Nogle gange kan man ikke lade være med at tænke på kloden og vi mennesker som var vi én person.

Gør man det, må vi sige at denne klode-person er alvorligt udfordret. For nu at sige det mildt.

I denne meditation peger Hanneli på at kriser ikke skaber sig selv. At hvis vi mærker kloden og dens liv som én organisme, er vi alle medansvarlige.

Hvis det nu er sandt – eller hvis det er en brugbar og konstruktiv måde at tænke på – hvad kan vi gøre?

Vi kan i første omgang opdage at vi projicerer – at vi kaster vores skygge, vores mørke og mindreværdige og aggressive sider på andre. At vi skaber fjendebilleder.

At opdage det, at turde stå ved det, og bagefter at balancere mellem to yderligheder: Den ene hvor man lægger al skyld på den anden og bekriger hende eller ham – og den anden hvor man, for undgå konflikt strækker sig så langt for at imødekomme de anden at man mister sig selv.

I begge disse situationer går vi hjemmefra, forlader vi os selv: I første tilfælde i vrede, i andet tilfælde af konfliktskyhed.

Guidningen her forsøger at pege i retning af en løsning: At hvile i sig selv på så selvberoende en måde at der er råd og overskud til at mærke – og måske endda værdsætte- den andens fremmedhed/anderledeshed.

Et sted siger Hanneli at ‘Når vi tillader os at sanse rummet mellem virkeligheder, kan der åbne sig en lille sprække, en lettelse i hjertet.’ Og hun beskriver at det er en sådan hjertelettelse, en lille åbning som ikke behøver at være vanskelig eller esoterisk, som er udgangspunktet for hvad vi kalder videregivelse: Den enkle og på en måde selvfølgelige glæde og meningsfylde der ligger i at ønske noget godt for andre – og af og til omsætte dette ønske i handling.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
[email protected]