En spækhuggerunge kæmper for at komme op til overfladen. Rundt om den svømmer resten af flokken tæt sammen og presser dens hoved ned under vandet. Ikke for sjov, men for at træne ungerne til at drukne store byttedyr.

I klippet, der er en del af BBC One-programmet 'Parenthood', ser man en gruppe spækhuggere (Orcinus orca) træne i at jage verdens største dyr, blåhvalen (Balaenoptera musculus).

Her lærer spækhuggermødre deres unger, hvordan man kan drukne et stort byttedyr. Det ser brutalt ud, men det er en vigtig læring, til når ungerne en dag skal kunne overleve i havet som toprovdyr.

En ung spækhugger spiller rollen som bytte. Den lader sig omringe af de andre i flokken, som presser dens hoved ned under vandet, så den ikke kan trække vejret gennem sit blæsehul.

De andre holder den nede i et stykke tid, før den får lov til at komme op og få luft igen.

Senere i videoen ser man teknikken blive brugt i virkeligheden, hvor flokken forsøger at drukne en blåhval. Det er dog uklart, om de faktisk dræber det store pattedyr.

Man har længe vidst, at spækhuggere kan drukne hvaler, men det er første gang, en af deres træningssessioner er blevet fanget på film, skriver den britiske avis The Times.

Men ifølge forskere kan det dog snarere handle om underholdning frem for nød, når spækhuggere drukner hvaler.

"De leger med hvaler, ligesom katte leger med deres bytte," siger Nancy Black, der er marinbiolog, til National Geographic efter at have optaget en gruppe spækhuggere angribe en blåhval tilbage i 2017.

En majdag i 334 f.v.t. modtog Alexander den Store en efterretning fra sine rekognosceringsstyrker om, at den persiske hær havde taget opstilling på den østlige side af floden Granikos i det nordøstlige Lilleasien. Efterretningen blev modtaget med lettelse.

Alexander havde et par måneder forinden igangsat et storstilet persisk felttog, som han havde arvet fra sin fader, Filip II, og havde i de forudgående uger krydset Hellesponten uden mærkbar persisk modstand.

Med de nye oplysninger satte Alexander kurs mod Granikos i kampberedt formation med ærindet om et hurtigt angreb.

Men ved ankomsten konstaterede han, at perserne havde valgt den optimale position til en defensiv forsvarslinje: Floden var dyb, bredderne var høje, glatte og mudrede, og perserne var placeret i en bred frontlinje i en dominerende position på flodbredden.

For en tid var der stilstand. Perserne afventede den mindste bevægelse fra Alexanders græsk-makedonske hær, og Alexander må her have afvejet sine muligheder.

Iført sin rustning og hjelm fra det netop besøgte Athena-tempel ved Troja red han nogle gange frem og tilbage foran sin frontlinje.

Hvad der skete herefter, er omdiskuteret.

I starten af 2025 lokaliserede et forskningshold slagmarken for slaget ved Granikos i det nordvestlige Tyrkiet.

På dette sted besejrede Alexander den Store i 334 f.v.t. perserne i deres første store, direkte konfrontation, og det var et verdenshistorisk vendepunkt af flere årsager.

Slaget satte tonen for Alexanders efterfølgende felttog, da hans hær fik fodfæste på det persiske territorium, hvorfra de erobrede Østen og forårsagede Perserrigets fald.

Sejren igangsatte også spredningen af den græske kultur, der skabte og formede det kulturelle og politiske landskab i de erobrede regioner de næste mange århundreder.

Desværre er slaget notorisk svært at rekonstruere grundet det mangelfulde kildemateriale, der - alt afhængigt af, hvem vi følger - påvirker den måde, vi anskuer Alexander på som dristig hærfører og general.

Her kan de nye fund hjælpe os med at skrælle nogle af datidens (politiske) lag af historiefortællingen og gøre os klogere på, hvad der egentlig skete.

Det er ved Alexanders ankomst til Granikos, at de antikke kilder deler sig i to forskellige beretninger om slaget.

Ifølge felttogets officielle hofhistoriker var der ingen tvivl. Alexanders næstkommanderende, den rutinerede general Parmenion, trådte frem - angiveligt på foranledning af hele den makedonske officerselite - og anbefalede Alexander at udsætte angrebet.

Parmenions råd var at slå lejr for natten, og dernæst, ved daggry, krydse floden uhindret. Et angreb nu, anførte Parmenion, var yderst risikabelt for hele felttogets videre færd.

Alexander, der øjensynligt var upåvirket af sin næstekommanderendes argumenter, afviste forslaget uden betænkningstid. En udsættelse var uforenelig med hans inderste natur, og ville ydermere forsyne perserne med en fornyet tro på deres egne evner.

Alexander gennemtrumfede sin vilje, og orkestrerede dernæst et succesfuldt kavaleriangreb over floden, der hurtigt skabte et makedonsk brohoved (en del af fjendens territorium) på den østlige side.

Hurtigt derefter begyndte den persiske flugt.

Andre kilder har beskrevet et andet forløb. En historiker, der arbejdede i Alexandria i kølvandet på Alexanders død i 323 f.v.t., og som ikke skyldte ham noget, skrev, at den makedonske konge slog lejr for natten på den vestlige side af Granikos.

Der var ingen dialog med Parmenion, men slaget forløb, som om Alexander fulgte rådet fra sin betroede general.

Ved daggry krydsede han floden, og opsatte sin hær i kampformation, alt sammen inden et reelt persisk modsvar.

Slaget udspillede sig nu i åbent terræn, og med en større og stærkere makedonsk falanks var persernes oprindelige terrænmæssige fordel nu udlignet.

Snart begyndte den persiske frontlinje at bryde sammen, og hurtigt derefter stod Alexander tilbage som sejrherre.

At forstå hændelsesforløbet ved Granikos er vigtigt, fordi valget af kildetraditi...

Hvordan ville verden se ud efter en zombie-apokalypse? Hvad ville der ske, hvis mennesket havde udviklet selvtænkende robotter? Eller hvordan ville livet være, hvis staten overvågede alt, vi gør, hvor end vi er?

Det er bare nogle få eksempler på science-fiction-genrens hovedspørgsmål: Hvad nu hvis?

Faktisk er det spørgsmål også et, vi benytter, når vi laver videnskab. Hvad sker der, når æblet falder ned fra træet? Eller hvad kan vi forvente, der sker i kroppen, når vi indtager denne type medicin?

Her er statistikkens videnskab ikke nogen undtagelse. Spørgsmålene ser bare lidt anderledes ud ved første øjekast.

Men hvordan fungerer den statistiske videnskab overhovedet?

Det er jo ikke sådan, at statistikeren sidder i et laboratorium og udfører forsøg. Statistikeren render heller ikke rundt i felten og indsamler observationer, der kan ligge til grund for en videnskabelig teori.

Jo, måske sidder statistikeren af og til i solen og stirrer op i trækronerne, men egentlig handler den statistiske metode i bund og grund om at besvare et spørgsmål på baggrund af et foreliggende datamateriale.

Deri ligger ikke mindst at sætte tal og ord på den usikkerhed, der skal tilknyttes svaret på spørgsmålet.

For på grund af tilfældighed i lige netop det datamateriale, vi har fået adgang til, er der en tilfældighed til stede, som statistikeren må tage højde for.

Det er en abstrakt tilfældighed, som vi må tænke os til. Vi får nemlig ikke lov til at se flere datasæt fra præcis samme grundpopulation.

Den usikkerhed kan have stor betydning for, hvad konklusionen bliver på et forskningsspørgsmål.

Sci-fi-tankegangen kommer især i spil, når vi statistikere skal forsøge at besvare vores forskningsspørgsmål.

Det gør vi ved at afgøre, om vi skal forkaste eller acceptere det, vi kalder en nulhypotese.

En nulhypotese er det statistiske greb, vi bruger til at besvare det spørgsmål, vi egentlig er interesserede i.

En læge kan for eksempel lave et studie, der skal undersøge, om en ny behandling har gavnlig effekt på blodtrykket.

På baggrund af sin lægelige faglighed fremsætter han eller hun hypotesen, at behandlingen har en gavnlig virkning for de patienter, der bliver undersøgt.

I statistikken vender vi den hypotese om og fremsætter i stedet nulhypotesen - i dette tilfælde ville nulhypotesen lyde: Behandlingen har ingen effekt.

Eller - med andre ord - personer, som tager den nye behandling, og personer, som ikke gør, har forventeligt samme blodtryk.

Afviser vi den nulhypotese, ja, så er der statistisk signifikant evidens for, at der er en effekt af behandlingen.

Og hvad har det så med science-fiction at gøre? Jo, når vi fremsætter en nulhypotese, så siger vi egentlig: Hvad nu hvis nulhypotesen faktisk er sand? Hvordan kan vi så forvente, at verden vil se ud?

Det er her statistikerens science-fiction-historie begynder at udfolde sig.

I vores eksempel fra før vil det betyde, at personer, som får behandlingen, og personer, som ikke får behandlingen, har samme forventede blodtryk.

Og dét er noget, vi kan forsøge at undersøge i data. Helt konkret kigger vi på de to grupper - dem, der får medicin, og dem, der ikke gør - og måler på en eller anden måde, om de ser ens ud på deres blodtryksmålinger. Den måling, vi laver, kaldes en teststørrelse.

Teststørrelsen er et tal, som i grove træk angiver, hvor forskelligt de to grupper opfører sig. Det kunne i dette tilfælde være forskellen på det gennemsnitlige blodtryk i de to grupper.

Men hvordan ved man, hvad der svarer til 'meget forskelligt', og hvad der svarer til 'ikke særlig forskelligt'?

For som vi allerede har været inde på, så er der tilfældighed i vores data, som gør, at de to grupper aldrig vil se helt ens ud, når der ligger et datasæt på bordet foran os.

Her kan vi lave, hvad der hedder en ombytningstest. I en ombytningstest leger vi netop, at nulhypotesen er sand, altså at de to behandlingsgrupper faktisk har præcist samme forventede blodtryk. Med de regler, der er i den leg, er personerne i de to behandlingsgrup...

Skibet er ladet med … kalksten.

Og kalksten kan være endnu en metode til at nedbringe vores CO2-udslip, som er afgørende for at bremse den globale opvarmning, skriver amerikanske forskere i et nyt studie.

Ved at lade skibe hælde kalksten ned i havet, kan man fjerne CO2 fra atmosfæren hurtigere.

Hvis alle skibe i havet gjorde det, kan man potentielt reducere 50 procent af CO2-udledninger i skibsfarten, skriver forskerne.

Seniorforsker Jørgen Bendtsen fra GLOBE Institute på Københavns Universitet mener, at resultaterne viser gode takter.

"Studiet viser, at der faktisk er løsninger på at reducere CO2'en," siger han til Videnskab.dk.

Hvordan kan man redde klimaet ved at hælde mineraler ned i havet?

Havet er med til at fjerne CO2 fra atmosfæren og optager faktisk 25 procent af den CO2, vi mennesker udleder. Det er en naturlig proces i dets kulstofskredsløb. Men i studiet foreslår forskerne en måde at fremskynde den proces, nemlig ved at ændre på kemien i havets overflade.

Ved at laste skibe med kalksten vil man i en reaktor blande det med CO2 fra skibenes udstødningsgas og lade det forvitre i havvandet.

Dermed får man frigivet en masse kalk i havet, hvilket hjælper på havets evne til at suge CO2 ud af atmosfæren.

"Hvis vi kan øge hastigheden, hvormed CO2 i atmosfæren kommer ned i havet, så kan vi reducere CO2-aftrykket," siger Jørgen Bendtsen.

I et eksperiment simulerede forskerne en handelsrute i Stillehavet. 12 store containerskibe om dagen skulle dumpe 12 containere fyldt med kalksten ned i havet.

Ved at gøre det vil man langs den simulerede rute kunne reducere skibsfartens CO2-udledninger med 50 procent, skriver forskerne.

"Men det her er kun for én skibslinje. Vi mangler at se den samlede effekt, hvis det her skaleres op på global skala," siger Jørgen Bendtsen.

Samtidig bør skibsindustrien fortsætte med at udvikle mere klimavenlige alternativer til fossilt brændstof, hvis den nye løsning skal have afgørende betydning, mener han.

Det er rigtig interessant, når denne type løsninger kommer på bordet, siger Jørgen Bendtsen.

Alligevel har han nogle forbehold.

Forskerne nævner intet om omkostningerne, og det kan være dyrt at installere den slags systemer på alle skibe i havet.

I studiet skriver forskerne også, at de kemiske ændringer i havet potentielt kan påvirke havmiljøet.

"Man bliver nødt til at undersøge nærmere, om der er nogle konsekvenser for havets økosystemer," siger forskeren.

Når havet optager CO2 hurtigere, sker der også det, som er blevet kaldt klimakrisens "onde tvilling", nemlig en forsuring: Havets pH-værdi falder, så havet bliver mere surt.

I takt med at vores CO2-udledninger er steget, er havets forsuring steget med 26 procent de sidste 250 år.

Det kan have konsekvenser:

Hvis havet bliver for surt, kan det skade koralrev, skaldyr, plankton og andre organismer i havets økosystem, så de ikke kan danne kalkskeletter og dermed fjerne kulstof fra havoverfladen.

Men når man hælder kalksten i havet, er man med til at skrue ned for havets forsuring.

"Så det er faktisk en plusside af deres teknologi her," siger Jørgen Bendtsen.

Når havet optager mere CO2 som følge af den nye teknologi, kan effekten på forsuringen være forholdsvis lille, forklarer han.

Et modargument til denne form for løsning kunne være, at vi mennesker er i gang med at ændre på naturen, havets kemiske sammensætning, for at havet kan tage noget af vores affald. Hvad tænker du om det?

"Principielt er jeg helt på linje med det," svarer Jørgen Bendtsen:

"Men problemet er bare, at det er vi allerede i gang med. Vi er allerede ved at påvirke økosystemerne meget alvorligt over hele kloden. Så det her er et forsøg på, at det skal gå i en lidt anden retning."

Den nye teknologi er altså en måde, som forskere har vist, hvordan man succesfuldt kan reducere CO2. Men det er stadig vigtigt at tage højde for de mulige miljømæssige konsekvenser, siger forskeren afslutningsvis.

Fornemmelsen af det lune solskin, vinden der rusker i træerne og den ujævne skovbund under dine sko. Det føles helt anderledes end at træde op på et løbebånd i et fitnesscenter med aircondition, maskiner og vægte, der altid sættes lidt for hårdt ned.

Begge dele kan få pulsen op, men træning i naturen giver en særlig oplevelse, både fysisk og mentalt. I Danmark er mange vant til at træne indendørs, især i de kolde og våde måneder. Det er praktisk og forudsigeligt. Men hvad sker der, hvis vi flytter træningen ud?

I min ph.d. har jeg netop undersøgt virkningen af at træne ude i det fri, som en del af et stort landsdækkende projekt med udendørs holdtræning for mennesker med gigt.

I projektet deltog mange partnere, herunder Gigtforeningen, DGI, PROgrez, forskere, fysioterapeuter og ikke mindst frivillige instruktører. Projektet er finansieret af TrygFonden.

Selvom projektet primært henvendte sig til mennesker med gigt, viser erfaringerne, at udendørs træning kan være relevant for os alle. Herunder får du tre gode grunde til at flytte din træning ud i det fri.

Træning i naturen kan være alt fra en rolig gåtur til målrettet fysisk træning i skov, på strand eller i byernes parker.

Det kan være planlagte øvelser eller mere uformelt som at cykle til et grønt område og lave et par øvelser, mens børnene leger.

Træningen kan have fokus på det fysiske, som styrke, puls og balance, det mentale, som at sanse og opleve omgivelserne, eller en kombination af begge dele.

Mange af os bevæger os allerede i naturen i større eller mindre grad, fra små øvelser i grupper til cykelturen gennem parken til arbejde eller løbeturen i skoven.

Naturens særlige indvirkning på os, og hvordan den spiller sammen med fysisk aktivitet, er stadig noget forskere undersøger.

De undersøgelser der er blevet lavet af udendørs træning er meget forskellige og svære at sammenligne, for de handler både om forskellige træningsformer med varierende intensitet, foregår i forskellige omgivelser og omfatter mange forskellige målgrupper.

Eksempelvis har man ikke så meget viden om, hvorvidt udendørs træning vil virke motiverende for dem af os, der ikke får helt nok motion i hverdagen.

Det er blandt andet derfor vi lavede projektet om udendørs holdtræning, som blev oprettet 50 forskellige steder i Danmark, hvor der blev trænet én gang om ugen i 12 uger.

Frivillige instruktører guidede små hold med øvelser, der inddrog naturen aktivt gennem træstammer som balancebomme, bænke til step-ups og grusstier til intervalgang.

Der blev også lavet enkle mentale øvelser som stille gåture uden samtale eller vejrtrækningsøvelser, hvor man fokuserede på at sanse omgivelserne.

Selvom den eksisterende forskning er sparsom, så kan vi se på tværs af studierne, at struktureret udendørs træning kan forbedre både livskvalitet, fysisk funktion og vores mentale sundhed.

Mange oplever mere energi og mindre stress, og det gælder både for mennesker med sygdom og for raske. Naturen giver en variation, som et fitnesscenter sjældent kan tilbyde: ujævne underlag, skiftende lys, vind og temperatur.

Det gør, at kroppens sanser, balance og funktion bliver udfordret på en anden måde med større variation, og samtidig giver det en følelse af frihed og plads.

Her får du tre gode grunde til at træne udendørs, uanset om du er vant til at løbe, går i fitnesscenter eller er helt ny i forhold til regelmæssig motion.

Mange kan nok genkende, at det kan være svært at finde motivationen til at træne, især hvis man forbinder træning med pligt og tunge maskiner.

At træne udenfor kan føles mindre forpligtende. Man kan starte med en gåtur, et par lette øvelser på en bænk eller nogle simple balanceøvelser på et fortov eller en sti.

Interviews med deltagerne viste, at de oplevede naturen som et trygt og imødekommende sted at træne.

Det føltes ikke som at starte på et krævende træningsprogram, men mere som en behagelig aktivitet, man havde lyst til at gentage.

Denne oplevelse gjorde det lettere at komme i gang og fastholde en god va...

Den globale gennemsnitstemperatur stiger, men et område syd for Grønland skiller sig ud. På temperaturkortet dukker en blå plet i havet op.

Denne kolde plet er et af de få steder i verden, hvor temperaturen er faldet snarere end steget i løbet af det seneste århundrede.

I et nyt studie har forskere fra Pennsylvania State University i USA undersøgt, hvad der ligger bag det omdiskuterede fænomen. De konkluderer, at det ikke kun skyldes forhold i havet, men også i atmosfæren.

"I løbet af det seneste århundrede er størstedelen af kloden blevet varmere, mens den subpolare del af det nordlige Atlanterhav har været bemærkelsesværdigt stædig i sin afkøling," siger Pengfei Zhang i en pressemeddelelse.

Han er klimaforsker ved Pennsylvania State University og medforfatter på det nye studie, der er offentliggjort i Science Advances.

Forskerne fandt frem til, at den kolde plet skyldes en svækkelse af den såkaldte omvæltende havcirkulation i Atlanterhavet (AMOC), som Golfstrømmen er en del af.

Som et transportbånd fører havstrømmene varmt vand fra troperne mod nord og koldt vand mod syd.

Men en svækket cirkulation er ikke den eneste forklaring på den kolde plet, ifølge det nye studie.

Ved hjælp af den nyeste generation af klimamodeller fandt forskerne, at processer i atmosfæren spiller en lige så vigtig rolle.

"Der er en udbredt opfattelse om, at når denne storskala havcirkulation svækkes, vil havets varmetransport mod nord aftage. Arktis og de nordlige breddegrader vil derfor blive koldere," siger Yifei Fan, som også deltog i studiet.

"Men vi fandt, at det ikke er den eneste måde, AMOC kan påvirke klimaet. En anden mulig faktor handler om, hvordan den kolde plet påvirker atmosfæren," tilføjer han.

Når mindre varmt vand transporteres mod nord, fører det til en køligere og tørrere atmosfære, som yderligere understøtter nedkølingen i området, ifølge pressemeddelelsen.

En koldere havoverflade betyder mindre fordampning og dermed lavere fugtighed i luften. Resultatet er mindre vanddamp i atmosfæren, og vanddamp er en drivhusgas, der normalt fanger varme fra jordoverfladen.

"At reducere drivhuseffekten vil, sagt på en enkel måde, påvirke havoverfladen og forstærke det i forvejen kolde område," forklarer Yifei Fan.

"Med tiden kan denne tilbagekobling gøre kuldepletten mere langvarig."

Det stemmer, at der er en kold plet i Atlanterhavet, bekræfter Marius Årthun, som forsker i havcirkulation i Arktis ved Bjerknessenteret for klimaforskning.

"Historiske observationer af havets overfladetemperatur viser, at et område i det nordlige Atlanterhav er blevet koldere i løbet af det seneste århundrede; i modsætning til resten af verdenshavene, som gradvist bliver varmere."

Området er blevet kaldt 'the cold blob' og 'the warming hole', siger Marius Årthun.

Måske er warming hole, eller varmehul, et bedre begreb, mener Helene Asbjørnsen, som forsker i havcirkulation ved Universitetet i Bergen.

"Vi omtaler ofte fænomenet som et varmehul snarere end en afkøling."

For afkølingen er nemlig ikke særlig stor - 0,15 grader per århundrede i regionen.

"Det er relativt lidt og sandsynligvis ikke en statistisk signifikant trend. Den store forskel opstår, når man sammenligner med den globale gennemsnitlige stigning i havoverfladetemperatur, som ligger på omkring 0,8 grader per århundrede.

"En del af grunden til, at denne kolde plet har været så omdiskuteret, er, fordi en af hovedhypoteserne lyder, at området afkøles, fordi havcirkulationen er blevet svagere," forklarer Marius Årthun.

En svækket havcirkulation vil føre til mindre varme, der transporteres ind i området. Det er også en del af konklusionen i det nye studie.

I et andet studie fra maj 2025 kom forskerne frem til det samme: Kun modeller, der simulerer en svækket AMOC, formår at genskabe den observerede afkøling, skrev forskerne.

"Flere studier har altså brugt overfladetemperaturerne i dette område som et indirekte mål for havcirkulationens styrke," siger Marius Årthun og peger til et eksempel i Nature.

Det er...

Er den pakke kød, du glemte bag mælken, ketchupflasken og osten i køleskabet, egentlig stadig spiselig et stykke tid efter udløbsdatoen?

Man kan godt blive lidt usikker - og måske endda i tvivl om, hvordan kød egentlig bør lugte.

Bakterier i dårligt kød kan gøre dig meget syg.

Men du kan dog være ganske tryg, hvis du følger to enkle regler om temperatur og stegning.

Solveig Langsrud er seniorforsker hos Nofima (Norsk Institut for Fødevare-, Fiskeri- og Akvakulturforskning). Hun forsker i bakterier i mad.

"Vi skal være opmærksomme på farlige varianter af E. coli, når det gælder råt kød," siger Solveig Langsrud.

E. coli-bakterierne lever i tarmene hos alle mennesker og mange dyr, og der er flere hundrede varianter.

Normalt er disse bakterier harmløse. Nogle producerer dog toksiner, og det er dem, der kan gøre folk syge, når de finder vej til maden.

Du kan ikke lugte, om der er E. coli på kødet. E. coli kan gøre dig rigtig syg, men det er heldigvis ret nemt at sikre sig mod denne bakterie.

"Disse bakterier vokser ikke ved køleskabstemperatur, og de bliver dræbt ved varmebehandling," fortæller Solveig Langsrud.

Hvis du har opbevaret kødet ved en temperatur på under fem grader og samtidig sørget for, at kødet bliver stegt på ydersiden, er du sikret mod disse bakterier.

"Det er sikkert, selvom der var E. coli eller Salmonella til at starte med. Men det kræver, at du er omhyggelig med at stege alle overflader."

Salmonella er forholdsvis sjælden, men der har været udbrud fra tid til anden.

Det hele bliver lidt mere kompliceret, hvis kødet bliver opbevaret ved højere temperaturer.

"Hvis du har et dårligt køleskab, eller kødet har ligget og tøet op natten over på køkkenbordet, kan der vokse andre bakterier, der kan tåle varme, i det."

Solveig Langsrud fortæller, at visse bakterier kan danne giftstoffer i maden, som ikke kan nedbrydes hverken ved kogning og stegning.

"Det er lidt heldigt, at de bakterier, der kan tåle meget kogning og stegning, normalt ikke er i stand til at vokse eller danne giftstoffer ved køleskabstemperaturen," forklarer Solveig Langsrud. Og vi opbevarer jo normalt ikke kød ved varme temperaturer.

Det betyder, at der er lav risiko for væmmelige bakterier i maden efter stegning, så længe vi sørger for, at maden blev opbevaret køligt.

Men der er også et andet forbehold, vi bør tage.

Reglen om, at stegning af overfladen er nok, gælder kun for hele kødstykker.

Hvis du står med en udbenet og snørret lammekølle, kan bakterierne dukke op inde i lammekøllen. Det samme gælder for hakket kød. Disse slags kødudskæringer skal med andre ord gennemsteges for at være helt sikkert.

En anden ting, der er let at overse, er marineret kød, som kan være fuld af rå kødsaft indeni.

"Det kan se fint ud, men der kan være bakterier indeni, så det skal gennemsteges."

"I kylling er bakterien Campylobacter den mest bekymrende. Den vokser hverken i køleskabet eller ved stuetemperatur, så kyllingen bliver ikke farligere ved opbevaring," siger Solveig Langsrud.

Denne bakterie kan forårsage diarrésygdom. Campylobacter-bakterier dør ved stegning eller kogning, så i princippet er kyllingen ikke farlig at indtage selvom den lugter dårligt.

Der er flere forskellige bakterier, der kan være årsag til dårlig lugt i kylling, alt efter emballage og opbevaringstemperatur, siger Solveig Langsrud.

"Et eksempel er mælkesyrebakterier, der er i slægt med bakterierne i yoghurt. De er ikke farlige, men du vil nok ikke bryde dig om den sure lugt i kød."

Disse bakterier har ikke brug for ilt for at formere sig, så de dannes også i en vakuumpakning og i pakker med en modificeret atmosfære, forklarer Solveig Langsrud.

Sidstnævnte er pakker med gas, der får maden til at holde længere. Disse gasser kan i øvrigt også lugte - uden at det har noget med kødet at gøre.

Der er mange dyr, som med stor appetit spiser kød, der er godt i gang med forrådnelsesprocessen. Hvorfor afskyr mennesker lugten, selvom bakterierne er harmløse?

Solveig Langsrud mener, det muligvis skyldes, ...

Man kan ikke altid stole på sine egne øjne, når det kommer til at bestemme kønnet på fugle.

Nogle fugle har det ene køn genetisk, men har krop og kønsdele som det andet.

Det kaldes kønsbytte, og en gruppe australske forskere har gennem et nyt studie fundet ud af, at det ses oftere end de før har troet, skriver Science.

Forskerne bag studiet undersøgte næsten 500 døde fugle fra fem forskellige arter:

australsk skade (Gymnorhina tibicen)

latterfugl (Dacelo novaeguineae)

topdue (Ocyphaps lophotes)

regnbuelorikeet (Trichoglossus moluccanus)

og skælbrystet lorikeet (Trichoglossus chlorolepidotus).

De kiggede på både fuglenes kønsdele og på deres DNA og fandt ud af, at mellem tre og seks procent af fuglene havde et andet genetisk køn end det, deres krop viste.

De fleste af fuglene, som havde byttet køn, var genetiske hunner, men havde kønsdele som hanner. Men de fandt også genetiske hanner med æggestokke.

Forskerne er interesserede i fuglenes køn, fordi fordelingen af kønnene i en dyregruppe påvirker, hvor godt gruppen kan formere sig, vokse og overleve.

"Nu hvor vi ved, at der findes fugle med uoverensstemmelse mellem deres gener og krop, er det næste store spørgsmål: Hvad er det, der forårsager det?" siger Clare Holleley, en miljøbiolog fra Australiens Nationale forskningsinstitut (CSIRO), som ikke selv var en del af studiet, til Science.

Mælkevejen er fuld af stjerner, der er vidt forskellige. Nogle er meget større end Solen, andre er langt mindre, og de lyser op i forskellige farver.

Måske rummer galaksen endda besynderlige stjerner, der har en anden slags stjerne inderst inde.

Dem vil astrofysikerne nu intensivere jagten efter.

Forskere fra Niels Bohr Institutet har nemlig fundet ud af, hvordan man kan identificere dem. Det gælder om at kigge efter neutrinoer - små, uanseelige elementarpartikler - fra dem.

"Jeg bliver virkelig glad, hvis vi finder sådan en hybridstjerne," fortæller Pablo Martínez-Miravé, der er postdoc ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet.

"Det ville være en stor opdagelse af et helt nyt og meget sjældent objekt. Men jeg ville også føle mig meget heldig, for det skal man være for at opdage en så unik stjerne."

Sammen med professor Irene Tamborra og postdoc Alejandro Vigna-Gomez står han bag en ny videnskabelig artikel, der er publiceret i tidsskriftet The Astrophysical Journal Letters. Her beskriver forskerne, hvordan eksisterende og fremtidige detektorer kan fange og genkende neutrinoer, der kommer fra de mærkelige stjerner.

Neutrinoer er ekstremt lette elementarpartikler, der bevæger sig med hastigheder meget tæt på lysets, og som kun uhyre sjældent påvirker almindeligt stof af atomer.

De kaldes naturens spøgelsespartikler, fordi de går lige igennem alting.

Hvert eneste sekund passerer billioner af neutrinoer lige igennem os, uden at vi bemærker det. Neutrinoer kan sagtens fare lige igennem hele jordkloden uden at gøre det mindste væsen af sig.

Når de alligevel kan detekteres, er det, fordi de en sjælden gang imellem støder sammen med et atom. I særlige neutrinodetektorer som Super-Kamiokande i Japan eller IceCube ved Sydpolen kan fysikerne følge sporene efter sammenstødet.

Hvis der pludselig dukker ekstra mange neutrinoer op fra den samme retning på himlen, kan det være fra en rød kæmpestjerne med en neutronstjerne indeni.

De særlige hybridstjerner kaldes også Thorne-Żytkow-objekter efter de to fysikere, der foreslog deres eksistens i 1970'erne. De kan opstå, når to stjerner først har kredset tæt omkring hinanden i et dobbeltstjernesystem.

Den ene er eksploderet som en supernova, så der kun er en neutronstjerne tilbage - de kompakte rester af den udbrændte stjerne. Den anden er så småt ved at have opbrugt sit brændstof, så den er svulmet op og blevet til en rød kæmpe eller superkæmpe.

Kæmpestjernen kan blive så stor, at den opsluger sin partner. Når den først er kommet indenfor, bliver den bremset ned af stjernestoffet og spiralerer hurtigt helt ind i midten af kæmpestjernen.

De to kan også mødes mere tilfældigt i områder, hvor stjernerne ligger tæt. Det kan være i stjernehobe eller ind mod galaksens centrum.

Neutronstjerner er små, blot 20-25 km i diameter. Men de er tungere end Solen, og når de først er kommet ind i en rød kæmpestjerne, begynder de straks at vokse sig større ved at æde stjernen indefra.

"Udefra ligner det bare en almindelige rød kæmpestjerne. Men der foregår noget helt unikt indeni," siger Pablo Martínez-Miravé og fortsætter:

"Der vil stadig være energi fra fusion, hvor atomkerner smelter sammen. Men der kommer også varme fra det stof, der falder ned mod neutronstjernen. Efterhånden som den samler stof til sig, stiger trykket og temperaturen voldsomt, og tættest på neutronstjernen bliver der udsendt store mængder neutrinoer."

Neutronstjernens ædegilde ender først, når der ikke er mere rød kæmpestjerne tilbage. Undervejs er neutronstjernen blevet tungere, og det kan nemt ende med, at den bliver så massiv, at den kollapser og bliver til et sort hul.

Netop fordi hybridstjerne ligner røde kæmpestjerner udefra, er de svære at identificere. Astronomerne kigger efter stjerner, der har en usædvanlig lysstyrke eller som rummer særlige grundstoffer som titanium, molybdæn, rubidium og yttrium, der kan skabes tæt på neutronstjernen.

Der er da også fundet et par kandidater, men det er nærmest umulig at være sikker ...

Forestil dig, at du begynder at klø, svie, hæve op eller endda får svært ved at trække vejret ganske kort efter sex. For et lille, men stigende antal kvinder er det ikke bare en prekær situation. Det er en reel medicinsk tilstand.

Lidelsen, som kaldes overfølsomhed over for sædplasma eller SPH ('human seminal plasma hypersensitivity'), er en allergisk reaktion over for sæd.

Denne sjældne, men ofte oversete allergi skyldes ikke selve sædcellerne, men proteinerne i sædplasmaet, som er den væske, sædcellerne befinder sig i .

Tilstanden blev første gang dokumenteret i 1967, da en kvinde blev indlagt efter en 'voldsom allergisk reaktion' i forbindelse med sex.

I dag betragtes SPH som en type 1-overfølsomhed - i samme kategori som høfeber, peanutallergi og allergi over for de proteiner, der findes i kattens hudceller (skæl).

Symptomerne spænder fra milde til alvorlige. En del kvinder oplever lokale reaktioner: svie, kløe, rødme og hævelse i vulva eller vagina.

Andre får symptomer i hele kroppen: nældefeber, hvæsende vejrtrækning, svimmelhed, løbende næse og endda anafylaktisk chok, som er en potentielt livstruende immunreaktion.

Indtil 1997 mente man, at SPH ramte færre end 100 kvinder på verdensplan, men et studie ledet af allergilægen Jonathan Bernstein viser, at næsten 12 procent kvinder, der rapporterede symptomer efter samleje, sandsynligvis havde SPH.

Jeg lavede selv et mindre, upubliceret studie i 2013, hvor jeg fandt en tilsvarende forekomst på 12 procent.

Det reelle tal er dog muligvis endnu højere. Mange tilfælde bliver aldrig rapporteret, bliver fejldiagnosticeret eller afvist som kønssygdomme, svampeinfektioner eller generel 'sensitivitet'.

Ét afslørende tegn er dog, at symptomerne forsvinder, når der bruges kondom. Et studie fra 2024, som bekræfter dette fund, peger på, at SPH både er mere udbredt og oftere fejldiagnosticeret, end man tidligere har troet.

Det vigtigste allergen ser ud til at være et prostata-specifikt antigen (PSA), som er et protein, der findes i al sædplasma - ikke kun i en bestemt partners.

Med andre ord kan kvinder udvikle en reaktion på enhver mands sæd, ikke kun deres faste partners.

Der er også evidens for såkaldt kryds-reaktivitet. For eksempel ligner Can f 5, som er et protein i hundeskæl, strukturelt menneskelig PSA. Derfor kan kvinder med hundeallergi også opleve reaktioner på sæd.

I et usædvanligt tilfælde fik en kvinde med nøddeallergi nældefeber efter sex - sandsynligvis på grund af spor af nøddeproteiner i hendes partners sæd.

Diagnosen starter typisk med en grundig seksuel og medicinsk vurdering, efterfulgt af priktest med partnerens sæd eller blodprøver for PSA-specifikke antistoffer (IgE).

Min egen forskning blandt kvinder med symptomer har påvist, at test med vaskede sædceller (som er fri for sædplasma) kan bekræfte, at det allergisk udløsende stof ikke er selve sædcellerne, men proteinerne i sædvæsken.

Og det er ikke kun kvinder, som kan være allergiske over for sæd. Det er muligt, at en del mænd er allergiske over for deres egen sæd.

Denne tilstand, kendt som fænomenet 'post-orgasmic illness syndrome' (POIS) - eller post-orgasmisk syndrom, oversat til dansk - forårsager influenzalignende symptomer som træthed, hjernetåge og muskelsmerter umiddelbart efter udløsning.

Det menes at være en autoimmun eller allergisk reaktion. Diagnosen er vanskelig, men priktest med mandens egen sæd kan give en positiv reaktion.

Overfølsomhed over for sædplasma forårsager ikke direkte infertilitet, men kan gøre undfangelse mere kompliceret.

At undgå allergenet - som ellers er den mest effektive behandling ved allergi - er ikke en mulighed for par, der prøver at blive gravide.

Behandling er blandt andet:

forebyggende antihistaminer (antihistaminmedicin, der tages på forhånd før forventet kontakt med et allergen, eller før symptomer opstår, for at forhindre eller mindske alvoren af en allergisk reaktion)

antiinflammatorisk medicin

desensibilisering (mindske overfølsomheden) med fortyndet sædplasma

I me...