Radiovagabond

Mens jeg arbejder på den næste sæson af Radiovagabond vil jeg give dig lidt genudsendelser – eller Flashbacks, som du måske ikke har hørt endnu.

Denne er optaget i april 2017 og er fra mit besøg til Japan.

Du kan se billeder og meget mere på Top 3 ting at se i Japan.

Vi starter sæson 5 i september.

Så går der helt vildt meget ananas i egen juice i den. Det er så meget meta på så mange planer. Lad mig starte med at spole cirka et år tilbage. Her blev jeg kontaktet af nogen, der var i gang med at planlægge en helt ny radiostation i Storbritannien, som ville bygge deres programflade op omkring gode podcasts rundt omkring i verden. Og de ville meget gerne have Radiovagabond med på programmet. Jeg synes, at det lød tilpas spændende og anderledes – så jeg sagde, at jeg var med. Og helt fra den første uger af radiostationens levetid i februar, har den engelske udgave af Radiovagabond været på programmet dagligt. Radiostationen hedder Podcast Radio og de sender online til hele verden og på DAB-radio in London, Surrey, Manchester & Glasgow. Ind imellem de forskellige håndplukkede podcasts har de nyheder og interviews. Og en af deres værter er en radiolegende. I ordets bogstavelige forstand. Han hedder Gene Baxter – og går under kunstnernavnet Bean. Han er en engelsk-amerikaner, der er er født og opvokset i West Yorkshire, England. Da han var 15 flyttede familien i til USA og han begyndte at lave radio. I omkring 30 år var han en del af et legendarisk morgenshow "Kevin & Bean" på en mindst lige så legendarisk radiostation… KROQ i Los Angeles. Det var så stor en succes, at de i 2015 kom i National Association of Broadcasters Hall of Fame. Og det er en stor ting, så han virkelig en legende. I marts 2019 annoncerede Bean, at han ville stoppe senere på året og flytte hjem til England med sin kone. For selvom han lyder meget amerikansk, så føler han sig også meget engelsk. Nu er han så en af værterne på Podcast Radio. Og som du vil kunne høre er han helt fantastisk naturtalent bag en mikrofon – og jeg var beæret over at komme til at tale med en af mine personlige helte i den branche jeg har arbejdet i siden 1985. Så velkommen til Meta-mandag… Her er et interview med mig… altså en gammel radiorotte, der bliver interviewet af en anden gammel radiorotte… fra en radiostation, der sender denne podcast og nu dette interview også her. Så mere "ananas i egen juice" bliver det ikke. God fornøjelse. LINKS: Lyt til Podcast Radio online. Podcast Radio hjemeside.

Mens jeg arbejder på den næste sæson af Radiovagabond vil jeg give dig lidt genudsendelser – eller Flashbacks, som du måske ikke har hørt endnu.

Denne er optaget i december 2017 og er fra mit besøg til Gambia.

Du kan se billeder og meget mere på Ubeskrivelig luksus I en skov i Gambia.

Vi starter sæson 5 i september.

Mens jeg arbejder på den næste sæson af Radiovagabond vil jeg give dig lidt genudsendelser – eller Flashbacks, som du måske ikke har hørt endnu.

Denne er optaget i august 2019 og er fra mit besøg til Sri Lanka.

Du kan se billeder og meget mere på Velkommen til Sri Lanka.

Vi starter sæson 5 i september.

Mens jeg arbejder på den næste sæson af Radiovagabond vil jeg give dig lidt genudsendelser – eller Flashbacks, som du måske ikke har hørt endnu.

Denne er optaget i maj 2017 og er fra mit besøg til Quebec City i Canada.

Du kan se billeder og meget mere på Quebec City er en charmerende rolig by.

Vi starter sæson 5 i september.

Efter jeg forlod Pietermaritzburg, tog jeg til St. Lucia – flodhestebyen i Sydafrika. Der er skilte overalt, hvor de advarer mod at komme for tæt på flodheste, der kan finde på at gå rundt i byen, især om natten.

Dagen efter tog jeg på en Hippo & Croc Boat Cruise i iSimangaliso Wetland Park lige uden for St. Lucia, og jeg blev hentet på mit hostel og i en åben minibus med nogle af de andre gæster og vores guide Ndu.

Det er en 2-timers bådtur, hvor de lover:

"100% garanti for at se flodheste – eller pengene tilbage"

Jeg tror, aldrig de er blevet nødt til at give penge tilbage, for St. Lucia er hjemsted for den største samling af fritlevende flodheste i Sydafrika.

Der er 800 flodheste i området, men også cirka 1000 krokodiller og et fantastisk fugleliv her i vådområdet.

FLODHESTEN ER ET UNDERLIGT DYR

Her er nogle interessante fakta om flodheste, som du måske ikke vidste i forvejen.

• Det engelske ord Hippopotamus kommer fra oldgræsk og betyder simpelthen 'flod-hest'.
• Når flodheste soler sig ved bredden, udskiller de et olieagtigt rødt stof, som startede en myte om, at de sveder blod. Men væsken er faktisk en hudfugtighedscreme, der både beskytter mod sol og bakterier.
• En voksen flodhest er nødt til at dukke op hver 3. – 5 min for at trække vejret. Den her process med vejrtrækning er noget, der sker automatisk, og selv når en flodhest sover under vand vil den stige og ånde uden at vågne.
• Både parring og fødsel sker i vandet. Flodheste-kalve vejer ca. 45 kg ved fødslen og kan både amme under vand ved at lukke ørerne og næseborene. En hun-flodhest får kun en kalv hvert andet år.
• Selvom den er ret tyk og har korte ben kan en flodhest nemt løbe hurtigere end de fleste mennesker. Flodheste er blevet set løbe 30 km/t over korte afstande.
• Flodheste går tit op til 10 km for at finde mad og tilbringer 4-5 timer på at græsse. De spiser omkring 68 kg græs hver nat. Det lyder måske af meget, men i betragtning af deres enorme størrelse er deres madindtag faktisk relativt lav.

Flodhesten er en af ​​de mest aggressive dyr i verden – og betragtes ofte som et af ​​de mest … hvis ikke DET farligste dyr i Afrika. Men hvis de føler sig truede på land, vil de oftest løbe efter vand.

Vi så en masse flodheste men ingen krokodiller indtil de sidste par sekunder af turen. På bredden lå en kæmpe krokodille og solede sig inden den sprang i vandet, da den kunne høre os.

Men jeg fortsatte fra St. Lucia ud på den anden halvdel af min roadtrip, optog jeg stadig en masse hver eneste dag, men så da jeg to dage senere kom til Johannesburg skete der noget forfærdeligt.

Mens jeg rejser, har jeg altid min mikrofon med mig og jeg optager vildt meget. Jeg har måske to timers optagelser til en 30 minutters episode, så der var mange lydfiler og mange megabyte fra de sidste ti dage af min roadtrip.

Og alle disse optagelser slettede jeg ved en fejl – så dette er den sidste episode fra min Afrika tur.

Det er en længere historie, hvordan det kunne ske, og du bliver nødt til at lytte til episoden for at høre hvad der skete.

ESWATINI (SWAZILAND)

Lad mig fortælle dig, hvad der skete efter St. Lucia.

Først tog jeg til Swaziland - eller 'kongeriget eSwatini', som det hedder nu. Kongen omdøbte landet kort efter mit besøg. Her boede jeg på Sondzela Backpackers I Malkerns

In Mlilwane Wildlife Sanctuary.

Det er midt i en nationalpark, og sent på eftermiddagen var jeg med på en tur ud i området. Her så jeg en masse dyr og en fantastisk natur, mens solen gik ned.

Derefter tog vi tilbage, hvor de var i gang med at tilberede lokalt mad over åben ild.

MOZAMBIQUE

Derfra fortsatte jeg via Nelspruit til Komatipoort tæt på grænsen til Mozambique og lige syd for Kruger National Park.

Jeg tilbragte en dag i Maputo, hovedstaden i Mozambique. Jeg kunne ikke køre ind i landet, så jeg gik hen over grænsen og hoppede ind i en lille proppet minibus.

I Maputo gik jeg rundt og oplevede byen, med kaffe- og frokostpauser.

KRUGER NATIONAL PARK

Og så et af højdepunkterne på min Afrikatur: To dage i Kruger National Park. Denne park er flagskibet blandt de sydafrikanske nationalparker og en af de største 'game reserves' i Afrika.

Den ligger i provinserne Mpumalanga og Limpopo og er en af verdens dyrerigeste.

Den er cirka 350 km lang og 60 km bred, og dækker et areal på cirka 20.000 km², hvilket svarer til det dobbelte af Sjælland og Fyn tilsammen. Det er større end Israel.

Det er en næsten ubeskrivelig naturoplevelse – og bliver kaldt 'den ultimative safari-oplevelse'. Der er mange dyr og her er bare nogle af tallene:

• Elefant: 13.750
• Giraf: 10.000
• Flodhest: 3.100
• Impala: 175.000
• Krokodille: 4.420
• Leopard: 1.000
• Løve: 17.000
• Plettet hyæne: 5.340

Disse tal er fra 2011, så de kan have ændret sig lidt. Men der er mange.

ELEFANT SAGDE, AT JEG SKULLE BLIVE, HVOR JEG VAR

En af de mest interessante ting, jeg oplevede, var da jeg kørte i parken og en gruppe elefanter gik hen over vejen lige foran mig. Som én af ​​de sidste, kom den største han elefant, jeg nogensinde har set i levende live.

Han stoppede lige foran min bil og kiggede mig lige i øjnene. Det var som, han sagde: "Du bliver lige hvor du er… for her kommer vores baby!"

Og så gik han videre, og to mindre hun elefanter kom med den sødeste lille babyelefant. Jeg tror ikke, den var mere end et par dage gammel. Det var en af ​​den slags oplevelser, hvor jeg måtte knibe mig i armen. Virkelig en oplevelse, jeg sent vil glemme.

Det er muligt at overnatte i parken i en af deres guest-houses, men jeg valgte at bo i Phalaborwa, en lille by lige uden for parken.

Og så tog jeg tilbage den næste dag. Der var stadig så meget mere at se.

JENSEN SAFARI

Jeg ville også besøge Pretoria og blev inviteret til at bo i Jensen Safaris Guesthouse. Her mødte jeg ejeren Holger Jensen, en dansker, der flyttede herned i 1980 for at starte en safari-forretning.

De laver begge jagtture og fotosafarier. Og så har de altså også et hyggeligt lille pensionat.

MANDELA'S HUS

Det sidste stop på min roadtrip - og min Afrikatur var Johannesburg. Jeg tilbragte min dag i Soweto. I gamle dage var Soweto en township, som man ikke havde lyst til at besøge. Men nu er det en levende bydel med butikker, restauranter og masser af liv.

Her besøgte jeg Mandela's House på Orlando West i Soweto. Huset, hvor Nelson Mandela boede fra 1946 til 1962, som i dag er indrettet som museum.

Det var virkelig interessant at se, hvor det sted, hvor denne utrolige mand boede, da han var en ung mand.

SLUT PÅ SÆSON 4

Det var det hele fra Afrika. I hvert fald i denne omgang. Men jeg har jo kun været i 13 af de 53 afrikanske FN nationer, så jeg er kun 25% af vejen til mit mål om at besøge dem alle sammen. Så jeg kommer tilbage.

Og jeg lover dig, at jeg vil være ekstra omhyggelig med ikke at miste nogen optagelser igen.

Da jeg således er løbet tør for optagelser, er dette også afslutningen på sæson 4 af RadioVagabond.

SENERE I RADIOVAGABOND

I de næste par uger – mens jeg arbejder på episoder til den næste sæson, vil du få nogle Flashback-episoder.

Som jeg gjorde før denne sæson, har jeg håndplukket nogle af de mest populære episoder fra arkivet, som du måske aldrig har hørt.

Jeg kommer også til at smide et par andre bonusepisoder.

Og så vil jeg gøre noget vanvittigt – noget, der aldrig er blevet gjort før. Mere vil jeg ikke røbe om det lige nu… men det er en vanvittig idé, jeg har fået.

Du skal blot abonnere i din podcast-app og det hele vil dukke op der.

SÆSON 5 OG DEREFTER

Jeg glæder mig også til at dele sæson 5 med dig.

Her starter vi med at sejle fra Spanien til Grækenland og kører derefter op gennem Albanien, Kosovo, Bosnien-Hercegovina, Montenegro, Kroatien, Slovenien ... og efter det: mere USA, og så en masse fra Sydamerika.

Med andre ord… vi er kun lige begyndt.

Tak for at du stadig lytter og hjælper mig med at fortælle andre om Radio Vagabond.

Du er verdens bedste lytter.

Vi ses.

BREV FRA EN LYTTER

Hey Palle Bo,

Tak for et fantastisk show! Du er en go' historiefortæller. Jeg ser frem til hver episode.

Jeg er en sydafrikansk nomade, der venter på Covid forsvinder på Garden-Route tæt på Tsistikama.

Jeg har haft stor fornøjelse af at høre om din sydafrikanske roadtrip – mens jeg selv kørte op og ned på N2 mens jeg lyttede.

Hvis du får en chance, skal du bestemt komme tilbage og udforske Lesotho. Det er et magisk sted.

Jeg vil gerne drikke en øl med dig på et eller andet tidspunkt, hvis du nogensinde er tilbage på Garden Route – og det sydafrikanske alkohol-forbud er ophævet.

Pas godt på dig selv.

Andrea

Mange tak, Andrea. Jeg er glad for at høre at du ka' li' podcasten.

Og da du siger, du også er en nomade, kan det jo også være, at vi støder på hinanden et eller andet sted ude i verden ... hvis ikke, kommer jeg sandsynligvis tilbage på Garden Route og Tsistikama. Det er et af de smukkeste steder på planeten, og jeg ville meget gerne tilbringe meget mere tid i dette område.

Selvom jeg dermed vil være tæt på Bloukrans Bridge - og bliver nødt til at springe ud fra broen… det lovede jeg jo at gøre i afsnit 202.

Andrea sendte dette brev ved at udfylde formularen på radiovagabond.dk/kontakt - og du ka' gøre det samme.

Jeg nyder altid at få breve fra lyttere. Det betyder mere end du aner at høre, hvem der lytter til det her.

Du kan også bare sende mig en e-mail på [email protected] eller gøre som Anne gjorde ... send mig en stemmebesked via WhatsApp - selvom vi ikke fik hørt Annes stemme ... kun hendes venindes.

Mit WhatsApp-nummer er +4540105105.

Hej og velkommen til en ren dansk episode af Radiovagabond.

Som du ved, så laver jeg denne podcast på både dansk og engelsk, og dette er en episode, som kun kommer her på den danske.

DANMARK RUNDT PÅ LØBEHJUL

Det er noget, jeg har optaget, da jeg var i Danmark, hvor jeg mødte en meget spændende mand på en cykelsti udenfor Sorø på Sjælland. Nicolai Bangsgaard, som han hedder, er født i 1976 i Middelfart. Han er uddannet antropolog, forfatter, foredragsholder, turleder og professionel eventyrer.

På det tidspunkt, hvor jeg møder ham, er han på et løbehjul som en del af hans tur "Danmark rundt på løbehjul – uden en krone på lommen".

Han klarer sig uden penge ved at samle flaskepant i vejkanten og ved at sove i telt, ind imellem i gavmilde danskeres baghave (f.eks. via Foreningen Brug Min Baghave) og lade sig invitere til at spise med.

DANMARKSHISTORIENS LÆNGSTE CYKELTUR

Han har på sine to-hjulede ekspeditioner tilbagelagt tæt på 90.000 km og sammenlagt rejst i over 100 lande. Alene på én tur tilbagelagde han 62.185 km på sin to-hjulede. Det var en cykeltur, der startede i 2006, da han var færdiguddannet som antropolog. En tur der bragte ham gennem 53 lande i 6 kontinenter. Det tog 1.413 dage… omkring 4 år.

Og han gjorde det alene. Eller "SOLO", som også er titlen på den bog han skrev om rejsen.

Vi taler også om hans ekstreme jordomrejse på cykel. Idéen opstod mens han i 2005 kæmpede med sit speciale i antropologi, og et år senere tog han afsted.

Igen... det var: 62.185 km – 53 lande – 6 kontinenter – 1.413 dage – og én mand på cykel.

Besøg Nicolai Bangsgaards hjemmeside, hvor du både kan bestille bogen SOLO og booke ham til foredrag – og meget mere. Jeg ska' hilse fra Nicolai og sige, at bogen om turen rundt i Danmark, som Nicolai talte om, er stadig i gang med at blive skrevet. Men han lover, at den nok skal komme.

Lige nu poster stadig masser af billeder hver dag på sin Facebook side, for han er i gang med endnu et eventyr – gennem Balkan.

I midten af næste uge er jeg tilbage med endnu en episode om min roadtrip i Sydafrika… Og det bliver faktisk sæsonafslutning… den sidste episode fra Afrika i denne omgang inden jeg tager til Europa og bringer episoder fra en sejltur i Middelhavet og en tur op gennem en del af det samme område, som Nicolai bevæger sig i netop nu. Jeg tager fra Athen til Albanien, Kosovo, Bosnien-Herzegovina, Montenegro, Kroatien, Slovenien og så videre.

Og det glæder jeg mig utroligt meget til.

Jeg hedder Palle Bo og jeg ska' videre. Vi ses.

Halløj fra KwaZulu-Natal!

Velkommen tilbage til den næste del af min fortryllende roadtrip gennem Sydafrika. Dette er den femte episode på denne del af min rejse, så hvis du har gået glip af de foregående fire roadtrip-episoder, så foreslår jeg, at du går tilbage og lytter til dem først, ellers vil du ikke vide, hvordan jeg er endt lige her.

Jeg forlod startede om morgenen med Durban i bagspejlet i min lejede Toyota Corolla på vej til Lesotho – et lille land helt omgivet af Sydafrika. Det er et land i et land – som en russisk Babushka-dukke.

Det er et lille land på omkring 30.000 km², og omtrent på størrelse med Belgien. Det ligger højt oppe i bjergene ca. 3,4 km over havets overflade og fik sin uafhængighed fra Storbritannien i 1966.

Da jeg jo har et mål om at besøge alle FN-nation i verden, var Lesotho naturligvis også på min liste som en af ​​193. Det er en forholdsvis kort køretur op ad en bjergvej for at komme til Lesotho fra Durban, så jeg besluttede mig for at booke et sted at bo for en nat og derefter køre tilbage den samme vej næste dag. Jeg elsker at køre på smukke bjergveje og kigge på landskabet, så jeg så virkelig frem til både køreturen og til at besøge dette lille afrikanske kongerige.

Men dagen viste sig at være meget anderledes end forventet ...

DU KAN IKKE (SANI) PASSERE

Lad mig sætte scenen for dig: Jeg kører på et bjergpas kaldet Sani Pass, der skærer gennem bjergtoppene i de berømte Drakensbergbjerge mellem Sydafrika og Lesotho.

Ruten op ad Sani Pass starter ved 1544 m over havets overflade og klatrer op til en højde på 2876 m. Udsigten heroppe er af en anden verden. Og det er den vej, jeg kører på også. Det føles som om jeg kører på Mars. Vejen er en meget stejl grusvej, som kan være svær at køre i dårligt vejr og næsten umuligt om vinteren, hvor den ofte er dækket med sne og is.

Sani Pass, det højeste pas i Sydafrika, er kendt for at være en oplevelse, der kræver menneskeliv. Smithsonian Channel kalder det en af ​​de farligste bjergpas i verden – og det er, endda, hvis du kører i en firhjulstrækker som en Jeep eller Land Rover. Denne danske vagabond kørte turen i en Toyota Corolla, hvilket vil være som at løbe et maraton i flip-flops. Jeg vidste faktisk ikke engang, at det er ulovligt at køre denne tur i andet end en firhjulstrækker. Lovovertrædelse #1.

Efter en intens køretur, hvor min Toyotas lille motor og tynde hjul, havde kæmpede sig helt derop som en astmatiker til en harmonika-konference, nåede jeg til grænsen kl. 13. Jeg passerede faktisk grænsen ulovligt. Lovovertrædelse #2.

For at krydse grænsen skal du køre gennem en lille flod. I en firhjulstrækker ville dette være en nem opgave, men ikke for min Toyota. Da jeg stoppede for at vurdere vanddybden, kom en af ​​grænsebetjentene op og spurgte høfligt, hvad jeg havde gang i.

"Din lille bil kommer ikke meget længere", han sagde. "Vejen herfra bliver meget vanskeligere end den, du har kørt på indtil nu".

Jeg er sikker på, at han faktisk gjorde hvad han kunne for ikke at grine og ikke sige noget i retning af "hvad fanden tænker du på?". Men han var faktisk meget høflig og gjorde ikke grin med mig.

STRANDET PÅ LESOTHO-GRÆNSEN

Der var bjerge på min venstre side og et stejlt fald på højre side, så at vende bilen var ikke en mulighed. I stedet satte han sig ind i bilen med mig, og jeg begyndte at bakke – meget langsomt – ned til grænsekontoret, hvor jeg ville vurdere situationen og finde ud af, hvordan jeg skulle komme ind til min øko-lodge med den fantastiske udsigt i Lesotho.

Inde på kontoret begyndte han at tale med sine kolleger i det, jeg gætter på var Zulu – og jeg forstod ikke en lyd. I bund og grund fortalte de mig, at chancen for, at jeg kunne komme ind til mit sted, var meget lille.

Men jeg samler jo på gode historier, så når der sker noget irriterende, prøver jeg altid at forblive positiv og minde mig selv om, at jeg er midt i en god historie. Jeg har dog stadig virkelig lyst til at opleve Lesotho og sætte et kryds på min liste over lande besøgt.

De sagde, at jeg kunne vente her hos dem, og måske, kun måske, ville der komme en 4x4-taxa forbi på et tidspunkt. En af grænsebetjentene ringede til et 4x4-taxafirma for at finde ud af, om der var nogen af deres taxaer, der ville komme forbi. Det lykkedes – men der var bare den ting, at de ikke kunne sige hvornår.

Da jeg stod uden for kontoret, kommer min nye ven ud og fortæller mig, at han netop har talt med en lokal rejseguide, der kender det sted, jeg havde planlagt at bo i Lesotho. Guiden kunne imidlertid, at lodgen var meget langt fra hvor vi var, og det ville være en meget lang køretur, og umulig i min lille Corolla. Jeg ville ikke kunne være der før solnedgang, hvis overhovedet. Jeg blev nødt til at tage en svær beslutning: Jeg kunne ikke køre dertil i min Toyota på grund af vejenes tilstand, og jeg skulle tage et par taxaer for at komme dertil. Da jeg samtidig kun havde planer om at bo en nat i Lesotho, måtte jeg også tænke på den hårde rejse helt tilbage allerede den næste morgen. Så efter at have vejet fordele og ulemper, indså jeg, at det ikke ville være besværet værd – denne gang.

Jeg bliver nødt til at vende tilbage en anden gang – bedre forberedt. Og måske planlægge at blive længere end bare én dag så jeg også har bedre tid til at opleve alt det, dette lille afrikanske rige har at byde på. Det var en rigtig nedtur, men jeg lærte et par lektioner: lav lidt mere research næste gang. Og løb ikke et maraton i flip-flops ...

Jeg vendte bilen rundt og bevægede mig langsomt tilbage ned ad den hårde grusvej og begyndte at lede efter et sted at bo. Jeg endte med at bo på Sani Lodge, et hyggeligt backpacker-sted ikke så langt fra Lesotho-grænsen.

EN DAG I DEN AFRIKANSKE BUSH

Dagen efter min skuffende forsøg på at besøge Lesotho besluttede jeg, at jeg havde brug for en sejr. Så jeg bestemte mig for at starte dag 8 af min roadtrip med at køre til Natal Lion Park for at få en spændende udflugt til den barske afrikanske bush.

Parken ligger kun 25 km fra Pietermaritzburg, hvor jeg overnatter, og omkring 67 km fra Durban. Du kører rundt i parken i egen bil, og turen består af en 7 km loop rundt i parken med entrepris på 200 sydafrikanske Rand pr. Bil (bare 78 kr.). Og det virker bestemt som en fair pris, set i lyset af at jeg potentielt kan komme til at se 11 arter af pattedyr, 20 fuglearter og 12 krybdyrearter.

Jeg så dog mest frem til at se løverne og de enorme afrikanske elefanter. Og jeg fik set begge dele!

De afrikanske elefanter er de største landpattedyr i verden, hvor nogle af dem kan være 4 m høje og veje så meget som seks ton. Jeg udforskede elefantområdet sammen med en elefantpasser, der kunne vise mig, hvor tæt jeg kunne komme på elefanterne uden at forstyrre dem ... eller blive trampet flad.

Jeg så også mange løver på meget tæt hold. De virkede ikke til at være interesseret i os eller spor bange for bilerne, der hørte forbi. Faktisk var der en af dem, der var liggende midt på grusvejen, jeg kørte på – så jeg var nødt til at køre ud på marken for at komme forbi den … uden at køre over halen.

Det er alt for nu. Sørg for at lytte med i den næste episode, hvor jeg kommer tilbage mod Durban og videre op ad kysten til St. Lucia, hvor jeg besøger en flodhestepark.

Mit navn er Palle Bo og jeg skal videre. Vi ses!

BREV FRA EN LYTTER

Denne uges e-mail fra en lytter kommer fra Anne, en dansker, der bor i Seattle, Washington.

Hi Palle,

Jeg hedder Anne and bor nær Seattle, Washington. Jeg ville såmænd bare sige, at jeg for nyligt fandt dit podcast og er helt hooked :)

Det er alletiders at høre en anden dansker med samme vandrelyst. Jeg er dog ikke en digital nomade, men min mand & jer tager afsted i en måned hvert år til et nyt land.

Vi var f.eks. i Argentina sidste år, i Indian før det, Bolivia, osv osv. Jeg tror aldrig, jeg vil takle dem allesammen ligesom dig (jeg havde kun 28 sidste gang, jeg talte - but who's counting ;), men jeg elsker at høre om dine eventyr.

Keep up the good work og sig endelig til, hvis du er i nærheden af Seattle - jeg gir' en kop kaffe!

Anne Harai

Rigtig godt at høre fra dig, Anne. Faktisk tager jeg dig på ordet mht. den kop kaffe, og jeg kan fortælle dig nøjagtigt, hvornår er i Seattle: august 2021.

For bare et par dage siden blev det annonceret, at den næste TBEX-konference kommer til at foregå i Tri-Cities Washington – ikke så langt væk fra Seattle.

TBEX er denne globale samling for os, der laver indhold om at rejse, og da jeg laver deres podcast, Travel Matters, ved jeg, at jeg vil være der for at lave interviews til den.

Og selvfølgelig skal jeg da også besøge Seattle, når jeg er så tæt. Jeg håber at se dig der, det kunne være hyggeligt at få en snak med dig og din mand – hvor vi deler rejsefortællinger.

Jeg kan se i din e-mail, at du selv har en blog med rejsebilleder. Du skal da absolut også til TBEX i Tri-Cities.

JEG VIL OGSÅ GERNE HØRE FRA DIG

Jeg vil virkelig gerne høre fra dig. Hvor er du, og hvad laver du, når du lytter til denne episode? Du kan enten sende mig en e-mail på [email protected] eller ved at udfylde formularen på Radiovagabond.dk. Eller du kan sende mig en talebesked via WhatsApp, og jeg kan spille den i næste afsnit. Mit WhatsApp-nummer er +4540105105.

Uanset hvad vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er så dejligt at vide, hvem der er i den anden ende af dette ...

SPONSOR

Radiovagabond er produceret af Radioguru og delvist sponsoreret af Hotels25.dk. Et cool sted at finde de bedste tilbud på overnatning – i én simpel søgning.

Groete van Durban!

Velkommen til den næste del af min fantastiske roadtrip gennem Sydafrika. I denne episode finder du mig stadig i den livlige kystby, Durban – og på toppen af ​​et af byens mest berømte vartegn, Moses Mabhida Soccer Stadium. Hvad laver jeg præcist 80 meter over jorden? Jeg er på vej til at hoppe ...

Årsagen til, at jeg skal til at hoppe ned fra denne stadionbue er hverken fordi jeg er blevet skør, eller fordi denne globale pandemi er blevet for meget for denne danske vagabond, men snarere fordi jeg er ved at tage The Big Rush Big Swing: et spændende spring, hvor man gynger ud i en kæmpe 220 m bue ud over hele stadion.

I mak 2011 blev det officielt udnævnt til verdens højeste swing af Guinness Rekordbog. Okay, jeg er måske alligevel lidt skør! Men først lad os hoppe en times tid tilbage i tiden.

HVOR JEG FORLOD DIG I DEN SENESTE EPISODE

Efter en god snak med Nkonzo alias Dat Boy Mreppa på toppen af stadionbuen (lyt til den forrige episode her), vendte vi sikkert tilbage på jorden. Jeg gik ind på turistkontoret på Moses Mabhida Stadium for at se, om nogen af ​​de andre attraktioner ville vække min interesse. Og så hørte jeg mere om The Big Rush Big Swing – og mit hjerte begyndte at hamre.

Jeg kunne pludselig høre to stemmer. En engel på den ene skulder og lille djævel på den anden. Der prøvede at overbevise mig om fordele og ulemper ved at prøve denne skøre gyngetur:

A: "Hvorfor udsætte dig selv for det? Du ved, at du vil hade det."

D: "Nej, tværtimod! Du ved, at du vil fortryde, hvis du ikke gør det!"

A: "Kom nu. Du behøver ikke det her. Bare spring i en Uber og få noget frokost."

D: "Hvis du gør det, vil du ha' det godt med dig selv!"

A: "Ha' det godt??"

D: "Ja! Det store rush ... det store adrenalin-rush! "

A: "Nej, ved du, hvad der ville føles godt? En dejlig kold øl og en stor cheeseburger!"

D: "Husker du hva' du sagde for bare for et par dage siden, da du var på det der bungy jump-sted? Sagde du ikke lige, at du fortrød, at du ikke gjorde det?"

A: "Jo ... men du har allerede taget verdens højeste bungy jump."

D: "Ja, det er rigtigt ... men ved du, hvad du ikke har gjort endnu?"

A: "Nej ... hvad?"

D: "Verdens højeste gyngetur..."

Ja, de havde en livlig samtale. Og jeg kæmpede med at tage en beslutning. Men jeg mønstrede nok mandsmod og tog beslutningen om at få et skud adrenalin over Durbans skyline.

MIN VAGABOND REGEL

Da jeg var på kontoret en time tidligere, kunne medarbejderne se, at jeg så bange ud, da jeg sagde til dem, at jeg havde brug for lidt tid til at overveje. Jeg tænker, at det må være noget, der sker dagligt, og jeg var sikker på, at de var i gang med at sætte penge på om de ville se mig igen eller ej.

Lad mig fortælle dig lidt om min Vagabond-regel. I starten af min nomadetilværelse tilbage i juli 2016 lavede jeg denne regel til mig selv. Den siger, 'hvis du er i tvivl, så gør det'. Denne regel har givet mig en masse 'serendipity-øjeblikke' –fantastiske oplevelser, jeg ellers ikke ville have fået.

Jeg har siden bestræbt mig på at leve efter denne regel lige siden, og dette skulle ikke være den dag, jeg ville bryde min mest værdsatte regel. Så jeg købte en billet og begyndte at forberede mig på, hvad der var i vente. Har jeg nævnt, at jeg er ikke er vild med højder?

SWINGER I DURBAN

"Vil du betale ekstra for video og fotos af din swing-oplevelse?" spørger de mig på kontoret.

"Det ka' du da bide dig selv i øreflippen på, at jeg vil!"

Jeg var her jo helt alene, og jeg havde bestemt brug for et bevis på, at virkelig havde gjort det her. Og desuden: hvem har ikke lyst til at se mit stakkels, forfærdelige ansigt skrige mens jeg styrter ned mod jorden? Det er jo derfor du er her, ikk'?

Big Rush Big Swing er ikke en gennemsnitlig gyngetur. Det er spring fra en lille bro mellem dele af stadionenets ikoniske bue, omkring 80 meter over tilskuerpladserne, og så svinge du ud i en kæmpe 220 meters bue, ned over grønsværen.

Dette er ikke et bungy spring. Der er ingen stor tyk elastik denne gang. Kun et reb. Den ene ende blev spændt fast til min talje og den anden bundet til det højeste punkt i buen.

Inden jeg skulle springe, blev jeg også præsenteret for nogle juridiske papirer med en masse små bogstaver, hvilket ville tage mig timer at læse. Efter teksten var der en stiplet linje, hvor min rystende signatur skulle stå.

Når jeg er nervøs, har jeg en tendens til at fyre vittigheder af, så jeg spurgte dem, om jeg i virkeligheden skrev under på at det ikke var deres skyld, hvis jeg døde af det her.

Efter at jeg tappert underskrev papirerne, begyndte de at spænde seletøj på mig. Det blev pludselig meget virkeligt. Seletøjet er både til selve rebet under gyngeturen, men også til når du går op ad de 352 trin i selve buen. Denne lange trappe er på ydersiden af buen og der er en risiko for at falde – enten hele vejen ned eller ud over kanten. Så denne oplevelse er en blanding af ​​spænding og angst, og begynder, mens du stadig er på jorden.

Så allerede inden kom på toppen, sveder jeg koldsved, og bli'r nervøst ved med at fyre mine dårlige vittigheder af, om at dø. De er ikke rart at lytte til. Ikke kun er jeg helt opmærksom på, at de overhovedet ikke er sjove, men jeg gør også de to andre springere nervøse.

Jeg skulle derop sammen med Ugeetha og Luis, et ungt par fra Cape Town. Og sammen begyndte vi at gå op ad trappen i nervøs forventning. Samtidig minder de 352 trin – 25 etager mig også om min dårlige form. Og hvis tanken om at hoppe ud af et vindue fra 25. sal ikke gør munden tør, vil gåturen derop bestemt gøre det.

Da vi endeligt kom på til toppen, insisterede Ugeetha og jeg på, at Luis skulle være den første lemming, der skulle tage springet. Ugeetha og jeg kunne se angten malet i hans ansigt, da han skulle til at tage sit sidste skridt ud til kanten. Han sprang, og det så fantastisk ud, for at være ærlig. Kort efter at de hejste ham tilbage, sprang Ugeetha med samme ansigtsudtryk og et højt skrig. Og så var det min tur ...

DET STORE RUSH

Først skal du klatre ned 4-5 meter på en lodret stige fra udsigtsplatformen til selve springplatformen. Selvom jeg vidste, at jeg var sikkert sikret i min sele, var mit hjerte helt oppe i halsen, da jeg kiggede ned og kunne se, hvor høje oppe, vi var.

Efter at jeg forsigtigt havde klatret ned på den meget smalle bro, hvor vi skulle springe fra, indså jeg, at der ikke var noget vej tilbage. "Er du klar til at hoppe?", spurgte de mig. "Jeg har ikke noget valg, har jeg?" Jeg troede.

Jeg gav min telefon til en pige, der filmede og tog billeder. Og jeg forlod min mikrofon deroppe. De bad mig sige et par ord til kameraet. Dybest set sagde jeg det samme, som jeg havde sagt i en times tid: "Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Jeg føler, at dette er en stor fejltagelse og bla-bla-bla."

Derefter begyndte jeg at klatre ned ad trappen (mens de filmede hvert nervøst trin) og halvvejs ned sagde de: "Hej se op og smil!". Det lykkedes mig, men indeni var jeg skrækslagen!

1-2-3-JUMP …!

Med museskridt arbejdede jeg mig langsomt ud til midten af ​​den meget smalle bro. Den er mindre end en meter bred, og selvom der er et rækværk på den ene side, og jeg var sikkert spændt fast, følte jeg stadig, at jeg kunne falde ned og dø hvert sekund. Ups ... Jeg brugte D-ordet igen.

Og så var det min tur. 3-2-1 ... JUMP!

Hvis du vil have den fulde oplevelse, så husk at se videoen af ​​min store gyngetur. Jeg lover, at du ikke bliver skuffet!

Husk at hør næste episode, om hvad der skete dagen efter. Fordi det skulle blive en dag der udviklede sig meget anderledes en planlagt.

Indtil da, pas på dig selv.

E-MAIL FRA EN LYTTER

I denne episode har jeg bestemt mig for at opfylde et ønske, jeg har fået et par gange fra lyttere. Denne er fra Andrea fra Brisbane, Australien.

"Hej Palle,

Jeg har hørt dig spille lidt af en sang, hvor de synger noget i retning af "Living the good life". Kan jeg lokke dig til at spille hele sangen på et tidspunkt? Jeg kan virkelig godt lide den, og den får mig altid til at smile.

Tak, Palle! Fortsæt det gode arbejde,

Andrea"

Tak for din email, Andrea! Jeg er glad for, at du også kan lide sangen. Den hedder (som du gættede på) 'Living the Good Life' og er med en singer-songwriter, der hedder Steve Collom.

Jeg vil også meget gerne høre fra dig! Hvor er du, og hvad laver du, når du lytter til denne episode? Du kan enten sende mig en e-mail på [email protected] eller udfylde formularen under kontakt på Radiovagabond.dk.

Eller ved du, hvad der ville være sjovt? Send mig en talebesked på WhatsApp, og jeg kan spille den i næste afsnit. Mit WhatsApp-nummer er +4540105105.

Uanset hvad vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er rart at vide, hvem der er i den anden ende af dette...

SPONSOR

En særlig tak til min sponsor, Hotels25.dk, som altid giver mig den bedste pris på et sted at bo, uanset hvor i verden jeg er.

Molweni!

Velkommen til del 3 af min episke roadtrip over det smukke Sydafrika. I denne episode starter vi, hvor jeg slap i del 2 og forlader de lokale bungy jumpere ved Bloukrans Bridge og fortsætter mod Port Elizabeth. Men ikke længe efter var tilbage på N2 motorvejen tog jeg en afstikker til en af ​​Sydafrikas sjældne perler.

Den smukke Tsitsikamma National Park ligger på sydkysten af ​​Sydafrika og udgør en del af Garden Route National Park. Med de høje bjerge, hvor voldsomme bølger i det varmere Indiske Ocean rammer de dramatiske kystlinjer, er dette virkelig et smukt sted. Så jeg besluttede at parkere bilen og tage en hurtig vandretur for at udforske noget af den rå natur.

Efter min hike fortsatte jeg de sidste 200 km mod Port Elizabeth og efter endnu en naturskøn køretur ankom jeg til mit vandrehjem sidst på eftermiddagen. Og efter en begivenhedsrig dag med vandreture og kørsel, besluttede jeg at det skulle være en tidlig aften, så jeg kunne samle energi til at udforske Port Elizabeth den næste dag.

Port Elizabeth er en malerisk by med venlige mennesker og endnu en smuk kystlinje. Jeg har hørt at det kan blive ret blæsende i denne del af landet, men det var nu dejligt vejr, mens jeg var der.

INTERESSANTE FAKTA OM PORT ELIZABETH

• Port Elizabeth ligger i en kommune, der hedder Nelson Mandela Bay.
• Det er faktisk Sydafrikas næststørste by – hvis man kigger på arealet. Efter befolkningstallet – 1,2 millioner, er det den 5. største by i landet.
• Sydafrikanerne kaldes byen "PE" og den er også kendt som "Den venlige by".
• Byen har 40 km uspoleret kystlinje (bestående hovedsagelig af strande).
• Glem alt om Route 66 – PE har noget, de kalder "Route 67". Spredt ud over området, kan du opleve en samling af 67 kunstværker, der symboliserer Nelson Mandelas 67 års arbejde.

Selvom min tid i PE var kort, lykkedes det mig at tage derfra med en god fornemmelse af byen og dens mennesker. Om eftermiddagen afleverede jeg min trofaste følger (den lejede Toyota Corolla) tilbage og hoppede på et fly mod Durban. Ja, jeg ved, at en flyvetur teknisk er snyd på en roadtrip, men afstanden fra PE til Durban er næsten 1.000 km og vil være en 12-timers køretur. Så meget tid har jeg heller ikke til min tur, så jeg tog beslutningen om at hoppe over et par byer langs kysten for i stedet at have mere tid til den sidste del af turen op imod Johannesburg. Og det viste sig at være en god beslutning.

DURBAN I ZULU-LAND

Jeg landede i King Shaka International Airport lige uden for Durban om aftenen, og sprang hurtigt i min næste lejede bil (endnu en Toyota Corolla), og kørte mod mit vandrehjem i byen. Der er mange, der har advaret mig om at køre bile i Sydafrika efter mørkets frembrud.

Jeg havde også hørt, at, hvis jeg kommer til et rødt lys (en "robot", som de kalder trafiklys her) om aftenen, og hvis der ikke er andre, skal jeg bare køre over for rødt. Hvorfor? Fordi "hijacking" er almindeligt i Sydafrika, og når man holder stille ved et rødt lys, er der større risiko for at det sker. Med denne tanke kørte jeg forsigtigt ind i Durban – men med mere spænding end angst.

Da jeg var i flyet, læste jeg, at Durban betragtes som Sydafrikas 'mellemste barn', hvor Johannesburg er ambitiøs og fuld af sjæl, og Cape Town er smuk og alles yndling. Durban overses ofte af turister, selvom den også har meget charme.

Durban ligger på østkysten og er den største by i KwaZulu-Natal-provinsen og den 3. største by i Sydafrika. Det er en pulserende, multikulturel by og hjemsted for den største containerhavn i Afrika. Med en befolkning på næsten 3,4 millioner mennesker i storbyområdet er Durban også hjemsted for den største befolkning af indere uden for Indien.

KwaZulu-Natal (tidligere Natal) er hjemsted for Zululand, en traditionel region i den nordøstlige del af denne provins. Det er her Zulu-folket stammer fra, og hvor deres kongedømme var i 1800-tallet.

Durban er også hjemsted for det ikoniske Moses Mabhida Stadium, der blev bygget til Fodbold-VM i 2010. Bygningen dominerer Durbans skyline fra lang afstand og har plads til 56.000 mennesker (kan udvides op til 85.000). Det mest genkendelige ved dette stadion er en 350 meter lang bue, der holder taget oppe. Buen er 106 meter over banen på det højeste sted.

De tilbyder en masse forskellige attraktioner: stadionture, Segway-ture, "adventure walks" (hvor man kan gå op til toppen af ​​buen) og så har de noget, der hedder "The Big Rush Big Swing", som vi kommer tilbage til senere.

Der er også en Sky Car-sporvognen, der kan tage dig op på toppen af ​​stadionets tag.

EN SNAK MED UDSIGT

Efter en kop kaffe hoppede jeg om bord på en Sky Car og op på toppen. Her fik jeg muligheden for at sludre med min guide, Nkonzo.

Nkonzo ligger på toppen af ​​stadionbuen med udsigt over det enorme Indiske Ocean og den spredte by Durban, og fortæller mig, hvor langt hans by er kommet i de sidste 10 år. Men der er stadig mange ting, der kræver yderligere udvikling.

Som et godt eksempel nævner Nkenzo, at den tidligere præsident, Jacob Zuma blev fjernet fra magten uden vold på gaden.

EN POLITIKER, DER DELER FOLK

Lad mig fortælle dig lidt om Jacob Zuma, som blev tvunget til at træde tilbage efter en masse beskyldninger om korruption og en lang retssag, hvor han var beskyldt for voldtægt. Faktisk trak han sig tilbage bare et par uger før jeg indspillede denne podcast-episode.

Han var en meget polariserende figur af sydafrikansk politik, selvom han engang var kendt som 'folkets præsident'. Men for mange er Jacob Zumas navn nu synonymt med ordet "korruption".

Som teenager blev han en del af ANC (African National Congress) og tilbragte ti år som politisk fange på Robben Island sammen med Nelson Mandela. Efter sin frigivelse steg han i graderne i ​​ANCs militære fløj, Umkhonto weSizwe(Nationens spyd). Han var også en del af forhandlingerne, banede vejen for afskaffelsen af ​​Apartheid i 1994.

I 1999 blev han vicepræsident for ANC, men blev hurtigt sparket ud af den daværende præsident Thabo Mbeki efter beskyldninger om korruption i 2005. Disse anklager blev senere henlagt, og som et andet comeback-kid, blev han udnævnt til præsident for Sydafrika fire år senere i 2009. Men hans tid ved magten var ikke uden et antal højt profilerede skandaler.

I 2016, mens Zuma stadig var præsident for Sydafrika, sagde Højesteret, at han skulle sigtes for korruption på grund af hans indblanding i en hemmelig regerings-våbenaftale tilbage i 1999.

Han stod også over for korruptionsanklager over sit forhold til den magtfulde Gupta-familie. Guptas er en velhavende indiskfødt familie med mange forretningsinteresser i Sydafrika, som har skabt et forretningsimperium, der spænder over computerudstyr, medier og minedrift. Gupta'erne er lige så synonyme med korruption og har været i fokus for omfattende kontrol på grund af deres nære bånd til Jacob Zuma under hans tid som præsident. De blev beskyldt for at have haft en stor indflydelse på sydafrikansk politik, og meget af det var gennem Jacob Zuma.

Hans 8-årige tid som præsident anslås at have kostet den sydafrikanske økonomi en billion Rand (ca. 400 milliarder kr.) i korruption og ulovlig handel. Den dag i dag går han stadig ind og ud af retten omkring disse anklager.

PRÆSIDENT OG ... VOLDTÆGTSFORBRYDER?

I 2005 blev Zuma tiltalt for at have voldtaget en kvinde i sit hjem og var i retten i flere måneder i begyndelsen af ​​2006.

Kvinden, der beskyldte ham, var faktisk blot en ung pige, der var yngre end halvdelen af ​​hans alder, og i øvrigt en datter af en nær ven. Og han vidste, at hun var HIV-positiv. Under retssagen sagde han, at 'selv bad om det, fordi hun var iført en kort nederdel'. Og da blev han spurgt, om han brugte nogen beskyttelse, som han sagde, at havde han ikke gjorde. Derefter sagde han, at han tog han et brusebad for at mindske risikoen for at have fået denne virus. Ja, du læste det rigtigt.

Forestil dig, at dette er et land, der kæmper mod en frygtelig HIV/AIDS-epidemi mere end noget andet land i verden, og deres leder siger noget så dumt. Det viste, hvor lidt han ved om overførslen af ​​HIV/AIDS. Hvad der gør dette endnu mere skandaløst er, at Zuma havde været leder af det nationale AIDS-program, i sin tid som næstformand.

Denne udtalelse fik Sydafrikas mest berømte politiske tegner, Zapiro, til at tegne et brusebad over Zuma's hoved for at illustrere, hvor dumt dette var. Fra da af blev Zuma altid tegnet sådan i hver eneste Zapiro-tegneserie – og stadig i dag.

Selvom han endte med at blive frikendt for voldtægt, ser mange mennesker dette som en åbenlyst uret. Men i løbet af de næste par år blev de voksende korruptionsklager mod ham for meget for hans eget parti, ANC. Det parti, han havde 'tjent' i 60 år, begyndte arbejde på at presse ham til at gå af.

ZUMA MUST FALL

I uger trodsede han disse ordrer og viste ingen tegn på, at han ville fratræde, hvilket provokerede den allerede vrede befolkning. Men Zuma endte dog med at tage sit gode tøj og gå – et par uger før mit besøg i Durban.

Dagen før mit besøg meddelte den offentlige anklager faktisk, at Zuma ville stå overfor retsforfølgning på 18 anklager om korruption, herunder mere end 700 tilfælde af bedrageri, afpresning og hvidvaskning af penge.

Så du kan nok forestille dig, at dette var noget, der dominerede nyhederne, da jeg var i Durban. Og alle snakkede om Zuma ville ende med at skulle i fængsel. Offentligheden gav udtryk for deres mening med dannelsen af "​Zuma Must Fall-kampagnen, som ikke kun fik national, men også global opmærksomhed.

TILBAGE PÅ TAGET, MED EN UDSIGT TIL FREMTIDEN

Nu hvor det politiske støv endnu ikke har lagt sig (Zuma er stadig i retten her i 2020), forsøger lokale som Nkonzo at have en mening om det hele, og hvordan landet har brug for at kigge fremad i stedet for at at dvæle ved fortiden. Han fortæller, at Sydafrika er et land, der stadig har sine udfordringer.

Nkonzo er Zulu, den største oprindelige stamme i landet, og Zulu er det mest almindelige sprog, der tales som modersmål af 23% af sydafrikanere (efterfulgt af Xhosa og Afrikaans). Faktisk er engelsk kun det fjerde mest almindelige førstesprog i landet, men det er det dominerende regeringssprog og det, der primært bruges i medierne. Der er ti officielle sprog i Sydafrika og mindst 35 oprindelige stamme sprog.

"Jeg skal være i stand til at tale engelsk for at kunne finde arbejde i dette land, hvilket er svært for mange mennesker, der vokser op fattige uden ordentlig adgang til uddannelse. Mit modersmål er Zulu, så i det land, hvor jeg blev født, har jeg været nødt til at lære et andet sprog for at skabe mig et liv", siger han.

Nkonzo er glad for sit job, men har drømme om andet (end at tale med danske nomader på toppen af ​​ikoniske fodboldstadioner). Han håber at kunne dedikere sit liv til musik som rapper. Nkonzo går under scenenavnet Dat Boy Mreppa og hans er faktisk supergod – døm selv i slutningen af episoden.

Opdatering: Jeg talte med Nkonzo i forbindelse med redigeringen af denne episode, og her fortalte han mig, at han er i gang med at indspille et helt album, som udkommer til november i år. Han fortalte mig også, at han vil udgive et par singler inden da, så vær på udkig efter en af ​​Durbans nyeste musikalske talenter.

Det er alt for denne episode. I den næste episode hopper jeg af taget af Moses Mabhida Stadium på verdens højeste gyngetur. Gisp…!

TRAVEL MATTERS

Hvis du er interesseret i rejseblogging, vil du sikkert også være interesseret i at lytte til TBEX-podcasten, der hedder Travel Matters. Det er en anden podcast, jeg producerer og medvært på, med TBEX-direktør, Rick Calvert.

I den seneste episode taler vi med den legendariske rejseskribent Tim Leffel. Tim lavede netop en undersøgelse om, hvornår og hvordan sådan nogen som os, der laver rejseindhold i forskellige medier, begynder at rejse igen – og hvornår destinationer begynder at invitere os igen.

JEG VIL GERNE HØRE FRA DIG

Jeg vil virkelig gerne høre fra dig: Hvor er du, og hvad laver du, når du lytter til denne episode? Du kan enten sende mig en e-mail på [email protected] eller udfylde formularen på Radiovagabond.dk.

Eller ved du hvad der ville være sjovt? Send mig en talebesked via WhatsApp. På den måde kan jeg spille den i næste afsnit. Mit WhatsApp-nummer er +4540105105.

Uanset hvad vil jeg meget gerne høre fra dig. Det er fedt at vide, hvem der er på den anden ende af højttaleren.

SPONSOR

En særlig tak til min trofaste sponsor, Hotels25.dk, der altid skaffer mig den skarpeste pris på indkvartering, uanset hvor jeg er i verden.