vi fulgte nøje med i alle de store NASA-missioner".

TALER POLITIK MED EN TRUMP VÆLGER

Kan du huske min episode fra Maine, hvor jeg fik problemer, da jeg bragte politik på banen. Here med Big Ed, er det anderledes – selvom vi bestemt ikke er enige. Vi kan tale politik med respekt for hinanden, og med den forventning, at der nok ikke er nogen, der overbeviser den anden. Ed var klar over, at jeg nok ikke var Trump-fan og jeg forventede, at det var han nok.

ED OG JEANIES REJSER

Texas er jo her på grænsen til Mexico, og Ed og Jeanie har været syd for den mange gange. Ed fortæller mig om deres mange rejser til deres sydlige naboer og rundt omkring i Caribien. De er især vilde med Belize og har været der omkring 12 gange, hvor de har udforsket kysten og de forskellige øer.

En af de steder der er på deres "bucket list" er et besøg til Påskeøerne. De planlægger at flyve til Chile og springe på en 5-timers flyvetur med et lille propelfly til Påskeøerne. Her kan de tage et andet propelfly til Tahiti og derfra direkte hjem til Houston. Alt sammen gratis med United Airlines takket være Jeanies misundelsesværdige ordning.

Det har været fantastisk at besøge Jeanie og Big Ed, og det mest fantastiske var de gode samtaler, vi havde siddende på verandaen. Og Ed var glad for at jeg havde fundet en six-pack med Carlsberg, så han kunne smage en lille bid af Danmark. Jeg forlader trailerparken med to nye venner.

NÆSTE EPISODE

Jeg bliver lidt længere i Houston og i den næste episode, besøger jeg en gammel herboende ven. Han hedder Doug Harris og er en fantastisk person, som jeg har kendt i mange år og set i mange forskellige lande.

Mit navn er Palle Bo – og jeg skal videre. Vi ses.

HOWDY FRA AUSTIN, TEXAS

Jeg nævnte det i min seneste episode fra Quebec, Canada, at jeg var på vej til Finger Lakes i New York State efter mit korte ophold i Canada. Jeg var taget til Corning, New York for at deltage i en TBEX-konference for alle os, der laver indhold omkring rejse (og jeg kan varmt anbefale det).

Jeg var der kun I få dage, så jeg fik ikke tid til at opleve den skønne natur omkring de fem fingre-søer, og jeg fik ikke optaget nok til en episode herfra, inden jeg skulle videre mod Austin, hvor endnu en konference ventede på mig. Flyturen derned var ikke uden udfordringer og pludselig var jeg strandet i New Jersey.

STRANDET I NEW JERSEY

Mit fly fra Ithaca var forsinket, hvilket ikke var de bedste nyheder. Jeg havde endda besluttet mig for at tage ekstra tidligt i lufthavnen. Jeg tænkte, hvorfor sidde her med computeren i hotellets foyer i stedet for at sidde i en café med godt internet i en moderne lufthavn…? Men det viste sig at være en stor fejl. Lufthavnen var lille (jeg var næsten alene) og der bar stort set intet internet. Og så blev mit fly forsinket. Og så endnu en gang. Og så igen…

Da jeg omsider ankom til Newark i New Jersey, var det tæt på midnat, og mit fly mod Austin Texas var for længst fløjet. Da begge fly var med United Airlines, tænkte jeg, at de så ville give mig en overnatning og holde mig skadesfri. Men det var ikke tilfældet. Jeg kom hertil omkring midnat og var efterladt uden noget… Der var noget med småt, som man ikke læser … om at hvis det skyldes noget med vejret, så var det ikke deres ansvar.

Her var vejret fint og skyfrit, men længere sydpå var der vist problemer, så det havde sikkert ret. Man skal bare læse det med småt. Men man er vel vagabond og med alt hvad der følger med.

Omsider kom jeg dog til Texas. Så lad os give den gas, Austin.

I denne episode kan du høre en masse om Austin og især musiklivet i byen. Jeg besøger et sted, der hedder House of Songs og taler med Troy Campbell, som var initiativtager til stedet efter et besøg hos Poul Krebs på Samsø.

"KEEP AUSTIN WEIRD"

Austins uofficielle slogan er "Keep Austin Weird". Det blev en ting i 2000, da en lokal bibliotekar brugte sætningen i et radioprogram. Folk tog det til sig, så han begyndte at printe klistermærker og startede hjemmesiden KeepAustinWeird.com.

Så når nu det er en underlig by, jeg er kommet til så lad os tage lidt

UNDERLIGE FAKTA OM AUSTIN, TEXAS

• På et tidspunkt var Austin helt oversvømmet. Men det er lidt længe siden – omkring 66 millioner år. Der var også 10 undervands vulkaner, hvilket skabte nogle specielle klipper, der er hvide og skrøbelige – kendt som "Austin Kalk".
• Austin er den mest hundevenlige by i USA med 12 parker, hvor hunde ikke skal være i snor, og masser af hundevenlige restauranter og hoteller.
• I gennemsnit har Austin 20 millioner gæster hvert år. Det er mere end Rom (4,2 millioner), Hawaii (8,3 millioner) og selv London (17,4 millioner).
• Austin er stats-hovedstad i Texas, og Texas State Capitol building er den næst største Capital Building i USA – efter USA Capital Building i Washington DC. Det er endnu et bevis på at alt er større i Texas.
• U.S. News & World Report har udråbt Austin til det bedste sted at bo ie USA I 2017.
• Austin har sin egen Bigfoot, som de kalder Hairy Man som ifølge rygtet bor på Hairy Man Road.
• Austin har den største koloni af flagermus i Nordamerika. Omkring 1,5 millioner flagermus kommer til syne fra under Ann W. Richards Congress Avenue Bridge lige efter solnedgang hver aften fra marts til oktober. Det var noget af det, jeg oplevede.
• Og endelig: Austin har den eneste lovlige nudist strand i Texas. Det var noget af det, jeg ikke oplevede.

MUSIKKEN I AUSTIN

Men det, som byen er mest kendt for, er helt sikkert deres musikkulturen i byen. Deres officielle motto er "Verdens musikhovedstad", på grund af deres mere end 200 livemusik spillesteder og mere end 2000 bands og kunstnere, der kalder Austin deres hjem.

Byen er vært for den South by Southwest. Det er en årlig konference og festival for alternative film, interaktive medier og ikke mindst musik. Den finder sted hvert år i midten af marts. Musikdelen af den – South by Southwest Music – er den største musikfestival af sin slags i verden med mere end 2000 optrædende kunstnere.

Det, der kaldes "Austin musik" opstod (i sin moderne form) i 1972, da en ny slags countrymusik eksploderede på musikscenen her. En musikscene, der vendte ryggen til Nashville. Det samme gjorde Willie Nelson, samme år, da han flyttede fra Nashvile til Austin. Og han bor her stadig.

I de efterfølgende år opbyggede Austin et ry for at være et sted, hvor nye kunstnere kunne skabe et navn for sig selv og sparke karrieren i gang, foran et modtageligt publikum på hyggelige uformelle spillesteder.

HOUSE OF SONGS

Austin er også hjem for The House of Songs, som jeg besøger i denne episode. Det er et hyggeligt hjemligt sted, hvor musikere fra hele verden kan mødes og udvikle sange sammen. De kan dele det universelle sprog med musik, og samarbejde med at skrive sange og udvikle liveshows. Huset er også designet til at bygge bro mellem kulturer, kultivere fred og skabe venskaber.

Det var et samarbejde mellem Troy Campbell og go'e gamle Poul Krebs, som var starten op dette projekt. Og det var en af mine venner, Kent Olsen, som har spillet med Poul Krebs i årevis, som introducerede mig for Troy.

FRA SAMSØ TIL AUSTIN

Jeg møder Troy Campbell udenfor House of Songs og jeg mærker med det samme, at han er en fantastisk mand. Han er ivrig for at vise mig rundt i huset og fortælle om, hvordan han og Poul fik idéen til House of Songs. Det hele startede faktisk med et besøg på Pouls sted på Samsø i slutningen af 90'erne. Det udviklede sig og i 2009 startede de et ét-års-projekt med at bringe danske kunstnere her til Austin. Det er nu mere end 10 år senere og huset fungerer stadig i bedste velgående. Troy fortæller:

"Ved en South by Southwest festival, talte jeg med nogle mennesker, der var interesserede i at investere i kunst og kultur. De havde hørt, at jeg havde en idé til et kreativt 'music retreat', hvor musikere kunne mødes og give hinanden inspiration. Jeg havde tilbragt lidt tid i Danmark, hvor jeg havde samarbejdet lokale musikere – og et par af dem havde været på besøg herovre. Investorerne elskede idéen og resten er historie".

NU ER DET IKKE KUN AUSTIN

Huset trives stadig i bedste velgående og nu er det ikke kun danske musikere, der kommer. Troy har udarbejdet en plan til at sprede konceptet til andre steder i verden og faktisk er der nu House of Songs andre steder i USA end blot her i Austin.

"Vi har spredt idéen til 14 lande og tre huse og åbner snart det nyeste hus i Haarlem, New York. Vi arbejder blandt andet med den store organisation Art Space som partnere".

House of Songs er en non-profit-organisation og er vokset meget mere end Troy Campbell og Poul Krebs nogensinde havde fantasi til at tro. I hele min snak med Troy, har han kun positive ting at sige om danske musikere og naturligvis hans samarbejde med sin gode ven Poul Krebs.

"Jeg sørger for at Poul kommer til at have mulighed for at høre alle de sange, der bliver udviklet i dette hus – og jeg ved, at han sætter pris på det. Han er en kunstner, der ikke jagter penge – for ham er succes, venskaber og familie. Hans måde at tænke på, er med til at holde en høj kvalitet i huset".

Huset, jeg besøger ligger i gå-afstand fra Downtown, men dog i et stille parcelhusområde i Austin tæt ved en flod. Troy og Poul var enige om, at huset skulle være hyggeligt og samtidig have en autentisk 'Texas-følelse'.

Og da Troy viser mig rundt i huset, kan jeg se, hvad han mener. Det er meget hyggeligt – Troy har bestemt lært det berømte danske ord "hygge". Der er et musikinstrument indenfor rækkevide i alle værelser. Og så er der ind imellem noget 'Austin-weird' på væggene.

DEN DANSKE INFLYDELSE

Når nye musikere ankommer til huset, sørger Troy altid for at der er noget mad til at få dem til at føle sig velkomne. Det er noget han har taget med fra sit første besøg til Danmark, hvor han ankom med jetlag til Samsø.

"Da jeg ankom, var jeg lidt nervøs og usikker på, hvad jeg lavede her. Jeg følte, at alle de andre musikere var mere talentfulde end mig. Der var ingen hjemme, da jeg ankom, men så blev jeg modtaget af en besked fra Poul sammen med en tallerken med noget mad. Der stod "velkommen bror, vi er glade for at du er her, føl dig hjemme", og det fik mig til at slappe af. Den samme fornemmelse prøver jeg at give alle, der kommer her til House of Songs i Austin".

DA TROY MØDTE EN DANSK SUPERSTJERNE

Troy fortalte mi gen sjov historie om de første gange, han mødte Poul Krebs. Som danskere kender vi ham alle sammen. Og vi kan alle synge med på "Kærester". Men da han synger på dansk, er er ikke mange udenfor Danmark, der kender ham. Og heller ikke Troy, da han var i Danmark for første gang i slutningen af 90'erne – hvor Poul Krebs var en superstjerne i Danmark. Troy fortæller historien med et smil på læben.

"Jeg anede ikke, at han var berømt. Jeg tænkte bare, at han var en flink fyr og jeg var vild med hans musik. Dengang var det ikke normalt at Google personer, og hvis jeg havde gjort det ville det hele være på dansk. I starten af mit besøg var jeg på Samsø – og her var der ingen, der behandler ham anderledes. Men da vi kom fra båden i Jylland, tog han solbriller på, og bevægede sig hurtigt mod sin bil, da folk begyndte at genkende ham. 'Hvad sker der, Poul?', sagde jeg… 'Er du berømt??'. Han sagde bare, at vi skulle videre. Først da jeg pressede ham, fik jeg ham til at sige: 'Jeg klarer mig ret … okay'.

Først her finder Troy ud af, at hans ven Poul er en stor ting i Danmark. De var på vej til Tønder Festivallen, og Troy troede det ville være et lille spillested med et par hundrede mennesker. Men oplevede et kæmpe show med flere tusinde mennesker, der alle kunne synge med på sangene.

Der er meget mere til denne sjove historie… men så skal du lytte til episoden, hvor Troy fortæller den.

Der er blevet snakket meget om Poul Krebs i denne episode, så jeg har rakt ud til Poul selv for at høre om hans oplevelser med House of Songs. Og han var heldigvis med på at snakke med mig. Vi kommer til at snakke om at skrive sange sammen med andre, om det giver ham ny inspiration for at komme ud i verden – og om hans venskab med Troy. Jeg er ret sikker på, at han nok har et par gode historier.

Og det go'e er, at Troy ikke vil kunne forstå en lyd af hva' vi snakker om. Hvis vi ka' få kalenderne til at hænge sammen vil den episode komme meget snart…

Hvis du vil vide mere om The House of Songs, så besøg deres hjemmeside – og jeg kan anbefale, at du ser den Emmy vindende PBS-dokumentar, der beskriver, hvad det hele går ud på.

I den næste episode kravler jeg ned i en lille lækker cabriolet for at køre til Houston. Der kommer til at ske en masse spændende i næste uge, så husk at lytte med.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

Velkommen til en ren dansk episode. På vej fra Bromont og Montreal mod Upstate New York, var jeg forbi Toronto, hvor jeg møder jeg Lars. Han er immigreret hertil og jeg får en snak med ham om livet i denne canadiske storby.

Vi kommer til at høre om livet i Canada i sammenligning med Danmark, om hvad der er godt og skidt ved at bo her, om hvordan han holder kontakten med venner og familie i Danmark, om de store forskelle på sommer og vinter, om at være iværksætter her og så noget om politik, hvor de har fået deres egen udgave af Trump som den øverste politiske leder af denne provins, som Lars mildest talt ikke er fan af.

Han fortæller også, at han er i gang med at søge statsborgerskab i Canada og siden min snak med ham har han fået sit Canadiske pas og er stadig glad og tilfreds med at bo i Toronto.

Nu skal jeg videre mod Fingerlakes i New York State og det glæder jeg mig meget til.

Mit navn er Palle Bo og jeg skal videre. Vi ses.

BONJOUR A QUEBEC CANADA

Jeg kører nordpå I Vermont efter min roadtrip til alle de seks stater i New England. Da jeg kommer tæt på grænsen, holder jeg ind til siden for at tjekke nogle beskeder inden mit amerikanske SIM-kort holder op med at virke, når jeg kører ind i Canada.

Jeg rejser med to telefoner. En med mit danske nummer og en hvor jeg har et lokalt nummer, så jeg stadig er i stand til at komme online. Mens jeg sidder her – dybt fokuseret med øjnene på mine telefoner, får jeg et chok, da der pludselig er en skarp bevæbnet betjent, der banker på sideruden.

Han fandt det mistænkeligt, at jeg holder her ude på landet tæt ved grænsen, og specielt når jeg sidder med to telefoner. Så han beder om mit kørekort og pas, som han tager med tilbage i politibilen, der holder bagved med blinkende lamper.

Men da han finder ud af, at jeg ikke har grumme hensigter, får vi en lang og hyggelig snak. I det hele taget var det et meget behageligt møde med den amerikanske politistyrke. Han sluttede af med at fortælle mig, hvor jeg kunne finde en toldfri butik og købe noget billigt vin. Og det gjorde jeg så, inden jeg fortsatte over den Canadiske grænse.

VELKOMMEN TIL EDENS HAVE

Jeg er blevet inviteret til at besøge et meget specielt sted i Bromont Mountains, hvor jeg møder Patricia. Hun har været sygeplejerske i 25 år og lærer på et college i næsten 10 år. Hun har en bachelor i "health science" og en uddannelse i terapeutisk ridning.

Så man kan vist roligt sige, at hun har en passion for at hjælpe mennesker. Men hun har også haft en passion for heste siden hun var barn, og i midten af hendes karriere besluttede hun sig for at kombinere de to forskellige passioner. Hun kvittede sit job og købte en ranch tæt ved Bromont. Den kalder hun Jardins d'Eden – Edens Have.

Stedet er en moderniseret hundrede år gammel gård, i et stort område med et fantastisk landskab og en uovertruffen udsigt over Bromont bjergene, sø og flod.

SUGAR SHACK

Efter en kort gåtur ind i skoven kommer vi til et lille hus uden strøm og rindende vand. Hun kalder det "The Sugar Shack" og det er indrettet i gammel stil og har endda et træfyret komfur. Det er et sted, hun lejer ud via Airbnb, men man skal være forberedt på, at man er uden strøm, vand og internetforbindelse.

HESTE SOM TERAPEUTER

Heste er skønne terapeuter, fortæller Patricia mig. Hun tilbyder terapeutisk ridning efter, hun har udarbejdet en personlig plan.

Der er meget at lave et sted som dette. Patricia tilbyder to Airbnb lejligheder, terapeutisk ridning, massage, vandreture – plus 10 heste, 5 ponyer, en ged og to hunde, der også skal fodres, passes og kløs bag øret, er der en masse arbejde. Men hun opfatter det ikke som arbejde. Hun lever drømmen, og har ikke fortrudt den drastiske ændring hun har lavet i sit liv.

En speciel tak til Patricia Senécal, som tog sig tid til at vise mig rundt i hendes Edens Have, og lære mig en masse om livet med heste.

Om et par dage får du en snak fra Toronto, hvor jeg møder immigranten Lars. Han har en spændende historie, som du ikke vil gå glip af.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

Mens jeg arbejder på en episode fra mit genbesøg i Canada, vil jeg give dig en episode fra den sidste gang, jeg besøgte dette land mod nord.

Hello fra Vermont, USA

Jeg fik pakket mine ting i min trofaste lejebil efter mine eventyr på en blåbærfarm i Maine, og fik sagt farvel til min Couchsurfing vært, "Blåbær Ben". Og så trillede jeg vestpå. Det var en køretur på 390 km som gik tilbage gennem New Hampshire (en af de stater, jeg allerede havde besøgt), og lige på den anden side af statsgrænsen nåede jeg til mit nye hjem i den sidste af de seks stater i New England. Velkommen til Vermont.

Da jeg forlod Blåbær Ben i skoven i Maine, sagde jeg, at jeg på jagt efter endnu en Ben. Da jeg sagde det, talte jeg om Ben fra Ben & Jerry.

Spoiler: Jeg fandt ham ikke, men jeg mødte en anden vermonter, der rent faktisk har mødt Ben & Jerry. Han hedder sjovt nok også Ben, så vi kalder ham "Vermont Ben".

VERMONT BEN

Mens jeg redigerer denne episode, er jeg i Panamá, og helt tilfældigt møder jeg Vermont Ben i finialen i en pool turnering på det hostel, jeg bor på. Hvor tilfældigt er det lige at møde ham netop i denne uge. Det er som om universets "law of attraction" arbejder på overtid. Her sidder jeg og arbejder på en episode og ærgrer mig over, at jeg ikke havde fået optaget nok samtaler med de lokale fra Vermont – og så dukker Ben lige op.

"Jeg er 19 år gammel, og har boet I Vermont hele mit liv. Det er virkelig et smukt sted med nogle fantastiske mennesker. Der er masser af ting at lave: Det er et sted, hvor der er mulighed for mange udendørsaktiviteter og der er masser af frisk luft. Jeg står på ski, kører mountain-bike, og laver en masse aktiviteter på den store sø. De fleste fra Vermont er glade for at lave ting i naturen, de er meget aktive og i det hele taget er det en stat, der er god at bo i – specielt for børnefamilier. Nok en af grundene til at så mange flytter hertil hvert år".

Ben kalder sig selv for en "stolt vermonter", så jeg besluttede mig for at udfordre hans viden om sin hjemstat – og han bestod prøven. Her er et par af de facts om Vermont som Vermont Ben allerede vidste:

FAKTA OM VERMONT

Vermonts navn kommer fra de franske ord "vert" og "mont", som oversættes til "grønne bjerge". Staten har også kælenavnet: The Green Mountain State.

• Vermont er den største producer af ahornsirup. De producerer næsten 2 millioner liter om året.
• Med et befolkningstal på 7.787 er Montpelier den mindste hovedstad i en stat i USA.
• Der er i det hele taget ikke mange mennesker i Vermont. Kun omkring 645.000. Den eneste amerikanske stat, der er mindre, er Wyoming.
• Mange siger for sjov, at Vermont har flere køer end mennesker. Det er ikke helt rigtigt, men de har en ko for hver 3,8 mennesker, hvilket gør dem til den stat med flest køer pr. person.
• Montpelier er den eneste hovedstad i USA uden en McDonald's. Og de har ingen reklameskilte langs med deres veje. Meget u-amerikansk, hvis du spørger mig.

HIKING PÅ MOUNT WASHINGTON

Min skønne Airbnb i Vermont er i gå-afstand til grænsen til New Hampshire, og hver gang jeg skulle handle, foregik det i en anden stat.

Dagen efter, jeg ankom besluttede jeg mig for at se noget natur i New Hampshire. Iført mine bedste vandresko tog jeg på et hike på Mount Washington. Det er det højeste punkt i det nordøstlige USA og er næsten 2 km højt. Og det er det mest imponerende bjerg øst for Mississippi floden.

Efter min forskrækkelse med mit forhøjede blodtryk, fik jeg besked på at få pulsen op. Jeg startede dagen med en lille løbetur og min vandretur i det bakkede terræn fik også blodet til at pumpe hurtigere.

Der er et lille tog, der kan tage dig op på toppen af bjerget. Banen hedder Mount Washington Cog Railway og det er verdens første bane af sin type – og den eneste, der stadig kører i Nordamerika. Med en gennemsnits-stigning på 25% (nogle steder helt op til 38%) er det også den næst-stejleste i verden. Der er syv biodiesel lokomotiver, der skubber togvognene, men de har stadig et par 100-år-gamle ikoniske damplokomotiver.

Banen er i hjertet af de majestætiske White Mountains og selve køreturen derop langs med Base Station Road er utrolig smuk. Hvert eneste lille sving er et nyt Instagram øjeblik. Et af de steder, man især bør stoppe ved er Upper Falls. Her er der et imponerende vandfald ved en klippevæg og nederst et vandhul, der er et populært sted at tage en dukkert.

Det er også værd at holde øjnene åbne efter dyreliv. Det er almindeligt at se både elge og bjørne fra Base Station Road.

BURLINGTON, VERMONT

Efter min skønne vandretur i bjergene tog jeg tilbage til min Airbnb og fik lavet lidt arbejde, inden jeg den næste morgen tog videre til mig sidste stop i Vermont – Burlington.

Som jeg talte med Vermont Ben om tidligere, så er Burlington den mest befolkede by i staten med 42.000 indbyggere. Det er den mindst befolkede største by i en amerikansk stat. Hvis du er forvirret, så fortvivl ikke – det var jeg også. Lad mig prøve at forklare det på en anden måde:

Hvis du har en liste over de største byer i hver af de 50 amerikanske stater ville Burlington være på listen. Men på den samme liste ville den samtidig være den mindste af disse. Hmmm… jeg ved ikke om det gav mere mening. Den ligger bare 72 km fra grænsen til Canada og bare 151 km fra Montreal.

BEN & JERRYS ORIGINALE IS-FABRIK

Omkring en halv times kørsel fra Burlington ligger Waterbury, hvor is-hippierne Ben & Jerry byggede deres første fabrik tilbage i 1985. De har flere fabrikker rundt omkring i verden, men producerer stadig omkring 350.000 bøtter is her – hver dag. Mums.

Jeg var på besøg og følte mig som et barn i en is-butik. Det er et firma med en anderledes marketing og en masse humor. Selv på den lille gåtur fra parkeringspladsen til fabrikken, er der noget at grine af: En kirkegård, de kalder Flavor Graveyard. Her hyldes de smagsvarianter, som viste sig ikke at sælge og som derfor er udgået af produktionen. #RIP

Kirkegården er fyldt med gravsten til hver af de "faldne smagsvarianter" og hver af dem med et lille digt. Her er et par eksempler:

RIP Sugarplum

It swirled in our heads It danced in our dreams It proved not to be though The best of ice creams

1989-1990

And this:

RIP Tennessee Mud

The bottle is empty The cup and the glass The mud with Jack Daniels Was not meant to last

1988-1989

Herefter tog jeg på en rundtur på fabrikken og fik endda lov til at smage et par helt nye smagsvarianter.

Endnu en lille sjov ting om Ben & Jerry. De donerer deres is-affald til lokale bønder i Vermont, som bruger det til at fodre svin med. Undtagen Mint Oreo – tilsyneladende ka' svinene ikke li' den.

Jeg mødte ikke Ben & Jerry, men min nye ven, Vermont Ben har rent faktisk spillet golf med enten Ben eller Jerry… han kunne ikke helt huske hvem af is-guruerne, han havde mødt. "Jeg mødte en af dem på golfbanen, og de er begge et par seje og afslappede fyre. Jeg har talt med dem før i forbindelse med foredrag, de har holdt. De er meget sociale og politisk aktive. De er "meget Vermont": Super afslappede hippier, som er nemme at snakke med", siger Vermont Ben.

AMERIKANERNES SØDE TAND

Efter min rundtur var overstået gik jeg udenfor, hvor de var begyndt at regne. Og i den forbindelse kunne jeg konstatere noget, som undrer mig ved amerikanerne. Selvom det væltede ned, var der en lang kø med folk, der stod i kø i den silende regn for at få lov til at købe en is. Tilsyneladende har de ikke noget imod at stå i kø i 45 minutter for at få noget sødt.

Det er noget, jeg har oplevet før i USA. For eksempel da jeg var i Boston, så jeg lange køer på gaden til en berømt kagebutik. Og her i Vermont står de gerne i kø for at få noget is – som ellers kan købes uden kø på en hvilken som helst tankstation i nærheden.

En anden ting, der får mig til at klø mig selv i nakken er, hvorfor Ben & Jerry ikke åbner en større butik – eller flere. De har jo masser af plads på det store fabriksområde. Måske er det en del af oplevelsen, at man skal stå i kø i lang tid.

Jeg blev nødt til at undersøge det nærmere, så jeg gik ud i regnen for at tale med et par af de våde mennesker i køen.

"Øh, den er berømt", sagde én. "Det er et gratis brusebad", sagde en anden. "Vi har allerede stået her længe, og vi er næsten fremme", sagde en tredje, der var gennemblødt, da jeg stak mikrofonen op i hendes hoved. #OnlyInAmerica.

Det var alt fra New England. Når du hører fra mig igen, er jeg på vej nordpå for at gen-besøge en lille del af Canada. Og det glæder jeg mig meget til.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.

Velkommen tilbage til Main og mit ophold hos Ben og hans blåbær farm.

I denne episode propper jeg en chili-finger i mit øje og min fod ind i munden… som man siger herovre, når man siger noget meget dumt. Så som du sikkert forstår, er dette ikke min stolteste episode. Så jeg håber på, at du ikke vil lytte eller læse videre.

Okay… Sig ikke, at jeg ikke advarede dig.

I den seneste episode ankom jeg til Ben Perrins blåbærfarm langt ude på landet i Maine. Her hang jeg ud med ham og hans medarbejdere, og de viste mig, hvordan de sorterer deres førsteklasses organiske blåbær og gør dem klar til at blive sendt ud til butikker. Jeg var også på besøg et sted, hvor de serverer syltede havsnegle, og så havde jeg en dag i den smukke Acadia National Park. Hvis du endnu ikke har hørt denne episode, bør du gøre det inden du fortsætter.

BEN OG HANS BLÅBÆR

På min sidste aften i Maine havde Ben inviteret mig til en lille koncert. Han kender sangerinden (som han kalder "one hot chick") og ville gerne se hende og få et par øl. Så jeg havde tilbudt at være den ædruelige chauffør.

Vi kravlede op i Bens truck og da trillede ud på de små skovveje i tusmørket tog jeg mikrofonen frem. Jeg ville gerne høre, hvordan han endte med at blive ejer af en organisk blåbærfarm.

Ben fortæller mig, at han i 15 år rejste rundt og arbejdede med landbrug på gårde rundt omkring i USA. Han var altid mest glad for at arbejde med blåbær. Han rakkede rundt i landet som arbejder, mens det lykkedes ham at spare på til at købe jorden og starte sin egen gård – Burke Hill Farm.

"Da jeg kunne se, at maskiner begyndte at overtage arbejdet, købte jeg jorden for at starte min egen går – for at beskytte vores arbejde", fortæller han.

Medarbejderne på Bens blåbærfarm er alle mulige forskellige typer. "Alle de typer, du kan forestille dig og så lidt flere", siger han. Han har haft folk over 80 år gamle og et par stykker helt ned til 14. Denne type arbejde og livet som blåbærhøster tiltrækker mange forskellige mennesker, hvilket gør hver sæson en forskellig oplevelse.

Ben og hans faste mand, Jason er de eneste, der er der året rundt, men på forskellige tider af året hyrer han et lille hold for at hjælpe dem. Men han er ikke bange for selv at tage del i det hårde arbejde.

I 15 år arbejdede han omkring 20 timer om dagen non-stop, indtil det til sidst blev for meget. Han kollapsede og måtte på hospitalet. På dette tidspunkt havde han ikke spist i 15 dage og havde kun fået omkring en halv times søvn om dagen. Efter han var kommet til hægterne, ansatte han Jason, som er en kæmpe hjælp.

PODCAST ANBEFALING

Jeg vil give dig en podcast anbefaling: Det er en kort daglig podcast, der hedder Everything Everywhere, som bliver produceret af Gary Arndt. Det er en god daglig dosis af viden om alt muligt forskelligt.

JEG GJORDE OG SAGDE NOGET DUMT

Den første aften hos Ben, havde han lavet noget hjemmelavet kylling – med masser af stærk chili. Det var rigtig lækkert, men meget stærkt. Mens jeg sad og guffede kylling kløede det i øjenkrogen. Note til mig selv: Klø dig aldrig i øjet med din finger, du lige har spist chili-kylling med.

Derefter sad vi med en øl, og begyndte at snakke politik. Jeg burde have vidst at det kan være sprængstof at tale politik i USA, der er meget splittet. Hjemme i Danmark, er det jo noget, vi sagtens kan gøre – og stadig være gode venner. Men jeg var ikke i Danmark. Jeg var i Maine, USA. På en blåbærfarm. Med krydrede øjne.

Af en eller anden grund havde jeg en fornemmelse af, at jeg var blandt Trump tilhængere. Men jeg tog grueligt fejl. Da samtalen faldt på immigration, sagde jeg, at vi i Danmark har opbygget en høj velfærd med gratis sygehuse, gratis skoler og i det hele taget en masse fordele, via en høj skat. Jeg sagde, at jeg godt kan lide et samfund med mange forskellige folkeslag og kulturer, men også, at det efter min mening, er rimeligt, at folk, der kommer til Danmark, ikke skal kunne drage nytte af alle disse fordele fra dag 1 – uden at have været med til at betale ind til det.

Der blev helt stille. Lidt efter sagde en af dem, at vi nok skulle tale om noget andet, for ikke at blive uvenner. Og tilføjede, at det jeg lige havde sagt, var præcis det samme som Trump siger.

Her sad jeg og troede, at de var MAGA-fans og pludselig var det mig, der virkede som Trump-tilhænger. Hvilket jeg absolut ikke er. Det overraskede mig meget, og det var meget pinligt. Jeg havde næsten lyst til at stikke min chilifinger i øjet igen for at skifte emne.

BENS FILOSOFI

Tilbage i bilen på vej mod spillestedet, fortalte Ben mig, at en af grundene til at han godt kunne lide at bo i Maine, var at der er længere mellem røvhullerne her.

"Maine har den laveste RPKK i USA (Røvhuller Pr. Kvadrat Kilometer)", siger han med et grin. "Staten er så stor og der er så få mennesker, at der er langt mellem folk – og dermed også røvhullerne".

Ben er ikke stor fan af den måde USA bliver kørt på i øjeblikket, og har derfor en drøm om at immigrere til Ecuador eller Colombia på et tidspunkt i fremtiden.

BEN, BAJERE OG BLUES

Vi fortsatte vores snak mens vi kørte ind i en lille by. Her fandt vi det lille spillested, som i virkeligheden mere var en garage. Inden musikken med "One Hot Chick" startede, fik vi en god snak med nogle af de lokale. Både mødet med dem og at høre blues i en garage langt ude på landet i Maine, var noget af en overraskelse.

Da vi senere kørte hjem ad de små mørke skovveje, snorksov Ben ved min side, og jeg for vild. I forvejen var det svært at finde, men absolut ikke nemmere i mørket.

Alle disse oplevelser – fra at hænge ud med blåbær-bønder, spise chili kylling og havsnegle, møde de lokale og også lære lidt om mig selv, var meget specielt. Det hele var endnu en Couchsurfing-oplevelse. Ville jeg have fået de samme oplevelser, hvis jeg havde valgt at bo i mit eget private værelse på et hotel? Næppe.

Nu skal jeg videre til Vermont, den sidste af de seks stater på min New England tur, inden jeg fortsætter nordpå til Canada. Her vil jeg se om jeg kan finde en anden Ben – og hans ven Jerry. Eller i det mindste deres originale is-fabrik.

Mit navn er Palle Bo, og jeg skal videre. Vi ses.