Har du nogensinde været i et andet land med en anden kultur og set en person, du bare kunne se, var totalt cool?

Det er der en grund til, skriver Phys.org. For 'coolness' er nemlig universalt over hele kloden, viser et nyt studie publiceret i tidsskriftet Journal of Experimental Psychology: General.

"Alle vil gerne være cool, eller i det mindste undgå stigma om at være uncool, samtidig har samfundet brug for cool personer, fordi de udfordrer normer og inspirerer til forandringer, der fremmer kulturen," fortæller medforfatter på studiet, marketingforsker Todd Pezzuti, til mediet.

Studiet forløb fra 2018 til 2022 og omfatter besvarelser fra 6.000 respondenter fra USA, Australien, Chile, Kina, Tyskland, Indien, Mexico, Nigeria, Spanien, Sydafrika, Sydkorea og Tyrkiet.

Respondenterne blev bedt om at tænke på ikke-kendte personer - heraf en, som, de mente, var cool, en, der var uncool, en person med en god mentalitet og en med en dårlig mentalitet.

Ud fra respondenternes besvarelser kunne forskerne kortlægge, hvordan cool personer adskilte sig fra uncool og gode personer.

Studiet viste, at gode personer blandt andet blev opfattet som mere selvsikre, traditionelle, varme og rolige. Og selvom der var en del overlap mellem cool personer og gode personer, var der også forskelle, forklarer studiets anden forfatter, marketingforsker Caleb Warren.

"For at blive opfattet som cool skal folk synes godt om en og beundre en, hvilket overlapper med at være en god person. Men cool personer har ofte også andre karaktertræk, som ikke nødvendigvis bliver betragtet som gode, set ud fra et moralsk synspunkt. Det er for eksempel at være hedonistisk (at have nydelse som det vigtigste parameter, red.) og magtfuld," fortæller han.

Men fordi mode, musik og film bliver mere og mere globaliseret, har betydningen af at være cool ført til en ensartet forståelse af begrebet over hele verden, skriver forskerne i deres studie.

Dog skal det pointeres, at det kun var respondenter, der kendte til betydningen af at være cool, der deltog i studiet. Ligeledes blev de fleste af eksperimenterne udført online, så studiet er muligvis ikke generaliserbart til landdistrikter og/eller områder uden internetadgang.

For første gang nogensinde har forskere identificeret et næsten komplet kranium fra en denisova. Det er en fortidig menneskeart, der levede for flere hundredetusinde år siden og samtidig med vores egen art, Homo sapiens.

Det overdimensionerede kranium dukkede allerede op i 1933, da bønder byggede en bro over Songhua-floden nær byen Harbin i det nordøstlige Kina (se kort nedenfor). En af bønderne tog kraniet med hjem, og det blev i hans families varetægt i tre generationer.

Først i 2018 blev kraniet indleveret til Hebei GEO Universitet i Kina. Siden er det blevet undersøgt på kryds og tværs. Forskellige studier har givet forskellige bud på, hvor gammelt det er, og hvilken menneskeart det stammer fra.

Senest foreslog kinesiske forskere i 2021, at kraniet tilhører en ukendt menneskeart, som de navngav Homo longi. Det kan oversættes til 'Dragemennesket', og da kraniet formodes at have siddet på en mand, blev han kendt som Dragemanden.

Nu bliver teorien om den nye menneskeart lagt i graven: De nyeste og hidtil mest avancerede analyser slår fast, at Harbin-kraniet højst sandsynligt stammer fra et denisova-menneske, der levede for mindst 146.000 år siden.

"Forskerne så sikre, som de overhovedet kan blive, på, at de kan sætte et denisova-mærkat på kraniet. Deres analyser er meget overbevisende," siger Frido Welker, der er lektor på Globe Institute ved Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Denisova-menneskearten blev opdaget i 2010, men hidtil har forskerne kun haft små rester af fortidsmennesket at basere deres viden på.

"De nye analyser er et vigtigt skridt fremad. Tidligere har vi fundet adskillige kindtænder og to næsten komplette kæbeben. Nu har vi også et kranium og en ansigtsform," siger Frido Welker.

Frido Welker har ikke selv været involveret i de to studier, der beskriver de molekylære analyser, som viser, at kraniet stammer fra en denisova. Men han har læst studierne, der er publiceret i tidsskrifterne Science og Cell - her og her.

Og forskeren fra København kender studiernes metoder indgående, for tidligere i år var han selv med til at bruge lignende teknologier til at identificere en denisova-mand på baggrund af en kæbe fundet i Taiwan.

Det studie kan du læse om her: Danske fossiljægere finder endnu et forhistorisk denisova-menneske

I de to nye studier har kinesiske forskere analyseret DNA og proteiner, der er bevaret i det mindst 146.000 år gamle kranium fra Harbin.

Det drejer sig blandt andet om DNA fra mitokondrier, som er mikroskopiske energiproducerende strukturer i cellerne. Og proteiner fra kraniets klippeben, som er den del af tindingebenet, der omslutter det indre øre.

Proteinanalyserne, som er publiceret i Science, danner grundlag for det hidtil mest informative proteom fra et fortidigt menneske. Et proteom betegner den samlede mængde proteiner, som udtrykkes i en celle, et væv eller et organ.

Forskerne har formået at slå rekorden for kortlægning af et fortidigt proteom, fordi de har proteiner fra klippebenet, som er den tætteste knoglestruktur i det menneskelige skelet, vurderer Frido Welker.

"For nylig nåede jeg og mine kolleger frem til, at denne lille del af kraniet er fremragende til at bevare omfattende knogle-proteomer. Det glæder mig at se, at vores konklusion nu bliver bekræftet," siger han.

Analyserne fra København er endnu ikke publiceret et fagfællebedømt tidsskrift. Men de er offentliggjort her som preprint.

Nu, hvor forskerne ved, at kraniet fra Harbin stammer fra et denisova-menneske, kan de sige lidt mere om, hvordan menneskearten har set ud.

Kraniet har et bredt, fladt ansigt med små kindben, store øjenhuler og en kraftig øjenbrynsbue. Det er længere og mindre kuppelformet end nutidsmennesket, men rummeligt nok til en stor hjerne, skriver mediet Ars Technica.

Det har store kindtænder, og overkæben stikker en smule frem.

Men et enkelt kranium er naturligvis ikke nok til at genskabe en hel populations udseende.

Tidligere fund viser, at denisova-mennesket var en varieret art, der bredte sig o...

Forestil dig at stå på rumbasen i Cape Canaveral i Florida og se en raket stige mod himlen med en satellit, du selv har været med til at bygge.

For en gruppe danske universitetsstuderende blev det virkelighed, da DISCO-1 blev sendt i kredsløb om Jorden i april 2023.

Projektet er et imponerende eksempel på, hvor langt passion og samarbejde kan føre - selv når der opstår uforudsete udfordringer: DISCO-1 brændte for nyligt op i atmosfæren, uden at det var lykkedes at udføre det eksperiment, den var sat i verden for.

I denne artikel kan du læse om rejsen fra idé til opsendelse, de tekniske vanskeligheder undervejs, og hvorfor erfaringerne fra DISCO-1 baner vejen for nye og endnu mere ambitiøse danske rummissioner.

Vi begynder med en beskrivelse af opsendelsen, som den oplevedes fra udsigtspunktet i Florida:

Det var en smuk aften med næsten ingen vind og et slør af lave skyer over de klare lys fra affyringsrampen, som glimtede fem km væk i horisonten.

Vi stod på en højderyg og så ned på affyringsstedet sammen med andre studerende fra Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og IT-Universitet i København, der havde bygget satellitter, som skulle med samme raket.

Gennem en radioscanner placeret på et biltag lyttede vi til nedtællingen fra affyringsrampen.

Da 'lift off' blev kaldt, kom et klart lysglimt, og de enorme raketmotorer oplyste affyringsrampen, efterfulgt af motorernes lave, kraftfulde brølen, der rullede med en dyb bas, så man kunne mærke den i brystkassen.

Raketten løftede sig langsomt fra jorden og tegnede i løbet af tre minutter en yndefuld bue højere og højere og højere - indtil man troede, at man ikke kunne bøje nakken mere.

Vores dyrebare last blev ført ud af atmosfæren, forbi Karman-linjen og ud i rummet, løftet af Newtons love og Tsiolkovskijs ligninger - men som om det var en magisk hånd, der kastede et menneskeskabt objekt op i himlen. Helt og aldeles betagende.

Opsendt i april 2023 blev DISCO-1 placeret i en bane omkring 510 km over Jorden via rumfartøjet Vigoride.

Satellitten, en såkaldt 1U CubeSat på 10x10x10 cm, vejede omkring et kilo. Den indeholdt blandt andet:

Strømforsyning

UHF-radio

Et internt kamera samt en avanceret mikrocomputer udviklet af Google, et såkaldt Coral Dev Board Mini, som skulle demonstrere ombord-processering og machine learning.

Kameraet var særligt interessant, fordi det i stedet for at kunne 'se ud' var placeret inde i satellitten for at fungere som kosmisk strålingsdetektor.

Tanken var at udnytte kameraets sensor til at registrere de små spor, som kosmiske partikler kan efterlade i elektronikken. Data herfra kunne sidenhen give de studerende indblik i rumstrålingens effekt på satellittens komponenter.

Kort efter opsendelsen blev de første signaler fra DISCO-1 registreret, men der var kun kontakt tre gange, så vi fik aldrig etableret den nødvendige forbindelse. De modtagne signaler tydede dog på, at satellitten umiddelbart var sund. Batterispændingen var god, og opladningen fungerede som forventet.

Med et stabilt datasignal fra DISCO-1 kunne Coral Dev Board Mini have udført avancerede beregninger direkte ombord. For eksempel kunne systemet have analyseret kamerabilleder i realtid for at kortlægge og kategorisere kosmiske strålingsevents.

Et af de store spørgsmål er, hvorfor DISCO-1 kun svarede sporadisk.

Én mulig forklaring peger på en mikrochip i strømforsyningen, som efter en procesændring hos producenten under forsyningskrisen i 2022 måske blev mindre modstandsdygtig over for kosmisk stråling fra Solen.

Denne hypotese støttes af et samarbejde med studerende fra Carnegie Mellon University, som i 2024 oplevede lignende udfald på tre opsendte satellitter under en solstorm.

Dog kan andre faktorer ikke udelukkes, eksempelvis at DISCO-1 blev ramt af rumskrot, eller at der opstod konstruktionsfejl. Rumteknologi er kompleks, og selv små afvigelser kan få store konsekvenser.

Fordi DISCO-1 brændte op, da den gradvist blev trukket ind i de tættere lag af Jordens atmosfære, kunne vi ikke und...

Leonardo da Vinci, Jimi Hendrix, Lady Gaga og Bill Gates har det til fælles, at de er venstrehåndede og kendte for deres kreativitet. Tidligere forskning har da også peget på, at venstrehåndede er mere kreative.

Men et nyt studie publiceret i Psychonomic Bulletin & Review peger på det modsatte, skriver Cornell University, USA, i en pressemeddelelse.

Efter forskere fra det amerikanske Cornell University gennemgik mere end 100 års studier, der har undersøgt koblingen mellem kreativitet og venstre- og højrehåndede mennesker, konkluderede de, at myten ikke holder.

Foruden at venstrehåndede mennesker ikke nødvendigvis var mere kreative, fandt forskerne også ud af, at venstrehåndede mennesker faktisk var underrepræsenterede i flere kreative fag, dog med kunst og musik som undtagelser.

"Data understøtter ikke nogen forskel i kreativ tænkning for venstrehåndede," siger en af studiets forfattere, psykologiforsker Daniel Casasanto, i pressemeddelelsen.

"Faktisk er der tegn på, at højrehåndede er mere kreative i nogle laboratorietests, og stærke tegn på, at højrehåndede er overrepræsenteret i erhverv, der kræver større kreativitet," tilføjer han.

Forskerne udførte en metaanalyse ved at gennemgå næsten 1.000 relevante videnskabelige artikler fra år 1900 og frem. Men da flere at studierne ikke rapporterede data på en standardiseret måde eller kun inkluderede højrehåndede mennesker, efterlod det forskerne med blot 17 studier.

Data fra studierne omfattede 12.000 personer i mere end 770 erhverv, som blev rangeret efter den kreativitet, hvert erhverv krævede. Og det var her, forskerne opdagede, at venstrehåndede var overrepræsenterede i kunst og musik, men underrepræsenterede i andre områder, som også kræver høj kreativitet - eksempelvis arkitektur eller matematik.

Studiets forfattere spekulerer dog i, om myten om venstrehåndedes særlige kreativitet ligger i, at det er sjældent at være venstrehåndet, da det anslås at kun 10 procent af befolkningen er venstrehåndede, samtidig med, at det er sjældent at være 'et kreativt geni'.

2. juli melder DMI om op til 32 grader i Roskilde, hvor op imod 130.000 festivalgæster må deles om skyggepladserne, vandstationerne og isboderne.

Videnskab.dk har derfor allieret sig med Lars Nybo, professor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet, for at få råd til hvordan de festglade gæster bedst beskytter sig uden aircondition, kolde brusebade og soppebasiner i haven.

Inden vi når til de praktiske råd, skal vi lige have styr på, hvad problemet egentlig helt konkret er ved at blive udsat for varmen.

Først og fremmest har du normalt en kropstemperatur på 36,5 til 37,5 grader. Men hvis omgivelserne er varme, og du selv samtidig varmer kroppen op med hård fysisk aktivitet, for meget tøj eller lignende, vil kroppen forsøge at køle dig ned.

"Kroppen begynder at afgive mere sved for at blive kølet ned, og pulsen stiger, så det varme blod kan komme ud til overfladen og afgive varme," forklarer Lars Nybo.

Derfor kan du opleve overophedning, når kropstemperaturen nærmer sig 40 grader. Du kan blive svimmel, få hovedpine og når man bliver så varm vil de fleste begynde at hyperventilere.

Hvis kroppen overskrider de 40 grader, kan det blive alvorligt og påvirke kroppen i flere dage, advarer Lars Nybo.

"Så kan du dejse om, og dit kredsløb kan stå helt af. Så er du ude i det, der kaldes for et hedeslag."

"Onsdag bliver den første dag i år, hvor det bliver rigtig varmt, og derfor er man ekstra sårbar," forklarer Lars Nybo.

Kroppen skal nemlig tilpasse sig varmen, og det sker gradvist i løbet af nogle dage, forklarer han.

"Svedkirtlerne kan trænes, så når man er i varmen, bliver de bedre til at sende blod ud," fortæller han.

"Det ville faktisk være en god idé at tage en tur i sauna i dag, for at forberede sig," tilføjer han.

Når det er rigtigt varmt, mister man både væske og salt. Derfor kan det være en god idé at genoprette balancen ved at drikke nok og indtage lidt ekstra salt disse dage, forklarer Lars Nybo.

"Man har en god undskyldning for at spise nogle chips," siger han.

Generelt skal man forsøge at undgå den værste varme og minimere sin egen varmeproduktion, forklarer Lars Nybo.

Det gør man blandt andet ved at køle sig ned og holde sig hydreret. Og der skal man huske, at alkohol er vanddrivende. Det vil sige, at selvom man drikker væske, vil kroppen i højere grad skille sig af med det.

"Det er fint at drikke øl, men man skal supplere med vand, ellers bliver alkoholprocenten for høj i forhold til vand," siger han.

"Man kan køle sig ned med isposer i nakken ligesom cykelrytterne i Tour de France," foreslår han.

Derudover anbefaler Lars Nybo, at festivalgæsterne søger skygge - især omkring klokken 16.00, hvor varmen topper.

"Det værste scenarie, man kan sætte sig selv i, er at stå midt i solen en eftermiddag og hoppe og danse midt i menneskemængden," siger han.

Hvad hvis ens yndlingskunstner spiller i eftermiddag? Kan en hat hjælpe?

"En hat kan tage noget af den direkte varme, der kommer fra solen, og ellers er det en god idé at klæde sig i let, lyst tøj,"

"Tager man læderbukser og en sort t-shirt på, skyder man sig selv i foden."

Hvis man begynder at føle sig svimmel, eller det sortner for øjnene, skal man lægge sig ned, forklarer Lars Nybo.

"Og så kan man få hældt noget vand ud over sig," foreslår han.

Hjælper det ikke, skal man søge hjælp hos samaritterne.

"Der er der et, og der også… og der." Jurist Tanja Kammersgaard Christensen går og peger på kameraer.

1, 2… I alt tæller vi os frem til 26 kameraer, da vi går igennem den 150 meter lange festgade i Aalborg, Jomfru Ane Gade. Barernes facader er klistret til med kameraer, og det synes umuligt at undslippe linsens blik.

Her på en hverdag er gaden ganske stille og fredelig - og står i stor kontrast til det, der udspiller sig, når mørket falder på, hvor gaden forvandles til et mekka for øl- og shotshungrende festaber.

Kriminaliteten i Aalborg og resten af Danmark er faldende. Samtidig kommer der stadigt flere kameraer op, også selvom det kan være svært at argumentere for, at det er nødvendigt, fortæller Tanja Kammersgaard, der forsker i overvågning og vores ret til privatliv på Aalborg Universitet.

De fleste danskere føler sig mere trygge med overvågning, men ifølge Tanja Kammersgaard glemmer vi at spørge os selv, hvilke konsekvenser det kan have for vores privatliv.

Det kan nemlig få betydning for vores helt almindelige adfærd, fortæller hun.

Måske endda for noget så uskyldigt som et kys i det offentlige rum.

Danmark er et af de lande med flest overvågningskameraer per indbygger. I 2019 var der 1,5 million af dem, og der kommer stadig flere til.

I et interview i Jyllands-Posten siger Justitsminister Peter Hummelgaard, at han vil gøre det lettere at få lov at sætte overvågningskameraer op i det offentlige rum.

Tanja Kammersgaard Christensen er jurist og forholder sig i sin forskning ikke til, hvad overvågningskameraerne betyder for opklaringen af kriminalitet. For hende handler det om, hvad overvågningen betyder for vores privatliv.

Hun nævner to eksempler fra USA og Danmark på, at optagelser kan blive misbrugt:

"Det kom frem, at folk fra Tesla sidder og laver memes og griner af optagelser fra bilerne. Og det er det, vi risikerer, for det er mennesker, der betjener overvågningskameraerne," siger hun.

I januar 2020 behandlede datatilsynet en sag om misbrug af optagelser fra overvågningskameraer i Danmark. Her kom det frem, at en tidligere ansat i storcenteret Salling havde fulgt sin ekskærestes færden rundt i butikken.

Overvågning kan også påvirke vores adfærd, selvom vi ikke gør noget ulovligt. For eksempel frygter Tanja Kammers Christensen, at vi kan afholde os fra at gøre helt almindelige ting som at kysse den søde fyr på gaden, fordi vi ved, at nogen holder øje.

En rapport fra Justitia viser, at overvågning påvirker vores adfærd på forskellige måder:

17 procent af de adspurgte har afholdt sig fra at deltage i en debat på et socialt medie.

20 procent har betalt med kontanter frem for kreditkort.

10 procent har afholdt sig fra at søge information online indenfor en række personfølsomme emner.

" [...] omfattende overvågning kan blive adfærdsændrende i en sådan grad, at menneskets mulighed for at leve et værdigt liv bringes i fare," skriver de i rapporten.

Seks ud af ti danskere har i en megafonmåling fra 2022 svaret, at de ville føle sig mere trygge med mere overvågning. Det var da også tryghed, der var argumentet, da politiet i perioden 2018 til 2022 hængte 450 nye kameraer op som en del af regeringens Trygheds- og sikkerhedspakke.

Men forskning viser, at overvågning ikke har nogen afskrækkende effekt, når det kommer til den personfarlige kriminalitet, fordi de forbrydelser ofte sker i affekt og uden planlægning.

"Man er jo fuld, når man er her i gaden, så det er jo ikke sikkert, man tænker så meget over, at der hænger et kamera, og man derfor bremser sig selv i de situationer," siger Tanja Kammersgaard Christensen.

Hvorfor tror du så, at mere end halvdelen af danskerne alligevel har fået opfattelsen af, at det giver mere tryghed at have kameraer?

"Vi har nok bare vænnet os til det og accepteret, at det er sådan, det er - uden at stille spørgsmål til det, uden at anfægte det og uden at overveje, om det er nødvendigt."

Juristen fortsætter:

"Vi er et meget tillidsfuldt folkefærd i Danmark. Vi stoler på, at optagelserne selvfølgel...

Den er god nok.

De voldsomme udsving i vejret, som er forårsaget af klimaforandringer, kan ændre smagen på de enebær, som - normalt - giver gin sin karakteristiske, skarpe smag, skriver The Guardian.

Det er forskere fra det skotske Heriot-Watt University's International Centre for Brewing and Distilling (ICBD), som har fundet ud af, at skiftende vejrmønstre kan påvirke smagsstofferne i enebærrene.

Lektor Matthew Pauley fra ICDB siger til The Guardian, at et vådt høstår kan give en reduktion på 12 procent i smagen af enebær.

"Det har direkte konsekvenser for de sensoriske egenskaber, der får gin til at smage som gin," uddyber han.

Forskerne destillerede enebær fra forskellige områder i Europa, herunder blandt andet Albanien, Bosnien, Makedonien, Serbien og Italien.

Samtidig kiggede de på de forskellige høstår, hvor enebærrene blev indsamlet i de forskellige områder.

Her fandt de ud af, at bær fra hvert deres område havde forskellige kemiske profiler, og forskellen kunne påvirke de karakteristiske noter i ginen.

Men mængden af nedbør påvirkede også bærrenes smag: Et vådere vejr betød, at bærrene havde brug for længere tørre perioder, hvilket i sidste ende påvirkede de smagsgivende kemikalier i bærrene.

Vi, der elsker Mælkevejen og nattehimlens stjerner, planeter og andre flotte himmelfænomener, har svære tider.

Tiderne kaldes de lyse nætter og er den tid på året, hvor tusmørket varer hele natten, fordi Solen ved midnat ikke kommer ret langt under horisonten.

Det betyder, at lidt af Solens lys reflekteres op i atmosfæren, så himlen ikke bliver helt mørk. I Danmark varer de lyse nætter fra omkring starten af maj til begyndelsen af august, lidt afhængigt af, hvor man bor.

Juli er den sidste hele måned, hvor de hjemlige astronomer generes af lyse nætter, men der sker nu alligevel lidt i juli på den begrænsede nattehimmel.

Man lærer heldigvis stadig i skolen, at når der er sommervarmt på Jordens nordlige halvkugle, skyldes det, at Jordens omdrejningsakse hælder cirka 23,5 grader i retning mod Solen på denne årstid, så vi netop har lyse nætter, lange dage og dermed mere lys og varme.

Modsat forholder det sig ved midvinter, hvor omdrejningsaksen (og dermed den nordlige halvkugle) peger væk fra Solen, så nætterne er lange, og det kan blive hundekoldt.

Så selvom Jorden 3. juli 2025 faktisk er længst væk fra Solen i sin årlige bane, er det sommer på grund af den øgede solindstråling på denne årstid.

I juli finder vi også 'Hundedagene', på latin dies caniculares, der begynder 22. juli og betegner en 30-dages periode, der varer et stykke ind i august.

Hundedagenes begyndelse indtræffer, når stjernen Sirius - der også kaldes Hundestjernen - for første gang i året står op, før Solen gør det.

Hundedagene har sin oprindelse i oldtiden, hvor Sirius var en vigtig stjerne for blandt andet de gamle egyptere. For dem markerede Hundedagene nytåret og begyndelsen på Nilens årlige oversvømmelse, der var vigtig for hele samfundets eksistens.

Men også i Danmark tog man i gamle dage varsel af vejret i Hundedagene. Hvis det regner 22. juli, når Hundedagene begynder, vil det ifølge folketroen regne de næste 14 dage, og vi får en våd sommerferie.

Månen, som er cirka 12 gange hurtigere rundt i sin bane om Jorden, end vi er i vores bane om Solen, er længst væk fra os 5. juli og nærmest Jorden 20. juli.

Når vores nærmeste nabo i rummet er tættest på os, har den form af et aftagende månesegl, der bliver gradvist tyndere frem mod nymåne 25. juli.

Fuldmånen indtræffer selvfølgelig en halv måned tidligere, 11. juli, hvor den står så relativt lavt på himlen, at den ser rød ud, som den nedgående sol, nærmest som et jordbær.

Hvor måner, planeter og dværgplaneter kredser om Solen år efter år i deres baner, huser Solsystemet også en enorm mængde af såkaldte 'periodiske fænomener'.

Det er for eksempel kometerne, der med års mellemrum er synlige på nattehimlen, når de nærmer sig Solen og får deres haler på grund af Solens varme og solvinden.

Kometer ender med at fordampe, når de har taget tilstrækkeligt mange ture rundt om Solen, men allerede inden det sker, taber de materiale (partikler), der lægger sig i deres bane omkring Solen som et slags hjulspor på himlen.

Når Jorden i sin bane krydser sporet efter en komet, får vi stjerneskud, der kan ligne mini-kometer, i det korte sekund hvor partiklerne flammer op på himlen i mødet med Jordens atmosfære.

I juli er der to kometer med mærkelige navne, der her kommer tæt på Solen, nemlig P/2022 R5, der blev opdaget af SOHO-rumteleskopet i 1999, og 60P/Tsuchinshan, der blev opdaget af kinesiske astronomer tilbage i 1965.

P/2022 R5 er tættest på Solen 18. juli, og 60P/Tsuchinshan 20. juli.

Kometen P/2022 R5 blev i 2019 observeret helt tæt på, da NASA's 'Parker Solar Probe' mere eller mindre tilfældigt passerede kometens hale helt tæt på og foretog målinger af, hvordan kometen vekselvirkede med solvinden.

Parker Solar Probe kommer i øvrigt i år tættere på Solen, end noget menneskeskabt objekt nogensinde har været.

Når vi nu er ved kometer, giver resterne af kometerne Marsden og Kracht anledning til stjerneskudsværmen Delta Aquariderne, der topper sidst på måneden, hvor sværmen ikke er så generet af Månen, da vi som nævnt har n...

Forestillingen om den lidende kunstner - fra den febrilske van Gogh til den selvdestruktive rock-stjerne - lever i bedste velgående.

Tænk bare på en række af de seneste filmportrætter af artister som Robbie Williams, Elton John, Freddy Mercury og mange flere. De mange artikler i danske medier om unge artister handler oftest også om at ramme bunden eller kæmpe mod angst. Personlige kriser er PR-godbidder.

Det er, som om 'rigtige' sange først bliver gode, når de udspringer af smerte, angst eller depression.

Myten stikker dybt, men empirien taler et andet sprog. Der er kun få psykologiske studier af professionelle musikere, og primært indenfor klassisk musik, men de viser, at alvorlig præstationsangst, søvnproblemer og depression snarere undergraver end forbedrer både produktivitet og kvalitet. Det gælder også danske artister.

Og i en ny rapport viser vi, at det at være i mental balance forbedrer det musiske produkt - såvel scene- og studiepræstationen som selve sangskrivningen.

Myten om den lidende musiker medfører desværre flere giftige bivirkninger:

Artister er mindre tilbøjelige til at opsøge hjælp, når de burde, af frygt for at miste den 'særlige smerte', som, de tror, driver kunsten.

Hver gang de ikke lider, tvivler de på deres egen legitimitet som kunstnere. Og sidst men ikke mindst kan den medføre udbrændthed, og at lovende talenter forlader branchen før gennembruddet.

Sport og musik har mange lighedspunkter. At præstere - i sport eller musik - kræver ekspertise; at man er god til at håndtere sit fag:

At håndboldspilleren er stærk, hurtig og teknisk dygtig. At artisten er kreativ og mestrer sit instrument.

Lighederne gælder også det psykologiske. At præstere under pres - i sport eller musik - kræver også en evne til at håndtere sig selv.

Her kommer det mentale i spil. Evnen til at håndtere succeser og fiaskoer samt balancere store ambitioner med behov for genopladning.

Musikkens topartister oplever pres, når de står på scenen foran tusindvis af mennesker. Det samme gør atleter, når de står på sportens store scener.

Artisterne skal balancere mellem at levere og kreativt udvikle. Det samme skal atleterne.

Alligevel er fortællingen i sporten en helt anden. Eliteatleter har for længst købt ind på den idé, at trivsel og mental styrke er en forudsætning for den bedste og mest bæredygtige performance.

I vores rapport sætter vi spot på mødet mellem sport og musik. Vi satte os for at afprøve, om viden fra sportspsykologien kan overføres til arbejdet med den kommercielle musiks topartister:

Først interviewede vi en række artister om, hvor og hvordan de oplever pres, og hvordan de håndterer presset.

Dernæst deltog otte forsangere i et forløb over syv måneder, inspireret af sportspsykologien, med det formål at udvikle deres mentale styrke og understøtte deres trivsel.

De optræder anonymt, men det er artister, der i disse måneder kan opleves på de danske og internationale festivaler.

Sidst interviewede vi dem igen, med henblik på at afdække deres udbytte af forløbet, og om deres blik på lidelse, trivsel og kreativitet var ændret.

Artisterne fortæller om pres på mange arenaer. Både nye og etablerede artister oplever pres, når de skal levere til en koncert, og når de skal udvikle og indspille nye sange.

Men presset stopper ikke ved scenekanten. Artisterne beskriver, at det kan være svært at balancere livet som artist.

Når det går dårligt, opleves presset som en kamp for opmærksomhed, hvor jagten på at vende den dårlige periode intensiveres. Når det går godt, opleves pres som en kamp for at udnytte sit momentum.

Pres er uundgåeligt, så spørgsmålet er, hvordan man håndterer det.

Inden forløbet udtrykte flere artister skepsis. De var bange for at miste deres 'edge', hvis livet kørte for gnidningsfrit. Bange for, at trivsel kunne koste dem deres kunstneriske autenticitet. Én sagde:

"Altså, hvis du lever et liv uden friktion eller spænding, opstår der så overhovedet noget interessant? Det tror jeg ikke, der gør. Så man skal jo passe på, a...

Spækhuggere (Orcinus orca) fra Salishhavet i det nordlige Stillehav er for første gang blevet observeret i at bruge tang i deres 'skønhedsrutine', som de udfører på hinanden.

Det skriver ScienceAlert.

Opdagelsen vidner om gensidig hjælp hos spækhuggerne, men også om en bevidsthed og kultur, forskere aldrig før har set hos spækhuggere, lyder det fra forskerne bag opdagelsen.

"Vi fandt ud af, at spækhuggere (fra Salishhavet, red.) regelmæssigt bruger stykker af tang under sociale interaktioner, tilsyneladende som et redskab til at pleje hinanden," fortæller forsker i dyreadfærd Michael Weiss fra Center for Whale Research i USA til mediet.

"Det var utroligt spændende at opdage, at hvalerne ikke bare brugte, men også fremstillede værktøj, og at disse genstande blev brugt, på en måde der aldrig før var rapporteret hos havpattedyr," fortsætter han.

Syv gange blev spækhuggerne nemlig set knække enderne af en tangtypen 'Bullwhip Kelp' (Nereocystis luetkeana) og derefter presse og rulle stilken frem og tilbage mellem deres kroppe, mens de svømmede i længere perioder.

Forskerne ved ikke, hvorfor spækhuggerne gør dette, selvom de dog har et bud:

Nogle hvalarter kan lide at svømme gennem store samlinger af tang, hvilket kaldes 'kelping'. Det hjælper dem nemlig med at holde huden sund ved at fjerne døde celler og eventuelle paracitter.

Men "det ser bestemt ud til at være en social aktivitet," forklarer forskeren.

"Jeg har også mistanke om, at de er i stand til målrettet at ramme specifikke områder mere præcist og udøve større pres, end hvis de bare svømmede gennem tang på egen hånd," uddyber han.

Michael Weiss og hans hold mener, at denne form for kelping kan være en unik kulturel adfærd for spækhuggerpopulationen i Salishhavet.