Hvepsen refereres sjældent til som menneskets bedste ven, sådan som de forstyrrer vores øl eller søde sager om sommeren.

Men nu har danske forskere fundet en måde, hvorpå hvepsen og mennesket kan hjælpes ad. Når man skal dyrke kål i haven, kan en hel kålplante forsvinde på kort tid, når små larver af kålsommerfugle gnasker kålblade i sig.

Heldigvis er sommerfuglelarver hvepsenes livret. Derfor vil man få hvepsene til at spise dem og dermed bekæmpe dem på åbne marker.

Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af et nyt forskerprojekt kaldet 'WaspAlliance'.

Forskerne har allieret sig med et firma, der fjerner uønskede hvepsebo - altså bo, som kan indeholde flere tusinde hvepse.

Forskerne vil sætte hvepsene over i kunstige bo, som bliver placeret i udkanten af kålmarker. Rundt om kålmarken står små sukkerautomater, så hvepsene lokkes ind til larverne. Derefter vil hvepsene mæske sig i sommerfuglelarverne.

Hvert hvepsebo spiser op til 1,2 kilogram larver per sæson. Derefter vil man kunne flytte dem over til en anden produktionsmark.

Projektet skal foregå over to år på en grønkål-mark.

"Det er mit håb, at danskerne får et mere positivt indtryk af de små stribede flyvere og forstår, at de faktisk kan være meget nyttige for os ved blandt andet at skaffe os sprøjtefrie grøntsager, hjælpe klimaet og reducere vores plastikaffald," siger seniorforsker Joachim Offenberg, der står i spidsen for projektet.

I dag bruger man ofte plastiknet over kålmarkerne for at redde planterne. Men det kan efterlade plastikrester.

Når hvepse spiser larverne, er det en biologisk bekæmpelse og er derfor en måde at få en mere bæredygtig produktion, siger Joachim Offenberg.

I år er det 25 år siden, at 9 unge mænd mistede livet under en Pearl Jam-koncert på Roskilde Festival i år 2000.

"Der var så meget pres på bagfra af publikummer, der ville frem og se Pearl Jam helt tæt på. Det skabte pludselig et ryk, hvor ni mænd faldt og en masse mennesker lå ovenpå dem i flere minutter. De kunne ikke trække vejret, og det blev fatalt," forklarer Morten Thanning Vendelø.

Han er lektor på Copenhagen Business School og forsker i, hvordan festivaler organiserer deres sikkerhed.

Men hvordan kunne det overhovedet ske? Hvilke faktorer gjorde, at publikum først meget sent forstod alvoren? Og at der gik mellem 10 til 12 minutter, før man indså, at noget var helt galt?

Morten Thanning Vendelø har både analyseret politirapporter og interviewet sikkerhedsfolk og gæster, der var tilstede under ulykken i 2000, og præsenteret sine resultater på flere forskningskonferencer.

"For det første havde man overhovedet ikke forestillet sig, at store, unge mænd kunne blive mast. Man havde aldrig oplevet noget lignende på andre festivaler," indleder Morten Thanning Vendelø.

"Man havde også en idé om, at hvis man bad publikum flytte sig, så ville de gøre det. Det holdt heller ikke stik, fordi presset var så stort, at de ikke kunne flytte sig," uddyber han.

Ifølge Statsadvokatens undersøgelse af forløbet, der blev færdig i 2002, blev det også konkluderet, at ulykken hovedsageligt skyldtes publikums adfærd.

Det var dog ikke dårlig vilje, der gjorde, at publikum ikke rykkede bagud, selvom Pearl Jam-forsanger Eddie Vedder skreg det ud over scenekanten, da han blev klar over situationens alvor.

"Nogle troede, at det var en happening. Andre fejlvurderede situationen og troede, at nogle måske havde det lidt dårligt oppe foran. Men de havde jo stået i kø i timevis for at få deres plads, så der skulle meget til, før man ville flytte sig," forklarer Morten Thanning Vendelø.

Det var heller ikke normalt, at en koncert blev stoppet.

"Så folk anede ikke, hvad det betød, eller hvad de skulle gøre," siger forskeren.

Der var flere typer frivillige sikkerhedsfolk tilstede på festivalen under Pearl Jam-koncerten på Orange Scene.

Nogle af vagterne kaldet 'frontbuevagter' var placeret mellem scenen og publikum. Andre holdt udkig fra selve scenen og så var der også vagter backstage, der via radiokontakt med scenevagterne og frontbuevagternes holdleder kunne følge med i, hvordan det gik med koncerten, og hvordan situationen var blandt publikum, forklarer Morten Thanning Vendelø.

Hvor der i dag vil være cirka 140 sikkerhedsvagter til en lignende koncert, så var der dengang omkring 40 til koncerten.

"Frontbuevagterne helt tæt på ser et hul i publikum. Det betyder, at der ligger nogen ned. Men der har også været andre huller tidligere under koncerten, som lukkede sig igen. Så de er i tvivl om, hvor alvorligt det er," lyder det fra Morten Thanning Vendelø.

Vagterne rapporterer til dem, der sidder backstage, at der er noget, de er usikre på, og at det virker meget vildt blandt publikum.

"Men backstagevagterne opfatter ikke situationen som alvorlig, men tænker: 'Det er Orange Scene, det er fredag, det er Pearl Jam. Selvfølgelig er det vildt'," fortæller Morten Thanning Vendelø.

Derfor går der ifølge forskeren "relativt lang tid", nemlig mellem 10 til 12 minutter, før det går op for både frontbuevagter, scenevagter og backstage-vagter, at der er noget helt galt.

"Og så bliver de i tvivl om, hvordan de kan stoppe musikken. Den overordnede sceneansvarlige var i gang med et telefonopkald til sin kæreste i Frankrig, mens det hele stod på. Og det var officielt den person, der kunne trække stikket på musikken," siger Morten Thanning Vendelø.

Til sidst får tourmanageren fra Pearl Jam, en af backstagefolkene og scenelederen besluttet, at der skal slukkes for musikken, og at man skal opfordre publikum til at trække bagud.

"Men da var det for sent," fortæller Morten Thanning Vendelø.

Siden den voldsomme ulykke i år 2000 har Roskilde Festival lavet en række tiltag, for a...

49 patienter med tarmkræft deltog i et forsøg med en ny behandling. Fælles for dem var, at de havde så store svulster, at en operation normalt ville være nødvendig.

Men i stedet fik de en ny slags immunterapi, som kort sagt er en behandling, som får immunsystemet til - igen - at kunne se kræftceller, som ellers har skjult sig.

Resultaterne er uhørt positive: Alle 49 patienter blev helbredt uden kirurgi. Og fem år efter behandlingen viste ingen af dem tegn på tilbagefald.

Det er banebrydende, og studiet har da også fået masser af opmærksomhed, siden det blev publiceret i The New England Journal of Medicine. Blandt andet en overskrift i The New York Times.

Den type immunterapi, der er benyttet i det nye studie, har jeg tidligere skrevet om i artiklen Gennembrud kan hjælpe immunforsvaret med at spotte 'usynlige' kræftceller.

Og ja, vi har flere gange hørt om gennembrud i kræftbehandlinger, som i længden ikke blev så store som antaget. Men i det her tilfælde er skuffelsen udeblevet, og en mangeårig kræftlæge som mig har efterhånden svært ved at bevare pessimismen.

Det skyldes både de nyeste resultater og en gennemgang af resultater i 2024, som jeg har lavet.

I denne artikel gennemgår jeg begge dele. Jeg begynder hos de 49 kræftpatienter.

Patienterne havde som sagt meget store svulster. Men der var også et andet vigtigt fællestræk: Deres svulster var opstået som følge af defekter i de mekanismer, vi alle har, som lapper på de skader, der sker i vores DNA hver eneste dag.

Det kaldes også 'DNA mismatch repair', og defekter i dem betyder, at der ofte dannes ikke bare ét, men mange abnorme proteiner i en svulst.

Et immunsystem i dvale vil ikke kunne gøre meget, men et immunsystem, der er genopvækket med immunterapi ville måske kunne, mente forskerne. Og man må jo sige, at de fik ret.

Ikke nok med at det ser ud til, at alle 49 patienter er blevet helbredte uden den kirurgi, som ofte medfører svære bi- og følgevirkninger, for eksempel hvor patienterne må bruge stomi-pose.

Det rammer også et af de områder, som både sundhedsvæsenet og Kræftens Bekæmpelse fokuserer på i disse år, nemlig senfølger af kræftbehandling.

Det er ganske vist en ret smal gruppe af patienter, som deltog i forskningsprojektet med de imponerende resultater. Men studiet er endnu et i rækken, der viser potentialet ved immunterapi.

Og nu er vi ved den anden grund til, at jeg som kræftlæge ser meget lyst på fremtidens behandlingsmuligheder.

I slutningen af 2023 blev jeg bedt om at forudsige, hvad der ville være de store nyheder inden for lægemedicinsk forskning året efter - 2024. Og jeg fremhævede netop immunterapi.

For at følge op på det, har jeg foretaget en gennemgang af alle resultater, der handler om den nye form for immunterapi. Den gennemgang er - ligesom studiet af de 49 helbredte kræftpatienter - også blevet udgivet i det anerkendte tidsskrift The New England Journal of Medicine i 2024.

Jeg har udelukkende medtaget resultater af nye kliniske studier, som er blevet offentliggjort.

En simpel søgning i tidsskriftets hjemmeside gav i hvert fald 14 hits, som alle viste forbavsende gode resultater ved en lang række former for kræft i tyktarm, lunger, bryst, modermærke og leukæmi.

For dem med særlig interesse, kan man i boksen under artiklen se mere om de 14 artikler.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg blev overrasket, men også meget opmuntret, for det viser, hvor bredt kræftpatienter kan hjælpes med immunterapi.

Og her skal man huske på, at det langt fra er hele historien, men kun en flig af, hvad der i 2024 blev offentliggjort om emnet i hundredevis af andre tidsskrifter.

Samlet peger det helt nye studie og de mange andre fra 2024 på, at vi de kommende år kan vente mange flere positive resultater for kræftpatienter.

Fra at være en behandling til meget syge patienter med udbredt sygdom, kan vi forvente, at den nye form for immunterapi bliver en hovedhjørnesten ved megen kræftbehandling. Måske tæt på al kræftbehandling. Især når man tager i betragtning, at der for de f...

Så kom den. Den invasive hveps asiatisk gedehams (Vespa velutina) er nu for første gang set i Danmark.

Hvepsen er oprindeligt fra Kina. Men i to årtier har den bevæget sig gennem Europa, hvor den første gang blev spottet i Frankrig i 2005.

I Frankrig og flere andre europæiske lande stemples den asiatiske gedehams som invasiv og er til stor gene for især biavlerne.

Hvepsen er spottet i Kerteminde i det østlige Fyn, hvor den for nylig dumpede ned i Ejner Zacho Raths fredagsøl.

"Det skulle den ikke have lov til, og så fangede vi den og kom den i fryseren," fortæller Ejner Zacho Rath til DR.

Lars Vilhelmsen, der forsker i hvepse, siger, at der kan være tale om "en tilfældig hveps, der er fløjet ind i en lastbil i Stuttgart" for så at flyve ud igen på Fyn.

"Vi skal selvfølgelig holde øje med, om der bliver spottet flere, og især om der er kolonier på Fyn. Men der er ingen grund til at gå fuldstændig i panik," siger Lars Vilhelmsen, der er lektor og kurator på Statens Naturhistoriske Museum, i første omgang til Videnskab.dk.

"Én svale gør ingen sommer, som man siger. På samme måde gør én gedehams ingen invasion."

Hvepsen, der også er kendt som gulbenet gedehams, er typisk mellem 25 og 30millimeter lang. Størrelsesmæssig placerer den sig dermed lige mellem de to mest almindelige hvepse herhjemme, som du kan se her:

I første omgang har Danmarks Biavlerforening råbt vagt i gevær, fordi den asiatiske gedehams spiser honningbier og fanger bierne foran bistaderne.

"Jeg kan godt forstå, at biavlerne er lidt oppe at køre. Det vil være en alvorlig økonomisk trussel for dem, hvis den asiatiske gedehams etablerer sig," siger Lars Vilhelmsen fra Statens Naturhistoriske Museum.

Et nyligt studie har konkluderet, at asiatisk gedehams mest udbredte spise er lige netop honningbier. Men hvepsen spiser også andre vilde bestøvere og insekter.

Generelt spiser den faktisk de fleste insekter, skriver forskerne i studiet.

Det passer meget godt med vores generelle viden om hvepse, siger Lars Vilhelmsen.

"Gedehamse er generalist-rovdyr på godt og ondt. De er ikke kræsne og spiser både sommerfuglelarver og skadedyr som kålsommerfugle," forklarer hvepseforskeren.

Grunden til, at honningbier er særligt udsatte, er, at der er mange af dem, og at de ofte er samlet i store bistader, hvilket gør dem til lette mål.

"Gedehamsene spiser ikke nødvendigvis hele bien. De spiser den mest interessante del af brystet, som er fuldt af flyvemuskler - ligesom kyllingebryst. Det er 'prime cut', og de skal bruge proteinerne til at fodre deres larver," forklarer Lars Vilhelmsen.

Hjalte Calberg Ro-Poulsen er postdoc på Københavns Universitet, hvor han forsker i vilde bier og andre insekter - herunder insekternes interaktioner mellem hinanden.

Han fortæller til Videnskab.dk, at de asiatiske gedehamse er "særligt farlige" overfor europæiske honningbier, fordi de - modsat asiatiske honningbier - ikke har udviklet en god forsvarsmekanisme mod hvepsen.

Overordnet set er det ifølge Hjalte Calberg Ro-Poulsen dog "meget svært at sige," hvor bekymrende det ville være for den danske natur, hvis den asiatiske gedehams etablerer sig.

"Det virker til, at den primært holder sig i bebyggede områder, men hvis den spreder sig til naturarealer, kan det blive et problem for de lokale og potentielt sårbare insekter," siger han.

Især andre hvepse skal frygte asiatisk gedehams, hvis deres artsfælle etablerer sig i Danmark.

"Asiatisk gedehams ekspanderer på bekostning af de oprindelige gedehamse, vi har herhjemme, fordi de udfylder samme niche," siger Lars Vilhelmsen.

Hjalte Calberg Ro-Poulsen peger også på forskning, der viser, at den asiatiske gedehamse har fortrængt andre oprindelige hvepse med lignende økologi i Sydkorea, hvor den asiatiske gedehams heller ikke er hjemmehørende.

For den almindelige borger gør det ikke så stor forskel, om vi primært har asiatiske hvepse herhjemme eller hjemmehørende hvepsearter som almindelig gedehams og stor gedehams, mener Lars Vilhelmsen.

"Så vidt jeg ved, er d...

Da Vera Rubin-observatoriet blev indviet 23. juni, skete det med nogle billeder, som virkelig viser, hvad vi kan vente i den kommende tid.

Selvom observatoriet er bygget på en øde bjergtop i Chile, har det mulighed for at få lige så stor betydning for astronomien som James Webb-rumteleskopet, netop fordi de er meget forskellige.

James Webb giver sig god tid til at tage et enkelt billede af et ganske lille område på himlen, mens Vera Rubin hele tiden fotograferer store dele af den sydlige himmel med et stort synsfelt, således at der ikke går mere end et par dage, før man har et nyt billede af et bestemt område.

Det er netop denne arbejdsmåde, der får Vera Rubin til at adskille sig fra alle andre observatorier, uanset om de er ude i rummet eller står på Jorden.

Med Vera Rubin er det muligt at sammenligne en lang række billeder af et bestemt område taget over en periode på måske flere år. Det svarer næsten til, at Vera Rubin har 'filmet' universet, og det må nok siges at være en ny oplevelse for astronomerne - og der er store forventninger til, hvad en sådan film kan vise.

Vi skal i denne artikel se på selve observatoriet og de fire områder inden for astronomien, hvor man især vil bruge det nye teleskop, som er udstyret med verdens største digitalkamera.

Denne kortlægning af himlen kan ikke undgå at skabe en konflikt mellem astronomernes behov for en helt mørk himmel og Elon Musks tusinder af internet-satellitter (Starlink), som opsendes i disse år.

Ender det med, at Vera Rubin observatoriet må lukke, fordi satellitter hele tiden trækker deres lysende spor hen over de billeder, som observatoriet søger at tage?

Men vi skal også fortælle om astronomen Vera Rubin, der var med til at opdage universets mørke stof. Hun havde mange problemer, fordi hun var kvinde. Men den historie har observatoriet været tvunget til at redigere på grund af direktiver, som Trump har udsendt.

Man kan roligt sige, at Vera Rubin-observatoriet er noget helt specielt. Ikke alene har det et meget stort spejl med en diameter på 8,4 meter, men det har også verdens største digitale kamera på størrelse med en lille bil. Det har 3.200 megapixels, og hvert billede dækker et område 40 gange større end Månen.

Det er netop dette meget store billedfelt, som gør det muligt at gennemfotografere hele den del af himlen, som er synlig fra Chile, på bare tre dage. Det betyder, at astronomerne hver tredje dag får et nyt billede af et bestemt område.

Hver nat skal det tage mindst 800 billeder. For at indsamle lys nok har man sat eksponeringstiden til 30 sekunder for hvert billede. Når der er taget et billede, bevæger kameraet sig på omkring fem sekunder videre til det næste felt, der skal fotograferes.

Man regner med, at fra begyndelsen af en eksponering, til man er i gang med at tage det næste billede, er der kun omkring 39 sekunder.

Så himlen opdeles altså i en række områder, der svarer til billedfeltet for kameraet. Projektet er beregnet til at vare 10 år, og tager man hensyn til muligheden for dårligt vejr og andet, så håber man i løbet af disse 10 år at have mindst 800 billeder af hvert område.

Og som nævnt kan de jo sættes sammen til en film, selv om der nok vil gå flere år, før der er billeder nok til selv en kort film.

Et specielt observatorium har naturligvis også specielle opgaver, og de fire hovedopgaver er:

Søge at udforske mørkt stof

Skabe en oversigt over Solsystemet

Kortlægning af Mælkevejen

Forandringer på himlen

Vi vil se kort på hvert af disse områder, og hvordan man vil bruge observatoriet til at løse disse opgaver.

Det er passende at nævne mørkt stof først, for Vera Rubin var netop en af opdagerne af, at universet indeholder noget stof, man ikke kan se. At det overhovedet blev fundet, skyldes alene, at man kan observere, at stjerner og galakser er påvirket af en stærkere tyngdekraft, end man umiddelbart kan forklare.

Denne ekstra tyngdekraft kan kun forklares ved at antage, at der findes en form for stof i universet, som har masse, men hverken udsender el...

Både mennesker og menneskets bedste ven har godt af at blive luftet, har forskning vist. Men forskere har fundet ud af, at hundeejere risikerer at opleve skader, når hunden trækker i snoren.

Det vurderes i et nyt studie, at der er så mange hånd- og håndledsskader i England blandt landets hundeejere, at det kan koste sundhedssystemet i omegnen af 201 millioner kroner (23 millioner pund).

Det skriver The BMJ i en pressemeddelelse.

I studiet, udgivet i tidsskriftet BMJ Injury Prevention, har forskere gennemgået fem studier, som ser på 500.000 skader i forbindelse med at gå tur med hunden.

Den hyppigste årsag var, at hundeejeren bliver trukket i snoren, som kan føre til brækkede fingre.

Det er særligt de kvindelige hundeejere, samt hundeejere over 65 år, som er i risikozonen. Ældre kvinder er nemlig mere tilbøjelige til at have knogleskørhed og kan nemmere få knoglebrud, skriver forskerne.

Hundeluftning er imidlertid ikke en stor risikofaktor for hånd- og håndledsskader hos voksne, når man sammenligner med andre årsager. Men studiet kaster lys over, at et betydeligt antal af netop de skader kan findes hos særligt ældre og kvindelige hundeejere.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal lade lille Fido blive indenfor. I stedet kan man prøve følgende råd, skriver forskerne:

Hold hundesnoren i din håndflade i stedet for at vikle den rundt om din finger eller håndled.

Overvej, hvilken type hundesnor du vælger. Det er bedre at undgå rulleliner, da det kan give et pludseligt og kraftigt træk, når snoren når sin fulde længde.

Lydighedstræning kan også være en god idé.

Det er ulovligt at stjæle - det ved vi. Men der findes faktisk teoretiske argumenter, der kan forsvare smårapserier.

Videnskab.dk er taget i en 7-eleven med filosof Esther Oluffa Pedersen, og hun retter sig straks mod sortimentet af yoghurt med rabarber, jordbær og hindbærtopping for at stille et eksempel op:

"Jeg står her, og mine børn ligger derhjemme og er sultne, og jeg har ingen penge. Er det så værst, at jeg tager noget yoghurt med hjem og giver dem til mine sultne børn? Eller at den her butik får et lillebitte tab?"

Eksemplet ser på tyveriet gennem nyttefilosofiens briller, som den engelske filosof Jeremy Bentham står bag, forklarer hun. Han vurderer en handling ud fra, hvilke samfundsmæssige konsekvenser den har, og med udgangspunkt i den tankegang ville man sige, at det er bedre at stjæle, end at have børn, der sulter.

Den slags gamle teorier fra filosofiens verden er igen blevet aktuelle: Flere danskere end nogensinde stjæler, og flere synes tilsyneladende, at det er okay:

i oktober 2024 blev der målt det højeste antal butikstyverier nogensinde

i en undersøgelse fra samme år finder hver femte dansker det acceptabelt, "at man tager lidt varer i et stormagasin uden at betale."

I 2006 gjaldt det kun hver 20. dansker

Hvad er der sket? Og er det okay at stjæle?

Ser man mod filosofien, finder man både argumenter for og imod tyveri.

I 7-eleven står vi foran en buffet af forskellige typer chokoladebarer. Der er Snickers, Twisters, Buenos og Guldskildpadder lige til at stikke i lommen. Faktisk er chokolade en af de ting, vi stjæler mest af.

Men at stjæle er altså åbenlyst forkert ifølge den tyske filosof Immanuel Kant. Det mente han af to grunde, fortæller Esther Oluffa Pedersen.

"Jeg ved, at jeg ikke må stjæle, for det går ud over ejeren, men jeg forbryder mig faktisk også mod mig selv," forklarer Esther Oluffa Pedersen, der er lektor i videnskabsstudier og æstetik på Roskilde Universitet.

"Jeg gør mig selv til en, der på den ene side gerne vil have, at mine ting er i fred og samtidig vil have lov til at tage andre folks ting. Så jeg ender op med at ødelægge mig selv, fordi jeg kommer i de her konflikter med mig selv," forklarer hun videre.

En anden tysk filosof Friedrich Nietzsche, der levede i 1800-tallet, ville derimod sige: "Du skal ikke tænke over, hvad andre forbyder dig, men hvad du selv mener er godt."

Samfundets moral deler verden i godt og ondt, men Nietzsche vil have os til at se ud over det. Det, samfundet kalder ondt eller umoralsk, er begrænsninger af de stærke viljer, forklarer Esther Oluffa Pedersen.

"Så hvis du vil stjæle på nietzscheansk vis, må du sætte dig ud over samfundets moral og stå fast på din ret til at genformulere vores værdisystemer," siger hun.

I filosofien er der således ikke enighed om, hvordan vi skal forholde os til tyveri.

Jeg tager en Snickers i hånden og spørger filosoffen, hvad den filosofiske forklaring er på, at, nogen synes, det er okay at hapse den uden at betale?

"Hvis man skal forstå tyveri i butikker, kan man anskue det fra to forskellige vinkler," siger Esther Oluffa Pedersen.

Man kan stjæle for at overskride en grænse eller for at optimere sine egne interesser.

Vi skal stifte bekendtskab med kirkefader og filosof Augustin for at få en forklaring på den første vinkel.

Tilbage i år 300 skrev Augustin om synder, og den første synd - som han ikke engang vidste, han begik - var, at han som lille sammen med en gruppe drenge stjal nogle pærer.

"De er ikke engang interesserede i at spise de her pærer, men de kan lide at overskride grænsen," siger Esther Oluffa Pedersen.

"Og jeg tror, at for en gruppe af dem, der stjæler i dag, så handler det om den her spænding, og at det er noget, man gør sammen i grupper. Og det, man i virkeligheden gør, det er, at man overskrider en grænse. Og man overskrider et forbud," fortsætter hun.

Den anden forklaring handler om, hvordan vi optimerer vores egeninteresser. Dette kan sættes i forbindelse med teorien om etisk egoisme, som blev grundlagt af ame...

Det enorme rumteleskop James Webb har fanget en nyfødt exoplanet - en planet uden for Solsystemet - i flugten. Astronomerne bag billederne håber, de kan bruges til at opklare, hvordan planeter dannes.

Webb-teleskopet har tidligere fotograferet exoplaneter, men her har der været tale om planeter, astronomerne allerede havde fundet og ville vide mere om. Dette er første gang, en planet, der ikke var kendt i forvejen, er blevet opdaget ved hjælp af rumteleskopet.

Planeten kredser om den unge stjerne TWA 7, også kaldet CE Antliae, der tidligere er blevet fotograferet af rumteleskopet Hubble og af Very Large Telescope i Chile.

På de gamle billeder kunne astronomerne se, at stjernen omkredses af en skive af gas og støv. De kunne også få øje på huller i skiven, og sådan nogle huller kan skyldes, at der er dannet en planet.

Derfor besluttede et internationalt hold af astronomer at rette Webb-teleskopet mod stjernen, for at se om der dukkede en planet op på de infrarøde billeder fra teleskopet.

Ved hjælp af teleskopets midtinfrarøde instrument MIRI lykkedes det at få øje på planeten, der er 111 lysår herfra. Den lyser op på billederne, fordi den udsender varmestråling.

Videnskab.dk har spurgt den franske astrofysiker Anne-Marie Lagrange, hvordan det var at være de første, der fik øje på planeten:

"Til at starte med var vi begejstrede, men også bevidste om, at objektet muligvis bare var en fjern galakse. Dem ser vi ofte på billeder fra MIRI," svarer hun og fortsætter:

"Vi beregnede sandsynligheden for, at det var en galakse, og den viste sig at være ret lav. Derefter skabte vi en dynamisk model af systemet og indså, at planeten ligger præcis dér, hvor den skal være for at skabe de strukturer, vi ser i støvskiven omkring stjernen. På det tidspunkt blev vi overbeviste om, at det rent faktisk var en planet, vi havde fundet."

Anne-Marie Lagrange er forskningschef på det franske forskningscenter Centre national de la recherche scientifique (CNRS), og hun er førsteforfatter på den videnskabelige Nature-artikel om planeten, der har fået navnet TWA 7b.

Den nyopdagede planet er en gaskæmpe omtrent på størrelse med Saturn. Den er næsten 100 gange så tung som Jorden. Alligevel er det den mindste exoplanet, der hidtil er blevet fotograferet.

Alle andre exoplaneter, der optræder på tidligere billeder, er langt tungere end Solsystemets største planet, Jupiter. Jo større planeten er, desto lettere er den nemlig at få øje på.

Selv ikke Webb-teleskopet er stort nok til at fotografere exoplaneter på størrelse med Jorden. Vi ved altså ikke, om der også kredser jordlignende planeter omkring stjernen. Men det skulle være muligt at tage billeder af planeter, der er meget mindre end TWA 7b.

"Vi vurderer, at vi med James Webbs MIRI-instrument kan finde planeter helt ned til en tiendedel af Jupiters masse. Det svarer til 30 gange Jordens masse. Det er en enorm forbedring, sammenlignet med hvad man kan se med teleskoper her fra Jorden," forklarer Anne-Marie Lagrange.

Den lille stjerne TWA 7 er blot 6,4 millioner år gammel. Det er ikke meget, når man snakker stjerner - Solen er mere end 700 gange så gammel.

"Det er en spændende opdagelse, fordi det er et ganske ungt system. Vi mener, at kimen til planeter opstår inden for de første par millioner år, så denne planet er netop blevet dannet og er ved at køle ned," fortæller Jes Jørgensen, der er professor i astrofysik ved Niels Bohr Institutet, som hører under Københavns Universitet.

"Planeter dannes, når støvkornene i skiven stille og roligt vokser sig større og bliver til planetesimaler - små klumper af stof. De danner kernen af planeter, som så kan tiltrække store mængder gas, så der dannes en gaskæmpe som her," fortsætter han.

Jes Jørgensen har ikke selv været involveret i denne opdagelse, men forsker i dannelse af stjerner og planeter. Og her kan billeder fra Webb-teleskopet hjælpe, siger han:

"Hvis vi kan få billeder af flere planeter, kan vi få indblik i, hvordan planeter udvikler sig i de tidlige stadier....

Hvornår følte du dig sidst uværdigt behandlet? Tror du at andre ville opfatte det samme i en lignende situation?

Mange forbinder 'værdighed' med noget, der er vigtigt at have og godt at blive mødt med.

Men hvad vil det egentligt sige, at blive behandlet uværdigt, og hvornår opstår følelsen af uværdighed? Sker det kun i mødet med systemet?

Vi har faktisk ikke nogen klar definition af, hvad det vil sige at føle sig værdig, og særligt ikke hvad værdighed er, når vi har brug for hjælp fra det offentlige.

I to år har vores forskergruppe fulgt en lille håndfuld borgere på kanten af arbejdsmarkedet for at blive klogere på, hvad værdighed og uværdighed egentligt er, og hvor det opstår.

Vores resultater peger på, at følelsen af værdighed - og ikke mindst uværdighed - hænger tæt sammen med følelsen af at være udelukket fra fællesskabet på arbejdsmarkedet.

Landets jobcentre er her blevet en kampplads og prygelknabe i spørgsmålet om, hvordan mennesker uden arbejde behandles værdigt og uværdigt.

Det ses i den netop vedtagne beskæftigelsesreform, der lover 'mere værdighed' - blandt andet ved at nedlægge jobcentrene.

Processen frem til den nye beskæftigelsesreform tyder dog på, at politikere i ønsket om at sikre 'mere værdighed', har glemt at spørge og diskutere, hvad de uværdige møder skyldes.

Ekspertgruppen, der lavede forarbejdet til reformen, fik input blandt andre fra os. Derudover undersøgte den værdigheds-tilstanden i jobcentrene ved at spørge, hvor mange borgere der oplevede at blive behandlet værdigt.

Men hvad er det, borgerne svarer på, når vi forstår værdighed forskelligt? Det er mildest talt udfordrende at arbejde henimod mere værdighed for borgere på kanten af samfundet, før vi har en fælles forståelse af, hvad værdighed er.

I et forsøg på at etablere et mere solidt grundlag, har vi de seneste to år undersøgt, hvad værdighed er. Arbejdet er mundet ud i flere videnskabelige artikler, en udstilling på Forsorgsmuseet og ikke mindst en podcast her på Videnskab.dk.

Lad os træde et skridt ud af den politiske debat, og se på hvad begrebet værdighed er for en størrelse.

Den første vigtige pointe er, at selvom vi kan have store filosofiske diskussioner om, hvad værdighed er, så beror værdighed i sidste ende på en subjektiv oplevelse fra RUC - for eksempel følelsen af stolthed eller af at blive respekteret.

Det er dermed meget svært at sætte på formel eller måle. Samtidig er oplevelser af både værdighed og uværdighed tæt forbundet med, hvordan vi oplever, at andre betragter og behandler os.

Som arbejdsløs gælder det både i mødet med jobcentret såvel som i mødet med arbejdsmarkedet i form af jobsøgning og tidligere job.

Det er netop spørgsmålet om, hvad værdigheds- og uværdighedsoplevelser består af og bunder i, som vi har brugt de seneste to år på at undersøge i forskningsprojektet INDIGMA - (u)værdighedserfaringer fra udkanten.

Vi har ikke spurgt arbejdsløse, om de føler sig mere eller mindre værdige eller vurderet deres oplevelse ud fra vores egen definition af, hvad værdighed bør være.

I stedet har vi forsøgt at observere og forstå oplevelser af (u)værdighed, som de udfolder sig i dagligdagen.

Det kræver tid, fordybelse, tillid og tålmodighed. Vores team har derfor fulgt fem arbejdsløse i tre byer geografisk placeret i udkanten - én i Frankrig, én i USA og én i Danmark.

Teamet har fulgt vores deltagere i deres søgen efter arbejde og i deres møder med velfærdsstaten i form af jobcentret, socialkontoret eller den lokale maduddeling.

Men frem for alt har de fulgt dem i deres dagligdag, og det der fylder mest her: Omsorg for det nære (familie, venner), vedligeholdelse af bolig, og regninger der skal betales; alt imens de forsøger at holde håbet for en bedre fremtid i live.

På trods af det begrænsede antal deltagere, har vi en nærmest overvældende variation i, hvordan oplevelser af værdighed og uværdighed kan væves sammen.

Samtidig kan vi dog i variationen finde mønstre, som går igen i alle vores livshistorier - om end i forskellige grad...

I Danmark har vi en velfærdsstat. Den hjælper dig, hvis du for eksempel bliver syg eller arbejdsløs. Men det er ikke alle, der oplever det sådan.

48-årige Jimmi er en af dem, som har kæmpet en årelang kamp for at blive anerkendt af systemet.

Han har både gigt, dårlig ryg og lænd og kan ikke gå mere end 100 meter af gangen. Derfor er han grundet sine skavanker ikke i stand til at arbejde længere.

Men det har jobcentret ikke villet anerkende. Jimmis første sagsbehandler hævdede nemlig, at han ikke var syg, men bare for tyk.

"Jeg havde en sagsbehandler, som jeg sagde til: 'Ved du hvad, jeg kan ikke gå længere. Jeg sidder kun i min stol, jeg melder mig syg. Og I skal forsøge på, om jeg kan få noget afklaring'. Denne ene sagsbehandler sagde: 'Ved du hvad, du er ikke syg'," fortæller Jimmi.

Derfor har han i årevis kæmpet for at finde ud af, hvad der skal ske med ham i systemets øjne.

Jimmi er en bredskuldret mand og har arbejdet i brancher, hvor han har skullet bruge sin stærke fysik. Det har altid været en kilde til værdighed for ham, fortæller Sabina Pultz, ph.d. og lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.

Hun er sammen med Magnus Paulsen Hansen, som er ph.d. og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, forskningsleder på projektet 'Indigma', hvor de undersøger værdighedsfølelsen blandt arbejdsløse som Jimmi.

"Der sker en interessant ting i mødet med systemet. Han skal overbevise andre om, at hans krop er så dårlig, at han fortjener at få førtidspension. Samtidig vil han stadig gerne være i kontakt med, at han kan en masse ting, og at han er stor, bred og fylder i landskabet og på den måde stadig holder fast i sin maskuline identitet," siger Sabina Pultz.

Jimmi finder altså på den ene side værdighed i at få sin sygdom anerkendt. Men på den anden side er det uværdigt for ham at skulle være svag for at blive anerkendt.

Det er ifølge Magnus Paulsen Hansen et eksempel på, at værdighed og uværdighed ikke nødvendigvis er to modsatrettede følelser.

"Det er mange forskellige ting, som tit er på spil på samme tid - for eksempel både Jimmis værdighed i gerne at ville være stærk og kunne arbejde, men samtidig hans behov for anerkendelse af, at han ikke kan det på samme tid," fortæller Magnus Paulsen Hansen.

Jimmis historie viser, at systemet både kan være en kilde til en uværdig og værdig behandling.

Som et led i forskningsprojektet har Maggie Müller, som er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, fulgt Jimmi i et år. Og det er netop den kompleksitet, et langvarigt forskningsstudie kan belyse.

Men hvorfor er et langvarigt forskningsforløb bedre til at forstå Jimmis følelse af (u)værdighed end for eksempel en spørgeskemaundersøgelse? Hvorfor kan velfærdsstaten være en kilde til uværdig behandling, når den historisk set er skabt til at hjælpe danskere uden for arbejdsmarkedet? Og ender Jimmi med at få tilkendt førtidspension?

Det kan du blive klogere på i denne podcastepisode. Det er den første episode af Videnskab.dk's nye serie De (u)værdige, hvor vi følger en gruppe forskere fra RUC, der undersøger, hvad værdighed og uværdighed egentlig er.

Du finder podcasten i toppen af artiklen, eller hvor du normalt finder dine podcasts.

Forskerne og Videnskab.dk er bekendt med deltagernes fulde navne, men de bliver ikke brugt i forskningsprojektet og derfor heller ikke i podcasten. Det er normal praksis at lave en delvis anonymisering af deltagerne i kvalitative studier, der berører følsomme emner og livshistorier.