Det er 50 år siden, at Danmark, efter årtiers kamp, fik sin første overenskomst med ligeløn. Et halvt århundrede senere er ligelønsspørgsmålet stadig omdiskuteret. For tallene viser, at kvinderne fortsat halter bagefter. Men er der gode forklaringer på det? Og betyder det i så fald, at løngabet er retfærdigt? Louise Drivsholm fortæller.

Anita Brask Rasmussen har set filmen Ustyrlig af instruktør Malou Reymann, der fortæller historien om de kvinder, der blev sendt til kvindehjemmet på Sprogø i perioden 1923 til 1962 igennem pigen Maren. Men den er også historien om, hvordan åndssvageforsorgen blev en hjørnesten i den unge velfærdsstat. Og måske hænger noget af det ved.

»Man kan ikke kan ignorere, at indretningen af arbejdsmarkedet og familielivet i dag i en vis grad stadig er formet af, at velfærdsstaten har brug for, at det er forbundet med skam at være unyttig og at bevæge sig uden for konformiteten,« skriver Anita.

Og så er Rune Lykkeberg her også. Til en optur over, at vi er så gode mennesker, at vi ikke kunne drømme om at godte os over, at regningspartierne fik en seriøs lussing i den seneste meningsmåling.