Radiovagabond

I denne episode taler jeg med Jason Moore. Han er en amerikaner, der bor i Norge og laver en meget populær podcast, der hedder Zero to Travel. LINKS: Zero to Travel Zero to Travel på Facebook. Location Indie. Radiovagabond er produceret af Radioguru. Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.

Det er i dag søndag den 15. marts 2020, og dette er en specialudgave, hvor vi dykker ned i den verden vi befinder os i lige nu.

Både min egen situation og nogle af de mange rejsende venner rundt omkring i verden.

Jeg kommer også til at tale om, hvorfor jeg ikke tager til Danmark, når nu regeringen siger, at alle danskere bør komme hjem hurtigst muligt.

GÆSTER:

• Toti fra Italian Trip Abroad. Han er en italiener, der bor I London.
• Nick og Margherita fra The Crowded Planet. De befinder sig i Milano i Norditalien.
• Becky Gillespie fra The School of Travels Podcast. Hun er en amerikaner i Japan.
• Torbjørn Pedersen fra Once Upon A Saga. En dansker, der er i gang med at besøge samtlige lande i verden uden at flyve. Han er strandet i Hong Kong.
• Bill Osei Akomea fra Ghana. Han er advokat og bor i Berlin. Han er blandt andet medstifter af organisationen Plight of the Child, der hjælper fattige børn i Ghana.
• Monica Mzungu fra Kenya. Hun driver rejsebureauet Scenery Adventures.
• Nadine, en fransklærer fra Mauritius, der for få timer siden er fløjet til Kina.

I dag møder vi Sean Tierney. Jeg lærte ham at kende gennem Nomad Cruise og han har en interessant historie, han vil dele med os i dag. Efter Nomad Cruise X endte vi begge på Bali og her kom vi til at hænge endnu mere ud sammen. Han er også nomade men rejser mere langsomt end mig. Han er derfor det, der kaldes "slowmadic". Han er også podcaster og laver the Nomad Podcast – og jeg er faktisk gæst på den netop i dag. Fornylig droppede han sit velbetalte arbejde for at hellige sig sit initiativ, der hedder Charity Makeover på fuld tid. Her faciliterer han at mennesker med talent mødes og løser opgaver for velgørenhedsorganisationer – på frivillig basis. Det er ret fedt og det er alt sammen noget, vi kommer til at tale om i denne episode. CHARITY MAKEOVER Charity Makeover er en græsrodsorganisation, som laver hackathons rundt omkring i verden for at hjælpe lokale velgørenhedsorganisationer. Deres website forklarer det på denne måde: "You have a unique gift. And it's the best charitable contribution you can make. Anyone can donate money to support a charity. What if instead you could work alongside other talented knowledge workers and contribute your unique skill set to help improve how that charity functions?" Hvis du synes det lyder interessant, så besøg CharityMakeover.org og se, hvordan du kan blive en del af en hackathon. NOMAD PREP Vi talte faktisk slet ikke om det i samtalen, men jeg vil lige nævne, at Sean også har noget, der hedder Nomad Prep, hvor han hjælper kommende nomader med at tage springet til at blive digital nomade. LINKS Charity Makeover Watch Sean's keynote on Nomad Cruise X here. Subscribe to The Nomad Podcast or listen here. Nomad Prep Remote Year Nomad Cruise – sig til hvis du er interesseret... jeg kan skaffe dig en rabat på 100 €. Radiovagabond er produceret af Radioguru. Sponsor Hotels25.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube

Velkommen tilbage til Radiovagabond og Cape Town. I denne episode skal vi ud at køre – og sludre med Uber chauffører. Og så skal vi besøge District Six Museum.

UBER CHAUFFØRERNE I CAPE TOWN En ting, jeg har fundet ud af, er, at nogle af de bedste mennesker til at tale om, hvordan det er i en by, er Uber-chauffører. Og i denne episode vil vi gøre netop det. Mange af Uber-chaufførerne her i Cape Town er fra andre lande. Tre af de fire, jeg taler med her, er fra andre lande: Congo, Malawi og først Philip fra Rwanda. Han har boet her i byen i otte år. Mange tror at Cape Town er en meget kriminel by, men Philip nævner faktisk som det første, at noget af det bedste ved at bo her er at der ikke er så meget kriminalitet. "Så længe man er i byen og ikke ude i en township midt om natten, er det ret sikkert", siger han. Han nævner også at politiet er meget venlige og meget villige til at hjælpe dig, hvis du har brug for det. "Og så er det en meget smuk by med bjerge og havet", nævner han. Min næste chauffør kalder sig selv Han er enig med Philip i at det er en meget fredelig by, men hentyder mest til at den er fredelig i sammenlinet til det borgerkrigshærgede Congo, han kommer fra. Han flygtede hertil, ikke kun på grund af sin og sin families sikkerhed, men også fordi krigen gjorde det svært at tjene til dagen og vejen. Her i Cape Town er det nemmere, og han har siden fået to børn. Den ene fylder tre år i dag og den anden er bare en uge gammel. Så mens hans kone holder børnefødselsdag derhjemme, ligger han og kører mig og andre rundt for at tjene penge. HØJ HUSLEJE Jeg spurgte også Philip fra Rwanda, om der er noget dårligt ved at bo her. Han svarer, at det værste er husleje-priserne som er steget meget. En lille ét-værelses koster 5000 R om måneden (godt 2.000 kr.). For os virker det nok meget billigt, men set i lyset af, hvor lidt lavtlønnede mennesker tjener, er det meget, sige han.

FATTIGDOM OG KRIMINALITET I TOWNSHIPS Min næste chauffør hedder Facel og er født og opvokset i Cape Town. For ham er det bedste ved at bo her i The Mother City menneskene. "Borgerne i Cape Town er meget rolige og venlige", siger han. "De er ikke så voldelige som f.eks. i Johannesburg. Folk er generelt meget venlige her – selvom der dog er en del kriminalitet i de lokale townships". Han begynder så at tale om det område, jeg skal besøge lidt senere. "Vi havde engang et område, der hed District Six, hvor alle boede sammen side om side. Men fordi regeringen ville have skilt folk ad, begyndte de at flytte folk ud af byen. De blev placeret i forskellige steder i udkanten af Cape Town. Det gjorde, at der var meget fattigdom og arbejdsløshed – og det har medført at mange af de unge har tyet til kriminalitet", fortæller Facel.

AUDI I EN POLO Den sidste Uber, jeg kører med i denne episode, er en Volkswagen Polo, men det er en Audi bag rattet. Ja, det er hans rigtige navn, og Audi er fra Malawi. Han kom hertil for ti år siden, og selvom han nu kører Uber og tjener sine penge her, var det ikke derfor han kom hertil. Det kunne han også have gjort i Malawi, siger han, og tilføjer, at det var mere for at lære noget. For at udvikle sig. Lige nu er han glad for at bo her, men hans hjerte er stadig i Malawi, og forventer at tage hjem igen på et tidspunkt.

DEN MØRKE HISTORIE OM DISTRICT SIX District Six var et livligt kvarter i Cape Town, Sydafrika. Allerede ved århundredeskiftet var det et livligt samfund. Næsten en tiendedel af byen Cape Towns befolkning boede i dette område. Efter 2. verdenskrig, i den tidligere del af apartheid-tiden, var District Six et pulserende område med hvide, sorte, farvede bo sammen. Der var jøder, hinduer, muslimer. Portugisere, indere, kinesere ... kort sagt alle farver, religioner og folkeslag. Ifølge en af de tidligere beboere talte jeg med, at det var en stor lykkelig familie. De var det levende bevis på, at det kan lade sig gøre at leve i fred side om side. Og det var ikke noget apartheids-styret var specielt begejstret for. I dag er der et museum, der fortæller områdets historie. Og her på District Six Museum fik jeg en rundvisning og vi stoppede ved et billede af denne livlige del af Cape Town. Eller rettere to billeder af den samme gade – før og efter. På det ene billede ser vi en livlig gade med masser af smilende ansigter og på det andet en trist ødemark. Den 11. februar 1966 erklærede regimet District Six for et område kun for hvide, og de begyndte at fjerne borgerne og jævne området med jorden. De blev flyttet ud til Cape Flatlands som ligger mindst 20-30 kilometer uden for byen. På det tidspunkt var det midt i midten af ingen og et totalt uudviklet område. Ikke nok med at de fik meget længere transporttid til og fra arbejde, så betød udflytningen også en ekstra omkostning for dem – uden at de fik mere i løn. Dem, der ejede deres huse i District Six , fik et tilbud på deres hus. Et tilbud, der lå markant under markedsværdien. Og hvis de nægtede at sælge, ville styret bare tage ejendommen og give dem, hvad de synes, det var værd – hvilket var endnu mindre. Næsten 70.000 indbyggere i District Six blev fjernet med magt i løbet af de næste 10 år. Ikke nok med at folk blev flyttet. De rev også samfundene fra hinanden og placerede mennesker individuelt forskellige steder. Så alt, hvad der var baseret på sammenhold, blev også ødelagt. Skoler, sportsklubber, kirker. Alt, der var en del af District Six, blev ødelagt.

SPLITTEDE OGSÅ FAMILIER Jeg hørte om en familie, hvor faren var farvet – altså en blanding, og moren var sort. De havde tre små børn, der også var sorte. Så moren og børnene blev flyttet til den bydel, der hedder Langa og faren til et helt andet område. Og de fik ikke lov til at se hinanden. Hvis han ville se sin kone og små børn, måtte han gå til politiet og få en tilladelse, som kun gav ham lov til et par timer hver tredje måned. En af mændene, der arbejder på District Six Museum, er en tidligere borger i området. Nu er han omkring 65 år og var bare en dreng, da han og hans familie blev fjernet. Han husker den dag i februar '66 rigtig godt. Hans far læste normalt hvert et bogstav i avisen, men den dag, da han så forsiden, smed han den væk med det samme. "Den ryger ud", sagde han. "Jeg tager ingen steder. Over my dead body". Han fortæller mig, at en af hans venner havde en far, der hverken kunne forstå eller acceptere, hvad skete. En af de følgende dage gik han uden at sige noget, og få dage senere fandt de ham hængende fra et træ. Og det var bare et af de mange selvmord i kølvandet på District Six.

I DAG ER DET STADIG EN ØDEMARK I dag var det meste af det, der dengang var en livlig del af Cape Town med kunst, hjørnebutikker, markeder og mennesker i alle farver, en ødemark. Nu, efterhånden som byen er vokset, er området en temmelig central i byen, men endnu er der ingen, der bygger på den. At sige, at området er blevet lidt af en varm kartoffel, er en underdrivelse. BESØG DISTRICT SIX MUSEUM I District Six-museet er der et stort kort på gulvet over området, som det så ud dengang. Du kan også se en masse af de gamle gadeskilte. De blev givet til museet af nogle af dem, der var med til at køre de bulldozere, der jævnede området med jorden. District Six Museum er et must at besøge, når du skal til Cape Town. I den næste episode hører vi også nogle hjerteskærende historier. Denne gang er det fra Florian, en tysker, der har startet og driver et børnehjem i et township-område.

LINKS: Radiovagabond er produceret af Radioguru. District Six Museum. Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.

For nylig fløj jeg fra Dubai til Katmandu i Nepal. Ved siden af mig sad der en ung fyr med et af de venligste smil, jeg havde set i lang tid.

Vi fandt ud af, at vi havde meget tilfælles og blev hurtigt rigtig gode venner.

Den unge mand var Robin fra Tyskland.

Dette er en interview-episode, som du ikke bør gå glip af. Robin er en meget anderledes fultids-nomade, og hans måde at tilgå nye lande og kulturer har inspireret mig meget.

Robin Ey Manni er 28 år gammel, og har rejst på fuld tid i syv år.

Jeg mødte også Robins lokale nepalesiske ven, A Jay. Robin betragter ham som en ven for livet og som sit andet hjem.

A Jay gjorde meget for at vise os rundt i byen, og jeg er stadig i tæt kontakt med ham selv.

Hvis du skal til Nepal, så tag fat i A Jay. Han elsker at få besøg fra udlandet, og han har lige købt sin egen tuk-tuk, så han vil endda kunne køre dig lidt rundt.

Han vil være en god lokal guide for dig – og hvis du betaler ham lidt for det, vil jeg blive glad.

Han er også en stolt mand, så han vil sikkert sige, at han ikke vil have noget for det. Derfor skal du nok overtale ham lidt.

Find ham som A Jay Uni på Instagram og Facebook.

Du kan også kontakte ham på WhatsApp på +977 981-4471341. Hils ham fra mig.

Du kan følge Robins rejse på Instagram som The_Life_of_Robinson.

Snart er det endnu en episode fra Cape Town. Her taler jeg med fire forskellige Uber chauffører fra fire forskellige lande, om hvad der gør Cape Town så speciel.

Vi besøger også District Six museum og jeg vil fortælle dig historien om en livlig del af byen, der blev jævnet med jorden af apartheidregimet i 70'erne. Et område, der stadig den dag I dag ligger øde hen.

Her er en episode, der er optaget ved WTM – World Travel Market i London i november. World Travel Market London er en af de helt store events i rejsebranchen, hvor destinationer, brands og købere laver forretninger. Når vi taler om at rejse, er flyvning jo stadig en stor del af det, og siden en ud af tre har flyskræk tænkte jeg, at det ville være relevant at tale med nogen, som kan hjælpe med at slippe af med den. Så jeg kom i kontakt med Lawrence Leyton, som måske er verdens førende ekspert på at slippe af med flyskræk. Jeg mødte Lawrence og hans partner Mark Wein. De afvikler flyskræk-kurser både online og i England og har indtil videre hjulpet over 10.000 mennesker. LINKS: Fearless Flying Radiovagabond er produceret af Radioguru. Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.

Sawabona abangane! (= 'Hej venner!' på zulu)

Velkommen tilbage til del II af min spændende samtale med Stephen 'Sugar' Segerman, lokal vinylplade-butiks-ejer, amatørmusikdetektiv og inspiration bag Oscar-prisvindende dokumentarfilm Searching for Sugarman.

Hvis du ikke allerede har lyttet eller læst del I af denne fantastiske historie, foreslår jeg, at du går tilbage og gør det, før du fortsætter. Ellers vil meget af det, der kommer her, ikke give så meget mening.

Okay, klar? Så lad os bare hoppe tilbage og begynde, hvor vi slap i del I – i midten af første række til Rodriguez' udsolgte koncert i Cape Town i 2013.

Wow, hvor var det fantastisk at opleve. Men samtidig også surrealistisk. Publikum råbte "RODRIGUEZ! RODRIGUEZ!" mellem hvert nummer. Vi var alle vidne til en legende, der var kommet til live. På et tidspunkt siger han: "Hej, slap nu lidt af. Ka' I ikke bare behandle mig som en ganske almindelig legende".

HISTORIE PÅ FØRSTE RÆKKE

Dagen efter koncerten var aftenen, hvor BAFTA filmpriserne blev uddelt i London. Jeg vidste faktisk ikke engang, at filmen var nomineret, og det var en ren tilfældighed, at jeg havde mit TV tændt i baggrunden. Og pludselig var den svenske filmmager, Malik Bendjelloul på scenen og tog i mod prisen for årets bedste dokumentarfilm. Under sin takketale sagde han blandt andet: "Rodriquez kunne ikke være her i aften, fordi han er i Cape Town, der starter en stor turné i Sydafrika". Jeg følte mig som en del af historien, som om jeg var involveret i noget helt specielt. Jeg indså hurtigt, at hver eneste sydafrikaner følte sig på samme måde, måske endnu mere.

Filmen blev valgt til at åbne Sundance Film Festival i Los Angeles, hvor de også gik hjem med to priser. Bendjelloul tog Sugar og Rodriguez med sig så de kunne opleve prisceremonien og møde pressen. Efter at have vundet adskillige priser i løbet af året, opnåede de noget specielt – en Oscar-nominering.

Sugar ikke så meget som overvejede, at skulle med til Hollywood – sådan en tur fra Cape Town ville koste en formue. Men så bankede Cape Town Tourism Board på hans dør og tilbød ham at betale for fly og overnatning i Los Angeles som tak for hvad dokumentaren havde gjort for Cape Town turisme.

Sugar fortæller mig historier om, hvordan det var som at blive kastet ind i rampelyset og være så tæt på de største Hollywood-stjerne ved Vanity Fair-afterparty – en meget eksklusiv fest, hvor indgangsbilletten er en Oscar-statue. Her mødte han blandt andre Buzz Aldrin, anden mand på månen. En oplevelse, der satte tankerne i gang.

FRA SUCCES TIL TRAGEDY

Det er virkelig en episk historie. Ikke kun for Rodriguez, men også for Sugar – ejeren af ​​en lille vinylpladebutik i Cape Town – og for Craig Bartholomew Strydom, en journalist fra Johannesburg. Selvom Craig og Sugar arbejdede sammen med at finde Rodriguez, var de sjældent i det samme lokale. Det var først efter, at filmen var færdig, hvor Craig flyttede fra Johannesburg til Cape Town og købte et hus lige rundt om hjørnet fra sin gode ven Sugar.

Det var også en fantastisk historie for Malik Bendjelloul, den ludfattige svenske filmmager, der pludselig opnåede kæmpesucces og anerkendelse fra både film- og musikbranchen. Dokumentaren var en enorm kommerciel succes – indtjente over 3,6 millioner dollars og gjorde Malik til millionær. Nu havde han ingen problemer med at finde folk til at samarbejde med og finansiere sit næste projekt. Men i en alder af 36, på toppen af ​​sin karriere med verden ved hans fødder, kæmpede Malik med depression.

Den 13. maj 2014, på en travl metro-station i Stockholm, kastede Malik Bendjelloul sig ud foran et tog.

Sugar var, som resten af ​​verden, dybt chokeret over nyhederne. Han fortæller mig, at han og Malik blev meget tætte under den 5-årige produktion af Searching for Sugarman, og de talte sammen dagligt. De var nære venner, allierede og vil for evigt dele det bånd, de skabte, gennem arbejdet på et så meningsfuldt projekt.

DEN SØDESTE SUKKER

Da Sixto Rodriguez opgav musik to uger før jul i 1971, efter at hans pladeselskab fyrede ham, levede han et hårdt liv som bygningsarbejder i Detroit, Michigan. Han var gift og skilt to gange, men var en god far til sine tre døtre. Han boede i et gammelt, faldefærdigt hus – som han havde lejet for $ 50 om måneden. Han kæmpede for social retfærdighed, og stillede også op til lokalvalg i Detroit. Dog uden at blive valgt. Rodriguez' historie er om en bemærkelsesværdig, indadvendt 'drifter', der er berørt af et liv fyldt med uretfærdighed og uudnyttede muligheder.

Selvom han på det tidspunkt ikke modtog en øre for sine to albums fra '70 og '71, har han (med Sugar, Malik og Craigs indgriben) tjent tre gange så meget af det, han ikke fik. Han og hans familie er endelig i stand til at leve det liv, der blev stjålet fra dem af en grådig pladeselskabsdirektør for mange år siden. Den dag i dag optræder den aldrende Rodriguez overalt i verden.

Havde det ikke været for Sugars beslutsomhed, Craigs efterforskning og til sidst Maliks geniale dokumentarfilm, ville Rodriguez historie måske aldrig kommet så bredt ud.

I 2015 udgav Craig og Sugar en bog med titlen "Sugar Man: The Life, Death and Resurrection of Sixto Rodriguez", som beskriver odysseen om to fans, der forsøger at finde ud af, hvad der var sket med deres helt, og om Bendjellouls arbejde med at bringe historien til celluloid.

Hele historien har været en enorm del af Sugars liv i så mange år, og jeg kunne ikke lade være med at tænke over, om han aldrig bliver træt af at tale om det.

"Det er sådan en ære at være en del af Rodriguez-historien, at jeg aldrig bliver træt af at tale om det," siger han. "Jeg mener, jeg fik mit kælenavn "Sugar" for over 20 år siden, og så pludselig er jeg med til at finde ham. Hvor underligt er det ikke lige? På en måde har jeg altid været tæt på historien om Rodriguez. Nu er vi venner og jeg kan se manden turnere verden rundt og endelig få anerkendelse og belønning, som han fortjener. Nej, jeg er meget beæret over at have været en del af rejsen".

Efter at jeg stoppede med at optage, blev vi ved med at sludre i over tre timer. Han er virkelig en rigtig skøn fyr, og jeg er så taknemmelig for, at jeg fik muligheden for at tilbringe en eftermiddag med ham privat i hans smukke Cape Town.

Hvis du ikke allerede har gjort det, bør du leje dokumentaren (du kan streame den online). Og køb da også et af albummerne - du vil ikke fortryde det. Og husk, at når du betaler for noget af Rodriguez's musik, går en stor del af pengene til Sixto Rodriguez selv, som dog stadig bor i det samme gamle hus i Detroit.

LINKS: Radiovagabond er produceret af Radioguru. Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.

Efter at have kommet ned igen fra min vin og gin-gennemvædet eufori efter at have modtaget den fantastiske nyhed om, at jeg officielt er kræftfri (yay!), fik jeg muligheden for at sludre med Stephen 'Sugar' Segerman, inspirationen bag Oscar-prisvindende dokumentarfilm Searching for Sugar Man.

Hvis du ikke har set dokumentaren endnu (hvor har du gemt dig?), så se lige traileren, så du kan være ajour med hvad denne episode handler om. Gør det nu. Jeg venter her imens.

Færdig? Okay, lad os så komme igen.

Sugarer en af ​​hovedpersonerne i dokumentaren. Han ejer en vinyl pladebutik i Cape Town kaldet Mabu Vinyl. Butikken er et ikonisk mødested for byens kunst- og musikscene og ligger lige rundt om hjørnet fra, hvor jeg bor. Så jeg gik indenfor, købte en t-shirt og bad spurgte om det var muligt at møde Stephen til et interview. Et par dage senere modtog jeg et opkald fra manden selv, og da et par dage senere ringede jeg på dørklokken i hans hjem her i Cape Town. Han åbnede døren og hilste mig velkommen med et varmt smil – og selvfølgelig en klassisk sydafrikansk 'howzit'.

"Jeg er Sugar," sagde han, som om jeg ikke allerede vidste (jeg har set dokumentaren flere gange, end jeg vil indrømme). Sugar fik sit kaldenavn fra hans tid i militæret, da hans venner foretrak at kalde ham Sugarman i stedet for Segerman – og hurtigt blev det til bare "Sugar". Henvisningen kommer fra sangen 'Sugarman' et af de største hits fra en utrolig populær musiker i Sydafrika på det tidspunkt – den amerikanske singer-songwriter Rodriguez.

DE KOLDE FAKTA

Sixto Rodriguez var en bemærkelsesværdig musiker fra Detroit, USA. Selvom han var yderst dygtig, var hans musikkarriere en kæmpe skuffelse i USA, hvor hans første album Cold Fact (1970) kun solgte en håndfuld kopier. Men ved en tilfældighed eller "guddommelig indblanding" fandt bootleg-kopier af Cold Fact hele vejen til Afrika i starten af 70'ere, hvilket resulterede i en massiv fanbase i Sydafrika. Cold Fact LP'en var en fast del af de fleste sydafrikanske pladesamlinger på det tidspunkt, og sangeren var mere populær end The Beatles og The Rolling Stones i Sydafrika. Han anede det bare ikke selv.

Og hans sydafrikanske fans vidste heller ikke meget om stjernen. Den eneste information, som de kunne få om Rodriguez, var fra musikken på Cold Fact. Musikerens identitet var et mysterium, og så begyndte rygter og fortællinger at svirre om ham, og al den mystik var bare med til at gøre ham endnu mere populær i landet. Det kan lyde underligt, men du skal huske på, at det var før internet og at Sydafrika på det tidspunkt var meget isoleret under ​​Apartheid. Landet var isoleret fra omverdenen gennem handelstakster og embargoer. Så kun meget lidt information kom ind og ud af landet.

Sugar var, som enhver sydafrikaner i den tid, en kæmpe Rodriguez-fan og forsøgte at finde ud af mere om sangeren, blandt andet ved at kigge efter skjulte beskeder og geografiske referencer i teksterne til sangene.

For at gøre lang og fascinerende 30-årig historie kort – som bliver beskrevet så fantastisk i dokumentaren, så kom Sugar og journalisten Craig Bartholomew til sidst på sporet af Rodriguez i Detroit. De kunne fortælle ham, at han var en kæmpe berømthed i Sydafrika. Sixto Rodriguez havde boet i det samme lille hus i Detroit hele tiden og arbejdet som bygningsarbejder meget en meget lille indkomst.

Selvom han solgte hundreder af tusinder af plader – måske millioner – i et andet land, så han aldrig en krone af de penge. I filmen antydes det kraftigt, at nogen ved hans pladeselskab "glemte" at sende nogle af de penge, der kom fra Sydafrika, videre til Rodriguez, så han ikke fik det stjernestatus-liv, han fortjente. Da han blev fyret fra pladeselskabet i 1971, stoppede han sin musikalske karriere.

Efter år med at prøve at finde ham, lykkedes det at få Rodriguez og hans familie til Sydafrika, hvor han spillede 6 udsolgte shows i arenaer fyldt med jublende fans – noget sangeren aldrig havde oplevet før. Det er en absolut hjertevarm historie, der stadig giver mig kulderystelser – og den er langt fra forbi.

MUSIK-DETEKTIVER

Lad os gå tilbage til begyndelsen af ​​historien om, hvordan Sugar fik muligheden for at møde hans idol.

Da Rodriguez' musik kunne høres fra enhver stue i Sydafrika, troede alle hans fans, at han var lige så berømt i sit hjemland, som han var i Sydafrika. Og hvorfor ikke? Når alt kommer til alt, var hans talent ubestrideligt, hans tekster fantastiske og politiske, og han blev betragtet som en værdig rival til Bob Dylan og Simon og Garfunkel. Hans navn var omgivet af mysterium på grund af manglende information om kunstneren og mange mennesker troede, at han var død. Nogle sagde, at han skød sig selv på scenen i en underjordisk bar i Moskva, andre, at han havde sat ild på sig selv og brændt ihjel før et publikum et andet sted, eller at han var død af en overdosis. Andre rygter sagde, at han var i live, men i en mental institution, en anden om, at han sad i fængsel for at have myrdet sin kæreste.

Efter at apartheid slutter i midten af ​​90'erne, slår Sugar sig sammen med journalisten Craig Bartholomew om at finde ud af sandheden og løse mysteriet om den gådefulde sanger, især hvem han var, og hvordan han døde. Det startede, da Rodriguez-eksperten Sugar, blev bedt om at skrive et par linjer til bookletten, da det sydafrikanske pladeselskab udgav Rodriguez' andet album, Coming from Reality (1971) på CD for første gang.

I den anden ende af landet, i Johannesburg, så journalisten Craig Bartholomew dette som en invitation til at deltage i søgningen efter den Rodriguez. Det var ikke let, og efter næsten to års frustration og blindgyde gav de næsten op. Men så fik de et gennembrud. Deres detektivarbejde førte dem til sidst til Detroit, Michigan og til sidst til Mike Theodore, der producerede ​​Rodriguez' Cold Fact LP. Craig formåede at få ham i telefonen, hvor han fik at vide, at Rodriguez faktisk stadig var i live og levede et tilbagetrukket liv i Detroit. Han havde arbejdet som bygningsarbejder i over 25 år siden den dag, han blev droppet fra sit pladeselskab.

Et år senere i 1998, efter de havde talt med Rodriguez og fortalt ham om sin bemærkelsesværdige historie, fløj Sugar og Craig Rodriguez og hans døtre til Sydafrika, hvor han spillede 6 udsolgte shows for flere tusinde måbende fans, der så en død mand komme til live.

Men stadig var der ikke mange mennesker uden for Sydafrika hørt om Rodriguez og hans bemærkelsesværdige historie. Det var indtil den svenske filmskaber Malik Bendjelloul hørte historien fra Sugar.

BRING FARVERNE TILBAGE TIL MIN DRØM

Det tog Bendjelloul tæt på 5 års hårdt arbejde – næsten uden budget – at lave filmen. Den blev udgivet i januar 2012, og et år efter hørte jeg selv historien fra min ven Toby under mit første besøg i Cape Town.

Jeg fik også at vide, at Rodriguez var på vej tilbage for at spille flere shows i Sydafrika, mens jeg boede i Cape Town. Jeg ville være i Cape Town på samme tid som Rodriguez, så jeg ville naturligvis se om jeg kunne få fingrene i en billet.

Jeg var utrolig heldig, at alle koncerterne var udsolgt så hurtigt, for de havde besluttet at lave en ekstra koncert og starte salget netop i det øjeblik jeg gik på nettet. Jeg slog straks til og købte den bedste billet, jeg kunne finde, og det lykkedes mig at sikre mig en billet i midten af første række. Mit sæde var "A1". Selvom jeg på dette tidspunkt endnu ikke havde hørt en eneste sang fra manden.

Dagen efter gik jeg ned i en pladebutik og købte CD'en og filmen på DVD (ja, det var i 2013 – og dengang, hvor vi faktisk købte CD'er og DVD'er). Og herefter havde jeg stort set albummet til at køre på repeat, så jeg kunne forberede mig. Og jeg blev grebet af musikken. Det er virkelig et fantastisk album. Rodriguez er en ægte kunstner, og hvis du endnu ikke har oplevet musikken, opfordrer jeg dig til at gøre dig selv en tjeneste og gøre det. Du vil ikke fortryde det.

Er du spændt på at høre, hvordan det var at være med til koncerten, hvor jeg hørte Rodriguez spille live for første gang på denne tourné? Så gå ikke glip af del 2, som kommer i morgen.

LINKS: Radiovagabond er produceret af Radioguru. Mabu Vinyl Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.

Jeg mødte Becky Gillespie på Nomad Cruise, og vi blev rigtig gode venner. Hun er oprindeligt fra Cincinnati, Ohio, men har boet i udlandet siden hun var 22, hvor hun flyttede til Tokyo. Det var planen at være der ét år, men det endte med at blive 12. Hun er i gang med at skrive en bog om det nabolag i Japans hovedstad, som hun endte med at elske og blive så længe i. Den kommer til at hedde: "Shimokitazawa: Your Guide to the World's Most Walkable Neighborhood". I 2017 blev hun digital nomade og fuldtids-rejsende. Hun er freelance korrekturlæser og vært på podcasten The School of Travels Podcast, hvor hun interviewer sine gæster om hvad rejser har lært dem om livet, kærlighed, arbejde og alt derimellem. Jeg havde fornøjelsen af at være gæst i episode 31. I denne snak kommer vi omkring Japan og mange af de steder hun har besøgt siden hun blev fuldtidsrejsende. Vi taler også om The Rickshaw Challenge – en 10-dages køretur på 1000 km gennem Indien i en tak-tuk, og om at vi nok snart mødes igen ved Africa Burn i nærheden af Cape Town.

Vi er tilbage i Afrika, og jeg er nu nået til Cape Town – også kaldet "The Mother City".

Det er min yndlingsby, så jeg kunne ikke være mere lykkelig, bortset fra at jeg er meget bekymret for mit helbred, så vi starter med et besøg på hospitalet, hvor jeg får dommen: Har jeg kræft eller er jeg rask.

Du kan også tage med på vin-tur med en masse andre digitale nomader, og på besøg på et mikro-destilleri, der producerer gin.

LINKS: Pienaar & Son Radiovagabond er produceret af Radioguru. Sponsor Hotels25.dk Se billeder på Radiovagabond.dk Følg også RadioVagabond på Facebook, Twitter, Instagram og YouTube.